Mælkeprodukter til smågrise

Efter fravænning opstår der ofte et problem med diarré hos grise. Den væsentligste faktor for, om der opstår diarré i forbindelse med fravænning, er en lav foderoptagelse i ugen efter fravænning. Høj og uafbrudt foderoptagelse efter fravænning modvirker villusatrofi og antages at øge tarmoverfladen og modstandsdygtigheden overfor patogener og derigennem diarré. 

I de foderblandinger, der benyttes til grise ved fravænning, tilsættes ofte et mælkeprodukt. Forsøg har vist, at mælkeprodukter i foderet til nyfravænnede grise har en positiv effekt på foderoptagelse og tilvækst (Giesting et al., 1985; Brumm & Reese, 1992; Mahan, 1992; Mahan & Newton, 1993; Tokach et al., 1995). Der findes i dag flere forskellige typer mælkeprodukter, som anvendes i foder til smågrise. Eksempelvis kan nævnes skummetmælkspulver, kærnemælkspulver, vallepulver, valleproteinpulver, valleproteinkoncentrat (WPC) og kaseinpulver. Produkterne findes i forskellige kvaliteter og denaturerede former. De forskellige typer af mælkeprodukter kan variere meget i kvalitet, alt afhængig af behandlingen af det pågældende produkt (Nessmith et al., 1997c; Grinstead et al., 2000a; Ziggers, 2001). Det traditionelle mælkeprodukt i fravænningsblandinger er skummetmælkspulver, hvilket skyldes en høj proteinkvalitet, som består af både kaseinproteiner og valleproteiner, desuden indhold af laktose samt vitaminer og mineraler. Indholdet af laktose i mælkeproduktet er af stor betydning, fordi det er et let fordøjeligt kulhydrat. Tilsætning af stigende mængder laktose har resulteret i en stigende lineær effekt på både tilvæksten og foderoptagelsen (Nessmith et al., 1997b, Bertol et al., 2000).

Da skummetmælkspulver er et forholdsvist dyrt produkt, indeholder danske fravænningsblandinger ofte både skummetmælkspulver og vallepulver eller kun vallepulver eller kasserede mælkeprodukter fra humanindustrien. Det fremgår ikke af fravænningsblandingerne, hvilken kvalitet det benyttede mælkeprodukt har.

Formålet med nærværende litteraturgennemgang er at undersøge, hvad de forskellige mælkeprodukter indeholder og hvilken effekt de har ved brug i fravænningsfoderet.

1.2 Somælkens sammensætning

Før fravænning optager grisene næring i form af flydende somælk. Den første mælk grisen optager er sokolostrum. Sokolostrum giver ikke kun grisen næringsstoffer til vækst og udvikling, men der sker samtidig en passiv immunisering af grisen via immunoglobuliner (IgG), som er antistoffer fra soen (Jensen et al., 2001), hvorfor denne mælk er meget vigtig.

Kolostrum indeholder derfor en større procentdel proteiner end almindelig mælk. Når produktionen af sokolostrum stopper få dage efter faring, ændres mælkens sammensætning, og indholdet af IgG falder, hvorefter IgA udgør den største del af immunoglobulinerne. Proteindelen i somælk består af kasein- og valleproteiner med følgende fordeling 1,0:0,61. 

I tabel 1 ses sammensætningen af kolostrum, mælk fra 2. laktationsuge samt en gennemsnitlig sammensætning over hele laktationen.

Tabel 1. Somælkens sammensætning angivet i procent af tørstof

Ved sammenligning af sokolostrum og almindelig somælk ses en tydelig ændring i mælkens sammensætning. De største ændringer ses ved mængden af henholdsvis råprotein og laktose.

1.3 Mælkeprodukter fremstillet af komælk

De forskellige typer af ublandede råvarer af mælkeprodukter, der fremstilles og benyttes i foderblandinger, udskilles fra komælk. De produkter, der fremstilles af mælk kan ofte inddeles i primære og sekundære produkter. De primære produkter fremstilles til humanindustrien og indeholder de bedste værdistoffer. De sekundære produkter, der anvendes til foderbrug, er restprodukter fra humanindustrien. Efterhånden kan der anvendes flere værdistoffer fra mælken til humanindustrien, hvorfor de sekundære produkter bliver dårligere med hensyn til indhold af næringsstoffer. I figur 1 ses komælkens sammensætning.

Mælkeprodukterne kan indeholde kulhydrat, proteiner, fedt, mineraler (natrium, kalium, klorid, magnesium, calcium, fosfor) samt vitaminer.

De forskellige mælkeprodukter, der anvendes til foderbrug, kan indeholde varierende mængder af natrium, klorid eller calcium afhængig af hvilken proces, de er dannet ud fra (se afsnit 1.3.3).

Figur 1. Fordelingen af de forskellige fraktioner i komælk (Ziggers, 2001)

1.3.1 Proteinfraktionen

Komælk indeholder cirka 3,5 pct. protein (Mulvihill, 1994). Mælkeproteiner i komælk består af cirka 80 pct. kaseinproteiner og 20 pct. valleproteiner (Rosenthal, 1991; FitzGerald, 1997), hvor fordelingen mellem kasein- og valleproteiner i somælk er på henholdsvis 62 pct. og 38 pct. (Cole & Sprent, 2001).

Kaseinproteiner i komælk består af alfa s1 ,alfa s2, beta, kappa og gamma. Fordelingen ligger procentvis på henholdsvis 34, 8, 25, 9 og 4 pct. (Rosenthal, 1991).

Alfa s1kasein og alfa s2 -kasein er enkeltkædede polypetider. beta-kaseinet er ligeledes et enkeltkædet polypeptid og har en høj overfladeaktivitet (Mulvihill, 1994). De har alle en negativ ladning, hvilket giver dem hydrofobe (ikke vandopløselig) egenskaber. kappa-kaseinet er det eneste kaseinprotein, der indeholder målelige mængder af kulhydrat og er hydrofilt (vandopløseligt) (Rosenthal, 1991; Jensen, 1995).

Valleproteiner i komælk består af beta-laktoglobulin (beta-Lg), alfa-laktalbumin (alfa-Lg), bovine serum albumin (BSA) og immunoglobuliner (IgG, IgA, IgM) med en procentvis fordeling på henholdsvis 50, 30, 10 og 10 pct. (Mulvihill, 1994; Rosenthal, 1991). beta-laktoglobulin denaturerer lettere i tørreprocessen end alfa-laktalbumin og samtidig anses alfa-laktalbumin for at have en højere biologisk værdi (Robinson, 1986). beta-laktoglobulin indeholder en stor del af det cystin, der findes i mælk. alfa-laktalbumin indgår i enzymet, der optræder i forbindelse med syntese af laktose i yveret (Rosenthal,1991). Indholdet af immunoglobuliner er højt i kolostrum men lavt og af lille betydning i almindelig mælk.

Kaseinproteiner er i produktionsprocessen mere varmestabile end valleproteiner (Rosenthal, 1991; Andrews & Varley, 1994).

1.3.2 Bioaktive komponenter i mælk

Mælk indeholder proteiner og peptidsekvenser, der har en naturlig biologisk aktivitet i forhold til fysiologiske og metaboliske processer (Regester et al., 1997). Disse komponenter har ofte en meget kompleks funktion.

1.3.3 Mineraler

Mælkeprodukter indeholder forskellige mineraler. Specielt i de mælkeprodukter, hvor der sker en opkoncentration, kan der forekomme et stort indhold af mineralerne; natrium, kalium, klorid, calcium og fosfor. For at igangsætte fremstillingsprocessen af fx vallepulver, tilsættes syre og processen neutraliseres derefter med base. Resultatet er, at enkelte produkter kan indeholde store mængder af klorid, natrium og calcium, hvis en syre eller base indeholdende disse ioner har været inkluderet i fremstillingsprocessen. Derudover sker der en opkoncentration af mineralerne i produkterne når fedt, protein eller laktose fjernes. Der skal derfor tages højde for dette ved tilsætning af produkter med et højt indhold af disse mineraler.

Mineralerne natrium, kalium og klorid kaldes for elektrolytter. Elektrolytterne har indflydelse på nerve- og muskelfunktioner, syre-basebalancen samt væskebalancen i kroppen (Cunningham, 1997). Hvis grise optager foder med et højt indhold af elektrolytter kan de, hvis de har fri adgang til vand, tolerere op til 2–3 gange normen.

Tabel 2. De lovmæssige krav til mælkeprodukter til foderbrug

2.1 Lovmæssige krav til mælkeprodukter

Ifølge Foderstofloven er der følgende lovmæssige krav til mælkeprodukter, der anvendes til foderbrug (se tabel 2). Der ses endvidere det typiske indhold af forskellige næringsstoffer.

2.2 Beskrivelse af mælkeprodukterne

I de efterfølgende underafsnit ses en kort beskrivelse af de forskellige mælkeprodukter. For yderligere beskrivelse af fremstillingsprocesserne for produkterne henvises til notat nr. 9803, Landsudvalget for Svin.

Skummetmælkspulver

Produktionen af skummetmælkspulver er baseret på en inddampning og tørring af skummetmælk. Fedtmængden er reduceret til 0,05-0,10 pct., idet fløden tages fra ved centrifugering af mælken, inden produktionen af skummetmælkspulver går i gang.

Kærnemælkspulver

Kærnemælkspulver er et biprodukt fra smørfremstilling og er ligesom skummetmælkspulver fremstillet ved inddampning efterfulgt af en tørringsproces.

Sødmælkspulver

De typer af sødmælkspulver, der anvendes eller benævnes som sødmælkspulver i foderblandinger, er ofte blandingsprodukter eller kasserede sødmælksprodukter (modermælkserstatning) fra humanindustrien. Sødmælkspulver har et højere indhold af fedt end skummetmælkspulver.

Forskellige vallepulvertyper

De forskellige typer af vallepulver fremstilles ud fra valle, der er et biprodukt ved fremstilling af ost, kvark eller kasein. For pulverformer af høj kvalitet indgår også en krystallisering af laktose. Krystalliseringen medfører et lavere vandindhold i det færdige produkt og modvirker på denne måde sammenklumpning af produktet. Der opnås forskellige vallepulvertyper afhængigt af fremstillingsprocessen og om det er et biprodukt fra oste- eller kaseinfremstilling.

Kaseinpulver

Kaseinpulver fremstilles af skummetmælk eller kærnemælk ved tørring af udfældet kasein. 

Laktosepulver

Laktosepulver (mælkesukker) er sukker udskildt af mælk, hvilket opnås ved at fjerne alt protein, fedt og mineraler og derefter krystallisere laktosen. Fremstillingen sker oftest ud fra valle eller permeat. 

2.3 Tørringsprocesser

De forskellige mælkeprodukter undergår alle en tørringsproces i forbindelse med fremstillingen.

Til tørring af produkterne findes der to metoder, henholdsvis forstøvning i varm luft (spray dried) og cylindertørring ("roller dried" eller "hartmarker"). Kvaliteten af det færdige produkt afhænger af tørringsmetoden. Generelt er kvaliteten af et spraytørret produkt højere end et cylindertørret produkt, da temperaturen under tørreprocessen er lavere og forløber hurtigere ved spraytørring end ved cylindertørring (Nessmith et al., 1997c; Grinstead et al., 2000a). Ved cylindertørring kan der forekomme en større denaturering af proteinerne, hvilket medfører, at fordøjeligheden og tilgængeligheden af proteinerne reduceres.

2.4 Pelletering

Mælkeprodukter kan være svære at håndtere i forbindelse med pelleteringen og samtidig kan der ske en uønsket denaturering af produkterne (Coffey et al., 1995; Tokach et al., 1997a).  For at undgå, at mælkeprodukterne bliver beskadiget under pelleteringsprocessen og samtidig gøre dem lettere at håndtere, kan der tilsættes fedt til mælkeproduktet eller foderet. Fedtet bliver ofte tilsat som spraytørret fedt. Et indhold af fedt på 5-6 pct. i foderblandingen skulle være tilstrækkeligt for at undgå den uønskede denaturering af mælkeproduktet (Tokach et al., 1997a, Coffey et al., 1995). I danske fravænningsblandinger tilsættes der animalsk eller vegetabilsk fedt med en iblandingsprocent på 0,5-4,0 pct. Eksempler på fedtkilder kan være sojaolie, majsolie, kokosolie eller animalskfedt. 

Hvis der skal tilsættes store mængder mælkeprodukter til fravænningsfoderet, vil der skulle anvendes en anden teknologi ved fremstilling af foderet. Grunden til dette er, at varmen i matrisen/pillepressen er høj ved fremstilling af almindeligt foder og mælkeprodukterne vil derfor have en tendens til at blive "brændt" under processen. Hvis der fremstilles foder i form af enten mel eller müesli, er det muligt at tilsætte en større mængde mælkeprodukter. Ved fremstilling af foder med et stort indhold af mælkeprodukter vil fremstillingsprocessen blive langsommere, end når der fremstilles almindeligt foder. Det betyder, at prisen på det færdige foder vil stige.  

2.5 Blandingsprodukter

De mælkeprodukter, der anvendes til fravænningsblandinger, er ofte blandingsprodukter (mælkeprodukter og vegetabilsk fedt), hvorfor det kan være svært at definere, hvad produktet præcist indeholder, samt hvilken kvalitet det har. Blandingsprodukterne kan være kasserede produkter fra humanindustrien, hvor der ofte bliver tilsat fedt for bedre at kunne håndtere produktet.

2.6 Producerede mængder og priser

Verdensproduktionen af skummetmælkspulver var i 1999 på 3,1 mio. tons. I Europa var der en samlet produktion på 1.208 mio. tons, hvoraf 35 pct. af produktionen blev solgt til humanbrug og den resterende mængde blev anvendt til foderbrug. Den producerede mængde skummetmælkspulver er ifølge EU-kommissionen faldende (EU-kommissionen, 1999).

Ifølge foreløbige tal blev der i år 2000 benyttet 26.700 tons skummetmælkspulver til foderbrug med en gennemsnitspris på 10,20 kr./kg i Danmark (Danmarks Statistik, 2001). De mælkeprodukter, der anvendes af danske foderstoffirmaer, er ofte købt i udlandet eller er kasserede produkter fra humanindustrien, fx sødmælkspulver.

I tabel 3 ses detailpriseksempler på forskellige typer mælkeprodukter, der anvendes i danske fravænningsblandinger.

Som det ses af tabel 3, er sødmælkspulver og skummetmælkspulver de dyreste produkter. Sammenlignes priserne på skummetmælkspulver opgivet af Danmarks Statistik (Danmarks Statistik, 2001) ses, at prisen, der er angivet i tabel 3, ligger højere end gennemsnitsprisen for år 2000.

Tabel 3. Detailpriseksempler på forskellige typer mælkeprodukter anvendt i danske foderblandinger

I de danske fravænningsblandinger anvendes ofte mellem 4-12 pct. mælkeprodukter. Indholdet af laktose er normalt ikke angivet på fravænningsblandinger. I tabel 4 ses eksempler på laktoseindholdet i fravænningsblandinger, der indeholder henholdsvis 10 pct. eller 5 pct. af forskellige typer mælkeprodukter.

Tabel 4. Beregnede eksempler på indhold af laktose i danske foderblandinger

Ud fra tabel 4 ses, at hvis der eksempelvis er tilsat 10 pct. skummetmælkspulver til fravænningsblandingen, så vil laktoseindholdet i blandingen være på cirka 4,8 pct. I tabel 5 ses nogle udenlandske anbefalinger på laktoseindholdet i fravænningsblandinger til smågrise.

Tabel 5. Udenlandske anbefalinger af indhold af laktose i fravænningsfoder

Ud fra tabel 4 og 5 ses, at indholdet af laktose i de danske fravænningsblandinger ofte ligger lavere end de udenlandske anbefalinger.  

Der anvendes i dag mælkeprodukter i fravænningsblandinger til smågrise, fordi forsøg har vist, at foder, der indeholder mælkeprodukter, kan forbedre tilvæksten (Tokach et al., 1989; Mahan, 1992; Mahan, 1993; Grinstead et al., 2000b) og fordi mælkeprodukter sandsynligvis kan afhjælpe problemer med dårlig produktivitet efter ophørt brug af vækstfremmere. Mælkeprodukter har et højt indhold af essentielle næringsstoffer så som proteiner med høj fordøjelighed, en god aminosyreprofil samt letfordøjelige kulhydrater (laktose) (Brumm & Reese, 1992; Coffey et al., 1995).

Fordøjeligheden af næringsstoffer er forskellig, alt efter hvilket produkt der anvendes. I tabel 6 ses et gennemsnit af fordøjelighedskoefficienten (standardiseret fordøjelighed) af de enkelte aminosyrer i nogle forskellige mælkeprodukter.

Tabel 6. Standardiserede fordøjeligheder angivet som aminosyrefordøjeligheden i forhold til proteinfordøjeligheden af det pågældende mælkeprodukt (Petersen, 2001) samt tørstof- og råproteinindholdet (Degussa, 2001)

I tabellen ses, at fordøjelighederne de forskellige mælkeprodukter ligger mellem 86-102 pct. Det ses også, at fordøjeligheden af aminosyrerne i kasein generelt ligger højere end de andre produkter.

I appendiks ses en oversigt af aminosyreprofiler af forskellige mælkeprodukter samt normen for aminosyrer til smågrise i alderen 3-8 uger. Hvis der i aminosyreprofilerne kun tages højde for lysin, methionin, cystin og treonin ses, at de forskellige typer af skummetmælkspulver har en profil, der ligger meget tæt på normen for smågrisene. Derimod ses, at profilerne for de forskellige typer af vallepulver ligger lavere end normen for methionin og højere end normen for treonin.

I forbindelse med fravænning af grise sker det ofte, at grisene taber sig i vægt, hvilket formodentlig skyldes både stressfaktorer i forbindelse med flytningen fra soen, nyt og anderledes foder i forhold til somælk samt udvikling af tarmsystemet. Det vægttab, der sker, består ofte af både fedt og protein (Mahan, 1992). Grunden til vægttabet kan være nedsat foderoptagelse samt negativ energibalance (Coffey et al., 1995). En negativ energibalance kan skyldes et for lavt indhold af letfordøjelige kulhydrater. Den nedsatte foderoptagelse kan have negativ indflydelse på fordøjelsessystemet, hvorved tarmvilli bliver kortere, hvilket resulterer i en mindre absorptionsoverflade. Da længden af villi bliver stimuleret af foderoptagelsen, vil en nedsat foderoptagelse have en negativ påvirkning på længden af villi, som igen vil have en negativ feedback på foderoptagelsen (Cunningham, 1997). Det er derfor ønskeligt at benytte et foder til de nyfravænnede grise, som ikke forårsager en nedsat foderoptagelse og en underforsyning af energi.

De ændringer, der sker i fordøjelsessystemet ved et skift fra letfordøjeligt somælk til tørfoder, kan bevirke, at tarmen ikke får de aminosyrer og energi, der er behov for. Mælkeprodukter tilsættes fravænningsfoderet, fordi produkterne ofte har en positiv effekt på foderoptagelse og tilvækst (Tokach et al., 1989; Mahan, 1992; Tokach et al., 1995).

Tilsættes mælkeprodukter til fravænningsfoder stiger tilvæksten, men der er uenighed om, hvilken komponent i mælkeprodukterne der er mest ansvarlig for den positive effekt hos smågrisene (Tokach et al., 1989; Mahan, 1992, Grinstead et al., 2000a).

Figur 2. Tarmepitheliets opbygning, udsnit af tyndtarmen (Modificeret e. Ganong, 1993)

For at kunne vurdere, om et foder har den rigtige sammensætning, er det nødvendigt at undersøge, i hvilken grad grisene er i stand til at fordøje foderet, samt undersøge hvordan det påvirker fordøjelsesprocessen.

Når der indtages foder, starter fordøjelsen i munden, hvorefter den forsætter i maven og tyndtarmen. Fordøjeligheden af de enkelte komponenter afhænger af, om grisen har de nødvendige enzymer, der skal benyttes til nedbrydningen af de forskellige foderkomponenter. Absorptionen af næringsstofferne afhænger af absorptionskapaciteten i tarmen, som igen afhænger af længden af villi i tarmen (Cunningham, 1997).

4.1 Beskrivelse af tarmepitheliet

Overfladen af tarmepitheliet består af villi, som er lange tarmtrevler. Villi er beklædt med et enkelt epithelcellelag på overfladen, som består af absorptive celler, goblet celler (bæger celler), endokrine celler og panet-celler (Nielsen, 1994).Goblet celler udskiller mucin (protein-polysakkerid), som ved optagelse af vand omdannes til mucus (slim), der fordeler sig på epithelcellernes luminale overfalde. De endokrine celler består af EC-celler, der producerer serotonin, I-celler, der producerer cholecystokinin og S-celler, der producerer sekretin. Panet-celler danner et antibakterielt virkende enzym (lysozyme), der nedbryder bakteriers cellevægge, men derudover er deres funktion ikke kendt (Nielsen, 1994). I figur 2 ses en skitse af tarmens opbygning.

På overfladen af hver epithelcelle sidder microvilli. Microvilli består af børstesøm, hvor hovedparten af tarmens enzymer er lokaliceret. De enkelte villi er forbundet i krypter. I krypten af villi dannes epithelcellerne, som er blandt de celler i organismen, der reagerer hurtigst, hvorfor der er et stort behov for proteinsyntese (Cunningham, 1997).

I fuldt udvoksede dyr er tarmepitelet det væv, der har det største behov for proteinsystese (Cunningham, 1997). Hos grise i vækst vil behovet for proteiner til tarmen om muligt være endnu større, da selve længden af tarmen ogsåudvikles. Figur 3 viser udviklingen af tarmens længde hos grise.

Figur 3. Udvikling af tarmens længde (Modificeret e. Buddington et al., 2001)

Absorptionskapaciteten i tarmen afhænger af længden af villi. Det vil sige, at jo længere villi er jo større er overfladen af villi, hvilket giver en større absorptionsoverfalde (figur 2).

Længden af villi bestemmes ud fra hvor mange celler, der dannes i krypten samt hvor mange celler, der afstødes i toppen af villi. Hastigheden af cellereplikkation stimuleres af forskellige hormoner i mavetarmkanalen (gastrin i maven, cholecystokinin og enteroglucagon i tyndtarmen) (Cunningham, 1997). Når appetit og foderoptag stiger, udskilles disse hormoner og der sker derfor en hurtigere dannelse af kryptcellerne. Ved nydannelse af kryptceller vil de nydannede celler migrere ud på villi ved at skubbe andre celler længere op ad villi. Når kryptcellerne migrerer op ad villi, ændrer de sig fra uspecifikke celler til at være specialiserede absorptive celler. Når cellerne når spidsen af villi bliver de afstødt (Nielsen, 1994). Hastigheden, af hvor hurtigt celler bliver afstødt fra villi, og hastigheden af hvor hurtigt de bliver erstattet af nye celler, afhænger af længden af villi. Den normale turnovertid fra dannelsen af epithelcellen i krypten til den når spidsen af villi, hvor den bliver afstødt, er normalt 4-7 dage, men afhænger af dyrets fysiologiske tilstand (Nielsen, 1994; Cunningham, 1997). Hvis foderoptag og appetit nedsættes, vil hastigheden af dannelsen af nye celler til tarmepitelet nedsættes, hvorfor længden af villi efterhånden bliver reduceret. Det betyder, at en nedsat foderoptagelse vil have en negativ effekt på størrelsen af absorptionsoverfladen og absorptionen. Ved infektion i mave-/tarmkanalen vil længden af villi blive reduceret i takt med, at antallet af de celler, der afstødes, øges i forhold til dannelsen af nye celler. De celler, der afstødes på toppen af villi, er de specialiserede absorptive celler, der besidder enzymer, der indgår i fordøjelsen af næringsstoffer.

4.2 Fordøjelsesenzymer

For at undersøge, hvorfor mælkeprodukter har høj ernæringsmæssig værdi for smågrise, er det nødvendig at se på, hvilke fordøjelsesenzymer grisene producerer og derigennem se, hvilke komponenter grisene selv er i stand til at nedbryde og fordøje.

De enzymer, der er behov for til at nedbryde og fordøje forskellige komponenter i det foder, grisen får tildelt, udvikles med forskellige hastigheder. De enzymer, der er tilstede i en høj koncentration hos smågrise, er forskellige fra de enzymer, der er tilstede hos udvoksede dyr (Cunningham, 1997).

Proteiner

Ved fødsel er aktiviteten af enzymet chymosin høj. Chymosin spiller en vigtig rolle i forbindelse med fordøjelsen af mælkeproteinet kasein. Som tidligere nævnt består proteiner i somælk af 62 pct. kasein. Nedbrydningen af kasein sker i maven, hvor der sker en koagulering med saltsyre og chymosin. Da mælkeproteiner har en høj fordøjelighed vil aktiviteten af chymosin være tilstrækkelig til at nedbryde mælkeproteinerne, hvorfor kun få ufordøjede proteiner vil passere videre til tyndtarmen (Ziggers, 2001).

Derimod er aktiviteten af enzymet pepsin lav. Det samme gælder for trypsin og chymotrypsin, der udskilles som proenzymer fra pancreas, men stiger i takt med alder og kan stimuleres af fodring. Graham et al., (1981) fandt, at aktiviteten af protease og amylase steg ved en øget foderoptagelse. Tildeling af letfordøjelige proteiner er vigtigt, så længe aktiviteten af de fleste enzymer til proteinnedbrydelse er lav. 

Kulhydrater

Hos pattegrise findes en høj koncentration af enzymet laktase i tyndtarmen. Enzymet laktase bruges til at nedbryde kulhydratet laktose og produceres allerede i tarmslimhinden ved fødsel. Der er uenighed om, hvornår aktiviteten af laktase når sit maksimum, men det menes at være omkring dag 15 (Ekstrom et al., 1975 ). Derefter falder laktaseaktiviteten i takt med alderen (Cunningham, 1997, McDonald, et al.,1995). Somælk har et indhold af laktose på cirka 29 pct. af tørstof. Laktose er en letfordøjelig energikilde og ved vedvarende indtagelse, vil der efter fravænning stadig være en vis aktivitet af laktase.

Aktiviteten af enzymet amylase er ved fødsel meget lav og muligvis slet ikke til stede (Hartman et al., 1961). Aktiviteten af amylase i pancreas stiger i takt med alderen. Amylase benyttes til nedbrydning af stivelse, som påbegyndes allerede i munden (spytamylase).

Maltase produceres i tarmslimhinden allerede ved fødsel, men aktiviteten er på dette tidspunkt meget lav. Enzymet maltase spalter ligeledes stivelse. De første uger af grisens liv vil aktiviteten af amylase og maltase være meget lille, men stiger i takt med, at aktiviteten af laktase falder (Coffey, et al., 1995). Udskillelsen af amylase og maltase kan muligvis stimuleres ved tidlig fravænning og tildeling af stivelsesrigt foder eller en stigende foderoptagelse (Graham et al., 1981). Eksempler på stivelsesrige kilder er korn og majs. På grund af en lav aktivitet af amylase og maltase kan smågrise have problemer med at fordøje store mængder af stivelse tidligt i fravænningen (Tokach et al., 1997a).

Graham et al., (1981) fandt, at laktaseaktiviteten var mere end dobbelt så høj (P < 0,01) hos grise fodret med foder indeholdende enten vallepulver (12,8 pct. laktose) eller skummetmælkspulver (6,8 pct. laktose) sammenlignet med grise fodret med majs, sojaskrå og havre. Lindemann et al., (1986) bekræftede en høj aktivitet af enzymer fra pancreas hos grise, der fik tildelt vallepulver i fravænningsfoderet. 

I figur 4 ses en skitse af aktiviteten af enzymerne laktase, amylase og maltase hos smågrise.

Figur 4. Skitse af udviklingen af fordøjelsesenzymer hos grise (modificeret e. Brumm & Reese, 1992; Coffey et al., 1995). 

Ved fravænning ændres sammensætningen af de kulhydrater, grisen optager. Før fravænning består størstedelen af kulhydraterne af laktose fra somælk. Som det ses i figur 3, har grisen på fødselstidspunktet en høj aktivitet af laktase, som indgår i fordøjelsen af laktose. I fravænningsfoderet er størstedelen af kulhydraterne stivelse fra korn. Aktiviteten af de fordøjelsesenzymer, der indgår i fordøjelsen af stivelse, er ikke fuldt udviklet før grisene er cirka otte uger gamle (Coffey et al., 1995). Ved tildeling af kulhydrater, hvor grisen ikke har en tilstrækkelig aktivitet af det enzym, der indgår i fordøjelsen af det pågældende kulhydrat, kan der muligvis forekomme en underforsyning af energi. 

Resultatet af tilsætning af mælkeprodukter til fravænningsfoderet afhænger af kvaliteten af produktet (Mahan, 1992; ). Kvaliteten af produktet afhænger af fremstillings- og tørreprocessen (Nessmith et al., 1997c). Hvis produktet under fremstillingen har været udsat for høj varme, kan der ske en denaturering af proteinerne og laktosen (se afsnit 2.3 Tørringsprocesser). Specielt for vallepulver ses, at effekten hos grisene afhænger af hvilken kvalitet af vallepulver, der tilsættes foderet (Tomkins,1989; Mahan, 1993). En dårlig kvalitet af vallepulver, hvor proteinerne er denatureret i fremstillingsprocessen, medfører et lavere indhold af fordøjeligt lysin, og produktet har derfor en mindre eller slet ingen effekt. Kvaliteten af produktet betegnes som god med hensyn til proteinerne, når de har et lavt indhold af aske (mineraler) og ikke har en brunlig farve.

Kvaliteten af ren laktose og krystalliseret laktose afhænger af, i hvor høj grad der er sket en krystallisering, hvilket produkt laktosen stammer fra samt fremstillingsprocessen (Nessmith et al., 1997c). Laktose findes i to forskellige former, som er henholdsvis alfa- og betaform. De to forskellige isomere har samme kemiske egenskaber, men har nogle forskelle på den fysiske side, hvor beta-laktose som eksempel er lettere opløselig end alfa-formen (Nielsen,1996) og absorberer lettere  fugt end alfa-laktosen. Derudover er beta-laktose sødere end alfa-laktose (Nessmith et al., 1997c). Omdannelse fra den ene form til den anden kan kun ske i opløsning, hvor der vil indstille sig en ligevægt mellem de to former (Nielsen, 1996):

En anden måde, hvorpå der sker en ændring i laktoseformen, er via tørringsprocessen.Hvis produktet tørres via cylindertørring, vil laktoseformen ændres til beta-laktose (Sienkiewicz & Riedel, 1990). Hvis laktose under fremstillingsprocessen har været udsat for høj varme, kan der ske en karamelisering af laktosen og kvaliteten af produktet forringes.

5.1 Palatabiliteten

Når grisene skal vænnes til at æde tørfoder, er det vigtig, at foderet virker indbydende. Palatabiliteten, det vil sige smag og lugt af foderet, har stor indflydelse på foderoptagelsen (McCracken & McAllister, 1986). Det er fundet, at palatabiliteten af foderet stiger, når der tilsættes mælkeprodukter af god kvalitet (Mahan, 1992; Coffey et al., 1995). Derimod så Wahlstrom et al., (1974) ingen effekt af palatabiliteten på foderoptagelse og tilvækst ved at tilsætte vallepulver med lavt laktoseindhold, skummetmælkspulver og sukker til en grundration af majs og havre. Dog var der ved et frit valg en stigende præference for foder med vallepulver, når der var tilsat sukker. Generelt ses en øget foderoptagelse, når der tilsættes mælkeprodukter til foderet.

Det er tidligere set i adskillige forsøg, at tilsætning af mælkeprodukter til smågrise har en positiv effekt på foderoptagelse og tilvækst (Miller et al., 1971; Muller & Kierchgessner, 1975; Graham et al., 1981; Cera & Mahan, 1985; Mahan, 1992; Gutzwiller & Jost, 1994).

Mælkeprodukterne har alle forskelligt indhold af proteiner, laktose og mineraler. Udover at der kan være en effekt af de forskellige næringsstoffer, spiller kvaliteten af produkterne også en vigtig rolle. 

Hvilken effekt det benyttede mælkeprodukt har hos grisene afhænger af kvaliteten af produktet (Mahan, 1993; Grinstead et al., 2000a). Kvaliteten af produktet afhænger af, hvilken behandling produktet har fået i forbindelse med fremstillings- og/eller denatureringsprocessen. Høj varmepåvirkning og lignende kan påvirke både protein- og laktosekvaliteten (Grinstead et al., 2000a) (se endvidere afsnit 2.3 Tørringsprocesser). Dette gælder især for vallepulver, hvor kvaliteten kan svinge meget (Mahan, 1993).

Denaturering af produkterne viser også, at have en effekt på foderoptagelse og tilvækst. McCracken & McAllister (1986) fandt i et forsøg med denatureret og ikke denatureret skummetmælkspulver, at foderoptagelsen og tilvæksten blev nedsat, når skummetmælkspulver (250 g/kg) blev erstattet af denatureret skummetmælkspulver (250 g/kg). Den nedsatte foderoptagelse blev begrundet i, at palatabiliteten af foderet blev nedsat på grund af et højt indhold af glukosinolater fra denaturering med rapsmel. Dette viser, at ikke alle typer skummetmælkspulver har samme positive effekt på foderoptagelse, foderudnyttelse og tilvækst, men effekten kan også afhænge af denatureringsproduktet.

Hvilket mælkeprodukt, der giver de bedste resultater, og hvilke komponenter i mælkeprodukterne, der er vigtigst, er der i litteraturen nogen uenighed om. Der er gennemført en del forsøg med forskellige typer af mælkeprodukter, hvor der ud over en sammenligning med en kontrolgruppe i nogle forsøg også er foretaget sammenligninger mellem andre mælkeprodukter. I de fleste forsøg har de forskellige foderblandinger haft et ens indhold af total lysin. Dog er der ikke taget højde for, at produkterne både i forsøgs og kontrolblandingerne muligvis ikke har haft samme fordøjelighedskoefficient. Det betyder, at resultatet er påvirket af, at det fordøjelige indhold af lysin i foderblandingerne kan være forskelligt.

Oprindeligt er skummetmælkspulver blevet anvendt i fravænningsblandinger, men da skummetmælkspulver er et forholdsvist dyrt produkt, er der gennem tiden også blevet anvendt andre billigere produkter.

Sammenligning af forskellige typer mælkeprodukter har i de forskellige forsøg givet forskellige resultater. I forsøg, hvor en kontrolblanding blev sammenlignet med en blanding, hvor der var tilsat enten skummetmælkspulver (15 pct.) eller vallepulver (25 pct.) i foderblandingen, fandt Graham et al. (1981), at grise der fik foder tilsat vallepulver, havde en signifikant højere tilvækst end grise, der fik foder tilsat skummetmælkspulver (P<0,05). En af grundene til, at der fremkom en signifikant forskel mellem de to grupper skyldes muligvis en højere proteinkvalitet i foderet indeholdende vallepulver. En anden forklaring kan være højere iblandingsprocent af vallepulver. Derudover var majs:sojaskrå fordelingen i foderet med vallepulver 1:1, og 2:1 i foderet med skummetmælkspulver. Yderligere var der en forskel i indholdet af laktose i foderblandingen, da vallepulver indeholder mere laktose end skummetmælkspulver, hvilket kan have en stor betydning på resultatet. Der er i forsøget ikke angivet om lysinindholdet i de forskellige foderblandinger var ens, hvilket også kan have haft en betydning. 

Davis et al. (1997) undersøgte effekten af at benytte en ideal blanding af krystalliserede aminosyrer i stedet for valleproteinkoncentrat som aminosyre kilde. Indholdet af fordøjeligt lysin var ens i foderblandingerne. Resultatet var, at grise der fik tildelt foder indeholdende stigende mængde lysin i form af valleproteinkoncentrat havde bedre tilvækst og foderudnyttelse fra dag 0-7 og 0-14, end grise, der fik foder indeholdende stigende mængder lysin i form af krystalliserede aminosyrer. Over hele forsøgsperioden, som varede 42 dage, var der ingen forskel mellem grupperne. Forklaringen på den ringere tilvækst, der fremkom ved at anvende krystalliserede aminosyrer i stedet for valleproteinkoncentrat, kan være et lavere indhold af kvælstof, når der blev anvendt en ideal blanding af krystalliserede aminosyrer. 

Leibholz (1982) sammenlignede følgende proteinkilder: skummetmælkspulver, kasein, isoleret sojaskråprotein og fiskemel. Alle grupper havde et ens indhold af total lysin. Den daglige tilvækst var størst for grupperne, der fik tildelt mælkeproteiner. Gruppen der fik tildelt skummetmælkspulver havde en højere daglig tilvækst end gruppen af grise der fik tildelt kasein. Forskellen mellem grupperne der fik mælkeproteiner og grupperne der fik andre proteinkilder kan skyldes forskelle i  fordøjeligheden af de forskellige proteinkilder.    

6.1 Betydning af de forskellige komponenter

Som tidligere nævnt har der været uenighed om, hvilke komponenter i mælkeprodukterne der har størst betydning for en positiv effekt hos grisene.

Tokach et al. (1989) undersøgte i et forsøg med 180 grise hvilke komponenter i vallepulver, der var ansvarlige for den øgede tilvækst. Samtidig blev vallepulvers effekt på fordøjeligheden af næringsstoffer i foderet til grise med en fravænningsalder på tre uger undersøgt. I forsøget blev der tilsat laktose, laktalbumin, laktose + laktalbumin, vallepulver eller valleproteinkoncentrat (WPC) til en kontrolblanding, der bestod af majs og sojaskrå. Alle blandinger blev pelleteret og havde ens indhold af total lysin. Dette resulterede i en øget tilvækst og foderudnyttelse (P<0,05) i alle tilfælde sammenlignet med kontrolblandingen. Derudover var der en øget fordøjelighed af tørstof, energi og nitrogen (P<0,05) i forsøgsblandingerne sammenlignet med kontrolblandingen. Der blev kun observeret en indbyrdes forskel mellem forsøgsblandingerne i foderudnyttelsen, hvor blandingen indeholdende laktalbumin gav end bedre foderudnyttelse end blandingen indeholdende laktose (P<0,07).

Tokach et al. (1989) konkluderer, at både laktose- og proteindelen er vigtige komponenter fra mælkeprodukterne, da de begge er letfordøjelige. I forsøget er der ikke taget højde for, at fordøjeligheden af de forskellige næringsstoffer er forskellig, hvorfor dette kan påvirke konklusionen af forsøget. 

Mahan (1992) undersøgte også effekten af lactalbumin og laktose i stedet for vallepulver til smågrise med en fravænningsalder på cirka 23 dage. I modsætning til Tokach et al. (1989) fandt Mahan (1992), at ved at erstatte vallepulver med lactalabumin og majsstivelse var der et fald i tilvæksten (P<0,05) og foderoptagelsen (P<0,01). Samtidig sås, at tilvæksten faldt og foderoptagelsen steg i en ration med 0,9 pct. lysin i en foderblanding bestående af majs, sojaskrå og/eller vallepulver, i forhold til en ration med 1,3 pct. lysin (P <0,05). Der sås ingen signifikante ændringer i tilvæksten og foderoptagelsen, når rationen indeholdt laktose og lactalbumin i stedet for vallepulver, men der sås en bedre foderudnyttelse (P<0,05). Når der blev tilsat laktose og syntetiske aminosyrer (aminosyre mix) i stedet for vallepulver var både tilvæksten og foderudnyttelsen bedre (P<0,05). Foderblandingerne havde alle ens indhold af lysin, men fordøjeligheden af de forskellige næringsstoffer er forskellige i de anvendte fodermidler, hvorfor det fordøjelige indhold i foderblandingerne bliver forskelligt. Mahan (1992) konkluderede, at den øgede tilvækst, foderoptagelse og foderudnyttelse ved tilsætning af mælkeprodukter til fravænningsfoderet kan tilskrives laktose. Samme konklusion forefindes i lignede forsøg (Coffey et al., 1991; Mahan, 1993; Touchette et al., 1995).

Nessmith et al. (1997a) fandt, at hvis der tildeles laktose i stedet for vallepulver, er det nødvendigt, at kvaliteten af laktosen er af samme kvalitet, som hvis der blev tildelt vallepulver for at opnå den samme effekt.

Mahan & Newton (1993) fandt i et forsøg med en grundration af enten [havre, sojaskrå, skummetmælkspulver] eller [majs, sojaskrå, skummetmælkspulver (22,5 pct. laktose)] indeholdende 1,4 pct. lysin, at både tilvæksten og foderudnyttelsen hos smågrisene med en fravænningsalder på cirka 23 dage, i en 14 dages periode efter fravænning, kunne øges ved at tilsætte yderligere 12 pct. kulhydratet i form af laktose eller dextrose (total indhold af laktose 34,5 pct.) (P<0,05). Samme effekt blev ikke fundet, når det tilsatte kulhydrat var majstivelse. Forklaringen på, hvorfor der ikke ses en stigning i tilvæksten, når der tilsættes majsstivelse, kan være på grund af at aktiviteten af de fordøjelsesenzymer, der indgår i fordøjelsen af stivelse, ikke er fuldt udviklet i 3-5 ugers alderen.

Yderligere blev det fundet, at grisene havde en øget tilvækst ved tildeling af enten laktose eller dextrose på op til 34,5-45 pct. Der sås tendens til en ringere foderudnyttelse, når der blev tildelt dextrose på cirka 45 pct., lignende tendens forekom ikke ved tildeling af laktose. Dog sås en øvre grænse for tildeling af laktose på 58 pct. af foderet hvor tilvæksten faldt til samme niveau som kontrolfoderet pga. nedsat foderoptagelse.

Der blev ikke fundet nogen forskel i resultaterne mellem kulhydratkilderne i perioden 15 til 35 dage efter fravænning. Det vil sige, at selvom skummetmælkspulver indeholder både valleproteiner, kaseinproteiner og laktose, så kan tilvæksten øges ved at tilsætte yderligere letfordøjeligt kulhydrat i de første 14 dage efter fravænning. Forsøgets konklusion er, at laktose er det vigtigste næringsstof i forbindelse med vækst efter fravænning. Dog kan der ved tilsætning af andre letfordøjelige kulhydrater også opnås en effekt på tilvæksten. Dette kunne tyde på en underforsyning af letfordøjeligt energi.

Touchette et al. (1995) og Nessmith et al. (1997a) fandt, at en stigende tildeling af krystalliseret laktose havde en stigende lineær effekt på tilvæksten og foderoptaget. Bertol et al. (2000) fandt ligeledes en lineær sammenhæng mellem stigende mængder af laktose (0, 7, 14 og 21 pct.) i foderet og en stigende positiv effekt på grisene.

Dette indikerer, at indholdet af letfordøjelige kulhydrater i fravænningsblandingerne muligvis er for lavt, og en begrænsende faktor, hvorfor der ved yderligere tilsætning af letfordøjelige kulhydrater kan forventes en øget tilvækst.

DeRouchey et al. (2001) fandt i et forsøg med sammenligning af forskellige laktosetyper, at uanset laktosetype sås en øget foderoptagelse. De forskelle, der var i tilvæksten ved at benytte forskellige laktosekilder, kunne skyldes forskelligt indhold af protein.

6.2 Betydningen af laktose

Som omtalt i tidligere afsnit vil laktaseaktiviteten i begyndelsen af fravænningsperioden stadig være relativ høj, men afhænger af hvornår grisen fravænnes. Ved fravænning i 3-ugers alderen kan laktaseaktiviteten udnyttes ved at tilbyde foder, der indeholder laktose, hvorved det sikres, at grisene har en høj energioptagelse (Russett, 1998). Ved tilsætning af mælkeprodukter, der indeholder meget laktose, til fravænningsfoderet, vil overgangen fra somælk til tørfoder muligvis kunne gøres mindre markant. Grisen vil derfor få dækket sit energibehov via laktosen. Samtidig er en god aminosyreprofil vigtig på grund af tarmens behov i forbindelse med proteinsyntesen til dannelsen af nye epithelceller (Cunningham, 1997). Som tidligere nævnt fandt Graham et al. (1981), at amylase-, protease- og laktaseaktiviten var højere hos grise fodret med en ration indeholdende mælkeprodukter. Grisene havde samtidig en højere tilvækst, som skyldes en øget foderoptagelse. Dette stemmer overens med, at smågrisene kan udnytte laktosen, og at laktosen ikke på dette tidspunkt har en negativ effekt. Det vil sige, at hvis der tildeles foder indeholdende mælkeprodukter, og foderoptagelsen derved er høj efter fravænning, så vil aktiviteten af enzymerne fra pankreas stige, hvorfor grisene hurtigere vil kunne fordøje stivelse, idet amylaseaktiviteten samtidig er stigende.  

Effekten af tildeling af laktose i høj koncentration vil afhænge af fravænningsalderen, og mængden af laktase grisene producerer på fravænningstidspunktet. Tildeling af laktose kan have en negativ effekt, hvis det tildeles grise, der ikke har en tilstrækkelig aktivitet af laktase. Ekstrom et al. (1975) fandt, at laktaseaktiviteten hos smågrise var på sit højeste ved dag 15,hvorefter den langsomt faldt indtil dag 43. Dog sås der først en intolerance overfor laktose ved dag 147.

6.3 Hvilket mælkeprodukt bør vælges?

Ses der på det procentvise indhold af proteiner og laktose i somælk, udgør indholdet af proteiner og laktose hver især cirka 29 pct. af tørstof. Sammenlignes dette med indholdet i de forskellige mælkeprodukter (se tabel 2 afsnit 2.1) ses, at skummetmælkspulver, sødmælkspulver, kærnemælkspulver, delvis afsukret vallepulver og valleproteinkoncentrat har et indhold af protein og laktose i procent af tørstof, der ligger på cirka samme niveau.  

Hvis der kun benyttes mælkeprodukter på grund af proteindelen, så har de forskellige typer skummetmælkspulver den aminosyreprofil, der ligger nærmest normen for smågrise med en alder på 3-8 uger. Dog kunne profilen for kasein også være interessant, fordi kasein har en meget høj fordøjelighed.

Ønskes et mælkeprodukt med en høj laktoseandel, vil vallepulver, vallepermeat, valleproteinpulver og laktosepulver være de kilder, der har det største indhold af laktose. Mælkeprodukter har den fordel, at de er let fordøjelige, fordi grisene har de enzymer, der skal være tilstede til fordøjelsen.

For at kunne undersøge, hvilke mælkeprodukter der har den bedste effekt ved anvendelse i fravænningsfoderet, så bør både energiindholdet og mængden af fordøjelige aminosyrer være ens i de forskellige foderblandinger. Når både energiindholdet og det fordøjelige indhold er ens, vil der kunne ses en eventuel forskel mellem de forskellige protein- og laktosekilder.

Generelt har tilsætning af mælkeprodukter til fravænningsfoderet en positiv effekt på foderoptagelse, tilvækst og foderudnyttelse.

Der er i litteraturen uenighed om, hvilket mælkeprodukt der har den mest positive effekt i fravænningsfoderet til smågrise. Nogle forsøg viser, at skummetmælkspulver har den største effekt, mens andre forsøg viser, at det er vallepulver og valleproteinkoncentrat, der har den største effekt. Dog er der i forsøgene ikke taget højde for de forskellige fordøjelighedskoefficienter og energiindhold, hvilket kan have en indflydelse på konklusionen. 

Derudover er der uenighed om hvilke komponenter i mælkeprodukterne der har den største betydning. Nogle forsøg viser, at laktosedelen er den vigtigste komponent, hvorimod andre viser, at det er proteindelen. Effekten af mælkeprodukter i fravænningsfoder til smågrise vil afhænge af fravænningsalderen og vægten, hvor den største effekt kan opnås ved tidlig fravænning.

Kvaliteten af mælkeprodukterne har stor betydning for, hvilken effekt produktet har på grisene. Kvaliteten af produkterne afhænger af både fremstillingsprocessen af mælkeproduktet samt processer ved foderproduktionen, fx pelletering. For at undgå en denaturering af mælkeprodukterne under foderfremstillingen (pelleteret foder) bør der tilsættes fedt som mindsker denatureringen. Samtidig bliver mælkeproduktet lettere at håndtere, når der tilsættes fedt.

Indholdet af mælkeprodukter i danske fravænningsblandinger ligger ofte på mellem 4-10 pct. afhængig af, hvilken blanding der vælges. Dette betyder, at indholdet af laktose i blandingerne er på 1,9-4,8 pct. ved brug af skummetmælkspulver og på cirka 3,2-8 pct. ved brug af vallepulver. Ifølge udenlandske forsøg kan et indhold af laktose på op til 45 pct. medføre en positiv effekt på foderoptagelse, tilvækst og foderudnyttelse. Lignende effekt ses ikke, når der fx anvendes majsstivelse som kulhydratkilde. 

Grunden til, at der ses en effekt ved tilsætning af laktose, kan muligvis være et for lavt indhold af letfordøjelige kulhydrater i fravænningsfoderet. Skal der vælges et mælkeprodukt, der har et højt indhold af laktose, vil de forskellige typer vallepulver og laktosepulver være at foretrække, idet de har et højere procentvis indhold af laktose end skummetmælkspulver og samtidig er billigere produkter.

Indholdet af mælkeprodukter, i såvel udenlandske forsøg som anbefalinger ligger i de fleste tilfælde lidt højere end det indhold der findes i danske fravænningsblandinger. I udenlandske forsøg er indholdet af skummetmælkspulver i blandingerne på cirka 10-20 pct. (laktoseindhold på cirka 5-9,6 pct.) og vallepulver på 20-25 pct. (laktoseindhold på cirka 16-20 pct.). Udenlandske anbefalinger er et laktoseindhold på cirka 15-30 pct. til grise på 5-7 kg og  5-15 pct. til grise på 7-12 kg.

Proteindelen i mælkeprodukter er også en vigtig komponent, fordi den er let fordøjelig og har en god aminosyreprofil. Dog er det fundet, at proteinkilder fra mælkeprodukter kan erstattes af andre letfordøjelige proteinkilder uden negativ effekt på grisens produktivitet. Hvis der skal anvendes et mælkeprodukt med en aminosyreprofil, der ligger tæt på normen, vil det være de forskellige typer af sødmælkspulver og skummetmælkspulver. 

Prisen på produkterne har stor betydning for, om det produktionsmæssigt kan betale sig at tilsætte mælkeprodukter til fravænningsblandingen. Priserne for sødmælkspulver og skummetmælkspulver er generelt højere end de forskellige typer vallepulver og laktose.

Udover at priserne på mælkeprodukterne har betydning for prisen af foderet, har foderets produktionsomkostninger også betydning. Når der skal tilsættes store mængder mælkeprodukter i foderet nedsættes produktionshastigheden af foderet. Dette betyder, at den samlede foderpris vil stige ved tilsætning af store mængder mælkeprodukter.

Normer for aminosyrer til smågrise (”FOKUS PÅ Normer for næringsstoffer”, Landsudvalget for Svin, 2001) og aminosyrerprofiler af forskellige mælkeprodukter angivet som fordøjelige aminosyrer i procent af lysin.