Enzymer anvendes i forskellige færdigfoderblandinger til smågrise og slagtesvin. Det er derfor vigtigt at kende disse enzymer samt deres virkeområde.

For at undersøge om enzymer tilsat svinefoder har en effekt, er det relevant at have kendskab til grisenes egne fordøjelsesenzymer og udviklingen af disse. Ligeledes er det vigtigt at kende virkemekanismerne bag de tilsatte enzymer, hvordan de anvendes, deres stabilitet samt aktivitet. Med baggrund i denne viden er det muligt at diskutere resultater fra forsøg med enzymer tilsat svinefoder. 

Nærværende litteraturstudie har til formål at afklare, om enzymer tilsat svinefoder har en effekt. Til afklaring af dette spørgsmål tages udgangspunkt i ovenstående spørgsmål samt forsøg med forskellige enzymer tilsat henholdsvis smågrise- og slagtesvinefoder.

1.1 Definition af enzymer

Enzymer er proteiner og kan derfor let denatureres af varme, syrer, baser, tungmetaller og andre oxiderede forbindelser. Enzymer produceres af forskellige mikroorganismer, men enzymproduktet er ikke 100 pct. rent. Selv om der ved fremstilling af forblandinger med foderenzymer lægges hovedvægt på ét eller nogle få specifikke enzymer, kan produktet indeholde mange andre enzymer i mindre koncentrationer (Danielsen, 1994). Produktet kan derfor have indhold af et eller flere deklarerede hovedenzymer, samt indhold af andre enzymer. Det kan derfor være svært at vurdere, om det er det deklarerede enzym eller en kombination med nogle af de andre enzymer i enzymproduktet, der eventuelt er årsag til bedre resultater (Hansen, 1991b). Sideeffekter af specifikke enzymer kan også forekomme. Eksempelvis kan fiberspaltende enzymer ved nedbrydning af plantecellevægge frigøre protein, som derved gøres fordøjeligt. En delvis nedbrydning af kulhydrater forårsaget af tilsatte enzymer kan ligeledes give bedre adgang for grisens egne fordøjelsesenzymer (Danielsen, 1994).

Ved enzymsupplement skelnes mellem enzymer, der understøtter grisens egen endogene enzymproduktion, og exogene enzymer som grisen ikke selv producerer. De tilsatte exogene enzymer er oftest enzymer, der er i stand til at nedbryde cellevæggens indhold af ikke-stivelsesholdige polysakkarider (NSP) samt fytase. Ofte benyttes både endogene og exogene enzymer i foderet. Tilsætning af cellevægsnedbrydende exogene enzymer bestemmes af de anvendte råvarer i foderblandingen (Inborr, 1990a). Da en foderblanding består af råvarer med forskellige kemiske og fysiske strukturer, er en blanding af enzymaktiviteter - i stedet for en eller to aktiviteter - tit nødvendig for at opnå et måleligt respons i dyret (Inborr, 1990a). Dette gælder dog ikke altid, da eksempelvis fytase virker alene. Inborr (1990b) nævner ligeledes, at der er visse indikationer for, at ens enzymer, men af henholdsvis bakterie- og svampeoprindelse, har en større effekt i kombination end hver for sig.

1.2. Formål med anvendelse af enzymer

Hovedårsagerne til at anvende enzymer er at:

• nedbryde specifikke bindinger i råvarer, der ikke normalt nedbrydes af endogene enzymer, hvorved der frigives flere næringsstoffer
• nedbryde forskellige væksthæmmende faktorer, der findes i mange råvarer og derved øge den næringsmæssige værdi
• supplere smågrisenes egen enzymproduktion, der er begrænsende for udnyttelse af vækstkapaciteten.

Potentialet for forbedringer ligger i en øget fordøjelighed af foderets kulhydrater, protein, fedt eller fytinbundet fosfor (Danielsen, 1994). Øges foderets fordøjelighed øges muligheden for brug af billige foderstoffer, som har en lavere fordøjelighed. I praksis er der imidlertid en række forhold, som virker begrænsende for enzymernes effektivitet.

For at virke skal enzymerne kunne:

• skræddersys til de foderstoffer, som de skal virke på
• være aktive ved normale fysiologiske pH-værdier og kunne tåle pH-ændringer i mave-tarmsystemet
• modstå angreb af grisens egne proteinspaltende enzymer
• tåle pelletering eller kunne tilsættes på betryggende vis efter pelletering
• genfindes og deres aktivitet kontrolleres ved kemiske analyser.

Om enzymerne lever op til ovenstående krav vil blive diskuteret og vurderet i de følgende afsnit.

Enzymer indgår som biologiske katalysatorer ved at sænke delta G (Gibbs frie energi). Enzymer (E) virker ved tilkobling af substrat (S) i et såkaldt enzym-substrat-kompleks. Substratet føres på denne måde med enzymet over ”barrieren”, der bliver nemmere at passere, da enzymet sænker energiniveauet (delta G). Under denne proces dannes et enzym-produkt-kompleks. Enzymet frigives fra produktet (P) og kan indgå i en ny reaktion. Dette kan illustreres således:

E + S <=> E-S <=> E-P <=> E + P

Fordøjelsesenzymer virker i tarm eller tarmslimhinde, hvor de nedbryder protein, kulhydrat og fedtstof. Et enzym kan kun nedbryde én bestemt slags kemisk binding, enzymer virker derfor meget specifikt (Cunningham, 1997; Stryer, 1995; Hansen, 1991b, Rook og Thomas, 1983). Det faktum, at enzymer har en høj grad af specificitet åbner mulighed for at gå ind og påvirke eller fremskynde præcise reaktioner, herunder nedbrydningen af fx svært hydrolyserbare polysakkarider i fiberrige foderstoffer (Rook og Thomas, 1983).

2.1 Enzymprodukter og deres virkeområde

Der er fire typer af enzymer, der dominerer fodermarkedet. Dette er enzymer til at nedbryde: fibre, protein, stivelse og fytinsyre.

2.1.1 Fibernedbrydende enzymer

Grise producerer ikke selv enzymer til nedbrydelse af fibre. I foderblandinger indeholdende hvede, byg, rug eller triticale består en stor del af fibrene af opløseligt arabinoxylan og opløseligt ß-glukan. De opløselige fibre kan øge viskositeten i tyndtarmen, hvilket, specielt hos fjerkræ, hæmmer fordøjelsen af næringsstoffer og dermed reducerer væksten (Bedford og Partridge, 2001).

Fiberindholdet i hvede og byg kan variere meget afhængig af sort, klima, høsttidspunkt etc. Dette betyder, at der kan være forskel i næringsværdien af foderblandinger indeholdende disse kornsorter. Enzymerne xylanase og ß-glukanase, der spalter henholdsvis xylan og ß-glukan, skulle kunne reducere denne variation og kunne forbedre foderudnyttelsen og dermed forbedre produktionsresultaterne (Bedford og Partridge, 2001). Foderets indhold af cellevægspolysakkarider (NSP) kan kun udnyttes af grisen via mikrobiel omsætning i blind- og tyktarm med et deraf følgende energitab. Tilsættes exogene enzymer til foderblandingen, er det måske muligt at flytte nedbrydningen af NSP fra blind- og tyktarm til tyndtarmen. Derved vil grisens endogene enzymer få adgang til nogle næringsstoffer, der ellers har været indespærret af en intakt cellevæg (Chesson, 1987).

Cellulase kan tilsættes meget fiberrige blandinger for at spalte cellulose til lavere sakkarider og glukose.

2.1.2 Proteinnedbrydende enzymer

Der er stor forskel i kvalitet og tilgængelighed af protein i forskellige proteinkilder. I vegetabilske proteinkilder, som sojaskrå, findes væksthæmmende stoffer (ANF). Disse stoffer kan blandt andet ødelægge tarmens absorbtive overflade og dermed forringe fordøjelsen af næringsstoffer. ANF kan også binde fordøjelsesenzymer, fx trypsininhibitorer. Ligeledes er fordøjelsessystemet hos smågrise ikke færdigudviklet og derfor ikke i stand til at få det optimale udbytte af foderets proteiner.

Tilsætning af protease kan muligvis afhjælpe den negative effekt af ANF og nedbryde proteindepotet i mindre peptider og dermed absorberbare fraktioner (Bedford og Partridge, 2001).

2.1.3 Stivelsesnedbrydende enzymer

Nedbrydning af stivelse foregår i maven og i lumen af tyndtarmen, hvor amylase udskilt fra spytkirtler og pankreas hydrolyserer stivelse til dextrin, malotriose og maltose. Disse nedbrydningsprodukter og indtagne disakkarider, som sukrose og laktose, bliver hydolyseret til monosakkarider (glukose, galaktose og fruktose) af specifikke enzymer, der sidder i og udskilles fra tarmslimhinden. Hos grisen er der fundet seks forskellige enzymer i tarmslimhinden: laktase, trehalase, isomaltase, sukrase samt maltase II og III (Kidder og Manners, 1980).

Tilsætning af amylaser til foder kan muligvis hjælpe med at nedbryde stivelsen hurtigere i tyndtarmen og dermed føre til øget væksthastighed. Fravænnede grise lider ofte under foder- og miljøskift, hvorfor det kan tænkes, at disse grise vil have størst effekt af tilsatte amylaser til understøttelse af deres egen endogene enzymproduktion.

2.1.4 Fytinsyrenedbrydende enzymer

Fosfor er et centralt mineral for alle dyr. Svin fordøjer normalt kun 30-40 pct. af det fosfor, der findes i foderstofferne, da hovedparten af fosfor i foder er bundet i fytinsyre, der er utilgængeligt for dyret, hvis der ikke er fytase i foderet. Ved at tilsætte fytase til foderet nedbrydes en del af fytinsyren, hvorved mere fosfor bliver tilgængeligt. På denne måde kan tilsat fosfor i foderet reduceres og dermed også udskillelsen til miljøet (Bedford og Partridge, 2001). Der er naturligt fytase i ikke-varmebehandlet korn.

2.1.5 Fedtnedbrydende enzymer

Fedt er ikke opløseligt i vand, hvilket gør det sværere at nedbryde end kulhydrater og proteiner. For at enzymerne i tarmen kan udøve deres virkning, skal fedtet først gøres opløseligt. Fordøjelse af fedt kan opdeles i fire faser: Emulgering, hydrolyse, micelledannelse og absorption. Emulgering starter i maven, hvor varme og blanding resulterer i dannelse af små fedtdråber. I duodenum færdiggøres emulgeringen ved hjælp af galde og fosforlipider. Fedtdråberne er nu blevet endnu mindre og dermed øges overfladearealet. Det er nu muligt for hydrolytiske enzymer, lipase fra pankreas, at nedbryde de små fedtdråber til miceller. Dette foregår i starten af jejunum. Lipase kan dog ikke direkte angribe de emulgerede fedtdråber, da lipase ikke kan trænge igennem den galde, der omgiver fedtdråberne. Lipase får derfor hjælp af co-lipase, der er et kort peptid. Dette peptid laver en vej gennem galden, via hvilken lipase får adgang til selve fedtdråben. Er der tale om triglycerid, som er den primære fedtkilde, deler lipase fedtsyrerne, hvilket resulterer i to frie eller ikke-esterificerede fedtsyrer og et monoglycerid. I kombination med galde fører dette til micelledannelse, der er små vandopløselige aggregater bestående af galdesyre og lipider. De vandopløselige miceller tillader lipiderne at diffundere gennem tarmlumen, så de kan absorberes (Cunningham, 1997).

2.1.6 Anvendte enzymer

De mest anvendte exogene enzymer, deres virkeområde og forventede effekt er vist i tabel 2.1.

Som det ses af tabellen, har de forskellige enzymer forskellig virkeområder. Dette skyldes deres specifikke væremåde, jf. afsnit 1. Om ovenstående enzymer virker på tilfredsstillende måde, vil blive belyst i de følgende afsnit.

2.2 Grise versus fjerkræ

De cellevægge, der er mest interessante i forbindelse med en enzymatisk nedbrydning, er endospermcellerne, idet de indeholder kernens næringsstofdepot og udgør den største fraktion af fibre i cellen samt er tynde og relativt nemme at nedbryde (Chesson, 1987; Graham et al., 1988). Endospermcellevæggen i byg består fortrinsvis af ß-glukaner og arabinoxylaner. Hos kyllinger har det i mange år været kendt, at tilsætning af ß-glukanase til en bygbaseret foderblanding kan hindre, at der opstår problemer med nedsat tilvækst, forringet foderudnyttelse samt en våd og klistret gødning, da tilsætning af ß-glukanase til kyllingefoder medfører en delvis nedbrydning af ß-glukan. Problemet med ß-glukan er, at det øger viskositeten af tarmindholdet og samtidig virker som en fysisk barriere i forhold til de endogene fordøjelsesenzymer. Når tarmindholdets viskositet øges falder absorptionen af næringsstoffer. Ydermere vil øget viskositet (hos kyllinger) nedsætte passagehastigheden, hvilket resulterer i nedsat foderoptag (Classen et al., 1991).

De gode resultater, der er set ved brug af enzymer til fjerkræfoder, kan ikke direkte omsættes til svin. Hovedårsagerne til dette er, at:

1. pH-værdien i fjerkræs kro er omkring 6, hvorfor enzymerne allerede kan virke her før de når det mere sure miljø i kråsen. Hos grise er pH-værdien i maven meget variabel (pH fra cirka 1-6,6) afhængig af målested og tidspunkt efter fodring (jf. afsnit 4.2). Enzymerne kan derfor have svært ved at udøve deres virkning før de når duodenum, hvor pH-værdien er mere optimal og stabil (pH fra cirka 4,8-6,5) (jf. afsnit 4.2). Ligeledes vil enzymerne sandsynligvis miste noget af deres aktivitet i mavens sure pH-miljø.
2. Foderets passagetid gennem fordøjelseskanalen er kortere hos fjerkræ end hos grise. Forsøg har vist, at passagetiden gennem kro, krås og tyndtarm samlet var omkring 4 timer, hvorimod grises samlede passagetid gennem mave og tyndtarm varierer fra 6-9 timer (Latymer et al., 1990) afhængig af foderets indhold af opløselige og uopløselige fibre, grisenes alder, foderets struktur, osv. Den kortere passagetid hos fjerkræ betyder, at der er mindre tid til fordøjelse og næringsstofabsorption sammenlignet med svin. Enzymer kan derfor være en hjælp til, at fjerkræ kan nå at fordøje mere foder på kortere tid. Ifølge Bedford og Partridge (2001) kan grise selv nå at fordøje 75-85 pct. af det optagne foder uden hjælp fra exogene enzymer.
3. Grise har en større produktion af mikrobielle bakterier i tarmen, der kan hjælpe med til at nedbryde foderet sammenlignet med fjerkræ, hvilket også taler for bedre resultater ved tilsætning af enzymer til fjerkræfoder. Den lange passagetid i caecum og colon (30-40 timer; Latymer et al., 1990) giver ideelle betingelser for bakteriel fermentering af fibre,
4. hvilket taler for, at grisene har mindre gavn af de tilsatte enzymer, da de, som før nævnt, selv er i stand til at fordøje og omsætte 75-85 pct. af foderet (Bedford og Partridge, 2001).
5. Det kan også tænkes, at grisenes egenproduktion af enzymer (specielt hos slagtesvin) er stor nok sammenlignet med fjerkræs egenproduktion.

Samlet kan det konkluderes, at den ileale fordøjelse af stivelse, protein og fibre er større hos grise end hos fjerkræ og derfor er potentialet for at forbedre produktiviteten hos grise væsentlig mindre sammenlignet med fjerkræ (Dierick, 1989).

2.3 Grisenes alder

Grisenes alder er en væsentlig faktor, der kan føre til forskel i forsøgsresultater. Grisens evne til at udnytte foderets indhold af næringsstoffer er helt afhængig af, at de enzymer, der er i stand til at nedbryde foderet, er til stede i tilstrækkelige mængder i fordøjelseskanalen. Grisens fordøjelsessystem er i de første leveuger indrettet til at fordøje somælk. Derfor har et af argumenterne for at tilsætte enzymer til foderet hos nyfravænnede grise været, at grisen endnu ikke har et fuldt udviklet enzymsystem, der kan nedbryde de korn- og sojabaserede foderstoffer på en tilfredsstillende måde. Derved opstår problemer med nedsat eller ingen tilvækst samt diarré. Tilsætning af enzymer skulle kunne supplere smågrisens egne enzymer, så de når op på et niveau, der er tilstrækkeligt til at sikre den nødvendige nedbrydning af foderstofferne.

2.3.1 Fordøjelsesenzymernes udvikling

Udviklingen af grisens fordøjelsesenzymer er en kontinuert proces, der påbegyndes i fosterstadiet. Allerede ved fødsel findes aktivitet af maltase og laktase. Sekretionen af amylase er ikke til stede ved fødsel, men udvikles hurtigt. Allerede syv dage efter fødsel kan stivelse fra korn fordøjes. Aktiviteten af sucrase er lidt langsommere, da sucrose først fordøjes to uger efter fødsel (Low et al., 1990).

Det helt essentielle i forbindelse med tilsætning af enzymer, der understøtter grisens endogene enzymproduktion, er, om grisen ved en fravænningsalder på 3-4 uger har en så lav endogen enzymproduktion, at det ikke er tilstrækkelig til at hydrolysere de vegetabilske foderstoffer.

2.3.2 Maven

Hartman et al. (1961) påviste i 16 kuld proteinaseaktivitet hos den nyfødte gris. Der sås kun en lille eller ingen stigning af aktiviteten i grisens to første leveuger. En hurtig stigning i aktivitet startede ved tre ugers alderen og fortsatte forsøget ud (otte uger). Et lignende resultat blev fundet af Cranwell (1985) (seks kuld grise). Her fandtes en lav udskillelse af pepsin indtil grisen var 3-4 uger gammel. Herefter steg sekretionen kraftigt. I forbindelse med fravænning fandt Lindemann et al. (1986), at aktiviteten af de proteolytiske enzymer, der udskilles i maven, ikke blev påvirket.

2.3.3 Pankreas

Amylaseaktiviteten i pankreas er meget lav / slet ikke til stede hos den nyfødte gris (Hartman et al., 1961; Lindemann et al., 1986). Med tiltagende alder ses en øget amylaseaktivitet. Fra 0-4 uger er stigningen svag, men fra uge fire stiger enzymaktiviteten kraftigt, hvilket er i overensstemmelse med en øget foderoptagelse (Pond et al., 1971; Corring et al., 1978; Owsley et al., 1986; Shields et al., 1980). Denne stigning hænger sammen med udviklingen af pankreas. Vægten af pankreas stiger med cirka 1/3 de første tre levedage for herefter at stige mere end seks gange fra grisenes fødsel og til de er cirka 23 dage gamle (Pond et al., 1971).

Hos den fravænnede gris er pankreas tilsyneladende i stand til at tilpasse sin enzymaktivitet til foderet. Efird et al. (1982a og b) fandt fx, at smågrise fravænnet ved tre uger, der fik et sojaproteinfoder, havde et højere niveau af trypsin og chymotrypsinaktivitet i tarmindholdet og en lavere aktivitet i pankreas end grise, der fik et mælkeproteinfoder.

Shields et al (1980) målte protease- og amylaseaktiviteten hos 54 grise i perioden umiddelbart efter fravænning (fire uger) til 10 uger. Resultaterne viste, at grise på trods af et fald ved fravænning er i besiddelse af en betydelig enzymaktivitet af amylase og protease.

Lindemann et al. (1986) fandt, at der hos grise fravænnet ved fire uger var et markant fald i enzymaktiviteten af de enzymer, der blev udskilt fra pankreas (chymotrypsin, trypsin, amylase og lipase), men også at enzymerne, med undtagelse af lipase, allerede fra 5. til 6. leveuge udviste en tiltagende aktivitet. Lignende iagttagelse gjorde Owsley et al. (1986), der hos 120 grise fravænnet ved fire uger fandt, at faldet i enzymaktivitet efter fravænning havde en varighed på 1-3 dage, hvorefter aktiviteten af amylase, trypsin og chymotrypsin hastigt tiltog.

2.3.4 Tyndtarmen

I tyndtarmsslimhinden er der fundet seks forskellige enzymer: laktase, trehalase, isomaltase, sukrase samt maltase II og III. Fælles for disse enzymer, med undtagelse af laktase, er et lavt niveau ved fødslen og en tiltagende aktivitet med alderen (Kidder og Manners, 1980). Forsøg har vist, at der er en signifikant højere aktivitet efter fravænning, hvilket indikerer, at der foregår en tilpasning af brush borderenzymerne til foderet samtidig med den aldersrelaterede stigende aktivitet (Kidder og Manners, 1980; Sloat et al., 1985; Kelly et al., 1991). Fravænningen påvirker dog aktiviteten kortvarigt, idet der 3-5 dage efter fravænning er set et tydeligt fald i aktiviteten af brush borderenzymerne efterfulgt af en hastig stigning. Laktaseaktiviteten forblev lav, hvilket kan forklares ved, at enzymets substrat (laktose) ikke var til stede i fravænningsfoderet (Hampson og Kidder, 1986). Det midlertidige fald i brush borderenzymerne skyldes formentlig, at der i forbindelse med fravænningen sker betydelige morfologiske ændringer i tyndtarmen.

2.3.5 Negative virkninger

Et oplagt spørgsmål er, om tildelingen af industrielt fremstillede enzymer hæmmer den naturlige udvikling af grisenes egen enzymproduktion. Der er ikke noget bevis for, at en sådan hæmmende effekt findes. Forsøg med opsamling af pankreassaft udført på henholdsvis 17 og fire grise fravænnet ved fire uger (8,7+0,9 kg) har vist, at enzymtilsætning ikke havde nogen effekt på mængden af secerneret pankreassaft (Jensen, 1994; Jensen et al., 1996). Der var forskel i sammensætningen af pankreassaft, idet der var mere chymotrypsin hos de grise, som fik foder tilsat ß-glukanase. Dette antyder, at der var mere tilgængeligt protein i foderet, idet sekretionen af fordøjelsesenzymer fra pankreas tilpasses niveauet af de respektive ”frie” næringsstoffer (Jensen et al., 1996). Den øgede proteinfordøjelighed ved tilsætning af ß-glukanase kan relateres til hydrolyse af ß-glukan i kornets cellevæg. Øget proteinfordøjelighed ved tilsætning af ß-glukanase til korn er også set af Graham et al., 1988 og Bedford et al., 1992.

2.3.6 Opsummering

Ovenstående gennemgang viser, at de fordøjelsesenzymer, der er i stand til at nedbryde vegetabilsk foder og som grisen selv producerer, udvikles hastigt efter fødslen. Denne udvikling kan formentlig både tilskrives en aldersrelateret og substratinduceret stigning. Da udviklingen i fordøjelsesenzymerne ikke er afsluttet, når grisen fravænnes (3-4 uger), er spørgsmålet, om den ved denne alder har nået et niveau, der er tilstrækkeligt til at nedbryde fravænningsfoderet. Ifølge Lindemann et al. (1986) har grise fravænnet ved fire uger, med undtagelse af de første dage efter fødsel og fravænning, en tilstrækkelig enzymatisk kapacitet til at nedbryde den mængde stivelse, protein og fedt, grisen fysisk er i stand til at optage. Der er dog fundet væsentlige variationer i enzymaktiviteten mellem grise. Pasillé et al. (1989) fandt fx store variationer i enzymaktiviteten i pankreas mellem jævnaldrende grise (21 dage), men også at de største og hurtigstvoksende grise havde den højeste enzymaktivitet. Dette kan være en af årsagerne til de varierende resultater, der ses ved brug af enzymer (jf. afsnit 5 og 6).  Faldet i enzymaktiviteten i perioden umiddelbart efter fravænning reetableres hurtigt. Det kan derfor diskuteres, om denne korte periode kan afhjælpes af enzymtilsætning. Ligeledes kan det diskuteres, hvornår grisens egen enzymproduktion er tilstrækkelig til at udnytte foderet optimalt. Hartman et al. (1961) viser, at enzymaktiviteten stiger frem til grisen er syv uger, hvorefter der ses en faldende enzymaktivitet. Dette indikerer, at en udvokset gris ikke har større enzymaktivitet end en to måneder gammel gris. Lignende resultater er fundet af Corring et al. (1978) og Owsley et al. (1986). Dierick (1989) konkluderer, at det proteolytiske og amylolytiske fordøjelsessystem ikke er veludviklet, før grisen er 4-6 uger gammel. Ligeledes udsættes grisen for stress ved foderskift og fravænning. Disse argumenter antyder, at smågrise frem til 6-8 ugers alderen vil kunne få glæde af enzymtilsætning, hvorimod grise ældre end otte uger vil have en mindre effekt. Efterfølgende opgørelse af forsøgsresultater er derfor opdelt i henholdsvis smågrise og slagtesvin.

Enzymer beregnet til foderbrug kan anvendes enten ved forbehandling af foderet eller ved tilsætning til tør- eller vådfodring. Ved forbehandling aktiveres enzymerne ved styring af temperatur og fugtighed. Der kan ved optimale procesbetingelser foregå en betydelig spaltning af næringsstoffer. Metoden er dog meget ressourcekrævende. Tilsættes enzymerne til tørt foder forventes det, at aktivering og virkning foregår i grisens mave-tarmkanal. Det er nødvendigt, at enzymerne er beskyttede, så de kan modstå behandling og lagring af foderet. Enzymerne tilsættes før en eventuel opvarmning og pelletering af foderet eller ved en senere påsprøjtning af pillerne (Danielsen, 1994).

3.1 Enzymer i tørfoder

En simpel måde at anvende enzymer på er ved iblanding i tørfoder. Ved denne metode vil enzymerne blive aktiveret i fordøjelsessystemet af væske og øget temperatur. Tilsættes enzymer, der skal virke i tyndtarmen, er det muligt, at det lave pH i maven vil kunne ødelægge enzymaktiviteten. Ydermere er opholdstiden i tyndtarmen kort, muligvis for kort til at enzymerne kan nå at virke. På den anden side er enzymerne delvis beskyttet fra mavesyre af foderpartiklerne. Foderet har også vist tendens til at neutralisere mavesyren under foderoptagelsen, hvilket kan tale for, at enzymerne virker (Inborr, 1990a). Yderligere diskussion af enzymers stabilitet i mave-tarmkanalen kan ses i afsnit 4. Produktionsresultater ved enzymer tilsat tørfoder kan ses i afsnit 5.

3.2 Enzymer i vådfoder

Vådfodring giver gode betingelser for de enzymer, der er tilsat foderet (Dierick, 1989). Det er sandsynligt, at enzymer i støbperioden får gode betingelser at arbejde under med hensyn til temperatur, fugtighed, "pH" og substrattilgængelighed. Grisens eget fordøjelsessystem vil derfor ikke have lige så stor negativ effekt på enzymaktiviteten som ved tørfodring (Inborr, 1990a).

3.3 Forbehandling med enzymer

Behandling af foder med enzymer før det blandes kunne tænkes at være den bedste måde at anvende enzymer på (Dierick, 1989; Inborr, 1990a). Metoden kræver dog en meget fin formaling og dermed et strukturløst foder. Dertil kommer, at metoden er meget ressourcekrævende, hvorfor det kun kan antages at være relevant i praksis, hvis det viser bedre resultater end direkte enzymblanding i foderet. Resultater fra forsøg kan ses i afsnit 5.

De anvendte enzymer skal være i stand til at bibeholde deres aktivitet både under fremstilling af foderblandingen og i grisens mave-tarmkanal. Ved pelletering kan enzymaktiviteten ødelægges. Det har vist sig, at de enzymer, der anvendes i foderindustrien bibeholder deres aktivitet i højere grad end forventet (Inborr, 1990; Chesson, 1993). Dette kan skyldes, at enzymet er beskyttet i foderblandingen ved at være bundet til et substrat, en såkaldt ”carrier” (Chesson, 1993). Enzymerne kan også beskyttes af en ”coatning”, der gør dem modstandsdygtige overfor pelleteringstemperatur og pH i maven. Det antages ligeledes, at foderet i sig selv har en buffervirkning, således at foderet til en vis grad forhindrer, at mavesyren kommer i direkte kontakt med de tilsatte enzymer (Inborr, 1990a).

4.1 Temperatur

Enzymer påvirkes af temperatur. Dette kan være et problem ved pelleteret foder, da temperaturen under pelletering er mindst 81 °C. Forsøg med ß-glukanase har vist, at ved en pelleteringstemperatur på 72 °C forsvandt 40 pct. af enzymaktivitet. Blev temperaturen forøget til 95 °C forsvandt 93 pct. af aktiviteten af ß-glukanase. Et lignende forsøg også udført ved en temperatur på 95 °C viste, at 84 pct. af aktiviteten blev mistet efter 30 sekunder og 91 pct. af ß-glukanaseaktiviteten var forsvundet efter 15 minutter. Lidt anderledes ser det ud for xylanase, hvor forsøg har vist meget varierende resultater. Forsøg udført ved temperatur på 95 °C har vist resultater fra ingen enzymaktivitet til helt op til 90 pct. xylanaseaktivitet efter pelletering. Et andet forsøg udført ved 80 °C viste henholdsvis 85 pct., 55 pct. og 33 pct. enzymaktivitet efter pelletering. Ved en pelleteringstemperatur mellem 65-70 °C forsvandt kun 30 pct. af aktiviteten. Forsøg med fytase har vist, at temperaturen helst skal holdes under 85 °C. Ved en temperatur på 87 °C forsvandt 54 pct. af fytaseaktiviteten, hvorimod der ved en temperatur på 84 °C kun forsvandt 17 pct. Et andet forsøg udført ved en temperatur mellem 69 og 74 °C viste, at 50-69 pct. af fytaseaktiviteten forsvandt (Bedford og Partridge, 2001). Temperaturfølsomheden kan variere afhængig af typen af den anvendte fytase.

Samlet kan det konkluders, at enzymaktiviteten falder med stigende pelleteringstemperatur. På baggrund af ovenstående kan det konkluderes, at en del af enzymaktiviteten forsvinder ved pelletering på grund af høj temperatur, hvis de ikke er beskyttede (coated). For at bevare en rimelig enzymaktivitet bør pelleteringstemperaturen ikke overstige 85 °C. Jo lavere temperatur des større aktivitet.

De fleste pilleforsøg beskrevet senere i dette litteraturstudie har haft en pelleteringstemperatur på maksimalt 70 °C for at opnå en rimelig aktivitet i foderet. For at imødegå problemer med Salmonella er pelleteringstemperaturen i Danmark minimum 81 °C (Bekendtgørelse, 1997). Denne højere pelleteringstemperatur er dog ikke ensbetydende med, at enzymaktiviteten er lav i pelleteret foder, da det også er muligt at påsprøjte enzymerne efter pelletering (Hansen, 1991b). Om påsprøjtning har en bedre effekt diskuteres yderligere i afsnit 5 og 6.

4.2 pH-værdi

I grisens fordøjelseskanal er det ikke temperaturen, der er et problem, men "pH", der udviser væsentlige variationer afhængig af målested og tidspunkt efter fodring. I tabel 4.1 ses gennemsnitlige pH-værdier i grisens mave-tarmkanal.

Det ses, at pH er lavest i maven, stigende frem til ileum og herefter faldende i caecum og colon. pH-værdierne er højest umiddelbart efter fodring, hvorefter pH falder. I maven og duodenum falder pH hurtigt sammenlignet med jejunum og ileum, hvor faldet er mindre og mere jævnt (Braude et al., 1976). Hvordan disse pH-værdier influerer på de tilsatte enzymer, vil blive diskuteret i nedenstående.

Baas og Thacker (1996) udførte fire forsøg for at undersøge enzymaktiviteten i grises fordøjelseskanal. Det første forsøg var et in vitro-forsøg til undersøgelse af effekten af forskellige pH-værdier på aktiviteten af ß-glukanase fundet i 10 forskellige enzymprodukter. Resultaterne kan ses i tabel 4.2.

Som det ses af tabellen var der næsten ingen aktivitet ved pH 2,5. Denne aktivitet blev kun lidt forøget ved pH 3,5. Den højeste aktivitet sås ved pH 5,5. Ved pH 6,5 aftog enzymaktiviteten hurtigt. pH-værdierne i grisens mave-tarmkanal (tabel 4.1) antyder, at det er sandsynligt, at de tilsatte enzymer kan nedbryde ß-glukaner hos grisen. Ud fra værdierne i tabel 4.1 er det dog kun i maven og første del af tyndtarmen, at pH er optimal. pH målt i maven er meget varierende og ofte under 3, hvorfor det ikke kan antages, at der finder aktivitet sted i selve maven. Duodenum er derimod det helt optimale sted, når det gælder pH og enzymaktivitet. Duodenum er kun 5-6 cm lang mod jejunums 15-20 meter (Sisson og Grossman, 1975). Dette betyder, at foderets passagetid i duodenum er kort, og derfor er det i en begrænset tidsperiode, at aktiviteten af ß-glukanase har helt optimale betingelser. Der vil dog være en aktivitet af enzymerne i starten af jejunum, jf. pH-intervallet vist i tabel 4.1. Forsøg med grise på 25 kg har vist, at passagetiden i mave og tyndtarm er 6-9 timer (for kornbaserede blandinger), i blindtarmen 1-11 timer og i tyktarmen 30-40 timer (Latymer et al., 1990). Det skal bemærkes, at passagehastigheden varierer meget mellem grise og mellem foderblandinger. Det kan konkluderes, at foderets passagetid er forholdsvis kort, i de afsnit hvor pH-værdien for høj ß-glukanaseaktivitet er optimal.

I et forsøg med fem fistelerede grise på gennemsnitligt 31 kg fandt Inborr et al. (1998), at enzymaktiviteten af xylanase og ß-glukanase faldt over tid og var næsten 0 ved slutningen af tyndtarmen 12 timer efter fodring. Forsøg med fytase har vist aktivitet ved pH-værdier fra 3-8, dog med et optimum ved pH-værdier fra 4-6 (Boisen, 1987; Düngelhoef et al., 1994). Jongbloed et al. (1992) undersøgte, hvor meget fytinsyre der var hydrolyseret ved slutningen af tyndtarmen i en majs/tapioka-blanding. Han fandt, at 60-74 pct. af fytinsyre var hydrolyseret ved fytasetilsætning og kun 10 pct. uden fytasetilsætning. Det må derfor forventes, at den største nedbrydning af fytinsyre (jf. afsnit 7) forårsaget af tilsat fytase finder sted i den forreste del af mave-tarmsystemet, hvor også absorptionen af fosfor sker. Ved ileum er der således ikke fundet fytaseaktivitet. Disse forsøg er i overensstemmelse med ovenstående konklusion, at enzymaktiviteten er begrænset til en kort periode.

Som en opfølgning på ovenstående forsøg undersøgte Baas og Thacker (1996), om enzymerne går til grunde i mavens lave pH eller om de kan genskabe aktiviteten, når de kommer til mere favorable pH-værdier som findes i duodenum. Forsøget blev udført som et in vitro-forsøg med fem af de i tabel 4.2 nævnte blandinger (Biofeed, Porzyme SF, Endofeed, Biofeed Plus, Porzyme TP). I forsøget blev enzymerne udsat for et lavt pH (2,5) efterfulgt af en pludselig pH-stigning (pH 5,5). Det viste sig, at enzymerne kunne genskabe fra 23-57 pct. af deres aktivitet. Det formodes derfor, at enzymer, der har været udsat for lavt pH i maven, kan genskaber en del af aktiviteten i tyndtarmen. Det skal dog bemærkes, at forsøget er udført in vitro ved brug af opvarmet vand, det er derfor uvist i hvor stor grad tilstedeværelsen af foder i maven beskytter enzymerne mod det lave pH (Baas og Thacker, 1996; Inborr, 1990a).

Baas og Thacker (1996) undersøgte aktiviteten af ß-glukanase, der forlader maven. I dette forsøg blev seks grise med en gennemsnitsvægt på 34,8 kg udstyret med en T-kanyle i starten af duodenum. Forsøget blev gentaget seks gange. Én gris blev tildelt en kontrolblanding og de øvrige fem blev tildelt en af de i tabel 4.2 nævnte enzymblandinger (Biofeed, Porzyme SF, Endofeed, Biofeed Plus, Porzyme TP). Hver testperiode varede 10 dage bestående af syv dages tilvænning og tre dages opsamling. Opsamlingen fandt sted 15, 30, 60, 120, 180 og 240 minutter efter fodring. 15 minutter efter foderoptagelse var pH 4,8. pH faldt en smule over tid. Mellem 60 og 240 minutter efter foderoptag var pH omkring 4,0. Baseret på resultatet fra tabel 4.2 er denne pH-værdi lavere end hvad der er optimalt for enzymaktivitet.

Aktiviteten af ß-glukanase hos grise fodret med hvilken som helst af de seks blandinger faldt over tid sammen med pH. Enzymaktiviteten var lavere efter 15 minutter end ved 30 minutter efter fodring, hvilket kan skyldes tabet af aktivitet umiddelbart efter fodring efterfulgt af genskabelse af enzymaktiviteten. Fra 30 minutter og frem til 240 minutter efter fodring faldt aktiviteten. Hos alle produkter kunne 52 pct. af aktiviteten genfindes 60 minutter efter fodring og 26 pct. kunne findes 240 minutter efter fodring. Det blev derfor konkluderet, at noget af enzymaktiviteten overlever opholdet i maven. Der er derfor mulighed for, at tilsatte enzymer kan nedbryde ß-glukaner i tyndtarmen og på denne måde forbedre grisenes produktionsresultater. Lignende resultater blev fundet af Inborr et al. (1998), der på fem fistelerede grise (31 kg) fandt enzymaktivitet af xylanase og ß-glukanase i mave og tyndtarm. Det er vigtigt at bemærke, at begge omtalte forsøg kan bero på tilfældigheder, da der kun er undersøgt én gris pr. gruppe. Ligeledes sås en forholdsvis høj aktivitet af ß-glukanase i kontrolfoderet - nogle steder større end ved brug af forsøgsfoderet. Dette kan skyldes, at byg har en høj andel af endogent ß-glukanase. Resultaterne i dette forsøg indikerer, at der ikke opnås yderligere enzymaktivitet ved tilsætning af ß-glukanase til en bygbaseret blanding.

For yderligere at undersøge effektiviteten af de fem enzymprodukter undersøgte Baas og Thacker (1996) produktiviteten hos grise fodret med pelleteret foder indeholdende de fem enzymblandinger. Blandingerne blev pelleteret ved maksimum 65 °C. Foderet bestod hovedsageligt af afskallet byg. I første omgang benyttedes 60 grise (startvægt 30 kg, slutvægt 60 kg) fordelt med 10 grise pr. behandling. I anden omgang benyttedes 78 grise (startvægt 20 kg, slutvægt 43 kg) fordelt med 12 grise pr. behandling. Resultatet af forsøget kan ses i tabel 4.3.

Der var ingen signifikant forskel mellem de seks behandlinger på daglig tilvækst, foderoptag eller foderudnyttelse. Fordøjelighedskoefficienterne for tørstof, protein og energi var signifikant højere i blandingen med Biofeed sammenlignet med både kontrol- og de øvrige enzymblandinger. Det ville derfor være oplagt at tro, at der så også ville være en produktionsforskel. Årsagen, til at en sådan forskel ikke blev fundet, kunne være, at forsøget var for lille til at kunne påvise små forskelle i produktionsresultater. Det kan også skyldes, at udslagene på fordøjelighedskoefficienterne i gruppe 3 beror på en tilfældighed, eller at grisenes potentiale for vækst var opnået. De fire andre enzymblandinger var ikke signifikant forskellig fra kontrolblandingen med hensyn til fordøjelighedskoefficienter.

Resultaterne af de fire forsøg indikerer, at det er muligt at finde enzymaktivitet i tyndtarmen på trods af mavens lave pH. Derfor kan pH i maven ikke alene forklare den manglende effekt af ß-glukanasetilsætning. Andre forklaringer kan være, at ß-glukanase ikke påvirker viskositet væsentligt hos grise, eller at signifikante mængder af ß-glukaner bliver nedbrudt af grisens egne enzymer. Graham et al. (1989) fandt, at over 95 pct. af ß-glukaner bliver nedbrudt før slutningen af ileum hos grise fodret med bygbaserede foderstoffer uden enzymtilsætning. Ses samlet på grisenes egen fordøjelse kan grise som tidligere nævnt selv udnytte 75-85 pct. af foderet (Bedford og Partridge, 2001). Manglende effekt kan også skyldes, at der er tilsat for lidt enzym til blandingerne. Det har desværre ikke været muligt at fremskaffe enzymkoncentrationen af de enkelte blandinger anvendt i de ovenstående forsøg.

4.3 Holdbarhed

Fytases stabilitet under lagring er blevet undersøgt ved at tilsætte fytase med henholdsvis 250 og 500 FTU/kg foder til en almindelig slagtesvineblanding baseret på byg. Prøverne blev formalet og opbevaret i tre måneder ved lagringstemperaturer svarende til henholdsvis 14-22, 20, 5 og ÷ 20 °C. Fytaseaktiviteten var efter tre måneders lagring højest i prøverne, som havde været opbevaret på frost eller køl sammenlignet med de prøver, som blev opbevaret ved cirka 20 °C. Næsten alle prøverne havde efter lagring i tre måneder stadig en fytaseaktivitet, der var højere end det forventede niveau på henholdsvis 250 og 500 FTU/kg foder. Dette skyldtes, at det mikrobielt producerede fytase i begge produkter indeholdt mindst den deklarerede fytaseaktivitet. Den gennemsnitlige tilsatte fytase var henholdsvis 376 og 316 FTU/kg foder for de blandinger, der skulle tilsættes 250 FTU/kg foder og 722 og 663 FTU/kg foder for de blandinger, der skulle tilsættes 500 FTU/kg foder. På baggrund af forsøget anbefales det at opbevare foderprøver med fytase køligt eller på frost, hvis det skal opbevares i mere end to måneder. I den korte periode foderet opbevares hos landmanden eller foderstoffabrikken vurderes det, at temperatur i intervallet ÷ 20 til 25 °C ikke har væsentlig betydning for stabiliteten af fytase. Dette er dog under forudsætning af, at foderet ikke udsættes for fugt, da fugt aktiverer fytase. (Carlson et al., 2000). Der er ikke fundet forsøg, der belyser holdbarheden af andre enzymer, men ifølge Inborr (1990a) kan enzymblandinger opbevares i op til seks måneder uden signifikant tab af aktivitet.

4.4 Måling af enzymaktivitet

Det kan være svært at teste enzymaktiviteten i den færdige foderblanding, da en test, der er anvendelig på det koncentrerede enzym, sædvanligvis ikke kan anvendes overfor en foderblanding, der kun indeholder cirka 500 mg/kg. Ligeledes kan det være svært at sammenligne resultater målt på forskellige laboratorier, da der stor set findes lige så mange metoder, som der findes enzymproducenter (Inborr, 1990b).

Der er lavet mange forsøg med enzymer gennem de seneste år og det er ikke muligt i denne rapport at gengive alle. Følgende afsnit skal derfor ses som et udpluk af forsøg med enzymer fundet i litteraturen. Forsøgene er opdelt i smågrise (2-10 uger) og slagtesvin (fra 10 uger), da fordøjelsessystemet er på forskelligt udviklingstrin i disse to grupper. Afsnittet omhandler en diskussion af forsøgsresultater for henholdsvis smågrise og slagtesvin efterfulgt af en samlet diskussion af faktorer, der gør sig gældende hos både smågrise og slagtesvin. Detaljer om de enkelte forsøg kan findes i appendiks 1 og 2.

5.1 Diskussion af forsøgsresultater for smågrise

I appendiks 1 ses en tabel med relevante oplysninger fra 15 forsøg med smågrise. Ud af de 15 forsøg viste:

• 5 forsøg ingen signifikant effekt på nogen af de målte parametre (Hansen, 1991b og c; Thacker et al., 1992b; Officer, 1995; Mavromichalis et al., 2000).
• 3 forsøg viste forbedring af daglig tilvækst (Hansen, 1991a; Inborr et al., 1991; Danielsen, 1994).
• 1 forsøg viste tendens til forbedring af daglig tilvækst (Gill et al., 2000).
• 2 forsøg viste tendens til øget foderoptagelse (Hansen, 1991a; Danielsen, 1994).
• 2 forsøg viste bedre foderudnyttelse (Hansen, 1991a; Gill et al., 2000).
• 2 forsøg viste tendens til bedre foderudnyttelse ( Inborr og Ogle, 1988; Thacker et al., 1992b).
• 4 forsøg viste øget fordøjelighed af protein, tørstof, stivelse (Inborr et al., 1991, Inborr et al., 1993; Li et al., 1996a og b).
• 1 forsøg viste tendens til øget fordøjelighed af tørstof (Mavromichalis et al., 2000).
• 3 forsøg viste nedgang i diarrétilfælde (Inborr og Ogle, 1988; Jørgensen 1995; Hogenkamp et al., 1997).

Som det kan ses af forsøgsresultaterne er effekten af enzymsupplement til smågrise meget varierende. Den eksakte årsag til dette kan ikke umiddelbart udledes af resultaterne, da foder og enzymsammensætning varierer betydeligt. Ligeledes er en stor del af de publicerede enzymforsøg mangelfulde med hensyn til materiale og metodeafsnit. Det kan derfor være svært at vurdere de opnåede resultater objektivt. Af andre forhold, der må forventes at have betydning, kan nævnes foderstoffernes kemiske sammensætning, grisens genetisk bestemte vækstpotentiale, dens sundhedstilstand og det staldmiljø, den befinder sig i samt genetiske variationer i enzymaktivitet mellem jævnaldrene grise.

Ses på produktivitet er der i forsøget udført af Hansen (1991a) forskellig respons i de to anvendte besætninger. I besætning A var der ikke signifikant effekt ved brug af enzymer i foderet. I besætning B havde grisene, der fik enzymfoder, en signifikant højere daglig tilvækst på 27 g i forhold til grisene, der fik en tilsvarende blanding uden enzymer. Der var ingen forskel i dødelighed og diarré. I besætning A var grisenes alder 61-62 dage ved 25 kg mod 68-71 dage i besætning B. Denne højere tilvækst i besætning A kan være et udtryk for, at grisene havde et velfungerende mave-tarmsystem. Dermed var grisene ikke særligt belastede af blandingssammensætningen eller det omgivende staldmiljø. I besætning B er det sandsynligt, at enzymerne har hjulpet og støttet grisene med at omsætte foderet i mave-tarmsystemet, således at grisene i denne besætning fik en relativ større ædelyst, som betød en øget daglig tilvækst (Hansen, 1991a). Jørgensen (1995) udførte et lignende forsøg. Dette forsøg viste ingen forskel i daglig tilvækst, foderoptagelse, foderudnyttelse samt dødelighed. Modsat fandt Danielsen (1994) en bedre daglig tilvækst og tendens til øget foderoptagelse og foderudnyttelse ved tilsætning af enzymer. Den forbedring i daglig tilvækst, der findes af Danielsen (1994) og Hansen (1991a), kan delvist være forårsaget af øget foderoptag, hvilket tyder på, at enzymerne har haft en viskositetssænkende effekt. Der blev ikke målt viskositet i forsøgene.

I det føromtalte forsøg udført af Jørgensen (1995) blev der fundet tendens til lavere forekomst af diarré hos gruppen, der fik tilsat enzymer i foderet. Denne tendens til lavere diarré er ikke fundet i andre danske forsøg (Larsen, 1983; Hansen, 1991a,b og c; Danielsen, 1994). Inborr og Ogle (1988) fandt en signifikant nedgang i diarrétilfælde, hvis foderet var forbehandlet med enzymer (jf. afsnit 3.3). Hogenkamp et al. (1997) udførte et forsøg med 36 grise og fandt her en signifikant nedgang i diarrétilfælde. Resultatet kan ikke sammenlignes med andre forsøg, da grisene blev sultstressede for at fremprovokere diarré. Ligeledes viste det ene af i alt to forsøg, at tildeling med 0,04 pct. enzymer øgede diarréfrekvensen fra 83 til 91 pct., hvorimod tildeling med 0,06 pct. nedsatte diarréfrekvensen fra 83 til 67 pct. Det kan ikke ud fra disse forsøg konkluderes, at enzymtilsætning resulterer i mindre tilgængeligt substrat til patogene bakterier som følge af en hurtigere fordøjelse og absorption af kulhydrater i duodenum og forreste del af ileum og dermed reducere risikoen for diarré.

Forsøg med forbehandlet korn udført af Inborr og Ogle (1988) viste ingen effekt på daglig tilvækst. Derimod førte forbehandling af foder med enzymer til færre tilfælde af diarré. At der ikke sås signifikant effekt på grisenes daglig tilvækst kan skyldes, at 50-60 pct. af stivelsen i byg var blevet gelatineret før fodring, hvilket indikerer en høj fordøjelighed. Denne i forvejen høje fordøjelighed kan forklare den manglende effekt af enzymerne. Den manglende effekt kan også skyldes, at enzymerne ikke har virket. Det gode resultat med hensyn til diarré kan skyldes, at forbehandling af foder med enzymer (ABG) resulterer i en hurtigere fordøjelse af stivelse i duodenum og starten af ileum, hvilket sandsynligvis fører til mindre tilgængeligt substrat for patogene bakterier i slutningen af ileum og i colon (Inborr og Ogle, 1988; Hogenkamp et al., 1997). Det skal tages i betragtning, at forsøget blev udført på et lille antal grise, hvorfor resultatet kan bero på tilfældigheder. Det har ikke været muligt at finde andre forsøg til belysning af forbehandling af foder med enzymer.

Enkelte forsøg med smågrise har vist, at enzymtilsætning kan føre til øget fordøjelighed. Bedford et al. (1992) udførte to forsøg med henholdsvis xylanase tilsat en blanding bestående af rug og sojabønner, og ß-glukanase tilsat en blanding bestående af byg og sojabønner. Forsøget viste, at tilsætning af xylanase ikke havde effekt på tilvækst, foderoptagelse, stivelse- og proteinfordøjelighed. Tilsætning af ß-glukanase gav derimod signifikant øget væksthastighed og øget proteinfordøjelighed i tyktarmen og i sidste del af tyndtarmen. Der var ingen effekt på fordøjeligheden af stivelse eller på foderoptag. Øget fordøjelighed af protein er blevet observeret i andre forsøg med tilsætning af ß-glukanase til bygbaserede blandinger (Graham et al. 1988; Inborr, 1991). Andre forsøg viste ingen effekt (Graham et al. 1989). Hastigheden af proteinfordøjelsen var hurtigere i blandingen tilsat enzymer. Dette kan medføre, at absorptionen af næringsstoffer går hurtigere, hvilket formentlig medfører, at en større mængde protein bliver optaget af grisen frem for af tarmens mikroflora. Dette kan resultere i en øget hastighed af næringsstofoptaget fra foderet (bedre foderudnyttelse) og deraf en bedre tilvækst. Det er værd at bemærke, at forsøget udført af Bedford et al (1992) kun blev udført på 48 grise fordelt på fire grupper, hvorfor resultatet kan bero på tilfældigheder på grund af biologisk variation. Ydermere stammede over 50 pct. af det fordøjelige protein fra sojabønner. Over 90 pct. af det fordøjelige stivelse stammede fra byg. Fordøjeligheden af stivelse var ikke påvirket af enzymtilsætningen. Det er derfor ikke usandsynligt, at proteinandelen i byg heller ikke blev påvirket af enzymtilsætningen. Det er derfor muligt, at enzymerne kun har haft effekt på sojaskrå.

Inborr et al. (1993) fandt en signifikant forbedring af fordøjeligheden i ileum af tørstof, stivelse, ß-glukan og opløseligt NSP. Disse forbedringer var dog i en sådan størrelsesorden, at de ikke afspejlede sig i øget daglig tilvækst og bedre foderudnyttelse. Den øgede fordøjelighed af stivelse kan skyldes, at der i dette forsøg blev tilsat ß-amylase i kombination med fibernedbrydende enzymer. Dette kan have medført en øget nedbrydning af endospermcellevæggen og dermed frigivelse af indespærret stivelse muligvis i kombination med en viskositetssænkende effekt. Li et al. (1996a og b) fandt ligeledes en øget fordøjelighed af næringsstoffer. Denne øgede fordøjelighed kan skyldes, at der har fundet en yderligere nedbrydning af endospermcellevægge og frigivelse af indespærret stivelse sted.

Jensen et al. (1998) undersøgte fordøjeligheden af protein, stivelse, ß-glukan og NSP. Grisene blev tildelt hel eller afskallet byg med og uden ß-glukanase. Ved forsøgets slutning blev grisene slagtet og fordøjelseskanalen blev undersøgt. Det viste sig, at tilsætning af ß-glukanase ikke havde nogen effekt på fordøjeligheden af stivelse og protein, hvilket er i overensstemmelse med tilsvarende forsøg (Graham et al, 1986; Thacker et al., 1992b; Harberer et al., 1998a og b). Der var heller ingen effekt på fordøjeligheden af NSP, hvilket er i overensstemmelse med forsøg udført af Graham et al (1989) og Harberer et al (1998a). Der var derimod en effekt på fordøjeligheden af ß-glukan, hvilket er i overensstemmelse med andre forsøg (Inborr et al., 1993; Li et al., 1996a; Harberer et al., 1998a og b). Omvendt viste dette og andre forsøg, at der også uden tilsætning af ß-glukanase findes en betydelig nedbrydning af ß-glukan (Nielsen et al., 1998; Graham et al.,1986; Graham et al., 1989; Li, 1996a). Den øgede fordøjelighed af ß-glukan, der er fundet af Inborr et al. (1983), Li et al. (1996a) og Harberer et al. (1998a og b), kan også tænkes at være forårsaget af, at grisens egen mikroflora i disse forsøg selv har været i stand til at bryde endospermcellevæggen (Dierick, 1989).

5.2 Diskussion af forsøgsresultater for slagtesvin

I appendiks 2 ses en oversigt over relevante oplysninger fra 13 forsøg udført på slagtesvin. Af de 13 forsøg viste:

• 3 forsøg ingen signifikant effekt på nogen af de målte parametre (Thacker et al., 1991 og 1992a; Mavromichalis et al., 2000).
• 2 forsøg viste positiv effekt på daglig tilvækst, foderudnyttelse og øget foderoptag (Van Lunen og Schultze, 1996; Callesen, 1998).
• 2 forsøg viste tendens til daglig tilvækst (Thacker et al., 1991; Flis et al., 1998).
• 2 forsøg viste tendens til bedre foderudnyttelse (Flis et al., 1998; Mavromichalis et al., 2000).
• 8 forsøg viste øget fordøjelighed af protein, tørstof, stivelse (Graham et al., 1988 og 1989; Thacker et al., 1992b; Liu et al., 1997; Flis et al., 1998; Thacker og Cambell, 1999; Yin et al., 2000 a og b).
• 1 forsøg viste tendens til øget fordøjelighed af tørstof og protein (Mavromichalis et al., 2000). 

Mikroorganismer hos grise fra 20 kg er i vid udstrækning i stand til at nedbryde fibre (Dierick, 1989). Dette underbygges af forsøgene gennemgået i appendiks 2, da der kun ses en ringe effekt af enzymtilsætning. I de fleste forsøg er der tilsat ß-glukanase til nedbrydning af ß-glukaner, hvorfor den manglende effekt også kan skyldes, at der ikke har været så højt indhold af ß-glukaner i det anvendte korn. Indholdet af ß-glukaner er ikke oplyst. Der er også den mulighed, at enzymerne ikke har virket.

Det er på baggrund af forsøgene ikke muligt at udelukke, at produktiviteten kan øges, hvis der anvendes enzymblandinger, der specifikt er designet til at nedbryde bestemte dele af NSP-fraktionen, eller hvis grisene fodres med et mere fiberrigt foder end det foder, som er anvendt i de beskrevne forsøg. I forsøget udført af Callesen (1998) viste det sig, at grise fra 30-97 kg, der fik tildelt lavenergifoder (1,06 FEs/kg fra 30-55 kg og 1,00 FEs/kg fra 55-100 kg) tilsat Porzyme 9300 havde en signifikant højere produktionsværdi (p<0,048) i forhold til samme foder uden enzymer. Forskellen skyldtes primært en bedre foderudnyttelse. Produktionsværdien for de grise, der fik tildelt lavenergifoder henholdsvis med og uden Porzyme 9300, var derimod i ingen af tilfældene statistisk sikker forskellig i forhold til grise, der blev tildelt mere energirigt foder (1,10 FEs/kg fra 30-55 kg og 1,04 FEs/kg fra 55-100 kg). Den forbedrede foderudnyttelse hos de grise, der fik lavenergifoder + Porzyme 9300 sammenlignet med de grise, der fik lavenergifoder uden Porzyme 9300, støtter teorien om, at tilsætning af Porzyme 9300 giver grisene mulighed for at udnytte de indkapslede næringsstoffer og dermed forbedre fordøjeligheden af kornbaseret foder. Samlet kan det konkluderes, at grise, som fik tildelt Porzyme 9300, var i stand til at udnytte et lavenergifoder med højt indhold af hvedeklid mere effektivt end grise, som fik lavenergifoder uden enzymer. Dette viste sig både ved en højere produktionsværdi og en bedre udnyttelse af foderets proteinindhold. Det er vigtigt at understrege, at resultaterne opnået ved brug af Porzyme 9300 på ingen måde var forskellig fra de resultater, som blev opnået ved brug af det mere energirige kontrolfoder (1,10 FEs/kg).

Van Lunen og Schulze (1996) tilsatte xylanase til blandinger baseret på hvede og majs. Dette medførte en højere vækstrate på 9,2 pct., og en forbedring af foderudnyttelsen på 5,3 pct. Resultatet i dette forsøg indikerer, at xylanase forbedrer vækst og foderudnyttelse, når der fodres med en blanding af hvede og majs eller i blandinger med højt indhold af hvede. Disse resultater er i overensstemmelse med forsøg udført af Dierick (1989). Modsat fandt Yin et al (2000) ingen signifikant effekt med tilsætning af xylanase tilsat hvedebaserede blandinger.

Thacker og Cambell (1999) udførte et forsøg med byg tilsat ß-glukanase og pentosanase. Her viste det sig, at enzymtilsætning ikke havde nogen signifikant effekt på væksthastighed. Foderindtaget var reduceret gennem hele perioden. Dette kan skyldes, at der var en signifikant bedre foderudnyttelse i den sidste periode. Samlet over hele perioden var der ingen signifikant forbedring af foderudnyttelsen. Der var heller ingen effekt på kødprocent. Tilsætning af ß-glukanase øgede fordøjelighedskoefficienterne af tørstof med 4,2 pct., protein med 9,4 pct. og energi med 7,0 pct. Disse forøgelser er en smule bedre end hvad der er observeret i tidligere forsøg (Thacker et al., 1992ab; Baas and Thacker, 1995; Graham et al., 1989; Inborr et al., 1993; Jensen et al., 1998). Den højere respons i dette forsøg kan skyldes en forøgelse af opløseligt ß-glucan som resultat af mikroniseringen af byg (varmebehandlet med infrarødt lys). Det kan derfor være svært at sammenligne dette forsøg med andre enzymforsøg, hvor der er brugt almindelig byg. På trods af den reducerede viskositet og den øgede fordøjelighed af tørstof, protein og energi sås ingen forbedring i produktivitet, når foderet blev tildelt ß-glukanase, hvilket er i overensstemmelse med tidligere forsøg (Thacker et al., 1992ab; Baas og Thacker, 1995; Inborr et al., 1993; Officer, 1995; Jensen et al., 1998).

I to forsøg udført af Yin et al (2000) blev henholdsvis seks og 12 grise mellem 23 og 26 kg udstyret med en T-kanyle i ileum, så fordøjeligt materiale kunne indsamles og analyseres. Der var små men signifikante forbedringer i fordøjeligheden af tørstof, protein og energi. Effekten var højest for foderet indeholdende flest fibre. Dette indikerer, at effekten af enzymtilsætning er afhængig af den mængde substrat, der er til rådighed til exogene enzymer. I foderblandinger med højt indhold af fibre er fordøjeligheden relativ lav og derfor er effekten af enzymer større i disse blandinger. Dette er i overensstemmelse med forsøget udført af Callesen (1998), der fik en højere produktionsværdi ved tilsætning af xylanase til lavenergifoder, beskrevet tidligere i afsnittet. Resultaterne i forsøgene udført af Yin et al (2000) indikerer, modsat forsøget udført af Callesen (1998), at effekten af xylanasetilsætning til blandinger indeholdende hvede eller hvedebiprodukter til slagtesvin er lille. Tilstedeværelsen af enzymaktivitet var målt til 30 pct. over den garanterede minimumsgrænsen. Det er derfor usandsynligt, at den beskedne respons i fordøjeligheden af næringsstoffer skyldes dårlig enzymaktivitet. Det kan tænkes, at det exogene xylanase ikke opløser NSP godt nok under de givne omstændigheder i tyndtarmen eller, at der allerede er signifikant hydrolyse af mikrobielt enzym.

På baggrund af foranstående afsnit og forsøgsresultater kan det konkluderes, at slagtesvin selv har en god evne til at fordøje fiberkomponenter i tyndtarmen, hvilket betyder, at en yderligere forbedring via enzymsupplement er begrænset, med mindre der er et lavt energiindhold i foderet.

5.3 Diskussion af forsøgsresultater for både smågrise og slagtesvin

Pelletering af foder kan have betydning, da pelletering kan inaktivere enzymerne eller forbedre næringsværdien af foderblandingen på grund af bedre fordøjelighed, hvorved enzymerne kun får ringe effekt. Det er dog ikke kun de forsøg med pelleteret foder, der har vist ringe effekt. I forsøgene udført af Hansen (1991c) og Thacker et al. (1992b) blev enzymerne tilsat før pelletering, hvorfor det kunne tænkes, at temperaturen eller fugtigheden under pelleteringen havde ødelagt en del af enzymaktiviteten. Der blev dog fundet aktivitet efter pelleteringen i begge forsøg og pelleteringstemperaturen var under 70 °C. I andre forsøg blev enzymerne ligeledes tilsat før pelletering og her sås en positiv effekt af enzymtilsætning (Inborr og Ogle, 1988; Danielsen, 1994; Gill, 2000). I forsøget udført af Hansen (1991b) blev enzymerne påsprøjtet foderet efter pelletering. Tilsætningen havde ingen effekt på produktiviteten. Det skal bemærkes, at der kun blev fundet en enzymaktivitet på henholdsvis 49 og 67 pct. af den forventede dosering (forventet genfinding 70-80 pct.). Ligeledes blev der også i denne afprøvning brugt forholdsvis gode blandinger i forhold til grisenes alder. I et andet forsøg af Hansen (1991a) blev enzymerne ligeledes påsprøjtet efter pelletering og her var der signifikant effekt på daglig tilvækst ved brug af enzymer. I forsøget udført af Mavromichalis et al. (2000) blev enzymblandingen tilsat melfoder, hvilket ikke gav nogen signifikante forbedringer. Der skulle ifølge deklarationen være en aktivitet af xylanase på mindst 4.000 enheder pr. gram. Denne aktivitet blev dog ikke yderligere undersøgt. Officer (1995) brugte ligeledes melfoder. Den manglende og negative effekt, der blev fundet her, kan ikke umiddelbart forklares, men kan hænge sammen med forkert dosering af enzymer. Det er dog ikke muligt at bedømme dette ud fra forsøgets materialeafsnit. Andre forsøg, hvor enzymblandingen blev iblandet melfoder, har vist positiv effekt (Bedford et al., 1992; Inborr et al., 1993; Li et al., 1996a og b). Det er umuligt på baggrund af de beskrevne forsøg at konkludere noget entydigt om effekten af enzymer i mel kontra pelleteret foder.

De varierende resultater på fordøjeligheden af næringsstoffer og produktivitet kan skyldes, at der er brugt forskellige enzymblandinger med forskellig aktivitet. I forsøget udført af Jensen et al. (1998) blev der eksempelvis brugt en enzymblanding med høj ß-glukanaseaktivitet og lav aktivitet af andre enzymer. Det kunne derfor tænkes, at der kunne være opnået bedre resultater ved brug af en enzymblanding med større andel af forskellige enzymer, da nedbrydning af cellevægge kræver forskellige enzymer. I de forsøg, hvor der ikke blev fundet signifikante forbedringer af enzymtilsætningen, er det muligt, at foderblandingerne har været forholdsvis gode i forhold til grisenes alder. Blandingerne har derfor haft det nødvendige indhold af tilgængelige næringsstoffer for optimal vækst. Det har derfor ikke været muligt at opnå yderligere effekt ved enzymtilsætning. Andre oplagte årsager kunne være, at enzymaktiviteten har været for dårlig, at enzymet ikke har været opblandet godt nok i foderet, eller at enzymerne ganske enkelt ikke har virket.

Ved vurdering af ældre resultater skal det tages i betragtning, at der er sket en vis udvikling af enzymer i de seneste år. Ligeledes bør det pointeres, at en stor del af de publicerede enzymforsøg, der er udført med grise, er så mangelfulde med hensyn til materiale- og metodeafsnit, at det er svært at sammenligne og vurdere, de opnåede resultater objektivt.

Det manglende respons i mange af forsøgene kan ikke retfærdiggøre en rutinemæssig tilsætning af enzymer til slagtesvinefoder.

Fytinsyre er betegnelsen for den hexavalente fosforsyrerester af inositol. Fytinsyre danner tungtopløselige salte ved neutralt pH, herunder calcium, magnesium, zink, kobber, osv. Endvidere dannes der komplekse forbindelse mellem fytinsyre, mineralstoffer og protein. Foderstoffernes indhold af fytinsyre påvirker derfor både tilgængeligheden af fytinbundet fosfat og fordøjelsen af mikro- og makromineraler samt muligvis også af protein (Boisen, 1987). I kornbaserede foderblandinger er fordøjeligheden af fosfor ofte under 50 pct. En medvirkende årsag hertil er, at op til 80 pct. af fosfor i plantefrø og kerner er bundet i salte af fytinsyre. Disse fytater er meget vanskelige at omsætte for svin. Nedbrydningen af fytinsyre kan øges ved hjælp af enzymet fytase, der katalyserer spaltningsprocesserne. Herved frigøres fosfor til absorption. Fytase findes naturligt i plantefrø/kerner, men kan også fremstilles ved en mikrobiologisk proces. Dette mikrobielle fytase kan tilsættes foder for at øge nedbrydningen af fytinsyre (Poulsen, 1996).

6.1 Fytaseaktivitet

Fytaseaktivitet varierer betydeligt i kernen fra forskellige kornarter. Fytaseaktiviteten er målt til at være højest i rug, triticale, hvede og byg (nævnt i faldende rækkefølge), medens majs og havre ikke indeholdt aktiv fytase (Boisen, 1987). Lignende resultater blev fundet af Düngelhoef et al. (1994). Forsøg udført af Poulsen (1996) viste, at i hvedebaserede blandinger var effekten af fytasetilsætning mindre end i bygbaserede blandinger. Årsagen til dette skal formentlig ses som følge af, at hvede har en langt højere aktivitet af naturligt fytase end byg. Denne højere plantefytaseaktivitet medfører, at en meget større del af fytinsyre spaltes, hvorved fordøjeligheden af fosfor bliver større i hvedeblandinger. Det bør fremhæves, at blandingen brugt i forsøget ikke var varmebehandlet. Er foderblandingen varmebehandlet, fx i henhold til salmonella-handlingsplanen (jf. afsnit 4.1), vil en stor del af plantefytasen inaktiveres. Derfor må det forventes, at resultatet kun er gældende for ikke-varmebehandlet foder.

På baggrund af ovenstående kan der ikke forventes samme procentvise forbedring af fordøjeligheden af fosfor ved tilsætning af fytase til forskellige foderblandinger, da både indholdet af fytinsyre og naturligt fytase varierer mellem foderstoffer og som nævnt indenfor kornarter. De fleste publicerede udenlandske forsøg er fortaget på foder baseret på majsdominerede blandinger og kan derfor ikke direkte sammenlignes med danske vilkår, hvor hovedandelen af svinefoder består af byg og hvedebaserede blandinger. Det kan derfor antages, at effekten af fytase er lidt mindre under danske forhold, da aktiviteten af plantefytase i majs nærmest er lig nul. Tilsætning af mikrobielt fytase vil derfor give bedre resultater i majsbaserede blandinger end i hvedebaserede blandinger.

6.2 Forsøg med fytase

I appendiks 3 ses en tabel over forsøgsresultater opnået ved brug af mikrobielt tilsat fytase fra seks forsøg. Alle forsøg viste øget fordøjelighed af fosfor og andre mineraler, specielt calcium, magnesium, jern og kobber (Young et al., 1993; Düngelhoef et al., 1994; Poulsen, 1996; Radcliffe et al., 1998; Gebert et al., 1999a og b). Tre forsøg viste øget daglig tilvækst og bedre foderudnyttelse (Young et al., 1993; Gebert et al., 1999 a og b). I disse forsøg var indholdet af fosfor lavt og det var derfor forventeligt, at niveauet af produktivitet blev højere ved tilsætning af fytase. Der kan ikke forventes en effekt på produktivitet, med mindre næringsstofindholdet ligger under grisenes behov. To forsøg viste ringere fordøjelighed af fedt.

Generelt for forsøgene gælder, at der ikke er tilsat uorganisk foderfosfat til blandingerne, hvorfor foderets indhold af fosfor udelukkende er af vegetabilsk oprindelse. I forsøgene udført af Gebert et al. (1999ab) blev der tilsat 20 pct. ekstra fytase i pelleterede blandinger for at kompensere for tab under pelleteringen.

6.3 Diskussion af forsøgsresultater med fytase

Resultaterne for både smågrise og slagtesvin fra appendiks 3 viser en øget fordøjelighed af fosfor og andre mineraler ved tilsætning af mikrobielt fytase, hvilket er i overensstemmelse med lignende forsøg (Lei et al., 1993a; Näsi et al., 1994; Cromwell et al., 1994; Mroz et al., 1994; O´Doherty et al., 1999; Jongbloed et al., 2000). I nogle forsøg ses udover øget fordøjelighed af fosfor, øget daglig tilvækst og bedre foderudnyttelse (Lei et al., 1993b; Young et al., 1993; Gebert et al., 1999ab). Dette viser, at grise har brug for tilgængeligt fosfor til vækst. En anden årsag til den øgede vækst kan også tænkes at stamme fra en øget proteinfordøjelighed, idet fytinsyre er kendt for at vekselvirke med protein og danne uopløselige komplekser (Gebert et al., 1999b). Det er dog langt fra alle forsøg, der viser en øget proteinfordøjelighed (Valaja et al., 1997). Fytases effekt på produktivitet er kun relevant ved lavt fosforindhold, da der ikke kan forventes en effekt, med mindre næringsstofindholdet i foderet ligger under grisenes behov. Den forskel, der ses med hensyn til fordøjelighed, kan skyldes forskelle i fodersammensætning, fytasetype og fytasedosering. Det er svært at sammenligne de enkelte forsøg, da det er forskellige faktorer, der er undersøgt for. Det er således kun i enkelte forsøg, der er set på daglig tilvækst og foderudnyttelse, hvorimod de fleste forsøg har set på tilgængeligheden af fosfor.

I forsøget udført af Gebert et al. (1999b) ses udover effekterne nævnt i appendiks 3, at aktiviteten i plasma af alkalisk fosfatase falder (fra 434 U/l i foderblandingen uden fytase til 324 U/l i blandingen tilsat fytase), når tilgængeligheden af fosfor øges (fra 1,99 mmol/l i foderblandingen uden fytase til 3,10 mmol/l i blandingen tilsat fytase). Dette indikerer en større tilgængelighed af fordøjeligt fosfor i blandingen tilsat fytase.

Forsøgene udført af Gebert et al. (1999ab) viser forskellige resultater med hensyn til fordøjeligheden af calcium, magnesium, jern, kobber, mangan og zink, idet det ene forsøg viser øget fordøjelighed, hvorimod det andet ikke viser nogen effekt på disse mineraler. Årsagen hertil kan ikke umiddelbart forklares. Øget fordøjelighed af ovenstående mineraler på nær mangan er også fundet af Pallauf et al (1991). Her sås den største forbedring ligeledes ved zink (17,1 pct. uden fytasetilsætning mod 30,6 pct. ved tilsætning af 1000 FTU/kg). Hos smågrise er der også fundet øget fordøjelighed af calcium, zink og jern (Young et al., 1999).

I enkelte forsøg ses en ringere fordøjelighed af fedtsyrer. Dette kan skyldes, at den øgede tilgængelighed af mineraler i tyndtarmen kan føre til uopløselige og dermed ufordøjelige fedtsyrer (Gebert et al., 1999b).

Forholdet mellem calcium og fosfor spiller også en rolle for virkningen af fytase. Forsøg har vist, at udnyttelsen af fosfor ved hjælp af tilsat fytase er størst ved et calcium/fosforforhold mellem 1:1 og 1,1:1 (Bedford og Partridge, 2001). Lignende resultater er fundet af Lei et al. (1994) og Seynaeve et al. (2000), der begge fandt lavere fytaseaktivitet og deraf ringere fosforudnyttelse ved øget tilsætning af calcium. Årsagerne til dette kan være følgende: 1) det ekstra tilgængelige calcium danner uopløselige fytinsyrekomplekser, der ikke er tilgængelige for hydrolyse af fytase, 2) højt calciumniveau hæver pH i tyndtarmen, hvilket hæmmer aktiviteten af fytase, 3) højt indhold af calcium kan direkte hæmme fytaseaktiviteten ved at konkurrere om det aktive sted på enzymet (Seynaeve et al., 2000). Tilsætning af vitamin D kan muligvis nedsætte den negative effekt et højt indhold af calcium forvolder (Lei et al., 1994).

Effekten af enzymtilsætning afhænger af:

• Enzymernes stabilitet: skal kunne tåle forarbejdningsmetode, de sure forhold i maven og det proteolytiske angreb i tyndtarmen. De skal endvidere have temperatur og pH-optima, som er lig de fysiologiske forhold.
• Enzymerne skal være tilpasset den enkelte foderblanding, da enzymer er specifikke.
• De enkelte foderstoffers kemiske sammensætning, der kan variere meget (vejr, høsttidspunkt, sort, gødskning, etc.).
• Fordøjelsessystemets udvikling.

Med hensyn til enzymernes aktivitet og stabilitet formodes, at enzymer, der har været udsat for et lavt pH i maven, kan genskabe en del af aktiviteten i tyndtarmen. Der er derfor potentiale for en effekt. Enzymaktiviteten er begrænset til en periode på 6-9 timer, da det kun er i duodenum og jejunum, at pH er mellem 4-6, som er optimal for enzymaktivitet. Enzymaktiviteten er endvidere afhængig af anvendelsesmetode. Tilsættes enzymerne før pelletering er det nødvendigt at kende pelleteringstemperaturen, da høj temperatur fører til ringere aktivitet. Jo lavere temperatur des større aktivitet. Hvis temperaturen overstiger 85 °C, er så stor en del af enzymaktiviteten forsvundet, at de tilsatte enzymer ikke kan antages at have den store effekt med mindre de er coated. Pelleteringstemperaturen i Danmark er af hensyn til salmonella-forebyggelse 81 °C. I de fleste gennemgåede forsøg med pelletering har temperaturen været under 70 °C, hvorfor det ikke umiddelbart er sammenligneligt med danske forhold. Dette er dog ikke begrundelse nok for, at enzymer ikke virker, da de også kan påsprøjtes efter pelletering eller tilsættes direkte i melfoderet. På baggrund af forsøgene belyst i dette litteraturstudie kan det ikke konkluderes, hvilken anvendelsesmetode, der giver de bedste resultater.

Tilsætning af enzymer til svinefoder har givet meget varierende resultater. Helt fra ingen effekt til øget fordøjelighed af stivelse, protein og ß-glukaner. Dette kan der være flere årsager til. Blandt andet kan nævnes forskelle i foderets sammensætning (råvarer) og behandling samt enzymblandingernes sammensætning. Endvidere har forskelle i dosering af enzymer, deres beskyttelse og aktivitet sandsynligvis haft indflydelse på resultaterne. En oplagt årsag kan også være, at enzymerne ikke har virket.

Resultaterne for smågrise er lidt bedre end resultaterne for slagtesvin, hvilket kan skyldes grisenes alder. Grisenes egenproduktion af enzymer udvikles hastigt efter fødslen og stiger frem til grisene er cirka otte uger gammel. Grise fravænnet ved fire uger skulle dog have en tilstrækkelig enzymkapacitet til at nedbryde den mængde stivelse, protein og fedt grisen fysisk er i stand til at optage. Der er dog fundet væsentlige biologiske variationer i enzymaktivitet mellem grise, hvilket kan være en af årsagerne til de varierende resultater. På baggrund af ovenstående og forsøgsresultaterne fra afsnit 5 og 6 kan det konkluderes, at grise frem til otte ugers alderen kan have gavn af enzymtilsætning, hvorimod grise ældre end otte uger vil have en mindre effekt. Alder er dog ikke den eneste årsag, da ikke alle forsøg med nyfravænnede grise har givet positive resultater. I de tilfælde, hvor der ikke er fundet en effekt af enzymsupplement, kan årsagen være, at enzymer ikke virker, eller at grisene selv har en enzymkapacitet, der er stor nok til at nedbryde det optagne foder. Forsøg har vist, at helt op til 95 pct. af ß-glukaner bliver nedbrudt før slutningen af ileum hos grise fodret med bygbaserede blandinger uden enzymtilsætning. Samlet set kan grise selv udnytte 75-85 pct. af foderet, hvorfor potentialet for at forbedre produktiviteten er ringe. Manglende effekt kan naturligvis også skyldes forkert dosering eller sammensætning af de tilsatte enzymer samt lav enzymaktivitet eller ganske enkelt, at foderblandingen har været sammensat på en måde, der tilgodeser grisens behov, så potentialet for vækst allerede er opnået uden brug af tilsatte enzymer.

Forsøg med fytase til både smågrise og slagtesvin viste positive resultater på fordøjelighed af specielt fosfor, hvorved udskillelsen af ufordøjet fosfor reduceres. Effekten af tilsat mikrobielt fytase er størst på de foderstoffer, der indeholder mindst plantefytaseaktivitet (byg) sammenlignet med foderstoffer indeholdende mere plantefytaseaktivitet (hvede). Effekten er dog afhængig af, om foderet er varmebehandlet, da opvarmning af foderet medfører inaktivering af plantefytaseaktiviteten. Effekten af mikrobielt fytase må derfor også antages at være størst ved varmebehandlet foder, når det antages, at temperaturen har været under 84 °C, at fytasen er tilsat efter varmebehandling, eller at fytasen er coated. Med hensyn til fordøjeligheden af mineralerne calcium, magnesium, mangan, jern, zink og kobber har forsøg givet varierende resultater, og der kan ikke på baggrund af de gennemgåede forsøg konkluderes noget entydigt. Der er dog en stærk tendens til, at fordøjeligheden af calcium forøges. Forholdet mellem calcium og fosfor har betydning for virkningen af fytase. Det optimale forhold mellem calcium og fosfor med henblik på virkningen af fytase er mellem 1:1 og 1,1:1.

De forskellige respons på enzymfoder anvendt i forskellige besætninger er sandsynligvis et godt billede på, hvilke resultater der kan forventes i andre besætninger. Nogle besætninger vil opnå en god effekt ved brug af enzymfoder, mens andre vil opnå en lille eller slet ingen effekt. Det er en forudsætning, at der bruges den rigtige kombination af enzymer i forhold til de råvarer, der er i blandingen, og at enzymerne er funktionsdygtige under de forhold, der er i mave-tarmkanalen.

Med undtagelse af fytase, der har vist positiv effekt på fordøjeligheden af fosfor, kan det generelt ikke anbefales svineproducenten at indkøbe foderblandinger, der indeholder enzymer, så længe det ikke er muligt at identificere situationer, hvor foderblandinger tilsat enzymer med fordel kan anvendes i svineproduktionen. Det kan dog på baggrund af de gennemgåede forsøg ikke udelukkes, at enzymer kan have en virkning, hvis der bruges billige fiberholdige råvarer.