Forebyggelse af navlebrok med jod eller antibiotika

Navlebrok er en tilstand karakteriseret ved, at navleringen er for vid, hvilket tillader tarme og krøs, at trænge frem fra bughulen og ligge under huden. Herved fremkommer der en broksæk (udposning) under bugen.

Den dyreværnsmæssige vurdering af brok er vanskelig. Selv forholdsvis store brok er ikke nødvendigvis forbundet med smerte eller gener for grisen. I andre tilfælde opstår der imidlertid komplikationer som indeklemning, bughindebetændelse, hæmning af grisens bevægelse, sårdannelse på broksækken og andet, der kan medføre dyreværnsmæssigt betænkelige situationer.

Hvorvidt brokket generer grisen afhænger dels af størrelsen, og dels af om der indtræder komplikationer. Et kompliceret navlebrok udvikles, hvis der opstår bughindebetændelse med efterfølgende sammenvoksninger af net og tarme. De alvorligste komplikationer er indeklemning af brokket pga. en snæver brokring eller, hvis der går hul på broksækken. Begge tilstande kan medføre, at grisen går i chok og dør. Kompliceret navlebrok kan således medføre utrivelighed og akutte dødsfald.

I oktober 1997 kom Det Veterinære Sundhedsråd med en skærpende udtalelse om leveringen af svin med store navle- eller lyskebrok til slagtning. Baggrunden var et stigende antal sager, hvor leverandører var blevet anmeldt for at levere dyr med store navle- eller lyskebrok til slagtning. I de forelagte sager vurderede Det Veterinære Sundhedsråd efter følgende kriterier:

Citat: "Grise, hvor broklidelsen medfører dårligt almenbefindende og væksthæmning, bør aflives og ikke opfedes til slagtning. Også grise med tydeligt besværet bevægelse og omfattende hudlæsioner på broksækken bør aflives eller slagtes, før de når sædvanlig slagtevægt. Grise med store brok bør desuden isoleres i sygesti, da de er stærkt udsatte for stifællers bid, tråd, puf og stød. Også i udleveringsfolden bør grise med store brok isoleres i særligt aflukke, og da det kan være vanskeligt for vognmanden at opdage brokhævelsen under læsningen, bør leverandøren give meddelelse om, at leverancen indeholder én eller flere grise med brok."

Af figuren fremgår det, at hovedparten af slagtesvinebesætningerne har en lav forekomst af navlebrok. Gennemsnittet for disse besætninger er således på 1,3 pct. navlebrok hos de leverede slagtesvin. Kun en procent af besætningerne har en forekomst af navlebrok på 4,4 pct. eller derover.

Årsagen til navlebrok er ikke kendt, men der formodes at være tale om en medfødt disponering eller en erhvervet tilstand som følge af navlebetændelse. Hos andre husdyrearter er det påvist, at køn og race er associerede med risikoen for navlebrok. Der er forskellige opfattelser af karakteren af en eventuel arvelighed hos svin især, hvorvidt arvegangen er knyttet til et eller flere gener. Et erhvervet navlebrok, som følge af navlebetændelse, antages at begynde i pattegrisenes første levedøgn før navlestrengen er helt indtørret. I mange besætninger er forebyggelsen rettet mod en sådan formodet infektiøs årsag, og man har iværksat forskellige former for forebyggelse som:

• Øget hygiejne i farestien
• Behandling af de nyfødte grise med medicin indenfor det første levedøgn
• Jodpensling af navlen straks efter fødsel
• Tilplastring af navlestedet
• Klip af navlestreng

Formål

Undersøgelsens formål var at afdække betydningen af enten desinfektion af navlen eller antibiotikainjektion til forebyggelse af navlebrok

Materiale og metode

Undersøgelsen blev gennemført i fire besætninger, som var udpeget på baggrund af de seneste 3 måneders slagteriregistreringer med en brokforekomst på 3-5 pct. Der var ikke salg af smågrise i disse besætninger og således ansås udpegningskriterierne for at være korrekte. Besætningerne måtte ikke i forvejen udføre forbyggende behandling mod navlebrok, hvorimod behandling af pattegrisene mod coccidiose på 4. levedøgn var tilladt.

De fire udvalgte besætninger var alle konventionelle med 200-400 årssøer. Besætningerne havde farestalde med almindelige kassestier med bokse samt helt eller delvis spaltegulv. I alle fire besætninger praktiseredes ”alt ind alt ud” i de enkelte sektioner i farestalden. I én besætning var den gennemsnitlige fravænningsalder 21 dage, mens den i de tre andre besætninger var 26 dage.

Selve inddelingen, øremærkningen og behandling af grisene i de tre grupper blev udført efter en fastlagt procedure straks efter faring (appendiks 1 indeholder registreringsark og appendiks 1A den medfølgende vejledning). Lægnummer blev ligeledes registeret ved samme lejlighed. Kuldudjævning blev praktiseret i alle fire besætninger, og var tilladt efter at gruppeinddelingen og behandling var foretaget - disse pattegrise blev registreret (se appendiks 1 og 1A).

Der blev foretaget registreringer af alle sygdomsbehandlinger og formodede dødsårsager på alle grise i undersøgelsen (appendiks III).

I alle tre behandlingsgrupper blev navlen klippet/brændt over med gasdreven halekuperingstang, hvis den var længere end 3 centimeter. Undersøgelsen var af praktiske årsager ikke tilrettelagt således, at navleklip var en selvstændig behandlingsform. Men eftersom navleklip indgik i alle tre behandlingsgrupper, ville en eventuel effekt af navleklip sænke forekomsten af navlebrok i besætningerne generelt, og som sådan ikke favoriserer en af behandlingsformerne.

Behandlingen af grisene:
Gruppe 1: ingen - idet der var tale om kontrolgrise.
Gruppe 2: 5% jodsprit på navlestreng - udført med en blomsterforstøver med 3-4 pumpeslag.
Gruppe 3: 0,5 ml. langtidsvirkende antibiotika (amoxicillin) i nakkemuskulaturen - udført med automatsprøjte.

Fra hver af de fire besætninger indgik cirka 2500 grise i undersøgelsen.

Når grisene havde opnået en vægt på 25-35 kg, blev de undersøgt for navlebrok og kønsbestemt af en veterinærtekniker, som ikke havde noget kendskab til, hvilken behandling den enkelte gris havde fået. Appendiks II indeholder det anvendte registreringsskema.

Afprøvningen var dimensioneret således, at den med 80 pct. sandsynlighed på basis af samtlige brokregistreringer i de fire besætninger, kunne påvise en faktisk indtruffen reduktion af brokfrekvensen med 50 pct. (95% sikkerhed) i en af behandlingsgrupperne i forhold til kontrolgruppen, under forudsætning af en brokforekomst på 4 pct.

Alle former for registringer blev indtastet i en Access 2000 database og efterfølgende behandlet i statistikpakken SAS vers. 8.2.

For hver øremærket gris er der registreret to mulige udfald: brok / ikke brok.

Forekomsten af brok er analyseret ved (logistisk) regression med følgende forklarende variable:

• Behandling (kontrol, jod og antibiotika)
• Besætning
• Kuldidentitet (sonummer)
• Soens alder (lægnummer)
• Køn

Her er kuldet medtaget som en ’tilfældig’ virkning, idet grise fra samme kuld antages at ligne hinanden mere, med hensyn til brokrisiko, end grise fra forskellige kuld. Der er ikke nødvendigvis tale om en genetisk effekt, idet fælles miljøfaktorer ligeså godt kan tænkes at præge grise fra samme kuld.

I alt blev der øremærket 9.923 pattegrise, hvoraf 7.766 blev genfundet ved den egentlige brokkontrol og kønsbestemmelse ved 25-35 kg’s vægt. Dette frafald skyldes dødelighed i

fare-og klimastier og praktiske problemer med identifikation på øremærkningen. Der var ingen forskel i frafaldsraten blandt de tre behandlingsgrupper, og det skønnes usandsynligt at navlebrok blandt grise op til 30 kg kan have indflydelse på frafaldsrisikoen.

Af disse 7.766 grise var 3.701 sogrise svarende til 47,7 pct. Med baggrund i litteraturen var der på forhånd en formodning om en kønsforskel med hensyn til risiko for brok. I en af besætningerne sås da også en udpræget kønseffekt, hvor sogrisene havde den dobbelte risiko for at udvikle navlebrok, men denne forskel kunne ikke observeres i de andre tre besætninger, heller ikke samlet set over alle besætningerne.

Den pågældende besætning fik midt i undersøgelsen udbrud af ondartet lungesyge og var derfor nødsaget til, i en 4 ugers periode, at behandle samtlige pattegrise med antibiotika på dag 4 - 5 & 6. Det blev derfor besluttet, at besætningen måtte tages ud af forsøget inden den endelige databehandling.

De 5796 brokbedømte grise fra 3 besætninger, hvoraf 47,6 pct. var sogrise, fordelte sig på de tre behandlingsgrupper som vist i tabel 1 og figur 1.

Den relative brokforekomst, målt i forhold til kontrolgruppen, blev så beregnet under hensyntagen til besætning, kuld, køn og soens alder.

Forekomsten af brok varierede mellem de tre besætninger, hvilket var forventet. Ligeledes var der en vis tilfældig kuldeffekt, svarende til at grise fra samme kuld havde tilbøjelighed til at "følges ad" med hensyn til brokrisiko. Dette kan dog både være en miljø- og /eller en genetisk effekt.

I denne undersøgelse viste det sig at antibiotika, tildelt pattegrisen inden for de første 24 timer, reducerede forekomsten af navlebrok hos 30 kilos grise med ca. en tredjedel. Derimod kunne der ikke påvises nogen sikker effekt af navledesinfektion med 5 pct. jodsprit.

I de fire besætninger har der ikke været en eneste behandling for navlebetændelse i nogle af behandlingsgrupperne, så det har ikke direkte kunne godtgøres, at der var en årsagssammenhæng mellem navlebetændelse og navlebrok i denne undersøgelse. En undersøgelse, der kunne underbygge en sådan sammenhæng, skulle formentlig inddrage et væsentligt større antal grise end anvendt her.

Klip af navlestrengen var i denne undersøgelse gennemført hos alle grise, dersom navlestrengen var længere end 3 cm. Dette indgreb har ikke i samspil med anden behandling været i stand til totalt at fjerne forekomsten af navlebrok i nogen af behandlingsgrupperne eller i kontrolgruppen.

Det kan diskuteres, om den anslåede relative reduktion på 1/3 i forekomsten af navlebrok, hos de antibiotikabehandlede kan retfærdiggøre, at alle grise skal behandles med antibiotika i deres første levedøgn. En almindelig besætning på 200 årssøer vil alene, til dette formål, skulle bruge omkring 3 liter antibiotika om året.

Desuden bør det endnu engang nævnes, at den i undersøgelsen udeladte besætning havde en udpræget kønseffekt på forekomsten af navlebrok. Sogrisene i den besætning havde den dobbelte risiko for at udvikle navlebrok, hvilket kunne tyde på en kønsbunden effekt - altså en genetisk disponering for navlebrok.

Konklusion og anbefaling

I besætninger med en høj forekomst af navlebrok på 3-5 pct., kan det således overvejes om der skal anvendes antibiotika som et forebyggende element mod navlebrok, men i en tidsbegrænset periode. Ellers må det tilstræbes, at man forsøger at lokalisere mulige søer/orner som en årsag til problemet. 

Andre deltagere i undersøgelsen:
Afdelingsdyrlæge Poul Bækbo, veterinærteknikere Søren Justesen og Bjarne Nielsen.