21. august 2003

Meddelelse Nr. 608

Flokstørrelsens betydning for løsgående drægtige søers brug af æde-/hvilebokse i stier med en æde-/hvileboks pr. so og begrænset strøelse

Flokstørrelsens betydning for løsgående drægtige søers brug af æde-/hvilebokse i stier med en æde-/hvileboks pr. so og begrænset strøelse

To forskellige flokstørrelser i stier med en æde-/hvileboks pr. so og begrænset strøelse er i én besætning blevet sammenlignet med hensyn til løsgående drægtige søers brug af arealet uden for boks. Formålet var at afklare om søerne i højere grad benyttede arealet uden for boksene, hvis flokstørrelsen var 6-7 søer frem for 25 søer. Endvidere blev effekten af døgnrytme samt forhold relateret til termoregulering vurderet i relation til søernes brug af boksene. Afprøvningen forløb over et år.

Andelen af søer, der opholdt sig i arealet uden for boksene var relativt lavt, svarende til godt 30 pct. Årsagen til denne adfærd kunne ikke afklares i afprøvningen, men var muligvis relateret til, at stierne var forholdsvis smalle og aflange og med meget begrænset strøelse. I bredere stier med dybstrøelse i lejet, har der i andre undersøgelser vist sig at være en væsentlig større andel af søerne i arealet uden for æde-/hvileboksene.

Flokstørrelsen havde ingen indflydelse på søernes brug af arealet uden for boksene. Det vurderes, at der i forhold til udnyttelse af arealet uden for boksene og andelen af udtagne søer, ikke er belæg for at indrette stierne med små flokke på 6-7 søer. Små flokke - som de i afprøvningen valgte 6-7 søer - medførte et væsentligt øget arbejdsforbrug til åbning af låger mv. i forbindelse med tildeling af strøelse og rensning af stier.

Søernes valg af opholdssted i stien var betinget af stiernes placering i staldrummet og dermed forårsaget af klimatiske forhold. Endvidere udviste søerne en døgnrytme, så flere søer var i arealet uden for boksene om aftenen sammenlignet med morgen og middag. Da klimatiske forhold har indflydelse på søernes adfærd, bør der ved valg af ventilationsprincip og dimensionering af anlægget tages højde for ventilationsbehov, varmestilsætning, bygningsbredde mv. på grund af den lave belægningsgrad, samt det faktum at størrelsen af varmeproduktionen er meget varierende inden for staldrummet.

Der blev observeret en tilsyneladende forskel i søernes valg af opholdssted i forhold til indsættelsestidspunkt, søernes alder samt årstid. Forskellen kunne ikke påvises statistisk med det foreliggende datamateriale. Der er derfor behov for yderligere afklaring af søernes motivation for brugen af arealet uden for bokse.

Med ikrafttrædelse pr. 15. maj 2003 gælder lov nr. 295 af 30. april 2003, som vedrører indretning og drift af stier til løsgående drægtige søer. I nye stalde skal indretning af stierne således opfylde krav om 1,3 m² sammenhængende fast eller drænet gulv med strøelse.


Institution: Landsudvalget for Svin, Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Lisbeth Brogaard Petersen

Udgivet: 21. august 2003

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Management, Stalde og Produktionssystemer