EUs griseproduktion er i en geografisk bevægelsestrend henimod øget produktion i Spanien. Østeuropa er hårdt ramt af ASF. De første vildsvin fik sygdommen i 2014, og situationen er stadigvæk langt fra under kontrol, da også mange kommercielle bedrifter er blevet ramt. Den centraleuropæiske slagtegriseproduktion har primært via Tyskland i flere år været for nedadgående. Den nedadgående trend i Tyskland er blevet forstærket af, at ASF ramte Tyskland i september 2020. Kraftigt stigende lønninger på tyske slagterier sænker afregningsprisen. Udover dette vil en nedsat Pauschal sats fra 1.januar 2022 koste ca. 11-13 kr. i tab pr. slagtegris i Tyskland. Alt dette efterlader en svækket tysk slagtegrisesektor med en mindre betalingsvillighed pr. smågris, og det vil kunne gå ud over hollandske og danske smågriseeksportører i fremtiden.
Oven i dette er der i 2021 kommet ny tysk lovgivning indenfor sohold vedr. løse, diegivende søer og øget arealkrav i løbestalden. Smågriseproduktionen i Tyskland var faldende i forvejen. 25 % af Tysklands sobestand er forsvundet på 10 år. Til sammenligning var faldet i EU27 kun ca. 15 %. Tysklands selvforsyningsgrad med smågrise var på 78 % i 2020 og har været faldende, og der er et netto smågriseimportbehov på ca. 10 mio. smågrise for at forsyne ”egen slagtegriseproduktion”. Det har været svært at være soholder i Tyskland, når effektive hollandske og danske smågriseproducenter gerne ville deltage i det europæiske indre marked for smågrise. Uden støtte fra den tyske stat forventes den tyske sobestand således at falde yderligere, da den er særdeles konkurrenceudsat. Netop øget støtte er måske, hvad den tyske stat har i sinde at give, men systemet for dette er ikke beskrevet endnu. Det er i hvert fald den anbefaling, det tyske fødevareministerium har fået fra deres egen nedsatte Borchert kommission. Nye niveauer for investeringsstøtte til landbrug samt statslige kontrakter med kompensation for mere dyrevelfærd er den nye politiske plan for tysk griseproduktion. Mere dyrevelfærd bliver ikke finansieret via en merpris i supermarkederne men primært via afgifter, så tysk grisekød ikke bliver for konkurrenceudsat i detailhandlen eller forædlingsindustrien.
Hvad der sker i Tyskland, er af afgørende betydning for hollandsk og dansk smågriseproduktion.
I 2020 blev Tysklands egen produktion af smågrise suppleret med ca. 6,8 mio. smågrise fra Danmark og ca. 4,4 mio. smågrise fra Holland. Det er svært at forstille sig, at alle disse smågrise kan finde nye markeder, hvis det tyske smågrisemarked svigter. Men det europæiske smågrisemarked er meget forgrenet. Spanien øger i disse år deres import af smågrise, primært fra Holland. Dette voksende smågrisemarked er et af de få lyspunkter for smågriseeksportører, som kan blive presset på deres sædvanlige markeder.
Polen aftog ca. 6,4 mio. danske smågrise i 2020. Forventningen er ca. 10 % færre i 2021, men at behovet vil stige igen, hvis ASF kommer mere under kontrol i 2022 i Polen.
Holland er faldende i soantal, men stiger i slagtninger. En del af årsagen er, at mange hollandske slagtegrise nu slagtes i Holland og ikke i Tyskland, som det tidligere er sket.
Udover et smågrisemarked i opbrud er økonomien stærkt presset i EU's griseproduktion.
EU-27 selvforsyningsgrad for grisekød voksede fra 118 i 2018 til 126 i 2020 og 127 medio 2021 godt hjulpet frem af gode højkonkturer prismæssigt. En selvforsyningsgrad på 100 angiver, at produktion er lig med forbrug i et område, og 127 angiver, at 27 % af produktionen eksporteres til lande udenfor EU.
Europæisk griseproduktion var i 2018-2021 præget af et verdensmarked for grisekød, som pludselig blev meget stort i forbindelse med store udbrud af Afrikansk svinepest (ASF) i Kina i 2018. Derfor blev produktionen forøget. Medio 2021 stoppede Kina pludselig med at efterspørge så meget europæisk grisekød, og priserne styrtdykkede i Europa. På længere sigt forventes det, at det meste af det ”ekstraordinære” marked opstået i Kina, vil forsvinde igen.
I denne rapport skønnes det, at afregningspriser i EU først vil være tilfredsstillende, hvis selvforsyningsgraden i EU-27 falder tilbage på ca. 116. Dette niveau forventes at give en rimelig grise-økonomi uden at være prangende for de fleste griseproducerende lande i EU. Hvis dette niveau skal opnås, skal slagtninger nedbringes med ca. 19 mio. i EU-27. Dette vil også kræve en reduktion af EU-27 sobestand på ca. 750.000 søer, eller en nedgang i sobestand på ca. 8 %. Naturlig afgang af søer ligger på mellem 3 % og 4 % i EU. Den økonomiske ligevægt mellem udbud og efterspørgsel kan altså godt etableres rimelig hurtigt, og er måske faldet på plads i 2022 med bedre konjunkturer til følge.