9. januar 2013

Rapport Nr. 41

Rapport fra studietur til Catalonien, Spanien, September 2012

Studietur for Svinerådgivere og dyrlæger til Catalonien, Spanien.

I 2012 gik studieturen for rådgivere og dyrlæger til Catalonien, Spanien. Deltagernes indtryk og billeder er samlet i denne rapport. Programmet indeholdt møder med spanske dyrlæger, rådgivere og forskere samt besøg på flere produktionsbedrifter, en foderfabrik og et laboratorium for svinesygedomme.

Svinebestanden i Spanien er på 25,5 mio. stk. mod 11,9 mio. stk. i Danmark (2011). Catalonien er meget svinetæt med 600.000 søer inden for 25 km.

Der slagtes cirka 41 mio. svin i Spanien, som dermed er Europas 2. største svineproducerende land.

Langt størsteparten af produktionen (ca. 75 %) er bygget op, ved at investorer (integratorer) lejer sig ind i svineproducentens bygninger. Integratoren sørger for dyr, foder, avl, veterinær bistand og rådgivning. Svineproducenten er ansat af integratoren og aflønnes for leje af stalde og pasning af dyr. Svineproducenten får en fast pris pr. produceret smågris og slagtesvin, samt et straf-fradrag hvis produktivitetskravene i kontrakten ikke er opfyldt.  

Foruden denne produktionsform er der også selveje (mindre besætninger) og cooperativer (producenter ejer selv bygninger og dyr, mens der er fællesskab om f.eks. foderstof eller slagteri).

En typisk sobesætning er på omkring 1500 søer. Søerne i de spanske svinebesætninger fordeler sig med 78 % af søerne i 17 % af besætningerne.

Fra at have været importør af svinekød, er Spanien nu selvforsynende på hjemmemarkedet. Derudover eksporteres godt 1.000.000 tons svinekød. DKs samlede produktion er til sammenligning på 1.900.000 tons. I de sidste 2 år har der været en årlig stigning på eksporten på næsten 50 %. Kødet eksporteres til EU, med overvægt til nabolandene Portugal og Frankrig, samt Italien.

Samlet set synes Spanien at være klar til 2013 mht. dyrevelfærd og løsgående søer i drægtighedsstaldene. I hvert fald forventes det, at 85 – 95 % af de større sobesætninger enten allerede er klar, eller har planer for at blive det.

På den økonomiske front er de også godt rustede til fremtiden. De har en struktur, hvor det ikke kun er primærleddet, der investerer i produktionen, men både forsyning (foderstof og avlsselskab) og afsætning (slagteri) investerer.  De spanske svineproducenter er desuden mindre gældsatte end de danske, til gengæld ejer de ikke ret meget jord, så de er sårbare overfor stigende korn- og foderpriser.

 


Forfatter: Brian Oster Hansen, Markku Johansen, Christian Koustrup Frandsen

Udgivet: 9. januar 2013