I denne manual er samlet de væsentligste resultater og erfaringer ved tungsvineproduktion fra de sidste 4-5 års forsøg, samt erfaringer med produktionsstrategier hos de producenter, der producerer EU-grise.

Når grisenes slagtevægt øges med 10-15 kg og den levende vægt øges med 15-20 kg, stilles der nye krav til grisenes arvelige anlæg, produktionssystemets indretning, samt fodrings- og produktionsstrategien.

Forhold som dyrenes genetiske niveau, krydsningskombination, besætningens sundhedsniveau, fodringsprincip, foderstrategi, samt belægningsgrad i relation til stiudformning, er forskellig fra besætning til besætning og påvirker produktiviteten forskelligt i intervallet 75-90 kg slagtevægt. Det er derfor ikke muligt at forudse, hvordan daglig tilvækst, foderudnyttelse og kødprocent vil blive, når slagtevægten øges med 10-,15 kg.

Producentmanualen er derfor tænkt som et hjælpeværktøj til kontrol og optimering af produktionsøkonomien for besætninger, der allerede producerer tunge grise. For nye producenter der planlægger at begynde produktion af tunge grise, kan denne manual anvendes som et beslutningsgrundlag. Manualen omfatter indledningsvis de senere års forsøgsresultater og erfaringer med produktion af tunge grise under forskellige produktionsforhold. På baggrund heraf er der foretaget økonomiske modelberegninger til at anskueliggøre de økonomiske konsekvenser ved produktion af tunge grise. Endelig er der en tabeloversigt, der viser de øgede produktionsomkostninger ved forskellige velfærdskrav. Endvidere er der en checkliste, der skal hjælpe producenten til at udrede, hvad der kan være årsag/årsager til manglende optimal produktion - som eksempel kan nævnes mulige årsager til for lav kødprocent - og mulige løsninger!

Total økonomi for producenter og slagterier

De sparede produktionsomk. skal korrigeres for forskellen i afregningspris mellem tunge grise og alm. baconsvin, før det er muligt at se, om der er gevinst eller tab ved at producere tunge grise.

Foderforbruget øges typisk med 0,10 FEs pr. kg tilvækst, ved slagtefaktor 1,31. For besætninger der indkøber smågrise, vil produktionsomkostningerne dermed være 21-39 øre lavere pr. kg svinekød ved tungsvineproduktion end ved baconproduktion, afhængig af smågriseprisen. For besætninger der producerer egne smågrise, er produktionsomkostningerne ca. 30 øre lavere pr. kg svinekød. Der er taget hensyn til, at kapacitetsomkostningerne er ca. 14 øre højere pr. kg svinekød ved tungsvineproduktion end ved baconproduktion og det er forudsat, at den gennemsnitlige daglige tilvækst er ens for både tunge og lette grise.

For besætninger der indkøber smågrise afhænger produktionsomkostningerne i høj grad af smågriseprisen og dermed noteringen. Det skyldes, at smågriseprisen ved 313 kr. pr. gris udgør en omkostning på 4,17 kr. pr. kg ved 75 kg slagtevægt, mod 3,56 kr. pr. kg ved 88 kg slagtevægt, en reduktion i smågriseomkostningen på 61 øre pr. kg. Tilsvarende ved en smågrisepris på 442 kr. der udgøre smågriseomkostningen 5,89 pr. kg ved 75 kg slagtevægt mod 5,02 kr. pr. kg ved 88 kg slagtevægt, altså en reduktion i smågriseomkostningen på 87 øre pr. kg. Det vil sige, at jo højere smågriseprisen er, jo større er fordelen ved at få omkostningerne fordelt på flere smågrise.

Totaløkonomi

Produktion af tunge grise er kun interessant på længere sigt, hvis der er en økonomisk gevinst for både producenter og slagterier, ved denne produktionsform. I tabel 2 er vist den forventede gevinst ved tungsvineproduktion, når alle forhold hos producenter og slagterier er optimale.

Forudsætningen for de lavere slagteomkostninger er et rationelt indrettet slagteri, hvor hele slagteriet kører efter tungsvinekonceptet. Det vil sige flambering i stedet for svidning, mindre køling samt midtflækning af slagtekroppene.

Der er fra 1992-1995 gennemført tre forsøg, hvor tungsvineproduktion er sammenlignet med produktion af baconsvin. Forsøg I og II er udført under Den rullende Afprøvning. Forsøg III er udført af Afd. for Avl og Opformering, men omfattede almindelige produktionssvin.

Ved restriktiv fodring kan der normalt ikke forventes en højere daglig tilvækst hos tungsvin end hos baconsvin. Foderforbruget vil normalt øges med ca. 0,1 FEs pr. kg tilvækst og kødprocenten vil falde med ca. 0,5 procentenhed.

Ved ad lib. fodring øges den daglige tilvækst ca. 20 gram og foderforbruget øges med ca. 0,1 FEs pr. kg tilvækst. Til gengæld falder kødprocenten med ca. 1,2 procentpoint.

Forventet produktivitet

Produktiviteten vil variere over tid og mellem besætninger. I figur 1. er vist foderforbrug og kødprocent ved forskellige slagtevægte, som må forventes på baggrund af de hidtidige forsøg med tungsvin.

De viste ændringer i produktiviteten forudsætter, at foderforbruget er beregnet ud fra en beregnet levendevægt ved at gange slagtevægten med 1,31. Hvis der anvendes andre former for registreringer på de levende grise, skal resultaterne sammenlignes med det totale antal foderenheder og foderdage fra 30 kg til den registrerede slutvægt. Tallene fremgår endvidere af Appendix 1.

Jo højere slagtevægten er, jo større fald må der alt andet lige forventes i foderudnyttelse og kød-procent. Forskellige årsager, som fx grisenes krydsningskombination, slutfoderstyrke, foderets aminosyreniveau og foderspild, kan medføre, at det opnåede resultat bliver bedre eller dårligere end det forventede. En forøgelse i foderforbruget ud over den angivne variation kan forekomme på grund af øget foderspild, hvilket især ses ved ad lib. fodring, hvis foderautomaterne ikke bliver justeret, se checklisten.

Sammenhæng mellem daglig tilvækst og kødprocent

I besætninger med høj daglig tilvækst kan der alt andet lige ikke forventes samme kødprocent som i besætninger med en lav daglig tilvækst. I figur 2. er vist den forventede kødprocent afhængig af den daglige tilvækst for grise slagtet ved henholdsvis 75 kg og 90 kg slagtevægt.

Sammenhængen mellem daglig tilvækst og kødprocent gælder kun under forudsætning af, at det er grise med samme genetiske egenskaber. Hvis den daglige tilvækst øges, alene på grund af en øget daglig foderoptagelse, medfører det en faldende kødprocent. Den daglige tilvækst er desuden afhængig af krydsningskombination, sundhedsniveau og det genetiske niveau, se checklisten.

Kønsvis opdeling af tungsvin

Faldet i kødprocenten ved stigende slagtevægt skyldes især, at galtgrisenes kødprocent falder. Af tabel 4. ses kødprocenten for henholdsvis so- og galtgrise ved forskellig slagtevægt.

Kødprocentniveauet og ændringer i kødprocent ved stigende slagtevægt har været forskelligt i de tre forsøg. Alle tre forsøg viser, at sogrisenes kødprocent falder mindre end galtgrisenes kødprocent. Gennemsnitligt falder sogrisenes kødprocent med 0,5 kødprocentenheder, hvorimod galtgrisenes kødprocent falder med 1,2 kødprocentenheder. Det vil derfor være en fordel, hvis so- og galtgrise kønssorteres, således at galtgrisene kan fodres restriktivt i den sidste del af vækstperioden.

Ved kontraktproduktion, hvor kødprocenten har en væsentlig økonomisk betydning, kan det derfor være en fordel, at sortere grisene i galt- og sogrise, således at der kan anvendes forskellig foderstrategi til so- og galtgrise i den sidste del af vækstperioden.

Det kan også komme på tale, at levere galtene som bacongrise og sogrisene som tungsvin. Det må imidlertid forventes, at sogrisene vil være 4-5 dage længere om at nå en slagtevægt på 90 kg end galtgrisene. Sogrisene vil derved lægge beslag på stien/sektionen 3-4 uger længere end galtgrisene. Denne produktionsform er derfor kun relevant, hvis galtgrisene sælges, eller galt- og sogris indsættes i hver sin sti/sektion.

Krydsningskombinationer

Tidligere produktionstilpasningsforsøg og krydsningsforsøg har vist, at der stort set kan forventes identiske resultater i slagtesvineproduktionen ved brug af D-, HD- og YD-orner. Kødprocenten øges, hvis der anvendes Pietrainorner eller krydsningsorner med 50 procent Pietrain, fx PD- eller PY-orner, men denne effekt vil normalt blive modsvaret af en lavere daglig tilvækst og mere stressfølsomme grise med risiko for en højere dødelighed og dårligere kødkvalitet.

I perioden 1986-1989 blev der gennemført fem produktionstilpasningsforsøg. De gennemsnitlige resultater fra disse forsøg ses i tabel 5.

Anvendelse af ornelinierne Duroc og HD gav en bedre produktionsøkonomi end de øvrige ornelinier. Et senere produktionstilpasningsforsøg afsluttet i 1996, se tabel 7., viste, at det økonomiske forhold mellem de tre danske ornelinier D, HD og YD ikke har ændret sig væsentligt de sidste 10 år.

Pietrain orner

Tyske Pietrain-orner blev sammenlignet med danske Duroc-orner. Forsøget blev gennemført i ti besætninger. Der blev registreret levendefødte, alder ved slagtning og kødprocent. Desuden blev dødeligheden og foderudnyttelsen registreret i slagtesvineperioden i tre besætninger. Resultaterne ses i tabel 6.

I 1996 blev der gennemført et Produktionstilpasningsforsøg med HD, DD, YD, KRUSTA (Stamboek), L416 (PIC). I forsøget blev der sammenlignet fem ornelinier, som var HD, DD og YD fra det danske avlssystem, KRUSTA fra Stamboek International i Holland og PIC L416 i Tyskland.

LY-søer i fire besætninger blev løbet med i alt 126 orner fra de fem linier. En so- og galtgris fra hvert kuld blev overført til en klimastald på Bøgildgård. Ved 30 kg blev grisene sat i forsøg og  slagtet som tungsvin ved en levendevægt på ca. 115 kg. Grisene blev på forsøgsstationen behandlet præcist på samme måde som afkomstprøvegrise.

På de resterende grise i produktionsbesætningerne blev der målt alder fra fødsel til slagtning samt kødprocent. De opnåede resultater fra produktionsbesætningerne samt på forsøgsstationen fremgår af tabel 7.

Som det ses af tabellen var kødprocenten højere i produktionsbesætningerne, end på forsøgsstationen. Det skyldes, at alder ved slagtning var væsentlig højere, nemlig ca. 27 dage. Denne forskel i alder betyder, at grisene i produktionsbesætningerne har haft en daglig tilvækst, der er næsten 200 g mindre end grisene på forsøgsstationen.

KRUSTA havde en produktionsøkonomisk værdi, som var 25-30 kr. mindre pr. slagtesvin, end HD, DD og YD. PIC L416 havde en produktionsøkonomisk værdi, der var 12-18 kr. lavere end HD, DD og YD. De krydsningskombinationer der både tilgodeser grise pr. årsso og produktiviteten i slagtesvineholdet er YL/LY-søer løbet med Duroc- eller HD-orner. Som alternativ mulighed kan der anvendes YD-orner.

Kravsspecifikationer for de fem krydsningskombinationer

Der blev for krydsningskombinationerne opstillet en række kravsspecifikationer, hvoraf de væsentligste var:

1. En slagtevægt på 80-100 kg
2. Vægt af Japan-kam skulle være over 3,5 kg
3. Kødprocenten skulle være i et interval på 58 til 61 procent
4. PSE i kam måtte maksimalt være 4 pct. og i skinke 8 procent
5. Intramuskulært fedt skulle være i intervallet 1-2,5 målt i kam
6. pH i skinke skulle være i intervallet 5,6-5,9
7. Farve i kam, bedømt på en “Japan-skala”, skulle være fra 3-5.

Afvigelser i forhold til kravsspecifikationerne medførte et kvalitetsfradrag.

Anvendelsesværdien blev vurderet på følgende måde:

1. Hjembragt pris = prisen pr. kg slagtekrop, som en given slagtekrop kan sælges til, udskåret til et givet produktsortiment. Priserne er uafhængige af kvalitet
2. Kvalitetsafvigelser i forhold til kravsspecifikation
3. Anvendelsesværdi, er den hjembragte pris korrigeret for kvalitetsafvigelser.

Af tabel 8. ses hjembragt pris, kvalitetskorrektion samt anvendelsesværdien.

KRUSTA havde den laveste og PIC L416 den højeste hjembragte pris. HD og PIC L416 havde de største kvalitetsfradrag, som dog ikke indgår i afregningen af slagtesvinene.

Kødkvalitet for de fem krydsninger

Af tabel 9. fremgår det, hvorledes kravsspecifikationen for PSE i kam og pH₂ i inderlår blev opfyldt af de fem krydsningskombinationer.

Som det ses af tabel 9., havde både HD og PIC L416 problemer med PSE i kammen og pH₂ i skinken. Dette er årsagen til, at netop disse to krydsningskombinationer får væsentligt større kvalitetskorrektioner end de tre øvrige krydsningskombinationer.

Staldanlæget skal være tilpasset den produktionsform der ønskes gennemført. Når produktionen ændres fra almindelig slagtesvineproduktion til tungsvineproduktion, bliver produktionstiden pr. gris øget med 2-3 uger, når slagtevægten øges med 10-15 kg. Det medfører væsentlige ændringer i antal svin, der kan produceres årligt i et bestående produktionsanlæg. I en slagtesvinestald med 1.000 stipladser ændres den årlige produktion af slagtesvin fra ca. 4.000 til 3.200 stk., hvis grisene indsættes i slagtesvinestalden ved 30 kg og den daglige tilvækst er 800 gram. Ved ændring af produktionstrategien i slagtesvinestalden skal følgende spørgsmål derfor overvejes:

1. Staldkapaciteten

Skal antal grise tilpasses produktionsanlægets kapacitet, eller skal anlæget tilpasses produktionen af det samme antal grise, som der produceres ved almindelig slagtesvineproduktion?

2. Staldens indretning

Er stiernes indretning egnet, og kan inventaret holde til de større grise?

3. Produktionsstrategi

Hvilken leveringsstrategi skal der vælges. Kan produktionsstrategien omlægges til alt ind-alt ud på sti-, sektions- eller stald-niveau?

Mulighederne for at tilpasse staldanlægets kapacitet til produktionens størrelse afhænger af, om det er en lukket besætning med egne smågrise eller grisene indkøbes.

For en lukket besætning vil det være nødvendigt at sælge smågrise svarende til den mindre kapacitet, såfremt staldanlæget ikke udvides.

For en besætning der indkøber grise skal der ved kontinuerlig drift indkøbes færre grise pr. uge. Ved holddrift kan indkøb af grise undlades i 2-4 uger, afhængig af, hvilken holddriftsform der anvendes. Hvis produktionen ønskes fastholdt på samme antal grise, skal staldanlæget udvides med den manglende kapacitet.

Staldanlægets kapacitet

Ved en vurdering af staldanlægets kapacitet kan der anvendes forskellige indgange. I tabel 10. kan der ud fra en forventet slagtevægt og indsættelsesvægt, samt den produktionstid der er til rådighed pr. hold/omgang ses, hvilket krav der er til den daglige tilvækst.

I tabel 11. ses konsekvensen på slagtevægten, hvis den daglige tilvækst eller indsættelsesvægten afviger fra det forventede.

Hvis der ønskes en slagtevægt på 85 kg og indsættelsesvægten er 30 kg, er kravet til den daglige tilvækst fra 769-963 gram, afhængig af den produktionstid, der er til rådighed pr. hold/omgang. Hvis kravet til den daglige tilvækst er urealistisk ud fra den tilvækst, der normalt opnås i besætningen, er det nødvendigt at øge produktionstiden, enten ved at udvide staldanlæget eller ved at reducere antal grise, der indsættes i stalden.

• Hvis den forventede daglige tilvækst eller indsættelsesvægten ikke overholdes, får det konsekvenser for slagtevægten
• Hvis den daglige tilvækst bliver 50 gram lavere end forventet, bliver slagtevægten 4 kg mindre end forventet
• Hvis inds.vægten øges med 5-6 kg, kompenserer det for et fald i den dgl. tilv. på 50 g.

Grisenes størrelse

Grisenes længde og bredde øges naturligt nok med vægten. Sammenhængen mellem vægt og dimension ses af figur 3.

Grisenes størrelse øges proportionalt således, at 10 procent øget vægt medfører, at grisenes længde og bredde ligeledes øges med 10 procent. Ved anvendelse af foderautomater med skulderadskillelse skal der være plads til den største gris. Ved restriktiv fodring, er det grisenes gennemsnitlige vægt og dimension, der er afgørende for, om der er plads nok til dem. Ved tungsvineproduktion, hvor den gennemsnitlige levendevægt øges med ca. 20 kg, skal arealet pr. gris øges med ca. 0,1 m² fra 95 kg levendevægt og indtil levering.

Foderautomater

Når slagtesvinene fodres i automater, er foderspild ofte et problem. Samtidig skal man være opmærksom på, at foderautomater med skulderadskillelse skal være tilpasset de større svin. Skulderbredden hos tungsvin er 3-4 cm større end hos baconsvin, hvilket betyder, at foderautomater med skulderplader ofte er for smalle. Øvrige typer foderautomater til slagtesvin vil normalt kunne bruges uden problemer, men kræver mere tilsyn og justering i slutningen af vækstperioden.

Belægning i forskellige stityper til slagtesvin

En god funktion af de forskellige stityper uden svineri i lejet er afhængig af, at stierne benyttes med en korrekt belægning. Ved tungsvineproduktion må det fx anbefales, at der indsættes 15 grise i en sti med delvist drænet gulv. Når de tre største grise har nået en slagtevægt på 70-75 kg leveres de. Tre uger senere tømmes stien.

Ved at benytte denne leveringsstrategi til tungsvineproduktion sikres en god funktion af stien samtidig med, at stien udnyttes optimalt.

Af tabel 12. fremgår vejledende belægninger for de forskellige stityper, som erfaringer har vist er optimale, for at få stierne til at fungere med færrest mulige problemer.

Stidimension

Der kan blive passageproblemer med tungsvin i smalle stier og dermed et øget svineri i stier med fast gulv. Slagtesvinestier med vådfodring i langkrybber bør derfor være minimum 2 m brede og stier med ad lib. fodring bør være minimum 2,2 m brede til tungsvineproduktion. Endvidere må man forvente, at tungsvineproduktion giver øget belastning af inventar, især stisider, foderautomater og drikkekopper.

Arbejde

Det daglige arbejde med tungsvin er stort set det samme som med almindelige slagtesvin, men det tager længere tid at veje svinene og drive tungsvin til udleveringsrum/vognmand.

Produktionsstrategi

Produktionsstrategien ved tungsvineproduktion afhænger af den staldkapacitet, der er til rådighed, samt den formodede optimale slagtevægt. Samtidig skal de kontraktmæssige forhold vedrørende slagtevægt være overholdt.

Staldkapaciteten skal af hensyn til produktionsøkonomien udnyttes optimalt ved tungsvineproduktion. I tabel 13. er der foretaget en sammenligning af produktionsøkonomien mellem almindelig slagtesvineproduktion og tungsvineproduktion ved at indsætte samme antal grise pr. sti, hhv. reducere antal grise pr. sti med 13 procent.

Som det ses af tabel 13., er det forbundet med et tab på 15 øre pr. kg, at sænke belægningen i stierne i hele vækstperiode. Antal producerede grise pr. 1.000 stipladser er henholdsvis 4.000, 3.200 og 2.775 stk. ved de tre produktionsformer.

Produktionsstrategi

Produktionsstrategien med samme antal grise pr. sti i stierne ved tungsvineproduktion, som ved baconproduktion medfører, at der skal leveres 10-15 procent af grisene, når gennemsnitsvægten er oppe på ca. 90 kg levende vægt. Når de resterende grise har en gennemsnitlig vægt på 110-120 kg tømmes stien. Stierne bør tømmes ad så få gange som muligt - helst kun to gange. Derved opnås en optimal udnyttelse af stiens areal samtidig med, at grisenes produktivitet og stiens funk­tion påvirkes mindst muligt. Normalt vil stien eller sektionen kunne tømmes over 3-4 uger fra 1. levering.

Ved at levere de mindste grise som små bacongrise, udnyttes vækstpotentialet bedst hos de grise, der har en høj daglig til vækst. De mindste grise vil dog ofte være sogrise, som har den højeste kødprocent. Hvis der er problemer med at holde en rimelig kødprocent hos de tunge grise, bør det derfor være galtgrise, der leveres som baconsvin. Der vil dog ofte være 1-2 grise pr. sti, som ikke når over 80 kg slagtevægt, hvis stien tømmes ad en eller to gange.

Optimal slagtevægt

Den optimale slagtevægt hænger dels sammen med afregningssystemet for tungsvinene og dels med den staldkapacitet, der er til rådighed. I figur 4. er den optimale slagtevægt vist ud fra den forventede produktivitet der er vist i tabel 4., samt afregningssystemet vist i tabel 14.

Som det kan ses i figur 4., er resultatet pr. kg stort set konstant fra 80-90 kg slagtevægt. Den gennemsnitlige slagtevægt skal mindst være 83 kg for at overholde kontraktbetingelserne. Der er dog stadig et optimalt område på ca. 7 kg slagtevægt, som svarer til mere end en uges vækstperiode.

De sparede omkostninger ved at producere tungere grise skal sammenholdes med den mindre afregningspris, man får hjem for de tunge grise i forhold til baconsvin.

Kontrakt

Tungsvineproduktion er en kontraktproduktion, som i øjeblikket kun gennemføres af Slagteriselskabet DANISH CROWN.

De væsentligste vilkår i kontrakten er i oktober 1996 følgende:

• Andelen af svin over 83 kg skal udgøre over 50 procent
• Andelen af svin over 83 kg skal udgøre over 85 procent ved delt produktion
• Kødprocenten skal gennemsnitlig være over 58 procent
• Besætninger i salmonella-niveau 3 kan ikke levere tungsvin. Der ydes tre ugers kompensation for overvægt
• Kontrakten kan opsiges med 6 måneders varsel.

Afregningsform for tungsvin

Afregningsformen for EU-grise og Landsnoteringen er vist i tabel 14.

Tungsvinene fradrages 30 øre pr. kg hvilket, sammen med en lavere kødprocent, samlet giver en lavere afregningspris end for almindelige slagtesvin. Overvægtsfradragene vil imidlertid være noget mindre for tungsvinene og det kan ikke umiddelbart vurderes, hvor meget mindre den faktiske afregningspris bliver, uden at foretage en beregning.

Sammenligning af afregningsprisen

Med udgangspunkt i afregningssystemet vist i tabel 14. er der i tabel 15. foretaget en sammenligning af den hjembragte pris pr. kg for almindelige slagtesvin, der afregnes efter Landsnoteringen og tungsvin der afregnes efter “tungsvinereglerne”.

Netto-afregningsprisen for tungsvin bliver, med de afregningsregler der er vist i tabel 14., ca. 20 øre mindre pr. kg end for almindelig slagtesvineproduktion. For både almindelig slagtesvineproduktion og tungsvineproduktion er det forudsat, at stierne tømmes ad to gange. Der er valgt samme leveringsstrategi i begge grupper for at have samme staldudnyttelse. En leveringsstrategi med to tømninger pr. sti vil normalt medføre et overvægtsfradrag på 10-20 øre pr. kg for almindelige slagtesvin. Når der ses bort fra kødprocentbetalingen, er alle øvrige fradrag og tillæg stort set ens for almindelig slagtesvineproduktion og tungsvin.

Det er vigtigt løbende at sammenligne nettoafregningsprisen med landsnoteringsprisen. Dette gøres ved at indsætte de aktuelle tal i ovenstående tabel. De eneste tal der ikke kan læses direkte af afregningen er vægtreguleringer og fradrag for sygdomme, som tilnærmelsesvis findes på følgende måde:

Afregningspris pr. kg - (± kødprocentregulering + tillæg for udleveringsrum og mængderabat ÷ produktionsafgift ÷ basisprisen) = fradrag for over-/undervægt samt kassationer/sygdommme.

Forudsætninger og metode

I de økonomiske beregninger er der anvendt nedenstående forudsætninger og metoder, og produktionsøkonomien udtrykkes som produktionsomkostninger pr. kg slagtekrop, for at have en entydig enhed for de forskellige produktionsformer:

Produktionsomkostninger pr. kg slagtekrop = (produktionsprisen for smågrisen (30 kg) + (kg foder i perioden 30 kg til 90 kg slagtevægt x pris pr. kg foder) + tab ved døde og kasserede. + energi + veterinære omkostninger + arbejde + vedligeholdelse + husleje (renter + afskrivninger) / slagtevægt kg.

Til beregning af produktionsomkostningerne er anvendt forudsætningerne i tabel 16.

Produktionsomkostninger pr. kg ved indkøb af grise

For besætninger der producerer egne smågrise, er produktionsomkostningerne pr. kg kød de samlede omkostninger i sohold og slagtesvinehold. Derved bliver smågriseprisen reelt den samme som produktionsomkostningerne pr. gris i soholdet. I tabel 17. er der foretaget en sammenligning af produktionsomkostningerne ved henholdsvis 75 og 88 kg slagtevægt ved forskellige smågrisepriser.

Som det ses af tabel 17, øges forskellen i produktionsomkostningerne med stigende smågrisepris. I virkeligheden er det et udtryk for, at smågriseprisen ved tungsvineproduktion burde stige eller falde mere ved denne produktionsform end ved 75 kg slagtevægt.

Produktionsøkonomi ved forskellig produktions- og foderstrategi

Foderstrategien i den sidste del af vækstperioden påvirker produktiviteten og dermed produktionsøkonomien. I tabel 18. ses udviklingen i daglig tilvækst, foderforbrug og kødprocent i forhold til en slagtevægt på 75 kg, samt den økonomiske påvirkning af produktivitetsændringerne.

Under de nuværende afregningsforhold vil produktionsomkostningerne formentlig kun være lidt større ved ad lib. fodring end ved restriktiv fodring. Ved den øgede foderstyrke forventes det, at foderforbruget stort set er uændret, tilvæksten øges med 15-20 gram og kødprocenten falder med 0,3-0,4 kødprocentenheder i forhold til restriktiv fodring. Ved vådfodring ad lib., uden muligheder for begrænsning i foderoptagelsen, må det dog forventes, at foderforbruget stiger og kødprocenten falder yderligere. Under disse forhold vil det sjældent kunne betale sig at producere galtgrise som tungsvin.

Foderprisen påvirker tungsvinefordelen således, at en høj foderpris alt andet lige reducerer tungsvinefordelen. En forskel i foderpris pr. FEs på 1,30 ± 20 øre pr. FEs, ændrer tungsvine-fordelen med ± 5 øre pr. kg slagtekrop.

Ved produktion af tungsvin skal man især være opmærksom på foderforbruget og kødprocenten. Foderforbruget må maksimalt stige med 0,15 FEs pr. kg og samtidig må kødprocenten ikke falde mere end 1,0 procentpoint. Ved mindre fald i kødprocenten kan der accepteres et lidt større foderforbrug, men generelt er der ikke plads til forringelser af produktiviteten eller afregningsforholdene, før produktionsøkonomien ved tungsvin bliver dårligere end ved almindelig slagtesvineproduktion.

Besætningsøkonomien

Før svineproducenten tager beslutning om tungsvineproduktion bør der foretages grundige overvejelser over de driftsmæssige forhold og konsekvensberegninger.

De økonomiske beregninger kræver, at der opstilles både produktivitetsmæssige og økonomiske  forudsætninger, samt at der tages stilling til produktionsstrategien. For besætninger der gennemfører holddrift, kan det være produktionsteknisk umuligt at ændre produktionen til tungsvineproduktion, fordi der ikke er produktionstid nok til rådighed.

Såfremt tungsvinepro­duktionen medfører, at staldkapaciteten skal udvides, er det vigtigt, at de økonomiske beregninger foretages for både almindelig slagtesvineproduktion og for tungsvineproduktion ved samme staldkapacitet. Det er samtidig vigtigt, at der foretages konsekvensberegninger, hvor der varieres på smågriseprisen (ved indkøb af smågrise), foderudnyttelse og afregningspris, som forventes ved  almindelig slagtesvineproduktion. På den måde foreligger der et beslutningsgrundlag, som løbende kan sammenholdes med de konstaterede produktionsresultater og priser.

I tabel 19. er der vist et eksempel på en sammenlignende beregning af økonomien ved henholdsvis almindelig slagtesvineproduktion og tungsvineproduktion.

Specialproduktioner

Specialproduktioner er en produktionsform, hvor der stilles særlige krav til grisenes fodring og opvækstbetingelser. De meromkostninger der er forbundet ved de mange forskellige krav til søernes, smågrisenes samt slagtesvinenes fodring, pasning og opvækstforhold kan være vanskelige at vurdere for den enkelte besætningsejer og afhænger af, hvilke krav produktionssystemet opfylder i forvejen.

For det første er det afgørende, om produktionsanlæget indretningsmæssigt kan opfylde de stillede krav. Dernæst er det et spørgsmål om, hvorvidt en tilpasning af bedriften og kapaciteten i hele produktionssystemet, fodring, ændrede driftsforhold herunder fravænningsalder samt pasning, kan gennemføres uden for store investeringer. Den merbetaling der ydes ved de forskellige specialproduktioner, rækker normalt ikke til at dække meromkostninger ved nybyggeri eller ændringer af produktionsanlæget.

I tabel 20. ses de økonomiske konsekvenser ved ændrede produktionsforhold - der er taget udgangspunkt i, at resultatet på bundlinien, for hele produktionssystemet som minimum, skal kunne fastholdes.

Inden en producent indgår kontrakt om specialproduktion, er det vigtigt at få fuldt overblik over de produktionsmæssige konsekvenser. Det er endvidere vigtigt at gøre sig klart, at kontrakten kan opsiges og ændres, også vedrørende den eventuelle merbetaling der ydes i forhold til almindelig slagtesvineproduktion. Derfor bør der, inden der indgås en kontrakt tages højde for, at der kan være omkostninger forbundet ved at skulle ændre driften til tidligere produktionsform, med almindelig slagtesvineproduktion.

Tabel 20. viser eksempler på de produktionsmæssige konsekvenser kravene medfører og de deraf afledte omkostninger, ved at skulle opfylde forskellige krav til produktionsforhold, som ligger udover de normale krav eller lovgivningen.

Konsekvenserne er beregnet ud fra en alt andet lige betragtning og normale prisforhold. Kravene til produktionsanlægets indretning og drift og de deraf afledte meromkostninger skal vurderes som en helhed, ud fra afvejningen af forskellige kravs indflydelse på produktionsanlægets funktion og kapacitetsudnyttelse.

Når der er foretaget en vurdering af meromkostningerne ved produktion af specialgrise, skal omkostningerne sammenholdes med merbetalingen der ydes fra slagteriet. I den forbindelse skal der samtidig tages hensyn til, at specialproduktionerne ofte afregnes på en måde, som medfører at den optimale slagtevægt er mellem 80-90 kg.

Det er vigtigt at være opmærksom på, om specialgrisene oppebærer den normale efterbetaling og om merbetalingen er betinget af godkendelsesregler. Hvis der er godkendelsesregler, kan det være kompliceret at beregne den forventede merbetaling, hvis de ikke godkendte grise afregnes efter de almindelige afregningsregler. De grise der ikke godkendes, afregnes normalt efter Landsnoteringen, hvilket medfører overvægtsfradrag, som skal modregnes i merbetalingen for de godkendte grise.

Eksempelvis betales Antonius med 1,00 kr. mere pr. kg for de godkendte grise og de ikke-godkendte får det normale overvægtsfradrag. Ved 70 procent godkendte bliver den gennemsnit­lige merbetaling (0,7 x 1,0 ) = 0,70 kr. pr. kg - ( 0,3 x 0,75) = 0,23 øre pr. kg. Den gennemsnitlige merbetaling bliver 0,70 - 0,23 = 47 øre pr. kg. Godkendelsesprocenten får på den måde en meget stor betydning for den gennemsnitlige merbetaling, fordi prisforskellen i gennemsnit er 1,75 kr. pr. kg mellem en godkendt gris og en ikke-godkendt gris.

Effekten af ikke at anvende antibiotiske vækstfremmere er meget forskellig fra besætning til besætning. Meromkostningerne kan derfor være større eller mindre end angivet i tabel 20. Et øget areal nedsætter staldens kapacitet. Den reelle nedsættelse af kapaciteten i stalde med fuldspaltegulve er ca. 20 procent, hvorimod den reelle nedsættelse af kapaciteten i stalde med fast gulv eller delvist spaltegulv er 10-15 procent. I stalde med dybstrøelse er der ikke tale om nogen kapacitetsnedsættelse.

Ved Antonius-produktion er fuldspaltegulve udelukket. Udelukkelse af fuldspaltegulve, samt krav om anvendelse af strøelse medfører øget arbejde. Kravet om at halekupering ikke må foretages rutinemæssigt, medfører formentlig ikke tab, når det ses i sammenhæng med det øgede areal og strøelse. Kravet om at søerne ikke må være bundne, er ikke sat til nogen meromkostning, fordi det er et lovkrav for nye stalde, og gælder alle stalde inden 1. januar 2006. Diverse krav er fx krav om dokumentation, som medfører øget registreringsarbejde.

Økonomi ved Antoniusproduktion

I tabel 21. er der vist et eksempel på, hvordan økonomien kan sammenlignes mellem almindelig slagtesvineproduktion og produktion af Antonius-grise.

Der er valgt en produktionsstrategi, hvor grisene ved almindelig slagtesvineproduktion har 0,55 m² ved indsættelse i stien, som senere reduceres til 0,65 m². Ved Antonius-produktion er der 0,66 m² ved indsættelse og senere 0,78 m². Derved udnyttes arealet optimalt ved både almindelig slagtesvineproduktion og Antonius-produktion.

I tabel 23. er der kun foretaget en sammenlignende beregning for slagtesvineproduktionen. Produktionskravene til Antonius-grise og andre specialproduktioner omfatter imidlertid også smågriseproduktionen. Kravene til smågrisene er indregnet ved at tillægge smågriseprisen 17 kr. (Ingen vækstfremmere 8 kr. + Øget arealkrav 9 kr. fra tabel 20.). Dermed er økonomien i smågriseproduktionen neutral i forhold til slagtesvineproduktionen. I øvrigt anvendes forudsætningerne fra tabel 3.

Hvis alle forudsætningerne holder, kan der opnås samme økonomi ved at producere Antonius-grise som ved produktion af almindelige slagtesvin.

Appendix 2