Fodringsstrategien til drægtige søer er i dag baseret på vejledende normer samt fodring efter huld. Normen fremgår af figur 1. Huldvurderingen er en subjektiv bedømmelse, der udmønter sig i øget eller reduceret fodertildeling.

Ud fra den nuværende viden anbefales foderkurven i figur 1. Der bliver løbende gennemført undersøgelser, der tilvejebringer ny viden, og der sker ændringer i det genetiske grundlag. Dette gør det nødvendigt hele tiden at vurdere, om strategien i figur 1 skal tilpasses ny viden.

Figur 1.	Vejledende foderkurve til drægtige søer i Danmark.

I de undersøgelser, der omhandler drægtige søers energibehov, benyttes to forskellige fremgangsmåder. Den ene er en opdeling af energibehovet i delbehov i de enkelte væv (yver, krop, fostre mm.). Den har den fordel, at man kan tage højde for en række forhold på enkeltdyrsniveau (vægt, alder, staldtemperatur mm.). Ulempen er, at denne form for undersø-gelse er vanskelig at gennemføre. Metoden kaldes faktoriel. Den anden fremgangsmåde er den empiriske (erfaringsmæssige), hvor der måles direkte på produktionsegenskaber (antal levendefødte, fødselsvægt, fravænningsvægt mm.) som resultat af en given fodringsstrategi. Problemet er, at resultaterne fra forsøgene kun er rigtige under de forhold, forsøgene er foretaget. Der kan således ikke tages højde for de varationer, der måtte være mellem en forsøgsbesætning og andre besætninger. Fordelen ligger i, at der kan foretages økonomiske beregninger ud fra produktionstal, hvilket gør forsøgene nemmere at forholde sig til.

Faktorielle forsøg

Totalbehov for energi kan opdeles rent fysiologisk som:

• behov for vedligeholdelse
• behov for foster- og maternel vækst

Udover den anførte opdeling af behov, kan der foretages yderligere opdeling i vedligeholdelse og aflejring i forskellige væv. Det er hensigtsmæssigt at have et kendskab til søernes energibehov i de forskellige væv, da det danner grundlag for vurdering af energiniveau i andre forsøgsplaner.

Tabel 1.

Energi til vedligeholdelse (Hoffmann/Beyer et al., 1990)

	1. læg	2. og 3. læg	4. til 8. læg
Nettoenergi, MJ/kg metabolsk vægt pr. dag	0,29	0,31	0,33

Behov for vedligeholdelse

Forsøg har vist, at der er et stigende energibehov til vedligeholdelse ved stigende alder. Dette kan muligvis forklares ud fra en ændret kropssammensætning (gamle søer indeholder ca. 45 pct. protein, og unge søer ca. 39 pct. protein). Det er muligt, at den større proteinmasse kræver større stofskifte pr. kg metabolsk vægt, og derfor øger vedligeholdelsesbehovet. Hoffmann/Beyer et al. (1990) anfører følgende anbefalinger for energi til vedligeholdelse, jf. tabel 1.

Tallene er i overensstemmelse med Noblet et al. (1990), der fandt, at vedligeholdelsesbehovet i gennemsnit lå på 0,31 MJ¹ nettoenergi pr. kg metabolsk vægt.

Udover variationer mellem drægtighed (alder) er der en variation i vedligeholdelsesbehovet inden for den enkelte drægtighedsperiode. Årsagen til dette er uvis, men af mulige forklaringer kan nævnes:

• hormonel status ændres, hvorfor varmeproduktionen øges
• fostrenes stofskifte intensiveres
• syntese hos fostrene

Specielt i den sidste del af drægtigheden stiger vedligeholdelsesbehovet. Hoffmann/Beyer et al. (1990) anførte en matematisk sammenhæng mellem energibehov til vedligeholdelse og drægtighedsstadie. Dette ekstra behov er angivet som pct. af vedligeholdelsesbehov.

y₂ =  12,55 - 0,400x₁ + 0,002983x₁²

y₂ =  ekstra behov for energi i pct. af vedligeholdelsesbehov

x₁ =  drægtighedsstadie, dag (kun gældende i perioden 84. til 115. dag)

Soens vægt og drægtighedsstadie er således faktorer, der spiller ind på vedligeholdelsesbehovet. En tredje og mindst lige så vigtig faktor er staldtemperaturen. Holmes & Close (1977) (c.f. O'Grady (1985)) fandt, at det øgede vedligeholdelsesbehov var forskelligt fra tynde til fede søer med den samme temperatur. Tynde søer viste sig således at have det største behov, hvilket muligvis kan forklares i deres manglende isolerende fedtlag.

Det ekstra vedligeholdelsesbehov kan omregnes til et foderbehov, hvilket fremgår af tabel 2.

Tabel 2.

Staldtemperaturens og huldets betydning for energibehovet (O’Grady, 1985)

Temperatur	20°C	15°C	10°C	5°C
Soens huld	Ekstra foder pr. dag, FEs
Fed	0	0,18	0,36	0,71
Mager	0	0,28	0,56	0,85

Omregning af MJ til FEs er foretaget på følgende måde: Hvis bruttoenergi er angivet, fratrækkes 25 pct., hvorefter omsættelig energi haves. Er fordøjelig energi angivet, fratrækkes 6,25 pct. for at få metabolsk energi. Omregning af metabolsk energi til FEs er foretaget på traditionel vis jf. Chwaliborg (1991). Omregningen er foretaget fra det tal, hvortil denne fodnote er knyttet og fremefter i rapporten.

Aflejring
Inde i børen		Uden for børen
Fostre	Fosterhinder	Bør	Yver	Krop

I temperaturområdet fra 5 til 20°C er sammenhængen til behov for ekstra foder lineær.

Det fremgår af tabel 2, at der er taget en ekstra variabel med, nemlig huld. Som nævnt i indledningen er fastsættelse af huldet en subjektiv bedømmelse. De andre variable kan alle måles objektivt.

Behov til aflejring

Aflejring af energi i de forskellige væv kan illustreres som vist ovenfor. Størrelsen af den daglige aflejring er summen af aflejring i fostre, fosterhinder, bør, yver og krop. Trods den anerkendte måde at dele vævene op på, er det rent teknisk vanskeligt at bestemme, hvor meget energi der aflejres i de enkelte væv. Der er dog foretaget beregninger, der kan simulere energiaflejringen i de forskellige væv.

Figur 2.	Ekstra vedligeholdelsesbehov i % af vedligeholdelsesbehov som flg. af drægtighedsstadie	Figur 3.	Energiaflejring i fostre fra 1. til 56. dag
Figur 4.	Energiaflejring i fostre fra 57 til 115. dag (kuldstørrelse = 10)	Figur 5.	Energiaflejring i børen

Figur 6.	Energiaflejring i yver fra 70. til 115. dag

Ligesom for vedligeholdelsesbehov har Hoffmann/Beyer et al.(1990) således opstillet matematiske sammenhænge for aflejringen i de forskellige væv. Disse sammenhænge er illustreret ved figur 2 til 6. Graferne giver et visuelt indtryk af udviklingen i energibehov over tid i de enkelte væv.

Energibehovet til vedligeholdelse udgør langt det største delbehov. Dette kan konkluderes ud fra graferne og tabel 1. Selv når energiaflejringen stiger sidst i drægtigheden, jf. fig. 4, udgør  energibehovet kun 10-20 pct. af soens vedligeholdelsesbehov.

Figur 7.	Tre eksempler på energibehov under drægtighed:

Eksempel A:	løbningsvægt = 150kg., tilvækst = 300g./dag, kuldstørrelse = 10, alder = 4. til 8. drægtighed, staldtemperatur = 20 °C, huld = mager,
Eksempel B:	løbningsvægt = 120kg., tilvækst = 300g./dag, kuldstørrelse = 10, alder = 1. drægtighed, staldtemperatur = 20 °C, huld = fed,
Eksempel C:	løbningsvægt = 150kg., tilvækst = 300g./dag, kuldstørrelse = 15, alder = 4. til 8. drægtighed, staldtemperatur = 15 °C, huld = mager,

Fostrene begynder først omkring to måneders alderen at kræve målelige mængder energi. I den sidste halvdel af drægtigheden stiger energiaflejringen i fostrene eksponentielt. Inden for samme periode stiger vedligeholdelsesbehovet en smule, og yveret begynder desuden at kræve energi.

Totalbehov

Totalbehovet opnås ved at lægge de enkelte delbehov sammen. Regnestykket kan opstilles således, at energibehovet på enkeltdyrsniveau kan beregnes ud fra kendskab til følgende variable: alder, tilvækst, vægt, antal fostre, staldtemperatur og huld, jf. figur 7.

Graferne er blot tre eksempler ud af mange. Forudsætningerne for udseendet fremgår af figurteksten. Eksempel B og C kan tages som udtryk for ekstremer jf. figurteksten.

Delkonklusion

Det er blevet vist, at det totale energibe­hov er en sum af en række delbehov. Af disse udgør soens vedligeholdelsesbehov gennem hele drægtigheden det største delbehov, idet det ligger på ca. 75-85 pct. af det totale behov (Noblet et al., 1900). Derfor har staldtemperaturen og soens aktivitet henholdsvis vægt stor betydning for det samlede energibehov, idet de har afgørende betydning for vedligeholdelsesbehovet.

Den stigning, der kan iagttages i sidste halvdel af drægtigheden (jf. figur 7), kan primært tilskrives et øget behov til fosterproduktion. Teoretisk set bør man kunne holde en drægtig so i passende huld ved at følge denne kurve, idet alle delbehovene er tilgodeset, således at soen ikke behøver at optræde som buffer i mangelsituationer. Kurven gælder i princippet kun for én bestemt so under ganske bestemte forhold. Af den grund kan kurven ikke umiddelbart anvendes i praksis.

I de empiriske forsøg er det den direkte sammenhæng mellem foderstyrke og produktionsegenskaber, der undersøges. Derfor vil denne del af rapporten bestå i at beskrive en række relevante forsøg, der kan give et indtryk af, hvorledes forskellige fodringsstrategier påvirker produktionsegenskaberne.

Første del af drægtighed

I nogle udenlandske artikler har man anført, at der bør fodres restriktivt i perioden efter løbning, hvor embryonerne implanteres. I et forsøg af Sørensen (1994) har man dog ikke kunne eftervise dette under danske forhold. Forsøget blev foretaget med tre forskellige foderstyrker; 1,8 FEs, 2,3 FEs og 3,0 FEs. Der var ingen negativ effekt af den høje foderstyrke på kuldstørrelsen. Denne iagttagelse er i overensstemmelse med Dyck & Cole (1986), der heller ikke fandt nogen sammenhæng mellem foderstyrke de første ti dage i drægtigheden og kuldstørrelsen.

King (1987) anfører, at foderstyrke i området 1,7 FEs til 2,7 FEs ikke vil have nogen effekt på embryonernes overlevelsesevne.

Dyck & Cole (1986) fandt en effekt af foderstyrke på kuldstørrelsen hos gylte. Kirkwood et al. (1990) fandt ingen sammenhæng mellem foderstyrke og antal embryoner eller disses overlevelsesevne. Foderstyrken under laktationen synes derimod at have en vis betydning for embryonerne.

Whittemore (1987) anfører, at magre søer kan fodres efter huld (2,1-2,3 FEs pr. dag) allerede efter løbning, uden at det vil have nogen skadelig effekt på kuldstørrelsen. Fede søer kan ligeledes fodres efter huld umiddelbart efter løbning.

Sidste del af drægtighed

Vægten af fostrene stiger voldsomt de sidste 10 til 14 dage af drægtigheden (Whittemore, 1987; King, 1987). Dette kan dels ses i form af en vægtforøgelse af soen og dels en mobilisering af soens fedtvæv.

Ved at øge foderstyrken i perioden er det muligt at øge fødselsvægten (Whittemore, 1987). Samme forfatter anfører dog, at besætninger uden fødselsvægtproblemer ikke skal sætte foderstyrken op konsekvent, men derimod fortsat fodre efter huld.

Søer, der fik øget den daglige fodermængde i den sidste del af drægtighedsperioden, fødte større kuld end søer, der fik en konstant mængde foder gennem hele drægtighedstiden. En norm på ca. 2,1 FEs pr. dag i de første 3 måneder af drægtighedsperioden efterfulgt af ca. 3,3 FEs pr. dag indtil umiddelbart før faring gav optimal foderudnyttelse (Nielsen 1983).

Generelt

Ifølge Whittemore (1987) skal der som overordnet mål fodres efter huld gennem hele drægtigheden. Som udgangspunkt kan der fodres efter norm. Dette er i overensstemmelse med Pond (1973) og King (1987), der anfører, at nærings­stoffer til fostrene bliver prioriteret. Det betyder, at kun en kraftig foderrestriktion vil for­årsage tab og/eller underudvikling af fostre. King anfører endvidere, at soen virker som en buffer i perioder med un­derernæring. Det er således i forsøg vist, at lavt energiniveau over adskillige læg ikke har nogen nævneværdig betydning for kuldstørrelsen.

Den største respons på øget energitildeling er en øget tilvækst hos soen. Der er også en effekt på grisenes fødselsvægt, men dette har kun praktisk betydning i besætninger med for lave fødselsvægte. King (1987) anfører i den forbindelse, at der skal tildeles 100 kg ekstra foder under drægtigheden for at øge grisenes fødselsvægt med 100 g.

Sammenhæng mellem foderstyrke og produktionsresultater

Dette afsnit vil beskrive en række forsøg, der er foretaget for at kunne finde frem til den bedste fodringsstrategi.

Soens "opgave" er at levere et stort kuld levedygtige grise fulgt af en høj mælkeydelse, så afkommet trives, samt at have en så kort goldperiode som muligt. Derfor er de fire afgørende mål: kuldstørrelse, kuldvægt, mælkeydelse og antal golddage. Der er en sikker sammenhæng mellem foderoptagelsen i drægtigheden og under laktation (høj foderoptagelse under drægtigheden giver lav foderoptagelse under laktationen). Foderoptagelsen under laktationen har betydning for mælkeydelsen, derfor er den interessant. Ligeledes er der sammenhæng mellem antal golddage og soens huld ved fravænning. Derfor er vægtændringer (som følge af forskellige foderoptagelser) under såvel drægtighed som diegivning af interesse, idet de siger noget om soens huld.

Følgende produktionsegenskaber er udvalgt:
Kuld	So
Antal levendefødte Fødselsvægt for levendefødte Antal grise ved fravæning Overlevelsespct. Tilvækst til fravænning	Vægttab fra faring til fravænning Gns. foderoptagelse under laktation Antal golddage

Forsøgsdesign og resultater

I en amerikansk undersøgelse, der om­fattede 999 kuld (3 læg), undersøgte man effekten af "højt" eller "lavt" energiniveau i såvel drægtighedsperioden som under laktationen. Forsøget, der blev fordelt på 7 stationer, var et 2×2 faktorielt forsøg, således at alle behandlingskombinationer var til stede.

Der var to fodringsstrategier: Det høje energiniveau var 2,8 FEs/dag, og det lave 2,2 FEs/dag. Efter dag 110 var det fælles energiniveau 3,3 FEs/dag.

I diegivningsperioden blev søerne fodret ad libitum. Koncentrationen af foderet under laktationen var enten 1,07 FEs/kg (normal) eller 1,22 FEs/kg (høj).

I tabel 3 er produktionsresultaterne efter tre ugers laktation gjort op.

Tabel 3.

Produktionsresultater over 3 læg med tre ugers fravænning (mod. e. Coffey et al.,1994).

	Drægtighedsperiode: Diegivningsperiode:	Normal Normal	Normal Høj	Høj Normal	Høj Høj
Kuld	Antal kuld	279	238	233	249
	Antal fødte i alt pr. kuld	10,5	10,4	10,1	10,4
	Antal levendefødte pr. kuld	9,8	9,7	9,2	9,8
	Gns. fødselsvægt for levendefødte, kg	1,41	1,45	1,55	1,55
	Antal grise ved 21. dag	8,5	8,5	8,0	8,7
	Overlevelsespct. ved 21. dag	88,2	89,8	88,5	90,2
	Tilvækst til 21. dag, kg	4,05	4,32	4,23	4,50
So	Vægttab fra 110. dag til fravænning, kg	17,68	16,73	25,73	23,00
	Gns. energiindtag under laktation, FEs/dag	5,6	6,5	5,4	6,2
	Tidsrum til første østrus, dage	7,9	8,0	7,6	6,6

Forsøget viste, at mht. kuldene var der en effekt af energiniveau i drægtighedsperioden på fødselsvægten og tilvækst til 21. dag (p<0,01). Der var forskellige diegivningstider på de enkelte stationer, men alle tal er gjort op 21 dage efter faring. For søerne var der en effekt af energiniveauet under drægtigheden. Søerne på det høje niveau havde en mindre foderoptagelse og et større vægttab under laktationen (p<0,01). Forfatterne konkluderer, at et højt energiniveau under drægtigheden såvel som laktationen giver maksimal produktivitet. Dels bliver der fravænnet flest store grise, og dels er antallet af spildfoderdage mindst ved denne kombination. Alt i alt tyder forsøget på, at man kan påvirke fødselsvægten, og at der er en sammenhæng mellem foderoptagelsen i henholdsvis drægtigheds- og diegivningsperioden.

I et forsøg af Hoppe et al.(1990) undersøgte man effekten af to forskellige foderstyrker på en række produktionsmål. Forsøget omfattede 64 søer, der blev fulgt over fire læg. De to foderstyrker var henholdsvis 2,30 FEs og 3,65 FEs pr. dag i drægtighedsperioden. I diegivningsperioden blev der fodret ad libitum.

Forsøgets resultater er vist i tabel 4.

Tabel 4.

Produktionsresultater som funktion af to foderstyrker (mod. e. Hoppe et al.,1990).

		2,30 FEs/dag	3,65 FEs/dag
Kuld	Antal kuld	83	81
	Antal fødte i alt pr. kuld	11,0	11,1
	Antal levendefødte pr. kuld	10,4	10,5
	Gns. fødselsvægt for levendefødte, kg	1,37	1,43
	Antal grise ved frav. (21. til 28. dag)	8,3	8,7
	Overlevelsespct. ved 21. dag	79,8	82,9
	Tilvækst til frav. (21. til 28. dag), kg	5,58	5,13
So	Vægttab fra 110. dag til frav. (21.-28. dag), kg	11,5	18,1
	Gns foderoptagelse under laktation, kg/dag	7,40	6,21

Undersøgelsen viste, at der ikke var nogen forskel på kulddata. Søerne på den høje foderstyrke var tungere ved slutningen af drægtigheden. Set over hele perioden var der dog ikke nogen vægtforskel. Dette skyldes, at søerne på det høje energiniveau havde en mindre foderoptagelse under laktationen end søerne på det lave energiniveau. Nettoresultatet var derfor, at søernes fravænningsvægt var ens, men at der var større variation i vægt hos søerne på det høje niveau (og dermed også stor huldvariation). Det blev således konkluderet, at den høje foderstyrke ikke var nogen fordel, tværtimod ville man undgå den store huldvariation ved brug af den lave styrke.

Figur 8.	Foderstyrker for kontrol- og forsøgshold i perioden marts til november (mod e. Cromwell et al 1989)	Figur 9.	Foderstyrker for kontrol- og forsøgshold i perioden december til marts (mod e. Cromwell et al 1989)

I et forsøg af Cromwell et al. (1989) omfattende 1.080 faringer, undersøgte man effekten af at give en øget energimængde de sidste 23 dage af drægtigheden. Forsøget var anlagt således, at der blev fodret med to forskellige styrker i henholdsvis vinterperioden (december til februar) og sommerperioden (marts til november). De to foderstyrker for kontrolholdet og forsøgshold fremgår af figur 8 og 9.

Søerne fra forsøgsholdet havde en netto tilvækst på 16,8 kg set over en hel cyklus, hvorimod kontrolholdet havde en netto tilvækst på 9,0 kg. Omvendt havde forsøgssøerne det største vægttab under laktationen (p<0,001). Ved fødsel samt ved 21. dag, var søerne fra forsøgsholdet tungere end søerne fra kontrolholdet. Goldperioden, smågrisedødeligheden, fødselsvægt samt foderoptagelsen under laktationen var upåvirket af behandling. Forsøget, der var foretaget på forskellige stationer, viste desuden vekselvirkningen mellem stationer.

Henry & Etienne (1978) fandt ved et litteraturstudie, at smågrisenes fødselsvægt øges med 37 g for hver ekstra Mcal fordøjelig energi pr. dag (set over hele drægtigheden, dvs. i alt 114 Mcal), der gives i forhold til normen. Nærværende forsøg af Cromwell et al. (1989) skulle i så fald vise nogenlunde det samme, da der her blev givet 23 dage × 4,5 Mcal/dag = 103 Mcal. Dette synes rent faktisk at være tilfældet, hvilket giver anledning til overvejelser, om nogle perioder med ekstra energitildeling er mere effektive end andre, eller om effektiviteten er uafhængig af tid. Det netop nævnte forhold støtter mest den sidstnævnte teori.

I et forsøg af Müller & Kirchgessner (1986) blev der dels anvendt varierende foderstyrker og dels forskellige konstante foderstyrker, der blev testet mod hinanden. Under laktationen blev alle søer fodret ad libitum.

Tabel 5.

Produktionsresultater som funktion af to foderstyrker (mod. e. Cromwell et al.,1989).

		Kontrolhold, gennemsnit	Forsøgshold, gennemsnit
Kuld	Antal kuld	533	547
	Antal fødte i alt pr. kuld	10,42	10,77
	Antal levendefødte pr. kuld	9,71	10,05
	Gns. fødselsvægt for levendefødte, kg	1,44	1,48
	Antal grise ved 21. dag	8,06	8,35
	Overlevelsespct. ved 21. dag	83,9	84,0
	Tilvækst til 21. dag	3,76	3,89
So	Vægttab fra 110. dag til frav., kg	16,4	21,3
	Foderopt. under laktationen, kg/dag	5,65	5,71
	Tidsrum før første brunst, dage	5,81	5,70

    

Figur 10.	Forskellig og konstant foderstyrke ved generelt højt niveau (mod.e.Müller & Kirchgessner)	Figur 11.	Forskellig og konstant foderstyrke ved generelt lavt niveau (mod.e.Müller & Kirchgessner)

    
Forsøget viste ingen effekt af energiniveau på fødselsvægten. Søerne, der fik 1,86 FEs, havde ikke nævneværdig tilvækst udover fostertilvæksten, hvorimod de tog ca. 9 kg på under laktationen. Søer på det høje energiniveau havde tilvækster på henholdsvis 11,6 og 15,6 kg under drægtigheden, men derimod ingen nævneværdig vægtændring under laktationen.

I forsøget fandt man altså ingen betydning af foderstyrke på kulddata. Dette er i overensstemmelse med Hoppe et al., 1990, men i uoverensstemmelse med Coffey et al., 1994 og Cromwell et al.,1989, der fandt en effekt på fødselsvægten. Dette tyder på, at man ikke altid kan forvente en øget fødselsvægt ved at hæve foderstyrken.

Tabel 6.

Produktionsresultater som funktion af forskellige foderstyrker (mod. e. Müller & Kirchgessner, 1986)

		1,66 FEs til 84. dag; 2,47 FEs til 114. dag	1,86 FEs	2,12 FEs til 84. dag; 2,92 FEs til 114. dag	2,33 FEs
Kuld	Antal kuld	63/3	63/3	63/3	63/3
	Antal levendefødte pr. kuld	9,3	9,4	10,6	8,4
	Fødselsvægt for levedefødte	1,34	1,30	1,37	1,39
	Antal grise ved 35. dag	7,1	7,2	9,1	6,5
	Overlevelsespct. ved 35. dag	76,3	76,6	85,8	77,3
	Tilvækst til 21. dag	3,69	3,79	3,86	4,00
So	Vægttab fra 2.-33. laktationsdag	-8,8	-8,6	0,6	-3,8
	Foderopt. i 3. og 4. lakt.uge, kg/dag	6,94	7,45	7,15	6,55

Tabel 7.

Energitildeling til drægtige søer

Energinorm	Traditionel	Forenklet
FEs daglig: Goldperioden Første 84 dage Næste 28 dage Sidste 2 dage	3,5 2,1 3,3 2,4	3,5 2,4 2,4 2,4

I et forsøg af Nielsen et al. (1983) blev to foderstyrker sammenlignet.

Resultaterne med hensyn til energitilførslen viste, at søer, der fik foder efter den traditionelle energinorm, havde den største tilvækst i drægtighedsperioden. Imidlertid kan der være tale om et større mavetarm-indhold, hvilket også det større vægttab i diegivningstiden hos de traditionelt fodrede søer tyder på.

Der var en antydning til færre golddage hos søer fodret efter den traditionelle norm sammenlignet med den forenklede norm, men forskellen kan næppe tillægges nogen reel betydning.

Derimod var forskellen i kuldstørrelse ved fødsel statistisk sikker til gunst for den traditionelle norm. Årsagen hertil kunne være, at søerne fodret efter den forenklede norm har fået for stort et foder lige efter løbning, hvilket tidligere har vist at kunne give anledning til større æg- og fosterdød.

Der var ligeledes en tendens til større mælkeydelse hos de traditionelt fodrede søer, men denne forskel kan forklares af det større antal grise i kuldet.

Denne undersøgelse anbefalede at anvende det traditionelle fodringsprincip, det vil sige øget fodertildeling til søerne i de sidste tre-fire uger af drægtighedsperioden.

Tabel 8.

Energitilførslens indflydelse på søernes vægt, frugtbarhed og mælke ydelse (Nielsen et al. 1983)

Energinorm	Traditionel	Forenklet	Signifikans
Antal kul i alt	134	139
Søernes vægt kg: Ved indsætning (1. løbn.) Ved afslutning (4. frav.)	116 177	117 183	NS NS
Tilvækst, kg: Pr. drægtighedsperiode Pr. diegivningsperiode	58 -20	54 -18	*** *
Golddage, gns.: Til l. løbning Inkl. omløbere Drægtighedsprocent	7,8 8,4 97	9,5 10,5 98	NS NS NS
Kuldstørrelse, gns.: Ved fødsel, lev. Ved fødsel, døde Ved 5 uger (frav.)	10,9 0,9 9,7	10,2 0,7 9,3	* NS NS
Grisenes gns. vægt, kg: Ved fødsel Ved 2 uger Ved 5 uger	1,51 4,1 8,8	1,54 4,1 8,8	NS NS NS
Daglig mælkeydelse, kg: 1. uge 2. uge	5,0 7,9	4,9 7,2	NS NS

Figur 12.	Tre forskellige foderstyrker til drægtige søer (mod.e. Young et al., 1990)

I et forsøg af Young et al. (1990) blev tre forskellige foderstyrker afprøvet over fire læg. Forsøget omfattede fra starten 187 sopolte. Dyrene blev fulgt over tre læg, hvor hver sopolt blev udsat for én af de tre foderstyrker under hele forsøget. Smågrisene blev fravænnet ved 21 eller 28 dage. De blev fodret ens i diegivningsperioden. De traditionelle reproduktionsresultater blev målt, hvilket fremgår af tabel 9. Forsøget viste, at et øget energiniveau gav en positiv effekt på fødselsvægten (p < 0,05), men ingen effekt på kuldstørrelsen. Selvom der var en linær sammenhæng mellem energiniveau og fødselsvægt, var det grisene fra det mellemste energiniveau, der var tungest ved 21 dage. Der var kun tendens til en positiv sammenhæng mellem vægten af søerne henholdsvis rygspæktykkelsen og energiniveauet. I forsøget blev det desuden igen verificeret, at der er sammenhæng mellem foderoptagelsen under drægtighed og laktation. Søerne på det høje energiniveau i drægtigheden havde en mindre foderoptagelse under laktationen end de andre.

Tabel 9.

Produktionsresultater som funktion af tre forskellige foderstyrker (mod.e. Young et al.,1990)

		1,76 FEs/dag	2,40 FEs/dag	3,04 FEs/dag
Kuld	Antal kuld	178	219	202
	Antal fødte i alt pr. kuld	10,2	10,2	10,4
	Antal levendefødte pr. kuld	9,5	9,4	9,8
	Gns. fødselsvægt for lev. fødte, kg	1,4	1,5	1,6
	Antal grise ved 21. dag	8,9	8,2	8,8
	Overlevelsespct. til 21. dag	88	86	88
	Tilvækst til 21. dag	3,93	4,27	4,00
So	Vægttab fra 109. dag til frav.	9,5	22,0	37,0
	Foderoptagelse under lak., Kg/dag	5,0	4,4	3,5

Delkonklusion

En metode af Hoffmann/Beyer et al. (1990) til bestemmelse af behov ud fra en faktoriel opdeling er ikke uden kritikpunkter. Dette skyldes, at det til drægtige søer i princippet er umuligt at bestemme energibehovet til vedligeholdelse, da energien til fosterproduktion bliver prioriteret højere end til soen selv.

Ud fra de beskrevne forsøg er følgende blevet dokumenteret:

1. Det er næppe muligt at påvirke kuldstørrelsen.
2. Det er muligt at påvirke fødselsvægten.
3. Der er en sammenhæng mellem foderoptagelsen under drægtighed henholdsvis diegivning.

Fødselsvægten kan øges ved at tildele en større energimængde i de sidste to-tre uger af drægtigheden, hvor det meste af fostertilvæksten foregår. Denne sammenhæng synes dog ikke at gælde i alle tilfælde.

Foderoptagelsen under diegivningen har betydning for soens mælkeydelse og dermed grisenes overlevelsesevne. Derfor får foderoptagelsen under drægtigheden indirekte også betydning for grisenes overlevelsesevne.

Samtidig tyder undersøgelserne på, at en konstant foderstyrke i hele drægtighedsperioden er lige så god som en differentieret. Det må således konkluderes, at med mindre fødselsvægten er så lav, at man er nødt til at hæve foderstyrken de sidste tre uger, vil det være lige så godt at benytte en konstant foderstyrke. Denne skal afpasses således, at søerne ikke overfodres (jf. punkt 3), men derimod holdes i huld.

I en række undersøgelser af nyere dato har man undersøgt, om fostrene kan påvirkes af en foderstyrke, der er mere ekstrem end blot at fodre efter huld. Disse undersøgelser danner baggrund for følgende afsnit om prenatal ernæring.

I løbet af de 114 dage en drægtighed varer, foregår bl.a. syntesen af muskelvæv. De forskellige muskelfibertyper deles traditionelt op i følgende tre grupper:

Type I:    langsomme oxidative fibre
Type IIA: hurtige oxidative glykolytiske fibre
Type IIB: hurtige non-oxidative glykolytiske fibre

Den fulde deling af fibrene i disse tre kategorier er først bragt til ende nogle uger efter fødsel (Stickland, 1995). Selve udviklingen af en muskel starter med at en række myoblaster fusionerer og danner de mange-kernede primære fibre. De primære fibre udgør herefter en slags skabelon for de efterfølgende sekundære fibre, der syntetiseres på overfladen af de primære. Jf. den tidligere inddeling i de tre kategorier viser de primære fibre sig at være type I fibre og de sekundære type IIA- eller B (bemærk primær og langsom henholdsvis sekundær og hurtig, er ikke nødvendigvis det samme. Ordene "primær" og "sekundær" refererer til tid, hvorimod "langsom" og "hurtig" refererer til fysiologi).

Udviklingsmæssigt er der kun primære fibre til stede ved dag 38 i drægtigheden, og antallet stiger til et maksimum omkring dag 60. De sekundære fibre dannes i perioden 54.-90. dag. I den sene drægtighed og efter fødsel bliver nogle af de sekundære fibre, der ligger op ad en primær fiber, omdannet til langsomme fibre. Dette gør, at der dannes et bundt af langsomme fibre omkranset af hurtige fibre.

Figur 13.	Udvikling af total muskelfiber antal i m.semitendinosus for henholdsvis den mindste og den største gris i et kuld. (modificeret Stickland, 1995)

En underernæring i børen betyder, at der dannes færre sekundære fibre. Dette kan muligvis være en konsekvens af, at diameteren af primære fibre var mindre hos små kuldsøskende, hvilket måske betyder, at der ikke er plads til så mange sekundære på overfladen.

Figur 13 giver et indtryk af fibrenes dannelse under drægtighedsperioden.

Nogle forfattere anfører, at tilvæksten er korreleret til muskelfiberantallet. Et forsøg af Dwyer et al. (1993) bekræfter dette i perioden 25-80 kg, men ikke i perioden op til 25 kg. Indtil 25 kg var tilvæksten korreleret til fødselsvægten. Af den grund er det relevant at inddrage prenatal ernæring. I et forsøg af Dwyer et al. (1994) blev det undersøgt, hvad en øget energitildeling i forskellige perioder i drægtigheden havde for produktionsresultaterne.

Figur 14.	Forsøgshold 1	Figur 15.	Kontrolhold
Figur 16.	Forsøgshold 2	Figur 17.	Forsøgshold 3

Forsøgsdesignet fremgår af figur 14, 15, 16 og 17. Baggrunden for dette forsøgsdesign er en teori om forskellige udviklingstrin for muskler. Som en del af fosterudviklingen skal muskelfibrene nemlig syntetiseres. Dette foregår i to faser - hyperplasia og hypertrofi. Hyplasia, som kommer først, er den periode, hvor antallet af fibre bliver bestemt. Den efterfølgende hypotrofi er den periode, hvor fibrene vokser.

Konklusionen på forsøget blev, at man ved at øge energitildelingen i en periode forud for hyperplasia, hvilket svarer til tidsrummet 25.-50. dag, kunne opnå 9-13 pct. flere sekundære fibre. Fødselsvægten var ikke højere end ved kontrolholdet, men afkommet fra forsøgsholdet voksede hurtigere end kontrolholdet. Effekten kan forklares med, at der blev dannet flere sekundære fibre, hvorved aflejringskapaciteten forøgedes.

Med angivelserne af behov jf. Hoffmann/Beyer et al. (1990) in mente, må man antage, at det ikke er den kvantitative mængde energi, der er den direkte årsag til dannelsen af flere muskelfibre.  Muligvis stimuleres insulin af det høje energiniveau, og forårsager derved en øget glukoseoptagelse i fostrenes celler. Det er desuden sandsynligt, at det ekstremt høje energiniveau man benyttede sig af i forsøget af Dwyer et al. (1994), stimulerede somatotropin (væksthormon) og dermed også IGF-1 sekretionen. Desuden er det også muligt, at antallet af væksthormonreceptorer forøges, hvilket kan være med til at forstærke den endokrine sekretion af IGF-1. Det vides ikke, hvorvidt disse forskellige stimuleringer kan gøre sig gældende for både fostre og moderdyr. Det er muligt for somatrotopin at passere placentamembranen, men hvorvidt dette også gælder for IGF-1, er uvist.

Hegarty & Allen (1978) anfører, at antallet af sekundære fibre er bestemt ved fødsel, og at der således ikke post-natalt kan "repareres" på grisenes vækstevne.

I et forsøg af Handel og Stickland (1988) bliver det bekræftet, at antallet af sekundære muskelfibre er bestemmende for grisenes vækstevne. De fandt, at nogle grise med en relativ lav fødselsvægt, men med et stort antal fibre, kunne indhente de tungere kuldsøskende i løbet af vækstperioden. Eller sagt på en anden måde: alle grise med lav fødselsvægt, der indhentede deres større kuldsøskende, havde et stort antal sekundære fibre. Andre forfattere har fundet, at en forskel i fødselsvægt inden for kuld kan skyldes forskelligt antal fibre, hvilket umiddelbart kunne synes i strid med det førnævnte. Dette kan dog forklares ud fra miljø og andre faktorer, der gør, at grisene ikke har kunnet udnytte deres potentiale fuldt ud (Handel & Stickland, 1988).

Den sandsynlige hormonelle forklaring bliver bekræftet i et forsøg af Rehfeldt et al.(1993), hvor injektion af somatotropin i perioden 10.-24. dag i drægtigheden resulterede i 27 pct. flere fibre i fostrenes m. semitendinosus ved fødsel. I samme forsøg viste det sig, at afkommet fra forsøgsdyrene havde et signifikant højere niveau af IGF-1 ved fødsel. Desuden fandt Buonomo et al. (1987), at hurtigtvoksende grise havde større koncentrationer af IGF-1 i serum end langsomt voksende. Dette er med til at styrke teorien om IGF-1 og somatotropin som mulige årsager til den forbedrede prenatale ernæring og de positive resultater heraf, som Dwyer et al.(1994) fandt i deres forsøg.

Delkonklusion

Den prenatale ernæring er et område, der endnu ikke er forsket nok i til at kunne udtale sig om generelle anbefalinger. Ud fra en litteraturgennemgang forekommer det dog meget sandsynligt, at det er muligt at påvirke antallet af muskelfibre på fosterstadiet.

Man bør være klar over, at der er en øget foderudgift til soholdet, som skal opvejes af afkommets bedre produktionsresultater. Derfor må det p.t. betegnes som usikkert, om denne teori vil få nogen praktisk betydning.

På kuldsiden er det, som det eneste, muligt at påvirke fødselsvægten. Alle andre kuldresultater er upåvirkelige af foderstyrke inden for rimelighedens grænser. Påvirkningen af fødselsvægten er mulig ved at give en højere foderstyrke i den sidste del af drægtigheden. Rent foderøkonomisk skal der 100 kg ekstra foder til at øge gennemsnitsvægten med 100 g.

På sosiden er der en meget tydelig sammenhæng mellem foderstyrke og vægtændringer. Desuden er sammenhængen mellem foderoptagelsen i drægtigheds- og diegivningsperioden blevet bekræftet. Et højt energiniveau under drægtigheden giver således en mindre foderoptagelse under diegivning. Denne uheldige effekt bør undgås, hvorfor et generelt højt niveau ikke kan anbefales.

Det er blevet bekræftet, at soen virker som en buffer for fostrene, jf. den manglende mulighed for at påvirke kuldstørrelsen.

Foderstyrken i drægtighedsperioden er således en afvejning mellem kuldets fødselsvægt og søernes foderoptagelse i diegivningsperioden. I langt de fleste tilfælde vil en høj foderoptagelse have en større værdi end en høj fødselsvægt. Derfor må det konkluderes, at de drægtige søer generelt skal fodres efter huld.

I besætninger, hvor fødselsvægten er lav, og dette giver anledning til problemer, skal foderstyrken dog sættes op i de sidste to-tre uger før faring.

Reference
-	Allen R.E., Merkel R.A., Young R.B. 1979. Cellular aspects of muscle growth: Myogenic cell proliferation. J. of Anim. Sci., vol. 49, nr. 1, 115-127.
-	Azain M.J. 1993. Effects of adding medium-chain triglycerides to sows diet during late gestation and early lactation on litter performance. J. of Anim. Sci., vol. 71, 3011-3019.
-	Brooks P.H., Cole D.J.A. 1974. The Effect of nutrition during the growth period and the oestrus cycle on the reproductive performance of the pig. Livestock Production Sci, vol. 1, 7-20.
-	Buckner L.J., Bruce J.M., Edwards S.A. 1994. Modelling the energy system of outdoor sows. Pig News and Information, vol. 15, nr. 4, 125N-128N.
-	Chwalibog A.; Husdyrernæring, bestemmelse og næringsbehov
-	Cieslak D.G., Leibbrandt V.D.,Benevenga N.J. 1983. Effect of a high fat supplement late gestation and lactation on piglet survival and performance. J. of Anim. Sci., vol.57, nr. 4, 954-959.
-	Coffey M.T., Diggs B.G., Handlin D.L., Knabe D.A., Maxwell C.V., Noland P.R. Jr., Prince T.J., Cromwell G.L. 1994. Effects of dietary energy during gestation and lactation on reproductive performance of sows: A cooperative study. J. of Anim. Sci., vol. 72, 4-9.
-	Cox N.M., Britt J.H., Armstrong W.D., Alhusen H.D. 1983. Effect of feeding fat and altering weaning schedule on rebreeding in primiparous sows. J. of Anim. Sci.,  vol. 56, nr. 1, 21-29.
-	Cromwell G.L., Hall D.D., Clawson A.J., Combs G.E., Knabe D.A., Maxwell C.V., Noland P.R., Orr D.E. Jr., Prince T.J. 1989. Effects of additional feed during late gestation on reproductive performance of sows: A cooperative study. J. of Anim. Sci., vol. 67, 3-14.
-	Dyck G.W., Cole D.J. A. 1986. The effect of restricted energy and nutrient intake after mating on reproductive performance of multiparous sows. Anim. production, vol. 42, 127-132.
-	Dwyer C.M., Fletcher J.M., Stickland N.C. 1993. Muscle cellularity and postnatal growth in the pig. J. of Anim. Sci., vol. 71, 3339-3343.
-	Dwyer C.M., Stickland N.C. 1991. Sources of variation in myofibernumber within and between litters of pigs. Anim. Prod., vol. 52, 527-533.
-	Dwyer C.M., Stickland N.C., Fletcher J.M. 1994. The influence of maternal nutrition on muscle fiber number development in the porcine fetus and on subsequent postnatal growth. J. of Anim. Sci., vol. 72, 911-917.
-	Foxcroft G.R. 1992. Nutritional and lactational regulation of fertility in sows. J. Reprod. Fert. Supplement, vol. 45, 113-125.
-	Handel S.E., Stickland N.C. 1988. Catch-up growth in pigs: A relationship with muscle cellularity. Anim. Prod., vol. 47, 291-295.
-	Handel S.E., Stickland N.C. 1987. Muscle cellularity and birth veight. Anim. Prod., vol. 44, 311-317.
-	Hartsock T.G., Graves H.B. 1976. Neonatal behavior and nutrtion-related mortality in domestic swine. J. of Anim. Sci., vol. 42, nr. 1, 235-241.
-	Hegarty P.V.J., Allen C.E. 1978. Effect of prenatal runting on the postnatal development of seletal muscle in swine and rats. J. of Anim. Sci., vol. 46, nr. 6, 1634-1640.
-	Hoffmann L., Beyer M, Schiemann R., Jentsch W. 1990. Energibedarf gravider und laktirender Sauen. Archives of Animal Nutrition, vol. 40, nr. 4, 279-296.
-	Hoppe M.K., Libal G.W., Wahlstrom R.C. 1990. Influence of gestation energy level on the production of large white landrace sows. J. of Anim. Sci., vol. 68, 2235-2242.
-	Hultén F., Niel M., Einarson S., Håkanson J. 1993. Energy metabolism during late gestation and lactation in multiparous sows in relation to backfat thickness and the interval from Weaning to first oestrus. Acta Vet. Scandinavica, vol. 34, 9-20.
-	King R.H. 1987. Feeding sows during gestation and lactation. Proceedings in pig production, vol. 2, 659-671.
-	Kirchgessner M., Müller R. 1987. Langfristige untersuchungen zum einfluß der Energieversorgung in der Trächtigkeit auf Lebendgewichtsveränderung und reproductionsleistung von Sauen. J. of Vet. Medicine series A, vol. 34, 289-295.
-	Kirchgessner M. von, Räder G, Roth-Maier D.A. 1991. Zum einfluß einer variierten Energieversorgung in Gravidität und Lactation auf die Milchleistung von Sauen. Zütungskunde, vol. 63, nr. 2, 136-145.
-	Kirkwood R.N., Baidoo S.K. Aherne F.X. 1990. The influence of feeding level during lactation and gestation on the endocrine status and reproductive performance of second parity sows. Can. J. of Anim. Sci., vol. 70, 1119-1126.
-	Lodge G.A., Sakar N.K., Friend D.W. 1977. Hyperplasic and hypertrophic growth in brain, liver and muscle of undernourised suckled pigs. J. of Anim. Sci., vol. 45, nr. 6, 1346-1352.
-	Miller L.R., Garwood V.A., Judge M.D. 1975. Factors affecting porcine muscle fiber type, diameter and number. J. of Anim. Sci., vol. 41, nr. 1, 66-77.
-	Moss F.P., Leblond C.P. 1970. Satellite cells as the source of nuclei in muscles of growing rats. Anat. Rec., vol. 170, 421-436.
-	Müller R., Kirchgessner M. 1986. Zur Aufzuchtleistung von Sauen in Abhängigkeit von Energieversorgung und -verteilung wärend der Gravidität. vol. 58 (5), 374-382.
-	Newcomb M.D., Harmon D.L., Nelssen J.L., Thulin A.J., Allee G.L. 1991. Effect of energy source fed to sows during late gestation on neonatal blood metabolite homeostasis energy stores and composition. J. of Anim. Sci., vol. 69, 230-236.
-	Nielsen, H.E., Danielsen, V. 1983. to energinormer og to proteinnormer til drægtige søer. Statens Husdyrbrugsforsøg, Meddelelse nr. 461.
-	Noblet J., Dourmad J.Y., Etienne M. 1990. Energy utilization in pregnant and lactating sows: modeling of energy requirements. J. of Anim. Sci., vol. 68, 562-572.
-	Ohle H.O., Kracht W., Dömeland W. 1984/1985. Untersuchungen zur Energieversorgung tragender Sauen. 3. Mitteilung: Die auswirkung einer im Graviditetsstadium reduzierten Energigabe auf die Lebendmasseveränderung der Sauen und ihre Reproduktionsleistungen. Tierernährung und Fütterrung (14), 153-160.
-	O´Grady J.F. 1985. Recent development in pig nutrition, Butterworths.
-	Pond W.G. 1973. Influence of maternal protein and energy nutrition during gestation on progeny performance in swine. J. of Anim. Sci., vol. 36, nr. 1, 175-182.
-	Pond W.G., Mersmann H.J. 1988. Comparative response of lean or genetically obese swine and rats: Effects on postweaning growth and body composition of progeny. J. of Nutr., vol. 118, 1223-1231.
-	Pond W.G., Mersmann H.J. 1990. Differential compensatory growth in swine following control of feed intake by a high-alfalfa diet fed ad libitum or by limited feed. J. of Anim. Sci.,  vol. 68, 352-362.
-	Pond W.G., Mersmann H.J, Yen J.T. 1985. Severe feed restriction ofpreganant swine and rats: Effects on postweaning growth and body compositin of progeny. J. of Nutr., vol. 115, 179-189.
-	Prince T.J., Jungst S.B., Kuhlers D.L. 1983. Compensatory responses to short-term feed restriction during the growing period in swine. J. of Anim. Sci., vol. 56, nr. 4, 846-851.
-	Prunier A., Dourmad J.Y., Etienne M. 1993. Fedding level, metabolic parameters and reproductive performance of primiparous sows. Livestock Production Science, vol. 37, 185-196.
-	Rehfeldt C., Fielder I., Weikard R., Kanitz E., Ender K. 1993. It is possible to increase skeletal muscle fiber number in utero. Biosci. Rep. vol. 13, nr. 4, 213-220.
-	Seerly R.W. 1984. The use of fat in sow diets. Fats in animal nutrtion, 333-351.
-	Stickland N.C.. 1995. Microstructural aspetcs of skeletal muscle growth. Meat Focus International, vol. 4, nr. 6, 241-245.
-	Swatland H.J., Cassens R.G. 1973. Prenatal development, histochemistry and innervation of porcine muscle. J. of Anim. Sci., vol. 36, nr. 2, 343-354.
-	Sørensen G. 1994. Søernes foderstyrke de første fire uger efter løbning. Meddelelse nr. 280, Landsudvalget for Svin.
-	Tilton S.L., Ermer P.M., Lewis A.J., Miller P.S., Wolverton C.K. 1995. Addition of fats to diets of lactating sows. Effect on sow and performance. Nebraska swine report, 34-41.
-	Young L.G., King G.J., Walton J.S., Mcmillan I., Klevorick M., Shaw J. 1990. Gestation energy and reproduction over four parities. Can. J. of Anim. Sci., vol. 70, 493-506.
-	Weldon W.C., Lewis A.J., Louis G.F., Kovar J.L. Giesmann M.A., Miller P.S. 1994. Postpartum hypophagia inprimiparous sows: Effects of gestation feeding level on feed intake, feeding behavior and plasma metabolite concentrations during lactation. J. of Anim. Sci., vol. 72, 387-394
-	Weldon W.C., Lewis A.J., Louis G.F., Kovar J.L. Miller P.S. 1994. Postpartum Hypophagia in primiparous sows: Effects of feeding level during gestation and exogenous insulin on lactation feed intake, glucose tolerance, and epinephrine-stimulated release of nonesterified fatty acids and glucose. J. of Anim. Sci., vol. 72, 395-404.
-	Whittemore C. 1987. Be good to gilts. Pig farming supplement, december, 36-45.
-	Whittemore C. The science and practice of pig production, 449-465.