De lave etableringsomkostninger ved udendørs sohold har medført stigende interesse for dette produktionssystem. Systemet har fået en del udbredelse i Frankrig og England, hvor henholdsvis 10 og 25 procent af smågriseproduktionen foregår i udendørs sohold.

I slutningen af 1980'erne begyndte de første danske svineproducenter at have søer på friland i sommerperioden. De første erfaringer viste, at dødeligheden blandt pattegrisene var stor ved udendørs smågriseproduktion. Økonomisk var udendørssystemet imidlertid stadig interessant, og ved brug af erfaringer fra udlandet, især fra England, om drift og indretning af systemerne, blev disse videreudviklet. Den stigende interesse for udendørs sohold medførte, at der blev etableret så mange frilandsbesætninger, at en udvidet undersøgelse af produktionsformen kunne iværksættes i begyndelsen af 1992.

Formålet med undersøgelsen var, at:

• Indsamle erfaringer omkring etablering og opbygning af udendørs produktionssystemer, herunder foldsystemer, fodrings- og vandingssystemer, avlsdyr, fravænningssystemer, samt drift af systemerne
• Undersøge produktivitetsniveauet samt forhold, der påvirker produktiviteten.

Der blev i perioden juni 1991 til juni 1992 udvalgt 14 besætninger med udendørs sohold. Det var et krav, at søerne farede i hytter udendørs. De drægtige søer kunne opstaldes indendørs. Løbning kunne ligeledes foregå indendørs, og der kunne anvendes både naturlig bedækning og KS. Der blev ikke stillet krav til opstaldningsforholdene for de fravænnede grise.

Registreringer:

• Produktionskontrol i sohold
• Racer
• Årsager til sygdomme og dødsfald blandt søer og pattegrise
• Halmforbrug
• Jordtype
• Foldopbygning
• Styring, håndtering og pasning.

Undersøgelser i samarbejde med andre institutioner

Arbejdsforbruget blev målt og beskrevet i samarbejde med Forskningscenter Bygholm.

Sundheden hos søer og pattegrise blev undersøgt i samarbejde med Statens Veterinære Serumlaboratorium.

Analyse af data

Produktionsresultaterne kan ikke sammenlignes på tværs af besætningerne. Resultaterne er alene et udtryk for, hvilket niveau besætninger med udendørs søer kan forventes at ligge på.

Beskrivelse af besætningerne

Af de 14 udvalgte besætninger havde én besætning haft udendørs produktion i flere år. De 13 øvrige besætninger var nystartede. Under projektforløbet stoppede to af besætningerne med udeproduktion af økonomiske årsager og én besætning af andre årsager.

Én besætning har, på dispensation, haft foldene permanent på samme område i hele perioden. I de øvrige besætninger blev foldene flyttet mellem to eller flere arealer, som indgik i sædskiftet.

Valg af teknisk udstyr, hegnstyper, foldopdeling, foder, avlsdyr og hytter var forskellig fra besætning til besætning. Alle besætninger anvendte isolerede hytter til faring. Fravænningsalderen var omkring fire uger i alle besætninger.

Besætningerne ændrede løbende på deres produktionssystem og tekniske hjælpemidler for at rationalisere arbejdsgange og for at opnå bedre resultater. I Appendix 1. ses produktionsforholdene for de 11 besætninger, der gennemførte hele forsøgsperioden.

Foldsystemer   

De diegivende søer gik altid i udendørs folde. Besætningernes valg af produktionssystem afhang af besætningsstørrelse samt transport-, terræn- og afstandsforhold. Principperne for opbygning af produktionssystemerne er vist i figur 1-3.

Som farefolde blev anvendt enten enkeltfolde eller fællesfolde med op til 12 søer pr. fold. Indretningsprincipperne er vist i figur 4 og 5. Til fravænnede og drægtige søer blev der altid brugt fællesfolde.

Fravænningssystemer

Fravænningsstaldene var indrettet med storstier. Nogle af staldene havde dybstrøelse og flere klimazoner i form af overdækkede områder og i nogle tilfælde udeareal. Indretningen af fravænningssystemet var oftest afhængig af rammerne i eksisterende bygninger. Var bygningerne utilstrækkelige, blev der enten etableret stier i uisolerede lader eller bigballehjelme og kenneler direkte på marken. Kennelerne kunne dog kun anvendes til grise op til ca. 20 kg og måtte derfor kombineres med andre faciliteter. Hovedprincipperne for opbygning af fravænningsfaciliteterne er vist i figur 6-9.

Produktionsresultater

Af tabel 1 fremgår de gennemsnitlige produktionsresultater for hele afprøvningsperioden. Da det hovedsagligt var nystartede besætninger, er resultaterne også opgjort for perioden efter det første år, der betragtes som indkøringsperiode. Produktionsresultaterne fra de enkelte besætninger fremgår af Appendix 2.

De gennemsnitlige produktionsresultater var kun lidt dårligere end landsgennemsnittet for den tilsvarende periode for alle besætninger, der fører effektivitetskontrol. Det giver imidlertid et bedre grundlag for at sammenligne resultaterne fra perioden efter indkøring med landsgennemsnittet. Ved udendørs sohold var producerede grise pr. årsso 1,0 gris lavere, levendefødte grise pr. kuld var ens, kuld pr. årsso 0,03 højere, døde i dieperioden 5 procentpoint højere, og døde efter fravænning 0,6 procentpoint højere end resultaterne på landsplan.

Årstidsvariation

I tabel 2 ses årstidens indflydelse på antal levendefødte grise og dødeligheden blandt pattegrisene. Sommer- og vinterperioderne omfatter hver fire måneder og forår/efterår hver to måneder.

Antal levendefødte grise varierede over året på samme måde som for søer, der opstaldes indendørs. Pattegrisedødeligheden var lavest om sommeren og højest om vinteren. Den højere dødelighed om vinteren skyldtes hovedsageligt fugt og kulde. Især fugt i farehytterne, omkring faringstidspunktet, medførte øget dødelighed. Selv ved anvendelse af store mængder halm var det i nogle tilfælde ikke nok til at undgå, at nogle af farehytterne blev fugtige.

Klimaforhold

Vejrskift mellem varme, kulde og blæst om sommeren og snevejr, frost, tøvejr og blæst om vinteren vanskeliggjorde i perioder arbejdet ved udendørs sohold. Lange perioder med store nedbørsmængder og skift mellem frost og tø gav de største problemer med at holde hytterne tørre.

Det lykkedes dog for de fleste producenter at minimere smågrisedødeligheden til et acceptabelt niveau, selv i perioder, hvor det var meget vanskeligt og arbejdskrævende at holde hytterne tørre.

Somrene 1993 og 1994 var varme og tørre, hvilket medførte problemer i nogle af besætningerne med nedsat mælkeydelse og faldende fravænningsvægt. Adgang til sølehuller og skygge var vigtigt om sommeren for at opretholde søernes appetit og for at undgå solskoldning.

Den mest fremherskende vindretning var fra vest og den mindst fremherskende vind kom fra nord. I besætninger, hvor markerne var udsat for blæst, blev hytterne vendt med hytteåbningen mod nord hele året, for at minimere blæst og slagregn direkte ind i hytterne. De få dage, hvor vinden kom fra nord, anvendtes dørforhæng eller fast dør for hytteåbningen om natten.

Betydning af jordtype

Jordtypen havde stor indflydelse på driftsforholdene ved udendørs sohold. Erfaringerne viste, at der skal tages hensyn til følgende forhold:

• Sandjorde var velegnede til udendørs søer
• Leret jord var fugtig i regnvejr og tøvejr, og det var i perioder nødvendigt at lægge en bund af vandfast krydsfiner (Douglasplade) i hytterne
• Lavtliggende arealer gav generelt fugtproblemer, og anvendelse af plader under hytterne var nødvendig en større del af året; desuden var færdsel, specielt med maskiner, vanskelig på jord, hvor vandet ikke kunne afledes hurtigt
• Et godt græsdække var med til at dræne jordoverfladen og dermed holde hytterne tørre. Græsdækket blev bedst bevaret på muldet sandjord.

Foldsystemer til diegivende søer

De fleste besætninger benyttede fællesfolde med 6-8 søer pr. fold. Mod afprøvningens slutning var der én af besætningerne, der ændrede fællesfoldene til enkeltfolde i forventning om at opnå bedre resultater.

Jo færre søer, der var pr. fold, desto bedre var overblikket og mulighederne for pasning af den enkelte so. Samtidig forhindres flere søer i at benytte samme hytte. Dette problem blev næsten kun set hos 1. lægssøer og specielt, hvis de gik sammen i længere tid. Men det er dyrere at etablere små folde og mere tidskrævende i forbindelse med fx fodring og vanding.

Foldsystemer til drægtige søer

I drægtighedsfolde var der ikke problemer med at styre holdstørrelser på 25-30 søer. Når der anvendtes hytter, viste erfaringerne, at kampe mellem søerne kunne mindskes, når de havde mulighed for at vælge mellem to hytter. Hvis der anvendtes bigballehjelme med plads til 30-50 søer pr. telt, var det ikke nødvendigt med to telte pr. fold. Søerne skulle, i såvel telte som hytter, have et lejeareal på 1,2-1,5 m² pr. so.

Racer

Der blev hovedsagligt anvendt krydsningssøer, hvori der indgik farvede racer, fx DLY, HDLY eller LD. Det var i afprøvningsperioden vanskeligt at skaffe LD-polte fra opformeringsbesætninger. Mange anvendte derfor D-LY slagtesvin fra SPF-/MS-produktionsbesætninger. Det krævede imidlertid et godt kendskab til udvælgelse af avlsdyr at finde polte med gode produktionsegenskaber. Nogle producenter valgte LY-sopolte fra opformeringsbesætninger for at få avlsdyr med kendte avlsegenskaber. Andre valgte at indkøbe sopolte fra PIC (Pig Improvement Company), hvor der indgik farvede racer.

Krydsningskombinationer med farvede racer blev mindre solskoldede end hvide racer.

Ofte blev poltene først løbet i 8-9 måneders alderen ved 120-140 kg. Gyltene var store og havde en god konstitution ved faring. Erfaringer viste, at store 1.lægssøer havde nemmere ved at klare sig, når de blev lukket sammen med ældre søer i farefoldene.

Der blev typisk anvendt Y-orner og orner fra PIC. Nogle anvendte også D-orner til YL-søer. I besætninger der anvendte KS, var det ofte sæd fra Y- og DY-orner, der blev anvendt.

De mest anvendte stiindretninger kan deles i tre hovedgrupper:

1. Storstier med dybstrøelse og overdækket lejeareal i bygning
2. Storstier med strøelse og overdækket lejeareal i bygning samt udeareal med dybstrøelse
3. Storstier med dybstrøelse og overdækket lejeareal i bigballehjelm samt udeareal med dybstrøelse.

Kenneler i marken blev brugt i to besætninger, hvoraf den ene besætning undervejs skiftede til et af de andre systemer. På grund af pladsforhold og miljøbelastning blev kennelerne kun brugt kort tid efter fravænning. Efter ca. 14 dage i kennelen blev grisene overført til anden stald. Resultaterne var få og varierende. Der kunne derfor ikke dannes et repræsentativt billede af disse systemers funktion.

Erfaringer fra England har vist gode resultater i kenneler, hvor disse blev anvendt fra fravænning ved ca. 7 kg's vægt, til smågrisene vejede 25-30 kg. Anvendelse af kenneler op til 30 kg ville i Danmark kræve, at de flyttes ofte eller etableres med en godkendt vandtæt bund under hytte og udeareal.

I tabel 3 ses produktionsresultaterne for besætninger med forskellige former for fravænningsfaciliteter. I dybstrøelsesstaldene var der problemer med tilstrækkelig ventilation samt adgang til vand og foder.

I bigballehjelmene var der problemer med et højt halmforbrug samt hjelmenes forholdsvise hurtige forfald. En af besætningerne afviklede bigballehjelmene af arbejdsmæssige årsager og indrettede stier i en bygning med udeareal.

Teknisk udstyr

De fleste producenter startede med et minimum af investeringer, men anskaffede senere mere driftssikkert og arbejdsbesparende udstyr.

Ved etablering af udendørs produktionssystemer blev der anskaffet følgende:

• En driftsikker traktor, som udelukkende eller primært blev anvendt i svineproduktionen. Traktoren blev ofte udstyret med en avanceret frontlæsser
• En vandvogn som var nem at trække under vanskelige forhold
• En fodervogn eller foderkasse til lift eller frontlæsser
• En vogn eller liftophængt kasse til flytning af pattegrise og søer, der skulle behandles eller ikke ville gå selv. Vognens bund kunne sænkes, så vognbunden var i niveau med marken. Hvis der blev flyttet søer og pattegrise samtidigt, var vognen indrettet med flere rum
• Et stærkt to-trådet hegn, hvor strømføringen er stabil under alle forhold
• Træningsfolde med ekstra hegn, hvor sopoltene kommer fra et indendørs system
• Et 7-trådet hegn omkring farefoldene, hvor rævene tog for mange pattegrise
• Et 5-trådet omfangshegn i 130-150 cm's højde for at holde uvedkommende ude, hvor foldene ligger op til offentlig vej
• Tænger og fikseringsudstyr til ringning af dyrene
• Drikkekar og udstyr til foder- og halmopbevaring
• Siloer, lader og redskaber mv. til opbevaring og håndtering af halm, gødning og foder.

Yderligere arbejdslettelser blev opnået ved anvendelse af:

• En automatiseret fodervogn med doseringsudstyr
• En mini-, sving- eller teleskoplæsser, afhængig af adgangsforholdene, til håndtering af gødning, halm og hytter
• Terrængående motorcykler i forbindelse med tilsyn og mindre transportopgaver
• Hytter med let adgang for tildeling af strøelse samt behandling og tilsyn med pattegrise; automatik til udluftning af hytter
• Niveauregulering af vandstanden i drikkekar og sprinklere til sølebade
• Fodringsanlæg, spaltegulve og gylle-/skraberanlæg samt automatik til regulering af klimaet i to-klimasystemer
• Faciliteter til dosering af snittet halm i hytterne.

Hegn

Det var sjældent, at søer brød ud af foldene, men orner kunne bryde igennem selv kraftige hegn for at slås eller komme ind til brunstige søer. Pattegrise havde mindst respekt for hegn og forlod foldene, hvis den nederste tråd var svagt strømførende. De vendte dog tilbage til folden igen.

Næseringe

Anvendelse af næseringe var nødvendigt for at undgå, at søer rodede jorden op og ødelagde græsdækket. Det krævede stor omhyggelighed at placere ringen korrekt i den blødeste del af næseadskillelsen.

Foderet blev tildelt i form af cobs eller pelleteret foder. Cobs kunne tildeles direkte på tør jord, uden at der tilsyneladende var et væsentligt foderspild. Tildeling af  pelleteret foder direkte på jorden medførte et stort spild. Spildet blev reduceret ved at tildele pelleteret foder i en krybbe eller automat, som var udformet og placeret på en måde, så den var nem at rense for vand og sten mv.

Foderforbrug

I tabel 4 ses foderforbruget i seks besætninger med normal sammensætning af søer og gylte.Det gennemsnitlige foderforbrug var ca. 1.460 FEs pr. årsso. Søerne var udendørs i alle besætninger, med undtagelse af én besætning, hvor de drægtige søer var opstaldet indendørs på dybstrøelse. Foderforbruget i denne besætning var på ca. 1.380 FEs pr. årsso.

Foderforbruget var ca. 10 procent højere pr. årsso i et udendørs sohold end i et tilsvarende indendørs. Til gengæld vejede de fravænnede grise ca. 20 kg mere pr. årsso. Det blev ikke registreret, hvor store mængder græs søerne åd eller foderværdien af dette.

Variationen i foderforbruget mellem besætningerne skyldtes hovedsageligt forskel i foderspild. I en besætning var foderforbruget ekstremt højt, hvilket skyldtes en fejl ved doseringen på fodervognen. Foderspild var svært at konstatere ved anvendelse af piller eller melfoder. Cobs gav tilsyneladende mindst foderspild.

En væsentlig årsag til foderspild var store flokke af fugle, især måger, krager og råger. Det var meget vanskeligt at gøre noget effektivt mod fuglene. Foderautomater til de diegivende søer vil formentlig kunne reducere foderspildet. Umiddelbart er der ingen brugbare løsninger til de drægtige søer, men det må forventes, at problemet er mindre, fordi den daglige fodertildeling pr. so er væsentlig mindre end til de diegivende søer.

Foderstrategier

Søerne blev fodret efter huld i drægtighedsperioden og stort set efter ædeløst i dieperioden. Det var vigtigt, at søerne var i godt huld før vinterperioden. Fodertildelingen blev derfor øget i løbet af efteråret. Opdeling af de drægtige søer og gylte efter huld eller størrelse i 2-3 grupper gjorde det nemmere at tilpasse fodertildelingen efter behov til den enkelte so. De diegivende søer havde en relativ stor daglig foderoptagelse, der ofte nåede 10 FEs sidst i diegivningsperioden.

Foderblandinger

Søerne fik traditionelt sammensatte blandinger med 100-110 FEs pr. 100 kg.

Smågrise fik tildelt smågriseblandinger både som tørfoder og våd-/støbfoder. Det var kun i få tilfælde, der blev anvendt dyre startblandinger.

Vanding af dyrene samt vedligeholdelse af sølehuller en del af året var en tidskrævende arbejdsopgave, som udover vandtildeling bestod i rensning og tømning af krybber eller flytning samt vedligeholdelse af udlagte vandslanger.

Vandforbrug

Vandforbruget var størst om sommeren, idet dyrene drak meget og sølehuller skulle etableres og vedligeholdes. Det præcise forbrug blev ikke registreret, men det skønnes, at forbruget var 30-50 procent større om sommeren end om vinteren. Dyrene begynder at søle sig allerede ved en dagtemperatur på ca. 15°C.

På sandjorde var det vanskeligt at vedligeholde sølehuller på grund af hurtig nedsivning. I stedet anvendtes ofte overbrusning.

Vandingsteknik

Vandingen foregik lettest, når vandvognen var konstrueret, så vandet kunne tildeles med så få nedstigninger fra traktoren som muligt. Det var desuden vigtigt, at dækmontering og vægten blev tilpasset kørselsforholdene i det pågældende terræn og til skiftende vejrforhold.

Udlagte vandslanger (3/4" sorte PEL rør) kunne tåle såvel klimatiske påvirkninger som belastninger fra dyrene. Samlingerne var udført, så de kunne holde til trykstigning og materialeudvidelse i forbindelse med temperaturudsving.

Vandslanger nedgravet i ca. 30 cm's dybde kunne holdes frostfrie det meste af vinteren. Frøs slangerne alligevel til, var de meget længe om at tø op. Desuden var der altid problemer med at holde ventiler og haner over jorden frostfrie.

De besætninger, der anvendte slanger, placerede efterhånden slangerne oven på jorden, både på grund af isdannelse i slangerne ved hård frost, og fordi nedgravede slanger var meget vanskelige at flytte. Det var nødvendigt at tildele vand med vandvogn, når slangerne ikke tøede op i løbet af dagen.

Strøelse

I tabel 5 er halmforbruget vist for de forskellige staldafdelinger samt i relation til opstaldningsfor­men. Det totale halmforbrug pr. årsso i hytterne var ca. kg indtil fravænning. Forbruget af halm om vinteren var ofte tre - fire gange så stort som om sommeren. I disse perioder havde halmen stor betydning for nærmiljøet og dermed pattegrisenes trivsel og overlevelse.

Hvis de fravænnede grise gik i dybstrøelsesstier, var det totale halmforbrug ca. 400 kg pr. årsso. Opstaldning af de drægtige søer indendørs på dybstrøelse forøgede det årlige halmforbrug med 600 kg pr. årsso til i alt 1.000 kg.

Det var vigtigt at strø meget i farehytter i god tid før faring, men ikke mere end soen kunne træde halmen sammen. Der skulle strøs dagligt den første uge efter faring.

I stier med dybstrøelse, både til søer og smågrise, skulle hovedparten af det øverste lag halm i stien være tørt. Blev halmen for våd, krævede det mere halm at genetablere en tilfredsstillende dybstrøelsesmåtte, end når der med jævne mellemrum tildeles tilstrækkeligt strøelse.

Strøelsesart

Der blev oftest anvendt byghalm, men der blev også anvendt hvede- og rughalm. Nogle besætninger brugte rughalm som grundstrøelse i farehytter med byg- eller hvedehalm ovenpå. Snittet halm var mindre anvendt, da denne strøelsestype var svær at håndtere uden den nødvendige teknik.

Reproduktion

Der blev anvendt såvel KS som orner, når løbning foregik i stalde, men hovedsageligt orner, når løbning foregik udendørs.

Afhængig af den enkelte besætnings størrelse var der ca. 15-20 søer pr. orne ved løbning med ornehold udendørs. Orneholdene bestod normalt af 2-5 orner. Ved etablering af nye hold blev ornerne sat sammen ved indkøb, for senere at undgå aggressivitet mellem ornerne.

Løbning udendørs foregik ofte ved at fravænne søerne i løbefolde med orner i hold af 2-5. I hver løbefold blev indsat en so pr. orne hver uge. Fire uger efter løbning blev søerne flyttet til drægtighedsfolde med en kontrolorner.

I stedet for løbefolde blev der i nogle besætninger anvendt fravænningsfolde, som søerne blev flyttet til ved fravænning. Søerne gik i folden i fire dage, hvorefter de blev fordelt på et antal løbe-/drægtighedsfolde med ca. 50 søer pr. fold, hvor de opholdt sig indtil 4 uger før faring. I løbe-/drægtighedsfolden var der en orne til hver so, der blev indsat pr. uge.

Det var vanskeligt at kontrollere, om der var ufrugtbare orner og orner med uheldige arvelige egenskaber, når løbning foregik med orner i hold.

En del af besætningerne havde indendørs løbeafdeling. Det havde den fordel, at løbningerne kunne foregå under kontrollerede forhold, og der kunne anvendes KS. Det krævede en større arbejdsindsats, men medførte besparelser på indkøb af orner, foder og hytter.

Sundhedsundersøgelser

I samarbejde med Statens Veterinære Serumlaboratorium (SVS) er der foretaget sundhedsmæssige undersøgelser i en et-årig periode, fra sommeren 1992 til sommeren 1993.

Ved disse undersøgelser blev der foretaget:

• Registrering af symptomer, behandlinger og afgangsårsager hos søer
• Obduktion af selvdøde eller aflivede søer
• Obduktioner af døde og aflivede pattegrise og nyfravænnede grise (fire besætninger)
• Bakteriologisk og parasitologisk undersøgelse af kvartalsvise udtagne gødningsprøver fra forskellige aldersgrupper af dyr
• Halvårlige undersøgelser af blodprøver fra søer for antistoffer mod luftvejssmitstoffer mv.

Nogle få sygdomme krævede ekstra opmærksomhed i forhold til, hvad der er normalt ved indendørs opstaldning. Der skulle vaccineres mod Rødsyge, Tarmbrand, Parvo-virus og i nogle tilfælde Coli-diarré. I seks af besætningerne blev der, på trods af vaccination, påvist rødsygebakterier i forbindelse med akutte dødsfald blandt pattegrise eller ved obduktioner af avlsdyr. I tre besætninger var der tale om udbrud med sygdom/dødsfald blandt søerne tilfølge.

Påvisningen af Tarmbrand og Rødsyge viste, at det var vigtigt at vaccinere regelret. Der blev behandlet mod parasitter efter behov. Behandlingen af grisene var dog vanskelig at foretage idet indfangning af pattegrise og injektion af søerne medførte uro blandt dyrene.

Sundhed hos søer

Ved sammenligning af sundhedsdata hos udendørs søer med data fra indendørs søer fandtes der ingen sikre forskelle mellem udendørs og indendørs søer. Der var dog tendens til færre reproduktionslidelser hos de udendørs søer. De fleste tilfælde af farefeber/akut yverbetændelse forekom i varme perioder. Bevægelsesproblemer var det hyppigst registrerede symptom hos udendørs søer.

De vigtigste obduktionsfund hos 37 obducerede søer var mave-/tarmlidelser (16 procent), kredsløbskollaps/stress (16 procent), urinvejslidelser (14 procent) og benlidelser (11 procent).

Sundhed hos pattegrise

Der blev indsendt 951 pattegrise til obduktion ved Statens Veterinære Serumlaboratorium (SVS). Heraf var 15 procent dødfødte. De hyppigste dødsårsager for de levendefødte grise fremgår af tabel 6. Til sammenligning er vist dødsårsager for 1.201 pattegrise fra 31 indendørs besætninger.

Da dødsårsagerne i den ene udendørs besætning afveg meget fra de øvrige tre besætninger, er denne besætning vist for sig. Tallene afspejler et udbrud af Tarmbrand på grund af manglende vaccination, resulterende i massedødsfald blandt pattegrise. Fordelingen af dødsårsager i de øvrige tre besætninger svarede omtrent til, hvad der var registreret for indendørs besætninger.

Der blev obduceret 33 fravænningsgrise. Fravænningsdiarré var dødsårsag hos 19 af disse grise; i de fleste af dem fandtes  E.coli O149.

Parasitter

Der fandtes i de fleste gødningsprøver kun få parasitter ved de parasitologiske undersøgelser, uanset strategi med hensyn til ormebehandling. Der blev kun påvist parasitter, som også fandtes i indendørs besætninger. De lave tal kan skyldes, at de fleste besætninger var nyetablerede og at avlsdyrene var indkøbt fra indendørs besætninger. Foldskifte medvirkede også til at holde smittetrykket med parasitter lavt.

Andet

Der har i projektperioden ikke været tegn på smitteoverførsel fra den vilde fauna. I materiale fra fire besætninger blev Salmonella Typhimurium påvist i få tilfælde og på et niveau, der svarede til indendørs besætninger.

Dyrlæge- og medicinudgifter

Udgifter til dyrlæge og medicin er beregnet på grundlag af økonomirapporter. Under udgifter til dyrlæge indgik også vitaminer, jern og parasitmidler. Der var stor variation i udgifterne mellem besætningerne, men generelt lå udgiftsniveauet lavt. Udgifterne var stigende efter indkøringsperioden i de fleste besætninger. Udgiften var i gennemsnit ca. 190 kr. pr. årsso i seks besætninger i perioden august 1992 til august 1993. Udgiften varierede fra ca. 100 kr. til ca. 310 kr. pr. årsso.

Erfaringer viste, at det normalt ikke var nødvendigt at give NPK-gødning til den efterfølgende afgrøde på arealer, hvor der havde gået søer. En optimal udnyttelse af den gødning, grisene afsatte, var imidlertid vanskelig og krævede styring af søernes gødeadfærd på arealerne. En sådan styring vil fx kunne gennemføres ved systematisk flytning af hytter og foderområde. Endvidere viser undersøgelserne, at det er vigtigt at tilpasse arealet pr. so, således at det passer til dyrenes gødningsproduktion. En diegivende so skal således have 2-3 gange så stort et areal som en drægtig so. En gennemsnitlig belægning på 15 søer pr. ha må foreløbigt anses for forsvarligt.

Afdeling for Bygningsteknik, Forskningscenter Bygholm, målte tidsforbruget i tre besætninger med udendørs sohold.

Resultaterne af tidsstudierne ses af tabel 7. Der blev anvendt ca. 2,7 timer mere pr. årsso i udendørs besætninger end i indendørs besætninger, eksklusiv pasning af smågrise. I vintermånederne var arbejdsbelastningen ca. 50 procent større end i sommermånederne. Det skyldtes et væsentligt øget halmforbrug, og at det var mere besværligt at fodre og vande søerne. Om vinteren, med korte og mørke dage, var det tillige vanskeligere at føre tilsyn med dyrene.

Ved automatisering af vandtildelingen fra manuel tildeling via vandslange til selvfyldende kar kunne der spares ca. 50 minutter pr. årsso i forhold til de 9,2 timer vist i tabel 7.

I fravænningsstalde blev arbejdsforbruget i storstier med dybstrøelse sammenlignet med arbejdsforbruget i storstier med spaltegulv. Det daglige arbejde i dybstrøelsesstier med og uden udeareal var lidt større end i storstier med fuldspaltegulv med samme antal grise. Dertil skulle der periodevis udmuges og strøs til nye hold i dybstrøelsesstier.

I perioder med meget regn eller tø var det ekstra arbejde 50 til 100 procent større, end når vejret var tørt og varmt. I den sidste del af vinterperioden var der ge-nerelt mest arbejde, og i den første del af sommerperioden var der generelt mindst arbejde.

Besætninger med indendørs løbeafdeling og eventuelt en indendørs drægtighedsstald havde mindre variation i det daglige arbejde end besætninger, hvor alle søer gik ude. Men disse besætninger brugte ikke nødvendigvis mindre tid på årsbasis end besætninger med hele soholdet udendørs.

Som det fremgår af besætningsbeskrivelsen Appendix 1., var produktionssystemerne sammensat på mange forskellige måder.

Alle besætninger anvendte farehytter, hvorimod faciliteterne til golde og drægtige søer og smågrise var forskellige. Ved etablering af faciliteter til smågrise blev der oftest anvendt eksisterende bygninger, som blev renoveret med egen arbejdskraft. Avlsdyr blev købt fra slagtesvinebesætninger eller rekrutteret fra egen besætning. Kun få producenter indkøbte sopolte fra opformeringsbesætninger.

De økonomiske beregninger er derfor foretaget på grundlag af en modelbesætning på 266 søer.

Modelbesætningen består af:

• Løbe-/drægtighedsafdeling med grupper på 30-40 søer i hver fold
• Fareafdeling til 60 søer og med 12 farehytter i hver fold
• Smågriseafdeling med dybstrøelse. Cirka 40 grise pr. sti. Afgangsvægt ca. 30 kg.

En oversigt over det udstyr, der skal anskaffes for at etablere et udendørs produktionssystem til 266 søer, fremgår af Appendix 3.

Produktivitet og indsatsfaktorer

I Appendix 4. er der foretaget en sammenligning  af produktiviteten, som blev opnået i de 11 besætninger med udesøer i 1993/94, med produktiviteten på landsplan i samme periode. Endvidere sammenlignes indsatsfaktorerne for henholdsvis et udendørs og et traditionelt indendørs produktionssystem.

Den samlede investering i et udendørs staldanlæg var kun ca. 48 procent af investeringen for et traditionelt indendørs produktionssystem til søer.

Indsatsfaktorer som energi og veterinære omkostninger var lavere, hvorimod omkostninger til sofoder og arbejde var højere ved udendørs produktion end ved indendørs produktion. Foderprisen var 5 øre pr. FEs højere til udendørs søer, fordi der blev anvendt cobs.

Økonomiske sammenligning

Stykomkostninger, kontante kapacitetsomkostninger og kapitalomkostninger ved henholdsvis ude- og indeproduktion fremgår af tabel 8.

Stykomkostninger var 17 kr. højere ved udendørs produktion end ved traditionel produktion. De kontante kapacitetsomkostninger var ligeledes 8 kr. højere, hvorimod kapitalomkostningerne var 33 kr. lavere ved udendørs produktion end ved indendørs produktion. Samlet var produtionsomkostningerne for en 30 kg's gris 8 kr. lavere i et udendørs produktionssystem ved de valgte forudsætninger end i et indendørs. Hvis produktiviteten ændres med ± 1 gris pr. årsso, medfører det, at omkostningerne pr. gris ændres med ± 14 kr. Produktionsomkostningerne i et udendørs og indendørs produktionssystem bliver dermed ens, såfremt producerede grise pr. årsso er 1,6 lavere i det udendørs- end det indendørs produktionssystem.

Der mangler undersøgelser over slagtesvinenes produktivitet, før det er muligt at foretage en total økonomisk vurdering af udendørs smågriseproduktion.

Udendørs sohold i Danmark er et realistisk alternativ til indendørs sohold de steder, hvor jordbundsforholdene er egnede. En del besætninger er dog i perioder udsat for, at ræve og i nogle tilfælde ravne og krager tager op til 10 procent af de nyfødte grise.

Etablering

Der skal udarbejdes en plan for den ønskede udvikling af besætningen. Dernæst skal der findes tilstrækkelige arealer, som opfylder kravene til jordtype og beliggenhed. Tomme bygninger kan eventuelt indgå i produktionssystemet. Hvis der er mulighed for at løbe søerne indendørs, kan det være et godt alternativ til en udendørs løbeafdeling. Opstaldning af smågrise kan være det største problem. Kenneler og hytter uden bund er ikke tilladt, så udendørs opstaldning er derfor ikke realistisk. Ældre stalde kan ofte renoveres, så de kan fungere til smågrise. En traditionel toklimastald bør dog overvejes for at få en funktionssikker stald, der kan sikre grisenes sundhed. Opbevaring og håndtering af halm, foder og gødning skal ligeledes planlægges.

Miljøkravene for udendørs besætninger fremgår af byggebladet "Driftsvejledning vedrørende udendørs sohold". Kravene tages op til vurdering hvert 2. år, indtil miljøbelastningen ved udendørs sohold er nærmere klarlagt.

Krav til jordtype

Arealet, som grisene skal gå på, må ikke være vandlidende på noget tidspunkt af året. Der skal kunne etableres transportveje, og græsdækket skal kunne holdes intakt.

Sandmuldet jord med lav grundvandsstand opfylder bedst disse krav, når belægningen samtidig tilpasses slitage på græsset. Ofte er der mere græs tilbage i farefolde end i drægtighedsfolde. Ombytning af disse arealer i produktionsperioden kan skåne græsdækket, men kræver en ekstra arbejdsindsats. For at undgå ødelæggelse af græsdækket er det desuden vigtigt, at alle søer forsynes med en ring i næsen.

Farehytter    

Farehytterne skal være isolerede, have minimum 3,8 m² lejeareal, en indvendig bredde på minimum 1,40 m og en frihøjde på minimum 1,00 m. Hytterne skal endvidere kunne ventileres og afskærmes mod træk. Strøelsesmængden skal tilpasses hyttetypen, klimaet og soens adfærd. Der skal altid være tørt halm i hytten. På våd jord anbefales det at anvende en vandfast krydsfinérplade under hytten. Pladerne skal vendes eller vaskes mellem hvert kuld for at undgå smitteoverførsel af fx colibakterier.

Drægtighedshytter    

Hytterne eller teltene kan være uisolerede, når blot der tildeles så meget halm, at der altid er tørt i hytten.

Der skal være 1,2-1,5 m² lejeareal i hytten pr. so. Der bør desuden være min. 2 hytter pr. fold, så rangsvage søer har mulighed for at undgå dominerende søer.

Folde

Få dyr pr. farefold giver det bedste overblik og mulighed for optimal pasning af den enkelte so. Men det er dyrere at etablere små folde og mere tidskrævende i forbindelse med fx fodring og vanding.

I drægtighedsfolde kan der gå op til 60 søer i samme fold. Søerne skal dog kunne opdeles, så der er mulighed for at tilpasse foderstyrken til søer på forskellige stadier i drægtighedsperioden.

Fodring / vanding

Foder- og vandvogne skal tilpasses den enkelte besætnings behov. På vogne med automatisk doseringsudstyr skal man specielt være opmærksom på doseringsnøjagtigheden.

Hvis cobs koster 3-5 øre mere pr. FEs end pelleteret foder, kan det være aktuelt at fodre med pelleteret foder i trug eller foderautomater til de diegivende søer. Melfoder giver for stort foderspild, hvis det tildeles som tørfoder. Måske kan hjemmeblandet foder anvendes som vådfoder i krybber.

Foderspild skyldes ofte store flokke af fugle, spild ved fodring på jorden, manglende græsdække og doseringsproblemer. Hos de diegivende søer kan foderspildet måske afhjælpes ved at tildele foderet i automater med låg. Hos de drægtige søer er der ikke umiddelbart nogen forslag, der kan løse problemet, men foderspildet skønnes også at være relativt mindre end hos de diegivende søer.

Avlsdyr

Avlsdyrene bør overholde de normale eksteriørmæssige kriterier, som er gældende for indendørs søer og orner. Der bør desuden lægges stor vægt på dyrenes omgængelighed. Det er nemmere at vænne dyrene til at gå ude, hvis de kommer ud allerede ved ca. 30 kg.

Poltene bør være omkring ca. 8,5 måneder (130 kg) ved løbning, og de skal være vaccineret regelret inden løbning.

Krydsningssøer med 25-50 procent Duroc er bedst egnede til udendørs produktion. De bliver mindre solskoldede og er lettere at holde i passende huld i vinterperioden end YL-søer, som til gengæld har gode produktionsegenskaber. Krydsningssøer med Duroc er normalt mere rolige at arbejde med end YL-søer. Der er mangel på opformeringsbesætninger, som sælger DL/DY-sopolte.

For at undgå solskoldning af dyrene om sommeren, er sølebade eller overbrusningsmuligheder en vigtig foranstaltning.

Løbestrategi

Der kan anvendes KS såvel som naturlig bedækning, afhængig af løbefaciliteter og egen interesse. Ved udendørs løbning er et hold på 2-5 orner i løbe/drægtighedsfolden normalt en velfungerende løsning. Men ufrugtbare orner og orner med dårlige arvelige egenskaber er vanskelige at afsløre. Det anbefales løbende at få undersøgt sædkvaliteten fra de enkelte orner.

Orner kan få nedsat frugtbarhed på grund af manglende muligheder for afkøling, som kan være sølebad, overbrusning og mulighed for skygge, fx bag nogle bigballer. Der skal være kølemulighed ved en temperatur på over 15°C. Søer skal af samme grund også have muligheder for afkøling.

Fravænning

Ekstensive fravænningsfaciliteter har ofte dårlige ventilationsforhold og fungerer tilsyneladende bedst, når der er adgang til et udeareal. Udearealet giver imidlertid problemer, når det regner. Problemerne kan fx afhjælpes med fuldspaltegulv i udearealet, men det vil give store mængder gylle, og dybstrøelse giver et stort halm- og arbejdsforbrug. Overdækning af udearealet med et halvtag kan løse problemerne, men det øger prisen pr. stiplads væsentligt. Overdækningen skal være konstrueret, så udmugning ikke generes af konstruktionen.

To-klima fravænningsstalde med ordentlige ventilationsforhold og mulighed for vask og rengøring kan fungere lige så godt som stalde med udeareal.

Fælles for alle staldtyper anbefales:

• En stistørrelse på 30-50 grise pr. sti
• Så lidt sammenblanding af grisene som muligt for at undgå overførsel af smitte
• Der skal være mulighed for at vaske og desinficere mellem hvert hold grise.

Sundhed

Der bør lægges stor vægt på at undgå overførsel af sygdomme til udendørs besætninger via besøgende. Korrekt placering og indhegning af folde samt skiltning vil være effektive forholdsregler.

Påvisningen af Tarmbrand og Rødsyge viste vigtigheden af at vaccinere regelret. På grund af det høje smittetryk med rødsygebakterier bør der i frilandsbesætninger vaccineres mindst to gange om året.

Det må forventes, at parasitbelastningen kan stige fremover, og at nye arter kan dukke op. Det må derfor anbefales jævnligt at få undersøgt et antal gødningsprøver, for at sikre en rettidig behandling, hvis smittetrykket stiger.

Miljø

Miljøbelastningen vil blive mindre, hvis de drægtige søer får en foderblanding tilpasset deres behov.

Det vil kræve styring af grisenes gødeadfærd at få gødningen jævnt fordelt på arealet, så der opnås en optimal udnyttelse af den. Det kan gøres ved at flytte hytterne regelmæssigt, og ved at tildele foderet forskellige steder i foldene.

Arbejde

I udendørs besætninger er arbejdsforbruget pr. årsso indtil fravænning ca. 2,7 timer større end i indendørs besætninger, eksklusiv pasning af smågrise.

I vintermånederne er arbejdsbelastningen i udendørs besætninger ca. 50 procent større end om sommeren. Det skyldes et væsentligt øget halmforbrug, og at det er mere besværligt at fodre og vande søerne.

Om vinteren, med korte og mørke dage, er det også vanskeligere at føre ordentligt tilsyn med dyrene.

Rationelt udstyr, som fx automatisering af vandtildelingen, fodervogn med automatisk doseringsanordning og en rationel halm- og gødningshåndtering, vil reducere det daglige arbejde. For eksempel giver automatisk vanding en besparelse på ca. 50 minutter pr. årsso.

Økonomi

Stykomkostningerne er 17 kr. højere for en 30 kg gris ved udendørs produktion end ved traditionel produktion. De kontante kapacitetsomkostninger er 8 kr. højere og kapitalomkost­ningerne er 33 kr. lavere ved udendørs produktion end ved indendørs produktion. I det valgte produktionssystem og med de fundne produktionsresultater er de samlede produktionsom­kostninger for en 30 kg's gris 8 kr. lavere i et udendørs produktionssystem end i et indendørs.

Produktionsomkostningerne i et udendørs og indendørs produktionssystem bliver dog ens, såfremt producerede grise pr. årsso er 1,6 lavere ved udendørs produktion end ved indendørs produktion.

En totaløkonomisk vurdering af udendørs smågriseproduktion kan ikke foretages, fordi der mangler undersøgelser over slagtesvinenes produktivitet.

Efterskrift

Udendørs sohold i Danmark er et nyt produktionssystem. De første besætninger blev etableret i slutningen af 1980'erne. I 1995 skønnes der at være næsten 15.000 udendørs søer i Danmark, svarende til 1,5 procent af søerne. Antallet af udendørs søer forventes fortsat at blive øget i de kommende år.

Produktionsforholdene ved udendørs sohold er meget forskellige fra gård til gård og afhænger af jordens bonitet, dræning, græsdække, læforhold mv.

Produktionssystemer til udendørs sohold er ofte kombineret med indendørs løbning og stalde til smågrise.

De meget forskellige forhold gør det vanskeligt at give anvisninger på, hvordan et produktionssikkert udendørs system skal indrettes og drives.

I rapporten er resultater og erfaringer samlet fra besætninger, der i 2-3 år indgik i undersøgelsen. Der gives anvisninger og råd til mange af de problemer, svineproducenter står overfor ved etablering og daglig drift af et udendørs produktionssystem. Rapporten omfatter således anvisninger på etablering af produktionssystemer og deres indretning, samt hvilke redskaber der bør anskaffes. Endvidere viser undersøgelsen, hvilke produktionsresultater, sundhedsforhold og arbejdsforbrug samt produktionsøkonomi der kan forventes for produktionssystemer til udendørs søer.

Det sundhedsmæssige afsnit er udarbejdet i samarbejde med dyrlæge Anna Feenstra, Statens Veterinære Serumlaboratorium (SVS), og arbejdsforbruget er opgjort i samarbejde med forsøgsleder Poul Keller, Forsøgscenter Bygholm.

Oversigt over besætningernes produktionssystem ved afprøvningens afslutning

Produktionsresultater fra de enkelte besætninger

Investeringskalkule for etablering af et produktionssystem til 266 udendørs søer

Produktivitet, investering og indsatsfaktorer ved udendørs sohold sammen­lignet med et traditionelt indendørs produktionssystem