5. december 2013

Rapport Nr. 43

Dansk svineproduktions konkurrenceevne 2012

Dansk svineproduktion er fortsat europamester i smågriseproduktion, men slagtesvineproduktionen halter fortsat konkurrencemæssigt. Rentabilitetstrenden i EU er fortsat stigende, men kun Østrig og Spanien opnår positiv rentabilitet i 2012.

I 2012 var der positiv rentabilitet i svineproduktionen i USA, Spanien, delstaten Mato Grosso i Brasilien samt Østrig. Danmark følger efter med en negativ rentabilitet på -0,26 kr./kg. I Danmark og Frankrig havde de 33 pct. bedste producenter i 2012 en positiv rentabilitet på 0,54 og 0,22 kr./kg. Forskellen i soholdet mellem den bedste tredjedel og landsgennemsnittet var nogenlunde ens i de to lande i soholdet, mens forskellig rangeringsmetode betyder væsentligt større forskelle i slagtesvineholdet.

Produktionsomkostningen pr. kg slagtekrop lå mellem 8,5-10,66 kr./kg for det amerikanske kontinent, mens Spanien havde de laveste omkostninger i EU InterPig i 2012 med en omkostning på 12,02 kr./kg. Danmark havde en omkostning på 12,34 kr./kg, overgået af Frankrig (12,05 kr./kg) og Holland (12,32 kr./kg). De danske produktionsomkostninger pr. kg slagtekrop var 0,93 kr./kg lavere end i Tyskland i 2012 for en integreret bedrift. Denne forskel skyldes hovedsageligt en lavere produktionsomkostning på en 30 kg’s gris som i 2012 var 74 kr./smågris lavere i Danmark end i Tyskland.

Danske svineproducenter er fortsat europamester i smågriseproduktion. Denne fordel kommer ikke kun danske slagtesvineproducenter til gode, men også de tyske. Produktionsomkostningen for slagtesvineproducenter i Danmark og Tyskland med ens smågrisepriser viser derfor kun et dansk slagtesvineforspring på 10 øre/kg slagtekrop. En tysk slagtesvineproducent får bedre rentabilitet end en dansk i 2012, når de højere tyske afregningspriser på ca. 25 øre/kg indregnes. Disse tal er før de bedre tyske momsregler for landbrug indregnes.

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne. Aktivitetsnr.: VSP nr. 76. Journalnr.: 32101-D-13-00584.

 

Støtte af Fødevareministeret og EU

Institution: Videncenter for Svineproduktion, Den rullende Afprøvning

Forfatter: Michael Groes Christiansen

Udgivet: 5. december 2013

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Produktionsøkonomi