Fodring af pattegrise

Ved en tidligere afprøvning (Meddelelse nr. 71, Den rullende Afprøvning) er fundet en større fravænningsvægt ved grise, der fik mælkeerstatningen Porcomel fremfor ingen fodring i diegivningsperioden, og samtidig fandtes en forøgelse af diarréfrekvensen. Da antallet af dansk producerede mælkeerstatninger samt forskellige slags importerede mælkeerstatninger er stigende, og da det stadig diskuteres, om grisene skal have foder inden fravænning, blev der igangsat en afprøvning til afklaring af disse spørgsmål.

Formål

Formålet var at undersøge, hvilken betydning fodring af grise før fravænning ved 3-4 ugers alderen har. Endvidere blev undersøgt produktionsresultaterne efter fodring med forskellige slags mælkeerstatninger og forskellig slags tørfoder. De anvendte foderblandingers indvirkning på produktionsresultater malt som tilvækst, dødelighed og diarréfrekvens blev registreret.

Der er gennemført to afprøvninger. I hver afprøvning indgår to besætninger. Der deltog forskellige besætninger i de to afprøvninger.

I den ene afprøvning blev undersøgt mælkeerstatningen Porcomel og tørfoderet Primor kontra ingen fodring af pattegrise. Porcomel er en hollandsk mælkeerstatning, der sælges i Danmark af Vinge Import. Primortørfoder sælges af KFK. Søerne blev vejet før faring og efter fravænning. Resultaterne fra denne afprøvning er beskrevet i afsnit A.

I den anden afprøvning indgik mælkeerstatningerne Linds og Biggenstart 100 samt tørfoderet Hyostarter I. De to mælkeerstatninger importeres fra Holland og markedsføres hhv. af Linds kemiske fabrikker og Denkavit. Tørfoderet Hyostarter markedsføres af Dansk Grovvare Discount. Resultaterne fra denne afprøvning er beskrevet i afsnit B.

Udfodring af mælkeerstatning og tørfoder er sket dagligt fra grisene var 1 uge gamle, og der er fodret med tilstrækkelig mængde til, at grisene kunne æde ad libitum. Fodringsmetode med mælkeerstatning er beskrevet i Meddelelse nr. 71, Den rullende Afprøvning.

AFSNIT A: Ingen foder - Porcomel mælkeerstatning - primor tørfoder

Foderblandingernes sammensætning og indhold

Tabel 1 viser sammensætningen af foderblandingerne. Efter at 1/3 af forsøget var kørt, blev der skiftet fra den oprindelige Porcomel til den nye Porcomel II. Forskellen ligger især i, at man i Porcomel II har anvendt mere vallepulver og mindre dextrose.

I tabel 2 er vist foderblandingernes indhold af næringsstoffer. Råprotein og aminosyreindhold er højere i Porcomel II, men energikoncentrationen er den samme som i Porcomel I, jvf. tabel 2. Det bemærkes, at Ca- og P-indholdet i Porcomel er lavt i forhold til normen på hhv. ca. 10 og 8,5 g pr. FEs. Alligevel er syrebindingskapaciteten høj. Det skyldes et højt indhold af mælkeprodukter i foderet.

Af tabel 2 fremgår det ligeledes, at Na-indholdet er ekstremt højt i Porcomel, idet normen er 1,5 g pr. FEs, og indholdet i somælk er 0,9 g pr. FEs. Det analyserede indhold på 9-10 g pr. FEs medfører, at der må lægges begrænsninger på, hvor koncentreret somælkserstatningen kan opblandes. Af hensyn til kroppens væskebalance har det betydning, at forholdet (ca. 1:2) mellem natrium og kalium opretholdes.

For salt ligger normangivelsen på 3-5 g pr. FEs, hvilket må sammenlignes med en variation fra 12-20 g pr. FEs i analyserne af Porcomel. Et overforbrug af chlorioner øger behovet for kationer (fx Na, K, Ca, Mg) og vand.

Tørfoderblandingen Primor har et højere aminosyreindhold end normen for 2 ugers grise (se tabel 6). Calcium- og fosfor-indholdet passer med normerne. Imidlertid viste en enkelt af analyserne et Ca/P forhold på 1,51, hvilket er for højt.

Produktionsresultater fremgår af tabel 3.

Tabel 3 viser, at der opnås en højere fravænningsvægt ved anvendelse af suppleringsfoder, end nar grisene udelukkende dier hos soen. En statistisk analyse viser, at såvel Porcomel-gruppen som Primor-gruppen har signifikant højere fravænningsvægt end grisene, der ikke far ekstra foder. Primor-grisene vejer 0,35 kg mere end kontrolgruppen, og Porcomel-grisene vejer ved fravænning 0,46 kg mere end kontrolgruppen.

Foderoptagelsen er ligeledes signifikant forskellig. Grisene har tilsyneladende helst villet optage mælkeerstatningen Porcomel, idet der er forbrugt næsten 3 gange så mange foderenheder af dette som af tørfoderet Primor. Mertilvæksten for Porcomel-gruppen var 4,6 kg pr. kuld, og forbruget af Porcomel var 4,38 FEs pr. kuld. Tilvækstforøgelsen for Primor-gruppen var 3,5 kg og foderoptagelsen var kun 1,58 FEs pr. kuld. Andre forhold end tørfoderet fx soens mælkeydelse må have givet anledning til tilvækstforøgelsen.

En registrering af diarréfrekvensen viser, at den i perioden fra 7 dage til fravænning har været signifikant højere for gruppen, der har fået Porcomel. Forklaringen herpå kan være det høje saltindhold i Porcomel. Det er dog sandsynligt, at den højere foderoptagelse i Porcomel-gruppen ligeledes har forøget diarréproblemerne.

For søernes vedkommende blev der fundet et forøget vægttab for grupperne, hvor smågrisene har fået Porcomel eller Primor. Der er dog ikke tale om udsving ud over, hvad der kan skyldes tilfældigheder.

AFSNIT B: Linds mælkeerstatning - Biggenstart 100 mælkeerstatning - Hyostarter tørfoder.

I tabel 4 er vist de afprøvede foderblandingers sammensætning. De to typer mælkeerstatning, Linds og Biggenstart, er begge karakteriseret ved et meget højt natriumindhold. Fodernormen på 1,5 g Na pr. FEs overgås langt af det analyserede indhold på hhv. 7,1 og 7,2 g Na pr. FEs. Det samme er tilfældet for saltindholdet, hvor normen ligger på 3-5 g pr. FEs mod det analyserede indhold på hhv. 13,4 og 18,0 for Linds og Biggenstart. Det høje saltindhold skyldes, at forskellige kvaliteter af vallepulver indgår som hovedingrediens i blandingerne. Tørfoderet Hyostarters saltindhold ligger kun på ca. 1/3 af indholdet i mælkeerstatningerne.

Principielt bør aminosyresammensætningen i det suppleringsfoder, der gives til pattegrisene under diegivningen, svare til den sammensætning, man finder i somælk, da dette må antages at være det biologisk optimale.

Også her bemærkes det høje indhold af vallepulver i mælkeerstatningerne.

Af tabellen fremgår, at det beregnede indhold af fordøjeligt lysin er lavere i foderblandingerne såvel i relation til normen for 2 ugers grise som til indholdet i somælk. Også methionin-indholdet i Linds og Biggenstart er lavt sammenlignet med det ønskede niveau.

Produktionsresultaterne fremgår af tabel 7.

Af tabel 7 ses, at der var 0,4-0,5 kg højere tilvækst hos grisene, der har fået Linds mælkeerstatning end hos de øvrige. Foderoptagelsen pr. kuld er størst for Biggenstart, lidt mindre for Linds og mindst for tørfoderblandingen Hyostarter I. Tilvæksten er ikke proportional med foderoptagelsen, fordi Biggenstart-grisene foruden den største foderoptagelse også har haft flest diarréproblemer.

Foderomkostningerne har, som det ses af tabellen, været størst for Biggenstart og mindst for Hyostarter I.

Afprøvningen viste, at der blev opnået en højere fravænningsvægt ved anvendelse af suppleringsfoder, end når grisene udelukkende diede hos soen. Når der blev fodret med mælkeerstatning var der flest diarréproblemer. Derfor er det vigtigt at begrænse grisenes foderoptagelse. Fodring med tørfoderblandinger gav ikke diarréproblemer, og fravænningsvægten ved 27 dage var større i gruppen, der fik tørfoder, end i gruppen der ingen foder fik.

Mælkeerstatningen Biggenstart var vanskeligere at oprøre end de øvrige, og drikkeskålen blev hurtigt tilklistret og ildelugtende ved brug af denne foderblanding.

I det følgende er foretaget økonomiberegninger for de to afprøvninger. I den første afprøvning tages udgangspunkt i anvendelsen af suppleringsfoder sammenlignet med ingen ekstra fodertildeling, mens der i anden afprøvning beregnes den økonomiske konsekvens af at anvende somælkserstatning sammenlignet med tørfodertildeling. Værdien af den forøgede tilvækst beregnes ved at omsætte den i tidligere fravænning og et forøget kuld-antal pr. årsso. Der regnes med 1/2 times arbejdsforbrug pr. kuld til udfodring af mælkeerstatningerne.

Der er en direkte økonomisk gevinst ved anvendelse af Primor modsat Porcomel, der udviser negativt resultat.

Linds somælkserstatning og tørfoderet Hyostarter giver næsten samme resultat. Resultatet er meget følsomt overfor den ønskede aflønning til arbejde. Generelt vil det dog ikke være rentabelt at anvende somælkserstatninger til alle kuld grise.

Det er undersøgt, om der var større gevinst ved at anvende suppleringsfoder til store kuld fremfor små kuld, men der fandtes ikke større tilvækstforøgelse ved at give mælk eller tørfoder udelukkende til store kuld.

Det er tidligere fundet, at det ikke er rentabelt at tilbyde tørfoder, nar grisene fravænnes ved 3 uger eller tidligere (Meddelelse nr. 61). Nye undersøgelser bl.a. engelske viser, at anvendelse af tørfoder til grise, der fravænnes ved 3 ugers alderen kan medføre en allergisk reaktion overfor sojaskråen i foderet, hvis grisene kun optager lidt foder i diegivningsperioden. Dette kan medføre større problemer med fravænningsdiarré, men ofte indeholder de tidlige fravænningsblandinger kun lidt sojaskrå.

Da grisene gerne optager mælkeerstatning, og da disse har et lavt indhold af sojaskrå, er det tænkeligt, at det ikke forårsager de nævnte fravænningsdiarréproblemer. På den anden side er der ofte diarréproblemer efter fodring med mælkeerstatning. Disse problemer må kunne løses ved en mere behersket anvendelse af valleprodukter i mælkeerstatninger, således at indholdet af natrium, kalium og klor kommer i en bedre balance. Ved et besøg på Landbrugsuniversitetet i Nottingham blev oplyst, at ved sammensætning af foderblandinger skal tilstræbes følgende balance:

pct. Na × 1000/22,9 + pct. K × 1000/39,1 ÷ pct. Cl × 1000/35,5  =  25 meq pr. 100 g foder

Det blev oplyst, at hvis man ramte væsentlig ved siden af denne ligning, vil risikoen for diarréproblemer øges. En analyse af forskellige mælkeerstatninger har vist en spredning fra 19-66 meq pr. 100 g foder.