Afprøvning af smågriseblanding med hvede kontra byg

Iagttagelser kunne tyde på, at der i besætninger med diarréproblemer hos smågrise forekommer flere diarrétilfælde, når hvede indgår som eneste kornart i smågriseblandingen. Der er derfor gennemført en afprøvning af blandinger med hvede kontra byg som eneste kornart.

Formålet var at sammenligne foderudnyttelse, tilvækst, antal behandlinger for diarre og dødelighed ved anvendelse af de 2 smågriseblandinger.

Afprøvningen blev gennemført i 2 sobesætninger, der fravænner ved ca. 4 uger. Ved indsættelse i fravænningsstalden blev grisene fra hvert kuld ensartet fordelt i 2 grupper.

Afprøvningen omfattede i alt 4 hold pr. besætning. Alle hold fik startfoderblanding, indtil de var 5 uger. Derefter fik kontrolgruppen en fuldfoderblanding sammensat af 31% DLG-smågrisekoncentrat + 69% byg, medens forsøgsgruppen fik en blanding bestående af 34% DLG-smågrisekoncentrat + 66% hvede. Afprøvningen blev afsluttet, da grisene vejede ca. 25 kg.

Foderblandingernes næringsindhold

Der blev indsendt foderprøver til Bioteknisk Institut, Kolding, til fuldstændig foderstofanalyse samt til analyse for indhold af kalcium og fosfor. Det beregnede og analyserede indhold af næringsstoffer fremgår af tabel 1.

I besætning 238 blev der i bygblandingen fundet et væsentligt højere indhold af kalcium og fosfor end beregnet.

Produktionsresultaterne fra afprøvningsperioden er vist i tabel 2.

I begge besætninger blev nogle grise i 1. hold behandlet for diarre. Dødeligheden var stort set ens for begge grupper. I besætning 238 blev der anvendt smågrisekoncentrat tilsat 40 ppm Tylosin i hele perioden. Modsætningsvis blev der brugt smågrisekoncentrat tilsat 20 ppm Carbadox til de 3 første hold i besætning 517, derefter Tylosin.

Hvedeblandingen gav i besætning 238 et positivt udslag for daglig tilvækst i samtlige hold. Der kunne ikke påvises forskel mellem grupperne i besætning 517, hvor spredningen mellem holdene var størst. For begge besætninger under et fandtes et lille, ikke signifikant udslag i daglig tilvækst til fordel for hvedeblandingen. Dette skal ses i sammenhæng med en signifikant højere foderstyrke på hvedeblandingen. I begge besætninger havde grisene stor appetit på hveden, men foderforbruget på hvedeblandingen blev 0,05 FEs højere pr. kg tilvækst end på bygblandingen. På grund af den usædvanlige lille spredning var resultatet signifikant.

Lignende resultater fremgår af et forsøg udført af Statens Husdyrbrugsforsøg vedrørende forskellige kornarters indflydelse på fravænnede grises ædelyst, vækst og sundhed (Meddelelse nr. 546 fra Statens Husdyrbrugsforsøg). Der fandtes her en ikke signifikant forskel i gennemsnitlig daglig tilvækst (4-10 uger) på 3 g til fordel for hvedegruppen. Byggruppen udnyttede foderet bedre, idet forskellen var 0,11 FEs pr. kg tilvækst (signifikant). Hvedeholdet kunne optage flere FES pr. gris daglig.

For at klarlægge årsagen til, at hvede tilsyneladende udnyttes dårligere end byg, blev der foretaget en aminosyreanalyse på 2 prøver af byg- og hvedeblandingerne fra besætning 517. Analyseresultaterne samt det beregnede indhold af aminosyrer er vist i tabel 3.

Det fremgår af tabel 3, at såvel byg- som hvedeblandingerne indeholdt mindre lysin, methionin og treonin end beregnet. Underindholdet var dog mest markant for hvedeblandingens vedkommende. Beregnet i forhold til normen for fordøjelige aminosyrer til 5-ugers smågrise indeholdt hvedeblandingen 7,4% mindre lysin og methionin samt 5,6% mindre treonin. De tilsvarende tal var for bygblandingens vedkommende et mindre indhold på henholdsvis 3,2% lysin, 7,4% methionin og 3,7% treonin.

At hvedegruppen har udnyttet foderet ringere end byggruppen, kan hænge sammen med det forholdsvis lave aminosyreindhold i hvedeblandingen.