Disponerende forhold for øresår hos slagtesvin

Øresår ses hyppigt hos både smågrise og slagtesvin. En høj forekomst af øresår hos smågrise kan medføre vanskeligheder med at afsætte grisene. I hvor høj grad øresår medfører nedsat produktivitet eller følgesygdomme, f.eks. blodforgiftning, er endnu ikke afklaret. I nogle besætninger giver øresår tilsyneladende ikke anledning til yderligere sygdomsproblemer, mens der i andre besætninger er rapporteret om blodforgiftning og ledbetændelse i forbindelse med øresår. Det må formodes, at øresår kan være et velfærdsmæssigt problem.

Der er foreslået mange forskellige teorier om årsagen til øresår. I nogle tilfælde opfattes øresår som et adfærdsbetinget problem på linie med halebid. Det vil sige, at sårene formodes at skyldes bid fra andre grise. Ifølge andre teorier skyldes sårene bakterier eller andre smitstoffer, f.eks. stafylokokker, streptokokker eller Eperythrozoon suis. Det nævnes også, at øresår kan skyldes en beskadigelse af huden (ofte som følge af slagsmål efter sammenblanding) med følgende infektion med bakterier.

Der er foreløbigt ikke lavet undersøgelser, som på overbevisende måde bekræfter nogen af disse teorier. Ved laboratorieundersøgelser af øresår, findes ofte en type stafylokokker, som ligner den stafylokok, som forårsager sodeksem (Staphylococcus hyicus). Det er dog ikke påvist, at disse stafylokokker er årsagen til sårene. Stafylokokker findes overalt på grises hud uden nødvendigvis at forårsage sygdom.

I Appendiks 1 findes en mere grundig gennemgang af resultaterne af andre undersøgelser vedrørende øresår.

Formålet med denne undersøgelse var at undersøge hvilke forhold i stalde og drift, som er forbundet med en høj forekomst af øresår hos slagtesvin. Desuden skulle forekomsten af øresår i danske slagtesvinebesætninger klarlægges. Undersøgelsen blev gennemført i regi af Center for Produktions- og Sundhedsstyring i Husdyrbruget (Cepros) som et samarbejde mellem Landsudvalget for Svin og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Fagområdet Svinesygdomme.

Besætninger

Undersøgelsen omfattede 176 slagtesvinebesætninger udvalgt af Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomiske Institut (nu Fødevareøkonomisk Institut). Alle besætningsejerne blev kontaktet og spurgt, om de ville deltage i undersøgelsen. Denne kontakt skete pr. brev og i nogle tilfælde også telefonisk. I alt 98 besætningsejere var villige til at deltage.

Indsamling af informationer om stalde og driftsforhold

Informationer om stalde og driftsforhold blev indsamlet ved en spørgeskemaundersøgelse gennemført ved hjælp af telefoninterviews af besætningsejeren eller fodermesteren. Alle telefoninterviews blev med få undtagelser udført af samme person (en dyrlæge). I tabel 1 ses en oversigt over de forhold, der blev spurgt om. Ved afgørelsen af, hvilke stald- og driftsforhold der skulle indhentes informationer om, blev der lagt vægt på, at det skulle være muligt for producenten at svare på spørgsmålene umiddelbart og med en rimelig grad af sikkerhed.

De to sidstnævnte faktorer blev beregnet på baggrund af informationer om følgende forhold: antal stier pr. sektion, antal grise pr. sti, sektionens længde, sektionens bredde, væghøjde, placering af kip og loftshældning.

Desuden blev alle besætninger besøgt af en veterinærtekniker, som for en mindre stikprøve af stierne registrerede størrelsen af stierne samt belægningsgraden. 

Tabel 1. Oversigt over spørgsmål i spørgeskemaundersøgelsen

Hvis stald- og driftsforhold varierede mellem de enkelte sektioner eller stalde inden for en besætning, blev der foretaget registreringer for hver enkelt sektion eller stald. I det følgende er en sådan enhed omtalt som en "stald".

Registrering af forekomsten af øresår

Alle besætninger blev besøgt to gange med cirka 8 ugers mellemrum. Besøgene blev gennemført af én af tre veterinærteknikere ansat af LU/DS. I alle besætninger blev op til 1000 grise undersøgt. Antallet af grise med øresår i hver enkelt sti blev talt. Samtidigt blev antallet af grise i stien talt, og gennemsnitsvægten på grisene i stien blev anslået. I besætninger med mere end 1000 grise på stald blev en vis andel af stierne udvalgt systematisk. For eksempel blev kun hver anden sti undersøgt, hvis der var 2000 grise i besætningen. Under undersøgelsen var veterinærteknikeren inde i hver enkelt sti, og alle grise blev gennet op at stå. Stier med mere end 50 grise indgik ikke i undersøgelsen. Begrundelsen for dette var, at det i så store stier var vanskeligt at tælle antallet af grise med øresår med tilstrækkelig sikkerhed.

Øresårene blev kun registreret, hvis de havde en blodig overflade eller sårskorpe. Ar efter øresår blev ikke registreret.

Statistik

Observationer fra de to besætningsbesøg i hver besætning blev betragtet som uafhængige, selvom den samme gris godt kan være blevet undersøgt ved begge besætningsbesøg. Indledningsvis blev der ved hjælp af chi2-test foretaget en screening af de forklarende variable, og faktorer, som havde en vis sammenhæng med forekomsten af øresår (p<0,25) blev udvalgt. Den endelige statistiske model beskrev variationen i frekvensen af øresår mellem stalde og stier ved hjælp af en multiplikativ Poisson regressionsmodel, hvor faktorerne indgik samtidigt. Besætning og stald indgik som tilfældige effekter sammen med en række forklarende variable defineret på besætnings-, stald- eller stiniveau. Analysens endelige beskrivelse af faktorerne blev udtrykt i relative risici.

En mere grundig beskrivelse af materiale og metoder i denne undersøgelse er givet i Erfaring nr. 208 fra Landsudvalget for Svin.

I datasættet indgik 98 slagtesvinebesætninger med i alt 263 stalde og 9852 undersøgte stier. Stierne rummede i gennemsnit 15 slagtesvin. I alt blev cirka 153.000 svin undersøgt.

Der blev observeret øresår hos 4,8 pct. af de undersøgte grise. Halvdelen af de undersøgte stalde havde en forekomst på over 1,8 pct., mens en fjerdedel af staldene havde en forekomst på over 5,9 pct. I en fjerdedel af staldene blev der slet ikke fundet grise med øresår.

I figur 2 ses fordelingen af forekomsten af øresår i de 263 undersøgte stalde. Det ses, at der i en mindre del af staldene var en meget høj forekomst af øresår.

Figur 2. Fordelingen af forekomsten af øresår i de 263 stalde

I figur 3 ses forekomsten af øresår ved forskellige vægtintervaller. Det ses, at forekomsten af øresår var højest hos de mindste grise, og at den aftog med stigende vægt.

Figur 3. Forekomsten af øresår ved forskellige vægtintervaller

I tabel 2 ses resultaterne af den statistiske analyse af sammenhængen mellem forekomsten af øresår og stald- og driftsforhold. Kun forhold, som havde en statistisk sikker sammenhæng med forekomsten af øresår, er nævnt. For de øvrige registrerede stald- og driftsforhold (nævnt i tabel 1) blev der ikke fundet nogen sammenhæng.

Tabel 2. Faktorer i stald- og driftsforhold som havde statistisk sikker sammenhæng med forekomsten af øresår. Antallet af stalde med pågældende faktor er vist i parentes.

Resultaterne i tabel 2 viser, at grise, som fik tørfoder, havde 1,5 gange så stor risiko for at have øresår som grise, der fik vådfoder, forudsat at de øvrige registrerede stald- og driftsforhold var ens. Da der var en stærk sammenhæng mellem fodertypen og fodringssystemet (typen af krybbe eller automat) kan det ikke afgøres, om foderet i sig selv havde betydning for forekomsten af øresår, eller om det snarere var fodringssystemet, som påvirkede forekomsten.

En gris på delvist spaltegulv eller fuldspaltegulv havde 1,7-1,8 gange større risiko for at have øresår end en gris på fast gulv. Resultaterne viste desuden, at for hver ekstra kubikmeter i staldvolumen pr. gris faldt risikoen for, at grisen havde øresår med 9 pct. Det er altså nødvendigt med en temmelig stor ændring i staldvolumen pr. gris, før effekten er mærkbar.

Grisens vægt havde også betydning. For hvert ekstra kilo grisen vejede, faldt risikoen for, at den havde øresår med 2 pct. Det svarer til et fald i risiko på 18 pct. for hver ekstra 10 kilo grisen vejede.

At tørfodring (eller de dermed forbundne fodringssystemer), spaltegulve og lavt luftvolumen øger risikoen for øresår er en gennemsnitsbetragtning for danske slagtesvinebesætninger. Det udelukker ikke, at der kan være besætninger uden disse faktorer, som alligevel har en høj forekomst af øresår.

Niveauet af registrerede øresår var forskelligt for de tre veterinærteknikere, som registrerede øresårene. Dette skyldes sandsynligvis, at deres opfattelse af, hvornår der var tale om et øresår var forskellige. Da de tre teknikere dækkede hver deres region af Danmark, kan der dog også være tale om regionale forskelle i forekomsten af øresår. I ovenstående statistiske beregninger er der taget højde for disse forskelle mellem teknikerne. Der er ligeledes taget højde for, at forekomsten af øresår varierede med tidspunktet for observationerne, -muligvis på grund af årstidsvariationer.

Som tidligere nævnt kendes sygdomsmekanismen bag øresår ikke. Det er derfor vanskeligt at afgøre, hvorfor fodertype/fodringssystem, gulvtype, staldvolumen og grisenes vægt har betydning for forekomsten af øresår. Det er muligt, at klimatiske faktorer er baggrunden for sammenhængen mellem øresår og staldvolumen. Årsagen til den faldende forekomst af øresår med stigende vægt kan være, at grisene udvikler immunitet over for de mikroorganismer, som muligvis er involverede i dannelsen af øresår. En anden mulighed er, at grisene med stigende alder er mindre motiverede for at bide eller sutte hinanden på ørerne. Det er sandsynligt, at sår på ørerne virker tiltrækkende på andre grise, som derfor sutter eller bider i sårene og dermed forværrer tilstanden.

I denne undersøgelse var det ikke muligt at undersøge, hvilken indflydelse forhold tidligere i grisenes liv havde på forekomsten af øresår. Den høje forekomst af øresår hos de mindste slagtesvin tyder på, at årsagen til øresår hovedsageligt skal findes tidligere i grisens liv, -enten i smågriseperioden eller helt tilbage i diegivningsperioden. Der er ikke lavet tilsvarende undersøgelser af øresår hos smågrise, men det må formodes, at øresår forekommer endnu hyppigere hos smågrise end hos slagtesvin (Notat nr. 228, Landsudvalget for Svin). Slagtesvineproducenter som aftager 30-kilosgrise med øresår kan generelt forvente, at forekomsten af øresår hos grisene vil falde kraftigt i løbet af slagtesvineperioden.

Der blev observeret øresår hos 4,8 pct. af de undersøgte grise. Der var store variationer mellem besætningerne med hensyn til forekomsten af øresår. Risikoen for øresår var forøget i stalde med tørfodring (eller de dermed forbundne fodringssystemer), spaltegulve og lille luftvolumen pr. gris. Sygdomsmekanismen bagved disse sammenhænge kendes ikke. Forekomsten af øresår faldt med stigende vægt/alder.

Tidligere undersøgelser af øresår   Der er ikke tidligere lavet danske undersøgelser af øresår. I det følgende gives en kort gennemgang af resultaterne fra udenlandske undersøgelser.

Øresår som følge af bid i ørerne

Britiske forskere undersøgte i 1976 forekomsten af øresår i en besætning over et år. Besætningen var smittet med skab, og fravænningsalderen var 5 uger. Cirka 28 pct. af grisene havde øresår (434 af 1564 undersøgte grise). Forfatterne fandt ingen kønsforskelle men fandt, at øresår hos hangrise var mere hyppige hos grise med hængende ører end hos grise med mere opretstående ører. I 64 pct. af tilfældene var der sår på begge ører. Sårene sås allerede fra 6-8 ugersalderen men var hyppigst ved 10-12 uger. Kun 18 grise havde halebid. Ved observation af grisene sås tilfælde af øresutning og nappen i ørerne. Hyppigheden af denne adfærd angives dog ikke, ligesom sammenhængen mellem adfærden og udviklingen af øresår ikke er undersøgt.

De samme britiske forskere lavede en slagtehusundersøgelse af 4605 grise fra tilfældige besætninger. Undersøgelsen viste, at halekuperede grise havde en højere forekomst af øresår end ikke-kuperede grise (16 pct. vs. 10 pct.). Forfatterne mener, at halekupering sandsynligvis øger forekomsten af ørebidning. Der kunne dog være andre forklaringer, f.eks. at halekuperede grise ofte kommer fra besætninger, hvor forholdene også disponerer for øresår. Cirka 40 pct. af grisene var halekuperede. Heller ikke i denne undersøgelse var der kønsforskelle, og oftest var der sår på begge ører (i 75 pct. af tilfældene). Forfatterne mener ikke, at øresårene skyldtes bakterier.

En amerikansk artikel fra 1972 beskriver et udbrud af øre- og halebid i en enkelt besætning. Det konkluderes, at problemerne skyldtes klimatiske forhold samt restriktiv fodring med deraf følgende kedsomhed, sult og konkurrence om foderet. Overgang til køligere vejr og fri adgang til foder faldt tidsmæssigt sammen med, at problemerne ophørte.

I en tysk undersøgelse fra 1992 blev adfærden hos 6-9 uger gamle smågrise på spaltegulve registreret. Bildæk, træstykker og supplerende foder med højt fiberindhold reducerede både øre- og halebidningsadfærd. Andre tyske forskere fandt i 1993, at slagtesvin på dybstrøelse og et areal på 1 m² pr. gris udførte mindre ørebidningsadfærd end grise på spaltegulve og 0,7 m² pr. gris. Begge undersøgelser lider dog af den skavank, at sammenhængen mellem ørebidningsadfærd og øresår ikke er beskrevet. Andre udenlandske undersøgelser tyder på, at fravænningsalder og tildeling af halm har en betydning for, hvor meget grisene sutter og bider i andre grise i stien. I disse undersøgelser blev der dog ikke foretaget registreringer af adfærd specifikt rettet mod ørerne. Der findes ingen undersøgelser, som viser nogen tydelig sammenhæng mellem øresår og foderets sammensætning.

Øresår som følge af infektion med bakterier

I en britisk artikel fra 1973 er det beskrevet, at der i en besætning fandtes øresår hos 8 uger gamle grise cirka 2 uger efter fravænning. Artiklens forfatter mente, at sårene skyldtes bakterier, idet der ikke var tegn på, at bid eller rifter var gået forud for udviklingen af sårene. Sårene, som kunne udvikle sig til dybe sår, fandtes på begge ører og var placeret på ørets underkant inde ved grisens hoved. Hos de større slagtesvin var sårene afhelede. Problemet kunne kontrolleres ved hjælp af en tetracyclin-spray.

Øresår som følge af rifter og efterfølgende infektion med bakterier

Hos en række andre forfattere er det den fremherskende opfattelse, at øresårenes primære årsag er en overfladisk beskadigelse af huden f.eks. i forbindelse med slagsmål hos nyfravænnede grise. Beskadigelsen af huden efterfølges af infektion med bakterier. Denne opfattelse understøttes af, at sårene som regel opstår 1-2 uger efter fravænning, og at de efterfølger skrammer og rifter i huden.

I en amerikansk undersøgelse fra 1983 blev øresår i fem besætninger undersøgt. Sårene udviklede sig ved ørets basis (tæt på grisens hoved) eller på ørespidsen, hvor huden var beskadiget efter bid. I cirka halvdelen af tilfældene afhelede sårene, mens de i resten af tilfældene udviklede sig til dybe sår. Udviklingen af dybe sår skete tilsyneladende uafhængigt af ørebidningsadfærd. Både sodeksem-bakterien og streptokokker blev konsekvent isoleret fra øresår i de fem undersøgte besætninger. I overfladiske sår blev mange forskellige typer af bakterier fundet, mens kun streptokokker blev fundet dybere i dybere sår. Ved kunstigt at påføre grisene sodeksem-bakterier, kunne man genskabe de overfladiske sår, men dybere sår udviklede sig ikke.

Undersøgelser foretaget i 9 amerikanske besætninger i 1984 tyder ifølge forfatterne på, at øresårenes primære årsag var skrammer i forbindelse med slagsmål ved fravænning. Derefter var sodeksem-bakterier ansvarlige for den indledende infektion af sårene, hvorefter streptokokker tog over. Der opgives dog ikke data, som beskriver sammenhængen mellem rifter på ørerne og efterfølgende øresår. Forfatterne mener ikke, at øresår blot er et resultat af bid.

En artikel fra 1992 beskriver et udbrud af "ørespids-sår" hos smågrisene i en britisk besætning. Der sås sprækker og revner i ørespidsen, som var dækket af en sort fedtet sårskorpe. Sodeksem-bakterier kunne altid findes i disse læsioner. Op til 80 pct. af dyrene havde øresår. Der sås ingen kønsforskelle, og ørebidning eller -sutning blev ikke set. Især grise med hængende ører var ramt (i overensstemmelse med den tidligere nævnte britiske undersøgelse fra 1976). Diverse kontrolforanstaltninger hjalp ikke eller kun lidt: intensivering af skabbehandling, nye vandnipler, flere ædepladser, reduceret belægning, ændring af lysprogram, øget saltindhold i foderet. Derimod blev problemerne reduceret betydeligt ved et intensivt hygiejneprogram (vask af søer, grise og inventar) samt ved lokal antibiotikabehandling af de tidlige ørelæsioner. Forfatteren konkluderer, at bid eller øresutteri ikke var den primære årsag til problemet, men at øresårene skyldtes beskadigelse af ørerne som følge af slagsmål eller forkert udformede foderautomater og deraf følgende infektion med sodeksem-bakterier.