Smågriseblandinger med forskelligt calcium-/fosforforhold

I flere besætninger var der hos smågrisene observeret trivselsproblemer, som formodedes at skyldes et uheldigt forhold mellem calcium og fosfor i foderblandingen. Efter skift til blandinger med "normalt" Ca/P-forhold skete der tilsyneladende en hurtig bedring.

Formål

Afprøvningens formål var at sammenligne foderudnyttelse, tilvækst, antal behandlinger for diarre, dødelighed og produktionsøkonomi ved anvendelse af smågriseblandinger med forskelligt Ca/P-forhold fra grisene fravænnes, og indtil de vejer ca. 25 kg.

Afprøvningen blev gennemført i perioden oktober 1984 - maj 1985 i 3 sobesætninger, hvor grisene fravænnes ved ca. 3 uger. Ved fravænning blev kuldene delt således, at grupperne var ens med hensyn til afstamning, køn og begyndelsesvægt. Der indgik 4 hold pr. besætning.

Der blev anvendt indkøbte fuldfoderblandinger. Det høje Ca/P-forhold blev opnået ved justering af indholdet af dicalciumfosfat og kridt. Blandingernes beregnede indhold af næringsstoffer fremgår af tabel 1-3.

Der blev indsendt foderprøver til Bioteknisk Institut, Kolding, til fuldstændig foderstofanalyse, inkl. calcium og fosfor, samt til bestemmelse af syrebindingskapacitet.

Det deklarerede og analyserede indhold af næringsstoffer er vist i tabel 4-6. Af tabellerne 4-6 fremgår det, at det analyserede indhold af FEs i de fleste tilfælde afveg med 1-2 FEs pr. 100 kg fra det deklarerede. Afvigelserne var i såvel opad- som nedadgående retning. Resultaterne af de fulde foderstofanalyser viste generelt rimelig overensstemmelse med det beregnede næringsstofindhold.

Det var planlagt, at Ca/P-forholdet skulle være ca. 1,15 i kontrolgrupperne og ca. 2,0 i forsøgsgrupperne. Som vist i tabellerne 4-6 blev forskellene i Ca/P-forhold mellem grupperne generelt lidt mindre, end det var planlagt.

Kontrolgrupperne på DLG-foder havde næsten alle et højere Ca/P-forhold (1, 2- 1,3) end forventet. Forsøgsgrupperne på såvel FAF-som DLG-foder havde derimod et lidt lavere Ca/P-forhold (1,8-1,9) end tilsigtet. Det analyserede indhold af calcium og fosfor viste med 2 undtagelser en rimelig overensstemmelse med det deklarerede. Der fandtes intet konsekvent over- eller underindhold af mineraler i forhold til det deklarerede indhold.

Målinger af syrebindingskapaciteten viste forskelle på op til ca. 150 meqv./kg mellem prøver af samme blanding. Den typiske forskel var 50-60 meqv./kg. Disse forskelle kunne ikke forklares ud fra blandingernes sammensætning og næringsindhold.

Produktionsresultaterne fra afprøvningen er vist i tabel 7. Der fandtes ingen signifikante forskelle mellem gruppernes gennemsnitlige daglige tilvækst og foderudnyttelse i de enkelte afprøvningsperioder og for afprøvningen som helhed.

Foderet med forhøjet Ca/P-forhold havde således ingen negativ effekt på smågrisenes tilvækst og foderudnyttelse. Til gengæld blev antallet af diarrébehandlinger øget i de første 14 dage efter fravænning i høj Ca/P-gruppen i de 2 besætninger, som tidligere havde haft diarréproblemer. Der var en tendens til, at diarreerne var mere omfattende, og at de brød ud 1 dag tidligere hos grise på foderet med højt Ca/P-forhold sammenlignet med grise på kontrolfoderet. Ved foderskift efter 14 dage var der stort set ingen forskelle i antallet af behandlingskrævende diarreer.

Antallet af diarrébehandlinger var forskellige fra besætning til besætning. I besætning A blev ingen af grupperne behandlet for diarre i afprøvningsperioden. Besætning C havde diarréproblemer i 1 ud af 4 kontrolhold i de første 14 dage efter fravænning, medens 3 ud af 4 hold med højt Ca/P-forhold måtte behandles i denne periode, heraf samtlige grise på 1 hold. Ved foderskift efter 14 dage blev der behandlet kollektivt mod diarre på de fleste af holdene. Besætning B havde de mest omfattende diarréproblemer, både før og efter foderskift, men også i dette tilfælde måtte der behandles flest grise i gruppen, som fik foder med højt Ca/P-forhold. Der var reelt ingen forskel i dødelighed mellem grupperne, hverken på besætningsniveau eller som gennemsnit af samtlige besætninger.

Sammenlignes foderblandingernes syrebindingskapacitet (sbk) med antallet af diarrébehandlinger i besætningerne, synes der ikke at være nogen sammenhæng. I besætning A blev således ingen af grupperne behandlet mod diarré. I de 2 andre besætninger blev der behandlet mod diarre også på kontrolholdene, hvor sbk var relativ lav. Som fundet i andre afprøvninger kan der være flere årsager til, at smågrise får diarré, men sbk er ikke et entydigt mål for en foderblandings evne til i givet fald at fremkalde eller modvirke diarre.

De 2 foderblandingers pris pr. 100 FEs var stort set ens, idet besparelsen ved ekstra tilsætning af kridt nogenlunde opvejedes af tabet af 1 FEs pr. 100 kg. Da antallet af diarrébehandlinger gennemgående var højere, når de blev fodret med højt Ca/P-forhold, var det en dårlig forretning at benytte en blanding med højt Ca/P-forhold.

Afprøvningen har vist, at der selv ved et usædvanligt højt Ca/P-forhold (1,8-2,0) kan opnås "normale" produktionsresultater også i diarréplagede besætninger, såfremt der på et tidligt tidspunkt indledes en effektiv diarrébehandling. På grundlag af de dermed forbundne udgifter må dog anbefales et "normalt" Ca/P-forhold på 1,1-1,2.