Disponerende forhold for halthed hos slagtesvin

Sundhedstilstanden hos danske slagtesvin var i fokus i et forskningsprojekt. I denne undersøgelse blev den kliniske sundhedstilstand vurderet af veterinærteknikere i et større antal slagtesvinebesætninger. Der kendes ikke til en tilsvarende undersøgelse af sundhedstilstanden hos grise i danske produktionsbesætninger. I nærværende meddelelse er sygdomstegnet halthed analyseret for sammenhænge mellem staldsystem, fodring og driftsform med henblik på at afklare, om der kan identificeres faktorer, der er knyttet til højere eller lavere forekomst af halte slagtesvin.

Undersøgelsen omfattede 176 slagtesvinebesætninger udvalgt af Statens Jordbrugs og Fiskeriøkonomisk Institut (nu Fødevareøkonomiske institut), i alt 98 besætninger deltog i undersøgelsen, hvilket repræsenterede en samlet produktion på 420.000 slagtesvin per år (svarende til 2% af Danmarks samlede produktion i år 2000). Besætningsejer eller fodermester oplyste om staldindretning og driftsforhold i et telefoninterview udfra et spørgeskema. Hovedparten af disse interview blev udført af 1 dyrlæge. Besætningerne blev besøgt 2 gange med et interval på 8 uger. Besøgene blev udført af 3 veterinærteknikere.

Ved besætningsbesøg gennemgik veterinærteknikeren alle grise, dog højest 1000 dyr. I besætninger med mere end 1000 grise på stald blev en vis andel af stierne udvalgt systematisk fx hver anden sti i alle staldafsnit. Den praktiske procedure var at tælle alle dyr i en given sti (stier med > 50 dyr indgik ikke i undersøgelsen) og anslå deres gennemsnitlig vægt. Teknikeren observerede først dyrene fra staldgangen og derefter inde i stien for at få alle dyr til at rejse sig (illustreret i figur 1). Antal dyr i en sti, der udviste kliniske tegn på sygdom fordelt på 13 sygdomstegn (se tabel 1), blev noteret. Sygdomstegn blev noteret som tilstede eller ikke tilstede uden graduering, og et dyr med flere sygdomstegn bidrog i de respektive grupper.

Risikofaktorer for halthed blev analyseret. En række oplysninger fra interviewet blev inddraget. Besætningsstørrelse angivet som antal producerede dyr, sundhedsstatus, belægningsgrad i m²/dyr og m³/dyr, fodertype, udfodringsprincipper, gulvudformning, strøelse, holddrift, rengøring og desinfektion, tøjskift og støvleskift i forrum, besætningsejers deltagelse i erfa-grupper og kurser.

Frekvensen af halte blev beregnet for hvert staldafsnit udfra veterinærteknikernes registreringer. Analysen af de udvalgte faktorers sammenhæng med frekvensen af halte blev gennemført med staldafsnittet som enhed, men der blev taget højde for mere ensartede forhold indenfor en besætning og det forhold, at de kliniske registreringer blev udført af 3 personer.

Indledningsvis blev halthedsfrekvens delt op i 2 kategorier: 3% halte og derover i forhold til mindre end 3% halte. Faktorer, der havde en sammenhæng med halthedsfrekvens, blev valgt (P<0,2). Den endelige statistiske model beskriver variationen i frekvensen af halte mellem staldafsnit og stier ved hjælp af en multiplikativ regressions model, hvor faktorerne indgår samtidigt. Besætningen indgik som en tilfældig effekt sammen med en række covariater defineret på besætning, staldafsnit eller sti niveau. Analysens endelige beskrivelse af faktorerne bliver udtrykt i relativ risiko.

I datasættet indgik 98 besætninger med i alt 263 staldafsnit og gennemgang af 9860 stier. Stierne rummede i gennemsnit 15 slagtesvin. I alt 154.347 grise blev vurderet for sygdomstegn. Der blev gennemsnitlig gennemgået 792 grise i hver besætning, det mindste antal var 76, og det største antal undersøgte var 2.843 grise i én besætning.

Det blev antaget, at en stikprøve af denne størrelse, udtaget fra alle staldafsnit, ville være tilstrækkelig til at anslå forekomsten af sygdomstegn også i ganske store besætninger, fx 10.000 stipladser, hvor 10% af grisene blev gennemgået ved 2 besøg. Stier med over 50 grise blev ikke medtaget i undersøgelsen. Begrundelsen var, at den kliniske gennemgang skulle gennemføres uden mærkning eller flytning/adskillelse af grise, hvilket vil medføre en risiko for at observere det samme dyr flere gange, hvis det skal vurderes i en større gruppe dyr. Dette har desværre den effekt, at systemer med store stier, fx dybstrøelse, oftere blev ekskluderet. Der var 2 besøg med højst 10 uger imellem i hver besætning, derfor er der givetvis en del grise, der er blevet vurderet 2 gange. Dels som nyindsatte grise og dels som slagteklare svin, hvor det må antages, at et givet sygdomsforløb hos et lille slagtesvin er afsluttet en tid inden det andet besøg. Det blev valgt at gennemføre 2 besøg for at opnå en større præcision for sygdomsforekomsten i den enkelte besætning.

Alle besøg er blevet gennemført i dagtimerne mellem kl. 9 og kl. 15. For at opnå en ensartet vurdering blev der udarbejdet billedmateriale til sygdomstegnene i tabel 1. Desuden er der gennemført 2 kalibreringsbesøg i besætninger med deltagelse af alle teknikere og dyrlæge Henrik Hagbard Petersen, der havde defineret sygdomsgrupperne. Desuden deltog dyrlæge Henrik Hagbard Petersen eller dyrlæge Anne-Grete Hassing i ca. 25% af besætningerne ved mindst 1 besøg. I risikofaktor analysen blev der korrigeret for mulig variation mellem veterinærteknikere.

Set over alle besætninger var øresår det hyppigste sygdomstegn, det blev observeret hos 4,26% af grisene. Det næsthyppigste sygdomstegn var hoste med 2,14%. Halthed hos slagtesvinene blev observeret hos 2,05% og var dermed det tredje hyppigste sygdomstegn.

De halte grise blev observeret spredt i staldafsnittene. Kun i 19 staldafsnit ud af de 263 undersøgte blev der ikke observeret halte grise. I 18% ud af 9860 stier blev der observeret en halt gris, mens der i 4% af stierne blev observeret 2 eller flere halte grise. Det højeste antal halte grise i en enkelt sti var 7 grise ud af 19 grise.

Sammenhæng mellem halthedsfrekvens og staldforhold, foder og drift blev analyseret. Der blev fundet fire faktorer, der havde statistisk sikker betydning for frekvensen af halte dyr. Risikofaktorerne var gulvudformning, fodertype, vægt og interval i holddrift. Størrelsen af disse faktorers sammenhæng med frekvens af halthed er vist i tabel 2.

Den vigtigste enkelt faktor for forekomsten af halte grise er gulvet i stien (tabel 2). Der er størst forskel mellem dybstrøelse og fuldspalte gulv. Der er godt dobbelt så mange halte grise på fuldspalte gulv i forhold til dybstrøelsesstier. På delvisspalte gulv er der næsten dobbelt så mange halte grise i forhold til dybstrøelsen. Mens frekvensen af halte grise på fast gulv ligger 75% over frekvensen hos grise på dybstrøelse. Som, det kan ses i tabel 2, er alle disse forskelle i halthedsfrekvenser ved forskellige gulvudformninger statistisk sikre med meget lave P-værdier.

Frekvensen af halte grise afhænger også af, om foderet er hjemmeblandet eller indkøbt færdigblandet foder. I staldafsnit med indkøbt foder er der en 29% højere halthedsfrekvens (Tabel 2). I analysen blev der også undersøgt for sammenhæng med våd/tør foder og restriktiv/ ad libitum fodring; men ingen af disse faktorer havde statistisk betydning. Der kan ikke umiddelbart gives en forklaring på, at indkøbt foder påvirker forekomsten af halthed. Formentlig er det en ukendt faktor, der optræder i besætninger, der indkøber foder, der har betydning.

Slagtesvinene er oftere halte, når de er store. Der er 7% point stigning for hver 10 kg vægten øges (Tabel 2). Sammenlignes nyindsatte grise på 30 kg med leveringsklare grise på 100 kg er der en forøgelse af halthedsfrekvensen med 49%.

I besætninger, der gennemfører alt ind/alt ud holddrift, blev det oplyst, om tomperioden mellem 2 hold er på 1 eller 2 uger. Der er en stigning i frekvensen af halte på 27%, når tomperioden øges med 1 uge. Denne faktor synes svær at tolke. Det kunne dække over særlige forhold i de relativt få besætninger, der har lange tomperioder i deres produktion. Hvis halthederne var betinget af smitstoffer, der kan overleve i staldmiljøet, ville man antage en aftagende frekvens af haltheder med længere tom periode. Der blev desuden undersøgt for sammenhæng med rengøring og desinfektion af stald, og om der blev gennemført tøj- og støvleskift for både personale og besøgende inden indgang i besætningen. Disse faktorer havde ikke statistisk sikker betydning.

I denne undersøgelse er der observeret kliniske tegn på sygdom af veterinærteknikere, der har en stor rutine i dette som følge af deres arbejde med SPF kontrol i avlsbesætninger. I undersøgelsen blev der desuden ved instruktioner, møder, kalibrerings besøg sikret, at kvaliteten af registreringerne var så god som muligt. Der er ikke taget stilling til, hvilke smitstoffer eller andre årsager der kan ligge bag de observerede haltheder. Årsagerne til halthed kan i hovedtræk være traumatiske skader, degeneration af ledbrusk eller betændelse med bakterier. Der vil givetvis være adskillige forskellige årsagskomplekser tilstede i den samlede undersøgelse, og formentlig også indenfor de enkelte besætninger vil der være flere årsager til halthed. De fundne risikofaktorer vil primært være knyttet til de undersøgte besætninger. Faktorerne vil muligvis være af en lidt ændret størrelsesorden i andre slagtesvinebesætninger men formentlig af samme grundlæggende betydning. Denne undersøgelse er dog ganske omfattende, idet ca 2% af Danmarks årsproduktion er blevet vurderet.