Karakterisering af de første besætninger med postweaning multisystemic wasting syndrome (PMWS) i danmark

Postweaning Multisystemic Wasting Syndrome (PMWS) blev første gang konstateret i 2 danske besætninger i år 2000. I løbet af sommeren 2001 blev sygdommen erkendt i flere besætninger på Mors og i Thy området, herefter har sygdommen bredt sig til det meste af Danmark. Årsagen til udbrud af PMWS er ikke endeligt afklaret, dog formodes Porcint Circovirus type 2 (PCV2) at skulle være tilstede, for at sygdommen PMWS kan udvikles (Allan et Ellis 2000). PCV2 er formentlig tilstede i stort set alle danske svinebesætninger, men hvad der forårsager udbrud i den enkelte besætning er endnu ikke afklaret. Nogle teorier peger på, at driftsmæssige/ besætningsmæssige forhold er afgørende for udbrud af PMWS. Atter andre formoder, at der eksisterer forskellige typer af PCV2, der har varierende evne til at fremkalde sygdom. Endelig er en tredje teori, at der er et andet smitstof involveret i udbrud af PMWS. Ingen af teorierne er endnu blevet bevist.

Da sygdommen PMWS begyndte at sprede sig i sommeren 2001, blev det besluttet at besøge de første 50 besætninger, der fik stillet diagnosen PMWS. Formålet med besøgene var for det første at karakterisere besætningerne samt beskrive sygdomsudbruddet i Danmark både hvad angår kliniske tegn og dødelighed i de ramte besætninger. For det andet var formålet at opstille handlingsplaner i besætningerne til kontrol af PMWS og af den vej opnå viden omkring håndteringen af PMWS.

I denne meddelelse gives en karakteristik af besætningerne, og i en senere meddelelse beskrives håndteringen af PMWS.

Besætninger, der fik stillet diagnosen PMWS fra sommeren 2001 og indtil efteråret 2002, fik tilbudt et besøg af en dyrlæge fra LU/DS. 5 dyrlæger fra LU/DS gennemførte besætningsbesøgene afhængig af den geografiske placering af besætningerne. Besætningerne blev besøgt indenfor 2 måneder, efter diagnosen PMWS var blevet stillet. Diagnosen PMWS skulle stilles udfra følgende 3 kriterier (Bøtner et al. 2002):

Alle besætninger blev karakteriseret med hensyn til drift og opstaldning ved hjælp af et på forhånd tilrettelagt spørgeskema (Appendiks A). Alle staldafsnit blev beskrevet bl.a. med hensyn til fordringsprocedurer, holddrift, kuldudjævning, antibiotikaforbrug og vaccinationsstrategier. De fleste af oplysningerne er baseret på et interview af landmanden, idet det ved besøget ikke var muligt at undersøge alle forhold som fx ammesoprocedure, rengøring og vask.

Den besøgende dyrlæge foretog endvidere en klinisk vurdering af et udsnit af dyrene i alle staldafsnit med fokus på smågrisestalden. Derudover skulle landmanden give sit syn på, hvad der var årsag til den forøgede dødelighed i besætningen.

Ved besøget blev dødelighederne i de enkelte staldafsnit noteret, og i de besætninger der foretog registrering via Effektivitets Kontrollen blev oplysningerne indsamlet over en længere periode (det foregående halve år og op til et år efter sygdomsudbrud).

Statistik

De indsamlede oplysninger blev analyseret enkeltvis ved hjælp af en variansanalyse for at se, om de havde en effekt på dødeligheden i smågrisestalden.

Der blev i alt besøgt 49 besætninger fra september 2001 til februar 2003. 4 af de besøgte besætninger havde ikke oplevet en stigning i dødeligheden i den ramte aldersgruppe eller en forøgelse af sygdom, der kunne tilskrives PMWS. På baggrund heraf blev de ekskluderet af undersøgelsen. Denne opgørelse er derfor baseret på 45 besætninger. Besætningerne var ikke ligeligt fordelt rundt i landet ( figur 1).

Figur 1. De 45 besætninger med PMWS som indgår i undersøgelsen

Besætningstyper

Af de 45 besøgte besætninger var 38 sobesætninger, og 27 af disse var integrerede besætninger med slagtesvin på ejendommen, mens de resterende 11 sobesætninger solgte grisene ved 30 kg. 2 af sobesætningerne havde søerne på friland med opstaldning af grisene indendørs efter fravænning. 5 besætninger indkøbte grisene ved 7 kg. De resterende 2 besætninger var slagtesvinebesætninger med opstaldning af grise fra 30-100 kg (tabel 1).

Tabel 1.

Som det fremgår af tabel 1, havde sobesætningerne fra 90 til 1000 søer. 36 af besætningerne havde under 500 søer, dermed svarer besætningsstørrelsen til fordelingen i den samlede population af svinebesætninger (DS statistik 2001). Slagtesvinebesætningerne havde mellem 700 og 2000 stipladser.

Sundhedsstatus

De 45 besætninger repræsenterede både SPF, MS og konventionel status (tabel 2). Som det fremgår af tabel 2 svarede fordelingen i sundhedsstatus til landsfordelingen (SPF årsrapport 2002).

PRRS infektion var tilstede i 29 (64%) af besætningerne. Til sammenligning forventes 70% af svinebesætningerne i Danmark at være inficeret med PRRS. 14 besætninger var smittet med det danske PRRS virus, 7 besætninger med det amerikanske virus og 8 besætninger med  begge  typer PRRS.

Tabel 2. Fordeling af sundhedsstatus for de 45 besætninger med PMWS som indgår i undersøgelsen

Dødeligheder

Smågrisestalden
Af de 45 besætninger i undersøgelsen var det kun de 43, der havde smågrisestalde. De sidste 2 besætninger havde kun slagtesvinestalde. Derfor er opgørelserne på dødeligheden i smågrisestalden baseret på 43 besætninger. I undersøgelsen indgik 2 besætninger (besætning 27 og 43, figur 2) med dødeligheder på kun 2% i smågrisestalden. I begge besætninger blev der observeret en stigning i dødeligheden i slagtesvinestalden (20 og 6% døde i slagtesvinestalden med typisk klinik for PMWS). I den ene af besætningerne blev grisene flyttet  fra smågrisestalden allerede ved 18-20 kg.

Figur 2. Dødeligheder i smågrisestalden  i de 45 besætninger med PMWS som indgår i undersøgelsen. Besætning nummer 13 og 26 var rene slagtesvinebesætninge

Dødeligheden blandt grisene i smågrisestalden varierede imellem besætningerne fra 2-30% (figur 2). Den gennemsnitlige dødelighed i smågriseperioden var 11% med en spredning på 7%. Til sammenligning var landsgennemsnittet ifølge E-kontrollen fra oktober 2001 til oktober 2002 3,7% i smågriseperioden. Dødeligheden i smågrisestalden er opgjort som et øjebliksbillede, og den tidsperiode dødeligheden er opgjort over i den enkelte besætning varierer fra 14 dage til 2-3 måneder afhængig af opgørelsesmetode.

Besætninger inficeret med PRRS havde en gennemsnitlig dødelighed efter fravænning på 12%, og besætninger uden PRRS havde en gennemsnitlig dødelighed på 8%. Forskellen var ikke statistisk sikker (P=0,11).

Figur 3. Dødeligheder over tid i smågrisestalden i 6 besætninger. Hver periode er et kvartal. Diagnosen PMWS blev stillet i 1.periode

På figur 3 ses dødeligheden fra 6 besætninger opgjort over tid. I 3 af besætningerne blev dødeligheden fulgt op til et år efter konstatering af PMWS. Opgørelsen er fra E-kontrollen, og hver periode er på 3 måneder. Som det ses af figuren er niveauet forskellig i de enkelte besætninger og varierede over tid. I 3 af besætningerne ser det ud til at dødeligheden igennem perioden er faldende, medens den i de resterende besætninger er stigende igennem perioden. I den ene besætning er dødeligheden tredoblet siden udbruddet startede.

Dødeligheden kan også variere fra uge til uge. I figur 4 er dødeligheden opgjort fra ugehold til ugehold i en enkelt besætning. De sidste ugehold har haft en generel faldende tendens.

Figur 4. Dødelighed i smågrisestalden opgjort pr. ugehold i en besætning. Diagnosen PMWS er stillet uge 2

Dødeligheden varierer således både over tid og mellem besætningerne. Problemet med den forøgede dødelighed ser ud til at kunne vedvare i hvert fald op til et år efter sygdomsudbruddet, og den kan endda have en stigende tendens igennem perioden.

Slagtesvin

Af de 45 besætninger, der indgår i undersøgelsen, havde 33 slagtesvin, og dødeligheden i denne aldersgruppe er opgjort i 26 af besætningerne, idet 7 af besætningerne med slagtesvin ikke kunne oplyse dødeligheden i denne aldersgruppe. Dødeligheden varierede fra 1-23 % med et gennemsnit på 7% samt en spredning på 6%, landsgennemsnittet fra oktober 2001 til oktober 2002 var 3,8 % (figur 2). Dødeligheden i slagtesvineperioden er opgjort efter samme principper som i smågriseperioden. Variationen i dødeligheden blandt slagtesvinene skyldes bl.a., at nogle af besætningerne selv beholder de ringeste grise, og sælger de bedste ved 30 kg.

I besætninger med både smågrisestalde og slagtesvinestalde, og hvor der for begge aldersgrupper var opgivet en dødelighed, blev den samlede dødelighed efter fravænning udregnet. Den samlede dødelighed varierede fra 6-46% med et gennemsnit på 17% og med en spredning på 10%.

Figur 5. Dødeligheder i slagtesvinestalden i 27 besætninger med PMWS

Dødsårsager i besætningerne

Landmandens registrering af årsagen til den øgede dødelighed i smågrisestalden fremgår af figur 6. Hvoraf ses, at den vigtigste årsag til den øgede dødelighed var PMWS. Derudover kan 2 af kategorierne direkte henføres til PMWS, nemlig diagnoserne utrivelighed og magre. Disse 3 kategorier udgør tilsammen 86% af dødsårsagerne i besætningerne.

Figur 6. Den primære årsag til den forøgede dødelighed i smågrisestalden registreret af landmanden. Hver besætning er kun registreret en enkelt gang

Kliniske fund i besætningerne

Det hyppigste kliniske fund observeret af dyrlægen var utrivelighed som sås i 86% af besætningerne. Det næsthyppigste observerede sygdomstegn var besværet vejrtrækning, som blev observeret i 72% af besætningerne. Alle de kliniske tegn, som normalt beskrives fra tilfælde af PMWS, er observeret i besætningerne i denne undersøgelse, utrivelighed, anæmi, besværet vejrtrækning, diarre, forstørrede lymfeknuder og gulsot  (Madec et al.) (figur 7).

Figur 7. Kliniske fund i smågrisesektionerne i 43 besætninger med PMWS, registreret af dyrlægen. En besætning kan være registreret med mere end et klinisk fund

Vaccinationer

Hovedparten, 32 ud af 38 sobesætninger, vaccinerede søerne mod Parvovirus infektion. Den hyppigst anvendte vaccine mod Parvovirus infektion var PPV (20 besætninger), 11 besætninger anvendte Erysorb -P, og Parvoruvax blev anvendt i en enkelt besætning. Dødeligheden i smågrisestalden afhang tilsyneladende ikke af Parvovirus vaccination. Den gennemsnitlige dødelighed var 11,4% både i besætninger med parvovirus vaccination og besætninger uden parvovirus vaccination.

I 12 af besætningerne blev grisene vaccineret efter fravænning. Mykoplasma vaccination blev anvendt i 10 besætninger, og den hyppigst anvendte vaccine var Suvaxyn (5 besætninger), efterfulgt af Ingelvac M.hyo Vet. (4 besætninger), og Stellamune (1 besætning). De besætninger, der anvendte vaccination mod mykoplasmalungesyge, havde en tendens til at have en lavere dødelighed blandt smågrisene (8%), end de besætninger der ikke vaccinerede mod mykoplasma lungesyge (12%). Forskellen var ikke statistisk sikker (P=0,10).

Der blev vaccineret mod ondartet lungesyge i 7 besætninger og mod PRRS i 2 besætninger blandt de fravænnede grise. Den gennemsnitlige dødelighed i både besætninger med og uden vaccination mod ondartet lungesyge var 11% (P=0,99). De besætninger, der vaccinerede mod PRRS, havde en gennemsnitlige dødelighed på 9%, mens den i de besætninger, der ikke vaccinerede, var 11%. Der var ingen statistisk forskel imellem de 2 grupper (P=0,53).

Driftsmæssige forhold i smågrisestalden

Som det fremgår af tabel 3, havde holddrift en statistisk sikker effekt på dødeligheden i smågrisestalden. Således at de besætninger, der gennemførte holddrift, havde en lavere dødelighed end de besætninger, der ikke gennemførte holddrift.

I 23 besætninger blev E-vitamin tilsat vandet. Dødeligheden blandt de besætninger der tilsatte E-vitamin til vandet var højere, end i de besætninger der ikke tilsatte E-vitamin til vandet. Forklaringen kunne være, at der i de besætninger med den højeste dødelighed gennemførtes flere foranstaltninger til kontrol af sygdommen. Derfor kunne der være en tendens til højest dødelighed blandt de besætninger, der anvendte E-vitamin (tabel 3).

Rengøring mellem hvert hold blev foretaget i 34 besætninger, og i denne undersøgelse havde rengøring ikke indflydelse på dødeligheden under udbruddet. Desinfektion blev foretaget i 29 besætninger, men havde heller ingen sikker effekt på dødeligheden i denne undersøgelse (tabel 3).

I 18 besætninger blev der anvendt antibiotika til kontrol af andre sygdomme, behandlingen blev foretaget som flokmedicinering. Dødeligheden i de besætninger, der anvendte antibiotika, og i de besætninger, der ikke anvendte antibiotika, var på samme niveau, og der var ingen statistisk sikker forskel. 

Tabel 3. Driftsfaktorer i smågrisestalden i 43 PMWS-besætninger med smågrisestalde inkluderet i undersøgelsen. For hver faktor er den gennemsnitlige dødelighed i smågrisestalden udregnet for besætninger med og uden faktoren samt P-værdien fra variansanalysen

Fodring i smågrisestalden
I tabel 4 ses en opgørelse over fodringsprincipper, fodertype og foder opgjort i forhold til dødeligheden i smågrisestalden. Der er ingen af de 3 faktorer (tørfoder/vådfoder, hjemmeblandet/indkøbt, restriktiv/ad lib. fodring), der så ud til at influere på dødeligheden i smågrisestalden.

Tabel 4. Fodring i smågrisestalden i de 43 PMWS- besætninger med smågrisestalde inkluderet i denne undersøgelse. Fodringen er opgjort i 1.periode (de første 14 dage efter fravænning) og 2. periode (resten af tiden i smågrisestalden). Dødeligheden er dødeligheden i smågrisestalden

Faktorer i farestalden

I farestalden var det hyppigste kliniske tegn hos pattegrisene ledbetændelse, der blev observeret i 13 af besætningerne. I 12 af besætningerne blev der observeret diarre (figur 8).

Figur 8. Kliniske fund i farestalden i 38 PMWS-besætninger med farestalde inkluderet i undersøgelsen. En besætning kan være inkluderet med mere end et klinisk tegn

Tilsyneladende var der en normal produktion i farestalden i besætningerne med PMWS, idet produktiviteten i farestalden lå meget tæt på landsgennemsnittet for besætninger med E-kontrol data fra oktober 2001 til oktober 2002 (tabel 5).

Tabel 5. Produktionen i farestalden i 38 PMWS- besætninger med farestalde inkluderet i denne undersøgelse. Produktionen er sammenlignet med landsgennemsnittet

Alle besætninger med undtagelse af en enkelt foretog kuldudjævning. Der var ingen af de undersøgte driftsfaktorer i farestalden, der i denne undersøgelse kunne påvises at have effekt på dødeligheden i smågrisestalden (tabel 6).

Tabel 6. Driftsfaktorer i farestalden i 38 PMWS-besætninger med farestalde inkluderet i denne undersøgelse. Driftsfaktorerne er undersøgt for deres indflydelse på dødeligheden i smågrisestalden

Søernes fodring i farestalden så i denne undersøgelse ikke ud til at have effekt på dødeligheden efter fravænning (tabel 7).

Alle de besøgte besætninger fodrede pattegrisene i farestalden. Det så ud til, at hvis der blev brugt hjemmeblandet foder i farestalden til pattegrisene, var dødeligheden efter fravænning lavere, end hvis der blev brugt indkøbt foder (tabel 7).

Tabel 7. Fodring i farestalden i 38 PMWS-besætninger med farestalde inkluderet i denne undersøgelse. Fodringen er undersøgt for indflydelsen på dødeligheden i smågrisestalde

Polterekruttering og løbninger

Af de 38 sobesætninger var der kun 2 besætninger, der ikke anvendte KS, 4 af besætningerne anvendte intern KS, dvs. 32 af besætningerne indkøbte sæd. 36% af besætningerne indkøbte fra Hatting, 18% fra Ornestation Mors, 13% fra PIC og de resterende 26% havde ikke oplyst, hvorfra de indkøbte sæd.

14 af besætningerne indkøbte polte fra et eller flere steder. Dødeligheden blandt de besætninger, der indkøbte polte, var 12%. De, der ikke indkøbte polte, havde en dødelighed på 11% (P=0,67). Der var ikke statistisk forskel mellem de 2 grupper. De besætninger der har oplyst, hvorfra de indkøbte polte, havde købt polte fra 11 forskellige avls/opformeringsbesætninger, og der var ikke sammenfald imellem avls/opformerings-besætningerne.

Opstaldning i løbedrægtighedsstaldene
30 af besætningerne havde søerne fikseret i løbeafdelingen, mens 10 af besætningerne havde søerne løse i drægtighedsperioden. Dødeligheden i smågrisestalden var uafhængig af opstaldningen i løbeafdelingen (P=0,66) og drægtighedsstalden (P=0,86).

Omløberprocenten varierede fra 4-30% med et gennemsnit på 9,8% (landsgennemsnit 8,2%). Faringsprocenten varierede fra 70-95% med et gennemsnit på 83% (landsgennemsnit 84%). Der er tilsyneladende ingen sammenhæng mellem omløberprocent og dødeligheden i smågrisestalden eller mellem faringsprocenten og dødeligheden i smågrisestalden.

25 af de 38 sobesætninger havde en poltestald, 22 af poltestaldene blev drevet kontinuerligt, og de 21 af poltestaldene blev aldrig rengjort. Der var ingen effekt på dødeligheden i smågrisestalden, der kunne relateres til disse faktorer. De havde en P-værdi på henholdsvis 0,67 og 0,85.

Alle besætninger er tilsyneladende i risiko for at udvikle PMWS uafhængigt af sundhedsstatus og besætningstype. I denne undersøgelse kunne der ikke påvises en effekt af PMWS på effektiviteten blandt søerne.

I denne undersøgelse så det ud til, at sektioneret drift i smågrisestalden og anvendelse af hjemmeblandet foder til pattegrisene i farestalden havde en sikker effekt på dødeligheden i smågrisestalden.

Denne undersøgelse kunne ikke have været gennemført uden hjælp fra afdelingen for Sundhedsrådgivning, Veterinær og levnedsmiddelforhold. Specielt takkes distriktsdyrlæge Claus Heisel, dyrlæge Bjørn Lorenzen, dyrlæge Poul Olsen og assisterende distriktsdyrlæge Kjeld Dahl Winter, som har stået for gennemførelsen af hovedparten af besætningsbesøgene.

Projekt PMWS

Løbe/drægtighedsstald

Klimastald

Ung-/Slagtesvin

Poltestald