Forebyggelse af streptokokhjernebetændelse med antiserum

Hjernebetændelse og ledbetændelse som følge af smitte med streptokok bakterier (Streptococcus suis) en almindeligt forekommende sygdom hos svin. Der kan ses hjernebetændelse hos pattegrise, smågrise og slagtesvin. Steptokok hjernebetændelse kan have et meget hurtigt og fatalt forløb, hvor grisen først observeres, når den er svært påvirket eller død. De vigtigste tegn på hjernebetændelse er høj feber, nedstemthed, skæv hovedholdning, slingerhed, kramper og lammelse. I danske besætninger er det oftest type 2, type 4, type 7 og type 8, der skaber sygdomsproblemer. De alvorligste sygdomsudbrud ses hos smågrisene lige efter fravænning eller senere i klimastalden. I de angrebne besætninger kan sygeligheden ligge på 10% eller derover i kortere perioder. Sygdomsforekomsten i besætningen vil ofte over nogle måneder svinge tilbage til et lavere niveau.

På Danmarks Veterinærinstitut er der blevet udviklet et antiserum overfor en at de vigtigste typer af Streptokok bakterien (type 2). Antiserum har vist sig at kunne forebygge sygdom, dette bruges i forebyggelse af Ødemsyge i en del besætninger. Streptokok hjernebetændelse kunne forebygges hos ca. 50% af grisene i et eksperimentelt forsøg, hvor grisene havde fået antiserum før de blev smittet med bakterien. På denne baggrund blev det valgt at afprøve serumforebyggelse i produktionsbesætninger med sygdomsproblemer.

Undersøgelsen er gennemført som en afprøvning, der var godkendt af Lægemiddelstyrelsen. I alt 3 besætninger blev udvalgt til afprøvningen. Besætningerne blev udvalgt på grundlag af diagnosticeret hjernebetændelse som følge af smitte med type 2 streptokokker og en aktuel sygelighed på 8% eller derover i klimastaldsperioden (2 måneder). Se appendiks 1.

Afprøvningen i en enkelt besætning blev sat i bero, da halvdelen af afprøvningen var gennemført. Årsagen var at der kun havde været et eneste sygdomstilfælde, der kunne relateres til streptokok smitte. Afprøvningen blev ikke genoptaget fordi sygdomsfrekvensen fortsat lå på et lavt niveau i de følgende 8 måneder. Resultater fra denne besætning er ikke medtaget.

I hver besætning blev 1200 grise udvalgt til afprøvningen, hver enkelt gris fik indsprøjtet antiserum eller kontrolserum afhængig af en liste med øremærkenumre (se Figur 1). Flasker med antiserum og kontrolserum var kodet med en farvekode, hverken LU medarbejdere eller personalet i besætningerne havde kendskab til hvilke grise, der havde fået antiserum og hvilke grise der havde fået kontrolserum. Efter behandlingen gik grisene blandet i stierne. Således vil en gris med kontrol-behandling formentlig være udsat for et mindre smittepres end der tidligere har været i besætningen. Omvendt vil grise behandlet med antiserum være udsat for et højere smittepres, sammenlignet med hvis alle grise havde været behandlet med antiserum.

Figur 1. Veterinærtekniker Leif Jørgensen behandler en gris i besætning 1.

Efter behandlingen blev alle sygdoms tilfælde registreret af personalet i besætningen. Grise, der døde som følge af hjernebetændelse, blev sendt til obduktion. Resultater fra obduktion er vist i bilag 2.

I besætning 1 var forekomsten af hjernebetændelse og ledbetændelse 1,76 % og i besætning 2 var den 2,10%, i begge tilfælde meget lavere end de 8-9% der var rapporteret i perioden forud. Dette var udtryk for et generelt fald der omfattede både behandlingsgruppen og kontrolgruppen.

I besætning 1 var der en statistisk sikker effekt af  antiserum som beskyttelse i forhold til sygdom eller dødsfald som følge af hjernebetændelse eller ledbetændelse (P=0,04) (Tabel 3). Også med hensyn til sygdom som følge af hjernebetændelse alene var der en klar tendens til forskel mellem behandlingsgrupperne i besætning 1 (P=0,069)(Tabel 2).

I besætning 2 viste afprøvningen derimod statistisk sikker effekt af kontrolserum som beskyttelse i forhold til sygdom eller dødsfald som følge af hjernebetændelse eller ledbetændelse (P=0,02) (Tabel 3). Men ved sygdom som følge af hjernebetændelse alene var der ikke forskel mellem behandlingsgrupperne i besætning 2 (P=0,26)(Tabel 2).

Der er i begge besætninger tale om meget få behandlinger og få dødsfald i begge grupper.

Der var ikke forskel mellem behandlingsgrupperne i den samlede sygelighed og dødelighed i nogen af besætningerne (henholdsvis P=0,43 og P=0,74).

Der blev set enkelte tilfælde af forbigående bivirkninger i forbindelse til serumbehandling.

Der var forbigående bivirkninger i form af usikker bevægelse og opkast hos 4 grise (0,3%) på 6 uger i besætning 1. Hos 5 ny fravænnede grise ud af de 1200 (0,4%) i besætning 2 var der pusten i op til en halv time efter behandling.

Der blev ikke observeret reaktion i huden på injektionsstedet lige efter behandling. To grise i besætning 2 (0,2%) udviklede en byld i nakkeregionen formentlig som følge af indsprøjtning af serum.

I denne afprøvning har S.suis sygdom udviklet sig dynamisk, med et brat fald, som det kendes fra mange besætninger. Frekvensen af sygdomstilfælde er tidligere rapporteret at være afhængig af mange faktorer såsom årstid, staldklima, management og forekomst af andre sygdomme fx PRRS. Dette vanskeliggør afprøvning af systematiske forebyggende tiltag som serumbehandling.

S. suis sygdom kan skyldes forskellige typer. Besætningerne i denne afprøvning blev valgt på grundlag af sygdom som følge af S.suis type 2. Obduktion af grise fra besætning 2 viste at S.suis type 7 også fremkaldte sygdom i denne besætning. Behandlingsserum indeholder kun antistoffer overfor type 2 og omfanget af en eventuel effekt overfor type 7 kendes ikke. Sydom som følge af S.suis type 7 og muligvis andre agens kan være årsagen til at serumforebyggelse ikke havde effekt i besætning 2.

Kontrolgruppen fik hesteserum fra ikke immuniserede heste. Det er tidligere set at indgift af hesteserum giver en uspecifik immunologisk effekt, der kan give grisen et bedre immunforsvar (LU meddelelse nr. 478). Hvis dette har været tilfældet, så er også kontrolgruppen blevet beskyttet imod infektion i et vist omfang. Det skal dog nævnes at der ikke blev set en øget forekomst af S.suis sygdom efter afslutning af afprøvningen i nogen af besætningerne.   

Grisene var 2 uger ældre ved serumbehandling i besætning 2 i forhold til besætning 1. Der er ikke umiddelbart grund til at tro, at denne aldersforskel har betydning for effekten af serumbehandling. Serumbehandling er passivt tilført immunitet, der nedbrydes. Nedbrydningen af de tilførte antistoffer vil formentlig ske i nogenlunde samme hastighed hos 4 ugers grise og 6 ugers grise.

Serumforebyggelse mod S.suis type 2 kan muligvis reducere antallet af antibiotika behandlinger og dødsfald som følge af hjernebetændelse og ledbetændelse. Men denne afprøvning har ikke endeligt afklaret om serumforebyggelse har effekt under produktionsforhold.

Afprøvningen viste statistisk sikker effekt af antiserum som beskyttelse i besætning 1 (P=0,04), hvorimod der var statistisk sikker effekt af kontrolserum som behandling som beskyttelse imod sygdom eller dødsfald som følge af S. suis sygdom i besætning 2 (P=0,02).

Da der er tale om få sygdoms tilfælde, 1,76% i besætning 1 og 2,10% i besætning 2, bør resultaterne tolkes med forsigtighed. Niveauet for S. suis sygdom i besætningerne var meget lavere i afprøvningsperioden end de 8-9% syge eller døde der var rapporteret fra perioden forud.

Landsudvalget for Svin har ikke aktuelle planer om yderligere undersøgelser af S.suis serumforbyggelse under produktionsforhold.

Tak til afprøvningsværterne

Besætning 1
Afprøvningsperiode. 12/6 2002 til 14/10 2002.

Modtager grise fra friland, 5 uger gamle (9 kg), ca. 300 stk hver 3. uge. Sygdom optræder omkring 3 uger efter indsættelse. Ved 30 kg overføres grisene til en anden lokalitet. Grisene indsættes kontinuerligt i 2 staldafsnit. Stierne har straw-flow med spåner, overdækning af 25% af stien og varme i gulvet. Der fodres med tørfoder, og der gives naturligt E-vitamin i drikkevandet.

Diagnose hjernebetændelse blev stillet i en gris på 8 uger. S.suis type 2 blev dyrket fra hjerne og mellemøre. Det samlede antal behandlede og døde i forbindelse med hjernebetændelse i perioden fra januar til maj 2002 svarende til 8,5%.

Besætning 2
Afprøvningsperiode: 24/10 2001 til 1/3 2002.

Sobesætning på 470 søer. Status blå MS + PRRS-US. Alle dyr sælges ved 30 kg. Der er 2300 grise i klimastaldene. Klimastalden er sektionerede, der tilstræbes holddrift. I de fleste af staldene er der plastspalter, der fodres med tørfoder. Der gives Aureosup Vet. (chlortetracyklin) i foder i den første uge efter fravænning og igen 3-4 dage 3 uger senere i forbindelse med foderskiftet.

Diagnosen hjernebetændelse er stillet hos 2 grise. Der blev isoleret S. suis type 2 fra hjerne på dem begge. Det samlede antal behandlede og døde i forbindelse med hjernebetændelse i perioden august og september 2001 svarede til 9,6%.

Besætning 3
Afprøvningsperiode 3/10 2001 til 30/1 2002, derefter sat i bero fordi der ikke havde været nogen nye tilfælde af hjernebetændelse siden d.3/10 2001. Afsluttet uden genoptagelse d. 13/8 2002.

Besætningen er en integreret sobesætning med 267 søer, status blå SPF uden PRRS og Ap6. Der er 800 slagtesvin på stald, indsættelse i lige uger. Der sælges sogrise til en enkelt aftager.

Smågrisene opstaldes i sektionerede 2 klima stalde. Der er kontinuerlig indsættelse i slagtesvinestalden (et rum). Slagtesvinestald har fuldspaltestier uden strøelse med 18 grise per sti. Grisene flyttes ikke mellem stier inden levering. Foderet er hjemmeblandet tørfoder.

Diagnosen hjernebetændelse blev stillet i et slagtesvin på 60 kg. Det havde hjernebetændelse med isolation af S.suis type 2. Det samlede antal behandlede og døde i forbindelse med hjernebetændelse i perioden juli og august 2001 svarende til 14,5%.

Det var aftalt med afprøvningsværterne at grise, der døde efter en hjernebetændelse skulle obduceres. Desuden blev grise der døde pludseligt uden forudgående sygdom obduceret. I tilfælde hvor grisen var død i en weekend blev kadaveret ikke sendt til obduktion, hvis kadaverets tilstand var for ringe til undersøgelse. Obduktionerne blev foretaget på Laboratorium for Svinesygdomme eller Danmarks Veterinærinstitut.

Besætning 1
Gris modtaget til obduktion d. 8/7 2002 (øremærke ikke noteret), fundet død. Akut hjertedød (Mulberry Heart Disease).
Gris 359 havde tarmbetændelse, der blev påvist hæmolystiske E. coli O138 fra tarm.
Gris 406 havde hjernebetændelse, der blev ikke fundet sygdomsfremkaldende bakterier.
Gris 780 havde hjernebetændelse, der blev ikke fundet sygdomsfremkaldende bakterier.
Gris 1048 havde tarmbetændelse, der blev fundet hæmolystiske E. coli O138 fra tarm.
Gris 1033 havde hjernebetændelse og ledbetændelse, der fundet S. suis type 2 fra hjerne og led.
Gris 1200 havde hjernebetændelse og ledbetændelse, der blev fundet S. suis type 2 fra hjerne. 

I besætning 3 blev der ved obduktion fundet 4 tilfælde af hjernebetændelse, i 2 af grisene blev der fundet S. suis type 2 i hjerne, mens der ikke fundet sygdomsfremkaldende bakterier i de 2 andre grise.

Besætning 2
Gris 274 var ikke egnet til undersøgelse grundet forrådnelse.
Gris 439 havde hjernebetændelse og ledbetændelse. Der blev påvist S. suis type 7 i udsæd fra hjerne og led.
Gris 519 døde kort efter serumbehandling. Årsagen var forblødning som følge af akut skade på leveren.
Gris 631 havde hjernehindebetændelse, der blev påvist S. suis type 2 i led.
Gris 1075 havde hjernebetændelse og tarmbetændelse, der blev påvist non-hæmolytiske E.coli i udsæd fra hjerne og led.
Gris 1165 havde ingen synlige forandringer, men der blev påvist S. suis type 2 i led.

I besætning 2 blev der ved obduktion fundet 3 tilfælde af hjernebetændelse, der blev isoleret S. suis type 7 i én gris, non-hæmolytiske E.coli i den anden, i den tredje var der kun S. suis type 2 i led.

Besætning 3
I besætning 1 blev der ikke påvist hjernebetændelses-dødsfald som følge af S. suis type 2 i afprøvningsperioden på 4 måneder. Der var dog en enkelt behandling med indikationen hjernebetændelse.

To pludseligt døde slagtesvin blev obduceret. Gris 36 og 590, begge havde universel tarmblødning, ingen sygdomsfremkaldende smitstoffer blev fundet.