Påvirkning af diegivende søers syre/base balance via fodring

Lav mælkeydelse eller decideret mælkemangel ses blandt søer. Dette fører til dårlig tilvækst hos grisene og ofte en antibiotikabehandling af søerne. Foderets elektrolytbalance kan spille en rolle i denne problemstilling.

Sofoderets indhold af elektrolytter har været konstant i mange år, men de ændrede normer for calcium og fosfor og den ensidige anvendelse af korn har betydet, at en traditionel diegivningsblanding i dag har en mere positiv elektrolytbalance end tidligere.

Elektrolytbalancen beregnes ud fra indholdet af de positivt ladede ioner natrium (Na), kalium (K), calcium (Ca) og magnesium (Mg) og de negativt ladede ioner klor (Cl), svovl (S) og fosfor (P). Sofoderets elektrolytbalance udregnes efter tre begreber: DUA-værdi (Dietary Undetermined Anion), CAB-værdi (Cation Anion Balance) og DEB-værdi (Dietary Electrolyte Balance).

I beregningen af DUA-værdien indgår Na, K, Ca, Mg, Cl, P og S. I litteraturen vurderes Ca, P og Mg til, at være mindre væsentlige for beregningen af foderets elektrolytbalance og hvis de undlades i beregningen fremkommer CAB-værdien. Svovl bidrager ligeledes til elektrolytbalancen, men udgør kun en meget lille del af den samlede mineraltilførsel og undlades derfor ofte i praksis. Herved fremkommer DEB-værdien, som er det enkleste koncept at anvende, idet kun Na, K og Cl inkluderes.

Svovlindholdet i mineralske og almindelige foderstoffer er under danske forhold dårligt bestemt. Derfor er beregningen af DUA-værdi og CAB-værdi usikker, hvis der alene bruges tabelværdier.

I de fleste udenlandske referencer anvendes CAB-værdien til beskrivelse af foderets elektrolytbalance.

Formlerne for beregningerne er følgende (mængden af mineraler angives i gram):

Flere forsøg har antydet, at foder med en negativ CAB-værdi kan have en positiv effekt på soens sundhed omkring faring, pattegrisedødelighed og fravænningsvægt. Effekten måles sandsynligvis på mængden af produceret mælk og det skyldes dels en direkte effekt af ladningen på funktionen af soens organer, udtrykt ved pH ændring i soens urin, og dels at soen bedre kan mobilisere calcium til faringen og starten af diegivningen ved negativ syre/base balance.

I et dansk forsøg (Dorte Rebbe, 1994) blev effekten af at bruge foder med forskellig CAB-værdier omkring faring undersøgt. Undersøgelsen viste, at foder med negativ elektrolytbalance inducerede en svag metabolisk acidose. Dette medførte, at niveauet af frie calcium ioner i blodet steg og urinens pH faldt, som følge af en ændring i organismens syre/base-balance. Derved bliver det nemmere for soen at omstille sig til et forhøjet calcium behov i tiden omkring faring. Dette skyldes bl.a. en øget calcium udskillelse via nyrerne, som aktiverer de calcium mobiliserende mekanismer.

Der er behov for at undersøge den produktionsmæssige effekt på besætningsniveau ved brug af foder med negativ CAB-værdi i diegivningsperioden. Da den negative elektrolytbalance påvirker calcium mobiliseringen, kan der blive behov for at justere normen for calcium for at undgå demineralisering af knoglerne og senere dyrenes holdbarhed. Dette kan dog kun måles i længerevarende forsøg.

Formålet med afprøvningen var at undersøge effekten på produktionsresultaterne af at reducere diegivningsfoderets elektrolytbalance med 250 meq pr. kg. Udgangspunktet var CAB-værdien i en almindelig indkøbt blanding og en hjemmeblandet vådfoderblanding til diegivende søer. Såfremt der findes en effekt, bør der gennemføres dosis/respons forsøg, så der kan fastlægges en norm for elektrolytbalancen i diegivningsfoder.

Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger over en periode på 18 måneder.

Besætning 1 havde 440 årssøer, som var opstaldet individuelt i hele cyklus. Der blev brugt hjemmeblandet vådfoder. Besætning 2 havde årssøer, som var opstaldet individuelt i hele cyklus. Der blev brugt indkøbt tørfoder.

Grupper

Søerne blev delt i to grupper (kontrol og forsøg) før afprøvningen startede, således at kuldnummer og race var ens mellem grupperne. Afprøvningen omfattede kun diegivningsperioden. I drægtighedsperioden fik alle søer samme blanding.

Foder

CAB-værdien blev brugt til at udtrykke foderets elektrolytbalance, fordi det var nødvendigt at tilsætte svovl til foderet for at opnå den ønskede reduktion i forsøgsfoderet elektrolytbalance.

Kontrol- og forsøgsfoderet i diegivningsperioden havde samme procentvise sammensætning af foderstoffer, undtagen mineralske foderstoffer. Forsøgsblandingernes CAB-værdi blev reduceret 250 meq pr. kg foder ved brug af 12 g calciumklorid og 3 g vandfrit magnesiumsulfat pr. kg foder. Begge disse salte bruges til at justere elektrolytbalancen i kvægfoder. Reduktionen på 250 meq pr. kg foder er valgt, fordi der ønskedes en tilstrækkelig stor forskel mellem kontrol- og forsøgsgruppen. Derudover skulle niveauet i forsøgsblandingen ikke være lavere end det inducerede en svag metabolisk acidose.

For ikke at ændre det samlede indhold af calcium i foderblandingerne blev hovedparten af foderkridtet fjernet fra forsøgsfoderet, således at calciumniveauet (g/kg) var det samme i de to blandinger. Det blev forudsat, at calciumtilgængeligheden var ens i kontrol- og forsøgsblandingen. Der findes ikke en metode til at kontrollere denne forudsætning.

Optimeringen af mineralerne i blandingerne blev foretaget ud fra det oplyste indhold i foder- og mineralstoffer i Info Svin (2000). Indholdet af svovl i foder- og mineralstoffer er ikke oplyst i INFO-Svin, derfor blev værdierne fra NRC (1998) brugt.

Blandingernes indhold af øvrige næringsstoffer var fastsat ud fra gældende normer (Fokus på Næringsstoffer, Landsudvalget for Svin, DS, 2000).

Foderblandingernes forventede indhold af næringsstoffer fremgår af Appendiks 1.

Begge grupper af søer blev fodret efter tilnærmet ædelyst i diegivningsperioden.

Urinprøver

Der er udtaget urinprøver fra de diegivende søer til analyse for pH. Urinprøven er udtaget ved søernes første vandladning om morgenen, og der var planlagt at udtage 20 urinprøver pr. gruppe pr. besætning. Der blev udtaget en prøve pr. so.

Registreringer

Der blev gennemført produktionskontrol i besætningerne, suppleret med registrering af årsager til pattegrisedødelighed, sygdomsbehandlinger og årsag til udsætning af søer. Diagnosen ved behandling og årsager til pattegrisedødelighed og udsætning af søer blev foretaget af den enkelte afprøvningsvært.

Moderegenskaberne, udtrykt ved pattegrisedødelighed og kuldvægt ved fravænning, blev bestemt på udvalgte søer. I hver besætning blev der tilfældigt udvalgt to søer pr. gruppe pr. ugehold. Denne udvælgelse skete, når søerne var i 12.-16. drægtighedsuge. Efter faringen blev de udvalgte søers kuldstørrelse standardiseret til 12 ensartede grise pr. kuld. Efter standardiseringen blev der ikke foretaget kuldudjævning.

Analyser

Der blev udtaget prøver af kontrol- og forsøgsblandingerne, samt drægtighedsblandingerne. Prøverne blev analyseret for indhold af råprotein, fedt, aske, træstof, energi (EFOS), natrium, kalium, calcium, magnesium, klorid, svovl, fosfor, lysin, methionin, cystin og treonin.

Statistik

De primære måleparametre var: Totalfødte grise pr. kuld, fravænnede grise pr. kuld og kuldvægt ved fravænning. De primære måleparametre blev analyseret ved en variansanalyse i SAS under procedurerne GLM og MIXED.

De sekundære måleparametre var: Dødsårsager for pattegrise og sygdomsbehandlinger af søer og pattegrise.

Foderanalyser

De samlede resultater af foderanalyserne er vist i appendiks 1. Besætning 1 anvendte permeatvalle type B, så niveauet af klorid og natrium er højere end normerne anbefaler. Blandingernes analyserede indhold af mineralerne kalium, klorid, magnesium og svovl var afvigende i forhold til det forventede beregnede indhold. Årsagen kan være, at tabelværdierne (INFO-Svin og NRC), som ligger til grund for beregningerne, ikke er tilstrækkeligt opdateret. Det kan også skyldes usikkerhed ved mineralanalyserne. Dette betyder, at de beregnede CAB-værdier, ud fra analysereresultaterne, var mellem 93 og 234 meq pr. kg foder lavere end forventet.

Niveauforskellen i CAB-værdi mellem kontrol- og forsøgsblandingerne var på mellem - 212 og - 226 meq pr. kg, så den planlagte reduktion på - 250 meq pr. kg er næsten opnået.

Urinprøver

I tabel 1 er vist resultaterne af urinprøverne fra besætning 1 og 2.

Det lykkedes ikke at udtage 20 urinprøver pr. gruppe pr. besætning. Dette skyldes, at ikke alle søer urinerede på det forventede tidspunkt. Resultaterne bekræfter, at pH i urinen falder, når CAB-værdien bliver reduceret. Niveauet er inden for det normalområdet. Det må alligevel forventes, at nogle af søerne i forsøgsgruppen har haft en svag acidose uden dog at vise tegn på sygdom.

Niveauet for urinens pH var lavere i besætning 1 end besætning 2, men CAB-værdierne i foderblandingerne var lavest i besætning 2. Årsagen til dette skal sandsynligvis søges i, at besætning 1 brugte vådfoder og permeatvalle type B, som giver en større variation i mineralindholdet. Der er ikke foretaget pH målinger af vådfoderblandingerne i besætning 1.

Produktionsresultater

Der var ikke vekselvirkning mellem besætninger, derfor er det de samlede produktionsresultater fra diegivningsperioden, der er vist i tabel 2. Der indgår kun standardiserede kuld.

Der var en statistisk sikker reduktion i søerne foderoptagelse. Der var tale om en generel reduktion i foderoptagelsen blandt søerne i forsøgsgruppen og ikke enkelte søer med meget reduceret foderoptagelse. Dette stemmer overens med, at søernes første reaktion på acidose er reduceret foderoptagelse. Der var også en sikker reduktion i fravænningsvægten pr. kuld. Det kan ikke afgøres, om årsagen til den lavere fravænningsvægt alene kan forklares med den reducerede foderoptagelse hos soen, eller om det også skyldes andre forhold, som f.eks sammensætning af somælk. Reduktionen i foderets CAB-værdi med ca. 220 meq pr. kg foder har således påvirket søernes moderegenskaber negativt.

Der var ikke forskelle i antallet af MMA-behandlinger på søerne eller diarré-behandlingerne blandt pattegrisene. Hypotesen om at der ville være en reduktion i behandlinger som følge af lavere pH i urinen ved brug af foder med lav CAB-værdi, har således ikke kunne eftervises i denne afprøvning.

I tabel 3 er vist reproduktionsresultaterne for de søer, som gennemførte en diegivningsperiode med enten kontrol eller forsøgsfoder.

Der var ikke forskel mellem de to grupper, der har således ikke været en negativ effekt på reproduktionsresultaterne ved en reduktion af diegivningsfoderets CAB-værdi.

Denne afprøvning har vist, at når diegivningsfoderet CAB-værdi bliver reduceret med ca. 220 meq pr. kg foder, påvirker det søerne negativt. De har sandsynligvis haft en svag acidose, som har reduceret pH i urinen til mellem 5,1 - 5,4, som er i den lave ende af normalområdet for søer. Søernes foderoptagelse har været negativt påvirket, men der har ikke været kliniske tegn på sygdom eller utilpashed blandt søerne i forsøgsgruppen. Der har været en signifikant reduktion af grisenes fravænningsvægt, men om dette alene kan tilskrives den lavere foderoptagelse hos søer, kan ikke afklares. Der er ikke set negative påvirkninger på de efterfølgende reproduktionsresultater.

Foderanalyserne viste, at indholdet af svovl var højere end forventet og at indholdet af kalium var lavere end forventet i foderblandingerne. Dette skyldes antagelig, at indholdet af disse mineraler i foder- og mineralstofferne (INFO-Svin og NRC) ikke er opdateret eller, at analyserne har været usikre. Denne afprøvning kan således ikke bruges til at fastlægge den optimale CAB-værdi i foder til diegivende søer.

Foderets CAB-værdi bør kun beregnes, når foderblandingens indhold af kalium, natrium, klor og svovl er analyseret, eller når foderstoffernes indhold af de pågældende mineraler er kendt.

Deltagere: Erik Bach og Peter Nøddebo Hansen. Afprøvning nr. 608.

Foderanalyser fra besætning 1

Foderanalyser fra besætning 2