Afprøvning af strategisk ormebehandling i sobesætninger

Forekomst af indvoldsorm har hidtil været anset som uundgåeligt i svinebesætninger, og nyere undersøgelser har vist, at eksperimentelle podninger med knudeorm (der er hyppigst forekommende hos søer) kan nedsætte produktionsresultaterne for søer og grise.

Afprøvningens formål

Formålet med afprøvningen var at undersøge naturlige ormeinfektioners indflydelse på produktionsresultaterne i sobesætninger med forskellige produktionssystemer.

Produktionsforholdene i besætningerne

Af tabel 1 fremgår produktionsforholdene i de 7 produktionssystemer. I besætning 263/264 foregik samtidig en afprøvning af ekstensiv produktion (263) kontra intensiv produktion (264), i besætning 405 blev 2 kontra 4 ugers fravænning afprøvet, og i besætning 950 blev først Jern-o-pect og senere Binodan afprøvet i den ene halvdel af den behandlede gruppe. I besætning 237 og 273 foregik der ikke andre afprøvninger. I alle besætningerne havde man før afprøvningens start praktiseret strategisk ormebehandling.

I hvert produktionssystem blev der udvalgt 25 søer (i besætning 950 dog 20 søer), der ikke måtte ormebehandles i afprøvningsperioden. Disse søers kuld måtte ikke behandles før de blev overført til slagtesvinestald. De resterende søer i hvert produktionssystem blev 1-2 uger før faring behandlet med fenbendazole (Panacur, 4 % pulver) opblandet i foderet, og grisene fra disse kuld blev behandlet ved fravænning.

Bortset fra ormekuren blev de behandlede og de ubehandlede søer og grise behandlet ens, og de var ikke isoleret fra hinanden i besætningerne.

Parasitologiske data

15 ubehandlede søer samt 10 behandlede søer i hvert produktionssystem blev fulgt med gødningsprøver hver 2.-4. uge i hele afprøvningsperioden, og antallet af ormeæg blev bestemt. Der blev samtidig taget gødningsprøver fra 2 fravænnede grise fra hver af disse søers kuld i 6-12 ugers alderen.

Søerne

Forekomst af orm hos søerne er vist i tabel 2:

Det var overraskende at både knudeorm og spolorm kun forekom i 2 af de 5 besætninger. Derimod var det forventet, at piskeorm havde ret lav hyppighed.

Det ses af figur 1, at ormebehandlingen effektivt men kortvarigt formindsker udskillelsen af knudeormeæg i farestierne. Hos mange søer etableres en ny knudeormeinfektion dog ret hurtigt, men når ikke op på samme niveau som før faringen, og i løbet af afprøvningsperioden er der en klar tendens til fald i bade infektionsprocenten og især i antallet af udskilte æg.

Hos de ubehandlede søer er infektionsprocenten og antallet af knudeormeæg pr. gram gødning ret konstant i afprøvningsperioden. Dette er ret overraskende, da ormebyrden ved starten af afprøvningen var regnet for at være væsentligt reduceret via den strategiske ormebehandling, der allerede havde fundet sted.

Resultaterne i figur 1 kan således antyde, at den tidligere behandling ikke har været konsekvent nok, samt at strategisk behandling før faring kan nedsætte søernes byrde af knudeorm meget i løbet af nogle år.

Spolorm fandtes i besætning 263/264 og 405, og data fra besætningerne er slået sammen i figur 2, selv om den intensive besætning 264 uden strøelse havde lidt større infektionsniveau end de andre.

Det ses, at infektionsprocenten for spolorm stiger hos de ubehandlede søer, mens ægproduktionen er ret svingende. Hos de behandlede søer forhindres udskillelse af spolormæg i farestierne helt, og i løbet af afprøvningsperioden holdes infektionsprocenten effektivt nede og ægudskillelsen falder.

Piskeorm fandtes kun hos søerne i besætning 405, og ægudskillelsen var i alle tilfælde meget lav (mindre end 100 æg pr. gram gødning). Infektionsprocenten hos de ubehandlede søer var ret konstant nær 10 % i hele afprøvningsperioden, hvorimod den faldt til mindre end 5 % hos de behandlede søer.

Grisene

Undersøgelse af gødningsprøver fra fravænnede 6-12 ugers grise viste, at smitten fra søer til pattegrise i farestierne var ringe i alle de ubehandlede grupper, samt at ormebehandlingen af søer og grise næsten totalt forhindrede ægudskillelse hos de fravænnede grise (tabel 3).

Det varer 3-5 uger (knudeorm) og 6-8 uger (spolorm) fra grisene bliver inficeret til ormene kan producere æg. Men selv om dette tages med i vurderingen af resultaterne fra fravænnede 6-12 uger gamle grise (prøverne var jævnt fordelt indenfor dette aldersinterval), må det konkluderes, at der ikke skete væsentlig smitte af orm fra so til pattegrise i de her undersøgte besætninger.

Ukorrigerede produktionsresultater fra samtlige 5 besætninger er vist i tabel 4. Ved at korrigere disse data for afhængighed af kuldnr., race mm., beregne differencerne mellem de ubehandlede og de behandlede grupper, og derefter dividere disse med standard afvigelserne for de pågældende parametre fås nogle værdier, der kan sammenlignes uanset hvilken variabel og besætninger, der er tale om (figur 3). Jo større forskel der er på den behandlede og den ubehandlede gruppe mht. en variabel, jo længere vil værdien ligge væk fra nul. Fortegnet er valgt således, at en gunstig effekt af ormebehandlingen er positiv og ligger over den vandrette streg i figur 3.

Det ses, at punkterne ligger ret tilfældigt fordelt omkring nul, uanset besætningens ormestatus. Der er dog signifikant forskel på de to behandlingsgrupper (p < 0.05) mht. antallet af dødfødte grise i besætning 950, hvor der er knudeorm. Men da der ikke er tendens til en tilsvarende forskel i besætning 405, hvor der også er knudeorm, må signifikansen anses for tilfældig.

Afprøvningen af ormemiddel i sobesætninger har vist, at behandling af søerne før faring dels kan resultere i en kort periode med meget lav ægudskillelse, og dels på længere sigt kan mindske den totale ormebyrde i besætningen, hvad enten det drejer sig om knudeorm, spolorm eller piskeorm. Imidlertid havde besætningerne ved afprøvningens start et ret lavt infektionsniveau, og selv da større grupper af søer forblev ubehandlede igennem ca. 3/4 år, var der ingen eller kun en svag tendens til forøget ormebyrde.

Selv om behandlingen før faring her har kunnet reducere søernes ormebyrde over en vis periode, har undersøgelsen ikke kunnet understøtte de to væsentligste argumenter for netop at behandle før faring, i stedet for f.eks. hele besætningen på en gang 2 - 4 gange om året. Der blev således ikke påvist øget udskillelse af knudeormeæg fra de diegivende søer, som det er beskrevet i en del andre undersøgelser, og der var ingen væsentlig overførsel af infektioner fra inficerede søer til pattegrise.

Betydningen af ormebehandlingen ved fravænning er vanskelig at vurdere i denne afprøvning, fordi også de ubehandlede grise fremviste meget lav ægudskillelse.

Den manglende forøgelse i ormebyrde hos de ubehandlede søer og deres grise kunne tyde på, at udviklingsforholdene for ormeæg og larver i det ydre stimiljø har været relativt dårlige, således at de ikke er blevet infektionsdygtige. Det er imidlertid værd at understrege, at besætninger der deltager i De rullende Afprøvninger bl.a. er udvalgt efter passende god driftsledelse og hygiejne, og i andre besætninger kan infektionsforholdene være væsentlig anderledes. Derfor kan det være farligt at generalisere de ovennævnte resultater for meget (f.eks.) med hensyn til det formålstjenlige i at behandle fravænnede grise.

Der var ingen forskel på produktionsresultaterne for de behandlede og de ubehandlede søer og grise. Det kan være vanskeligt at påvise sådanne forskelle, fordi de naturlige ormeinfektioner hos svin næsten altid forløber tilsyneladende symptomfrit og kun i begrænset omfang påvirker foderudnyttelse, tilvækst, mælkeydelse og lignende. I denne afprøvning steg infektionsniveauet ikke eller kun meget lidt hos de ubehandlede søer, og da de fravænnede grise desuden var næsten ormefri, er det ikke mærkeligt, at der ikke kunne påvises produktionstab. Men det udelukker ikke, at der kan forekomme produktionstab i andre besætningstyper, hvis der ikke behandles, eller at der kunne være påvist gradvis forøget produktionstab hos de her ubehandlede søer/grise, hvis afprøvningen havde fortsat i mere end 3/4 år.