Resultater fra en tidligere afprøvning viste, at søer opstaldet i enkeltdyrsstier i løbeafdelingen fik 0,3 flere totalfødte grise pr. kuld end søer opstaldet i flok og fodret ad libitum. Denne forskel var statistisk sikker. Der var ingen forskel på faringsprocenten. Søerne blev ca. to dage efter løbning flyttet til en dynamisk gruppe i drægtighedsstalden og fodret individuelt i fælles ædebokse eller via elektronisk sofodring (Medd. nr. 493, Den rullende Afprøvning).

Resultaterne viste, at flokopstaldede søer i løbeafdelingen blev belastet i en sådan grad, at det reducerede kuldstørrelsen. Denne belastning var sandsynligvis forårsaget af flere forhold samt et samspil mellem disse:

Ved at opstalde søer i flok med fri adgang til æde-/insemineringsboks, får søerne en flugtmulighed, mulighed for individuel fodring og ro i forbindelse med inseminering. Derved forventes det, at søerne ikke i samme grad udsættes for belastning.

Formålet med denne afprøvning var at afklare om antal totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent blev påvirket negativt af, at søerne var opstaldet i flok med permanent adgang til æde-/insemineringsbokse i perioden fra fravænning og til umiddelbart efter løbning frem for i enkeltdyrsstier.

Afprøvningen blev gennemført i tre besætninger over en periode på ca. to et halvt år. Følgende forsøgsgrupper indgik i afprøvningen:

Gruppe 1: søer opstaldet i enkeltdyrsstier
Gruppe 2: søer opstaldet i flok med permanent adgang til æde-/insemineringsbokse

I forbindelse med fravænning, blev søerne fordelt tilfældigt mellem de to grupper. Kun søer indgik i afprøvningen. Kuldresultater fra omløbere er ikke medtaget.

Cirka to dage efter løbning blev søer fra begge grupper flyttet til drægtighedsafdelingen. Produktionsforholdene i de tre besætninger fremgår af tabel 1.

I besætning 1 var løbe- og drægtighedsafdelingen i samme staldrum. I besætning 2 og 3 var løbe- og drægtighedsafdelingerne indrettet i hvert sit staldrum.

Fodring

Alle søer i løbe- og drægtighedsafdelingerne var individuelt opstaldet under fodring. Der blev anvendt samme fodringsstrategi for søer i begge grupper indenfor besætning.

Søerne blev fodret efter normen som beskrevet i ”Fokus på Normer for næringsstoffer”, 1998, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER.

Løbestrategi
Løbestrategien var opdelt i følgende punkter:

Ad A.
Ornestimuli var ens for søer i begge grupper, dvs. at søerne havde de samme muligheder for at lugte, høre og se ornen.

Ad B.
På dagen for forventet løbning blev ornen aktiveret og alle søer stimuleret til ”stående brunst”, på følgende måde:

Hvis soen var i ”stående brunst” blev den insemineret (pkt. C). Hvis soen ikke var i stående brunst, blev den flyttet til ornesti for stimulering (evt. bedækning) eller forblev i stien. Dagen efter udførtes atter en stimulering og observering til ”stående brunst”.

Søer i gruppe 2 blev stimuleret af andre søer. Dette til trods, skulle der udføres stimulation til ”stående brunst” på denne gruppe søer. Stimulering kunne foregå enten i flok eller i æde-/insemineringsboks.

Ad C.
Efter observation af ”stående brunst” og indføring af kateter blev søerne i begge grupper stimuleret på følgende måde:

For gruppe 2 søer kunne inseminering finde sted i flok eller i æde-/insemineringsboks.

For begge grupper skulle 2. insemination foretages ca. 24 timer efter 1. insemination - forudsat, at soen fortsat var i brunst. Samme procedure skulle følges (pkt. A til C).

Registreringer
Alle fravænnede søer indgik i afprøvningen. Der blev registreret løbedato herunder brug af KS eller orne og kuldresultater ved faring. Kuldresultater fra omløbere indgik ikke i dataopgørelsen.

Søer i gruppe 2, der på grund af slagsmål, dårlige ben eller af andre årsager ikke kunne klare sig i løbeafdelingen, blev opstaldet individuelt indtil efter løbning. Efter løbning blev de indsat i drægtighedsafdelingen sammen med de øvrige søer i holdet.

Hvis en so blev taget ud af flokken, blev dato, udtagningskode og -årsag registreret.

Udtagningsårsager:

Statistik
De primære måleparametre var antal totalfødte grise pr. kuld og faringsprocent. De sekundære måleparametre var øvrige reproduktionsresultater og udtagningsårsager.

Totalfødte grise pr. kuld blev testet med en variansanalyse ved hjælp af proceduren GLM i SAS. Faringsprocenten blev testet med en chi-square-test.

De primære reproduktionsresultater er vist i tabel 2. Da der ikke var vekselvirkning mellem besætningerne, er resultaterne fra alle tre besætninger slået sammen.

Som det fremgår af tabel 2, var der ikke statistisk sikker forskel mellem de to opstaldningsprincipper med hensyn til totalfødte grise pr. kuld. Søer opstaldet i enkeltdyrsstier havde en lavere faringsprocent end søer i flok med permanent adgang til æde-/insemineringsbokse. Forskellen var statistisk sikker (P=0,01). Årsagen var primært, at søer opstaldet i enkeltdyrsstier i højere grad løb om (tabel 3). Det lave niveau på faringsprocenten skyldes især besætning 2 hvor der i en periode var uforklarlige reproduktionsproblemer for søer opstaldet i begge grupper.

I tabel 4 er søernes omløbningsintervaller vist. Som det fremgår af referenceværdierne var fordelingen af omløbninger normal i begge grupper. Langt de fleste omløbere blev fundet 19-24 dage efter løbning, hvilket indikerer, at søerne ikke har været drægtige. Forklaringen på disse omløbere kan være fejl ved inseminering eller ved løbning.

*) Håndbog i InfoSvin vedr. faringsprocent - effekt af omløberinterval

I tabel 5 er faringsprocenten angivet i relation til antal dage fra fravænning til 1. løbning. Det ses af tabellen, at søer løbet første gang fire dage efter fravænning og opstaldet i enkeltdyrsstier havde en markant lavere faringsprocent end søer løbet første gang fem dage efter fravænning. Denne forskel så man ikke for søer opstaldet i flok med permanent adgang til æde-/insemineringsbokse.

Antallet af løbninger dag fire var høj i forhold til referenceværdierne, specielt var antallet højt for søer i enkeltdyrsstierne, og det ses sjældent, at så mange søer findes i god brunst allerede dag fire. Dette indikerede, at nogle af søerne, der blev løbet ikke var i brunst. Resultaterne tyder således på, at søerne i de to grupper ikke havde et ensartet brunstforløb og/eller at der blev valgt forskellige løbestrategier.

Søerne opstaldet i enkeltdyrsstier var tilsyneladende blevet løbet for tidligt i forhold til brunstens indtrædelse. Driftslederen har sandsynligvis vurderet, at en stor del af søer i enkeltdyrsstierne var i brunst allerede fire dage efter fravænning. Dette kan skyldes, at søer i flok på samme tidspunkt udviste en adfærd der tydede på brunst (opspring) hvorved driftslederen var foranlediget til at vurdere at søerne i gruppe 1 også var i brunst.

Som det fremgår af tabel 6 var der indenfor besætning nogenlunde lige stor andel af naturlig bedækning og inseminering i begge grupper. I besætning 1 og 2 var der 10-20 pct. af søerne der var opstaldet i flok, insemineret ude i aktivitetsområdet. Dette var ikke tilfældet i besætning 3. Forskellen skyldes sandsynligvis, at der i besætning 1 og 2 var opstaldet en orne i tilknytning til aktivitetsområdet. I alle tre besætninger blev hver tiende so i enkeltdyrsstierne løbet en gang ekstra i forhold til søer opstaldet i flok. Dette forstærkede mistanken om, at nogle af søerne i enkeltdyrsstierne blev løbet for tidligt i brunsten.

Som det fremgår af tabel 7 blev 94-99 pct. af søerne flyttet til drægtighedsstalden efter ophold i løbeafdelingen. De resterende søer blev udsat. Den typiske udtagningsårsag var dårlige ben og manglende brunst.

Det fremgår endvidere af tabel 7, at der var meget stor forskel besætningerne imellem hvor mange af de udsatte søer fra besætningen, der var døde eller aflivet. I besætning 1 og 3 var niveauet som fundet i tidligere afprøvning med lignende opstaldningssystemer (Rapport 17, Meddelelse nr. 493) mens niveauet i besætning 2 var betydeligt højere.

Afprøvningen viser således at søerne opnåede de bedste produktionsresultater når de var opstaldet i mindre flokke (7-10 søer) med æde-/insemineringsboks frem for individuelt. Begge opstaldningsprincipper vurderes dog at være lige produktionssikre hvis løbestrategien tilpasses det aktuelle opstaldningsprincip og søerne først løbes ved stående brunst.

Deltagere: Roald Koudal, Jens Martin Strager og Verner Ruby

Afprøvning: p000535