Soens indflydelse på dødeligheden hos grisene fra 7-30 kg i en PMWS besætning

PMWS breder sig i disse år i Danmark, således er der i begyndelsen af februar 2003 minimum 77 besætninger med diagnosen PMWS. Der er stadigvæk mange uafklarede spørgsmål vedrørende PMWS. Et af spørgsmålene er om nogle søers grise har en større risiko for at dø som følge af PMWS.

Formål

Formålet med undersøgelsen var at undersøge om grisens risiko for at dø fra fravænning til 30 kg af PMWS afhænger af hvilken so, den er født af. Derudover blev det undersøgt om risikoen for at dø efter fravænning til 30 kg kunne relateres til grisens E-vitamin status efter fravænning.

I undersøgelsen indgik en besætning med 600 søer med salg af grisene ved 30 kg. Sundhedsstatus: SKM med ondartet lungesyge type 2, den europæiske PRRS stamme (PRRS-EU) og den amerikanske PRRS stamme (PRRS-US) samt ødemsyge.

Besætningen fik den 13/6 2002 stillet diagnosen PMWS. Dødeligheden var da i smågriseperioden steget til 18,5% i april kvartal 2002 fra 4-5% i de foregående 2 kvartaler. Ved histopatologisk undersøgelse af 3 grise i maj 2002 blev de typiske forandringer for PMWS påvist.

I besætningen blev der fulgt 2 ugehold af smågrise, svarende til 55 søer. Inden faring blev søerne blodprøvet, og prøverne blev undersøgt for antistoffer overfor PCV2, PRRS-EU og PRRS-US (alle ved IPT). Ved faring blev alle grise øremærket. Farings dato, antal levende fødte grise pr. so samt soens lægnummer blev registreret. Ved fravænning blev det noteret, fra hvilken so grisen blev fravænnet, fravænningsdato, samt hvor mange grise der blev fravænnet fra den pågældende so. Efter fravænning og indtil 30 kg blev det noteret hvis en gris døde med angivelse af dato og øremærkenummer.

Der blev udvalgt 90 grise fordelt på 30 søer, med 3 grise pr. so. Disse grise blev blodprøvet 4 gange umiddelbart før fravænning, 1 uge, 2 uger og 4 uger efter fravænning. Blodprøverne blev undersøgt for antistoffer overfor PCV2, PRRS-EU og PRRS-US (alle ved IPT), samt undersøgt for indhold af E-vitamin.

Statistik

Effekten af antal levendefødte, lægnummer kuldudjævning, alder ved fravænning soens antistoffer overfor PCV2, PRRS-EU og PRRS-US blev testet enkeltvis ved logistiske analyser for deres effekt på, om grisen dør eller overlever i perioden fra fravænning til 30 kg. Signifikante effekter blev herefter inkluderet i en endelig model. Derefter blev det testet, ved hjælp af fishers exact test, om der var sammenhæng mellem soens antistofniveau for PCV2, PRRS-EU og PRRS-US og grisens antistofniveau for PCV2, PRRS-EU og PRRS-US.

674 grise blev øremærket ved fødsel og disse blev 489 registreret som fravænnet. De indgår derfor i de videre beregninger. Fra fravænning til 30 kg døde 38 grise (7,8%).

Af de døde grise var 16 sogrise og 22 galtgrise. Dødeligheden efter fravænning var ikke ligeligt fordelt mellem søerne. Det var kun fra 40% af søerne, at der døde grise efter fravænning. Hvilken so grisen var født af havde en næsten signifikant effekt på dødeligheden efter fravænning (p=0.06), figur 1.

Figur 1. Søernes fordeling i forhold til antal døde efter fravænning

Antal levende fødte grise varierede fra 7 til 21. Dødeligheden i smågrisestalden afhang i denne undersøgelse ikke af antal levendefødte grise i kuldet (P = 0,95).

Fravænningsalderen blev opgjort pr. gris, og den var i gennemsnit 24,8 ± 7,4 dage for de grise der døde, og 25,7 ± 7,2 for de grise, der overlevede. Det var ikke statistisk signifikant forskel imellem de 2 grupper med hensyn til at dø efter fravænning (P = 0,43).

183 af de 489 grise blev fravænnet fra en anden so end deres mor, svarende til 37%. Der var ingen statistisk signifikans på dødeligheden afhængigt af kuldudjævning (P = 0,79).

Det var kun soens PCV2 antistofniveau, der havde statistisk signifikant indflydelse på om grisen døde eller ej (P = 0,003). En gris født af en so med høj antistofniveau for PCV2 (titer 6250) havde 3,5 gange så stor risiko for at dø som en gris født af en so med lav antistofniveau for PCV2.

89 grise blev blodprøvet 4 gange, og af disse døde 6 stk., 6,7% efter fravænning. Som det fremgår af figur 2 og 3, havde grisene ved fravænning generelt lave antistofniveauer overfor PRRS-EU og PRRS-US. Antistofniveauet overfor PRRS-US steg gennem perioden. Det tyder på, at der er sket en smitte med PRRS-US i klimastalden.

Figur 2. Antistofniveau overfor PRRS-EU over tid hos grisene

Figur 3. Antistofniveauet overfor PRRS-US over tid hos grisene

Grisenes antistofniveau overfor PCV2 var højest ved fravænning og faldt over de 4 uger, der blev taget blodprøver, sandsynligvis som tegn på at de maternelle antistoffer er klinget af, og at der endnu ikke er sket en titerstigning som følge af en aktiv smitte af grisen (figur 4).

Figur 3. Antistofniveauet overfor PCV2 over tid

For få døde blandt de blodprøvede grise gør at der ikke er foretaget statistiske analyser på blodprøverne, men umiddelbart ser der ikke ud til at grisens risiko for at dø efter fravænning afhænger af antistofniveauet overfor PCV2, PRRS-EU og PRRS-US indenfor de første 4 uger efter fravænning.

Grisens niveau af antistoffer overfor PCV2, PRRS-EU og PRRS-US ved første blodprøvning afhang af soens antistofniveau (P=0,02, P=0,01; P=0,05).

Figur 5. E-vitaminindhold i blodet hos grisene

Grisens niveau af E-vitamin, målt i blodet synes ikke at have indflydelse på om grisen dør eller ej fra fravænning til 30 kg (figur 5).

Det eneste der har haft statistisk sikker betydning ved undersøgelse i denne ene besætning, er søernes antistofniveau overfor PCV2. Grise født af en so med højt antistofniveau overfor PCV2 har en cirka 3,5 gange højere risiko for at dø i forhold til en gris født af en so med lav antistofniveau for PCV2.

Lignende undersøgelse er igangsat i yderligere 2 besætninger, og det bliver spændende at se om det samme resultat kan genfindes i disse besætninger.