Kuldstørrelsen, der på landsplan er på 12,1 levendefødt gris per kuld, stiger hvert år med cirka 0,2 grise. Flere besætninger opnår allerede nu over 13 levendefødte grise per kuld. Derfor anvendes der ammesøer, så antallet af pattegrise per kuld reduceres. Dette forventes at medføre en bedre overlevelse og en højere fravænningsvægt. Brug af ammesøer koster imidlertid stipladser, der i stedet kunne anvendes til ekstra faringer. Grisene fra den ekstra faring skal dække den højere dødelighed og den lavere fravænningsvægt. I den beregnede smågrisenotering er værdien af fravænningsvægt sat til 8 kr. per kg, mens værdien af en fravænnet gris er sat til 250,00 kr.

Det er tidligere vist (Medd. 548, Den rullende Afprøvning), at hvis kuldstørrelsen blev øget fra 11 til 12 pattegrise per kuld, faldt fravænningsvægten per gris med cirka 400 gram, og dødeligheden steg med 0,3 pct. Til gengæld kunne der produceres 9 pct. flere grise fra de samme farestier. Disse resultater blev opnået i en afprøvning i to besætninger, hvor flytning, udskiftning og flex-fravænning indenfor grupperne var tilladt. Dette medførte, at en eksakt opgørelse af forskellen i fravænningsvægt ved samme fravænningsalder ikke var mulig.

Formålet med nærværende afprøvning var at undersøge, hvordan kuldstørrelsen påvirker pattegrisenes trivsel, når undersøgelserne foregår under stærkt kontrollerede forhold.

Afprøvningen blev gennemført i to besætninger med traditionelle kassestier i farestalden. Der indgik kun krydsningssøer med mindst 13 funktionelle mælkekirtler. I de to besætninger var der henholdsvis 12,8 og 13,5 levendefødte grise per kuld. Når to søer farede med mindre end 24 timers interval, blev der 12-24 timer senere samlet 24 pattegrise. Disse blev tilfældigt fordelt til de to søer, så der kom henholdsvis 11 og 13 pattegrise hos søerne. Der måtte ikke sorteres pattegrise fra, blot fordi de var små eller meget store ved fødsel, men pattegrise, der ikke var levedygtige ved forsøgets start, indgik ikke i afprøvningen. Efter at pattegrisene var fordelt til søerne, måtte der ikke flyttes pattegrise til eller fra kuldene. Pattegrisene blev tilbudt smågrisefoder, da de var 3 uger gamle. Begge søer i et par blev fravænnet samtidig. Hver enkelt pattegris blev vejet ved indgang i afprøvningen og ved fravænning, og årsag til behandling og død blev registreret.

Der indgik henholdsvis 10 og 21 kuldpar i de to besætninger. Da der ikke var statistisk sikker vekselvirkning mellem besætningerne, er resultaterne samlet i tabel 1.

Fravænningsvægten var statistisk sikkert 600 gram lavere per gris, når der var 13 pattegrise i kuldet, end når der var 11 pattegrise i kuldet (p < 0,0001). Kuldvægten var 4 kg højere ved fravænning, når der var 13 pattegrise i kuldet (p = 0,08).

I kuld med 13 pattegrise var pattegrisedødeligheden 2 pct. højere end i kuld med 11 pattegrise. Denne forskel var ikke statistisk sikker (p = 0,08). Det vil kræve over 100 kuld i hver gruppe at undersøge, om en forskel i dødelighed på 2 pct. er statistisk sikker. Baseret på besætningsregistreringerne døde tre pattegrise (1 pct.) i gruppen med 11 pattegrise af sult, mens 12 pattegrise (3 pct.) døde af sult i gruppen med 13 pattegrise i kuldet. Såfremt det havde været tilladt at samle efternølere ved en ammeso i løbet af diegivningsperioden, kunne nogle af disse døde pattegrise sandsynligvis være reddet. I en tidligere afprøvning, hvor det var tilladt at flytte rundt på pattegrisene indenfor gruppen, medførte det kun 0,3 pct. flere døde pattegrise at gå fra 11 til 12 pattegrise per kuld. Dødeligheden i afprøvningen kan ikke sammenlignes med dødeligheden under praktiske forhold. Den registrerede dødelighed er påvirket i nedadgående retning i forhold til praksis, da enkelte pattegrise døde inden kuldudjævningen til 11 eller 13 pattegrise, og fordi der ikke indgik pattegrise, der ikke var levedygtige ved gruppeinddelingen. Såfremt pattegrisene var små, men levedygtige, indgik de i afprøvningen, og der indgik i begge grupper pattegrise med en fødselsvægt på blot 700 gram. Til gengæld forventedes dødeligheden at være påvirket i opadgående retning i forhold til praksis, da det ikke var tilladt at flytte svage grise til ammesøer i løbet af afprøvningen.

Fordelingen af dødelighed fremgår af figur 1. Frekvensen af kuld med 0 døde faldt fra 48 pct. af kuldene til 26 pct. af kuldene, når kuldstørrelsen steg fra 11 til 13 grise. Dette vil give indtryk af en stærkt stigende dødelighed, hvis dødeligheden vurderes på antal døde grise/kuld, for eksempel, hvis man ser på de enkelte sokort.

Figur 2 viser fravænningsvægten for de enkelte grise fra besætning 1 ved fravænning ved 28 dage. De 13 pattegrise i kuldet reducerede fravænningsvægten i forhold til 11 grise i kuldet, uanset om pattegrisene var små eller store ved fødsel. Det var således ikke kun de mindste pattegrise, der voksede mindre i de store kuld, men såvel store som små grise der blev påvirket lige meget.

Økonomiske konsekvenser af kuldstørrelsen

Ved en kuldstørrelse på 13 levendefødte grise kan man lade søerne passe 13 pattegrise per kuld, og acceptere en højere dødelighed og en lavere fravænningsvægt. Alternativet er at have færre faringer og i stedet anvende stipladserne til ammesøer. De økonomiske konsekvenser af afprøvningens resultater kan ses af tabel 2.

I tabel 2 sammenlignes økonomien for en besætning med 500 årssøer og 11 grise per kuld med økonomien for en besætning med 2,6 færre søer, hvor ammesøerne og de tilhørende farestier er sparet bort, men som alligevel har næsten samme antal producerede smågrise. Begge besætninger har ugedrift. Det er ikke muligt at sammenligne økonomien ved nøjagtigt det samme antal fravænnede grise, da hvert ugehold i hver af besætningerne skal bestå af lige mange søer. Forskellen i fravænningsvægt på 600 gram og dødeligheden i diegivningsperioden på henholdsvis 8,2 og 10,2 pct. er indarbejdet i beregningerne.

De økonomiske faktorer vil variere med afregningsprisen, og de deraf følgende økonomiske forudsætninger. Forskellen på 42,00 kr. per årsso er uden betydning i forhold til variationen i forudsætningerne. Per årsso eller per gris er der ikke økonomisk forskel på at have 11 eller 13 grise i kuldet. Det er sandsynligt, at forskellen i dødelighed mellem kuld med 11 og kuld med 13 pattegrise kan reduceres i forhold til forskellen i dødelighed i denne afprøvning. Det forudsætter en strategi, hvor der lægges 13-14 pattegrise til de søer, der har fuldt pattesæt, og efterfølgende flyttes enkelte pattegrise, der ikke trives til ammesøer. Hermed skal der investeres i nogle ammestier i forhold til gruppen "uden ammesøer" i de ovenstående beregninger. Såfremt der leveres 7 kg’s grise, og det er en forudsætning for salg, at grisene når op på en minimumsvægt, vil andre økonomiske faktorer også kunne spille ind.

Denne afprøvning omfattede kun søer med mindst 13 funktionelle patter ved faring, og der indgik ikke gylte i afprøvningen. Resultaterne kan derfor ikke udvides til at gælde for alle søer i en besætning.

Deltagere
Landbrugstekniker Erik Bach, Landsudvalget for Svin
Statistiker Mai Britt Friis Nielsen, Landsudvalget for Svin
Økonom Jacob Rasmussen, Landsudvalget for Svin

Afprøvning nr.: 599