Omkostninger i international svineproduktion - 2000

Rapporten er udarbejdet på grundlag af en såkaldt "desk research", hvor der er indhentet data fra ledende svineproduktionsøkonomer i de undersøgte lande. Alle nøgletal er fra år 2000.

Svineproduktionsøkonomerne, der har medvirket i undersøgelsen, har udfyldt et spørgeskema med nøgletal for effektivitet, priser og økonomiske data eller henvist til brugbare rapporter på området. Det materiale der ligger til grund for indberetningerne er nationale eller regionale gennemsnit. Hvor regionale gennemsnit er datagrundlaget, er det ud fra en betragtning om det mest repræsentative datagrundlag for landet.

Landene som indgår i undersøgelsen er Canada, USA, Irland, Frankrig, Holland, UK, Sverige samt Danmark.

Landene er udvalgt på baggrund af deres evne til på sigt at påvirke verdensmarkedet for svinekød, og dermed den danske produktion og afsætning af svinekød. Endvidere har det været et kriterium, at de enkelte landes omkostningsstruktur har kunnet dokumenteres. Lande der ikke har kunnet opfylde kriterierne er fravalgt. Dette er årsag til at betydende svineproducerende lande, som Spanien og Brasilien, ikke indgår i undersøgelsen.

Beregning af produktionsomkostninger kræver oplysninger om  en række nationale forudsætninger, herunder data fra E-kontrol, forbrugsdata og priser. Disse forudsætninger indgår i en beregning, der giver et estimat for de enkelte landes produktionsomkostninger. Dette estimat dækker hele produktionen fra søerne til slagtesvinene. Beregningsmetoden svarer til den, der ligger til grund for Den beregnede Smågrisenotering.

Alle omkostninger er beregnet pr. kg slagtekrop. E-kontrol data for de enkelte lande er korrigeret, således at de er sammenlignelige med tilsvarende danske effektivitets tal.

Alle landes omkostninger er kategoriseret som i tabel 1 med en opdeling på de mest almindelige omkostningskategorier. Desuden er der omkostninger, som ikke er direkte synlige, såsom miljøomkostninger der er inkluderet i omkostningerne til staldbyggeri. Et eksempel er hollandske lovkrav om miljørigtigt staldbyggeri, hvor meromkostninger er inkluderet i prisen på staldbyggeriet og derfor afspejlet i renter og afskrivninger. Til gengæld er de omkostninger, der er forbundet med hollandske grønne regnskaber placeret i en selvstændig kategori for miljøomkostninger.

Samlede produktionsomkostninger

Tabel 1. viser omkostningsstrukturen, der danner grundlag for analysen.

De samlede produktionsomkostninger pr. kg slagtekrop er vist i figur 2.

Landene er vist efter omkostningsniveau startende med det laveste omkostningsniveau.

Canada har de laveste produktionsomkostninger svarende til et niveau omkring 8 kr. pr. kg slagtekrop, mens USA og Irland har omkostninger, der er ca. 1 kr. højere pr. kg. Frankrig, Danmark og Holland hører til i gruppen af "mellemomkostningslande", mens Tyskland og især Sverige og UK har et meget højt omkostningsniveau.

Fra 1999 til år 2000 er der sket et skred i omkostningerne i Tyskland og Holland. Det hollandske omkostningsniveau har været stigende, og nærmer sig landene med høje omkostninger. Modsat har det tyske omkostningsniveau en tendens til at nærme sig "mellemomkostningslandene".

Canada

De canadiske svineproducenter har de laveste produktionsomkostninger i opgørelsen. Det er på den baggrund, at canadisk svineproduktion har ekspanderet kraftigt siden midten af 1990'erne. Den kraftige ekspansion hænger sammen med, at hovedparten af transporttilskuddet til kornprodukter bortfaldt i perioden 1995 til 1997. Det betød efterfølgende, at værdien af kornprodukter faldt i det centrale Canada. Det kunne ikke længere betale sig, at transportere kornet ud til havnebyerne, for herefter at udskibe det til eksport. Dette fik de canadiske kornproducenter til at søge alternative muligheder for afsætning af deres store produktion af kornprodukter. I den forbindelse var der mange planteavlere, som etablerede svineproduktion.

USA

De amerikanske svineproducenter producerer nær ved et hundrede millioner svin. For størstepartens vedkommende bliver de mange svin produceret af selskaber, der også har slagtekapacitet. Denne sammenkædning af producentleddet og slagterileddet har i mange år vist sin berettigelse i bl.a. Danmark og i visse franske regioner. Dog er selskabsformen i USA anderledes end i Danmark, hvor resultatet fra den investerede kapital føres tilbage til landbruget. I USA er det primært private eller børsnoterede selskaber, der præger sektoren. Det betyder, at svineproducenterne ikke får del i det resultat, som genereres i disse selskaber.

De amerikanske svineproducenter er ofte bundet til slagteriselskaber gennem kontrakter. Dette er også forskelligt fra Danmark, hvor størstedelen af svineproducenterne er andelshavere i det slagteri, der aftager svinene.

Irland

Den irske svineproduktion har en meget homogen struktur. Der er få meget store og små svineproducenter og mange mellemstore. Produktionsenhederne er ofte integrerede med både smågrise- og slagtesvineproduktion. Således befinder ca. 85 pct. af søerne sig på integrerede brug. Den irske svineproduktion består af cirka to tredjedele landmandsejede brug og cirka en tredjedel virksomhedsdominerede brug.

Den irske svineproduktion er meget afhængig af det engelske marked, som aftager cirka 47 pct.¹ af den samlede eksport. Det engelske marked efterspørger i stigende grad svin, produceret i besætninger med løsgående søer i drægtighedsstalden og løbeafdeling. De irske svineproducenter har ikke lagt produktionen om til løsgående søer i samme omfang som i fx Danmark eller UK.

Frankrig

Frankrig producerer cirka 27 millioner svin, heraf produceres størstedelen i Bretagne. Fransk svineproduktion producerer kun cirka 5 pct. mere svinekød end de forbruger.

Svineproduktionen i Bretagne bliver i stigende grad reguleret gennem miljøkrav. Svineproducenternes reaktion på dette er koncentreret omkring en forøgelse af effektivitetet gennem indførslen af Meischang søer. Meischang racen får mange levendefødte pattegrise, hvilket påvirker produktionsøkonomien positivt, og dermed kompenseres der for de stigende omkostninger til blandt andet gylleseparation.

Holland

Hollandsk svineproduktion har siden midten af firserne oplevet en kraftig stramning i myndighedernes krav til dyrevelfærd og miljø. Samtidig med øgede lovgivningsmæssige krav er der indført en ophørsordning² for producenter af "fosforproducerende dyr". Myndighederne har det mål, at reducere udledningen af fosfor svarende til 6.000 gennemsnitslandbrug pr. år inden 2003. Heraf vil størstedelen være svineproducenter.

De producenter der indtil nu har valgt at stoppe produktionen, er typisk svineproducenter, der ikke har lang tid til pensionsalderen og svineproducenter med en lav effektivitet og/eller et højt omkostningsniveau. Det betyder samtidigt, at de tilbageværende svineproducenter vil være de mest konkurrencedygtige. Holland får dermed en mindre, men mere effektiv svineproduktion.

Den største miljøomkostning ses i forbindelse med MINAS, hvilket er et grønt regnskab på bedriftsniveau. Det beregnes ved, at tilførsel af næringsstoffer fratrækkes udledning og salg af næringsstoffer. Herefter beregnes et mineralsk overskud, eller evt. underskud. Hvis der er overskud pålægges bedriften en afgift. Afgiften er fra 2002 2,3 Euro (17 kr.) pr. kg kvælstof og 3 Euro (22 kr.) pr. kg fosfor. Et mineralsk overskud fra en sobesætning med 7 kg produktion vil derfor være pålagt en afgift, svarende til cirka 110 kr. pr. tons gylle, der ikke er fjernet fra bedriften.

I Holland finansierer man forskning og markedsaktiviteter som i Danmark gennem afgifter pr. svin. Der er en standardafgift på 2,14 Gylden pr. produceret svin (cirka 7,3 kr.). Afgiften dækker forskning og markedsføringsaktiviteter som i Danmark. Derudover bliver der opkrævet 4,5 Gylden, cirka 19 kr. pr. svin, til FMD (Dyre Sundheds Fond). Samlet betales der således cirka 26 kr. pr. svin i afgifter.

Effektiviteten i hollandsk svineproduktion er steget kraftigt fra 1999 til år 2000. Dette forhold skyldtes ophørsordningen og at der, i tallene fra 1998/1999, stadigvæk var eftervirkninger fra svinepesten, som hærgede Holland i 1997.

Tyskland

Tysk svineproduktion er præget af, at Øst- og Vesttyskland blev genforenet i 1990. Strukturen i det østlige Tyskland var - og er til dels stadig - præget af store brug. Mange af brugene var nedslidte og blev lukket efter murens fald, men enkelte af dem "overlevede". I den vestlige del af Tyskland er svinebrugene små og ofte familieejede. Strukturen i tysk svineproduktion er derfor meget uensartet.

Sverige

Der er cirka 2,3 millioner svin fordelt på cirka 10.000 svineproducenter i Sverige. Det opdyrkede areal udgør cirka 2,7 millioner ha, hvilket svarer til 7,5 pct. af det totale landareal. Med andre ord er Sverige ikke et udpræget landbrugsland som Danmark, og de svenske svineproducenter har da også grebet svineproduktionen an på en helt anden måde. Svineproduktionen har typisk været en mindre del af en svensk gård, hvor køer, skovbrug samt planteproduktion også har udgjort betydelige dele af de samlede aktiviteter. Det har betydet, at de svenske landmænd er mindre specialiserede end fx de danske.

På et meget tidligt tidspunkt har man i Sverige fået en stram lovgivning om dyrevelfærd. Det er en lovgivning, der klart påvirker produktionsøkonomien. Blandt andet kan nævnes, at søer i farestalden skal være løsgående, og at arealkravet til et slagtesvin på 90 kg er 0,86 m², hvilket er 20 pct. mere end i Danmark.

Det der pt. har den største betydning for den svenske produktionsøkonomi er kursfaldet på den svenske krone. Her i rapporten beregnes økonomien ud fra år 2000; dermed bruges nationalbankens gennemsnitskurs for år 2000. Kursen for svenske kroner var i år 2000 87 SEK i forhold til 100 DKK. I efteråret 2001 er den faldet til et niveau omkring 78 SEK i forhold til 100 DKK. Dette betyder, at produktionsøkonomien er forbedret med 10 pct. i forhold til udlandet.

UK

Britiske svineproducenter har på mange måder altid været trængte, enten af det omgivende samfund eller af handelspartnere, der har udnyttet dem. På det seneste har den ene sygdomsepidemi afløst den anden.

Trængslerne begyndte under første verdenskrig, hvor en blomstrende andelsbevægelse blev totalt "stækket" af den siddende regering, der var under kraftig indflydelse af de private firmaer, som var ved at tabe kampen om indflydelse i landbruget. Dette resulterede i bevarelsen af mange små lokale firmaer, der handlede med landmændene (fx foderstofleverandører eller slagterier). Ofte havde de monopol i deres lokalområde, og udnyttede deres position overfor landmændene. Britisk svineproduktion er til dels stadigvæk påvirket af den struktur, der blev grundlagt for næsten 90 år siden.

Danmark

Danmark er landet hvor svineproducenterne står sammen bag store dele af forskningen, slagterileddet og til dels foderstofindustrien. De danske svineproducenter har opbygget en andels- og foreningsstruktur omkring svineproduktionen der sikrer, at det er producenterne selv der bestemmer. Det betyder også, at det altid er svineproduktionens interesser, der varetages først.

De danske svinebrug er oftest ejet af en faguddannet landmand. Således er virksomhedsbaseret svineproduktion ikke slået igennem i Danmark, som det eksempelvis er set i Irland, Canada eller USA. Danmark er også et af foregangslandene inden for indførslen af løsdriftssystemer til søer. Dette giver de andelsbaserede slagterier større mulighed for at afsætte kødet til en højere pris.

Strukturen i svineproduktionen er meget afgørende for de enkelte landes samlede konkurrenceevne. Det er således en fordel, at have mange store svineproduktioner. De store svineproduktioner kan bedre effektivisere og udnytte de stordriftsfordele, der opstår med øget produktion. Figur 3. viser de strukturelle forhold grafisk.

Den mørke søjle viser procent af svineproduktioner med mere end 1.000 svin på stald og den lyse søjle viser hvor mange procent af alle svin, disse producerer.

I Canada er der få store svineproduktioner, som producerer størstedelen af svinene, hvilket er fordelagtigt set ud fra en konkurrencemæssig betragtning. USA har en struktur, der minder om den canadiske, hvor der er mange store svineproduktioner, som står for størstedelen af svineproduktionen. Det betyder dog ikke, at der er få svineproduktioner i USA. Der findes 54.000 produktioner, som producerer mindre end 1000 slagtesvin pr. år. Disse udgør to pct. af alle svineslagtninger, men 70 pct. af alle svineproduktionerne. Ud fra en strukturel betragtning har USA et godt udgangspunkt for den fremtidige konkurrencesituation.

Den irske svineproduktion er præget af, at cirka halvdelen af alle svineproducenter har mere end 1.000 svin på stald, og disse står bag langt størstedelen af svineproduktionen. Den irske struktur kan betegnes som homogen uden mange små produktioner, men også uden de helt store.

Dansk svineproduktion er også rimeligt homogent sammensat. Cirka 25 pct. af produktionerne producerer cirka 75 pct. af grisene. Der er mange små svineproduktioner i Danmark, men uden at dette er dominerende for strukturen.

Fransk svineproduktion er domineret af meget få, men store svineproduktioner, som udgør cirka 5 pct. og de producerer cirka 60 pct. af grisene. Dermed kommer en stor del af grisene i Frankrig fra mange små svineproduktioner, idet 95 pct. af produktionerne producerer 40 pct. af grisene.

Den hollandske svineproduktion minder meget om den danske i strukturen, rimelig homogen, men stadigvæk med en del små svineproduktioner.

Tysk svineproduktion er domineret af mange små besætninger, hvor størstedelen af grisene produceres. Dog er cirka 2 pct. svinebrug meget store og producerer cirka 25 pct. af grisene. Disse store svinebrug findes typisk i den østlige del af Tyskland.

Svensk svineproduktion består primært af små til mellemstore besætninger. Der er enkelte meget store svineproduktioner, men generelt er det mindre svineproduktioner.

Svineproduktionen i UK er domineret af relativt store enheder, om end de er mindre end i Canada og USA. Der er endvidere mange små produktioner, men, som det fremgår af figur 13, producerer de ikke en væsentlig andel af den samlede mængde svin.

Foder

I det efterfølgende vil de vigtigste omkostningskategorier blive behandlet. Effektiviteten i produktionen vil blive behandlet i de kategorier, hvor de har den største relevans. En oversigt over foderomkostninger for de forskellige lande er vist i figur 4.

Foderomkostningerne er en af de vigtigste omkostningskategorier, da de normalt udgør mere end 50 pct. af de samlede omkostninger. De samlede foderomkostninger er foder til søer, smågrise og slagtesvin. Foderomkostningerne påvirkes af foderforbrug, foderpriser, slagtevægt samt antal producerede svin. Den vigtigste periode for foderforbruget er vækstperioden.

Som det ses i figur 4. ligger Canada helt i bund, hvad angår de samlede foderomkostninger, men også Holland og USA har lave omkostninger til foder.

I Canada og USA er foderprisen lav, hvilket påvirker de samlede foderomkostninger kraftigt. I Holland er det effektiviteten i svineproduktionen, der er kraftigt medvirkende til de lave foderomkostninger pr. kg slagtekrop. Specielt er antal producerede slagtesvin højt, og der er meget god foderudnyttelse i slagtesvineperioden.

Tyskland har relativt lave foderomkostninger, idet foderpriserne ikke er steget så meget, som i de andre lande de senere år. Endvidere er den tyske fodereffektivitet i slagtesvinestalden forbedret kraftigt fra 1999 til 2000. Foderomkostningerne er endvidere påvirket af en meget høj slagtevægt. Det betyder, at foderforbruget kan deles ud på flere kilo slagtekrop og dermed falder omkostningen pr. kg slagtekrop.

Danmark har også et relativt lavt omkostningsniveau for foder, hvilket primært skyldes en god fodereffektivitet i slagtesvinestalden.

Sverige har lidt højere omkostninger til foder end Danmark. Dette skyldes hovedsageligt foderforbruget i soholdet, som er højt.

UK og Irland har høje foderomkostninger. Det skyldes, at begge lande slagter ved en lav vægt og fodrer med et meget højt indhold af protein. Det høje indhold af protein er medvirkende til, at foderprisen er høj i både UK og Irland. Et faktum som fra britisk side begrundes i, at de importerer størstedelen af proteinet. Andre forhold relateret til foderstofindustrien er endvidere medvirkende til høje foderpriser; dette beskrives mere detaljeret senere.

Nedenstående behandles de forhold der påvirker foderomkostningerne.

Fodereffektivitet

Figur 5. viser foderudnyttelsen i de forskellige lande.

Fodereffektiviteten kan ikke direkte sammenlignes på grund af forskelle i foderets indhold og forskelle i indsættelses- og slagtevægt. Men den giver et fingerpeg om niveauet for fodereffektiviteten.

Af figur 5. fremgår at Holland, med en slagtevægt på 87 kg, har den bedste foderudnyttelse. Som nævnt tidligere er effektiviteten præget af ophørsordninger, hvor de mest ineffektive svineproduktioner er stoppet.

UK og Irland har endvidere et lavt foderforbrug. Dette hænger sammen med en lav slagtevægt.

Danmark har en relativ god foderudnyttelse, men der er behov for forbedring for at nå op i den bedste af landene.

Canada og Tyskland skiller sig ud fra de andre lande ved en markant dårligere fodereffektivitet. Selvom foderet er relativt billigt i Canada, har fodereffektiviteten stor betydning for omkostningerne.

Fra USA har det ikke været muligt, at fremskaffe pålidelige tal vedr. effektiviteten af foderudnyttelse. Foderudnyttelsen forventes dog her at ligge på samme niveau, eller at være dårligere end i Canada.

Foderpriser

De seneste år har der været en tendens til, at foderpriserne i Tyskland ikke er steget så meget som i de omkringliggende lande, fx Danmark. Dette har betydet en mindre stigning i de tyske svineproduktioners omkostninger sammenlignet med andre lande.

Af figur 6. fremgår at prisniveauet på slagtesvinefoder er betydeligt højere i Irland og UK. Ifølge irske³ og britiske landbrugsøkonomer⁴ er dette et udslag af, at så godt som alt foder skal importeres. En rapport om irsk færdigfoderindustri, produceret af organisationen Teagasc, peger på flere forhold, der belaster prisen på foder.[1] Omladningsomkostningerne i irske havne er højere end i mange andre europæiske havne. Desuden påpeges det, at den irske færdigfoderindustri har placeret fremstillingen inde midt i landet. Dette har resulteret i, at råvarerne skal transporteres over store afstande, før de når foderfabrikken. Det er i modsætning til den strategi, som de hollandske og danske foderstoffirmaer har. Her har man primært placeret fremstillingen tæt på havnene. Samtidigt med at man transporterer råvarerne flere kilometer i Irland, påpeger rapporten, at transportomkostningen pr. tons er det dobbelte i Irland sammenlignet med Holland. Fremstillingsomkostningerne er ifølge rapporten på samme niveau pr. tons for samme foderfabriks størrelse. Men rapportens sammenligning af fabriksenhedernes størrelse viste, at de irske og de engelske foderfabrikker var væsentligt mindre end de hollandske. Dermed endte også fremstillingsomkostningerne på et betydeligt højere niveau. Konklusionen på rapporten er, at høje omkostninger i foderindustrien betyder højere foderpriser. Priser på slagtesvinefoder i udvalgte lande er vist i figur 6.

Frankrig og Tyskland har de laveste priser på slagtesvinefoder blandt de europæiske lande der er nævnt i rapporten. For USA og Canada har det ikke været muligt at skaffe en sammenlignelig slagtesvinefoderpris.

Slagtevægt

Den gennemsnitlige slagtevægt varierer betydeligt mellem landene, som det fremgår af figur 7.

Figur 7. viser bl.a., at Tyskland har den højeste slagtevægt, UK og Irland den laveste.

Danmark ligger mellem UK, Irland og de øvrige lande med en lav til middel slagtevægt. Slagtevægten i Danmark er blandt andet betinget af den store produktion af bacon til det engelske marked.

En lav slagtevægt er med til at begrænse udnyttelsen af grisen, og dermed produktionsøkonomien. En højere slagtevægt sænker omkostningerne pr. kg slagtekrop. Dette sker fordi der er faste omkostninger forbundet med at producere "livet" (smågrisen).

Omkostningerne til arbejdskraft er også en vigtig omkostningskategori og udgør typisk ca. 15 pct. af den totale udgift til at producere 1 kg svinekød. Det er en af de omkostninger, der kan optimeres meget på, og dermed være med til at holde omkostningsniveauet nede (figur 8. og 9.).

De forhold der påvirker omkostningerne til arbejdskraft er tidsforbrug og lønomkostninger.

Omkostningerne til arbejdskraft er et område, hvor de amerikanske, irske og canadiske svineproducenter har en stor fordel. Lønniveauet er i alle landene lavt. Arbejdskraften er ofte velkvalificeret i Irland i modsætning til USA og Canada, hvor arbejdsstyrken ofte er dårligt uddannet.

UK, Holland og Tyskland ligger på samme middelhøje niveau, men baggrunden for dette er forskellig. Holland har høje omkostninger til timeløn, mens det er tidsforbruget, der er stort i Tyskland og UK.

UK har et stort tidsforbrug, hvilket af MLC (Meat and Livestock Commission) begrundes med den ringe standard i produktionsapparatet. Der har i mange år ikke været penge til vedligeholdelse og nye investeringer.

Danmark og Sverige har de højeste omkostninger til arbejdskraft, der normalt er veluddannet. I disse lande er der desuden stor konkurrence om arbejdskraften, som kan være svær at skaffe. Herved presses prisen på arbejdskraft op.

Sverige har de højeste omkostninger til arbejdskraft blandt de undersøgte lande. Sammenlignet med de danske omkostninger er det primært tidsforbruget der er forskelligt. Tages slagtevægten i betragtning er tidsforbruget i Sverige på det samme niveau som i Danmark fra fravænning til slagtning. Der bruges således væsentligt mere tid i perioden før fravænning. En mulig forklaring kunne være løsgående søer i hele produktionsforløbet.

I svensk svineproduktion bruges væsentligt mere halm end i Danmark, hvilket medfører en del manuelt arbejde og større arbejdsforbrug end i de lande, der sammenlignes med.

Lønomkostninger

Som det ses i figur 9. har UK, USA og Canada lave lønomkostninger til arbejdskraft. I den modsatte ende er Sverige og Danmark med meget høje lønomkostninger til arbejdskraft.

Omkostningen til en arbejdstime i fransk svineproduktion ligger betydeligt under det danske niveau hvilket, sammenlignet med Danmark, nok er deres største omkostningsmæssige fordel.

Renter og afskrivninger

Renter og afskrivninger er en vigtig omkostningskategori, da det er den største af de faste omkostninger. Renter og afskrivninger lægger de ydre rammer for svineproduktionen mange år frem i tiden. Er omkostningerne til finansiering af produktionsapparatet høje, vil det stække udviklingsmulighederne for svineproduktionen (figur 10).

De forhold der påvirker renter og afskrivninger er: prisen på staldbyggeri, renteniveau, antal grise produceret i systemet, herunder daglig tilvækst og slagtevægten.

Irland ligger på et lavt niveau for renter og afskrivninger. Dette skyldes liberal national lovgivning og billigt byggeri, kombineret med en stor effektivitet. Den mest gennemgående forklaring udenlandske og irske eksperter giver med hensyn til det billige byggeri er, at standarden i byggeriet ikke er høj.

De canadiske byggeomkostninger er markant lavere end i fx Danmark. Lånerenten er også et niveau lavere.

De amerikanske og franske omkostninger til renter og afskrivninger pr. kg slagtekrop er ligeledes lave. Omkostningerne til staldbyggeri er højere i Frankrig, mens en lav effektivitet i USA medvirker til en dårligere udnyttelse af produktionssystemet.

Danmark ligger på niveau med Tyskland, Holland og UK. Holland har, på trods af de øgede lovgivningsmæssige stramninger, et flot niveau for omkostningerne pr. kg slagtekrop. Deres omkostninger holdes nede af en høj effektivitet.

Staldbyggeriet i Holland er reguleret gennem regler om ammoniakudslip. Regler der påbyder svineproducenten at bygge miljørigtige "grønne" stalde. Disse "grønne" staldbyggerier er naturligvis noget mere omkostningskrævende end tilsvarende ikke-"grønne" stalde, hvorfor høje byggeomkostninger anses for at være én af Hollands svagheder i svineproduktionen.

De svenske renter og afskrivninger pr. kg slagtekrop ligger på et niveau helt for sig selv, hvilket primært skyldes lovgivning, der påbyder større arealer til slagtesvin og løsgående søer.

De forhold, vedrørende produktionseffektiviteten, der påvirker renter og afskrivninger vil nu blive behandlet.

Levendefødte grise

Et af de mest betydningsfulde tal for effektiviteten, er levendefødte grise pr. kuld. Det er svineproducentens udgangspunkt i den samlede produktion. Samtidig fortæller det noget om udnyttelsen af investeringen. Mange levendefødte grise betyder, at de faste omkostninger, der er forbundet med opstaldning af søerne, kan fordeles på mange producerede grise. Det betyder således færre faste omkostninger pr. gris. Figur 11. viser antal levendefødte pattegrise.

Figur 11. viser, at Danmark er i toppen hvad angår antal levendefødte grise. Holland og Sverige ligger tæt efter. USA og Canada skiller sig ud fra de øvrige lande ved at ligge på et lavt niveau.

Antallet af levendefødte grise i Frankrig, Tyskland og i Irland, ligger på et mellemniveau og antallet af levendefødte grise er næsten en gris lavere pr. kuld end i Danmark.

De amerikanske svineproducenters største effektivitetsmæssige svaghed er antal levendefødte grise, om end niveauet er kraftigt forbedret oven på store problemer med PRRS.

Producerede slagtesvin pr. årsso

Det er nødvendigt at holde liv i smågrisene for at få den fulde fortjeneste af en god reproduktionseffektivitet (figur 12).

Danmark, Irland og Holland adskiller sig fra mængden ved at ligge på et højere niveau. Frankrig ligger på et lavt niveau, primært på grund af en stor dødelighed, specielt i slagtesvineholdet. USA og Canada ligger på det laveste niveau, hvilket hænger sammen med få levendefødte grise, jf. figur 12.

Daglig tilvækst i slagtesvineperioden

Tilvæksten i slagtesvineperioden er ligeledes et udtryk for udnyttelsen af investeringen og dermed produktionsøkonomien (figur 13).

Tages slagtevægten i betragtning må det danske niveau betragtes som meget tilfredsstillende. UK og Irland har den laveste slagtevægt og ligger derfor naturligt helt i bunden.

I Sverige er både tilvækst og slagtevægt høj. Det er årsag til at landet ligger i top hvad denne parameter angår.

Styrker og svagheder for omkostninger og effektivitet

En samlet oversigt over styrker og svagheder i de forskellige lande er vist i tabel 2.

Der er tendens til, at Canada og USA har lave omkostninger på de delelementer der indgår i svineproduktionen, fx foder, staldbyggeri eller arbejdskraft. De har også en klart lavere effektivitet end de resterende lande.

De irske svineproducenter har en god effektivitet og generelt lave omkostninger, dog med undtagelse af foderomkostningerne, der er særdeles høje.

Landene på et mellemniveau for produktionsomkostninger har typisk en meget god effektivitet, men høje omkostninger til fx foder, staldbyggeri eller arbejdskraft.

Landene med de højeste produktionsomkostninger syntes at have en eller to omkostningskategorier, der er meget højere end gennemsnittet for de undersøgte lande. Desuden har de ikke det samme niveau for effektivitet som "mellemomkostningslandene".

For at vise styrkeforholdet mellem landene, er afregningen af svinekød ligeledes et område, der bør behandles. Det er dog sådan, at det langt fra er alle lande, der har et lige så gennemskueligt et prissætningssystem som i Danmark. I flere lande handles mange svin på langsigtede ikke-sammenlignelige kontrakter, samt på andre ikke-sammenlignelige vilkår.

Afregningen er korrigeret med hensyn til tillæg, fradrag, rabatter og transport fra producenten til slagteriet, der hvor dette ikke er inkluderet i afregningen. Canadiske og amerikanske priser er ikke korrigeret på samme måde som de øvrige lande, på grund af manglende information.

Figur 14. viser den gennemsnitlige afregning i de enkelte lande pr. kg slagtekrop i år 2000, grupperet efter omkostningsniveau.

Det ses af figur 14., at der i år 2000 har været en tendens til en højere afregning for grise produceret i lande med høje omkostninger. Det er de europæiske lande (Tyskland, Sverige og UK) der, med undtagelse af Danmark, har haft den højeste afregning. Disse lande har alle adgang til et stort hjemmemarked.

For at se den rette sammenhæng mellem produktionsomkostninger og afregningsprisen er nettoresultatet vist i figur 15. (produktionsomkostningerne minus afregningsprisen).

Figur 15 viser, at Canada og USA har det højeste nettoresultat. Canada har det højeste nettoresultat i 2000, hvilket understreger den kraftige udvikling, der er sket i canadisk svineproduktion over de seneste 6-8 år. USA og Canada har en meget effektiv primærproduktion, set ud fra en produktionsøkonomisk vinkel, hvilket opvejer den lavere afregning. Disse lande har derfor én særdeles konkurrencedygtig sektor.

Det mest interessante land i denne sammenhæng er Danmark, som har et højt nettoresultat sammenlignet med lande på samme omkostningsniveau (Holland og Frankrig). Dansk primærproduktion har et middelhøjt omkostningsniveau, og slagterileddet realiserer en afregningspris på niveau med de lande, der har højere omkostninger, med undtagelse af UK. Det betyder, at Danmark har både en effektiv svinesektor og, målt på afregningsprisen, en konkurrencedygtig slagterisektor. Som det eneste land i undersøgelsen har Danmark to konkurrencedygtige sektorer. Det betyder, at dansk svineproduktion rykker fra et middelniveau og ind i toppen af de mest konkurrencedygtige lande i verdenen.

Landene med et nettoresultat der ligger lige omkring nul er Frankrig, Irland, Tyskland og til dels UK. Disse lande er fra alle omkostningsniveauer, hvilket er ensbetydende med, at det ikke kun har betydning med en effektiv primærproduktion. Det er også vigtigt at have en slagterisektor, der kan realisere en god afregningspris. De lande der ligger lige omkring et nulresultat har kun én rimelig konkurrencedygtig sektor.

Lande med det laveste nettoresultat er Holland og Sverige. Hollandsk svineproduktion har et lavt nettoresultat på grund af en meget lav afregning, samt et stigende omkostningsniveau i primærproduktionen. Sverige har meget høje omkostninger i primærproduktionen samtidigt med, at slagterisektoren realisere en afregningspris på niveau med den danske.

Set over tid, er udviklingen i svineproduktionen et udslag af den samlede nationale konkurrenceevne. Den samlede konkurrenceevne omfatter flere forhold end omkostningsstrukturen og den direkte afregning, som er blevet behandlet her. Figur 16. viser landenes forholdsmæssige udvikling, det vil sige den faktiske udvikling uafhængig af produktionens størrelse.

Figur 16. viser, at der er en tendens til, at lande med et højt nettoresultat øger produktionen, samtidigt med at produktionen falder i lande, der har et lavt nettoresultat.

Dansk svineproduktion er på mange måder anderledes i forhold til de andre lande, der er nævnt i denne rapport. De danske svineproducenter har ikke lave omkostninger. Til trods for dette har de en vækst i produktionen, set over en periode på 20 år, der er mere markant end væksten i lande med lave produktionsomkostninger.

Over en årrække kan afregningsprisen svinge mere end produktionsomkostningerne. Afregningsprisen for år 2000 kan fx vise sig ikke at være repræsentativ for konkurrenceevnen.

Figur 17. viser den forholdsmæssige produktionsudvikling. Landene er grupperet efter omkostningsniveau.

I figur 17. ses at lande med høje omkostninger har tendens til faldende produktion. Der ses også en tendens til at lande med lave produktionsomkostninger har en stigning i produktionen.

Der er tydeligvis en sammenhæng mellem produktionsudviklingen over til produktionsomkostninger og afregningen af svinekødet. Lande, hvor nettoresultatet er højt, har således tendens til stigende produktion, og lande med lave nettoresultater har tendens til faldende produktion.

Denne udvikling er i overensstemmelse med den forventning, der er til yderligere specialisering af landbrugets driftsgrene gennem øget frihandel. Netop WTO (World Trade Organisation) vil i de kommende år specielt fokusere på handel med fødevarer, og man kan derfor på den baggrund forvente, at udviklingen, der går i retning af specialisering, vil fortsætte. Dermed vil lande som bl.a. Canada producere flere grise og lande som UK færre.

For de danske svineproducenter kan det konkluderes, at høj effektivitet i produktionen, samt en høj afregning af svinekød, er de absolutte styrker, og dermed afgørende parametre for dansk svineproduktion.

* * * * *

Valutakursen der er brugt i forbindelse med omkostningsberegningerne er vist i tabel 1. Endvidere er vist kursen på den første handelsdag i 2002.

Figur 1. viser tydeligt, at Holland har en markant lavere dødelighed end Danmark. At den danske dødelighed i smågriseperioden er så høj, kan blandt andet forklares med ophøret af antibiotiske vækstfremmere i foderet. Dette er vurderet til at have en betydning på 0,7 pct. En anden forklaring der gives på det høje antal døde i smågriseperioden er, at de danske søer får væsentligt flere levendefødte pattegrise end søerne i andre lande.

Som det kan ses i figur 2. ligger også Danmark på et højt niveau for dødelighed i slagtesvineperioden, kun Sverige skiller sig markant ud med en lav dødelighed.

Dødeligheden i smågrise- (3 pct.) og slagtesvineproduktionen (5,4 pct.) er et område, hvor franske svineproducenter har problemer. En af de forklaringer der gives af danske dyrlæger, der har besøgt Bretagne, er store problemer med sygdommen PMWS. Dette betyder at mange svage grise må aflives sent i produktionsforløbet.