Vandtildeling til søer i diegivningsperioden

I meddelelse nr. 54 fra Den rullende Afprøvning blev sammenlignet tørfodring, tørfodring med forvanding og vådfodring af søer. Der fandtes her en svag stigende fravænningsvægt, når der blev fodret med opblødt foder. Derfor blev det besluttet at foretage en afprøvning af forvanding i forbindelse med tørfodring i sammenligning med almindelig tørfodring og vandventil.

Formål

Det var undersøgelsens formål at belyse vandtildelingens betydning for søernes foderoptagelse i diegivningsperioden. i de to sobesætninger blev søerne opdelt i to grupper, hvor den ene gruppe blev fodret med tørfoder og den anden med tørfoder og forvandingsanlæg. Vandet blev uddoseret i samme mængde som foderet umiddelbart før fodringen. Alle søerne havde drikkeventil.

Søerne blev i drægtighedsstalden fodret efter gældende norm, og i farestalden blev de fodret efter tilnærmet ædelyst. I besætning 281 blev fodret 3 gange dagligt, og i besætning 212 blev fodret 4 gange dagligt, hvor dog to morgenfodringer var placeret umiddelbart efter hinanden. Denne fodringsmetode skyldtes, at der i denne besætning var små fodertrug, der vanskeligt kunne rumme både vand og foder.

Søernes huld blev registreret ved vejning 3 dage før faring i besætning 281 og 7 dage før faring i besætning 212 samt ved fravænning. Foderforbruget blev registeret for hver so. Søerne var i den samme gruppe gennem hele afprøvningsperioden. Besætning 281 fravænnede grisene ved ca. 4 uger, og i besætning 212 blev halvdelen af grisene fravænnet ved 3 uger og overført til klimastald, og den anden halvdel af grisene blev fravænnet ved ca. 4 uger og overført til en ministald.

Beskrivelse af forvandingsanlægget

Forvandingsanlægget var af fabrikatet Unni og består af en 400 l vandbeholder, en pumpe, et kontrolur, PVC-rør og PEL-slanger til hver gruppe. Ved hver krybbe var en reguleringsventil. Forvandingsanlægget fungerede tilfredsstillende i afprøvningsperioden.

Produktionsresultaterne er beskrevet i tabel 1.

Af tabel 1 fremgår, at vægttabet i diegivningsperioden med eller uden forvanding er næsten ens. Vægten af fostre, fosterhinder og væske er ca. 17 kg. I besætning 281 er der tendens til størst vægttab hos den gruppe søer, der fik forvanding, og det modsatte er tilfældet i besætning 212. Vægttabet er en funktion af foderstyrken, og det ses, at det ikke lykkedes at øge foderstyrken i gruppen med forvanding. Der var heller ingen gennemsnitlig effekt på antal fravænnede grise og disses vægt ved fravænning. Dødeligheden var i begge besætninger og begge grupper høj i diegivningsperioden.

I tabel 2 er vist produktionsresultaterne ved sammenligning af 3 og 4,5 ugers fravænning med og uden forvanding i besætning 212.

Tabel 2 viser, at ved 3 ugers fravænning er vægttabet 3,5 kg mindre ved de søer, der fik forvanding. Effekten smittede ikke af på grisenes fravænningsvægt, idet disse var mindst i gruppen med forvanding, og dødeligheden var højest. Foderstyrken var den samme, om søerne fik forvanding eller ej.

I tabel 3 er vist produktionsresultaterne opdelt på kuldnr. Tabel 3 viser, at vægttabet i diegivningsperioden er nogenlunde konstant fra og med andet kuld. I besætning 212 var vægttabet mindst blandt de søer, der fik forvanding ved de første 3 kuld. Ved besætning 281 var det kun 3. lægs søerne på forvanding, der havde mindst vægttab.

I tabel 4 er vist en opgørelse af vandbruget i den ene besætning efter afprøvningens ophør. Vandventilerne er af typen Protekta trykventiler. I den anden besætning var Lund trykventiler.

Tabellen viser, at søerne har drukket 1,8 l mere vand pr. døgn i gruppen, der får forvanding.

Årsagen til, at forvanding ikke har givet større daglig foderoptagelse, mindre vægttab i diegivningsperioden og større smågrisevægt ved fravænning skal formentlig søges i, at der i begge besætninger var en høj foderstyrke til søer i diegivningsperioden. Foderstyrken var ca. 5,7 FEs pr. dag.

I meddelelse nr. 71 fra Den rullende Afprøvning, er beskrevet, at i en besætning med vådfodring og en daglig foderstyrke på 5,1 FEs var vægttabet i diegivningsperioden 30 kg, og i en anden besætning med tørfodring uden forvanding var den daglige foderstyrke kun 4,1 og her var vægttabet 38 kg.

Årsagen til, at det korrigerede vægttab i besætning 281 har været større end i besætning 212 er, at i besætning 212 fik søerne i perioder en lidt højere foderstyrke end i besætning 281. I begge besætninger blev søerne fodret restriktivt i dieperioden efter 21 dage, og det er nok forklaringen på, at der kun fandtes en formindskelse af vægttabet ved forvanding hos de søer, der fravænnede grisene ved 3 uger (tabel 2). De første dage efter faring skal man sandsynligvis ikke benytte forvanding, idet der let kan komme til at stå vand og foder i truget hos de søer, der har besvær med at æde det tildelte foder.

Det må konkluderes, at hvis der kan opnås en god foderstyrke i diegivningsperioden, er der ingen gunstig effekt af forvanding.