Afprøvning af mælkeblanding til pattegrise i diegivningsperioden

En stor del af de grise, der dør før fravænning, dør af sult. Det er tidligere fundet (Meddelelse nr. 61 fra Landsudvalget, Afd. for Fodring og Produktion), at der ikke er nogen væsentlig fordel ved at tilbyde grisene tørfoder, når de fravænnes ved 3 uger. Der er nu kommet nye mælkeerstatninger med lavt pH, og det er blevet aktuelt at undersøge, om disse har en generel effekt på grisenes trivsel, og derfor med fordel måske kan gives til alle kuld i diegivningsperioden.

Formål

Formålet var at undersøge, om fodring med mælkeerstatningen Porcomel til diende pattegrise havde nogen effekt på dødelighedsprocenten, vægt ved fravænning og ensartethed ved fravænning.

Afprøvningen er gennemført i 2 sobesætninger, som fravænner ved ca. 3 uger. Halvdelen af grisene i hvert hold fik tilbudt mælkeerstatning fra fødsel til fravænning, og den anden halvdel fik kun somælk. Udfodringen er sket i Dofra drikkeautomater, som er en lukket cylinder med påmonteret skål. Der er fodret med tilstrækkelig mængde til, at grisene kunne drikke ad libitum. Der blev ikke påfyldt mere, end det forventedes, at grisene drak på en dag. Foderskålene blev renskyllet ved hver påfyldning, men foderautomaterne blev kun rengjort ved start af nyt kuld.

I afprøvningen er søerne vejet før faring og ved fravænning, og grisenes fødselsvægt er registreret kuldvis. Foderforbrug og sygdomsfrekvens er registreret ved søer og pattegrise. I den ene besætning er de enkelte grise i kuldet vejet ved fravænning, og i den anden er 1/3 af grisene enkelt-dyr-vejet, og de resterende er vejet kuldvis.

Mælkeerstatning

Tabel 1 viser sammensætningen af mælkeerstatningen. Det skal bemærkes, at der er tilsat 0,6 pct. fumarsyre og 0,3 pct. citronsyre. I forsøgsperioden har salgsprisen været 11 kr. pr. kg. Opblandingen foregår ved at udrøre 150 g i 1 liter varmt vand. Porcomel fremstilles i Holland.

I tabel 2 er vist det deklarerede indhold samt gennemsnit af 6 analyser og min.-max. værdier. Der er kun målt pH en gang.

Analyseresultaterne i tabel 2 viser, at energiindholdet i Porcomel er 9 FEs pr. 100 kg højere end deklareret. Dette skyldes formodentlig et højere indhold af let hydrolyserbare kulhydrater i blandingen end forventet, og det er også usikkert, hvad de forskellige varianter af vallepulver indeholder. Beregningen af FEs på baggrund af kemisk analyse er derfor temmelig usikker.

Syrebindingstallet er et udtryk for den mængde saltsyre, som skal tilsættes 1 kg foder, for at pH bliver 3,0.

I somælk er indholdet af lysin 0,8 g pr. FEs større end i Porcomel, og indholdet af methionin 1,0 g pr. FEs mindre. Analyserne viser, at der foruden et lavt indhold af calcium og fosfor også er et skævt forhold mellem disse. I tabel 3 er vist sammensætning af opblandet Porcomel og somælk fra 2. laktationsuge (Nielsen og Danielsen, S.H. meddelelse nr. 461, 1982). Tabel 3 viser, at somælk er mere koncentreret end Porcomel opblandet ifølge brugsanvisning.

Produktionsresultaterne fremgår af tabel 4.

Tabel 4 viser, at der har været sikker forøgelse af vægt hos grisene, der fik mælkeerstatningen Porcomel sammen med somælk. Forøgelsen har været 0,4 kg. Forbruget af mælkeblanding pr. kuld har været 3 FEs større i besætning 619 end i besætning 517, sandsynligvis fordi der i besætning 619 er fodret 2 x daglig med lun Porcomælk og kun 1 x daglig i besætning 517. I besætning 619 er opnået større effekt af Porcomel målt som bedre tilvækst. Et forbrug på i gennemsnit 7,5 FEs pr. kuld svarer til, at hver gris drikker 5 liter mælkeerstatning på 3 uger. Udgifterne til mælkeerstatningspulveret bliver 6,54 kr. pr. gris. Der er optaget 1,9 FEs Porcomel pr. kg mertilvækst.

Det er undersøgt ved enkeltdyrsvejninger, om spredningen på grisenes vægt ved fravænning ændres ved at give Porcomel. Porcomel havde ingen effekt, idet spredningen specielt i besætning 619 ser ud til at blive større, når grisene får mælkeerstatningen. Tilsyneladende har flest grise i gruppen med Porcomel haft diarre. Det er registreret kuldvis, og forskellen i resultatet er ikke statistisk signifikant. I besætning 517 er der tendens til lavere dødelighed i gruppen, der fik Porcomel. Der er ingen sikker forskel på dødelighed, men den er rimelig lav både ved forsøgs- og kontrolholdet.

Søernes foderstyrke og vægttab er forskellig i de 2 besætninger. Vægttabet er målt som vægten før faring - vægt efter fravænning. Den højeste foderstyrke giver mindst vægttab og større fravænningsvægt. Årsagen til, at søerne har villet æde mere i besætning 619 end besætning 517 kan være, at der i besætning 619 anvendes vådfodring, mens der blev anvendt tørfodring uden forvanding i besætning 517.

Ved sammenligning af de 2 besætninger ses, at søerne får 8 kg mindre vægttab, når de får en stærkere fodring på 0,8 FEs (korr. for antal grise) dagligt i diegivningstiden. Det er en fordel, hvis søernes vægttab minimeres af hensyn til næste løbning og drægtighedsperiode. Danielsen & Nielsen (S.H. meddelelse nr. 415, 1982) undersøgte søernes vægttab, og resultaterne herfra korrigeret til 3 ugers fravænningsalder og samme antal grise født er sammenstillet med afprøvningsresultatet i tabel 5.

Danielsen & Nielsen fandt, at en forøgelse af vægttabet med 10 kg medfører, at tilvæksten i den efterfølgende drægtighed kun stiger med 3 kg, hvorved soen ved næste faring "mangler" 7 kg i vægt. Mælkeydelsen bliver reduceret med 0,3 kg daglig, og dødeligheden stiger med 0,2 pattegrise pr. kuld pr. 10 kg vægttabet forøges.

Fodring med mælkeerstatninger indebærer en del ekstra arbejde, idet fodringen skal ske daglig og endnu bedre flere gange dagligt til smågrise, idet de helst drikker mælken varm. Drikkeautomaterne skal endvidere rengøres jævnligt. Fodring kan også ske i små trug, men man skal så være meget omhyggelig med at rengøre disse.

Effekten af at give Porcomel var 0,4 kg større tilvækst indtil 24 dage. Udgiften til foder var 65 kr. pr. kuld. Hertil skal lægges 1/2 times arbejdsforbrug pr. kuld samt forrentning og afskrivning af drikkeautomater, hvis disse bruges. Den totale udgift bliver derfor mindst 100 kr. pr. kuld, svarende til ca. 230 kr. pr. årsso. Gevinsten kan være 2 dages tidligere fravænning, hvorved soen kan have 0,03 kuld mere pr. år. Gevinsten ved dette er teoretisk ca. 75 kr. pr. årsso. Alt i alt er det i henhold til denne afprøvning en dårlig forretning at give mælkeblandingen, hvis ikke det medregnes, at en god start har indflydelse på grisenes produktionsresultater efter fravænning. Afprøvningen har også vist, at jo flere grise, der er pr. kuld, jo større er tilvækstforøgelsen pr. kuld af at få mælkeerstatningen.

I kommende afprøvninger sammenlignes effekten af mælkeerstatning og tørfodring til pattegrisene. Grisenes vægt, diarréfrekvens og dødelighed indtil 14 dage efter fravænning skal registreres. Forskellige mælkeerstatninger vil indgå i undersøgelserne.