Afprøvning af tørfoder til pattegrise i diegivningstiden

Smågrisenes vægt ved fravænning har betydning for deres vækst efter fravænning. For at tilvænne pattegrisene tørfoder og for at øge fravænningsvægten indkøber mange svineproducenter nogle relativt dyre pattegriseblandinger. Disse gives til pattegrisene før fravænning i farestalden. Blandingerne er dyre, energirige og velsmagende for smågrisene. Det er en ældre opfattelse, at disse blandinger medfører, at smågrisene begynder at æde tørfoder tidligt og forebygger fravænningsdiarré efter fravænning.

Nyere udenlandske erfaringer tyder dog på, at tørfoder før fravænning medfører, at smågrisenes immunapparat er stimuleret ved fravænning. Dette kan betyde, at immunapparatet overreagerer, når smågrisene efter fravænning indtager større mængder tørfoder - med fravænningsdiarré til følge.

Det var afprøvningens formål at undersøge, om en energirig pattegriseblanding og drikkevand, som tilbydes smågrisene i diegivningsperioden, kan sikre smågrisene en tilfredsstillende tilvækst såvel før som efter fravænning.

Afprøvningens gennemførelse

Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger, som anvendte hhv. 23 og 34 dages fravænning i holddrift. Der indgik i alt 6 hold pr. besætning. Kontrolgruppen blev ikke fodret med tørfoder i farestalden før fravænning og fik fravænningsblandingen Maxestart 22 fra Gadeberg efter fravænning. Forsøgsgruppen blev tilbudt Maxeprestarter fra Gadeberg fra fødsel til fravænning og fik derefter fravænningsblandingen Maxestart 22. Smågrisenes kuldvægt ved fravænning blev registreret. Kuldene blev fulgt efter fravænning og mellemvejet 14 dage efter fravænning. I hele perioden fra fødsel til 14 dage efter fravænning blev foderforbrug, daglig tilvækst, foderstyrke og frekvens af diarre hos smågrisene registreret. Der blev ikke anvendt forebyggende behandling mod diarre. Antallet af smågrise, som havde diarre, blev noteret.

Den anvendte pattegriseblanding

Tabel 1 viser sammensætningen og det beregnede indhold af næringsstoffer ud fra standardtal i pattegriseblandingen Maxeprestarter.

Tabel 1. Sammensætning (pct.) og beregnet indhold af næringsstoffer i Maxeprestarter fra Gadeberg
Blanding	Maxeprestarter
Skummetmælkspulver Fiskemel, askefattigt Hvede, mikroniseret *) Majs, mikroniseret *) Fodersukker Druesukker Sojabønner, fuldfede Vegetabilsk fedt Vitaminer og mineralforblanding	20,00 10,00 10,25 10,25 2,50 10,00 20,00 16,00 1,00
I alt Pris pr. 100 kg, kr.	100,00 890,00
Beregnet indhold (standardtal) FEs pr. 100 kg Ford. råprotein, g/FEs Ford. lysin, g/FEs Ford. meth. + cystin, g/FEs Ford. treonin, g/FEs Kalcium, g/FEs Fosfor, g/FEs Kalcium/fosforforhold	157 132 9,16 4,42 6,25 5,30 3,92 1,35
*) Mikroniseringen består af en kraftig varmebehandling (temperatur 100-150 °C) med infrarøde stråler. Opvarmningen skulle medføre, at stivelseskornene forklistrer, hvilket kan medføre en øget fordøjelighed af kornet.

Blandingen var importeret fra firmaet Tuck-feed i England. Maxeprestarter indeholder meget skummetmælkspulver, 20 pct., og kornprodukterne er varmebehandlet. Det er en koncentreret blanding med et beregnet indhold af energi på 157 FEs pr. 100 kg og et fordøjeligt indhold af hhv. råprotein og aminosyrer, som svarer til 4-5 ugers gamle smågrises behov. Forholdet mellem kalcium og fosfor er 1,35:1,0, hvilket er forholdsvis højt, mens niveauet for de to mineralstoffer er meget lavt, især for fosfors vedkommende.

Det garanterede indhold af næringsstoffer ses i tabel 2.

Tabel 2. Garanteret og analyseret indhold af næringsstoffer i Maxeprestarter
Blanding	Garanteret indhold	Analyseret indhold *)
FEs/100 kg Råprotein, g/FEs Træstof, g/FEs Råfedt, g/FEs Lysin, g/FEs Methion + cystin, g/FEs Kalcium, g/FEs Fosfor, g/FEs Kalcium/fosforforhold	155 142 6,45 116 10,32 5,16 - - -	154 145 9,10 127 - - 6,75 **) 5,0 1,35:1,0
*) Gennemsnit af 4 analyser. **) En analyse blev annulleret p.g.a. et ekstremt lavt indhold af kalcium.

Gadeberg oplyser ikke et bestemt indhold af kalcium og fosfor i deres blandinger, idet indholdet efter firmaets mening varierer med indholdet i de enkelte fodermidler, og at kalcium/fosfor balancen opretholdes af somælken. Den importerede forblanding er ikke afstemt m.h.t. kalcium og fosfor. Resultaterne fra de 4 analyser er ligeledes vist i tabel 2. Disse resultater viser, at blandingen indeholdt mere træstof end garanteret. Indholdet af kalcium og fosfor svarede til det beregnede indhold, som er vist i tabel 1.

Smågrisenes produktionsresultater såvel før som efter fravænning er vist i tabel 3.

Tabel 3. Produktionsresultater fra afprøvningen tørfodring i digegivningstiden
Tørfodring før fravænning	-	+	-	+
Besætning	230	230	310	310
Før fravænning: Alder ved fravænning, dage Antal kuld Antal grise ved fravænning Vægt ved fravænning, kg Pct. døde før fravænning kg foder/gris Kr./gris til foder	23 53 531 6,1 5,8 0,0 0,0	23 50 485 6,2 7,6 0,22 1,95	34 50 481 7,8 8,6 0,0 0,0	34 52 478 8,4 8,9 0,31 2,70
Fravænning til 14 dage efter fravænning: Vægt ved mellemvejning Foderstyrke, FEs/kg Foderforbrug, FEs/kg tilvænning Daglig tilvænning, g/dag Pct. med diarré Pct. døde	9,1 0,29 1,49 201 0,6 0,2	9,2 0,30 1,54 196 1,0 0,7	11,8 0,48 1,64 296 0,0 0,0	12,4 0,49 1,63 302 0,0 0,0

Der var godt 10 dages forskel på den anvendte fravænningsalder mellem de to besætninger, hvori tørfodring blev afprøvet. Fravænningsalderen var hhv. 23 og 34 dage.

Der var ikke forskel i fravænningsvægten mellem plus- og minusgruppen i den besætning, som fravænnede ved 3 uger. Derimod var der ca. 0,6 kg i forskel på fravænningsvægten i besætningen, som fravænnede ved 5 uger.

Hvad angår dødeligheden før fravænning, var den 1,8 pct.enheder større hos smågrisene, som fik tørfoder og blev fravænnet ved 3 uger end hos smågrisene, som ikke fik tørfoder. I den anden besætning med 5 ugers fravænning var forskellen 0,3 pct. Afprøvningen giver ikke et entydigt svar på, om den større dødelighed skyldes tørfodringen. Det har kostet 1,95 kr. pr. gris fravænnet ved 3 uger at give tørfoder i diegivningstiden, mens samme udgiftspost beløber sig til 2,70 kr. ved 5 ugers fravænningsalder.

I besætningen med 3 ugers fravænning var der ikke forskel på smågrisenes produktionsresultater fra fravænning og 14 dage frem. I besætningen med 5 ugers fravænningsalder holdt forskellen på 0,6 kg i fravænningsvægt sig indtil mellemvejning 14 dage efter fravænning. Der var i øvrigt ikke forskel på smågrisenes produktionsresultater i denne periode.

Frekvensen af diarre eller pct. døde udviste ikke forskelle mellem de to grupper i de to besætninger i den nævnte periode. Frekvensen af fravænningsdiarré var meget lav i de to sobesætninger, hvorfor sammenhængen mellem tørfodring i diegivningstiden og frekvensen af diarre efter fravænning ikke blev belyst i afprøvningen.

I denne undersøgelse med afprøvning af tørfodring i diegivningsperioden til pattegrise, som blev fravænnet ved 3 ugers alderen, har det i en besætning vist sig, at grisene ikke har kunnet betale for foder og arbejde. Fravænningsvægten blev kun øget med 0,1 kg pr. gris, og dødeligheden steg med 1.8 pct. i gruppen, som fik tørfoder. Udgiften til foder pr. gris blev 1,95 kr.

Resultatet var lidt anderledes i den anden besætning, hvor grisene blev fravænnet ved ca. 5 ugers alderen. I denne besætning har grisene kvitteret for tørfodring i diegivningsperioden med en øgning i fravænningsvægten på 0,6 kg pr. gris. Der var ingen forskel i dødeligheden. Foderudgiften pr. gris var 2,70 kr. Forskellen i fravænningsvægten vedvarede i afprøvningsperioden dvs. 14 dage efter fravænning. Eftersom der ikke forekom diarre i denne besætning, giver undersøgelsen ikke svar på, om tilvænning til tørfoder og en lidt større fravænningsvægt kan reducere diarréproblemet ved fravænning.

Det har således ikke hverken i diegivningsperioden eller perioden efter fravænning været muligt at påvise nogen værdi af, at pattegrisene fik tilbudt tørfoder inden fravænning. Undersøgelsen vil blive gentaget i besætninger med udpræget fravænningsdiarré for nærmere at belyse spørgsmålet om tørfodring af grise, som fravænnes ved 3 ugers alderen i relation til fordøjelighedsforstyrrelser efter fravænning.