Antibiotikaforbrug i danske slagtesvinebesætninger år 2000

I denne meddelelse beskrives antibiotika forbruget som det er blevet oplyst fra 96 slagtesvinebesætninger i år 2000. Resultaterne er baseret på forskningsprojektet: Objektiv vurdering af sundhed i danske svinebesætninger (CEP 97-13). Dette projekt er gennemført i regi af Center for Produktions- og Sundhedsstyring i Husdyrbruget (http://www.cepros.dk). I projektet deltog Danmarks Jordbrugsforskning, Fødevare Økonomisk Institut, Danmarks Veterinær Institut, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole og Landsudvalget for Svin/DANSKE SLAGTERIER. Undersøgelsen blev udført omkring årtusindskiftet. Besætningerne, der kun havde slagtesvin, blev karakteriseret med hensyn til sundhedstilstand, management og driftsforhold. Dette beskrevet i LU erfaring nr 208. I nærværende meddelelse beskrives sammensætningen af antibiotika forbruget, og der præsenteres analyser af sammenhænge mellem antibiotika forbrug og staldsystem og driftsforhold.

Besætninger i undersøgelsen er beskrevet i LU erfaring nr 208, som der henvises til. Producenterne eller deres personale registrerede i en periode på 8 uger alle tilfælde af sygdom, der krævede antibiotikabehandling. Årsag til behandling blev inddelt i 8 grupper: diarré, lungebetændelse, ledbetændelse, hjernebetændelse, hudlidelser, halebid, utrivelighed og anden årsag. Sidstnævnte kunne anvendes, når ingen af de første 7 årsager var dækkende. Dato for behandling, grisens/grisenes anslåede vægt, årsag til behandling, antal grise, præparat, dosis og antal genbehandlinger blev noteret. Det blev yderligere noteret, i hvilket staldafsnit sygdomstilfældet optrådte.

Behandlingsomfang per slagtesvin per dag blev valgt som mål for forbruget af antibiotika. Frekvensen af behandlinger blev opgjort ved at summere antal antibiotikabehandlinger i et givet staldafsnit og sætte det i relation til antallet af grise i det pågældende staldafsnit.

Behandlingsfrekvensen blev opgjort for behandlingsmåde, via foder/vand eller indsprøjtning, og yderligere opdelt på de 3 væsentligste årsager: diarré, luftvejslidelser og benlidelser. Oplysninger om dosering ved behandlingen blev ikke taget med i analysen på grund af manglende data. Opgørelsen er altså baseret på antal behandlinger frem for anvendt mængde antibiotika.

Statistisk analyse

Vi antager, at der findes faktorer indenfor staldindretning, driftsform og management sammen med evt. infektioner, der kan forklare forekomsten af behandlingskrævende sygdom og dermed forbrug af antibiotika. Denne sammenhæng kan skitseres således:

Miljø  +  Management  —> Sygdom  —>  Behandling af sygdom med antibiotika

Metoden var en variansanalyse af logaritmen til behandlingsfrekvensen. Betydningen af de undersøgte faktorer udtrykkes som relative frekvenser af behandling. Med hensyn til foder/vand behandling mod diarre blev det valgt at beskrive sandsynligheden for, at der blev behandlet i stalden overhovedet. Staldens størrelse indgår i den forbindelse i beregningen, idet en lille stald, alt andet lige, må forventes at have større chance for at undgå sygdomsudbrud end en stor stald.

Udvalgte miljø- og managementfaktorers indflydelse på behandlingsfrekvensen blev analyseret. De undersøgte faktorer, og deres fordeling i besætningerne fremgår af Tabel 1-3.

Faktorer, der omfattede hele besætningen var: besætningsstørrelse, sundhedsstatus, svinebesætningstæthed indenfor 5 km´s radius, ekstern smittebeskyttelse, deltagelse i kurser eller erfa-møder og driftslederens bekymring for udvikling af resistens. De øvrige faktorer var registreret for det enkelte staldafsnit: sektionering af stalde, alt-ind alt-ud produktion, rengøring, gulvtype, gennemsnitlig vægt af grise i et staldafsnit og antal grise i et staldafsnit.

For disse faktorer er analysen gennemført på staldniveau, idet antibiotikabehandlinger var oplyst for hver enkelt stald. En enkelt besætning blev udeladt af analyserne, da den havde en helt usædvanligt høj behandlingsfrekvens, der ville have domineret resultatet af analysen uforholdsmæssigt.

De deltagende 96 besætninger lå spredt over hele landet (Figur 1), og de anvendte 62 forskellige dyrlægepraksis. Der var i alt 281 staldafsnit i de 96 besætninger. De første besætninger påbegyndte registrering af antibiotikabehandlinger i december 1999, og de sidste afsluttede registreringen i februar 2001.

Figur 1.	Placering af slagtesvinebesætninger, der deltog i undersøgelsen (mørk signatur) og besætninger, der ikke ønskede at deltage i  undersøgelsen (lys signatur).

Årsag til behandling

En behandling af en gris en dag kaldes en behandlingsdag, uanset årsag, dosis og behandlingsmåde. Diarré var den væsentligste årsag til anvendelse af antibiotika til slagtesvin. Diarre udgjorde 52% af alle behandlingsdage. Derefter kom sygdomme som benlidelser med 7% og lungelidelser med 6% af behandlingsdagene, som de næsthyppigste årsager (Figur 2). Der var en del antibiotikabehandlinger, hvor der ikke var  oplyst årsag, dette omfattende 27% af alle behandlingsdage. Dette skyldes hovedsageligt en enkelt stor besætning, hvor registreringerne var mangelfulde. Data fra denne besætning blev ikke medtaget i analyserne.

Langt de fleste antibiotikabehandlinger var givet som flokbehandling via foder eller vand, og dette omfattede hele 86% af behandlingsdagene, næsten alle med årsagen diarré eller uoplyst årsag. De resterende 14% af behandlingsdagene var givet ved indsprøjtning. Disse behandlinger viste en anden fordeling end behandlingerne via foder/vand. Benlidelser var den væsentligste årsag med 43% af alle behandlinger via indsprøjtning, mens halebid og luftvejslidelse begge var årsag til henholdsvis 15% og 16% af behandlingerne (Tabel 4).

Antibiotikapræparater

I de 96 besætninger blev der anvendt 41 forskellige antibiotika præparater. Præparaterne er opdelt i 4 grupper og fordeling på indikationer er vist i Figur 3.

Den væsentligste del af antibiotikaforbruget lå på indholdsstoffer fra 3 hovedgrupper. Tetracykliner blev brugt i 22% af behandlingsdagene. Gruppen med makrolider, tiamulin og valnemulin  blev brugt i 70% af behandlingsdagene. Valnemulin (Econor®) blev næsten udelukkende anvendt i en enkelt stor besætning. Penicilliner blev anvendt i 8% af behandlingsdagene. I alt 25 ud af de 96 producenter oplyste, at risikoen for udvikling af resistens påvirkede deres forbrug af antibiotika. Datakvaliteten tillod desværre ikke, at der kunne beregnes mængde aktivt stof af anvendt antibiotika, idet oplysning om dosis og/eller vægt på de behandlede dyr manglede i ca. 40% af behandlingstilfældene. Det blev derfor valgt at opgøre en antibiotikabehandling af et slagtesvin som en behandlingsdag, hvor der kendes årsag til behandling og præparat.

Behandlingsfrekvens

Frekvensen af antibiotikabehandlinger blev for de 96 besætninger opgjort som antal behandlinger per produceret slagtesvin (Figur 4). Der var 3 besætninger (3%), der anvendte fra 10 til 24 behandlinger per produceret slagtesvin. I disse besætninger var der tale om en meget regelmæssig anvendelse af flokbehandlinger via foder eller vand, fx 2 gange ugentligt, som oftest grundet diarré. I 16 besætninger (21%) blev der givet mellem 1 og 10 behandlingsdage per produceret slagtesvin. Flertallet på 74 slagtesvinebesætninger (79%) anvendte mindre end en behandlingsdag per produceret slagtesvin (Figur 4).

De fleste besætninger indkøbte grise på 25 kg, men der var 6 besætninger, der indsatte grise på 7-14 kg (fravænning til slagtning produktion). Fire af disse besætninger havde mindre end 0,5 behandling per produceret slagtesvin, én besætning brugte 2 behandlinger, og den sidste besætning brugte 7 behandlinger per produceret slagtesvin. I alt var der 31 besætninger, der anvendte en forebyggende behandling ved indsættelse oftest mod diarré (Tabel 2). Disse besætninger havde generelt en højere frekvens af behandlingsdage sammenlignet med de øvrige besætninger (3,8 mod 0,5 behandlingsdage/produceret slagtesvin ).

Faktorer, der har betydning for det samlet antal antibiotikabehandlinger

En samlet analyse af alle rapporterede behandlinger udpegede tre statistisk sikre risikofaktorer. I stalde med SPF status var der ca. 3 gange højere risiko for behandling end i stalde med lavere status (Tabel 5). I stalde med fuld sektionering var der ca. 80% højere risiko for behandling, og endelig havde i stalde med de yngste slagtesvin, i gennemsnit mindre end 50 kg, var der en ca. 50% højere risiko i forhold til stalde med store slagtesvin (Tabel 5).

Faktorer, der har betydning for antibiotikabehandlinger via foder eller vand

Behandling via foder eller vand skete, som tidligere nævnt, næsten udelukkende for diarré. Disse behandlinger blev foretaget i 37 af de undersøgte 96 besætninger. Disse besætninger omfattede 15% af de undersøgte stalde. Der var kun én faktor knyttet til højere risiko for flokbehandling af diarré, og det var rengøring af stalden. Stalde, der aldrig blev rengjort, havde 4,8 gange højere risiko for diarré behandlinger via foder eller vand (Tabel 6).

Faktorer, der har betydning for antibiotikabehandlinger ved indsprøjtning

Behandling for benlidelser var den væsentligste årsag til behandlinger ved indsprøjtning, derefter kom luftvejslidelser og diarré. Der var to statistisk sikre faktorer for højere frekvens af behandling for benlidelser. I stalde med SPF status var der en dobbelt så høj risiko for behandling af benlidelser; og stalde med fuldspaltegulv havde en ca. 20% forhøjet risiko i forhold til andre gulvtyper (Tabel 6).

Tre faktorer var knyttet statistisk flere behandlinger af luftvejslidelser. Hvis stalden aldrig blev rengjort lå behandlingsfrekvensen omkring 60% højere. Hvis antallet af nabobesætninger per km² (indenfor en 5 km’s radius) øges med een besætning øgedes risikoen for behandling med ca. 40%. Endelig havde staldens størrelse betydning for behandling af luftvejslidelser, idet risikoen blev forøget med ca. 30% for hver yderligere 1000 stipladser i stalden (Tabel 6).

For behandling af diarré ved indsprøjtning var der to statistik sikre faktorer. Staldens størrelse, der betød 20% højere risiko for hver ekstra 1000 stipladser. Den anden betydende faktor behandling af diarré tilfælde var aldersgruppen i staldafsnittet. I stalde med slagtesvin, der i gennemsnit vejede under 50 kg var der 10% højere risiko, end i stalde med grise over 50 kg i gennemsnit.

Risikofaktorer for alle behandlinger ved indsprøjtning blev også analyseret samlet uanset årsag for behandling. Her havde to faktorer havde en statistisk sikker betydning: stalde med SPF sundhedsstatus og stalde med fuld sektionering. I SPF stalde var risikoen dobbelt så høj, og i stalde med fuld sektionering var risikoen for behandling 40% højere end andre stalde (Tabel 6).

Risikofaktoranalysen omfattede en række faktorer, der ikke havde statistisk sikker sammenhæng med frekvenserne af antibiotikabehandlinger. Det var faktorer som besætningsstørrelse, ekstern smittebeskyttelse, alt-ind alt-ud produktion og deltagelse i kurser eller erfa-møder. Producenterne blev også spurgt om risiko for resistensudvikling påvirkede deres forbrug af antibiotika; denne faktor havde heller ingen sammenhæng med frekvenser af behandlinger.

Det var ønsket, at undersøgelsesresultatet blev repræsentativt for alle danske slagtsvinebesætninger. Blandt de 176 besætninger ønskede kun godt halvdelen at deltage, en del fandt at det var for omfattende, og andre afslog, fordi deres tidsforbrug ikke blev honoreret. De 96 besætninger udgør derfor kun et tilnærmet repræsentativt udsnit af den danske svineproduktion dels på grund af udvælgelsen (se LU erfaring nr 208) og dels grundet en del producenters afvisning af deltagelse.

Både de udvalgte og de deltagende besætninger lå geografisk spredt over hele landet (Figur 1). Og de deltagende besætninger havde nabobesætninger, som andre danske svinebesætninger (Tabel 3). Men de deltagende besætninger var generelt større end andre danske besætninger, der leverer slagtesvin (Tabel 3). I landstallet indgår dog også sobesætninger, der har en ganske lille slagtesvineproduktion.

Selvom den udvalgte gruppe ikke nødvendigvis er repræsentativ for populationen af danske slagtesvinebesætninger, kan de fundne sammenhænge mellem faktorerne og antibiotikaforbruget, være gyldige. Når det antages at der ikke er afhængighed mellem udvælgelse kriterier og antibiotikaforbrug.

En enkelt besætning blev udeladt i den statistiske analyse, men besætningen optræder i de øvrige opgørelser. Denne besætning adskilte sig ved at have den absolut højeste frekvens af behandlinger. Størstedelen af de behandlinger, hvor der ikke var oplyst årsag hidrørte fra denne besætning. Efterfølgende har producenten oplyst, at der hovedsageligt var tale om en forebyggende behandling af mave-tarm lidelser. Producenten oplyste desuden, at besætningen i mellemtiden var ophørt med rutinemæssig forebyggelse via medicinering, og at dette i øvrigt ikke har givet forøgede sygdomsproblemer.

Mange af de undersøgte besætninger flere staldtyper indenfor den samme bedrift. Det var derfor hensigtsmæssigt, at analysere faktorerne på staldniveau. I det indledende interview blev producenten bedt om at navngive og beskrive staldene. Desuden skitserede veterinærteknikerne besætningsområdet ved deres besøg for at sikre identifikationen. Ved besøget blev en række oplysninger fra interviewet checket, det var særligt smittebeskyttelse (forrum og udlevering), sektionering og holddrift. Der var en god overensstemmelse for sektionering og holddrift, lidt ringere for smittebeskyttelse. I tilfælde af modstridende oplysninger, var teknikerens observation den gældende.

Sygdomsforekomst

I løbet af de 10 år fra 1990 og til år 2000 har sygdomsmønsteret blandt slagtesvin tilsyneladende ændret sig meget. En undersøgelse 26 slagtesvinebesætninger i perioden 1990-91 viste at luftvejslidelser var den væsentligste årsag til behandling med 55% af antibiotikabehandlingerne. Diarrébehandlinger omfattede 23% og benlidelser udgjorde 11% af behandlingerne i undersøgelsen fra 1990. I forhold til disse tal finder vi at andelen af luftvejslidelser faldet til 6%, andelen af diarrébehandlinger er steget til 79% og andelen af behandlinger for benlidelser er faldet til 7% (Tabel 4). Undersøgelsen fra 1990 omfatter behandlingsforløb, der ikke er medtaget gentagne antibiotikabehandlinger og forebyggende behandlinger, derfor kan kun hovedlinierne antages at holde. Men det tyder på at der er sket en ændring i sygdomsmønsteret.  Som ny væsentlig behandlingsårsag finder vi i år 2000 halebid, der omfatter 15% af antibiotikabehandlingerne ved indsprøjtning (Tabel 4). Og hovedvægten i sygdomsmønsteret synes at have skiftet i løbet af 1990’erne fra luftvejslidelser over mod diarré og ledlidelser som nutidens to væsentligste sygdomskomplekser hos slagtesvin. Der er naturligvis en række vilkår for svineproduktionen i Danmark, som er blevet ændret i tiåret fra 1990 til 2000, særligt er antibiotiske vækstfremmere i foder blevet udfaset i årene 1998-2000.

Antal antibiotikabehandlinger

Antal antibiotikabehandlinger varierede fra 0 til 24 dage per produceret slagtesvin. Observationsperioden var kun 8 uger i den enkelte besætning, dette kan bevirke en større variation mellem besætninger, end hvis der var blevet registreret i en længere periode. Et års registrering ville være optimalt for at opfange årstidsvariationen. Perioden på 8 uger blev valgt for at opnå mere komplette registreringer, når disse kun skulle gennemføres i en kort periode. Registreringerne blev vurderet som komplette i de fleste besætninger, men der var dog enkelte besætninger, der ikke oplyste dosering og vægt på de behandlede dyr.

Alt receptordineret antibiotika bliver i dag rapporteret til Vetstat. Oplysninger om det samlede forbrug kunne have dannet baggrund for en validering af producenternes rapporterede antibiotikabehandlinger. Denne undersøgelse kunne desværre ikke trække oplysninger fra Vetstat systemet, da dette ikke var fuldt udbygget i år 2000.

Der blev i stedet gennemført en telefonisk henvendelse til ti besætninger, der havde oplyst, at de brugte strategisk behandling ved indsættelse, men de havde ingen rapporterede antibiotikabehandlinger. Der blev givet begrundelser som:

"at behandling via foder eller vand ikke blev opfattet som en antibiotikabehandling"
"at man havde glemt at registrere foder/vand behandlinger"
"at der ikke var brugt foder/vandbehandlinger i rapporteringsperioden".

De første forklaringer tyder på en underrapportering af behandlinger, som følge af misforståelse eller glemsomhed. Den sidste forklaring er tegn på en dynamisk forebyggelse, der ikke altid iværksættes, eller at forebyggelsen ikke længere var i kraft i registreringsperioden. Den månedlige opgørelse over medicinforbrug blev ikke inddraget, idet registreringsperioderne i besætningerne blev fastlagt udfra veterinærteknikernes besøgsdage.

I den samlede oversigt over anvendelse af antibiotika til svin i Danmark (DANMAP 2000) ses, at 30% af det aktive stof anvendt til svin var tetracykliner, 28% var penicilliner og 19% var makrolider og lincosamin i år 2000. Dette forbrug omfattede alle aldersgrupper inklusiv søer. Fordelingen mellem præparater i denne undersøgelse var noget anderledes; idet makrolid gruppen var det dominerede valg med 70% af behandlingsdagene, mens tetracyklin blev anvendt i 22% af behandlingsdagene. Disse fordelinger er dog ikke direkte sammenlignelige, da denne undersøgelse kun omfatter slagtesvin, og det er antal behandlingsdage og ikke mængde af antibiotika, der beregnes. Det relative store forbrug af makrolider i denne undersøgelse skyldes, at disse præparater blev brugt i en enkelt stor besætning, der havde en høj behandlingsfrekvens.

Staldpersonalet i de 96 besætninger, der har bidraget til undersøgelsen, omfatter i alt 129 personer. Og der var 62 forskellige praktiserende dyrlæger tilknyttet besætningerne. Undersøgelsen tager ikke højde for, at der er forskellig tærskel for observation af sygdom og iværksættelse af antibiotikabehandling samt forskelle i valg af behandlingsregime i besætningerne.

Analyse af faktorer for sammenhæng med behandlinger

Analysen blev gennemført trinvist opdelt efter behandlingsmåde og årsag til behandling. Dette blev valgt for at sikre, at alle betydende faktorer blev fundet. Ved behandlinger ved indsprøjtning var det faktorer som staldstørrelse og grisenes alder, stalde, rengøring af stalde og antallet af nabobesætninger, der kunne forbindes med behandlingsfrekvensen. Disse faktorer har et biologisk baggrund i form af, at de kan knyttes til højere smittepres. Behandling for benlidelser forekom oftere i stalde med spaltegulv og stalde med SPF status. Spaltegulv kan relateres biologisk til benlidelser. SPF status ikke omfatter ledlidelser, der kan her være tale om en indirekte managementrelateret effekt i disse relativt få besætninger. Den samlede analyse af behandling via indsprøjtning viser, at kun SPF status og fuld sektionering har betydning. Disse to faktorer findes i et mindre antal stalde: SPF status (4%) og stalde med fuld sektionering (17%). Dette resultat er overraskende, da færre smitstoffer og begrænset smittespredning var forventet og dermed lavere sygdomsfrekvens. Men det er tænkeligt, at personalet i disse staldtyper har en lavere tærskel for iværksættelse af behandling, og/eller udviser en større omhu ved registrering.

Resultaterne af analysen for flokbehandling mod diarré viser, at hvis der aldrig gøres rent, var der en højere behandlingsfrekvens, hvilket giver en god mening biologisk set. En hollandsk undersøgelse fra 1992 finder ligeledes, at dårligt hygiejne niveau og undladelse af rengøring og desinfektion er knyttet til et større antal antibiotikabehandlinger hos slagtesvin.

I den samlede analyse var der en højere risiko for behandling, hvis grisene i stalden i gennemsnit vejede under 50 kg. Dette er forventeligt, da diarré er en meget væsentlig behandlingsårsag der oftest ses hos unge slagtesvin. Det er derimod vanskeligt at tolke de to andre væsentlige faktorer. Der var højere risiko for behandling i SPF stalde og i stalde med fuld sektionering. Sidstnævnte  er stalde, hvor der ikke er gennemgang mellem sektionerne, men adgang fra et ydre gangareal. Det kan tænkes, at personale/producenter i disse besætninger generelt er mere opmærksomme på sygdomstilfælde. Det kan også skyldes en bedre registrerings sikkerhed, der kan give en mindre grad af underrapportering i disse besætningstyper. Endvidere kan en lettere adgang til medicinering via foder i sektionerede stalde have haft indflydelse.

Vi har taget frekvensen af behandlinger som et direkte udtryk for sygdom. Men antibiotika-behandling af syge slagtesvin afhænger af flere forhold. Det er forhold som erkendelse af sygdom, prioritering mellem gruppe og individ behandling, anbefalinger fra rådgivere, påvirkning fra kolleger og det omgivende samfund, producentens og staldpersonalets egen erfaring og sædvane. Disse, og måske flere forhold, modificerer sammenhængen mellem miljø/management og sygdom.

Samlet set var diarré det sygdomstegn, som producenterne hyppigst angav som årsag til anvendelse af antibiotika (foder/vand + indsprøjtet) til slagtesvin (52%). Derefter kom sygdomme som benlidelser og lungelidelser (7% og 6%). Blandt de lidelser, der er blevet behandlet ved indsprøjtning, var benlidelser den dominerede med 43% af disse antibiotikabehandlinger.

Et væsentligst resultat i analysen var, at i stalde hvor rengøring bliver undladt havde en 4,8 gange højere risiko for flokbehandling af diarré. Behandling af diarré via foder/vand omfatter over halvdelen af de behandlinger, som blev rapporteret i denne undersøgelse. Stalde med små slagtesvin under 50 kg gennemsnitsvægt havde en højere risiko både for behandling ved indsprøjtning og for det samlede forbrug. I den samlede analyse fandtes der 2 overraskende faktorer: SPF status og sektioneringsgrad. Der synes at være managementmæssige forhold i fuldt sektionerede stalde og SPF besætninger, der udmønter sig i relativt flere behandlinger. Forklaringer kan være lavere tærskel for behandling og bedre registreringssikkerhed foruden forskelle i de praktiske muligheder for medicinering via foder/vand. En række faktorer havde ikke statistisk sammenhæng med antibiotikabehandlinger, der var besætningsstørrelse, ekstern smittebeskyttelse, AI AU holddrift, deltagelse i kurser eller opmærksomhed på risiko for resistensudvikling ved anvendelse af antibiotika. Variationen mellem besætninger var ganske stor - fra ingen behandlinger - til 24 behandlinger per produceret slagtesvin. Men 79% af besætningerne anvendte mindre end en behandlingsdag per produceret slagtesvin. Samlet var diarréproblemer anledning til de fleste antibiotikabehandlinger, og disse behandlinger hovedsageligt givet som flokbehandling via foder eller vand.

Tak til
De mange producenter og deres staldpersonale for samarbejdet. De tre veterinærteknikere, der udførte besætningsbesøgene: Søren Justesen, Anders Marager og Bjarne Nielsen. Dyrlæge Bettina Jensen, der gennemførte telefoninterviews og sekretær Heidi Ingrisch, der indtastede data. Tak til alle samarbejdsparter i CEPROS projektet.