Grovfoder til svin

Fodring af drægtige søer og slagtesvin blev for 30 år siden hovedsageligt baseret på grovfoder. Disse foderstoffer var tilgængelige på de fleste bedrifter og var samtidigt et billigt foderstof. Fra at lade søerne gå løse i større eller mindre stier blev søerne fortrinsvis opstaldet individuelt, og grovfoderet udskiftedes med energirige foderblandinger. Muligheden for at fodre søerne efter huld og derved tilgodese det enkelte dyrs behov for næringsstoffer blev udnyttet.

Den viden om grovfoder, som udfodring af grovfoder til slagtesvin og søer bygger på, er ofte resultater fra forsøg gennemført tilbage i 50'erne og 60'erne, hvor forudsætningerne var meget forskellige fra nutidens. I de sidste 10-15 år er der inden for ganske få grovfodertyper gennemført kontrollerede forsøg, som fastlægger effekten på dyrenes produktionsresultater af at anvende det pågældende foderstof. For at kunne vejlede svineproducenterne bedst muligt er det vigtigt at belyse de enkelte foderstoffers egnethed i svinefodringen samt redegøre for eventuelle problemstillinger i forbindelse med foderskift fra kornbaseret foder til grovfoder.

Interessen for at anvende grovfoder i svineproduktionen er igen stigende i takt med, at velfærdsmæssige aspekter hos produktionsdyr ønskes tilgodeset. I dag vælger hver anden svineproducent, som bygger nyt, at lade søerne gå i løsdrift i enten dynamiske eller stabile grupper. Dette løser nogle adfærdsmæssige problemer, men er samtidig med til at skabe nogle nye.

Aggressioner blandt søer ses især i forbindelse med indsættelse af nye søer i flokken samt omkring fodring, og denne adfærd menes hovedsageligt at være forårsaget af den restriktive fodring. Fodring efter ædelyst med en energifattig blanding indeholdende grovfoder kan i stor udstrækning løse problemet, da søerne således næsten konstant vil føle sig mætte.

Inden for økologisk svineproduktion er der opstillet krav om tildeling af grovfoder til både søer og slagtesvin. Specielt for slagtesvins vedkommende kan opfyldelse af dette krav være problematisk, da grovfoder ofte har en reducerende effekt på den daglige tilvækst.

Kendskabet til grovfodertypers indvirkning på søer og slagtesvins foderudnyttelse, foderoptagelse og smagsoplevelse er derfor af afgørende betydning for sammensætning af en grovfoderblanding, som kan udgøre et alternativ til kornbaserede blandinger.

Rapporten er et litteraturstudie af nyere forsøg omhandlende grovfoder til slagtesvin og søer, og indeholder endvidere indsamlede erfaringer fra Den rullende Afprøvning. Samtidig er praktiske forhold, såsom foderopbevaring, udfodring og gødningshåndtering behandlet i det omfang, som det nuværende kendskab til grovfoderet muliggør.

Antallet af besætninger, som fodrer med roeprodukter, er stigende, og dette skyldes bl.a sukkerroers store udbytte pr. ha. samt afgrødens forholdsvis høje indhold af næringsstoffer. I de senere år er arbejdsbyrden blevet lettet i forbindelse med optagelse og rensning af roerne, men omkostningerne ligger i forhold til andre afgrøder stadig forholdsvis højt. I forbindelse med den øgede interesse for fodring med sukkerroeprodukter er effekten af varierende mængder og typer af roeprodukter undersøgt med henblik på produktionsresultater på slagtesvin og søer. De følgende afsnit vil omhandle friske roer, roetopensilage og roeaffald.

1.1. Friske roer

I svinefodringen benyttes ofte både sukker-, foder- og fodersukkerroer. Sukkerroer har et højere tørstofindhold i forhold til foder- og fodersukkerroer, men nyere foderroesorter som eksempelvis “Trestel”, “Kyros” og “Monofix” har dog et højere tørstofindhold end “gamle” sorter. Da sukkerroer oftest dyrkes med henblik på fremstilling af sukker, er fodersukkerroer et godt alternativ, idet de kombinerer sukkerroens højere tørstofindhold med foderroens bedre lagringsevne. En anvendt fodersukkerroe er sorten “Rosamona”, som i det følgende afsnit vil blive omtalt i forbindelse med fodringsforsøg.

Fordøjeligheden af de forskellige næringsstoffer afhænger af, hvordan roen er blevet behandlet før udfodring. Således stiger fordøjeligheden af næringsstofferne ved stigende findelingsgrad, hvilket samtidig medfører højere energiværdi. Roer af sorten “Rosamona” blev snittet i tre forskellige størrelser, og fordøjeligheden blev målt på 100 kg´s slagtesvin. Resultatet er angivet i tabel 2.

Roer til slagtesvin er forholdsvis godt beskrevet i litteraturen. Der er i nedenstående afsnit indsamlet erfaringer fra både tør- og vådfodring med henholdsvis snittede og mosede roer.

Tørfodring

Kesting et al. (1984) undersøgte slagtesvins foderoptagelse af snittede sukkerroer (af sorten “Rosamona”) samt tilvæksten i forskellige alderstrin og ved forskellige mængder grundblanding. Grundblandingens tørstofindhold blev i forsøg 1 og 2 bestemt til 86,7 pct., mens den i forsøg 3 lå på 89 pct. For de tre forsøg angives der ikke en præcis afgrænsning og definition af tilvækstperiode 1 og 2. Forsøg 1 omfattede 72 slagtesvin i vægtintervallet 47 til 106 kg, hvor alle dyr fik tildelt 1,5 kg grundblanding (byg og proteinkoncentrat) i hele tilvækstperioden. De snittede roer havde et tørstofindhold på 15,5 pct. og blev tildelt ad libitum.

Forsøg 2 blev gennemført med 150 slagtesvin i vægtintervallet 33 til 63 kg. Grisene fik ligeledes tildelt 1,5 kg grundblanding (byg og proteinkoncentrat) og snittede sukkerroer efter ædelyst (tørstofindhold på 22,3 pct.).

Det tredje forsøg blev gennemført med 90 slagtesvin, hvor grundblandingsmængden i 2. periode blev forhøjet fra 1,77 til 2 kg foder. De snittede sukkerroer med et tørstofindhold på 22,6 pct. blev stadig tildelt efter ædelyst.

Tabel 1. Næringsindhold i fodersukkerroer

Kemisk indhold	Pct. af varen			FK, pct. (slagtesvin)		FK, pct. søer
vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	a) 76,9 1,49 18,2 0,04 2,0 1,37	b) 82,3 0,96 14,2 0,05 1,45 1,04	c) 76,0 0,2 21,4 0,1 1,2 1,1	NFEd) Råfedt Råprotein d) Træstof d)    FEs/kg TS a)	96,5    68,5 71,2    1,3	NFE Råfedt Råprotein Træstof    FEs/kg TS
Aminosyrer	Pct. af råprotein			Mineraler		g/kg vare
Lysin Methionin Cystin+methionin Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal.+Tyrosin Valin	e) 3,87 1,13 1,94 2,90 0,81 2,58 4,03 1,94 1,77 4,19 3,71	f) 3,94 - - 2,73 - 2,81 4,05 1,98 1,90 2,96 3,24	f) 2,83 - - 2,09 - 2,19 3,07 1,55 1,48 4,02 2,50	Calcium Kalium Natrium Total fosfor		g) 0,4 3,0 0,3 0,3

a):	Kesting & Bolduan (1986)
b):	Jentsch et al. (1983)
c):	Longland & Low (1990)
d):	Kesting et al. (1984) - fremkommet som et gns. af fordøjeligheden v. hhv. raspet, snittet og mosede roer af sorten “Rosamona
e):	Kristensen et al. (1996)
f):	Nonn & Zausch (1986)
g):	Strudsholm et al. (1995)

Tabel 2. Fordøjelighedskoefficienter i forhold til tre findelingsvarianter hos slagtesvin, (Kesting et al., 1984)

Varianter	Partikelstørrelse, mm	Råprotein, pct.	Råfiber, pct.	NFE, pct.
Frisk raspet	ca. 10	57,6	67,2	98,2
Frisk snittet	ca. 6	63,4	67,6	95,6
Frisk moset	ca. 4	84,5	78,7	95,8

Af forsøg 1 og 2 ses det, at grisene opnåede tilvækster i første periode på henholdsvis 568 og 592 g ved fodring med en roeandel på 27 pct. og 18,2 pct. af rationens tørstof. Sammenligningen mellem de to forsøgsresultater bør dog foretages med et vist forbehold, da de anvendte grise i forsøget er i forskellig vægtklasse. Det er bemærkelsesværdigt, at grisene i forsøg 2 opnår en højere tilvækst end grisene i forsøg 1, da både startvægten og energiindtaget er lavere. Forsøg 3, hvor både grundblandingsmængden og roemængden blev sat op, viste en betydelig højere tilvækst i forhold til førnævnte resultater fra forsøg 1 og 2. Her kendes vægtintervallet på de anvendte grise ikke, hvilket vanskeliggør sammenligning med andre forsøg. Forfatterne angiver, at en roeandel på 21 pct. af rationens tørstof i første tilvækstperiode og 30 pct. i anden tilvækstperiode kunne dække 1/4 af slagtesvins energibehov. Sammenlignes daglig tilvækst mellem første og anden tilvækstperiode i forsøg 3 ses det, at den faldt fra 736 g til 664 g sandsynligvis som følge af, at grisene i anden periode ikke var i stand til at æde mere end 3,3 kg roer. I forhold til forsøg 1, hvor den daglige tilvækst i anden periode lå på 487 g ved samme roeindtagelse som i forsøg 3, er tilvæksten på 664 g flot, og understreger vigtigheden af at tilføre en grundblanding på mindst 2 kg pr. dag.

Tabel 3. Snittede roer tildelt ad libitum, mod. e. Kesting et al.

Forsøg	1	2	3		1	2	3
1. tilvækstperiode: Grundblanding, kg Ad lib. roer, kg - TS-andel af ration 2. tilvækstperiode: Grundblanding, kg Ad lib. roer, kg - TS-andel af ration Antal grise Gns. vægt v. beg., kg Gns. vægt v. slutn., kg	1,5 3,1 27,0    1,5 3,3 28,0 72 47 106	1,5 1,3 18,2    - - - 150 33 63	1,77 1,87 21,0    2,00 3,30 29,6 90 * *	1. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst 2. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Hele perioden: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst	2,29 568 4,03    2,34 487 4,80    2,31 534 4,33	2,04 592 3,44       - - -    - - -	2,47 736 3,35       3,07 664 4,63     2,69 711 3,78
*ikke oplyst i den refererede artikel

Bolduan et al. (1986) fandt en daglig tilvækst på 579 g for slagtesvin på 75 kg ved 1,96 kg grundblanding og 4 kg roer (svarende til 0,65 kg tørstof og en tørstofandel på 27 pct. af rationen). Energiforbruget var 5,3 FEs/kg tilvækst, hvilket ligger betydeligt højere end den observerede foderstyrke i forsøg 3 af Kesting et al. (1984), som havde en lignende fodersammensætning.

Mortensen et al. (1978) gennemførte to afprøvninger med mosede fodersukkerroer til henholdsvis galte og galte + sogrise. Roerne blev straks - efter vask i vådvasker - moset og udfodret. Tørstofindholdet i de mosede roer var 16,8 pct., og energiindholdet blev beregnet til 0,19 FEs/kg. De tildelte fodermængder i roer blev i afprøvning 1 ædt uden besvær, hvorimod stærkt spirende roer i afprøvning 2 var årsag til nedsat ædelyst. De 30 pct. roer svarede i de forskellige vægtintervaller til følgende udfodringsnorm:

Tabel 4. Udfodringsplan, mosede fodersukkerroer (Mortensen et al., 1978)

Vægt, kg	20	30	40	50	60	70	80	90
Roer, kg	1,4	2,0	2,6	3,3	3,8	4,4	4,9	5,3
Roer, kg TS	0,24	0,34	0,44	0,55	0,64	0,74	0,82	0,89

Forsøgsdesign og resultater for foderoptagelse og tilvækst er angivet i tabel 5 og 6. Tilvækstperiode 1 og 2 angiver henholdsvis tilvækstperioden fra 25 til 50 kg og tilvækstperioden fra 50 til 90 kg.

Afprøvningerne med mosede fodersukkerroer viste, at tilvæksten blev reduceret efter tildeling af roer både i vægtperioden 20/25-50 kg og 50-90 kg. Endvidere havde roeholdene en lidt højere foderstyrke end kontrolholdene. Vigtigheden af udligning for roernes lavere proteinindhold ses af en faldende tilvækst med faldende proteinindhold i foderet. Således faldt den daglige tilvækst med 10 pct., og foderforbruget steg med 15 pct. (afprøvning 2, forsøgshold 1). Ved tilskud af syntetisk lysin eller sojaskrå blev denne forskel dog reduceret til henholdsvis 5 pct. og 10 pct. (afprøvning 2, forsøgshold 2). Forsøget viste, at 100 kg mosede fodersukkerroer og 3,3 kg sojaskrå kunne erstatte 18 kg byg.

Det anbefales at øge foderblandingens indhold af sojaskrå med 3-4 pct. for hver gang, der ombyttes 10 pct. roer med byg. I perioden 25-90 kg kan roer udgøre 20-25 pct. af det samlede energiindhold i foderblandingen (Mortensen et al., 1978).

Tabel 5. Afprøvning 1 med mosede fodersukkerroer (tildelt som fast andel af det samlede foder), mod. e. Mortensen et al., 1978

Forsøg	Kont.	1	2		Kont.	1	2
1. tilvækstperiode: % sojaskrå i grundbl. % roer i foderbl. 2. tilvækstperiode: % sojaskrå i grundbl. % roer i foderbl. Antal grise Gns. vægt v. beg., kg	24 0    12 0 12 20	36 30    21 30 12 20	31* 30    16* 30 12 20	1. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst 2. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst	1,36 604 2,26    2,57 817 3,16	1,38 606 2,29    2,73 782 3,51	1,40 591 2,39    2,74 802 3,44
*Proteinrig byg i stedet for sojaskrå

Tabel 6. Afprøvning 2 med mosede fodersukkerroer (tildelt som fast andel af det samlede foder), mod. e. Mortensen et al., 1978

Forsøg	Kont.	1	2	3		Kont.	1	2	3
1. tilvækstperiode: % sojaskrå i grundbl. % roer i foderbl. 2. tilvækstperiode: % sojaskrå i grundbl. % roer i foderbl. Antal grise Gns. vægt v. beg., kg	24 0     12 0 28 25	24 30    12 30 28 25	24** 30    12** 30 27 25	40 30    24 30 28 25	1. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst 2. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst	1,46 646 2,28    2,62 796 3,33	1,51 609 2,50    2,67 711 3,82	1,50 624 2,45    2,68 738 3,68	1,49 621 2,44    2,66 759 3,55
**Lysin-tilskud

Vådfodring

Et andet dansk forsøg med mosede fodersukkerroer udfodret via vådfodringsanlæg til slagtesvin i vægtintervallet 24 til 90 kg resulterede i en lavere tilvækst sammenlignet med forsøget, der ikke udfodrede mosede roer via vådfodringsanlæg. Udfodring via vådfodringsanlæg bevirkede, at der medgik 3,5 liter vådfoder til 1 FEs i kontrolblandingen, mens forsøgsblandingen med 25 pct. mosede roer indeholdt 5,7 liter vådfoder til 1 FEs. Roerne indeholdte 16,4 pct. tørstof, hvilket svarer til 0,18 FEs/kg roer. Tilvæksten i vægtintervallet 24-50 kg var 539 g/dag, mens den i vægtintervallet 50-90 kg lå på 660 g/dag. Specielt i forsøgsperiodens begyndelse kunne grisene på roeholdet ikke følge fodernormen, og muligheden for stor tilvækst blev således i høj grad forringet af det høje vandindhold i vådfoderet. Ved forsøgets afslutning åd grisene på roeholdet 8 liter vådfoder/gris/fodring (0,64 kg TS roer), mens grisene på kontrolfoder åd 5 liter.

Vådfodertildelingen til kontrolholdet blev styret, således at begge hold havde samme daglige energiindtag. Derfor var der kun lille forskel i tilvæksten mellem de to hold. I hele tilvækstperioden blev foderforbruget forøget med 14 FEs hos slagtesvin, der fik tildelt en foderblanding indeholdende 25 pct. fodersukkerroer i forhold til slagtesvin, som fik en almindelig foderblanding. Dette skyldtes, at grisene, som fik tildelt sukkerroer, var flere dage om at nå slagtevægten (Madsen et al, 1979).

Ved at nedsætte andelen af mosede fodersukkerroer i vådfoderblandingen til 20 pct., vil vådfoderets vandmængde også samtidig falde. Dette vil formodentlig give grisene større mulighed for at optage vådfoder i mængder, som er tilstrækkelige for at sikre en højere tilvækst end den opnået i omtalte vådfodringsforsøg.

Ifølge Madsen et al. (1979) kunne 100 kg fodersukkerroer plus 1,5 kg sojaskrå erstatte 15,3 kg byg, hvilket tilsvarer værdier fundet af Mortensen et el. (1978).

Slagtekvalitet

I det omtalte forsøg af Mortensen et al. (1978) med mosede roer blev slagtekvaliteten på de forskellige forsøgshold målt. Der blev ikke fundet nogen afvigelser i ryg- og sidespækkets tykkelser inden for de to forsøg, men rygmusklens areal og kødindholdet var lavest for det hold, der ikke fik udligning for roernes lave proteinindhold. Slagtesvindet var størst hos de roefodrede grise.

Madsen et al. (1979) fandt ligeledes et øget slagtesvind hos roefodrede grise i forhold til kontrolholdet. Kødprocenten og pH i kammen var ens for grisene på de to hold.

1.1.2. Søer

Der er indsamlet få erfaringer, som omhandler tildeling af friske sukkerroer til drægtige og lakterende søer, og der er stor spredning på resultaterne mellem de forskellige forsøg. Ionescu et al. (1975) fandt, at søer i den tidlige drægtighed kunne optage op til 12 kg sukkerroer dagligt, mens højdrægtige søer kunne optage op til 8 kg roer pr. dag, uden at dette havde negativ effekt på produktionsresultater. Hertil fik søerne en grundblanding på henholdsvis 1,2 til 1,8 kg pr. dag indeholdende de nødvendige næringsstoffer. Lakterende søer blev fodret med 2 til 2,5 kg roer sammen med et grundfodersupplement på omkring 4 kg pr. dag.

I forhold til Ionescu et al. (1975) anbefalede Jentsch et al. (1983) lidt lavere sukkerroemængder til drægtige søer. Lakterende søer kunne tildeles op til 5 kg roer pr. dag.

Chambers (1987) fandt en daglig ad libitum foderoptagelse hos drægtige søer på 30 kg foderroer samtidig med, at søerne via elektronisk sofodring fik tildelt gennemsnitligt 0,2 kg tilskudsfoder. Søerne gik udendørs i store flokke.

I et andet forsøg, hvor fire søer blev opstaldet indendørs, åd søerne i vægtklassen 210 kg til 230 kg gennemsnitligt 17,4 kg foderroer tildelt efter ædelyst samtidig med tildeling af 1,5 kg tilskudsblanding. Der var ingen statistisk sikker forskel mellem forsøgs- og kontrolholdet.

Med undtagelse af Chambers (1987) har forfatterne  ikke angivet, hvilke produktionsmæssige effekter, der blev målt på i forsøgene - ej heller, hvilken snitningsgrad roerne er udfodret ved. Praktiske erfaringer viser dog, at søer ikke har problemer med at æde hele roer. Afhængig af tørstofindholdet i de anvendte roer ligger energiindholdet i 4 til 5 kg roer på niveau med 1 kg byg. Tildeles der således 1,5 FEs byg i grundblanding, skal drægtige søer mindst æde 4-5 kg roer om dagen for at kunne dække deres energibehov.

1.1.3. Foderopbevaring

Foderroer kan oplagres i en kule i det fri (Jost, 1985). Man skal dog være opmærksom på, at fodersukkerroer fryser ved temperaturer under 3 minusgrader. Dette betyder, at kulens temperatur bør ligge mellem 0 og 5 plus grader for at undgå frostskader (Jentsch et al., 1983). Roer, som er meget tilsmudsede, spirende, beskadigede eller frostskadede bør anvendes med forsigtighed af hensyn til dyrenes sundhed.

I forbindelse med et fodringsforsøg til slagtesvin (Mortensen et al., 1978) indgik fodersukkerroer i et opbevaringsforsøg, hvor roerne blev opbevaret i en lade. Roer af sorten “Meka Øtofte” lå frit i en kule med en bundbredde på ca. 6 meter og en højde på 1,8 meter. Kulen blev tildækket med plastfolie og halm, og i forårsmånederne kun delvis tildækket, hvorved kulen blev ventileret. I tabel 8 ses data vedrørende roernes udvikling.

Tabel 8. Roers udvikling ved opbevaring i kule, mod. e. Mortensen et al., 1978

Dato Opbevaret dage	3/11 0	23/1 81	10/5 188
Udbytte, hkg roetørstof pr. ha Tørstof, pct. Tørstoftab, pct. Spirede roer, pct. Pletrådne roer, pct. Temperatur, gns. °C	100 20,5 0 0 0 10,9	- 21,1 2,8 67,0 1,0 7,2	- 20,6 5,5 69,0 7,6 11,4

Gennemsnitlig temperatur i kulen for perioden november til april var 6,7 grader celsius. Som det ses af tabellen, var tørstoftabet i opbevaringsperioden kun 5,5 pct. Det samlede næringsstoftab var ved opbevaring på denne måde minimal. Spiringsprocenten var dog forholdsvis høj allerede i januar måned, hvor  roerne kun havde ligget i kulen i 2½ måned. Som tidligere nævnt menes spirende roer at være årsag til nedsat ædelyst hos slagtesvin med reducerede produktionsresultater til følge.  Det er derfor uhensigtsmæssigt, at så stor en andel af roerne i det omtalte forsøg spirer.

Et tysk opbevaringsforsøg (Jentsch et al., 1983) fandt ingen forandring i hverken næringsstofsammensætningen eller foderværdien af de opbevarede roer fra november til april. Gennemsnitstemperaturen i kulen lå en anelse lavere end i det danske forsøg (6,2 grader celsius). Forfatteren omtalte ikke forekomst af spirede og pletrådne roer.

1.1.4. Udfodring

Der er ingen erfaringer med udfodring til søer opstaldet indendørs, men i udendørs besætninger har man benyttet en aflæsservogn uden bagaflæser, og aflæsset roerne jævnt via bundkæden. Erfaringen herfra viser, at udfodringsmetoden er en hurtig og billig løsning til udfodring af roer til løsgående søer. Udfodres roer til slagtesvin skal roerne som minimum være snittede, og som tidligere nævnt være fri for spirer og jord.

Udfodres roer via vådfodringsanlæg, bør roerne være mosede og maksimalt udgøre 20 pct. af vådfoderblandingen til slagtesvin. Herved sikres det, at roesuppen ikke medgår med mere end 4 liter til 1 FEs.

1.1.5. Gødningshåndtering

Vådfodringsforsøget af Madsen et al. (1979) viste, at grisene på forsøgsholdet svinede mere end grisene på kontrolholdet. I gennemsnit var 42 pct. af lejet tilsvinet hos grisene, der fik tildelt roer, mod kun 14 pct. på kontrolholdet. Gødningenskonsistens var tyndere hos grisene, der fik roer, hvilket bevirkede et øget forbrug af halm. Endvidere var det nødvendigt at foretage udrensning hos grisene på roeholdet to gange daglig i stedet for den hidtidige ene gang.

1.1.6. Økonomi

Egentlige beregninger er ikke lavet for økonomien i so- og svinehold ved fodring med friske roer. Ved tildeling af enten snittede eller mosede roer til slagtesvin må der dog regnes med ekstra tidsforbrug i forhold til fodring med almindelig slagtesvinefoder. Omfanget af dette er nævnt under “Tidsforbrug”.

Til drægtige søer er det ikke af betydning, hvorvidt roerne snittes eller tildeles i hel form. Derfor er tidsforbruget mindre end hos slagtesvin.

Tidsforbrug

I omtalte vådfodringsforsøg af Madsen et al. (1979) blev der foretaget målinger på tidsforbruget på hold 2 i forhold til hold 1. Arbejdsforbruget i forbindelse med udvejning, mosning af roer, rengøring og udfodring blev i følge beregninger forøget med ca. 30 pct. i forhold til almindelig vådfodring. Hertil er ikke medregnet den tid, som forbruges til vådvaskning af roer. Det formodes, at den tid, som medgår til vaskning, ikke afviger væsentligt fra tidsforbruget ved tørrensning. Derfor bør der kalkuleres med et øget tidsforbrug på i alt 37 pct. i forhold til vådfodring uden roer.

1.2. Roetopensilage

Roetopensilage fremstilles af roetop fra sukkerroer. Roetop har et højt indhold af råaske og cellevægsstoffer, men også et ret højt indhold af råprotein og sukker. Indholdet af fosfor er lavt. Foderværdien i ensilage afhænger bl.a. af det anvendte siloanlæg. Forhindres ensilagesaften i at løbe væk fra siloen, kan en stor del af de letfordøjelige næringsstoffer (såsom sukker og vandopløselige proteinstoffer), som ellers ville forsvinde via saftafløb, forhøje foderværdien.

Tabel 9. Næringsindhold i roetopensilage

	Pct. af varen			FK, pct. (slagtesvin)		FK, pct. søer
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	a) 78 4,6 - - 4,6 3,0	b) 83 3,4 7,1 0,8 2,9 2,8	c) 85,7 2,8 - 0,7 3,1 -	NFE Råfedt Råprotein e) Træstof     FEs/kg TS e)	- - 32 -     0,57	NFE Råfedt Råprotein a) Træstof     FEs/kg TS a)	- - 71 -    0,65
Aminosyrer	Pct. af råprotein			Mineraler		g/kg vare
Lysin Methionin Cystin+methionin Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal.+Tyrosin Valin	a) 6,1 1,7 2,4 4,1 - 4,1 7,1 2,5 4,5 7,9 4,9	d) 3,34 1,49 2,57 3,01 0,69 3,64 6,10 1,48 3,45 5,57 4,62	c) 4,5 1,6 2,9 3,5 - - - - - - -	Calcium Kalium Natrium Total fosfor		b) 2,21 5,10 1,65 0,46	c) 2,5 - - 0,4

a):	Salo & Laakso (1977)
b):	Strudsholm et al. (1995)
c):	Den rullende Afprøvning
d):	Kristensen et al. (1996)
e):	Nonn & Zausch (1983)

På grund af det høje indhold af oxalsyre i roetoppene omdannes ensilagens indhold af calcium, og er derved ikke tilgængelig. Det menes dog ikke at forringe tilgængeligheden af magnesium. Det anbefales at tildele ekstra calcium i forbindelse med fodring af roetopensilage (Salo & Laakso, 1977). Ensilage fra sukkerroetop høstet med slåmaskine indeholder mere råprotein og mindre aske end ensilage, som stammer fra roetoppe høstet ved jorden. Endvidere er fordøjelighedskoefficienten for protein også højere (Salo & Laakso, 1977). Det højere askeindhold skyldes primært forurening med jord i forbindelse med aftopning af roerne. Roetopensilage, som er kraftig forurenet med jord, kan medføre diarré og andre fordøjelsesforstyrrelser. Endvidere skal man være opmærksom på tilstedeværelsen af ukrudtet “sort natskygge” i roemarken. Små mængder “sort natskygge” i roetopensilagen udelukker ikke anvendelse, men skal naturligvis helst undgås (Stensig et al., 1993). I tabel 9 ses næringsstofindholdet i roetopensilage analyseret ved ensileringens begyndelse. Der findes andre analyseresultater efter længere tids opbevaring af roetopensilagen (se afsnit vedr. foderopbevaring).

1.2.1. Slagtesvin

Nonn & Zausch (1983) fandt i et fodringsforsøg med forskellige mængder sukkerroetopensilage følgende tilvækst hos slagtesvin i periode 1 og 2 (tabel 10). Det fremgår ikke af forsøgsopstillingen, hvor mange svin, der indgik i forsøget, og heller ikke en præcis definition og afgrænsning af periode 1 og 2 med angivelse af start- og slutvægt.

Tabel 10. Sukkerroetopensilage, mod. e. Nonn & Zausch (1983)

Forsøg	Kont.	1	2	3		Kont.	1	2	3
1. tilvækstperiode: Grundbl., kg Ensilage, kg - TS-andel af ration, % - FEs-andel af ration, % 2. tilvækstperiode: Grundbl., kg Ensilage, kg - TS-andel af ration, % - FEs-andel af ration, % Antal grise Gns. vægt v. beg., kg	2,35 0 0 0     2,88 0 0 0 * *	1,77 1,59 15,2 8,3     2,46 2,23 15,3 8,4 * *	1,73 2,77 24,2 13,9    2,27 3,54 23,7 13,5 * *	1,32 3,42 34,0 20,6    1,75 4,57 34,2 20,8 * *	1. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst 2. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Hele perioden: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst	2,76 679 4,07     3,45 822 4,20     2,93 746 3,93	2,31 561 4,12    3,21 606 5,30     2,76 583 4,73	2,40 563 4,27     3,15 558 5,64     2,75 565 4,86	1,99 466 4,27     2,64 433 6,09     2,31 450 5,13
*Ikke angivet i referencen

En tørstofandel på ca. 15 pct. sukkerroetopensilage af middelkvalitet resulterede i en tilvækst på 583 g pr. dag ved et energiforbrug på 4,73 FEs/kg tilvækst. Roetopensilagen indgik med 8 pct. af det samlede energiforbrug i rationen. I forhold til kontrolgruppen var der en mindre tilvækst på omkring g/dag, hvilket tilsyneladende er en generel tendens ved fodring med roetopensilage til slagtesvin. Forsøget viste, at tilvæksten var faldende med en stigende mængde ensilage. Ved fodring med ensilage - der under ensilering bevarede saften indeholdende letfordøjelige næringsstoffer - kunne man med en tørstofandel på 27 pct. ensilage af det samlede tørstof i rationen opnå resultater svarende til dem med 25 pct. tørstofandel ensilage af den samlede ration uden saftbevarelse.

Sukkerroetopensilage uden saftandel til slagtesvin kan således indgå med 8-10 pct. af den samlede rations energiindhold. Fodres der derimod med sukkerroetopensilage med saftandelen bevaret, kan der indgå 10-14 pct. af dette i den samlede ration. Andelen af sukkerroetopensilage i rationen bør ikke ændres igennem tilvækstperioden (Nonn & Zausch, 1983), og det bør understreges, at tilvæksten sandsynligvis reduceres ved tilsætning af selv små mængder roetopensilage.

Slagtekvalitet

Samtidig med at ensilagens indvirkning på foderoptagelse og tilvækst blev undersøgt, forsøgte Nonn & Zausch (1983) også at bestemme slagtekropskvaliteten hos dyr fodret med roetopensilage. Kødprocenten blev forbedret ved fodring af sukkerroetopensilage. Dette må tilskrives en nedgang i den daglige tilvækst hos grisene på forsøgsholdet. Andelen af værdifulde køddele i forhold til slagtekroppen udgjorde 42,8 pct. på kontrolholdet og 45 pct. på forsøgsholdet. Kødkvaliteten pr. kg tilvækst faldt i takt med stigende mængde roetopensilage (Nonn & Zausch, 1983).

1.2.2. Søer

Roetopensilage kan ernæringsmæssigt sidestilles med græsensilage af middelgod kvalitet, og kan gives til drægtige søer som fuldfoder (Serup, 1996). Nonn & Zausch (1983) anbefaler, at roetopensilage indgår i foderblandingen med 6 kg pr. dag til søer i den tidlige drægtighed, 4 kg pr. dag til højdrægtige søer og 2 kg pr. dag til diegivende søer. Forsøg har vist, at dette ikke har negativ effekt på produktionsresultater.

Erfaringer fra besætninger under Den rullende Afprøvning viser, at søer gerne æder roetopensilage, og at en daglig mængde på 1,5 kg tilsyneladende ikke har negativ effekt på produktionsresultater. Der er dog ikke gennemført kontrollerede forsøg. Løsgående søer i en enkelt besætning fik tildelt sofoder ved morgenfodringen, og fik ved eftermiddagsfodringen udelukkende roetopensilage. Den tildelte foderration (omkring 1,5 kg roetopensilage) blev ædt i løbet af aftenen/natten. Sofoderblandingen blev beregnet på baggrund af næringsstofindholdet i roetopensilage, og i forhold til den hidtidige foderblanding blev sojaskråindholdet i det nye sofoder reduceret med 38 procent. Dette var gældende ved tildeling af 1,5 kg roetopensilage.  

1.2.3. Foderopbevaring

I forbindelse med længerevarende opbevaring af roetopensilage bør man være opmærksom på næringsstoftab, som hovedsagelig afhænger af opbevaringsmetoden. I tabel 11 er næringsstoftabet i roetopensilage opbevaret i markstakangivet.

Tabel 11. Næringsstoftab i roetopensilage i forbindelse med opbevaring (Den rullende Afprøvning)

	Kort tid efter ensilering	4 mdr. efter ensilering
Vand, pct. NFE, pct. Råprotein, pct. Råfedt, pct. Aske, pct. Træstof, pct. FEs pr. 100 kg tørstof Calcium, pct. Fosfor, pct. Cystin, g pr. kg Methionin, g pr. kg Treonin, g pr. kg Lysin, g pr. kg	85,7 - 3,1 0,7 2,8 - 83,9 0,25 0,04 0,4 0,5 1,1 1,4	85,4 5,5 3,5 0,7 2,9 2,0 68,5 0,31 0,04 0,39 0,45 1,1 1,4

Som det ses af analyseresultatet fra en enkelt markstak (tabel 11), falder energiindholdet i ensilagen i løbet af opbevaringsperioden. Reduktionens størrelse i ovennævnte undersøgelse er ikke entydig - tallet kan være udtryk for tilfældig variation, og skal derfor benyttes med forbehold.

Generelt bør valg af siloanlæg afhænge af den ønskede næringsstofværdi og konsistens af roetopensilagen. Siloanlæg uden saftafløb medfører, at proteinnedbrydningen formindskes, og energikoncentrationen i ensilagen forhøjes i forhold til anlæg med afløb. Små horisontale anlæg (bredde mellem 4 og 8 meter og en sidehøjde på over 3 meter) er udmærkede til ensilering med saftafløb. Ønskes derimod at ensilere roetoppene, hvor ensileringssaften bibeholdes, bør  nederste halvdel af sidevæggen være vandtæt. Endvidere er det hensigt­mæssigt at overdække anlægget for at undgå tilløb af regnvand (Nonn & Zausch, 1983). 

1.2.4. Udfodring

Søer har en stor appetit til roetopensilage, såfremt dette udfodres i frisk tilstand. Ensilage, som har taget luft under ensileringen, bør ikke udfodres. Der er ikke indsamlet erfaringer om udfodringssystemer, men en mulighed til løsgående søer kan være en fuldfoderblander, hvor roetopensilagen blandes med det almindelige sofoder. Fuldfoderblanderen er dyr i anskaffelsespris, men kan afhjælpe mange praktiske problemer i forbindelse med den daglige udfodring.

1.2.5. Gødningshåndtering

Der er ikke observeret problemer med gødningskonsistens i stier udstyret med spaltegulve i forbindelse med udfodring af roetopensilage til drægtige søer. Dog skal man være opmærksom på, at konsistensen ændrer sig i retning af kvæggødning - hvilket vil sige en mere lind og mørk gødning (Den rullende Afprøvning).

1.2.6. Økonomi

En besætning under Den rullende Afprøvning, som udfodrede roetopensilage til drægtige løsgående søer, havde arealer med roer, og fik derfor roetoppene ensileret til eget brug. Den almindelige ration sofoder blev nedsat, og i det pågældende tilfælde var der 20 øre tilbage til betaling af 1 kg roetopensilage + arbejdsløn. Det er derfor tvivlsomt, om fodring med roetoppe og “almindeligt” sofoder vil være økonomisk fordelagtigt i forhold til kun at fodre med almindeligt sofoder. Gevinsten vil snarere ligge i de muligheder, som grovfoder giver for at afhjælpe nogle af de adfærdsmæssige problemer, som mange besætninger med søer i løsdrift står overfor. Rent tidsmæssigt må man påregne ekstra arbejde i form af afhentning af roetopensilage fra stakken og manuel tildeling i de enkelte stier.

1.3. Roeaffald

Sukkerroeaffald er et biprodukt fra sukkerindustrien, hvor sukkerindholdet efter vask og finsnitning ekstraheres i vand ved 80 grader celsius. Sukkerroesaften koncentreres ved inddampning og sukkeret udkrystalliseres. De tiloversblivende snitter udgør roeaffaldet, og indeholder omkring 10 pct. tørstof. De presses yderligere, således at tørstofindholdet kommer op på 20-30 pct. Affaldsproduktet kan herefter udfodres direkte eller sendes  til tørrerierne, som presser roeaffaldet i piller (Close, 1993).

I Danmark sælges presset og tørret roeaffald (roepiller) under handelsnavnet “Pulpetter”, hvilket er garanti for, at de er produceret i Danmark. Tilsættes melasse til roeaffaldet inden presning, kaldes slutproduktet “Kosetter” eller melasserede roepiller. Melasserede roepiller vil ikke blive behandlet her, da energiindholdet i pillerne er meget højt, og fiberindholdet i forhold til energiindholdet er lavt. Importerede umelasserede roepiller kan have svingende kvalitet. Variation i askeindholdet kan bl.a. skyldes forurening med jord.

I tabel 12 ses næringsstofindholdet i presset og tørret roeaffald. Med hensyn til “vådt” roeaffald vil værdier i procent af tørstof (kolonne 2 under kemisk indhold) kunne benyttes - tørstofprocenten i “vådt” roeaffald ligger på omkring 20-30.

Tabel 12. Næringsindhold i roeaffald

Kemisk indhold	Pct. af varen		Pct. af ts	FK, pct. (slagtesvin)		FK, pct. søer
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof Opl. fibre, pct. Uopl. fibre, pct.	a) 9,1 9,5 54,6 1,5 8,3 17,0 - -		b) - 8,3 61,6 1,6 8,8 19,7 40,7 40,7	NFEd) Råfedt d) Råprotein d) Træstof d) FEs/kg TS d)	86,0 33,0 38,0 60,0 0,95	NFEa) Råfedt a) Råprotein a) Træstof a) FEs/kg TS a)	84,0 - 33,0 80,0 1,05
Aminosyrer	Pct. af råprotein			Mineraler		g/kg vare
Lysin Methionin Cystin+methionin Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal.+Tyrosin Valin	a) + c) 5,9 1,9 3,2 4,3 0,8 3,7 6,0 3,7 3,4 7,9 5,9			Calcium Kalium Natrium Total fosfor		a) 7,3 5,5 1,3 1,0

a):	Foderstoftabel, Bedriftsløsning (Den rullende Afprøvning)
b):	Sørensen (1992a)
c):	Kristensen et al. (1996)
d):	Hansen og Jensen (1979)

1.3.1. Slagtesvin

Roeaffalds egnethed til smågrise og slagtesvin er søgt bestemt af flere forfattere. Imidlertid er der kun foretaget afprøvninger på disse dyregrupper med hensyn til tørret roeaffald. Derfor vil følgende afsnit kun omhandle resultater og erfaringer fra dette foderstof.

Edwards et al. (1991) undersøgte effekten af stigende mængde sukkerroeaffald på smågrises foderoptagelse og tilvækst fra 25. dagen og tre uger frem. Sukkerroeaffald erstattede hovedsagligt byg med følgende fire mængder sukkerroeaffald: 0, 50, 100 og 150 g pr. kg foder. Foderblandingerne indeholdt 15 MJ DE pr. kg og 15,1 g pr. kg lysin og blev presset til 3 mm piller. Resultaterne fra forsøget er angivet i tabel 13.

Som det ses af ovenstående tabel havde tilsætning af sukkerroeaffald op til 15 pct. af foderblandingen ingen reducerende virkning på foderoptagelsen og ingen effekt på den samlede tilvækst i de tre forsøgsuger. Tilvæksten på roepilleholdene var i den første forsøgsuge ikke så høj som på kontrolholdet, men dette udlignede sig i de to følgende uger.

I et forsøg af Hansen & Jensen (1979) blev tørret sukkerroeaffald vurderet som foderstof til slagtesvin. Forsøget blev planlagt således, at hold 1, 2 og 3 fik tildelt foder, der indeholdte henholdsvis 5, 10 og 20 pct. roeaffald. Blandingerne blev givet som eneste foder i hele vækstperioden 20-90 kg. Første tilvækstperiode omfattede grise fra 20 til 50 kg, mens anden periode omfattede grise i vægtintervallet 50 til 90 kg. Der blev fodret efter norm og strøet med halm. Det tørrede sukkerroeaffald indholdt 87 FEs/100 kg og 3 pct. fordøjeligt råprotein. Tabel 14 viser produktionsresultater fra forsøget med stigende mængder roeaffald.

Tabel 13. Sukkerroeaffald til smågrise (7-15 kg), mod. e. Edwards et al., 1991

Forsøg	Kont.	1	2	3		Kont.	1	2	3
Hele perioden: % roeaffald i foderbl. FEs/kg i foderbl. Antal grise Gns. vægt v. beg., kg Gns. vægt v. slutn., kg	0 1,18 32 7,7 15,2	5 1,18 32 7,7 14,8	10 1,18 32 7,6 14,8	15 1,18 32 7,7 15,4	1. uge: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Foderopt., g/dag	0,30 193 1,54 256	0,30 170 1,76 254	0,28 133 2,10 240	0,30 167 1,77 256
					2. uge: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Foderopt., g/dag	0,50 343 1,45 421	0,48 333 1,44 407	0,48 331 1,46 410	0,60 437 1,38 510
					3. uge: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Foderopt., g/dag	0,74 528 1,41 631	0,72 508 1,41 608	0,77 553 1,40 654	0,78 501 1,56 661
					Hele perioden: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Foderopt., g/dag	0,51 355 1,45 436	0,50 337 1,48 423	0,51 342 1,50 434	0,56 369 1,52 476

I perioden indtil 50 kg var der tendens til, at hold tildelt roeaffald havde en lidt større tilvækst og et lidt lavere foderforbrug end kontrolholdet. Der blev ikke fundet statistisk sikre forskelle mellem holdene. Der var tendens til lidt flere behandlinger mod diarré i de hold, som fik tørret roeaffald i foderblandingen, men generelt var antallet af behandlinger mod diarré lavt.

Tabel 14. Tørret sukkerroeaffald til slagtesvin, mod. e. Hansen & Jensen, 1979

Forsøg	Kont.	1	2	3		Kont.	1	2	3
Hele tilvækstperiode: % roeaffald i foderbl. % byg i foderbl. % sojaskrå i foderbl. Antal grise Gns. vægt v. beg., kg	0 79,4 18,0 32 20	5 74,2 18,3 32 20	10 69,0 18,6 32 20	20 58,7 19,0 32 20	1. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst 2. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Hele tilv.periode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst	1,32 492 2,68     2,51 678 3,70     1,90 596 3,20	1,33 495 2,68     2,50 696 3,63     1,89 588 3,23	1,32 510 2,59     2,51 684 3,69     1,92 595 3,23	1,32 511 2,59     2,48 660 3,76     1,92 580 3,32

Et andet forsøg med stigende mængde sukkerroeaffald (0, 10, 20 og 30 pct.) blev gennemført efter samme princip som ovennævnte forsøg. Her var sundhedstilstanden i perioden 20-50 kg generelt god, mens antallet af diarré blev kraftigt forøget på alle hold i perioden 50-90 kg. Produktionsresultaterne er angivet i tabel 15.

Grisene på roeholdene klarede sig i perioden 20-50 kg lige så godt som kontrolholdet. Det omvendte var tilfældet i perioden 50-90 kg, hvor diarréforekomsterne havde størst negativ indflydelse på de hold, som fik tørret sukkerroeaffald. 

Tabel 15. Tørret sukkerroeaffald til slagtesvin, mod. e. Hansen & Jensen, 1979

Forsøg	Kont.	1	2	3		Kont.	1	2	3
Hele tilvækstperiode: % roeaffald i foderbl. % byg i foderbl. % sojaskrå i foderbl. Antal grise	0 79,5 18,0 16	10 68,7 19,0 16	20 57,8 20,0 16	30 47 21,0 16	1. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst 2. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Hele tilv.periode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst	1,28 413 3,10     2,49 771 3,23     1,79 575 3,12	1,30 440 2,94     2,44 712 3,44     1,81 567 3,18	1,29 468 2,76     2,42 690 3,54     1,83 574 3,20	1,30 475 2,74      2,35 638 3,69    1,84 543 3,38

Bulman et al. (1989) fodrede slagtesvin med stigende mængde sukkerroeaffald, som erstattede en del af byggen i foderblandingen. I alt 24 grise indgik i forsøget med en startvægt på 18 kg og slutvægt på 77,5 kg. Alle foderblandinger indeholdt 9,5 g lysin pr. kg og 1,07 FEs pr. kg og blev udfodret kontinuerligt i formelet form. Resultat af forsøget ses i tabel 16.

Tabel 16. Sukkerroeaffald til slagtesvin (18-77,5 kg), mod. e. Bulman et al., 1989

Forsøg	Kont.	1	2	3		Kont.	1	2	3
Hele tilvækstperiode: % roeaffald i foderbl. FEs pr. kg i foderbl. Antal grise	0 1,07 16	15 1,07 16	30 1,07 16	45 1,07 16	Hele. tilv.periode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Foderopt., kg/dag	2,25 824 2,73 2,10	2,26 806 2,80 2,11	2,12 744 2,85 1,98	1,93 653 2,95 1,80

Tilsætning af 150 g sukkerroeaffald pr. kg foder gav samme produktionsresultat som opnået på kontrolholdet. Derimod reduceredes tilvæksten ved tilsætning af 300 og 400 g sukkerroeaffald pr. kg. Dette skyldes en lavere foderoptagelse, som indholdet af roeaffald bevirker.

Resultater fra Den rullende Afprøvning med 15 pct. roepiller (Pulpetter) viste, at den daglige tilvækst faldt med omkring 90 g i intervallet 60 til 100 kg levendevægt i forhold til en kontrolgruppe. Nedgangen i den daglige tilvækst svarede til en reduktion på omkring 9 pct. i forhold til tilvæksten på kontrolholdet. Foderforbruget steg med henholdsvis 0,24 og 0,22 FEs pr. kg tilvækst i de to forsøgsrunder, som blev gennemført med hver grise fordelt på to grupper.

Et forsøg med stigende mængde roeaffald (0, 10, 20, 30, 40 og 50 pct.) til 144 grise (vægtklasse 30-90 kg) blev udført af Korniewicz (1980). Roeaffaldet erstattede byg. Grisene i hver gruppe blev fordelt tilfældigt i to hold, som fik henholdsvis tørret sukkerroe- eller tørret fodersukkerroeaffald. Tørrede sukkerroer viste sig at være bedre end tørrede fodersukkerroer med hensyn til daglig tilvækst og foderudnyttelse. Dette forhold skyldtes fodersukkerroens lavere energiindhold i forhold til sukkerroer. Fodring med op til 50 pct. sukkerroer i foderblandingen havde ikke negativ effekt på den daglige tilvækst ved sammenligning med kontrolholdet. Udgangspunktet for forsøget var en daglig tilvækst hos kontrolholdet på 613 g pr. dag, og resultatet af fodring med 50 pct. tørret sukkerroeaffald var en daglig tilvækst på 671 g. Bulman et al. (1989) fandt ved tildeling af 45 pct. sukkerroeaffald en daglig tilvækst på 653 g, hvor kontrolholdet havde et højere udgangspunkt. Ved iblanding af 50 pct. sukkerroeaffald kan man forvente en daglig tilvækst på omkring 660 g.

Slagtekvalitet

I forsøget af Hansen & Jensen (1979) blev der fundet et statistik sikkert stigende slagtesvind med stigende indhold af sukkerroeaffald (p<0,001), mens der ikke blev konstateret statistisk sikre forskelle i kødprocenten. I det polske forsøg af Korniewicz (1980) blev det foreslået, at den mindre andel spæk i slagtekroppen kunne skyldes den konstaterede højere N-retention i vægtintervallet 50-90 kg ved 50 pct. tørret sukkerroe i foderblandingen.

1.3.2. Søer

Afprøvning af roeaffald både i “våd” og “tørret” tilstand er gennemført i sobesætninger - efterfølgende afsnit er derfor inddelt i forsøg omhandlende omtalte varianter.

Tørret roeaffald

Brouns et al. (1992) har undersøgt den mængde af tørret roeaffald, som kan optages ved ad libitum fodring. Fyrre drægtige søer blev opdelt i fem hold og tildelt forskellige blandinger. Samtidig med stigende mængder sukkerroeaffald (400, 500, 580 og 650 g sukkerroeaffald pr. kg foder) indeholdt blandingen en faldende mængde fordøjelig energi. Den sidste gruppe af søer blev fodret med 650 g sukkerroeaffald pr. kg foder tilsat vegetabilsk olie for at øge energiindholdet, så det svarede til energiindholdet i blandingen indeholdende 400 g sukkerroeaffald pr. kg foder. Søerne vejede i gennemsnit 240 kg ved forsøgets start. Undersøgelsen viste, at søerne åd 1,9 kg sukkerroetørstof uanset størrelsen af sukkerroeaffaldandelen. Et andet forsøg af Brouns et al. (1991) viste tilsvarende effekt af foderoptagelsen.

Ad libitum tildeling af en foderblanding indeholdende 55 pct. roepiller i de seks første uger af drægtigheden resulterede i en gennemsnitlig daglig foderoptagelse på 3,8 kg pr. so. Dette svarede til en tørstofoptagelse på 1,8 kg pr. dag. Der indgik 10 individuelt opstaldede søer på forsøgsholdet, som havde et gennemsnitligt kuldnummer på 4 efter forsøgstart (Olesen, 1997).

Sørensen (1992a) gennemførte en afprøvning med forskelligt indhold af tørret sukkerroeaffald i drægtigheds- og diegivningsperioden. To besætninger med henholdsvis 250 og 400 årssøer blev benyttet til forsøget, som strakte sig over 18 måneder. Foderblandingerne var sammensat ud fra normerne til diegivende søer. Energi- og proteinindholdet var lavest i blanding 3 (20 pct. roepiller), som blev anvendt i drægtighedsperioden på de to forsøgshold. De to øvrige blandinger indeholdt henholdsvis 0 pct. roepiller (benyttet til kontrolholdet i både drægtigheds- og diegivningsperioden) og 10 pct. roepiller (benyttet i diegivningsperioden på det ene forsøgshold). Søerne blev fodret retstriktivt efter gældende normer.

Afprøvningen viste statistisk sikker forskel på antal levendefødte grise pr. kuld  i gruppe 3 (som fik tildelt foderblandinger med 20 og 10 pct. roepiller i henholdsvis drægtigheds- og diegivningsperioden) i forhold til gruppe 1 og 2 (henholdsvis 0 og 0 pct. roepiller, og 20 og 0 pct. roepiller i drægtigheds- og diegivningsperiode). Gruppe 3 fik 0,5 grise mere end gruppe 1 og 2, og havde dermed et gennemsnitligt antal levendefødte grise pr. kuld på 11,3. Sørensen anbefalede 10 pct. roepiller i diegivningsperioden og 20 pct. i drægtighedsperioden til besætninger med fodring af restriktiv tildelt tørfoder.

Et senere forsøg af Sørensen (1994) bekræftede resultatet af ovenstående afprøvning, idet der hos søer fodret med 10 og 20 pct. roepiller i henholdsvis diegivnings- og drægtighedsperioden blev fundet 1,0 levendefødt gris mere end hos søer fodret enten med 0 og 10 pct. eller 0 og 20 pct. roepiller i henholdsvis diegivnings- og drægtighedsperioden.

En igangværende afprøvning under Den rullende Afprøvning med 60 pct. roepiller viser, at der hos løsgående drægtige søer ikke er problemer med at æde den planlagte mængde foder (tilnærmet ad libitum), mens der hos individuelt opstaldede søer fremkommer nedsat ædelyst og dermed problemer med at æde hele foderrationen. Andre undersøgelser viser, at op til 40 pct. roepiller i foderet ikke mindsker ædelysten, og derfor kan betragtes som en passende andel til individuelt opstaldede søer.

Erfaringer viser, at op til 80 pct. roepiller i en foderblanding tilsyneladende ikke påvirker løsgående søers ædelyst, men at det høje indhold af fibre kan medføre problemer med for lav foderoptagelse og deraf manglende energitilførsel. I flere danske besætninger tildeles de drægtige søer mellem 0,7 og 1,25 kg roepiller ved siden af det almindelige sofoder. Af det samlede energibehov bliver op til 45 pct. dækket af roepiller, hvilket ud over roligere dyr også medfører en større foderoptagelse i diegivnings­perioden. Roepillerne bliver udfodret separat i de omtalte besætninger, hvilket betyder omkring 15 til 30 minutters længere arbejdstid.

Edwards & Taylor (1990) undersøgte effekten på søers produktionsresultater af at erstatte 50 pct. byg i en traditionel blanding med tørret sukkerroeaffald i de sidste syv uger af drægtigheden. Søerne blev fodret med 30 MJ DE pr. dag, og proteinindholdet i blandingerne blev ikke standardiseret. Dog fik alle søer rigelig forsyning af protein i forhold til de anbefalede mængder. Søerne fik en time til at æde den tildelte ration, og overskydende foder blev derefter opsamlet og vejet. I diegivningsperioden fik begge hold tildelt almindelig foderblanding efter ædelyst.

Foderoptagelsen på holdet tildelt roepiller lå lidt højere i drægtighedsperioden og tilsvarende lavere i diegivningsperioden. Der var ikke statistisk sikker forskel på foderoptagelsen mellem de to hold. Produktionsresultaterne blev ikke forringet ved fodring med sukkerroeaffald i den sene drægtighed. På trods af at foderoptagelsen i diegivningsperioden var mindre hos søerne på roepilleholdet, var pattegrisetilvæksten i de første 14 dage højere på roepilleholdet. Dette kunne tyde på en forbedret mælkekvalitet og/eller -mængde i den tidlige laktation som følge af fodring med roepiller i den sene drægtighed.

Et forsøg af Close et al. (1990) viste derimod en tendens til øget foderoptagelse i diegivnings­perioden ved stigende mængde sukkerroeaffald i foderblandingen i drægtighedsperioden. Dette stemmer overens med tendensen i forsøget af Sadler et al. (1994). Endvidere viste forsøget, at råmælkens indhold af fedt steg fra 6,1 til 7,3 pct. ved at lade roepiller indgå med 450 g pr. kg. Ingen af disse ændringer var statistisk sikre. Foderblandingerne var ens med hensyn til protein og energiindhold.

Vådt roeaffald

Sadler et al. (1994) sammenlignede to grupper á 6 søer opstaldet i hver deres dybstrøelsessti. Grupperne fik tildelt henholdsvis vådt roeaffald og kontrolfoder. Forsøgsgruppen fik tildelt en blanding med sukkerroeaffald (25 pct. tørstof) og en kraftfoderblanding i forholdet 8:1. Søerne indgik i forsøget 8 uger før faring, og begge grupper blev i diegivningsperioden fodret med en almindelig diegivningsblanding. I tabel 17 ses resultatet af afprøvningen.

Som det ses af ovenstående tabel har sukkerroeaffaldet ikke negativ effekt på produktionsresultater. Ad libitum fodring med vådt sukkerroeaffald (0,31 FEs pr. kg foder) er et udmærket alternativ til en traditionel kornbaseret blanding, idet den udover en tilsyneladende positiv effekt på foderoptagelsen i diegivningsperioden også har en mættende virkning i drægtighedsperioden.

En igangværende afprøvning under Den rullende Afprøvning viser, at drægtige søer æder 10-13 kg om dagen af et fuldfoder bestående af 86,5 pct. sukkerroeaffald, 6,5 pct. Pulpetter og 7 pct. tilskudsfoder. Foderblandingen indeholder 21 pct. tørstof og omkring 0,24 FEs pr. kg foder og udfodres efter ædelyst. Fuldfoderet leveres færdigblandet fra fabrikken med eller uden tilskudsblandingen, og opbevares i store plastikposer på ejendommen. Dette medfører, at foderet er friskt hele året rundt.

Tabel 17. Sukkerroeaffald udfodret som vådfoder, mod. e. Sadler et al., 1994

Forsøg	Kontrol	1		Kontrol	1
Drægtighedsperiode: Pct. roeaffald i foderbl. Antal kuld Drægtighedsperiode: Foderopt., kg/dag FEs/dag Diegivningsperiode: Foderopt., kg/dag	0 6   2,5 2,60   6,92	87,5 7   8,56 3,66   7,18	Antal lev. fødte/kuld Antal dødfødte/kuld Vægt v. fødsel, kg/gris Vægt v. frav., kg/gris Tilvækst, g/dag Vægtændring, kg, (dag 112 til fravænning)	10,6 - 1,49 7,2 232   -38,2	10,8 - 1,48 7,4 236   -33,4

1.3.3. Foderopbevaring

Tørret roeaffald

Roepiller behandles og opbevares i lighed med andre pelleterede produkter. Roepiller har en holdbarhed på omkring 3 måneder.

Vådt roeaffald

Erfaringer fra forsøg med udfodring af vådt roeaffald har vist, at ensilering i en mile er en udmærket opbevaringsmetode. Roeaffaldet ensileres i store plastikpølser og har en holdbarhed på et år, såfremt milen holdes lufttæt.

Roeaffaldet kan enten opblandes med en tilskudsblanding før eller efter ensilering. Tilsættes roeaffaldet en tilskudsblanding før ensilering, bør man være opmærksom på risikoen for nedsat tilgængelighed af vitaminer og mineraler efter længere tids opbevaring.

1.3.4. Udfodring

Tørret roeaffald (Pulpetter) kan udfodres i lighed med andre tørrede produkter, hvorimod vådt roeaffald “nemmest” udfodres direkte i en krybbe eller i en simpel foderautomat. En dyrere løsning er en computerstyret udfodringsvogn. Der skal være tre-fire søer pr. ædeplads.

Ved udendørs sohold kan sukkerroeaffaldet placeres direkte i foldene ved levering, og søerne kan således æde fra den ene ende af stakken. Eventuelt foderspild kan reduceres ved at placere en eltråd på tværs af stakken, hvorved søernes adgang til stakken begrænses. Der skal være ca. 30 søer, som æder fra stakken for at sikre et tilstrækkeligt forbrug af foderet. Herved sikres, at der hele tiden er friskt foder til søerne.

Søernes vandoptagelse er mindre, når de tildeles roeaffald.

1.3.5. Gødningshåndtering

Tilsyneladende giver fodring med vådt roeaffald ikke anledning til problemer med hensyn til gødningshåndtering. Gødningen er mere lind og kvæggødningsagtig, og giver ikke problemer i stalde med skrabe- og bagskylsanlæg. Det samme er tilfældet for udfodring med tørret roeaffald.

1.3.6. Økonomi

Roepiller koster omkring 1,0 kr. pr. kg, og afhængig af prisen på sofoder kan det beregnes, om fodring med en given mængde roepiller rent økonomisk kan betale sig. Flere forsøg har vist, at et indhold på 10 og 20 pct. roepiller i henholdsvis diegivnings- og drægtighedsperioden medfører mellem 0,5 og 1,0 flere levendefødte grise pr. kuld. Dette skal naturligvis medtages i den økonomiske vurdering af foderstoffet.

Interessen for at anvende kartofler i svinefodringen er fornyet dels på grund af afgrødens høje udbytte pr. hektar og dels på grund af den høje næringsstofkoncentration pr. kg tørstof. Herved udgør kartofler et alternativ til korn i foderblandinger til svin. Ofte vil et overskud af kartofler eller kartofler, som skønnes uegnet til human ernæring, med fordel kunne benyttes i svinefodringen. Det kemiske indhold i kartofler varierer meget afhængig af forskellige dyrkningsforhold, opbevaring og ikke mindst behandlingen af kartoflerne forud for udfodringen. Tørstofindholdet svinger i særdeleshed; således kan tørstofindholdet variere mellem 18 og 25 pct., hvilket har stor indflydelse på næringsstofindholdet i kartoflerne (Edwards & Livingstone, 1990). De følgende afsnit omhandler undersøgelser vedrørende både rå, varmebehandlede og ensilerede kartofler.

2.1. Rå kartofler

Grønne, beskadigede og spirede kartofler indeholder giftstoffet solanin, som ved indtagelse kan være årsag til “kartoffelforgiftning”, nedsat tilvækst og dermed dårligere foderudnyttelse. Indholdet af solanin er især højt i selve spiren, og spirende kartofler bør kun anvendes, såfremt spirerne effektivt kan fjernes inden udfodring. Rå kartofler indeholder endvidere en chymotrypsininhibitor, som er årsag til en reduktion i fordøjeligheden af kvælstof (Whittemore et al, 1975a). Effekten af inhibitoren kan fjernes ved varmebehandling, eksempelvis kogning af kartoflerne før udfodring (se afsnit 2.2). Indholdet af råaske kan være højt på grund af forurening med jord, og kartofler bør inden udfodring renses for jord. Man bør som minimum rense kartoflerne mekanisk. Næringsstofindholdet i rå kartofler ses i tabel 18.

Tabel 18. Næringsindhold i rå kartofler

Kemisk indhold	Pct. af varen		FK, pct. (slagtesvin)		FK, pct. (søer)
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	a) 76 1,2 20,0 0,0 2,2 0,6	b) 79,4 0,82 - 0,04 2,2 0,9	NFE: b) Råfedt: b) Råprotein: b) Træstof: b) FEs/kg TS: b)	0,84 - 0,31 0,55 0,95	NFE: Råfedt: Råprotein: b) Træstof: FEs/kg TS:	- - 0,7 - -
Aminosyrer	Pct. af råprotein		Mineraler		g/kg vare
Lysin Methionin Cys. + meth. Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal. + Tyr. Valin	d) 4,8 1,6 2,8 3,7 1,4 3,4 5,8 1,4 3,6 6,6 4,3	b) 5,4 1,0 2,0 3,2 - 2,9 4,4 2,5 3,5 6,7 3,9	Calcium Kalium Natrium Total fosfor		a) 0,12 4,8 0,05 0,5	c) 0,2 3,9 0,02 0,5

a):	Strudsholm et al. (1995)
b):	Whittemore (1977)
c):	Edwards & Livingstone (1990)
d):	Kristensen et al. (1996)

Fordøjelighedskoefficienten for NFE er relativ høj for både rå og kogte kartofler. Derimod er fordøjeligheden af stivelse i rå kartofler meget lav, da stivelsen ikke kan nedbrydes af de enzymer, der produceres i tyndtarmen. Koges kartoflerne derimod, ændres strukturen i stivelsen, hvilket gør den tilgængelig for enzymerne (Whittemore, 1977).

2.1.1. Slagtesvin

Generelt er rå kartofler ikke særlig velsmagende for grise, og Whittemore et al. (1975b) fandt, at grise fodret med en ration, hvor 50 pct. af rationens tørstof blev erstattet med rå kartofler, ikke optog tilstrækkeligt foder til at kunne dække vedligeholdelsesbehovet.

Ved et indhold på 20 pct. rå kartofler af rationens tørstof var tilvæksten hos grise statistisk sikker lavere end tilvæksten hos grise på et kontrolhold (Whittemore et al., 1975b). Det må formodes, at den reducerede tilvækst hovedsageligt kan relateres til en lav fordøjelighed af kvælstof og stivelse.

Whittemore et al. (1975b) fandt ved sammenligning af grise på rationer indeholdende henholdsvis 25,5 og 13,9 pct. rå kartofler af rationens samlede tørstof ingen statistisk forskel mellem de to hold på den daglige tilvækst. Grisene vejede ved forsøgets start 23 kg og blev fodret med den pågældende foderration, indtil de vejede 50 kg. Effekten af tilsætning af rå kartofler i foderblandingen på slagtesvins tilvækst blev ikke påvirket af niveauet af rå kartofler i intervallet 14-26 pct. Det er derfor sandsynligt, at den fulde reduktion i udnyttelsen af kvælstoffet allerede er til stede ved et niveau på 14 pct. kartoffel-tørstof, og at en større mængde rå kartofler ikke vil have yderligere negativ effekt på tilvæksten.

Forsøg over 35 dage indikerer, at grise ikke kan tilvænnes rå kartofler, og at det udover at nedsætte deres appetit, også forringer fordøjeligheden af kvælstof (Whittemore et al., 1975b).

Op til 25 pct. af rationens tørstofindhold kan erstattes med rå kartofler til slagtesvin på 60-70 kg, men tilvæksten må forventes at ligge lavere end ved fodring med kornbaserede blandinger (Edwards & Livingstone, 1990). 

2.1.2. Søer

Et fordøjelighedsforsøg af MacPherson et al. (1979), hvor både søer og gylte blev fodret med henholdsvis rå, hele kartofler og rå, finthakkede kartofler, viste ingen forskel i fordøjeligheden af kvælstof. Begge grupper havde en fordøjelighedskoefficient på 0,70. Det kan derfor ikke betale sig at snitte kartofler før udfodring.

Der er ikke lavet egentlige fodringsforsøg med drægtige og diegivende søer, men det anbefales dog kun at udfodre rå kartofler til drægtige søer. Diegivende søer bør ikke fodres med rå kartofler, da det kan virke appetitnedsættende og således have negativ effekt på produktionsresultater. Seks kg kartofler kan erstatte et kg byg, og hertil skal tilsættes protein. Drægtige søer kan nemt dække deres daglige energibehov gennem rå kartofler, men for at forhindre fedme bør den daglige foderoptagelse af kartofler kun ligge på 6-8 kg, som suppleres med et tilskudsfoder indeholdende de nødvendige aminosyrer, mineraler og vitaminer (Edwards & Livingstone, 1990).

2.1.3. Foderopbevaring

Sunde og usårede kartofler har en god holdbarhed og opbevares i kule. Temperaturen i kulen bør ligge på omkring 4-5 grader celsius.

2.1.4. Udfodring

Ligesom tilfældet er med friske roer til søer opstaldet udendørs, kan kartofler udfodres nemt og billigt ved hjælp af en aflæsservogn. Der er ingen erfaringer med udfodring af kartofler i indendørs besætninger.

2.1.5. Gødningshåndtering

Der er ikke indsamlet erfaringer angående kartoflers effekt på grises gødningskonsistens.

2.1.6. Økonomi

Forudsætningen for at anvende kartofler i sobesætninger er naturligvis, at det rent økonomisk skal kunne betale sig i forhold til fodring med almindelige kornbaserede blandinger. Be­sætninger, som i forvejen selv avler kartofler, vil have mulighed for at udnytte et eventuelt spild under kartoffelproduktionen og således nedsætte foderomkostningerne.

2.2. Varmebehandlede kartofler

I forhold til rå kartofler har varmebehandlede kartofler en højere næringsværdi. Kogte kartofler kan ernæringsmæssigt stort set sidestilles med kornprodukter, og snittede kogte kartofler kan derfor erstatte en stor del af kornrationen (Edwards & Livingstone, 1990).

Livingstone et al. (1979) fandt, at de bedste resultater vedrørende protein-, stivelse- og  energiudnyttelse blev opnået ved kogning af kartoflerne i 20 minutter efterfulgt af hurtig nedkøling. Herved opnåedes fordøjelighedskoefficienter for stivelse på 0,90 og for kvælstof på 0,60. Samtidig blev chymotrypsin-inhibitoren inaktiveret. Fordøjeligheden af råprotein i kogte kartofler er over dobbelt så høj som fordøjeligheden af råprotein i rå kartofler. Derfor vil en given tilskudsblanding til kogte kartofler være en del billigere end en tilskudsblanding til rå kartofler, idet proteinindholdet i tilskudsblandingen kan reduceres betydeligt.

Ligesom rå kartofler bør varmebehandlede kartofler ikke benyttes, hvis de er grønne, beskadigede eller spirende, da solanin ikke ødelægges ved varmebehandling.

Alle værdier i tabel 19 er fundet ved analyser og forsøg med varmebehandlede hele kartofler. Man skal være opmærksom på, at analyseresultaterne for rå og kogte kartofler ikke umiddelbart kan sammenlignes, da resultaterne stammer fra forskellige forsøg med forskellige kartoffelsorter.

2.2.1 Slagtesvin

I det følgende afsnit redegøres både for pattegrise, smågrise og slagtesvins foderoptagelse og tilvækst ved fodring med varmebehandlede kartofler.

I et forsøg af Hillyer & Whittemore (1975) optog pattegrise og tidligt fravænnede grise foder indeholdende 500-800 g kogte kartoffelflager pr. kg foder lige så hurtigt som kornbaserede blandinger. Dette svarer til 125-200 g tørstof kartofler pr. kg foder. Denne fodersammensætning havde ingen effekt på tilvækst og foderudnyttelse. Endvidere åd grisene kogte kartoffelflager i samme mængder som kornbaseret foder, når begge dele blev tilbudt samtidigt. Det tyder på, at kogte kartofler er velsmagende for grise i alle aldre.

Slagtesvin fodret med 520 g tørstof kogte kartoffelflager pr. kg foder havde en daglig tilvækst på 440 g. Referencen angiver ikke, i hvilket vægtinterval tilvæksten er målt og heller ikke, hvor mange dyr der blev benyttet i forsøget (Whittemore, 1977).

Ved fodring med kartoffelprodukter er det generelt vigtigt at være opmærksom på kartoflernes lave proteinindhold, så der kan tages hensyn til dette ved valg af tilskudsfoder.

Tabel 19. Næringsindhold i varmebehandlede kartofler

Kemisk indhold	Pct. af varen	FK, pct. (slagtesvin)		FK, pct. (søer)
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	a) 77,8 1,0 - 0,4 2,3 0,7	NFEa) Råfedt a) Råprotein a) Træstof a) FEs/kg TS a)	0,97 - 0,70 0,59 1,25	NFE Råfedt Råprotein a) Træstof FEs/kg TS	- - 0,82 - -
Aminosyrer	Pct. af råprotein	Mineraler		g/kg vare
Lysin Methionin Cys. + meth. Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal. + Tyr. Valin	a) 5,2 0,9 1,9 3,4 - 3,4 5,6 1,7 3,7 7,3 4,6	Calcium Kalium Natrium Total fosfor		- - - -
a): Whittemore (1977)

2.2.2. Søer

MacPherson et al. (1979) sammenlignede dampede hele kartofler med en kontrolblanding indeholdende hovedsageligt byg og sojabønner med hensyn til fordøjeligheden af næringsstoffer. Kontrolgruppen fik 2 kg kontrolfoder, mens forsøgsgruppen fik tildelt en blanding, hvor 1 kg kontrolfoder var erstattet af en tilsvarende tørstofmængde dampede kartofler. Fordøjeligheden af kvælstof var ens (0,82) i de to grupper, mens fordøjelseskoefficienter for tørstof og energi var højere for gruppen, der fik dampede kartofler i forhold til kontrolgruppen. I forsøget blev der benyttet to 4. lægs søer og to gylte i hver gruppe, og på grund af det lille antal forsøgsdyr bør resultatet af forsøget benyttes med et vist forbehold.

Der foreligger ikke fodringsforsøg med kogte kartofler til drægtige og diegivende søer, men det formodes, at kogte kartofler kan indgå med mindst en lige så stor andel i foderrationen som rå kartofler. Da ernæringsværdien i kogte kartofler er højere end i rå kartofler, skal tilskudsblandingen sammensættes anderledes i forhold til fodring med rå kartofler. Omkring fire kg kogte kartofler kan erstatte et kg byg både med hensyn til energi og protein. Fodres drægtige søer med større mængder kogte kartofler bliver de fede, og der bør derfor kun udfodres 4-6 kg kartofler pr. so pr. dag.

2.2.3. Foderopbevaring

Rå kartofler opbevares som beskrevet i foregående afsnit. Kogte kartofler bør kun anvendes, såfremt de er nykogte - det vil sige højst et par dage gamle.

2.2.4. Udfodring

Der er kun få eksempler på, hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre at koge/varmebehandle en stor mængde kartofler ude i besætningerne. Til udendørs sohold har enkelte forsøgt sig med store kogekar, hvor kartofler bliver kogt hver dag og derefter fordelt på markerne.

2.2.5. Gødningshåndtering

Der er ikke indsamlet erfaringer angående kartoflers effekt på grises gødningskonsistens.

2.2.6. Økonomi

Varmebehandling af kartofler kræver investering i udstyr til rensning, kogning og udfodring. Samtidig må man påregne øget tidsforbrug i forbindelse med rensning og kogning af kartoflerne i forhold til fodring med almindeligt so- og slagtesvinefoder. Ovennævnte forhold plus kartoflernes indkøbspris skal sammenholdes med prisen på almindeligt foder for at kunne vurdere kartoflers egnethed i den enkelte besætning.

2.3. Ensilerede kartofler

Økonomisk set er det billigere at ensilere rå kartofler frem for at koge dem. Selve ensileringsprocessen skal dog forløbe optimalt for at grise kan udnytte næringsstofferne i ensilagen bedst muligt. Man må dog påregne en lavere udnyttelsesgrad ved fodring med ensilerede frem for kogte kartofler (se nedenstående).

Forsøgsmæssigt blev kartoffelensilage fremstillet ud fra både rå og kogte kartofler for at sammenligne  udnyttelsen af næringsstoffer i de to grupper. Det viste sig, at ensilage fremstillet af friske kartofler var energimæssigt 12-15 pct. dårligere end ensilage fra varmebehandlede kartofler, hvilket næsten udelukkende skyldtes den lavere fordøjelighed af stivelse i rå kartoffelensilage (Grela & Lipiec, 1992). Samme forfattere fandt en statistisk sikker lavere fordøjelighed af alle næringsstoffer med undtagelse af råfedt i ensilage fremstillet af rå kartofler. (Studier et al., 1984). I tabel 20 ses resultatet af fordøjelighedsforsøget med kogte og rå-ensilerede kartofler.

Tabel 20. Fordøjelighedskoefficienter for hhv. kogte og rå ensilerede kartofler til slagtesvin, mod. e. Grela & Lipiec, 1992

Forsøgsstart				Forsøgsslutning
Kogte ensil. kartofler		Rå ensilerede kartofler		Kogte ensil. kartofler		Rå ensilerede kartofler
NFE Råfedt Råprotein Træstof	91 63 73 47	NFE Råfedt Råprotein Træstof	87 63 66 44	NFE Råfedt Råprotein Træstof FEs/kg TS*	92 70 76 53 1,4	NFE Råfedt Råprotein Træstof FEs/kg TS*	90 71 70 50 1,2
*Studier et al. (1984)

2.3.1 Slagtesvin

Det har ikke været muligt at finde litteratur, som sammenligner tilvækst og foderoptagelse mellem et kontrolhold og et forsøghold, som fodres med rå ensilerede kartofler. Derimod er der forsøg, som sammenligner rå ensilerede kartofler med kogte ensilerede kartofler, hvilket bliver beskrevet i følgende afsnit.

Grela & Lipiec (1992) sammenlignede rå ensilerede kartofler med kogte ensilerede kartofler til slagtesvin i vægtintervallet 31-110 kg. Kartoflerne blev før ensilering snittet i 0,3-0,4 cm´s tykkelse. I forsøget blev benyttet 60 dyr fordelt på 2 hold. Tørstofindholdet i de anvendte ensilagetyper blev ikke angivet i artiklen. Som det ses af tabel 20 havde gruppen, som fik tildelt rå ensilerede kartofler, en statistisk sikker lavere tilvækst end kontrolgruppen, som fik kogte ensilerede kartofler. Dette er tæt relateret til den dårligere fordøjelighed af næringsstofferne i foderrationen indeholdende råensilerede kartofler.

Tabel 21. Ensilerede kartofler, mod. e. Grela & Lipiec, 1992

Forsøg	Kontrol	1		Kontrol	1
1. tilvækstperiode: Ensilage, kg Kraftfoder, kg Foderkoncentrat, kg 2. tilvækstperiode: Ensilage, kg Kraftfoder, kg Foderkoncentrat, kg 3. tilvækstperiode: Ensilage, kg Kraftfoder, kg Foderkoncentrat, kg      Antal grise Gns. vægt v. beg., kg Gns. vægt v. slutn., kg Tilvækstdage	3,0 1,0 0,2     4,5 1,2 0,2     6,0 1,2 0,35     28 36,3 110,6 101,8a	2,0 1,0 0,2     3,0 1,2 0,2     4,0 1,2 0,35    29 38,7 109,4 120,4b	Tilvækstperiode 1 (35-70 kg): Dgl. tilvækst, g Tilvækstperiode 2 (70-110 kg): Dgl. tilvækst, g Hele perioden (35-110 kg): FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst	663a     784a     2,9 730a 4,06a	481b     691b     3,0 585b 5,17b
a, b) Værdier med forskelligt bogstav er statistisk sikkert forskellige (p £ 0,01)

Slagtekvalitet

I forsøget af Grela & Lipiec (1992) var der ikke statistisk sikker forskel på slagtekvaliteten mellem gruppen, der fik ensilage fra rå ensilerede kartofler og gruppen, der fik kogte ensilerede kartofler. Dog var der en tendens til, at gruppen, der fik ensilage fremstillet af rå kartofler, havde en højere kødprocent end kontrolgruppen.

2.3.2. Søer

Anonym (1994) angiver, at 50 pct. af foderrationen kan erstattes med rå ensilerede kartofler i foderblandinger til drægtige søer, mens 15-20 pct. af de diegivende søers energibehov kan dækkes af ensilerede kartofler, såfremt der tages hensyn til det lave proteinbehov i kartoflerne. Det har ikke været muligt at finde egentlige forsøg med ensilerede kartofler, som viser effekten på produktionsresultater.

2.3.3. Foderopbevaring

Ved optagning af kartofler/indkøb af den planlagte mængde er det nærliggende at ensilere kartoflerne straks. Herved reduceres arbejdsforbruget. Inden ensilering skal kartoflerne renses for jord.

2.3.4. Udfodring

I indendørs besætninger med løsgående søer vil den mest oplagte løsning være at udfodre ensilagen ved hjælp af en fuldfodervogn, hvor tilskudsblandingen samtidig tilsættes og blandes. Som det tidligere er nævnt er dette en dyr, men sandsynligvis den bedste løsning på et dagligt udfodringsproblem.

2.3.5. Gødningshåndtering

Der er ikke indsamlet erfaringer angående kartoflers effekt på grises gødningskonsistens.

2.3.6. Økonomi

Forudsætningen for at anvende kartofler i sobesætninger er naturligvis, at det rent økonomisk skal kunne betale sig i forhold til fodring med almindelige kornbaserede blandinger. Besætninger, som i forvejen selv avler kartofler, vil have mulighed for at udnytte et eventuelt spild under kartoffelproduktionen, og således nedsætte foderomkostningerne.

Der er foretaget forsøg med forskellige majsprodukter til både slagtesvin og søer. Dette afsnit omtaler effekten af fodring med CCM-majs (corn-cob-mix), majsensilage og majspiller på produktionsresultater hos slagtesvin og søer.

Dyrkning af majs (i særdeleshed CCM-majs) stiller særlige krav til temperatur, læforhold og jordtype. De bedst egnede områder er på øerne, i Sønderjylland og et stykke op af Jyllands vest- og østkyst. De bedste jorde til majs er sandjord og let sandblandet lerjord med en god struktur i dybden. Sydvendte skråninger er at foretrække, da de er betydeligt varmere end nordvendte skråninger (Sørensen et al., 1996; Vindbjerg, 1986). Ofte vil man dog på grund af ugunstige vejrforhold foretrække at producere majsensilage frem for CCM-majs, skønt sidstnævnte har et langt højere energiindhold.

3.1. CCM-majs

CCM-majs er ensilerede majskolber, bestående af svøbblade, spindel (det indre af kolben) og kerner. Majskolberne høstes med en speciel kolbehøster, som samtidig formaler majsen. Da træstofindholdet varierer meget, bør man under høsten foretage en analyse af træstofindholdet i kolbemajsen, og derefter regulere mængden af spindel, som medtages ved høst. Herved kan træstofindholdet i CCM-majs reguleres, således at træstofindholdet ikke overstiger standardværdien til slagtesvin (57 g pr. FEs). Regulering af træstofindholdet er muligt, fordi spindlen indeholder ca. 35 pct. træstof mod kun ca. 3 pct. i kernen.

Ackermann et al. (1982) sammenlignede CCM-majsen med en mere energifattig udgave af CCM-majs, der nærmest kan betegnes som en mellemting mellem CCM-majs og majsensilage. Denne energifattige udgave indeholdt op til 100 pct. af kerne og spindel, op til 70 pct. af svøbbladene og omkring 15 pct. af restplanten. Energiindholdet blev beregnet til 1,23 FEs pr. kg tørstof mod 1,32 FEs pr. kg tørstof i den almindelige CCM-majs (slagtesvin). Andelen af fordøjeligt råprotein var henholdsvis 50 og 70 gram pr. kg tørstof. Tørstofindholdet ved høst skal ligge på mindst 40 pct. (Ackermann et al., 1982). Værdien for energiindholdet ligger højere end den tilsvarende værdi i tabel 22, som stammer fra danske analyser. I de følgende afsnit omtales kun den energirige udgave af CCM-majs, som benyttes i Danmark.

CCM-majs indeholder ikke fytase, som er nødvendig for udnyttelse af det fytinbundne fosfor i kornprodukter. Udnyttelsen af fosfor formodes derfor at ligge lavere end i andre produkter, hvorfor det vil være tilrådeligt at tilsætte en større mængde fosfor i blandinger med CCM-majs. Da der samtidig er risiko for en lavere udnyttelse af også kalcium og zink - på grund af dannelse af et uopløseligt fytat af kalcium, zink og fytin - bør forholdet mellem kalcium og fosfor ikke ændres, hvorimod niveauet bør forhøjes (Udesen, 1986).

Et tysk forsøg af Roth-Maier & Kirchgeßner (1975) viste, at fordøjeligheden af både råpro­tein, råfedt og NFE var højere i CCM-majs end i friskhøstede majskolber. Samtidig fandt man ved stigende mængder træstof i foderet et tilsvarende fald i fordøjeligheden af råprotein.

Da CCM-majs energimæssigt set ligger på højde med byg, men har et lavt indhold af råprotein, er det nødvendigt, at proteinniveauet i tilskudsfoderet ligger højt. Tabel 22 viser næringsindholdet i CCM-majs.

Tabel 22. Næringsindhold i CCM-majs

Kemisk indhold	Pct. af varen			FK, pct. (slagtesvin)		FK, pct. (søer)
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	a) 46,2 1,0 41,9 2,7 6,2 2,0	b) 45,5 1,1 34,6 1,5 4,8 3,4	c) 51,5 1,1 37,0 1,9 5,4 3,1	NFEa) Råfedt a) Råprotein a) Træstof a) FEs/kg TS a)	91 78 62 5 1,2	NFEd) Råfedt d) Råprotein d) Træstof d) FEs/kg TS d)	95 76 62 82 1,4
Aminosyrer	Pct. af råprotein			Mineraler		g/kg vare
Lysin Methionin Cys. + meth. Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal. + Tyr. Valin	a) 2,2 1,4 2,8 3,0 - - - - - - -			Calcium Kalium Natrium Total fosfor		- - - -

a):	Madsen et al. (1990)
b):	Larsen et al. (1980)
c):	Just et al. (1983)
d):	Vestergaard et al. (1992)

3.1.1. Slagtesvin

Tørfoder

Madsen et al. (1990) fodrede slagtesvin med en blanding, hvor CCM udgjorde henholdsvis 0, 15 og 30 pct. af de totale foderenheder (svarende til henholdsvis 0, 27 og 46 pct. CCM af den samlede foderration). Kolbemajsen blev straks efter høst formalet og fyldt i storsække. CCM-majsen indeholdt 54 pct. tørstof, hvoraf træstofindholdet udgjorde 3,7 pct. Kolbemajs, byg og sojaskrå blev blandet til to-tre dages forbrug, og udfodret to gange dagligt efter norm for at opnå en daglig tilvækst på 750 g (Chwalibog,1993).

Produktionsresultater for forsøget er angivet i tabel 23, og det ses, at den daglige tilvækst var statistisk sikker højere for galtene på hold 2, samt at foderforbruget var stigende for sogrisene tildelt stigende mængder CCM-majs. Op til 30 pct. af energien kunne erstattes af CCM-majs uden at det påvirkede den daglige foderoptagelse og tilvæksten hos slagtesvin nævneværdigt. Der var dog forskel på galte og sogrises udnyttelse af foderet.

Tabel 23. CCM-majs til slagtesvin, mod. e. Madsen et al. (1990)

Forsøg	Kont.	1	2		Kont.	1	2
Pct. grundbl. Pct. CCM i foderbl. - Pct. af FEs Antal grise Antal udsatte grise Gns. vægt v. beg., kg Gns. vægt v. slutn., kg	100 0 0 20 0 22,1 96,2	73 27 15 20 0 21,2 97,2	54 46 30 20 0 22,2 97,1	1. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst 2. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Hele tilv.periode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilv., g (galte) Dgl. tilv., g (sogrise) FE/kg tilv. (galte) FEs/kg tilv. (sogrise)	1,64 697 2,36    2,69 872 3,10     2,24 781 810 2,90 2,76	1,64 973 2,45     2,79 887 3,17     2,28 783 794 2,91 2,89	1,73 697 2,51     2,91 910 3,23     2,39 840 790 2,86 3,04

 Tabel 24. CCM-majs til slagtesvin, mod. e. Mortensen et al. (1981)

Forsøg	Kont.	1		Kont.	1
1. tilvækstperiode: Byg i foderbl., kg/FEs CCM i foderbl., kg/FEs - pct. af foderration 2. tilvækstperiode: Byg i foderbl., kg/FEs CCM i foderbl., kg/FEs - pct. af foderration Antal grise Antal udsatte grise Gns. vægt v. beg., kg Foderdage	0,96 - -   0,99 -   16 1 23,9 104	0,69 0,57 45,2   0,64 0,71 52,6 16 0 23,9 112	1. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst 2. tilvækstperiode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst Hele tilv.periode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilvækst, g FEs/kg tilvækst	1,63 614 2,66   2,64 645 4,11   2,21 632 3,50	1,64 515 3,20   2,59 649 4,03   2,16 584 3,70

Mortensen et al. (1981) erstattede 40 pct. af byggen i en foderblanding med kolbemajs, og sammenlignede produktionsresultaterne med et kontrolhold.

Begge hold blev fodret efter gældende norm for grise i forskellige vægtintervaller. Kolbemajsen indholdt 44,9 pct. tørstof, hvoraf træstofindholdet udgjorde 7,7 pct. Grisene på de to hold åd samme daglige fodermængder i perioden indtil 50 kg, men da tilvæksten var lavere på CCM-holdet, blev foderforbruget således også højere.

I perioden fra 50 til 90 kg var der ingen forskel på de to hold. I hele perioden lå det daglige foderforbrug lidt lavere for CCM-holdet, og tilvæksten var 48 g lavere pr. dag, mens foderforbruget pr. kg tilvækst var 0,2 FEs større. Det samlede foderforbrug var 13 FEs større for CCM-holdet. Der blev ikke fundet statistisk sikre forskelle mellem forsøgsresultaterne.

Mellem 2 og 2,4 kg CCM-majs erstatter 1 kg byg - mængden af CCM-majs, som skal til for at erstatte 1 kg byg, afhænger hovedsageligt af lysinindholdet i CCM-majsen.

Vådfodring

Et vådfoderforsøg, hvor CCM-majs udgjorde 40 pct. af FEs (= 22,6 pct af foderrationen), viste ingen statistisk sikker forskel på den daglige tilvækst mellem forsøgs- og kontrolholdet (Udesen, 1986). Dog var der tendens til en større daglig tilvækst og dermed bedre foderudnyttelse på CCM-holdet. CCM-majsen på forsøgsholdet erstattede hovedsageligt hvede samt en mindre del byg og valle. Begge foderblandinger indeholdt det samme antal foderenheder pr. kg fodersuppe. Da afprøvningen blev gennemført over to høstår, var  foderblandingernes kemiske indhold ikke ens. Således var træstofindholdet i det ene høstår betydeligt højere end i det andet, mens tørstofindholdet var forholdsvis lav begge år (omkring 45 pct.). Det højere indhold af træstof må formodes at være hovedårsag til forringede produktionsresultater det pågældende år, og viser således betydningen af at holde træstofindholdet i CCM-majs under 57 g pr. FEs. Det samlede resultat af forsøget ses i tabel 25.

Tabel 25. CCM-majs til slagtesvin mod. e. Udesen (1986)

Forsøg	Kont.	1		Kont.	1
Indhold i foderbl.*: - Sojaskrå, pct. - Valle, pct. - CCM-majs - Byg, pct. - Hvede, pct. - Andet, pct. Antal prod. svin Vægt v. beg., kg	6,4 74,6 0 4,3 11,2 3,5 2.172 31,3	7,7 62,7 22,6 1,4 3,4 2,2 2.237 30,4	Hele tilv.periode: FEs pr. gris dgl. Dgl. tilv., g FEs/kg tilv.	2,14 665 3,23	2,14 680 3,17
*Gennemsnitligt indhold i foderblandingen fra høstårene 1983 og 1984

Slagtekvalitet

Ingen af de nævnte forsøg viste statistisk sikker effekt af CCM-majs på slagtesvind og kødindhold målt ved KSA. Madsen et al. (1990) fandt et slagtesvind på 25,5 pct. og et kødindhold på 57,5 pct (CCM-indhold på 46 pct.), mens Mortensen et al. (1981) ved et indhold på omkring 49 pct. CCM-majs af den samlede foderration målte et slagtesvind på 27,5 pct og et kødindhold på 51,3 pct.

Mortensen et al. (1981) fandt ingen effekt af kolbemajs på smagsegenskaberne i bacon og koteletter. Derimod viste en jodtalsbestemmelse, at kolbemajs i forhold til byg medførte et højere jodtal i rygspæk - denne effekt var statistisk sikker forskellig fra kontrolholdet. Jodtallet steg ved tilsætning af kolbemajs fra 58,2 til 59,9. Den kritiske grænse er ifølge Hansen (1995) et jodtal på 70, som forringer kvaliteten i slagtekroppen, idet spækket bliver blødt og harsker hurtigere.

3.1.2. Søer

Vestergaard et al. (1992) undersøgte effekten af at lade CCM-majs indgå med op til 50 pct. af foderrationens tørstof i drægtighedsperioden (= 60 pct. af foderrationen) på produktionsresultaterne. Kolbemajsene indeholdt 54 pct. tørstof, hvoraf træstofindholdet udgjorde 3,5 pct. I forsøget indgik 80 søer i to reproduktionsomgange. Søerne på alle fire hold (hhv. med 0, 35, 60 og 35 pct. CCM-majs i foderet) blev fodret efter gældende norm med samme antal FEs pr. dag i gold- og drægtighedsperioden. Dette betød, at fodervolumen og -vægt var stigende fra hold 1 til 3. Hold 4 blev fodret med en blanding indeholdende 35 pct. CCM-majs i både drægtigheds- og diegivningsperioden.Tørstofprocenten i foderblandingerne var faldende med stigende indhold af kolbemajs - værdierne for tørstofindhold faldt fra 87,9 pct. i blandingen uden CCM-majs til 68,7 pct. i blandingen med 60 pct. CCM-majs.

Som det ses af tabel 26 udgik fire søer på hold 3, hvilket for alle fire søers vedkommende skyldtes manglende drægtighed i forbindelse med 2. kuld. Resten af udsætningerne kunne ikke direkte relateres til forsøget. Søerne åd de planlagte mængder med CCM-majs uden problemer. Da søerne blev fodret efter norm i henhold til kuldstørrelse, indtog søerne på CCM-holdene en mindre mængde FEs end kontrolholdet, hvilket udelukkende skyldtes en mindre kuldstørrelse.

Tabel 26. CCM-majs til søer, mod. e. Vestergaard et al. (1992)

Forsøg	Kont.	1	2	3		Kont.	1	2	3
Drægt.periode: CCM i foder, % Byg i foder, % Sojaskrå i foder, % FEs pr. kg Diegiv.periode: CCM i foder, % Byg i foder, % Hvede i foder, % Sojaskrå i foder, % FEs pr. kg Antal søer indsat Gns. ført m. 1. kuld Gns. ført m. 2. kuld Udsatte	0 93,8 3,0 1,02     0 38,6 38,6 13,0 1,13 20 18 17 3	35,0 58,1 4,0 0,92     0 38,6 38,6 13,0 1,13 20 18 16 4	60,0 32,5 5,0 0,73     0 38,6 38,6 13,0 1,13 20 18 14 6	35,0 58,1 4,0 0,92     35,0 4,0 38,6 13,0 0,94 20 20 20 0	Kuldstørrelse: Lev.fødte Dødfødte Fravænnede Vægt af grise: Gns. v. fødsel, kg Gns. v. fravæn., kg Foderopt., FEs: I drægt.periode I diegiv.periode Vægtændringer: Tilv. i drægt.per. Vægttab i diegiv. p.	10,6a 0,8 10,1a     1,6 7,7     291a 181a   57a 6	10,2ab 0,7 8,9ab     1,63 7,7     303b 166b   59a 8	10,0ab 0,7 8,7b     1,60 7,9    313d 166b   65b 9	9,4b 1,0 8,4b     1,65 8,1    306c 165b   57a 8
Tal på samme linie er statistisk sikker forskellige (P<0,05) ved forskellig bogstavangivelse

Kuldstørrelsen af levendefødte grise blev negativt påvirket, når kolbemajs udgjorde 35 pct. af den samlede foderration i både drægtigheds- og diegivningsperioden. Endvidere tydede resultaterne på en reduceret kuldstørrelse ved stigende mængder CCM-majs i drægtighedsperioden, idet antal levendefødte ved tildeling af 60 pct. CCM-majs var lavere sammenlignet med kontrolholdet. Derudover var der en statistisk sikker forskel på antal fravænnede grise pr. kuld mellem kontrolholdet og hold 3 og 4, som fik tildelt de største mængder CCM-majs.

Et ældre forsøg af Kirchgeßner et al. (1977) viste ingen statistisk sikker forskel på levendefød­te grise pr. kuld, fravænnede grise pr. kuld og fødselsvægt pr. gris og pr. kuld mellem to hold, der fik foderblandinger indeholdende henholdsvis 0 og 94 pct. CCM-majs. Søerne (35 stk. i 3. og 4. læg fordelt på de to hold), som fik tildelt almindeligt sofoder, blev fodret efter daværende gældende fodernorm på omkring 2,8 FEs fra uge 1 til 12, og 3,2 FEs fra uge 13 til 16. Den anvendte CCM-majs havde et tørstofindhold på 50,8 pct., hvoraf de 10,5 pct. var analyseret som værende træstof. Før løbning vejede dyrene i gennemsnit 180 kg. Forsøgsdata og resultater er angivet i tabel 27.

Forsøget viste, at CCM-majs udmærket kan udfodres i store mængder til drægtige søer uden negativ indvirkning på produktionsresultater og dække det samlede energibehov. Som tidligere nævnt under afsnittet om slagtesvin er det dog vigtigt at være opmærksom på træstofindholdet i CCM-majsen, da et stigende træstofindhold medfører faldende energiindhold i foderet. Til drægtige søer anbefalede Kirchgeßner et al. (1977) således følgende mængder CCM-majs, hvor der blev taget hensyn til træstofindholdet i CCM-majsen. CCM-majsen suppleres med tilskudsfoder indeholdende nødvendige vitaminer, mineraler og aminosyrer.

Til diegivende søer anbefaler Kirchgeßner et al. (1977) kun at tildele CCM-majs med et træstofindhold på under 7 pct. af tørstoffet, da man ellers skal afpasse foderrationen til søer individuelt. Holdes træstofindholdet under 7 pct. af tørstofindholdet viste et yderligere forsøg udført af Kirchgeßner et al. (1977), at diegivende søer kunne æde omkring 5,7 kg CCM-majs svarende til 2,8 kg tørstof. Søerne skal derfor yderligere tildeles tilskudsfoder, som kan dække den manglende energi- og proteinforsyning fra CCM-majsen. Dækkes diegivende søers behov ikke vil det få alvorlige konsekvenser for grisenes fravænningsvægt.

Tabel 27. CCM-majs til søer, mod. e Kirchgeßner et al. (1977)

Forsøg	Kont.	1		Kont.	1
Før løbning: CCM i foder, pct. Proteinkonc., pct. Vit. og min., pct. Alm. soblanding, pct. Drægt.periode, 1-12. uge: CCM i foder, pct. Proteinkonc., pct. Vit. og min., pct. Alm. soblanding, pct. Drægt.periode, 13-15. uge: CCM i foder, pct. Proteinkonc., pct. Vit. og min., pct. Alm. soblanding, pct. Drægt.periode, 16. uge: CCM i foder, pct. Proteinkonc., pct. Vit. og min., pct. Alm. soblanding, pct. Antal søer indsat	- - - 100     - - - 100     - - - 100   - - - 100 18	94,3 4,7 1,0 -     95,1 4,0 0,9 -     94,3 4,7 1,0 -   93,0 5,8 1,2 - 17	Kuldstørrelse: Lev.fødte Dødfødte Fravænnede Vægt af grise: Gns. v. fødsel, g Kuldv. v. fødsel, kg Foderopt., FEs: Uge 1-12 Uge 13-16 Hele perioden Vægtændringer: Tilv. uge 1 til 12, g/ dag Tilv. uge 13 til faring, g/dag Tilv. hele perioden, g/dag	11,8 * 9,3      1.472 17,1       * * *      * * *	11,4 * 9,1      1.436 15,6      2,8 3,2 2,9     266 597 359
*Ikke angivet i referencen

Tabel 28. Anbefalet daglig mængde CCM-majs (50 pct. tørstof) til drægtige søer; varierende med træstofindholdet, mod. e. Kirchgeßner et al. (1977)

Træstofindhold i CCM-majs	FEs pr. kg tørstof*	Daglig anbefalet mængde CCM-majs, kg
pct. af tørstof		Drægt.uge 1-12	Drægt. uge 13-16
indtil 7 7-10 10-11 12-13 14-15	0,79 0,75 0,73 0,70 0,67	2,9 3,1 3,2 3,3 3,4	3,6 3,8 3,9 4,1 4,3
* Beregnet ud fra den tyske GN, som antages lig med EFs (Energetischer Futtereinheit, Schweine). FEs beregnet på følgende måde: FEs = GN x 14,6 KJ/7720 KJ

3.1.3. Foderopbevaring

Før ensilering bør majskolben formales, hvilket kan ske enten i forbindelse med høstningen af kolbemajsen eller ved et stationært formalingsanlæg ved opbevaringspladsen. Formalede majskolber er lette at ensilere og opbevare, hvis man samtidig sørger for en sammentrykning af materialet i takt med høstningen. Majsen kan eventuelt overbruses med myresyre inden afdækning med plastik og et tyndt lag sand eller vådt halm. Hvis der er mulighed for at dyrke store arealer med majs, kan det være hensigtsmæssigt at opbevare afgrøden i en gastæt silo i stedet for. Dette kan medføre, at der samles en del væske i bunden af siloen. Væsken kan udfodres i mindre mængder af gangen. Den indeholder en stor mængde råprotein - i en enkelt afprøvning blev væsken analyseret, og der blev fundet et indhold på 42 pct. råprotein (Udesen, 1986).

3.1.4. Udfodring

Udtagning af CCM-majs fra en plansilo kan ske med både front- og bagskovl. Det er vigtigt at tildække ensilagen efter udtagning for at forhindre iltning af stakken. Ved udfodring af mindre mængder CCM-majs kan majsen iblandes færdigblanding og udfodres via tørfodringsanlæg - ved anvendelse af større mængder CCM-majs er udfodringsmulighederne ikke nærmere undersøgt.

3.1.5. Gødningshåndtering

Der foreligger ingen erfaringer på dette område.

3.1.6. Økonomi

På grund af det meget svingende udbytte fra år til år kan det være svært at vurdere CCM-majsens egnethed som svinefoder. Gode høstår med et højt udbytte pr. ha. vil rent økonomisk godt kunne betale sig i forhold til dyrkning af eksempelvis byg, men dette afhænger endvidere af, hvor store omkostninger man har til opbevaringsanlæg, udfodringsanlæg etc.

3.2. Majsensilage

Majsensilage, som fremstilles ud fra høst af hele majsplanten, har typisk et tørstofindhold på omkring 30 pct. Energiniveauet og indholdet af råprotein ligger på henholdsvis 0,75 FEs pr. kg tørstof og 80 g pr. kg tørstof (Jost, 1985).

3.2.1. Slagtesvin

Der foreligger ikke noget materiale om udfodring af dette foderstof til slagtesvin.

3.2.2. Søer

Majsensilage egner sig godt som fyldende foder til drægtige søer, men bør ikke anvendes til diegivende søer. Drægtige søer kan optage op til 1,5 kg tørstof majsensilage (ca. 10 kg majsensilage), men bør i de sidste 10 dage af drægtigheden ikke tildeles majsensilage. Ligesom ved fodring med CCM-majs er det vigtigt, at tilskudsfoderet har et højt indhold af råprotein, for at drægtige søer kan få dækket proteinbehovet (Jost, 1985).

Weiß (1986) omtaler hollandske forsøg fra 1977, som sammenligner almindeligt sofoder med majsensilage plus tilskudsfoder. Søerne på de to hold fik tildelt samme energi- og proteinmængde efter gældende normer. Produktionsresultaterne var i forsøget klart forbedret i forhold til kontrolgruppen, idet man blandt andet opnåede 1,8 fravænnede grise mere pr. årsso. Udgangspunktet for forbedringen var ikke højt, idet kontrolholdet kun havde 15,4 fravænnede grise pr. årsso. Samtidig med at man kunne dække søernes energibehov med majsensilage og tilskudsfoder, lykkedes det ved fodringen at forbedre søernes mæthedsfornemmelse i form af en mere fyldende foderblanding. I tabel 29 ses de vigtigste resultater fra det hollandske forsøg.

Tabel 29. Majsensilage til drægtige søer, mod. e. Weiß, 1986

Forsøg	Kontrol	1		Kontrol	1
Drægtighedsperiode: Sofoder, kg/dag Majsensilage, kg/dag Antal kuld Udsatte søer	2,0 - 164 36	1,5 2,5 173 22	Antal lev.fødte pr. kuld Kuld pr. årsso Lev.fødte pr. årsso Fravænnede pr. årsso	9,6 1,88 18,0 15,4	9,9 1,98 19,7 17,2

3.2.3. Foderopbevaring

De få indsamlede erfaringer viser, at man uden problemer kan ensilere majshøsten ovenpå et 20 cm tykt lag snittet halm - tildække majsen med et tyndt lag græs og derefter overdække stakken med to lag plastik og en presenning. Der tilsættes myresyre i stakken inden tillukning.

3.2.4. Udfodring

Brugen af majsensilage i Danmark er ikke særligt udbredt, hvilket betyder, at der ikke er indsamlet  erfaringer på dette område. Ligesom det nævnes under punkt 1.2.5 (Roetopensilage) kan man tænke sig at udfodre via en fuldfodervogn. Herved kan ensilagen blandes op med tilskudsblandingen inden udfodring, hvorved søerne forhindres i at sortere grovfoderet fra i første omgang. Et homogent foder vil være at foretrække i løsdriftsstalde med ad libitum fodring.

3.2.5. Gødningshåndtering

Der er ikke indsamlet erfaringer på dette område.

3.2.6. Økonomi

Foderpris og omkostninger til eksempelvis fuldfodervogn skal sættes i forhold til prisen på almindelig foderblanding.

3.3. Majspiller

Hele majsplanten tørres og formales, hvorefter den indgår i en foderblanding med en andel på 70 til 85 pct. Restdelen udgøres af proteinkoncentrat og byg. Foderblandingen presses til piller og må højst indeholde 20 pct. træstof af  hensyn til næringsstoffernes fordøjelighed. Tørrede majspiller til slagtesvin nævnes ikke i litteraturen, og kan derfor ikke umiddelbart anbefales.

Bolduan (1984) foreslår at tildele drægtige søer mellem 3 og 4 kg majspiller pr. dag. Der anføres ikke egentlige fodringsforsøg med tørrede majspiller, og det kan derfor anbefales kun at fodre drægtige søer med pågældende blanding.

Interessen for helsædsensilage til søer har været stigende de senere år. En afprøvning under Den rullende Afprøvning har fastslået effekten på produktionsresultater ved fodring med helsædsensilage. Samtidig har man i enkelte besætninger forsøgt sig med ad libitum fodring med tørrede helsædspiller, men endnu er der kun sparsomme resultater.

4.1. Helsædsensilage

Helsædsensilage til drægtige søer bør produceres på basis af enten 50 pct. vinterhvede og 50 pct. ærter eller 50 pct. vårbyg og 50 pct. ærter, når helsædsensilage indgår med 75-80 pct. af energien i drægtighedsfoder. Kombination af korn og ærter sikrer et højt energiindhold, en god foderoptagelse og et moderat proteinindhold i ensilagen. De følgende afsnit vil koncentreres om bygærtehelsæd.

Tabel 30 viser næringsstofindhold i helsædsensilage (henholdsvis byg/ært, hvede/-ært, hvede og byg). Fordøjelighedskoefficienter for næringsstoffer er ikke angivet til slagtesvin.

Dyrkning af ærter i blanding med byg medfører en lettere høst og medvirker til, at byg og ærter bliver blandet ensartet i ensilagen. Dyrkningsmålet er en afgrøde med 40-50 pct. ærter , hvilket kan opnås ved at vælge de rigtige sorter og mængder af udsæd og kvælstof. De halvbladløse ærtesorter “Odin”, “Julia” og “Loto” har den bedste kombination af et højt udbytte og en høj fordøjelighed til blanding med byg til helsæd. Med hensyn til bygsorten foreslår Sørensen et al. (1996) at blande sorterne “Meltan”, “Bartok” og “Goldie”, hvilket vil medføre et relativt lille behov for svampebekæmpelse i byg/ærtehelsæd. Der må ikke være svampevækst i kornet, når det høstes som helsæd. Byg/ærtehelsæd bør høstes og ensileres fire til fem uger efter begyndende skridning af byggen. Det er en forholdsvis let afgrøde at ensilere. Indholdet af tørstof bør ligge på omkring 35 pct., og i de tilfælde vil saftafløbet være minimal.

4.1.1. Slagtesvin

Helsædsensilagens effekt på produktionsresultater er ikke afprøvet til slagtesvin, hvorfor der ikke kan gives egentlige anbefalinger om brugen af denne afgrøde.

Tabel 30. Næringsindhold i helsædsensilage

Kemisk indhold	Pct. af varen				FK, pct. (søer)
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	a) Byg/ært 65,40 2,20 13,03 0,69 4,48 14,19	a) Hv./ært 63,35 2,23 14,36 0,73 4,57 14,76	a) Hvede 38,90 1,97 24,95 0,82 4,03 9,33	a) Byg 63,0 1,92 22,31 0,74 3,85 8,18	NFE Råfedt Råprotein Træstof FEs/kg ts	a) Byg/ært 90,3 45,4 76,1 43,1 0,85	Hv./ært 90,3 45,6 76,1 42,2 0,86	Hvede 90,0 50,0 75,0 21,0 1,12	Byg 90,0 50,0 75,0 21,0 1,12
Aminosyrer	Pct. af råprotein				Mineraler	g/kg vare
Lysin Methionin Cystin+meth. Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal.+tyr. Valin	a) 4,24 1,28 2,63 3,44 - 3,60 6,88 2,18 8,10 6,80 5,03	a) 3,54 1,13 2,25 3,15 - 3,49 6,28 2,06 4,09 6,53 4,78	a) 2,08 1,33 2,91 2,72 - 3,39 5,91 1,85 3,95 5,99 4,46	a) 3,66 1,69 3,83 3,39 - 3,64 7,30 2,13 5,15 9,62 5,03	Calcium Kalium Natrium Totalfosfor	a) 2,88 6,00 0,38 0,92	a) 2,39 5,69 0,24 0,89	a) 1,23 4,93 0,12 0,90	a) 2,22 5,55 0,41 0,96
a) Foderstoftabel, Bedriftsløsning (Den rullende Afprøvning)

I en enkelt besætning har man givet både pattegrise (14 dage gamle) og smågrise et dagligt tilskud af helsædsensilage. Erfaringen er, at grisene gerne æder helsæden, og derodover får en fastere afføring, som medfører renere stier. Effekten skyldes sandsynligvis syren i ensilagen. Dette har ikke kunnet eftervises i besætninger med store problemer med coli-diarréer. Der er ingen erfaringer med helsædsensilage til slagtesvin, men udfodring af små mængder helsædsensilage i slutningen af opfedningsperioden forventes dog ikke at have negativ effekt på tilvæksten.

4.1.2. Søer

Drægtige søer og gylte blev fodret efter ædelyst med helsædsensilage, som var suppleret med vitaminer og mineraler (Sørensen, 1995a). Helsædsensilagen bestod af vårbyg og ærter. De 130 årssøer gik på dybstrøelse i en stor sti, og blev i en periode på 158 dage fodret med helsædsensilagen. Gennemsnitligt var der 65 søer og gylte i flokken, og de blev indsat kontinuerligt i stien efter løbning. Hver so havde således omkring 4 m² til rådighed. Hel­sædsensilagen havde et tørstofindhold på 49,2 pct. og energiindholdet efter EFOS-metoden blev bestemt til at være 28,6 FEs pr. 100 kg foder. Der blev udfodret 7,5 kg helsædsensilage, hvilket ud fra EFOS-beregningen kunne dække søernes behov. Søerne åd kun 6,5 kg helsædsensilage, hvilket ud fra en huldvurdering viste sig at være dækkende for deres energibehov. Søernes udnyttelse af foderet var derfor bedre end forventet, og må antages at have været ca. 34 FEs pr. 100 kg foder.

Følgende resultater blev observeret i forbindelse med undersøgelsen:

• Halmforbruget blev reduceret til 25 pct. af det normale forbrug.
• Produktionsegenskaberne lå på et højere niveau end før forsøget med helsædensilagen blev sat i gang, hvilket tyder på, at ensilagen ikke har nogen negativ effekt på resultaterne.
• Spaltegulv er ikke anvendeligt til søer, der fodres med helsædsensilage, idet der skal tilsættes vand for at sluse gyllen ud.
• Huldvurderingen i forsøget viste, at den gennemsnitlige huldkarakter før forsøget på 3,0 var faldet til 2,9, efter forsøget var afsluttet.
• Foderudgiften blev reduceret ved brug af helsædsensilage i stedet for fuldfoder til de drægtige søer i denne besætning.
• Søerne og gyltene åd helsædsensilagen uden problemer, og der var ingen aggressiv adfærd omkring fodringstidspunktet. Endvidere var søerne meget rolige i undersøgelsesperioden.

Ovennævnte forundersøgelse viste, at søer kan få dækket deres energibehov i drægtighedsperioden ved fodring efter ædelyst med helsædsensilage.

En netop afsluttet afprøvning (Sørensen, 1997) fra Den rullende Afprøvning undersøgte effekten på produktionsresultaterne af at fodre drægtige søer efter ædelyst med helsædsensilage. Afprøvningen blev gennemført i tre sobe­sætninger A, B og C med løsgående drægtige søer. I drægtighedsperioden blev søerne delt i to grupper og fodret med to forskellige blandinger - en almindelig drægtighedsblanding, som blev udfodret restriktivt og en fuldfoderblanding med helsædsensilage, der blev udfodret efter tilnærmet ædelyst. I diegivnings- og goldperioden blev alle søerne fodret med samme blanding.

I alle tre besætninger var kontrolblandingerne sammensat ud fra normerne for næringsstoffer til drægtige søer. (Fokus på Normer for næringsstoffer, 1995, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER).

Foderblandingerne med helsædsensilage havde forskellig sammensætning i de tre besætninger.

Energiindhold i foder til svin fastsættes normalt ved EFOS-metoden. Denne metode er ikke anvendelig til foderstoffer med et højt indhold af kostfibre, da metoden er kalibreret efter fordøjelighedsforsøg - gennemført på sogrise fra 40-60 kg - med almindelige foderstoffer f.eks. hvede og sojaskrå. Derfor blev energiindholdet (FEs pr. 100 kg.) i helsædsensilagen beregnet ud fra tørstofindhold i pct. x 0,80 FEs pr. 100 kg TS. De 80 FEs pr. 100 kg TS er fundet i et fordøjelsesforsøg med drægtige søer, som fik byghelsædsensilage med et tørstofindhold på 35 pct. Fordøjelighedsforsøget blev gennemført ved Danmarks JordbrugsForskning. Fordøjelseskoefficienterne for de enkelte næringsstoffer i byghelsædsensilagen var; protein: 50, fedt: 30, træstof: 44, NFE: 72.

Blandingerne var sammensat ud fra det analyserede indhold af tørstof og næringsstoffer i de pågældende partier af helsædsensilage. Værdierne for aminosyrerne er hentet fra Rapport nr. 60, Landskontoret for Kvæg, 1996, "Aminosyretabel", og fordøjeligheden var fastsat til 50 pct.

Optimeringen af fuldfoderblandingerne skulle overholde normerne for næringsstoffer til drægtige søer. I optimeringerne af fuldfoderet i besætning A og B blev anvendt en proteinfordøjelighed på 60 pct. Efterfølgende er resultaterne fra fordøjelighedsforsøget på Danmarks JordbrugsForskning kommet, og her fandtes en proteinfordøjelighed i helsædsensilage på 50. Tallene for forventet indhold af gram fordøjelige aminosyrer pr. FEs i tabel 1 er beregnet ud fra en proteinfordøjelighed på 50, hvilket resulterede i, at fuldfoderet anvendt i både besætning A og B indeholdte en mindre mængde fordøjelige aminosyrer pr. FEs, end normen anbefaler (Fokus på Normer for næringsstoffer", 1995, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER).

Grovfoderblandingernes sammensætning er vist i tabel 31.

Tabel 31. Grovfoderblandingernes sammensætning, pct.

Besætning	A	B	C
Sammensætning i pct. Hvedehelsæd Vinterbyghelsæd Vårbyghelsæd Ærtehelsæd Mineralsk foderblanding Sojaskrå, toasted Soprotein 38 fra FAF	- 98,00 - - 0,20 - 1,80	- - 99,20 - 0,80 - -	60,0 - - 40,0 1,0 1,5 -
Forventet indhold af næringsstoffer
Tørstof, pct. FEs pr. 100 kg (beregnet) Protein, pct Træstof, pct. Calcium, g/FEs Fosfor, g/FEs	34,3 28,0 3,8 7,0 7,5 6,3	35,5 28,0 3,3 7,9 7,2 5,5	42,6 34,0 5,7 9,9 7,9 6,6
g ford. aminosyrer/FEs (beregnet) Lysin Methionin Cystin Treonin	3,0 1,4 1,6 3,1	3,1 1,3 1,5 3,0	4,0 1,6 1,8 3,6

I både besætning A og B var der vægttab blandt de drægtige forsøgssøer, selvom de blev fodret efter reel ædelyst. Dette skyldtes, at søernes foderoptagelse ikke kunne dække energibehovet. At de også var underforsynet med aminosyrer forbedrede ikke deres tilstand. Efter ca. 6 ugers afprøvningsperiode blev de drægtige forsøgssøer tilført ekstra koncentreret foder. I besætning A fik søer 700 g koncentreret foder pr. dag via fodringsanlægget. I besætning B fik de drægtige forsøgssøer 500 g koncentreret foder i ædeboksene. Efter at søerne fik det koncentrerede foder, var der ikke problemer med vægttab. Tilførslen af det koncentrerede foder påvirkede ikke optagelsen af helsædsensilage.

I besætning C blev der analyseret for vitaminer i helsædsensilagen. Der var henfald over tid af specielt vitamin E, derfor kan det ikke anbefales at tilsætte vitaminer direkte til helsædsensilagen ved ensilering. I besætning C var søernes ædelyst større end i de to andre besætninger, hvilket tilskrives indholdet af ærter i helsædsensilagen. I starten af afprøvningsperioden blev søerne fodret præcist efter en daglig foderoptagelse på 7,5 kg. Dette resulterede i vægttab blandt nogle af søerne, men ikke så markant som i de to andre besætninger. Senere blev søerne fodret efter reel ædelyst fodring, og deres foderoptagelse steg til ca. 8,5 kg pr. dag. Derefter var der ikke længere vægttab blandt søerne. I denne besætning fik forsøgssøerne ikke supplerende foder. 

I alle tre besætninger blev det registreret, at når forsøgssøerne første gang fik grovfoder, gik der ca. 10 dage før deres foderoptagelse var oppe på det ønskede niveau - i gennemsnit ca. 7,5 kg pr. dag. Når søerne fik helsædsensilage i næste drægtighedsperiode steg foderoptagelsen væsentligt hurtigere. Søerne skulle vænnes til, at der er foder til rådighed hele tiden. I begyndelsen sås aggressiv adfærd omkring foderautomater og foderbord, men da søerne havde fundet ud af, at der var foder til rådighed hele tiden, ophørte dette. De dominerende søer i stien åd først, og senere kom de andre søer op for at æde.

Søerne brugte mellem 4 og 5 timer på at æde hver dag. I den øvrige periode lå søerne i lejearealet. Forsøgssøerne var mere rolige end kontrolsøerne, når man gik inde i stien, hvilket var en fordel ved vaccinationer. Der blev ikke foretaget objektive registreringer af søernes adfærd.

Det var mere besværligt at føre tilsyn med forsøgssøerne, da de ikke alle var aktive omkring fodringen som kontrolgruppen.

Halmforbruget udgjorde mellem 25 og 50 pct. af den mængde, som blev anvendt i kontrolstierne. Dette tilskrives, at forsøgssøerne ikke åd halm, samt at deres gødning var meget tør.

I tabel 32 er vist den dagligt udfodrede mængde foder i FEs. I forsøgsgrupperne i besætning A og B er tillagt den ekstra mængde færdigfoder, som søerne fik tildelt.

Tabel 32. Foderforbrug i FEs pr. so pr. dag.

Besætning	A		A		C
Foder	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg
Mængde, FEs	2,3	2,2	2,4	2,2	2,5	1,9

Som det fremgår af  tabel 32, var den daglige udfodrede mængde i FEs mindre i forsøgsgruppen for alle tre besætningers vedkommende. Det kunne antyde, at indholdet af FEs i helsædsensilagen reelt var større end det, der er beregnet. I besætning C, hvor forskellen i foderoptagelse mellem grupperne var størst, var huldet blandt forsøgssøerne også dårligere end blandt kontrolsøerne. Dette påvirkede også søerne i farestalden, da grisene umiddelbart var mindre ved fødslen, hvilket resulterede i en større pattegrisedødelighed og en lavere fravænningsvægt.

Der var væsentlig mindre forskel i søernes huld, da forsøgssøerne fik en større mængde fuldfoder, og derefter var der ikke forskelle mellem grupperne i farestalden. Produktionsresulaterne i tabel 33 for pattegrisedødelighed og fravænningsvægt kan derfor ikke alene tilskrives brug af helsædsensilage, men mere det faktum at søerne ikke har fået energi nok i drægtighedsperioden.

Det var tilladt at kuldudjævne grise mellem grupperne inden for de første fem levedøgn, men kuldudjævningerne skulle så vidt muligt holdes inden for grupperne. Samtlige flytninger blev registreret med dato, samt fra hvilke søer grisene blev flyttet fra og til. Efter femte levedøgn måtte der kun flyttes grise inden for gruppen. Kuldstørrelse efter udjævning, som anvendes i tabel 33, er udtryk for, hvor mange grise søerne reelt har passet.

Resultaterne i tabel 33 viser, at der ikke var nogle sikre forskelle på produktionsresultaterne mellem de to grupper.

Afprøvningen viste, at helsædsensilage kan indgå i fuldfoder til drægtige søer uden, at det har nogen negativ effekt på produktionsresultaterne.

I en enkelt besætning har man valgt at opdele de drægtige søer i to flokke, hvor førstelægs søer og gylte går sammen i en flok, mens resten af søerne går sammen i en anden flok. Herved tilgodeses unge dyr, som ikke har et ordenligt huld ved indsættelse i flokken. Disse kan fodres med en tilskudsblanding sideløbende med ensilagen. Andre har valgt at fodre ad libitum med færdigfoder i de tre første uger af drægtigheden for at sikre, at søerne er i ordenligt huld inden de udelukkende fodres med ensilage i de sidste 13 uger før faring. Muligheden for en sådan huldjustering er kun til stede i besætninger, som kører med stabile grupper.

Tabel 33. De samlede produktionsresultater

Gruppe	Kontrol	Forsøg
Antal kuld Antal levendefødte grise pr. kuld - heraf svagtfødte grise pr. kuld Antal dødfødte grise pr. kuld Kuldstørrelse ef. udjævning Døde indtil fravænning, pct. Kuldvægt ved fravænning, kg Diegivningsperiode, dage MMA-behandling, pct. Faringsprocent Spildfoderdage pr. kuld Kuld pr. årsso Fravænnede grise pr. årsso	347 11,6 0,3 0,8 11,3 13,2 69,5 28 9,5 81,0 20,3 2,2 21,7	332 11,5 0,4 0,8 11,3 14,2 67,6 28 9,6 83,2 19,3 2,2 21,3

4.1.3. Foderopbevaring

Helsæden høstes helst direkte med en finsnitter, hvor snitlængden skal ligge på mellem 2 og 3 cm. Herved mindskes risikoen for luftindtrængning under udtagning af ensilagen samtidig med, at muligheden for en effektiv sammenpresning af helsæden øges. Hvis ensilagens tørstofindhold er større end 27-28 pct., kan ensilagen udmærket ensileres i markstak. Ligger tørstofindholdet i ensilagen derimod lavere, er der risiko for saftafløb, og da det kun er tilladt at ensilere saftgivende ensilage på fast bund med saftopsamler, kan markstaksensilering derfor ikke benyttes. En mulighed er i stedet at anvende plansiloer, hvor der er opsat plastik langs siderne, og hvor ensilagen er tildækket med to lag plastik. Ensilagestakken tildækkes herefter med jord.

Markstakke af helsæd bør ikke laves bredere, end at der dagligt kan bruges 20 til 30 cm af stakken. Er dette ikke tilfældet, vil holdbarheden af helsæden forringes på grund af forrådnelse i forbindelse med iltning af stakken. Erfaringer viser, at der ikke var problemer med markstakken, når det daglige forbrug af helsædsensilage lå på omkring 500 kg.

Er det daglige forbrug lavere kan man forsøge sig med ensilering i plastpakkede baller - silo-wrap. Denne løsning er en del dyrere end at lægge helsæden i stak, men holdbarheden ved brug af små mængder er til gengæld også betydeligt større.

Helsæden skal stakkes på bundplastik og tildækkes med to lag dækplast (0,15 mm). Af hensyn til sammentrykning af helsæden og dermed en effektiv ensileringsproces bør man tildække ensilagestakken med sand eller jord. En anden mulighed er at anvende bildæk, men så skal man samtidig overdække stakken med fuglenet. Huller i ensilagestakken medfører hurtigt forrådnelse, og det er derfor vigtigt, at stakken er tildækket ordentligt.

Af hensyn til ensilagens holdbarhed er det vigtigt, at afgrøderne er ensileret i en ensartet blanding. Hvis man har dyrket korn og ærter på hver sin mark, kan man lade en finsnitter køre i hver af de to afgrøder samtidigt. Afgrøderne lægges skiftevis i tynde lag i silo eller i stak, og presses godt sammen. Ligger de to marker ved siden af hinanden kan man i stedet vælge at køre rundt om begge afgrøder. Herved vil afgrøderne automatisk blive blandet godt sammen.

I forbindelse med håndtering af ensilagen fra markstak til udfodringssted, er det vigtigt at få et fint og jævnt snit hele vejen ned gennem stakken, når ensilagen udtages. Herved sikres en længere holdbarhed af ensilagestakken. Der er gode erfaringer med brug af rendegraver (forsynet med oplukkelig frontskovl, hvor der er påsvejset et grensæt svarende til et almindeligt ensilagegreb med overfaldsklo). Denne metode sikrer, at ensilagen delvist skæres og rykkes ud, hvorved snittet bliver jævnt. En anden effektiv måde at udtage ensilagen på er at montere en blokskærer bag på traktoren. 

4.1.4. Udfodring

Variationen i næringsindholdet i helsædsensilage er stor på grund den store spredning i tørstofindholdet. Inden udfodring af et parti bør man derfor analysere det for indhold af tørstof, råprotein og træstof.

Der blev anvendt forskellige udfodringssystemer i besætningerne, der indgik i afprøvning (Sørensen 1997). I besætning A og B blev der anvendt en foderautomat udformet som en høhæk. Udgangspunktet var, at automaterne skulle fyldes dagligt. Dette fungerede tilfredsstillende i perioden fra oktober til april, mens det ikke var hensigtsmæssigt i den varmere periode af året, da ensilagen begyndte at tage varme. Derfor er høhække ikke anvendelige, når der skal fodres med grovfoder hele året. I besætning C blev der fodret på et foderbord. Her lå helsædsensilagen i et tyndt lag, og der var ikke problemer med, at foderet tog varme.

I besætning C var der ingen søer, som var bange for at komme op og æde. Dette sås blandt enkelte søer i de to andre besætninger. Dette tilskrives, at der var for få ædepladser.

Foderbordet skal placeres i gødearealet og dimensioneres efter, at der skal være tre-fire søer pr. ædeplads. Foderbordet kan eksempelvis fyldes ved hjælp af en hængebanevogn eller fuldfoderblandevogn, som ligeledes kan benyttes til sammenblanding af grovfoder og tilskudsfoder.

Der skal gennemføres flere undersøgelser af udfodringsmetode, herunder indretning af foderplads og antal søer pr. ædeplads. Ud fra de indsamlede erfaringer, bør fuldfoderet udfodres på et foderbord, der skal regnes med 50 cm ædeplads pr. so. Der skal være plads til, at 30 pct. af søerne kan æde samtidig, når der er maks. 50 søer i en sti.

I udendørs besætninger viser erfaringer, at arbejdstidsforbruget til fodring kan mindskes ved ensilering af helsæden i stakke på de marker, som søerne går på. Der åbnes i den ene ende af stakken, og en eltråd på tværs af stakken kan forhindre, at foderspildet bliver urimeligt stort. En anden mulighed er at fodre dagligt i foderkar, som er placeret i folden.

En anden løsning er en stationær blander + et skrabeanlæg.

4.1.5. Gødningshåndtering

Gødningen har meget karakter af helsæd, det vil sige, at den er porøs og strængeldele kan forekomme. Den gødningstype er ikke særlig anvendelig i spaltegulvstalde. Hvis man alligevel har spaltegulv, bør der være et skrabeanlæg under spaltene. På trods af et væsentligt lavere halmforbrug i løsdriftsstier, hvor der fodres med helsædsensilage, er stierne rene og tørre. Søerne foretrækker at æde helsædsensilage i stedet for halmstrøelse. Smågrise får en fastere afføring, og stierne er rene og tørre.

4.1.6. Økonomi

I alle tre besætninger, som deltog i afprøvningen (Sørensen, 1997), er prisen pr. FEs for fuldfoderet beregnet, hvilket fremgår af tabel 34. I beregningen indgår den reelle pris på helsædsensilagen - beregnet  ud fra udbytter og salgsprisen af korn for parallelt liggende marker, som er høstet til fuldmodenhed. Omkostninger til opbevaring af helsædsensilagen (plastik og net) og tilskudsfoder (protein, vitaminer og mineraler) er indregnet. Prisen er beregnet for hele den udfodrede mængde fuldfoder inkl. spild.

Arbejdsløn til håndtering og udfodring af fuldfoderet er ikke medregnet. I alle tre besætninger er det vurderet, at det tager 30 minutter pr. dag at fodre med fuldfoderet.

Prisen på de tre kontrolblandinger fremgår ligeledes, og her er heller ikke regnet på udgifter til håndtering og udfodring.

Tabel 34. Pris pr. FEs.

Besætning	A		A		C
Foder	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg	Kontrol	Forsøg
Pris pr. FEs, kr.	1,31	1,09	1,26	1,14	1,40	1,11

Da prisen pr. FEs bl.a. afhænger af foderværdien i helsæden, kan foderudgifterne generelt variere en del. Det er derfor vigtigt, at dyrkningsforholdene - herunder jordtype - er optimale samtidig med, at ensileringsprocessen forløber rigtigt. Herudover kræver anvendelse af helsædsensilage ofte yderligere investeringer i bl.a. plansilo og frontlæsser med siloklo, og man bør endvidere beregne et større tidsforbrug ved udfodring af ensilagen i forhold til fodring med almindeligt sofoder.

4.2. Tørret helsæd

I forbindelse med en forundersøgelse foretaget af Den rullende Afprøvning i foråret 1997, blev det kemiske indhold i tørret byg/ærtehelsæd analyseret. I tabel 35 ses resultatet.

Tabel 35. Næringsindhold i tørret helsæd(byg/ært)

Kemisk indhold	Pct. af varen	FK, pct. (slagtesvin)
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	a) 7,5 7,2 49,7 1,4 12,3 21,9	NFE Råfedt Råprotein Træstof FEs/kg TS	- - - - -	NFE Råfedt Råprotein Træstof FEs/kg TS a)	- - - - 0,59
Aminosyrer	Pct. af råprotein	Mineraler		g/kg vare
Lysin Methionin Cystin+methionin Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal. + Tyr. Valin	- - - - - - - - - - -	Calcium Kalium Natrium Total fosfor		a) 5,0 - 0,3 2,4
a) Den rullende Afprøvning

4.2.1. Slagtesvin

Produktet er endnu ikke afprøvet på slagtesvin, hvorfor der ikke kan angives vejlende fodermængder.

4.2.2. Søer

Tørfodring

Den rullende afprøvning lavede en forundersøgelse af tørret helsæd for primært at vurdere drægtige søers foderoptagelse af produktet. De tørrede piller indeholdt 54 pct. byg/ært helsæd, 44 pct. byg helsæd samt vitaminer og mineraler. Undersøgelsen tyder ikke på, at der er produktionsmæssige problemer ved at udfodre helsædspiller ad libitum til søer i hele drægtighedsperioden. Helsædspiller har endvidere forsøgsvist været udfodret i en velfungerende besætning gennem et halvt år, og intet tyder på, at produktionsresultaterne har ændret sig i negativ retning.

Foderoptagelsen ligger på omkring 3,5 kg pr. dag svarende til 3,2 kg tørstof. Tørrede helsædspiller har ikke været forsøgt udfodret til førstelægssøer, men det må formodes, at de vil have sværere ved at optage den samme mængde foder, som ældre søer er i stand til.

Pillerne er afstemt med hensyn til protein, vitaminer og mineraler, således at søerne ved indtagelse af pågældende mængde foder får dækket deres næringsstofbehov. Søerne æder - efter en kort tilvænningsperiode - gerne tørrede helsædspiller, og det har tilsyneladende ingen betydning, om pillerne ved indtagelse er tørre eller har suget vand til sig.

Vådfodring

En afprøvning med henholdsvis 4 og 8 pct. helsædspiller (byg)i drægtighedsblandingen og 4 pct. helsædspiller (byg) i iegivningsblandingen blev sammenlignet med et kontrolfoder uden helsædspiller i hverken drægtigheds- eller diegivningsblandingen (Sørensen, 1995b). Af-prøvningen blev gennemført i to besætninger med individuelt opstaldede gylte og søer, og i alt omfattede afprøvningen 1.498 kuld. Afprøvningen viste, at helsædspiller kan indgå med op til 4 pct. af vådfoderblandingen i diegivningsperioden og op til 8 pct. af vådfoderet til drægtige søer uden negativ effekt på produktionsresultater. Der var en tendens til, at kuldvægten ved fravænning var højst i den gruppe, der fik helsædspiller.

4.2.3. Foderopbevaring

Helsædspiller behandles og opbevares som andre pelleterede produkter. Helsædspillers holdbarhed er ukendt.

4.2.4. Udfodring

Tørrede helsædspiller udfodres bedst via almindelige foderautomater. Erfaringer viser, at udfodring direkte på gulvet i løsdriftsstier med delvist spaltegulv er en dårlig ide, idet foderrester opsuger både spildvand og urin, hvorved gødningskonsistensen fortykkes. Dette kan medføre, at gødningen ikke kan passere gennem spalterne.

4.2.5 Gødningshåndtering

Problemer vedrørende gødning i forbindelse med udfodring står nævnt under 4.2.4.

4.2.6 Økonomi

Prisen på tørrede helsædspiller i forhold til almindeligt sofoder vil bestemme, hvorvidt helsædspiller kan udgøre et alternativ til både roepiller og almindeligt sofoder. Udfodring af helsædspiller er ikke forbundet med investeringer i anlæg.

En blanding af kløver og græs indeholder relativt meget protein og er samtidig en vigtig mineral- og vitaminkilde. Også rent kløvergræs er en udmærket proteinkilde, idet indholdet af lysin i denne afgrøde i forhold til andre afgrøder er relativ høj. Dog vil en ren kløverafgrøde være sværere at ensilere uden tilsætning af myresyre, hvilket hovedsageligt skyldes det lave tørstof- og sukkerindhold.

Frisk grønt er et udmærket supplement til grise, som er opstaldet, men det er endnu uklart, hvilken foderværdi man bør tillægge græsset. Enkelte har nævnt, at søer på stald kan optage 10-20 pct. af det daglige foder i græs (Suhr et al., 1995). Det kan bl.a. fungere som appetitvækker til mindre velsmagende foder, men bør kun udfodres i frisk tilstand, da søerne ellers ikke vil æde græsset.

Slættidspunktet er vigtigt af hensyn til næringsindholdet og fordøjeligheden af næringsstofferne, hvilket afspejles i tabel 36.

5.1. Kløvergræs-ensilage

Ved ensilering af kløvergræs mindskes indholdet af karoten og E-vitamin. Reduktionen kan dog begrænses i en vellykket ensileringsproces, men kan være stor i en ensilage af dårlig kvalitet. En god ensilagekvalitet kan opnås ved fortørring af kløvergræsset, således at tørstofindholdet er oppe på 30-35 pct. Generelt er kløvergræs relativt nemt at ensilere, men man skal være opmærksom på, at ensilerbarheden falder med faldende indhold af tørstof og sukker, og med stigende indhold af råprotein. Ensilage med en stor andel rødkløver bør undgås, da rødkløveren kan indeholde østrogenlignende stoffer, som kan påvirke søernes reproduktionsegenskaber negativt. Det er endnu uklart, om ensileringsprocessen nedsætter østrogenindholdet i rødkløveren.

Tabel 36. Slættidspunktets indvirkning på kløvergræsensilages næringsstofindhold og søers fordøjelighed af næringsstoffer, mod. e. Jost (1985)

Kemisk indhold (pct. af tørstof)			FK, pct. (søer)
Organisk stof Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	Normalt slæt* 86,2 - - - 23,5 17,7	Senere slæt 82,3 - - - 16,8 20,7	Organisk stof NFE Råfedt Råprotein Træstof FEs/kg TS	Normalt slæt* 63 - - 66 79 0,9	Senere slæt 59 - - 58 72 0,7
* Tidspunkt for normalt slæt ikke nærmere defineret i artiklen (formodes = 1. slæt)

Whittemore & Henderson (1977) fandt 0,86 FEs pr. kg tørstof ensilage fremstillet af rajgræs og kløver i et fordøjelighedsforsøg med søer (den gennemsnitlige vægt lå på 192 kg). Dette understøtter det høje energiindhold fundet af Jost (1985), hvor kløvergræsensilage med over 50 pct. kløver er angivet (se tabel 37).

Tabel 37. Næringsindhold i kløvergræsensilage

Kemisk indhold	Pct. af varen			FK, pct. (slagtesvin)		FK, pct. (søer)
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	a) før skr. 65 3,4 14,9 1,6 6,7 8,4	a) i skr. 65 3,4 14,96 1,54 6,3 8,8	a) efter skr. 65 3,4 15,0 1,5 5,6 9,5	NFEc) Råfedt c) Råprotein c) Træstof c) FEs/kg TS c)	52 50 55 48 0,62	NFE Råfedt Råprotein b) Træstof b) FEs/kg TS b)	- - 66 79 0,9
Aminosyrer	Pct. af råprotein			Mineraler	g/kg vare
Lysin Methionin Cys.+meth. Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal. + Tyr. Valin		- - - - - - - - - - -		Calcium Kalium Natrium Total fosfor	a) før skr. 3,68 9,8 0,88 1,33	a) i skr. 3,68 9,8 0,88 1,33	a) efterskr. 3,68 9,8 0,88 1,33

a):	Strudsholm et al. (1995)
b):	Jost (1985)
c):	Andersen & Just (1983)

5.1.1. Slagtesvin

Der er på nuværende tidspunkt ikke foretaget afprøvninger med ensilerede græsprodukter til slagtesvin. Dog ved man, at karotinet og de umættede fedtsyrer i græsprodukter kan forårsage gulnet og løst spæk (Alarik, 1997), hvorfor græs i store mængder ikke kan anbefales til slagtesvin.

5.1.2. Søer

Glende et al. (1988) angiver, at grønfoder generelt kun er egnet i sofodringen, hvis råfiberindholdet udgør mindre end 22 pct. af tørstoffet, hvis energikoncentrationen er højere end 0,8 FEs pr kg tørstof og hvis snittet ligger under 20 mm. Kløvergræs skal således høstes enten før eller i skridning for at imødese kravet om 0,8 FEs pr. kg tørstof.

En god kvalitetsblanding af hvidkløvergræs og rajgræs kan i drægtighedsperioden dække ca. 70 pct. af soens proteinbehov og i diegivningsperioden ca. 30 pct. af proteinbehovet. Søers maksimale foderoptagelse af kløvergræsensilage er omkring 1,2 kg tørstof pr. dag, hvilket svarer til omkring 4 kg foder pr. dag ved et tørstofindhold på 30 pct. Man bør stræbe efter et tørstofindhold på mellem 25 og 35 pct. for at sikre en god ensilage (Jost, 1985).

Modsvarende hertil har svenske forsøg vist, at drægtige søer, som fik 1,4 kg sofoder dagligt, kunne æde mellem 11 og 13 kg kløvergræsensilage ved ad libitum fodring. Der forelå ingen resultater vedrørende effekt på reproduktionsresultater (Webrink, 1994). Andre undersøgelser viser en ad libitum foderoptagelse på 10 til 12 kg ensilage pr. dag, når der ikke blev tildelt tilskudsfoder sideløbende (Anonym, 1982). Ved tildeling af 0,3 FEs tilskudfoder pr. dag fandt man følgende sammenhæng mellem dagligt indtag af ensilage pr. so og dag i drægtigheden (Anonym, 1983):

I = 2,21 ÷ 0,003 x t

I er dagligt indtag af ensilagetørstof (kg), og t er dag i drægtigheden.

Ved fodring efter ovennævnte model fandt man ingen negativ effekt på reproduktionsresultaterne.

Jost (1985) henviser til foreløbige resultater fra Grangeneuve, hvor reproduktionsresultater hos søer, som fik tildelt kløvergræsensilage, blev sammenlignet med søer, som fik en kontrolblanding. Forsøget  viste, at kløvergræsensilage ikke havde negativ effekt på reproduktionen hos søer. Der foreligger ikke datamateriale, som kan illustrere og underbygge denne konklusion.

En undersøgelse af Stenberg (1993) viser, at den gennemsnitlige kuldvægt var statistisk sikker dårligere hos gruppen af søer, som fik tildelt kløvergræsensilage i forhold til kontrolholdet. Endvidere var der en tendens til dårligere resultater med hensyn til antal levendefødte og antal fravænnede hos søer, der fik ensilage, men denne forskel var ikke statistisk sikker. Søerne på forsøgsholdet fik tildelt en foderblanding, hvor halvdelen af energien blev givet i form af kløvergræsensilage, og den anden halvdel i form af almindeligt sofoder (dog tilsat ekstra mineraler og vitaminer). Det tildelte kløvergræsensilage havde et energiindhold på 0,63 FEs pr. kg tørstof. Således svarer halvdelen af energien i foderrationen til en kløvergræsandel på 80 pct. af den udfodrede mængde ved 2,5 FEs pr. dag.

5.1.3. Foderopbevaring

Græsset kan efter høst ensileres i f.eks. silo-wrap eller i endnu større enheder. Det er vigtigt, at græsset presses godt sammen under ensileringen, da ensileringsprocessen ellers ikke vil forløbe optimalt. Jo lavere tørstofindholdet i græsset er, jo sværere er det at få ensileringsprocessen til at forløbe optimalt. En fortørring af græsset inden ensilering vil forbedre mulighederne for at opnå en god ensilagekvalitet.

5.1.4. Udfodring

I forbindelse med fodring af græsensilage til søer vil ensilering i mindre “portioner” oftest være at foretrække, da dyrenes daglige forbrug ikke er ret stort. Dette er naturligvis afhængig af både bedriftsstørrelse og foderplan.

5.1.5. Gødningshåndtering

Der er ikke indsamlet erfaringer på dette område.

5.1.6. Økonomi

Der er ikke indsamlet erfaringer på dette område.

5.2. Grønmel

Grønmel fremstilles ved tørring af finsnittet græs og kløver i en trumletørrer, hvorefter produktet pelleteres. Et polsk fordøjelighedsforsøg med græsmel til slagtesvin har vist, at græssets formalingsgrad ikke har statistisk sikker indflydelse på fordøjeligheden af næringsstofferne (Skomial et al., 1988).

En forskningsrapport af Vestergaard et al. (1996) bekræfter, at der er stor variation i den kemiske sammensætning af grønmel på baggrund af slættidspunktet. I tabel 38 er resultaterne af foderstofanalysen angivet, og de i rapporten fundne fordøjelighedskoefficienter for søer og slagtesvin er anført.

Tabel 38. Næringsindhold i grønmel

Kemisk indhold	Pct. af varen				FK, pct. (slagtesvin)			FK, pct. (søer)
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof g/kg TS: Opl. fibre Uopl. fibre	1. slæt (31/5) 7,0 7,9 47,8 3,1 12,7 21,5   44 456	2. slæt (7/7) 8,0 8,7 40,4 3,6 14,0 25,3   32 518	3. slæt (26/8) 10,0 9,7 34,9 3,6 16,1 25,7   36 546	NFE Råfedt Råprotein Træstof     FEs/kg TS	1. slæt (31/5)   77 29 13 48   0,69	2. slæt (7/7)   65 38 17 29   0,47	3. slæt (26/8)   55 21 11 38   0,37	1. slæt (31/5)   75 26 39 55   0,74	2. slæt (7/7)   67 28 39 44   0,61	3. slæt (26/8)   60 37 36 48   0,56
Aminosyre	Pct. af råprotein				g/kg vare
Lysin Methionin Cyst+meth Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalan. Fen.+Tyr. Valin	1. slæt (31/5) 2,9 1,3 2,1 3,9 1,5 3,9 6,8 1,9 4,2 6,7 5,2	2. slæt (7/7) 3,2 1,3 2,0 3,8 1,4 3,8 6,8 1,7 4,3 6,9 5,2	3. slæt (26/8) 3,1 1,2 2,0 3,7 1,4 3,8 6,4 1,6 4,1 6,5 5,1	Calcium Kalium Natrium Total fosfor	1. slæt (31/5) 6,3 27,6 0,8 2,6	2. slæt (7/7) 6,8 23,8 2,6 3,5	3. slæt (26/8) 8,3 27,6 4,1 4,0

Ud over variationen imellem slættidspunkter (1., 2. og 3.) fandt man i samme undersøgelse variation  mellem afhøstningstidspunktet inden for hvert slæt (er ikke angivet i tabellen). Således fandt man et nogenlunde konstant tørstofindhold, mens indholdet af råprotein og fedt var faldende med fremskridende udvikling af græsset inden for de enkelte slæt. Træstofindholdet var derimod stigende inden for hvert slæt.

5.2.1. Slagtesvin

Et fodringsforsøg med stigende mængde græsgrønmel til slagtesvin blev afprøvet på i alt 300 slagtesvin med en gennemsnitlig indsættelsesvægt på 25 kg. Forsøget blev gennemført for de tre slæt, som analyseresultaterne i afsnit 5.2 stammer fra. Energiindholdet i de fem foderblandinger var faldende fra 1,05 FEs pr. kg i kontrolblandingen til 0,95 FEs pr. kg i blandingen indeholdende 15 pct. Resultatet af undersøgelsen er angivet i tabel 39.

Da der ikke var forskel mellem slæt græsgrønmel og heller ikke vekselvirkninger mellem slættene, er resultaterne i ovenstående tabel samlet for alle tre slæt. Det ses, at foderoptagelsen var faldende for stigende mængde græsgrønmel, hvilket betød en reduktion i den daglige tilvækst. Foderudnyttelsen var uændret, mens det samlede antal foderdage steg. Grise, som fik stigende mængder græsgrønmel i opfedningsperioden, havde tilsvarende resultater. Reduktionen i daglig tilvækst som følge af 5 og 10 pct. græsgrønmel i foderblandingen var på henholdsvis 3 og 4,6 pct. i forhold til kontrolholdet. Det tilsvarende tal for 15 pct. græsgrønmel i foderblandingen var 6,6 pct. 

Et polsk forsøg med henholdsvis 0, 15 og 20 pct. græsmel til slagtesvin i intervallet 30 til 105 kg viste ingen statistisk sikker forskel på den daglige tilvækst og foderudnyttelsen. I forsøget indgik 70 grise (Skomial et al., 1988).

Tabel 39. Grønmel til slagtesvin (25-90 kg), mod. e. Vestergaard et al. (1996)

Forsøg	Kont.	1	2	3	4		Kont.	1	2	3	4
Grønmel, pct.: 25-95 kg 25-50 kg 50-75 kg 75-95 kg Antal grise	0             58	5             60	10            59	15            59	- 5 10 15 60	Hele perioden: FEs/gris dgl. Dgl. tilv., g FEs/kg tilv. Foderdage	2,59 926a 2,81 80	2,53 897 2,85 83	2,53 883 2,89 83	2,45 865 2,85 85	2,48 888b 2,82 84
a, b statistisk sikkert forskellige (P< 0,01)

Slagtekvalitet

I forbindelse med forsøget af Vestergaard et al. (1996) blev slagtekvaliteten bedømt. Slagtesvindet viste sig at være størst på hold 3 og 4 (15 pct. græsgrønmel i slutningen af opfedningsperioden) samtidig med, at der var en lille stigning i kødprocenten på hold 3. Farvebedømmelsen af spæk på hold 3 og 4 var dårligere end på de andre hold, og der var endvidere en tendens til dårligere smagsegenskaber med stigende græsgrønmel.

5.2.2. Søer

Et forsøg med 30 pct. grønmel til drægtige søer viste en negativ effekt på søernes moderegenskaber sammenlignet med en drægtighedsblanding baseret på sojaskrå og korn. I diegivningsperioden fik søer i begge grupper en almindelig diegivningsblanding. Afprøvningen blev gennemført i to sobesætninger med henholdsvis individuelt opstaldede (A)og løsgående søer (B), hvor sidstnævnte var indrettet med stier med plads til 10-12 søer. Forsøgsfoderets analyserede indhold af energi var 97 FEs pr. 100 kg, og for kontrolfoderet var den tilsvarende værdi 112 FEs pr. 100 kg. Afprøvningsresultatet ses i tabel 40.

Tabel 40. Grønmel til drægtige søer, mod. e. Sørensen (1992b)

Forsøg	Kontrol	1		Kont.		1
Fodersammensætn.: Grønmel Byg Hvede Sojaskrå Animalsk fedt Antal kuld	0 42,0 40,9 9,6 5,0 596	30,0 38,0 20,0 4,5 5,0 489	Antal lev.fødte/kuld Antal dødfødte/kuld Diarré, pct. af kuld Døde i frav., pct. Frav. grise pr. kuld	A 10,6 0,9 1,2 11,3a 9,4	B 11,1 1,0 1,6 12,6a 9,7	A 10,6 1,0 1,4 14,2b 9,0	B 11,2 0,9 0,7 14,3b 9,6
a, b Statistisk sikker forskellig (p<0,05)

Søerne på forsøgsfoderet fik som udgangspunkt 12 pct. mere foder tildelt i forhold til kontrolgruppen på grund af det lavere energiindhold. Da søerne imidlertid havde en højere foderudnyttelse end beregnet, blev de for fede. Derfor blev fodermængden sat ned, således at foderforbruget målt i kg stort set blev det samme for de to hold, målt over hele drægtighedsperioden. Søerne fandt således flere foderenheder pr. 100 kg grønmelsblanding end de beregnede 97 FEs pr. 100 kg.

Den udskilte gødning fra forsøgssøerne var større og mere klistret end kontroldyrenes gødning. Søerne i løsdrift var derfor mere beskidte end kontroldyrene.

Som det ses af tabel 40 blev reproduktionsegenskaberne ikke påvirket ved anvendelse af en drægtighedsblanding med 30 pct. grønmel. Derimod var dødeligheden inden fravænning statistisk sikkert større blandt pattegrise hos forsøgsgruppens søer end hos kontrolgruppens søer. Der var ikke forskel i fordelingen af dødsårsager mellem de to grupper. Moderegenskaberne påvirkes negativt enten som følge af foderskift fra grønmelsfoder til almindelig diegivningsblanding eller som følge af en dårligere foderudnyttelse i diegivningsperioden.

Vestergaard et al. (1996) afprøvede forskellige mængder græsgrønmel i drægtighedsblandinger til søer. Det anvendte forsøgsfoder stammede fra samme portion græsgrønmel som benyttet til slagtesvineforsøget af Vestergaard et al. (1996). Henholdsvis 0, 10, 20 og 30 pct. græsgrønmel erstattede byggen i de fire forsøgsblandinger, og energiindholdet var faldende fra kontrolblandingen (1,05 FEs pr. kg) til forsøgsblandingen med 30 pct. græsgrønmel fra 3. slæt (0,90 FEs pr. kg). Ligesom i omtalte slagtesvineforsøg blev der anvendt græsgrønmel fra alle tre slæt i hver gruppe. I tabel 41 ses de opnåede resultater.

Tabel 41. Grønmel til drægtige søer, mod. e. Vestergaard et al. (1996)

Forsøg	Kont.	1	2	3		Kont.	1	2	3
Grønmel, pct. Byg, pct. Sojaskrå, pct. Ani. fedt, pct. Melasse, pct. Antal søer og gylte	0 87,5 5,0 2,0 2,0 18	10 78,0 5,0 2,0 2,0 18	20 68,5 5,0 2,0 2,0 17	30 59,0 5,0 2,0 2,0 18	Hele perioden: Lev.fødte/kuld Frav.grise/kuld Vægt v. fødsel, kg/gris Vægt v. fravæn., kg/gris	9,2 7,9 1,66 8,2	10,0 9,3 1,76 8,4	9,7 8,9 1,63 8,0	9,1 8,6 1,65 8,2

Foderoptagelsen var i drægtighedsperioden negativt påvirket af stigende mængder græsgrønmel, hvilket specielt gjorde sig gældende hos gyltene, som fik 30 pct. grønmel i foderblandingen. Dette havde dog ikke betydning for søernes tilvækst i drægtighedsperioden. Der blev ikke fundet statistisk sikre forskelle på hverken levendefødte eller fravænnede grise, men tendensen var dog lidt flere levendefødte og fravænnede grise på grønmelsholdene. Da forsøget ikke var dimensioneret til påvisning af statistisk sikkert udslag på reproduktionsparametre, bør resultaterne benyttes med forsigtighed. Ved et indhold på 20 pct. græsgrønmel i foderblandingen (svarende til 1,2 og 1,6 kg foder pr. fodring i perioden 28.-84. dag og 84.- 111. dag i drægtigheden) havde hverken søer eller gylte problemer med at optage de planlagte fodermængder. Dyrene brugte ca. 8-9 minutter til at fortære foderrationen.

Sørensen (1991) sammenlignede en foderblanding indeholdende 12 pct. grønmel med en kontrolblanding hos to besætninger med henholdsvis 130 og årssøer. Søerne var i en periode på 21 måneder opdelt i to grupper, således at det gennemsnitlige kuldnummer var ens i begge grupper. Kontrolblandingen indeholdt 1,08 FEs/kg, mens forsøgsblandingen lå en anelse højere med 1,09 FEs/kg. Søerne fik tildelt blandingerne i hele cyklus. I tabel 42 ses de gennemsnitlige produktionsresultater for de to grupper.

Der var statistisk sikker forskel på antal døde grise inden fravænning. Fordelingen af dødsårsager inden fravænning var ens i de to grupper, og pattegrisedødeligheden var jævnt fordelt over kuldnummer. Forsøgsblandingen må derfor være hovedårsagskilde til de fundne forskelle. Samlet var der ikke forskel på antal levendefødte grise pr. kuld, men de unge søer (1.-3. læg) fik 0,6 færre levendefødte pr. kuld end de unge søer i kontrolgruppen samtidig med, at de ældre søer (4.-9. læg) fik 0,5 flere levendefødte i sammenligning med den tilsvarende aldersklasse i kontrolgruppen. En større foderoptagelse hos de ældste søer forhindrer tilsyneladende, at kuldstørrelsen påvirkes negativt. Med hensyn til udsætning som følge af manglende brunst havde forsøgsgruppen statistisk sikker flere søer. Dette må tilskrives et dårligere huld i forsøgsgruppen ved fravænning. Grønmel med et indhold på 12 pct. af den samlede foderration kan ikke anbefales til diegivende søer, men et lavere indhold kan ikke udelukkes at have en gavnlig effekt på søers reproduktionsresultater.

Tabel 42. Græsgrønmel til drægtige og diegivende søer, mod. e. Sørensen (1991)

Forsøg	Kontrol	1		Kontrol	1
Fodersammensætning: Grønmel Byg Hvede Sojaskrå Rapskage Melasse Animalsk fedt Antal kuld	0 68,8 3,0 15,5 6,0 1,0 3,0 442	12,0 47,4 10,0 15,9 6,0 1,0 5,0 395	Antal lev.fødte/kuld Antal dødfødte/kuld Diarré, pct. af kuld Døde i frav., pct. Frav. grise/kuld Lev.fødte/kuld fordelt på kuldnummer: 1 2 3 4+9	11,0 0,9 1,3 11,6a 9,7          9,5 11,2 12,1 11,2	10,9 0,9 3,0 13,9b 9,5         9,4 10,2 11,2 11,7
a, b Statistisk sikker forskellig (p<0,05)

5.2.3. Foderopbevaring

Grønmelspiller formodes at kunne opbevares som andre pelleterede produkter.

5.2.4. Udfodring

Grønmelspiller kan udfodres i lighed med andre pelleterede produkter.

5.2.5. Gødningshåndtering

Med hensyn til gødningshåndtering er det vigtigt at være opmærksom på, at fodring med græsgrønmel medfører en større og mere klistret gødning. Dette kan i visse tilfælde medføre problemer med gylleanlæg og også føre til beskidte dyr.

5.2.6. Økonomi

Der er ingen erfaringer vedrørende grønmelspiller.

Pektinaffald fremkommer som et biprodukt ved udvinding af pektin fra skaller af citrusfrugter (appelsin, citron, lime o. lign.). De frugtrester, som efterlades ved juiceproduktion, vaskes, tørres og hakkes, hvorefter der ved bl.a. kogning frigives pektin, der anvendes som konsistensreguleringsmiddel i fødevareindustrien. Den masse, som herefter er tilbage, kaldes pektinaffald, og har et højt indhold af cellevægsstoffer og et lavt indhold af øvrige næringsstoffer. Pektinaffald er surt med en pH-værdi på ca. 2,5 og har endvidere et tørstofindhold på omkring 12 pct, som varierer meget lidt hen over året. På trods af det lave tørstofindhold holder pektinaffaldet godt på vandet, hvilket hovedsageligt skyldes geleagtige dannelser i pektinen.

6.1. Vådt og tørret pektinaffald

Forsøgsvist har man forsøgt både at udfodre pektinaffaldet “friskt” fra fabrikken samt at tørre pektinen og derefter pelletere den.

Den rullende Afprøvning fulgte en besætning med løsgående drægtige søer, hvor formålet var at fastlægge drægtige søers ad libitumoptagelse af vådt pektinaffald. Pektinaffaldet blev samtidig analyseret og resultatet ses af tabel 43.

Tabel 43. Næringsindhold i pektinaffald

Kemisk indhold	Pct. af varen	FK, pct. (slagtesvin)		FK, pct. (søer)
Vand Råaske NFE Råfedt Råprotein Træstof	a) 89,4 0,2 4,0 0,5 0,7 5,2	NFE Råfedt Råprotein Træstof FEs/kg TS	- - - - -	NFE Råfedt Råprotein a) Træstof FEs/kg TS a)	- - (35) - 0,82
Aminosyrer	Pct. af råprotein	Mineraler		g/kg vare
Lysin Methionin Cystin+methionin Treonin Tryptofan Isoleucin Leucin Histidin Fenylalanin Fenylal. + Tyrosin Valin	a) 4,1 1,5 2,7 3,5 - - - - - - -	Calcium  Kalium Natrium Total fosfor		a) 0,4 - - 0,1

a):	Den rullende Afprøvning - tal i parentes angiver formodet fordøjelighed af det pågældende næringsstof. Værdien er ikke fundet i fordøjelighedsforsøg.

Billede. Frisk pektinaffald

6.1.1. Slagtesvin

Der er ingen erfaringer omhandlende pektinaffald til slagtesvin, men i en udendørs besætning med smågrise har der været gode erfaringer med at tildele vådt pektinaffald i perioder med diarréforekomst. Pektinaffaldet blev tildelt i små mængder og blev ikke tillagt nogen egentlig foderværdi. Grisene åd gerne pektinaffaldet.

6.1.2. Søer

Tørret pektinaffald

Efter en kort tilvænningsperiode æder drægtige søer gerne tørret pektin. Forsøg med ad libitum tildeling af tørret pektinaffald (pektinpiller) hos individuelt opstaldede drægtige søer viste en daglig foderoptagelse på 4,65 kg i de første 6 uger af drægtigheden (Olesen, 1996). Pektinpillerne indeholdte 27 pct. pektinaffald og tilskudsblandingen hovedsageligt hvedeklid, som blev tilsat, for at tørreprocessen kunne forløbe optimalt. Søerne optog 1,1 kg tørstof rent pektin og 3 kg tørstof tilskudsfoder.

Energiindholdet i blandingen var 0,77 FEs pr. kg foder (beregnet efter EFOS-metoden), hvilket medførte, at søerne blev overforsynet i forhold til normen, og blev fede. I løbet af de første seks uger opnåede de en tilvækst, som er lig en normal tilvækst for hele drægtighedsperioden.

Den benyttede blanding i ovennævnte forsøg var således for energirig til, at foderet kunne udfodres efter ædelyst. Det udelukker dog ikke, at blandingen kan udfodres restriktivt, og alligevel have en vis adfærdsregulerende effekt. Pektinpiller udbydes ikke på nuværende tidspunkt i handelen.

Vådt pektinaffald

Erfaringerne fra en besætning med løsgående drægtige søer, som blev fodret ad libitum med en foderblanding bestående af  vådt pektinaffald og tilskudsfoder, er positive. Omkring 100 søer + gylte gik i to drægtighedsstier, som var indrettet med dybstrøelse i lejet og fast gulv i æde- og gødeområdet. I arealets længderetning var der placeret 20 meter krybbe, hvilket gav mulighed for at 35 pct. af søerne kunne æde samtidigt.

Den samlede daglige fodermængde blev udfodret på en gang. På udfodringstidspunktet var der ingen aggressioner eller kø ved foderkrybben, hvilket hænger sammen med, at der var foder til rådighed hele døgnet. Søernes vandbehov blev udelukkende dækket af den væske, som var bundet i pektinblandingen.

Søernes huld var tilfredsstillende, men det er vigtigt at være opmærksom på, at gylte og tynde søer først bør indsættes i drægtighedsstien, når de har et passende huld. I den ene af stierne gik søerne, som var i tilfredsstillende huld ved løbning. I denne sti blev der fodret med en blanding, så hver so daglig fik 17, 3 kg pektinaffald + 1,7 kg tilskudfoder. I den anden sti gik gylte og de slanke søer, og her blev fik hvert dyr 14 kg pektinaffald + 1,9 kg tilskuds­foder dagligt. Pektinaffald og tilskudsfoder blev blandet i en fuldfoderblander.

Besætningen blev fulgt i både en sommer- og en vinterperiode, og der var ingen problemer med at få søerne til at æde den planlagte mængde i sommerhalvåret. Reproduktionsresultaterne blev tilsyneladende ikke dårligere ved fodring med pektinaffald - dette er dog ikke efterprøvet i en kontrolleret afprøvning.

Pektinaffaldet er igennem flere år blevet udfodret til både drægtige og diegivende søer i en frilandsbesætning. De drægtige søer får tildelt omkring 1 FEs pr. dag i pektinaffald, hvilket svarer til omkring 11,5 kg vådt pektinaffald. Resten af energibehovet dækkes af en tilskuds­blanding indeholdende de nødvendige vitaminer og mineraler. Diegivende søer tilbydes pektinaffald, når deres foderoptagelse i almindeligt sofoder overstiger 9 FEs pr. dag. Søerne optager således en betydelig mængde foder i diegivningsperioden.

6.1.3. Foderopbevaring

Tørrede pektinpiller har omkring 3 måneders holdbarhed, og kan opbevares i lighed med andre pelleterede produkter.

Vådt pektinaffald er som følge af det lave pH allerede konserveret, og har derfor en god holdbarhed. Ved længere tids opbevaring bør en pektinstak dog overdækkes, da der ellers dannes et mørkt lag af skimmelsvampe på overfladen. Da stakken let bundfryser er det i frostperioder en god ide at overdække stakken.

6.1.4. Udfodring

Pektinpiller udfodres som andre pelleterede foderstoffer. Vådt pektinaffald blev i førstnævnte undersøgelse udfodret via fuldfodervogn. Pektinaffaldet var stakket i en plansilo uden for laden, hvor de løsgående søer gik. Herfra blev det med frontlæsser transporteret til fuldfodervognen, og sammen med tilskudsfoderet blev pektinblandingen udfodret i krybben. Udfodringssystemet er ikke ret arbejdskrævende, og må anses for at være en af de bedste løsninger på udfodring af pektinaffald.

I frilandsbesætningen udfodrede man pektinaffaldet ved hjælp af en frontlæsser. Dette er en nem og billig løsning, og kan benyttes under alle vejrforhold. I perioder med hård frost bundfryser den udfodrede pektinstak forholdsvis hurtigt, hvilket betyder, at søerne ikke kan æde foderet. Indtil der findes en løsning på dette problem, kan det ikke anbefales at udfodre pektinaffald i sådanne perioder.

6.1.5. Gødningshåndtering

I lighed med roepiller bliver gødningskonsistensen påvirket ved fodring med en stor mængde pektinaffald. Gødningen bliver lind og kvæggødningsagtig.

6.1.6. Økonomi

Blandingen, som blev benyttet i forsøget med vådt pektinaffald, kostede inklusiv levering og tilskudsblanding ca. 0,90 kr. pr. FEs. Herudover skal der beregnes udgifter til investering i bl.a. fuldfodervogn.

-	Ackermann, R.; Thiessenhusen, U.; Wecke, C.; Jeroch, H. & Gebhardt, G. (1982): Produktion und futterwert von maiskolbensilagen sowie einsatz in der schweinemast. Tierzucht, 36: 365-367.
-	Alarik, M. (1997): Ekogris - en handledning i ekologisk grisuppfödning. Ekokött, Ekologiska Lantbrukarna och HushållningsSällskapens Multimedia, Uppsala, 1997.
-	Andersen, P.E. & Just, A. (1983): Tabeller over foderstoffers sammensætning mm. - kvæg, svin. Jordbrugsforlaget.
-	Anonym, (1982): Grass silage for sows. Annual report of studies in animal nutrition and allied sciences, Rowett Research Institut, Aberdeen, 38: 66-67.
-	Anonym, (1983): Grass silage for sows. Annual report of studies in animal nutrition and allied sciences, Rowett Research Institut, Aberdeen, 39: 87-88.
-	Anonym, (1994): Foder, hæfte 2. In: Andersson, M., (editor), Driftsledelse i svineholdet. Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER.
-	Bolduan, G. (1984): Die fütterung der sauen auf hohe fortpflanzungsleistungen. Tierzucht, 38: 121-124.
-	Bolduan, G.; Schiemann, R.; Kesting, U. & Kracht, U. (1986): Bewertung und einsatz von hackfrüchten und grobfutter beim swein. Tierzucht, 40: 83-84.
-	Brouns, F., Edwards, S.A, & English, P.R. (1991): Fibrous raw materials in sow diets: Effects on volontary feed intake digestebility and diurnal activity pattern. BSAP, paper 127.
-	Brouns, F., Edwards, S.A, & English, P.R. (1992): Effects of unmollassed sugar beet pulp on regulation of volontary food intake in pigs. BSAP, paper 147.
-	Bulman, J.C., Longland, A.C., Low, A.G., Keal, H.D. & Harland, J.I. (1989): Intake and performance of growing pigs fed diets containing molassed or plain sugar beet pulp. BSAP, paper 32.
-	Chambers, J. (1987): Feeding outdoor pigs - electronic sow feeders and other methods. Pig. Vet. Soc. Proc., 18, 62-66.
-	Chwalibog, A. (1993): Husdyrernæring - Bestemmelse af næringsværdi og næringsbehov, 2. udgave. Jordbrugsforlaget.
-	Close, W.H. (1993): Fibrous diets for pigs. Occasional publication no. 16 - BSAP, p 107-117
-	Close, W.H., Pettigrew, J.E., Sharpe, C.E., Keal, H.D. & Harland, J.I. (1990): The metabolic effects of feeding diets containing sugar beet pulp to sows. BSAP, paper 53.
-	Edwards, A.C. & Livingstone, R.M. (1990): Potato and potato products. In: Thacker, P.A. & Kirkwood, R.N. (editors), Nontraditional feed sources for use in swineproduction. Butterworths 1990, p 305-314.
-	Edwards, S.A. & Taylor, A.G. (1990): The effects of feeding diets containing high levels of fibrous by-products during late pregnancy on sow performance. BSAP, paper 54
-	Edwards, S.A., Taylor, A.G. & Harland, J.I. (1991): The inclusion og sugar beet pulp in diets for early weaned piglets. BSAP, paper 131.
-	Glende, P., Schmidt, C. & Richter, H. (1988): Ergebnisse und Erfahrungen beim Einsatz von Grünfutter und Silage in der Sauenfütterung. Tierzucht 42 (2): 81-82.
-	Grela, E. & Lipiec, A. (1992): Möglichkeiten der Anwendung von roh eingesäuerten Kartoffeln in der Fütterung von Mastschweinen. Das wirtschaftseigene Futter, 38 (2):138-146.
-	Hansen, B.I. (1995):Jodtal og jodtalsprodukt. In: Info Svin, håndbog, Landsudvalget for Svin, DANSKE SLAGTERIER. 1 pp.
-	Hansen, V. & Jensen, Aa. (1979): Stigende mængder tørret sukkerroeaffald til slagtesvin. Meddelse 298, Statens Husdyrbrugsforsøg. 5pp.
-	Hillyer, G.M. & Whittemore, C.T. (1975): Intake by piglets of diets containing cooked potato flake. J. Sci. Food Agric., 26, 215-217.
-	Ionescu, T., Isar, M. & Colceriu, C. (1975): Utilization of feed beets in the feeding of gestating and lactating sows. Lucrarile Stiintifice ale Institutului de Cercetari Pentru Nutritia Animalelor, 5, 103-107.
-	Jentsch, W.; Schmidt, J.& Schiller, R. (1983): Zur aufbereitung und zum einsatz von futterzuckerrüben. Tierzucht, 37: 353-355.
-	Jost, M. (1985): Grundfutter an Sauen, aber wie?. Schweinezucht und Schweinemast, 33 (5): 143-146.
-	Just, A., Jørgensen, H., Fernández, J.A. & Bech-Andersen, S. (1983): Forskellige foderstoffers kemiske sammensætning, fordøjelighed, energi- og proteinværdi til svin. Beretning fra Statens Husdyrbrugsforsøg, Nr. 556.
-	Kesting, U.; Kracht, W.; Ohle, H.-O & Bolduan, G. (1984): Ergibnisse zum einsatz der futterzuckerrübe “Rosamona” in der schweinefütterung. Tierzucht, 38: 80-82.
-	Kesting, U. & Bolduan, G. (1986): Zum einsatz von futterzuckerrüben in der schweineernährung. Arch. Anim. Nutr., 36: 499-507.
-	Kirchgeßner, M.; Roth-Maier, D.A. & Pallauf, J. (1977): Zur verfütterung von maiskolbenschrotsilage an tragende sauen. Wirtschaftseigende Futter, 23: 3-9.
-	Korniewicz, A. (1980): Different levels of beet slices in complete mixtures for pigs. 31. Jahrestagung der Europäischen Vereinigung für Tierzucht. 1.-4. September 1980, 7 pp.
-	Kristensen, M.B., Flye, J.C., Weisbjerg, M.R. & Hvelplund, T. (1996): Aminosyretabel - Indhold af aminosyrer AAT-metionin & AAT-lysin i fodermidler til kvæg. Landsudvalget for Kvæg, Rapport Nr 60.
-	Larsen, A.E.; Mortensen, H.P. & Madsen, A. (1980): Alternative fodermidler til slagtesvin. 4. Gærfløde og kolbemajs via vådfodringsanlæg. Meddelelse 333, Statens Husdyrbrugsforsøg. 4pp.
-	Livingstone, R.M., Baird, B.A., Atkinson, T. & Jones, A.S. (1979): The replacement of barley by fodder beet for growing pigs. Anim. Prod., 26, 396.
-	Longland, A.C. & Low, A.G. (1990): Sugar beet. In: Thacker, P.A. & Kirkwood, R.N.(editors), Nontraditional feed sources for use in swine production. Butterworths, 1990, London 453-463.
-	MacPherson, M.; Thurley, C.E. & Atkinson, T. (1979): The utilization of potatoes by pregnant sows. Animal Production, 28: 433-434.
-	Madsen, A.; Nielsen, E.K. & Mortensen, H.P. (1979): Alternative fodermidler til slagtesvin. 2. Mosede fodersukkerroer via vådfodringsanlæg. Meddelelse 292, Statens Husdyrbrugsforsøg. 4pp.
-	Madsen, A.; Larsen, A.E. & Mortensen, H.P. (1990): Kolbemajs til slagtesvin. Meddelelse 758, Statens Husdyrbrugsforsøg. 5pp.
-	Mortensen, H.P.; Larsen, A.E. & Madsen, A. (1978): Mosede fodersukkerroer til slagtesvin. Meddelelse 249, Statens Husdyrbrugsforsøg, 4pp.
-	Mortensen, H.P.; Larsen, A.E. & Madsen, A. (1981): Alternative fodermidler til slagtesvin. 5. Kolbemajs sammenlignet med byg. Meddelelse 361, Statens Husdyrbrugsforsøg. 4pp.
-	Nonn, H. & Zausch, M. (1983): Zuckerrübenblattsilagen für schweinefütterung. Tierzucht, 37: 422-424.
-	Nonn, H. & Zausch, M. (1986): Bereitung von Zuckerrübensilagen für Mastschweine.Tierzucht 40 (2): 71-76.
-	Olesen, C.S. (1996): Fysisk/kemisk regulering af foderoptagelsen hos drægtige søer fodret ad libitum med pektin. Bachelor-opgave, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
-	Olesen, C.S. (1997): Effekt af fibre og foderstrategi på søers produktionsresultater. Point-opgave, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
-	Roth-Maier, D.A. & Kirchgeßner, M. (1975): Zur verdaulichkeit von frischem, siliertem und getrocknetem maiskolbenschrot bei schweinen. Wirtschaftseigene Futter, 21: 225-232.
-	Sadler, A.D., Close, W.H. & Perrott, G. (1994): The inclusion of PSBP in the diet of pregnant sows fed ad-libitum during the last 8 weeks of pregnancy. Paper 4.17, EAAP meeting, Edinburgh, sept. 1994
-	Salo, M.-L. & Laakso, E. (1977): The digestibility and nutritive value of sugar beet top silage for sows. Journal of the Scientific Agricultural Society of Finland, 49: 203-208.
-	Serup, T. (1996): Rapport: Forprojekt vedrørende Økologisk Svinefodring. Juni, 1996.
-	Skomial, J., Witczak, F., Kierczynska, M. & Chachulowa, J. (1988): Grass meal at different stages of growth and fineness of meal in the mixture for growth-finishing pigs. Annals of Warsaw Agricultural Univesity - SGGW-AR. Animal Science, 22: 9-14
-	Stenberg H. (1993):Ensilage som fodermedel till sinsugor. Fakta Husdjur, nr. 9., Sveriges Landbruksuniverisitet, Uppsala, 4 pp.
-	Stensig, T., Strudsholm, F., Nielsen, E.S., Weisbjerg, M.R., Kristensen, V.F., Andersen, H.R., Hermansen, J.E. & Møller, E. (1993): Beskrivelse af fodermidler - Karakteristika og anvendelse til kvæg. Landsucvalget for kvæg, Rapport Nr. 26.
-	Strudsholm, F., Nielsen, E.S., Flye, J.C., Kjeldsen, A.M., Weisbjerg, M.R., Kristensen, V.F. Andersen, H.R., Hermansen, J.E. & Møller, E. (1995): Fodermiddeltabel - Sammensætning og foderværdi af fodermidler til kvæg. Landsudvalget for kvæg, Rapport Nr. 52.
-	Studier, K.; Diedrich, W. & Kramer, S. (1984): Effektive verwertung von futterkartoffeln in der schweinefütterung. Feldwirtschaft, 25: 320-322.
-	Suhr, K., Dissing, Aa., Schmidt, K.G., Eriksen, S. & Hansen, L.F. (1995): Økologisk landbrug. 1. udgave, Landbrugets Informationskontor.
-	Sørensen, G. (1991): Grønmel til søer. Meddelelse nr. 208, Landsudvalget for Svin. 5pp.
-	Sørensen, G. (1992a):Roepiller til søer. Meddelelse nr. 228, Landsudvalget for Svin. 5pp.
-	Sørensen, G. (1992b): Grønmel til drægtige søer. Meddelelse nr. 222, Landsudvalget for Svin.  5pp.
-	Sørensen, G. (1994): Pulpetter til søer. Meddelelse nr. 290, Landsudvalget for Svin. 6pp.
-	Sørensen, G. (1995a): Helsædsensilage til løsgående drægtige søer. Erfaring nr. 9505, Landsudvalget for Svin. 5pp.
-	Sørensen, G. (1995b): Helsædspiller til søer. Meddelelse 319, Landsudvalget for Svin. 6pp.
-	Sørensen, G. (1997): Helsædsensilage til løsgående drægtige søer. Meddelelse nr. 373, Landsudvalget for Svin. 9pp.
-	Sørensen, G., Nielsen, N.O. & Mikkelsen, M. (1996): Brug af helsædsensilage til drægtige søer. Notat nr. 9615, Landsudvalget for Svin. 9pp.
-	Udesen, F. (1986): CCM-majs til slagtesvin. Meddelelse nr. 102, Landsudvalget for Svin. 5pp.
-	Vestergaard, E.-M.; Danielsen, V. & Larsen, A.E. (1992): Kolbemajs til søer. Meddelelse nr. 815, Statens Husdyrbrugsforsøg. 6pp.
-	Vestergaard, E.-M., Danielsen, V., Larsen, A.E. & Bejerholm, C. (1996): Grønmel til slagtesvin og drægtige søer. Forskningsrapport nr. 50, Statens Husdyrbrugsforsøg.
-	Webrink, L. (1994): Vallgroder som foder til svin anvandbara med begränsning. Svinskötsel, 8, 18-20.
-	Weiß, J. (1986): Maissilage an zuchtsauen. Schweinewelt, 11: 44-48.
-	Whittemore, C.T. (1977): The potato (Solanum Tuberosum) as a source of nutrients for pigs, calves and fowl - a review. Animal Feed Science and Technology, 2: 171-190.
-	Whittemore, C.T. & Henderson, A.R. (1977): The Digestibility of Grass Silage by Sows. Journal of the Science of  Food and Agriculture, 28, 506-510
-	Whittemore, C.T.; Taylor, A.G.; Moffat, I.W. & Scott, A. (1975a): Nutritive value of raw potato for pigs. Journal of the Science of Food and Agriculture, 26: 255-260
-	Whittemore, C.T.; Moffat, I.W. & Taylor, A.G. (1975b): Influence of cooking upon the nutritive value of potato and maize in diets for growing pigs. Journal of the Science of Food and Agriculture 26: 1567-1576.
-	Vindbjerg, B. (1986): Majs til svin i Danmark, hvorfor og hvordan. Udvalget for majs til svin, Dansk Majskomite. 12 pp.