Flertallet af sobesætningerne i Danmark har ingen eller kun sporadisk forekomst af skuldersår. Dertil kommer et mindre antal besætninger, som har problemer i et varierende omfang. Behovet for en indsats – herunder prioritering af indsatsområderne – er meget forskellig fra besætning til besætning.

Skuldersår kan sammenlignes med tryksår hos mennesker. De opstår som følge af et længerevarende tryk på vævet. Særligt udsat er områder, hvor knogler ligger lige under huden. Det er tilfældet på soens skulder, da skulderbladet har en meget højtliggende kam med en knude (figur 1).

Figur 1.	Skulderblad med angivelse af skulderbladsknuden (angivet med pilen) (billedenr. 6502)

Skuldersår kan ramme alle søer under givne omstændigheder. Det er derfor nødvendigt med en langsigtet forebyggende indsats, der er individuelt afpasset den enkelte besætning.

1.1  Udvikling

Fra mennesker kender man mange faktorer der har indflydelse på udviklingen af tryksår. De vigtigste er dårlig ernæringstilstand, forkert og energifattig kost, nedsat bevægelighed, høj alder, sygdom, væskemangel og forhøjet temperatur.

Mange af de samme faktorer disponer også for skuldersår hos søer.

Hos søerne ses hovedparten af skuldersår indenfor de første uger efter faring. Når soen ligger i sideleje ved diegivning, opstår et længerevarende tryk på vævet mellem skulderbladsknoglen og gulvet (figur 2). Trykket på vævet nedsætter blodcirkulationen i området, og skuldersår udvikles. I værste fald medfører det, at vævet over skulderknuden dør. Udvikling af skuldersår afhænger således af trykkets størrelse og varighed.

Figur 2.	Skulderbladsknuden giver et stort tryk på huden (billedenr. 6501)

Skuldersår kan forekomme på én eller begge skuldre. Indledningsvis ses der rødmen i huden, som senere kan blive til et regulært sår (Fig. 3). Sårene kan udvikle sig så kraftigt, at tilstanden medinddrager dybereliggende væv og skulderbladsknogle. For at lave en ordentlig  vurdering af, hvor alvorligt skuldersåret er, skal man både se og føle på såret.

Et skuldersår starter med at huden bliver rød og varm. Her skal soen have et blødt underlag (foto: Marianne Kaiser, billede nr. 1936)	Denne so har skuldersår (foto: Marianne Kaiser, billede nr. 1937)
Figur 3. Skuldersår inddeles i fire grader (angivet af Det Veterinære Sundhedsråd). Mindre alvorlige skuldersår  GRAD 1: Et overfladisk mindre sår evt. med moderat sårskorpe. Der kan ses rødmen. GRAD 2: Et sår der inddrager huden i hele sin tykkelse. Der er evt. omfattende sårskorpe. Alvorlige skuldersår  GRAD 3: Et større sår, hvor både huden og det underliggende væv er inddraget. GRAD 4: Et større sår der inddrager både hud og der underliggende væv. Skulderbladsknoglen kan evt. ses og mærkes.

1.2  Lovgivning og konsekvenser

Skuldersår er et velfærdsmæssigt og produktionsforringende problem, som ikke kan accepteres, da alvorlige tilfælde påfører soen en væsentlig ulempe og unødvendig smerte.

Det Veterinære Sundhedsråd præciserede dette i sin meddelelse den 18. november 2003, hvori Rådet vurderede, at skuldersår af grad 3 og 4 er uacceptable i henhold til Dyreværnsloven.

Søer, der udvikler skuldersår grad 3, forlanges ikke aflivet. Det forudsætter dog, at sådanne søer øjeblikkeligt fravænnes til en sygesti med blødt underlag og lokalbehandles.

Fødevarestyrelsen har den 19. november 2003 instrueret embedsdyrlægerne på slagterierne og de praktiserende dyrlæger om, at alvorlige skuldersår (grad 4) er en overtrædelse af Dyreværnsloven, og at svineproducenten skal anmeldes til politiet.

For tiden udarbejdes hele nye retningslinjer for håndtering og vurdering af skuldersår. Manualen vil blive opdateret når disse træder i kraft.

Det er et mindretal af søerne, der får skuldersår. Skuldersår ses stort set kun i farestalden, men en meget væsentlig del af forebyggelsen skal ske allerede i drægtighedsperioden.

Allerede ved indsættelse i farestien, kan man udpege de søer der er disponeret for skuldersår. Sådanne søer kaldes for ”risikosøer”. De er kendetegnet ved at have dårligt huld, høj alder, de har haft skuldersår før og/eller har dårlige ben eller anden sygdom. Landrace-søer har også større risiko for skuldersår sammenlignet med Yorkshire-søer.

Forebyggelsen består derfor i følgende, hvoraf punkt 1 og 2 skal vægtes meget højt:

1. Huldvurdering og individuel fodring af søer i hele cyklus
2. Sikring af optimal foderoptagelse i farestalden
3. Risikosøer indsættes på gummimåtte og efterses dagligt for skuldersår på begge sider. Kendre risikofaktorer er:
4. 1. -          Søer i dårligt huld (huld 1 og 2)
   2. -          Søer, der tidligere har haft skuldersår
   3. -          Søer med besværet gang eller sygdom
   4. -          Gamle søer (Over 6. - 7. læg)
   5. -          Landrace-søer
   6. -          Søer der har farefeber/MMA
5. Sikre fast, skridsikkert gulv under søerne i farestalden
6. Sikre at søerne rejser sig hyppigt

2.1  Huldstyring

Når der huldvurderes er det ikke tilstrækkeligt kun at se på søerne. For at kunne vurdere huldet ordentligt, er det også nødvendigt at mærke hen over søernes ribben, rygrad og hofteben. Man skal tilstræbe huldkarakter 3 på alle søer - jf. figur 4. Knoglepartierne må ikke kunne ses, men skal lige akkurat kunne mærkes ved et fast tryk hen over knoglerne.

Man skal mærke på soen for at lave den korrekte huldvurdering. Ved en so i korrekt huld, kan man lige akkurat mærke knoglerne ved et fast tryk.

Hvis knoglepartierne kan ses eller mærkes, ved lette tryk, er soens huld i underkanten, og foderstyrken skal sættes op.

Tynde og magre søer har højere risiko for skuldertrykninger end søer i normalt huld. En medvirkende årsag kan være, at magre søer mangler det beskyttende spæklag over og omkring skulderbladet. Det gør dem mere udsatte for tryk.

Figur 4.	Hudvurdering af so. Man skal mærke på soen for at lave den korrekte huldvurdering. Ved en so i korrekt huld, kan man lige akkurat mærke knoglerne ved et fast tryk (foto: Marianne Kaiser, billede nr. 1784)

Hvis knoglepartierne ikke kan mærkes ved et hårdt tryk med flad hånd, er soen for fed. Det vides ikke om fede søer er disponeret for skuldersår, men der er flere ulemper ved fede søer. De har en mindre foderoptagelse i farestalden og får hermed et unødigt vægttab. Derudover kan de være besværede i deres bevægelser, og overvægten kan øge belastningen på klove og led. Resultatet bliver at de får svært ved at rejse sig i fareboksen, og måske kommer til at ligge mere end søer i normal huld. Derfor er det vigtigt, at søerne ikke bliver for fede (huldkarakter 4).

Figur 5.	Skema til huldvurdering af søer. Foderstyrken skal tilpasses søerne individuelt, for at opnå det ønskede huld (billede nr. 1478)

Huldvurderingen er ens for alle fodringssystemer i drægtighedsstalden, men mere krævende at gennemføre i stier hvor søerne ikke ses enkeltvis, stående hver dag. Så i stier med elektronisk sofodring (ESF), gulvfodring eller fodring i langkrybbe må man ikke slække på den individuelle huldvurdering, fordi det er vanskeligere. I stier med en æde-/hvileboks pr. so kan man låse søerne inde i hver deres boks i forbindelse med fodring, indtil huldvurdering – og supplerende fodring – er foretaget.

Figur 6.	Denne so har umiddelbart et korrekt huld. Efter nærmere undersøgelse, hvor der mærkes hen over soens ribben og rygrad, blev hun alligevel konstateret for tynd (foto: Marianne Kaiser, billede nr. 1300)

Huldet vurderes systematisk

• Ved fravænning
• Ved indsættelse i drægtighedsstalden
• Ved drægtighedskontrol
• 60 dags drægtighed
• 90 dags drægtighed

2.2  Huldstyring i drægtighedsperioden

Søerne skal være i ensartet huld gennem hele cyklus. Erfaringen viser, at uens eller dårlig huld er et tilbagevendende problem i besætninger med skuldersår.

Mulighed for individuel fodring er en forudsætning for at kunne styre og kontrollere den enkelte sos huld efter det aktuelle energibehov. Derfor er det nødvendigt at håndfodre særlige udsatte dyr.

I drægtighedsperioden deles fodringen i to perioder:

• Huldperiode: Fra løbning til 16. uge af drægtigheden
• Forberedelsesperiode: De sidste 2-3 dage før faring

I huldperioden skal man sikre en fodring, som holder søerne i passende ensartet huld. Dette gøres ved at bruge en drægtighedsblanding, som overholder gældende normer for aminosyrer, så kødtilvæksten ikke stimuleres unødigt.

Hvis en so har haft et stort vægttab i diegivningsperioden (huld 1 eller 2), er det vigtigt, at søerne hurtigt opnår tilvækst. Derfor skal disse søer tildeles op til 3,8 FEso pr. dag efter løbning, så de hurtigt er tilbage i normalt huld (huld 3).

Flere forhold har betydning for huldstyrringen. Derfor skal den enkelte besætning tilrettelægge foderstrategi og foderkurve så der tages hensyn til følgende:

• At soen vokser helt frem til 4-5 kuld (15 kg i gennemsnit i hver drægtighedsperiode)
• At et eventuelt vægttab i den foregående diegivningsperiode skal indhentes
• At temperatur, træk og fugt har stor betydning for soens varmeproduktion og dermed også for hvor meget foder, den skal tildeles

Soens nærmiljø afhænger af staldindretningen og brug af strøelse. Derfor vil der være store variationer mellem besætninger. En staldtemperatur på højst 18 °C, er mest optimalt for soen, hvis der er betongulv uden strøelse. Det forudsætter, at der ikke er træk. Betydningen af temperaturen er påvirket af, hvor fede eller hvor tynde søerne er. Magre søer skal således have mere foder end fede søer.

Søerne kan opstaldes i bokse de første fire uger efter løbning. Det øger mulighederne for, at alle søer har tilpas og ensartet huld i den resterende del af drægtigheden. Boksopstaldning af søerne de første fire uger efter løbning er den eneste løsning ved vådfodring eller gulvfodring, fordi disse fodringsmetoder ikke i tilstrækkelig grad sikrer individuel fodring.

I de sidste 2-3 dage før forventet faring (forberedelsesperioden) bør foderstyrken sættes ned til ca. 2,0 FEso dagligt. Høj foderstyrke inden faring giver nemlig forøget risikoen for farefeber.

Halm eller andre mættende foderkomponenter er en fordel. Dog bør man undgå, at søerne bliver fede, hvilket kan være en risiko ved brug af fx store mængder roepiller.

Søerne skal tilses dagligt i forbindelse med fodring, så man kan sikre, at den enkelte so har ædt sin foderration.

Hvis man har løsdrift er det, uanset fodringsprincip, en fordel, at unge søer (gylte og evt. små 1. kuldssøer) opstaldes i stier for sig.

2.2.1  Gulvfodring, langkrybber og biofixanlæg

I løsdriftssystemer, hvor den enkelte so ikke får ”sin egen ration”, kan man kun give soen mere foder ved at tage hende ud af stien. Dette er én af årsagerne til, at systemer med ikke-styret fodertildeling frarådes.

Vådfoder i langkrybbe eller gulvfodring sikrer således ikke den enkelte so en individuel ration. Især hvis det er vådfoder, hvor flere søer deles om en vådfoderventil, er der risiko for, at hurtigtædende søer får en større del af den tildelte fodermængde end de langsomt ædende søer. Derfor skal magre søer være fælles om den samme ventil – og disse søer tildeles mere foder end søerne i godt huld. Det sikrer fodring efter huld. Ved gulvfodring skal søerne ligeledes sorteres efter huld ved indsættelse. Her anbefales kun én daglig fodring, da fordeling af foderet over flere daglige fodringer mindsker den samlede doserede mængde pr. gang. Det øger risikoen for, at dominerende søer æder en for stor ration ved hver fodring på bekostning af de mindre og rangsvage søer.

2.2.2  En æde-/hvileboks pr. so eller fælles ædebokse (cafeteriafodring)

Huldet styres ved at give alle søer samme basisration. Derefter gives supplerende foder til søer i dårligt huld. Disse kan evt. farvemarkeres, så det er lettere at finde dem. Der foruden skal man også huske at se efter, om der er ”nye søer”, der ved indsættelse har behov for supplerende foder eller søer, der ikke længere har behov for supplerende foder. En sortering af ugeholdet i to stier, afhængig af soens huld, kan praktiseres for at sætte foderstyrken kollektivt op til de søer, der måtte være for tynde.

2.2.3  Elektronisk sofodring (ESF)

I ESF kan man justere søernes huld ved at have flere foderkurver der passer til de forskellige huldkategorier (normal, fed, tynd). Der skal rutinemæssigt være kontrol med foderstationernes indstillinger og reelle funktion for at sikre, at den enkelte so får den mængde foder, man forventer.  Udfodringsmængden skal kontrolleres mindst fire gange om året samt ved skift af foderblanding. Ligeledes skal ædetider og lågehastigheder justeres, så søerne har tilstrækkelig tid til at æde hele foderrationen. Huldvurdering skal foretages på normal vis. Endelig skal man bruge ”levnelister” aktivt i den daglige kontrol og styring af individets foderoptag og almenbefindende. Der henvises i øvrigt til ”ESF-management” der er et managementværktøj i rådgivningssystemet.

2.3  Høj foderoptagelse i farestalden

En endnu ikke afsluttet erfaringsindsamling fra besætninger med skuldersår har vist, at deltagende besætninger havde problemer med for lille foderoptagelse, og hermed et stort vægttab i farestalden. En undersøgelse viser desuden, at der kan være en mulig sammenhæng mellem skuldersår og vægttab i farestalden. Forebyggelsen af skuldersår fortsætter derfor i farestaldsperioden, hvor soen skal optage mest muligt foder.

Høj daglig mælkeydelse og ensartet huld i farestalden stiller store krav til fodringen. I den første diegivningsuge skal søer fodres restriktivt, så de opnår en daglig foderoptagelse på 5-6 Feso ca. på dag 7.

Derefter skal søerne fodres efter tilnærmet ædelyst, så de opnår en daglig foderoptagelse på 10-12 FEso. Foderet skal tildeles mindst tre gange dagligt, og søer skal have ædt den tildelte foderration inden for 60 minutter. Der er gode erfaringer med at fodre søerne helt op til otte gange dagligt.

Tag dog hensyn til individuelle forhold som har indflydelse på soens foderoptagelse under diegivning:

• Fede søer æder mindre end søer i rigtigt huld
• Unge søer skal bruge ekstra foder til deres udvikling
• Store søer kræver ekstra energi til vedligehold
• Foderets smag eller et væsentligt skift i råvarevalg kan reducere den daglige foderoptagelse
• Mangelfuld vandforsyning reducerer soens foderoptagelse
• Foderoptagelsen falder, når temperaturen i miljøet stiger

I farestalden har hver enkelt so oftest sin egen krybbe. Styring og kontrol af foderoptagelse er derfor let at foretage. Det anbefales, at søerne tilses i forbindelse med mindst én af de daglige fodringer.

Det er vigtigt, at krybben kan rumme den tildelte mængde foder, og at drikkeniplen er placeret hensigtsmæssigt. Hygiejnen i krybben skal kontrolleres dagligt, og eventuelle foderrester skal fjernes.

2.3.4  Mave-tarm-sundhed

Mavesår kan forhindre søerne i at optage den ønskede mængde foder, hvilket kan føre til, at soen har svært ved at bevare eller opnå et passende huld. Problemer med mave-tarm-sundheden blandt søer skyldes som regel en kombination af forkert fodersammensætning, foderstruktur eller foderstrategi.

En USK (Udvidet Sundheds Kontrol) fra slagteriet kan være med til at blotlægge et eventuelt problem i besætningen. Besætningsdyrlægen kan bestille USK.

En øget partikelstørrelse af foderet er med til at sænke forekomsten af mavesår. Øget andel af byg og havre evt. valset eller groft formalet kan være en mulighed.

2.4  Fodring i løbeafdelingen

I løbeafdelingen anbefales fodring efter ædelyst frem til løbning. I goldperioden bør søerne generelt tildeles en gennemsnitlig daglig foderration på 4,0 FEso. Lige efter fravænning optager soen omkring 6 FEso pr. dag, men denne mængde falder, jo tættere soen kommer på brunsten.

Individuel fodring skal praktiseres for at sikre, at alle søer har en høj foderoptagelse. I løsdrift medfører konkurrenceprægede fodringssystemer, at de svageste søer i hierarkiet optager for lidt foder. Derfor bør der i stier med løsdrift være en æde/insemineringsboks pr. so.

2.5  Vandforsyning

Soens vandbehov i diegivningsperioden varierer fra so til so, men er mindst ca. 35 liter pr. dag og kan være helt op til 50 liter pr. dag. Er man i tvivl, om soen får tilstrækkelig med vand, må man undersøge, om forsyningsgraden fra vandledningerne er stor nok. Vandventilerne skal kunne yde ca. 4 liter pr. minut. Trykket skal være 2-2½ atm., når en femtedel af søerne i farestalden drikker samtidigt. Man kan kontrollere ydelsen ved at tappe vand i en plasticpose.

En enkel måde at få indtryk af soens vandoptagelse er at kigge på urinen om morgenen. Er urinen "mørkegul" kan det være tegn på, at soen drikker for lidt vand.

Figur 7.

Kontrol af vandventiler bør foretages jævnligt. Hvis soen ikke får opfyldt sit vandbehov, kan det påvirke foderoptagelsen. En ventil skal kunne yde ca. 4 liter pr. minut. Ydelsen kan måles ved at holde en 4 liters frysepose under ventilen i ét minut. Målingen bør foretages samtidig med eller umiddelbart efter fodring af resten af søerne i sektionen. Årsagen er, at det er på dette tidspunkt, at søerne bruger mest vand, og systemet derfor er mest belastet. En måling i ”hvileperioden” eller i tom stald bliver misvisende (billede nr. 4251)

2.6  Fast, skridsikkert gulv i farestien

Gulvtype og kvaliteten af gulvet har betydning for udviklingen af skuldersår. Det anbefales at have et fast og jævnt underlag. Gulvet skal desuden være skridsikkert og tørt. Herved sikres at soen rejser sig efter lyst og behov – og ikke kun når der fodres.

2.6.1  Slidte og ujævne gulve

Sådanne gulve skal renoveres med en ny overfladebehandling, eksempelvis et nyt slidlag, flydemørtel eller lignende. Vær opmærksom på, at gulvet skal have et svagt fald ned mod gødearealet. Alternativt kan der lægges gummimåtter i stierne.

2.6.2  Fuldspaltegulve

Fuldspaltegulve giver et ujævnt tryk på skulderpartiet og har dårlig skridsikkerhed. De kan erstattes af gulvelementer uden åbninger eller der kan ilægges gummimåtter.

Figur 8.	Fast gulv i farestien fordeler bedst trykket på skulderen (billede nr. 4319)

2.7 Nedsat liggetid i diegivningsperioden

Når soen dier, ligger hun i sideleje mange gange i løbet af døgn - og i lang tid ad gangen. Det tager hensyn til pattegrisenes mælkeoptagelse og sikkerhed. Men der skal også tages hensyn til soen. Derfor må liggetiden ikke bliver unødigt lang, og soen skal rejse sig og variere positur med jævne mellemrum. Det øger blodcirkulationen.

En generel god sundhedstilstand, og især en god bensundhed, forebygger lang liggetid. Derforuden kan liggetiden nedsættes gennem korrekt justering af farebokse og tildeling af rode/beskæftigelsesmateriale.

2.7.1  Bensundhed

En undersøgelse har vist at søer med benproblemer har 16 gange så stor risiko for skuldersår sammenlignet med søer uden benproblemer. Forbygger man benproblemer forebygger man også skuldersår.

Dårlige ben forebygges ved at

• Polte har optimal opvækst
• Søerne overvåges dagligt, så der omgående tages hånd om eventuelle skader 
• Stiindretning og driftsledelse tilpasses så rangkampe ikke får negative konsekvenser for søerne
• Søerne behandles rettidigt ved sygdom og indsættes i en sygesti. Korrekt behandling sker efter grundig instruktion fra besætningsdyrlægen
• Gennemfør rutinemæssig trimning af klovene
• Sikre et tørt underlag
• Gulvet og stiindretningen ikke giver risiko for skader, f.eks. biklove der kommer i klemme
• Søer der har kronisk benproblemer udsættes

Figur 9

Beskæring af klove i en beskæringsboks er at fortrække!  - Ved grensaks: Vælg en med krumme skær. Skal være let og frem for alt af god kvalitet  - I boks klippes klovene bedst når soen ligger ned, fx de første dage efter faring  - Biklove klippes når soen står op. Læg saks på gulv og klip bag fra. Herved opnås den rette vinkel - Klip kun lidt ad gangen. Ved små blodudtrækninger, er der beskåret for tæt på. Stop da øjeblikkeligt  - Ved lange klove klippes lidt ad gangen til passende længde med 14 dages mellemrum  - Spørg dyrlægen til råd, hvis du er usikker.

2.7.2  Indretning af farebokse

Boksens indvendige længde bør måle 210 cm målt fra krybbens bagkant til baglåge. Fareboksens indvendige mål bør være 65 cm bred ved krybben. Boksen skal kunne justeres i bredden, til en maksimal bredde på 90 cm i den bageste del af boksen. Hvis fareboksene i besætningen er mindre, kan der evt. monteres bredere baglåger og boksforlænger.

2.7.3  Justering af fareboks

For at minimere liggetiden, skal soen kunne rejse og lægge sig ubesværet. Løsdrift i farestalden giver den største frihed til bevægelse, men af hensyn til især produktionssikkerheden og pattegrisenes velfærd er langt størstedelen af søerne i dag placeret i en fareboks.

Ved indsættelse justeres fareboksen, så den er i yderste position. Omkring tidspunktet for forventet faring justeres boksen ind, så soens bevægelser bliver mere ”styret” når den lægger sig.

Det er vigtigt, at fareboksen justeres ud igen 1-2 dage efter faring. I resten af diegivningsperioden kan soen nu rejse og lægge sig ubesværet.

Figur 10.	Fareboksen bør justeres ud senest 1-2 dage efter faring (billede nr. 0294)

2.7.4  Tildeling af redebygnings- og beskæftigelses-/rodemateriale

Redebygningsmateriale i ugen op til faring samt daglig tildeling af halm som beskæftigelses- og rodemateriale mindsker liggetiden. Halmen får soen aktiveret, så den rejser sig oftere.

Figur 11.	So i fareboks med redebygningsmateriale (Foto: Lisbeth Brogaard Petersen, billede nr. 1299)

2.8 Andre metoder til forebyggelse af skuldersår 

2.8.1  Alder

Flere undersøgelser har vist, at risikoen for at udvikle skuldersår stiger med stigende kuldnummer. Derfor bør søer ældre end 6.-7. læg udsættes. Årsagen kendes ikke.

2.8.2  Tidligere skuldersår hos soen 

Søer, som tidligere har haft skuldersår er disponeret for at få det igen. Generelt bør søer med skuldersår udsættes efter opheling. Såfremt læsionen er begrænset, kan det være forsvarligt at lade soen få et kuld grise mere, men det er så nødvendigt at forbedre de forhold, som øger risikoen for skuldersår eller at beskytte soens skuldre ved brug af gummimåtter.

Noter på sokortet når en so har skuldersår, og hvor alvorligt det er. Det forbedrer chancen for, at der tages hånd om risikosøer i efterfølgende faringsrunde. Dernæst muliggør det også, at skuldersår indgår i udsætterstrategien efter løbning – og ikke kun ved fravænning. Det kan nedsætte antallet af søer der må aflives på grund af skuldersår.

Søer der har et ar efter et skuldersår, har vist sig at have en forøget risiko for at udvikle skuldersår igen. Indtil et registreringssystem er etableret, kan man med fordel kigge efter ar, når det skal vurderes om et so er i risikogruppe for at udvikle skuldersår.

2.8.3  Generel sygdom

Farefeber/MMA er forbundet med en øget risiko for skuldersår. Årsagen er ikke nøjere undersøgt, men hos mennesker er det kendt, at der er sammenhæng mellem sygdom og tryksår. Ved sygdom sker nogle fysiske ændringer i kroppen og et forringet stofskifte, der antagelig forøger risikoen for at udvikle tryksår. Ydermere vil søer ved sygdom også ligge ned i længere tid end normalt, og derved få et længerevarende tryk på skulderpartiet. Sygdom skal derfor forebygges i samarbejde med besætningsdyrlægen.

2.8.4  Race og avl

Landrace-søer er mere tilbøjelige til at udvikle skuldersår end Yorkshire.

En egentlig avlsmæssig indsats mod skuldersår er ikke mulig på nuværende tidspunkt. Der foreligger stort set ingen erfaringer på området, og det er uklart hvilke avlsmål, der i givet fald vil kunne danne grundlag for en avlsmæssig selektion mod skuldersår.

I en undersøgelse lavet i DanAvl-besætninger, blev der i alle Landrace og Yorkshire avlsbesætninger foretaget en registrering af forekomst af skuldersår under søernes ophold i farestalden. Her blev der konstateret skuldersår hos 10 pct. af Landrace-søerne og hos 5 pct. af Yorkshire-søerne.

Opformerings– og produktionsbesætninger, der benytter Landrace-søer til produktion af YL-polte kan reducere problemerne med skuldersår ved at skifte til Yorkshire-søer. Af samme årsag bør tilbagekrydsninger produceres med Yorkshire som far og ikke Landrace.

2.8.5  Temperatur i soens omgivelser

Hos mennesker er der en sammenhæng mellem høj temperatur og tryksår. Det er også muligt det gør sig gældende hos søer. En hollandsk undersøgelse har påvist en forbedret foderoptagelse samt et mindre vægttab, hos søer i farestier med gulvkøling, sammenlignet med søer der stod opstaldet under normale forhold. Derfor må det formodes, at køling af søer kan have en indirekte effekt på skuldersår, baseret på en forventning om øget foderoptagelse, og derved mindre risiko for huld- og vægttab i diegivningsperioden.

Ved betongulv uden strøelse er en staldtemperatur på ca. 18 °C som sagt det mest optimale for soen. Det forudsætter, at der ikke er træk. Den anvendte staldtemperatur vil oftest være et kompromis mellem soens og pattegrisenes krav. Omkring og de første døgn efter faring kan staldtemperaturen fx sættes til 20-22 °C, hvorefter staldtemperaturen sættes ned til henholdsvis 18 °C ved delvist spaltegulv og 20 °C ved fuldspaltegulv. Det betinger selvfølgelig, at pattegrisenes nærmiljø i hulen er optimeret.

Ved etablering af stalde må varmeslanger til pattegrisehuler ligeledes ikke placeres så de vil afgive varme under soen. Soen bruger gulvet til at komme af med sin overskudsvarme.

I de varme sommermåneder er det vanskeligt at undgå en for høj temperatur. Hvis ventilationsanlægget ikke kan sænke staldtemperaturen tilstrækkeligt, kan følgende tiltag overvejes:

• Isolering af tagfladen
• Supplerende stråleventilation
• Køling med forstøvet vand fra højtryksdyser

Det er vist, at skuldersår heler hurtigere, og ikke bliver så alvorlige, når søerne bliver lagt på en gummimåtte, sammenlignet med hvis soen bliver liggende på et fuldspaltegulv. Ulempen er desværre, at gummi har en dårlig varmeledningsevne, og soen kan ikke slippe af med varmen. Hvis soen får det for varmt, kan den måske blive passiv, miste appetitten eller forsøge at køle sig ved at svine med vand, som medfører fugt og dårlig hygiejne.

En anden ulempe ved måtterne er, at de ikke opsuger eller leder fugt væk. Resultatet bliver at vand- og foderspild gør området under soen fugtigt, hvorved huden på skulderen bliver irriteret.

Gummimåtter skal derfor anvendes med omtanke. Generelt anbefales at der anvendes måtter til risikosøer, samt på fuldspalte- og ujævne gulve og ved begyndende skuldersår (rødmen på soens skulder).

2.8.6  Ammesøer 

Ved valg af ammeso er det vigtigt, at man fravælger dyr, der har særlig stor risiko for at udvikle skuldersår.

Søer, der ikke ikke er egnet til ammesøer, er:

• Søer, der har eller tidligere har haft skuldersår 
• Søer med dårligt huld
• Søer, der går dårligt eller har anden sygdom

Forudsat, at ammesoen er i godt huld og har haft en ”uproblematisk diegivningsperiode” indtil udvælgelsen som ammeso, har en undersøgelse vist sig, at ammesoperioden ikke har betydning for huldet.

2.9  Forebyggelse med gummi underlag og skulderveste

Risikosøer skal placeres i en faresti med et underlag, der trykaflaster soens skulder. Det vil sige, at underlaget ”giver efter” for soens vægt, så trykket på skulderen fordeles bedre og ikke er så hårdt.

I dag findes der gummimåtter og skulderveste til trykaflastning. De gummimåtter, der bruges, har mere karakter af at være ”stødabsorberende”, end egentlig trykaflastende. Derfor kan det være, at måttens effekt også er et resultat af en øget skridsikkerhed (så soen kommer hyppigere op at stå) og udgør udbedring af et ujævnt gulv (slidt eller fuldspaltegulv).

Derforuden markedsføres andre underlag, som kan smøres på/støbes på gulvet. De hidtidige erfaringer med sidstnævnte har været dårlige. Produkterne bruges derfor ikke i udpræget grad. Et underlag må ikke suge fugt uden hurtigt at kunne udtørre og det skal kunne vaskes og desinficeres. Hvis ikke det har mindst 5-10 års holdbarhed, skal det let kunne udskiftes.

Trykaflastning er – i dag – derfor ensbetydende med gummimåtter eller skulderveste.

2.9.1  Gummimåtter

Gummimåtter findes i mange fabrikater og varianter. Der er ikke kendskab til hvor blød og hvor tyk en måtte skal være, for at den har forebyggende effekt. Derfor kan man ikke specifikt anbefale én måttetype fremfor andre.

Det er dog bevist, at en bestemt måtte fra Kraiburg (model Atlas, 18 mm) har positiv effekt overfor skuldersår, efter de er opstået (Meddelelse nr. 783). Denne måtte forhandles af fx Hatting-KS, Ornestation Mors, Ikadan m.fl., og betegnes ofte ”Ikadan-måtten”. Da undersøgelsen har vist, at måtten havde en bremsende effekt overfor skuldersårs videreudvikling, vurderes det, at den også bør have en forebyggende effekt, men der forelægger ingen dokumentation.

Afhjælpningen ligger sandsynligvis i trykaflastningen, suppleret med, at en måtte kan gøre et eventuelt ”glat gulv” mere skridsikkert.  Derfor antages, at andre måtte-fabrikater også har en effekt. Der findes måtter på markedet, som er væsentlig blødere end omtalte Kraiburg-måtte. Om de har bedre effekt vides ikke, men generelt gælder det, at jo blødere måtterne er, des kortere tid holder de.

Det er som tidligere nævnt kun et absolut mindretal af søerne, der udvikler skuldersår. Derfor er der intet belæg for at lægge gummimåtter i alle farestier. Der er imidlertid store besætningsvariationer: nogle har slet ingen – eller kun få – søer med skuldersår. Andre besætninger har massive problemer, hvor en langsigtet indsats er nødvendig for at bringe antallet af skuldersår ned på et minimalt niveau.

I besætninger med store problemer med skuldersår, og fx i besætninger med spaltegulv under soens skulder, kan det derfor være en god idé at lægge gummimåtter/gulvelementer med gummibelægning i alle farestier. I hvert fald som en midlertidig løsning, mens niveauet af skuldersår bringes til et minimum. Derefter kan man tage udgangspunkt i den generelle anbefaling om kun at bruge trykaflastende underlag til risikosøerne.

Redebygningsmateriale øger muligvis holdbarheden af eventuelle gummimåtter, der måtte være lagt ind i fareboksen. Årsagen er, at soens naturlige behov for at udvise redebygningsadfærd medfører, at den i mindre grad vil rette sin aktivitet mod inventar og gummimåtter.

Figur 12.	Underlag som eksempelvis en gummimåtte kan mindske trykket på skulderpartiet, men er dårlig til at lede varmen væk fra soen.

2.9.2  Skulderveste

Skuldervest eller skulderpude kan også anvendes til trykaflasting. Effekten af veste er ikke undersøgt.

• En vest skal ikke benyttes, hvis der er et sår
• Soen skal dagligt tilses på skulderpartierne for at sikre, at der ikke er opstået et sår, eller at der er kommet snavs under vesten
• Vesten skal passe til soens størrelse og sidde omhyggeligt på soen. Ellers kan soen få forbenet ind i vesten
• Vesten kan – ligesom en gummimåtte – ikke lede varme og fugt væk
• En vest slides ved berøring med gulvet, men soen kan ikke bide i materialet i modsætning til gummimåtter

Figur 13. Eksempel på vest. Veste udgør et blødt underlag for skulderen, når soen ligger ned. Vesten bør kun bruges forebyggende, aldrig til søer med sår. Der markedsføres en model (blå) fra samme firma med inspektionsklap og sårkompres (billede nr. 4304)

  

Skuldersår vil i væsentligt omfang kunne reduceres ved god driftsledelse, men selv med forebyggende tiltag, må det påregnes, at der også i fremtiden vil være søer med skuldersår, som skal behandles.

Hurtig og rettidig indsats er afgørende for skuldersårets udvikling. Allerede ved begyndende varme og rødme i huden skal man indlede en behandling så tilstanden ikke forværres yderligt. Trykaflastning anses for den primære behandlingsform. En undersøgelse har vist at arealet og alvorligheden af skuldersår var mindre hos søer der fik en gummimåtte, sammenlignet med søer der ikke fik en måtte.

En hurtigere behandling ved begyndende rødme vil medføre:

• At søerne har bedre velfærd
• Ad der forekommer færre milde grader af skuldersår 
• At alvorlige grader af skuldersår som oftest undgås
• At der udsættes færre søer som følge af skuldersår 

3.1  Behandling af skuldersår – en tretrins raket

Hos mennesker med tryksår anses trykaflastning for at være den vigtigste form for forebyggelse og behandling. Det samme gør sig højest sandsynligt gældende for søer med skuldersår.

Den mest optimale aflastning er at fravænne soen til en sygesti med en rigelig mængde strøelse (figur 13). Ved lettere skuldersår kan der i stedet indlægges en gummimåtte i farestien (figur 14). Det vil aflaste skulderpartiet, og i de fleste tilfælde vil der ske en opheling af såret i løbet af nogle uger.

Figur 14.	So i sygesti med et tykt lag halm (billede nr. 2845)	Figur 15.	So med aflastning via gummimåtte (billede nr. 4511)

Behandling af søer med skuldersår skal foretages gennem tre trin.

Trin 1: Ved begyndende varme og rødmen indlægges straks en måtte. For at kunne reagere i ordentlig tid, kræves at søerne i farestalden overvåges dagligt.  Udover trykaflastningen anbefales desuden at smøre det røde hudparti med en salve, der beskytte huden mod fugt og yderlig skader. Fra praksis er der rapporteret om god effekt af flere blødgørende salver bl.a. helosansalve, kopattesalve, zinksalve og aloevera.

Trin 2: Forværres tilstanden så der kommer hul på huden (Grad 1) fortsættes til trin to. Her anbefales det at vaske – især de betændte sår – forsigtigt med lunkent postevand. Ved betændelse ligger der sig en film af bakterier og affaldsprodukter hen over såret. Det ønsker man at fjerne for at fremskynde helingen. For ikke at skade de nye hudceller, er det dog vigtigt at afvaskningen foregår meget forsigtigt. Til sidst anbefales det at påføre såret antibiotikaspray. Her kan benyttes Cyclospray. Dette er et bredspektret antibiotika med en god virkning gennem huden og uden tilbageholdelsestid. Efter antibiotikabehandling kan man vælge at smøre sårkanten med salve. Den vil beskytte den raske hud omkring såret mod fugt og yderlig skade.

Brug af smertebehandling fremmer ophelingsprocesser og giver bedre velbefindende for soen. Antibiotikaindsprøjtning vil være påkrævet, hvis soen har feber, er gået fra foderet eller er alment påvirket. Strategi for behandling med antibiotika aftales med dyrlægen.

Trin 3: I de få tilfælde hvor såret forværres yderligere i retning mod grad 3, skal soen fravænnes til en boks med et blødt og tørt underlag. Sårbehandlingen skal fortsætte til huden er dækket af en fin tør sårskorpe. Formålet med fravænningen er, hurtigt at bringe soen tilbage til fysiologisk god kondition. Sår heler hurtigere når kroppen er velnæret, i positiv energibalance og der ikke oplevers smerte. Den ekstra plads i sygestien vil også anspore soen til at rejse og bevæge sig oftere.

Søer med alvorlige skuldersår (grad 3) må ikke indgå i produktionen. De skal udelukkende opstaldes i sygestier og behandles. Ved udvikling hen imod grad 4 skal soen aflives på stedet.

Behandling af skuldersår

Trin 1. Rødmen på skulderpartiet: Indlæg gummimåtte og påsmør f.eks. zinksalve Trin 2. Åbent sår: Afvask forsigtigt med postevand og påfør antibiotikaspray Trin 3. Grad 3: Soen skal være fravænnet til en sygesti med et tørt og blødt leje. Fortsæt lokal behandling.

3.2  Udsætningsstrategi og registrering

Et skuldersår, er et tryksår, der har mange faser i udvikling og opheling. Det vanskeliggør vurderingen og stiller krav om en løbende overvågning. Det som den ene dag er et mindre alvorligt sår, kan på få dage forekomme som et mere alvorligt sår. Omvendt kan et mere alvorligt skuldersår hurtigt begynde at hele op, og efter kort tid virke ganske harmløst. I sidstnævnte tilfælde kan det betyde, at relative alvorlige skuldersår senere hen bagatelliseres og klassificeres som et let skuldersår. I sådanne tilfælde er der en risiko for, at soen hurtigt får et aflivningskrævende skuldersår i efterfølgende læg. I værste fald kan man også risikere at levere en so til slagteriet der burde have været aflivet.

Når man vurdere skuldersår, er det derfor vigtigt, at der skelnes mellem nyopståede akutte skuldersår hvor der er hul på huden og ophelede skuldersår uden hul på huden. Nyopståede skuldersår skal således efterses dagligt til det er tydeligt for enhver, at en heling finder sted. Hele tiden spørger man sig selv, om det bliver værre eller bedre? Er den pågældende so er ved at udvikle et alvorligt skuldersår? Er såret på vej imod grad tre?

Det er når skuldersåret er værst, at der skal reageres og tages stilling til soens videre skæbne. Udover at der iværksættes den fornødne behandling, anbefales det således også at der gennemføres en registrering.

Registreringen kan f.eks. gøres på sokortet og skal kunne fortælle om soen har haft

1. Et let skuldersår 
2. Har stået i sygesti som følge af et skuldersår

Skuldersår på vej mod grad tre, kan hele fint op, men soen er i særlig risiko for at få et slemt skuldersår i næste farerunde. Har man registreret fyldestgørende på sin sotavle, giver det mulighed for at udsætte søerne inden de udvikler aflivningskrævende skuldersår. Strategien sikker rettidig omhu, færre aflivede søer og et reduceret produktionstab.

Visse besætninger har gode erfaringer med at risikosøerne og søer med skuldersår direkte fra farestalden - inden sårene udvikler sig til mere alvorlige sår.

3.3  Levering af søer med skuldersår 

Inden levering til slagteriet, kan man lave en ekstra kontrol af sine søer. Ved at studere de ophelet skuldersår, kan det vurderes, om der er risiko for, om en so har haft et alvorligt skuldersår eller ej. Ved levering skal man derfor altid udføre en efterkontrol af søernes skuldre. Her gælder følgende retningslinjer:

• Hav ekstra fokus på de søer, der har registreringer om tidligere skuldersår: Hvor slemt var det? Har soen været fravænnet på grund af skuldersår?
• Levér aldrig en so der ikke er helet op. Ophelede skuldersår af grad 1 eller 2, har endnu ikke vist sig at give problemer ved slagteprocessen.
• Levér ikke søer med sammenvoksninger på skulderpartiet (se figur 16). Sammenvoksninger kendes ved at huden i et område ikke kan forskydes ved berøring. Huden er vokset fast til det underliggende væv, hvilket gør det sandsynligt, at såret har haft en alvorligere karakter.
• Levér ikke søer med forandringer på skulderen der svare til en stor fast hævelse over 5 cm. i diameter. En sådan hævelse kan skjule en byld eller andre mere alvorlige skader (se figur 17).

Figur 16.	En sammenvoksning på skulderpartiet. Huden er vokset fast til det underliggende væv og kan ikke forskydes ved berøring. Soen er ikke egnet til slagtning (Foto: Charlotte R. Friiis, Billede nr. 1783)

Stor fast hævelse

Figur 17.	En skulder med en stor fast hævelse over 5 cm. i diameter. Soen er ikke egnet til slagtning (Foto: Marianne Kaiser, billede nr. 1301)

3.4  Besætningsstrategi

I besætninger med skuldersår er det meget vigtigt, at man bevarer fokus på problemet, indtil det er løst.

Hver enkelt besætning bør udarbejde en skræddersyet handlingsplan, der tager udgangspunkt i besætningens specifikke problemer. En ikke afsluttet erfaring viser, at forebyggelse af skuldersår primært skal håndteres gennem optimal fodring og staldindretning. Udover at inddrage besætningsdyrlægen kan det derfor være en stor fordel at inddrage en fodringssagkyndig.

Handlingsplanen bør tage udgangspunkt i løbende registreringer af skuldersårene og antallet af risikosøer der er til stede i besætningen. Derved kan besætningsejeren, sammen med sine ansatte vurdere, om forekomsten af skuldersår og risikosøer er for op- eller nedadgående. Kombineres registreringerne med andet data og informationer om hændelser i besætningen, får man et præcist og nyttigt værktøj der kan forklare årsagerne og danne grundlag for effektive tiltag.

Helt centralt i sådan en besætningsstrategi er opstilling af en ansvars- og handlingsplan. Planen redegør bl.a. for hvem, der gør hvad og hvornår. Det er endvidere vigtigt løbende at vurdere planen og tilpasse den, hvis det er nødvendigt.

I appendiks er vist et eksempel på en handlingsplan. Derforuden er der udarbejdet en tjekliste til praktisk brug.

4. Appendiks
4. 1  Eksempel på en handlingsplan – individuelt tilpasset en fiktiv besætning
Prioritet	Indsats- område	Beskrivelse af tiltag	Faglig begrundelse
	Huldstyring	Der skal gennemføres konsekvent huldstyring, og huldet skal ensrettes mere inden søerne sættes i løsdrift.	Dårligt huld giver risiko for skuldersår. En stikprøve i besætningen viste at 49 % af søerne, der skulle i farestaden, var i for dårligt huld. Der fandtes ikke én so der vurderes til at være for fed. Derforuden vurderedes det, at søerne i farestalden generelt var alt for tynde.
		Husk: Maksimum 10 pct. af søerne skal efterfodres manuelt i drægtighedsstalden.	Middel huld er det mest optimale. Søer der svinger i huld har nemlig større samlet foderforbrug end søer med ens huld (ca. 100 FEso/kuld).
1		Der bør fodres to gange dagligt i drægtighedsstalden. Det forudsætter, at der ikke tildeles vand i krybben. Fodringen kan gennemføres med ca. 2 timers mellemrum, hvilket vil modvirke for uro.	Omvendt har fede søer i farestalden ofte længere faringer, farefeber, mange dødfødte grise og et efterfølgende stort vægttab. Årsagen er at deres foderoptagelse i farestalden generel bliver for lav.
		Krybbeadskillelser skal etableres. Foderkasserne skal løbende checkes, så der ikke løber foder ud. Det skal indlægges som en fast rutine på passende tidspunkter.	To daglige fodringer vil gøre foderoptagelsen og huldstyringen mere ensartet.
	Foderoptagelse i farestalden	Juster højden på vandventiler, så søerne ikke lukker mere vand ud end de drikker (Se punkt 4C).	Det formodes, at søer, der optager store mængder foder i farestalden, har mindre risiko for at udvikle skuldersår.
2		En lavere staldtemperatur øger søernes foderoptagelse. Da der er kontinuert drift i farestaldene, skal temperaturen dog ikke være lavere end ca. 18 grader.	Der var mange søer, som ikke havde ædt deres ration – det skyldes sandsynligvis problemet med vandventilerne, men det skal checkes om der er andre årsager til den manglende ædelyst. Fx om søerne har feber eller andre tegn på sygdom (Der er vist en sammenhæng mellem MMA og forekomsten af skuldersår).
		Det skal laves et ventilationscheck af farestaldene med henblik på indstilling af minimumsventilation mv.	Farestaldene bruges meget som ”centrale adgangsveje” mellem drægtigheds-/løbestald og forrum. De åbne døre kortslutter ventilationen i farestaldene, som derved ikke ventileres korrekt. Endvidere er der tale om gamle stalde, hvorfor Ventilationssystemet med fordel kan blive gennemgået af en ventilationskyndig. Fx indstilling af minimumsventilation, tryktabsmålinger mv.
3	Formalingsgrad	Skivemøllen (Skiold) skal stilles så foderet formales lidt finere.	Formålet er at opnå større energioptagelse.
		Volumen af foderet skal løbende kontrolleres, således at foderkasserne står rigtigt.
	Vådt nærmiljø i både drægtigheds- og farestald	A. Stimiljøerne skal være mere tørre.	Ad A: Der er meget fugt på overfladerne af søerne i både farestalde og drægtighedsstalden. Det koster meget foder for soen at fordampe denne fugt – ca. 1 FEso pr. dag.
		B. I drægtighedsstalden anbefales at reducer vandet i krybberne, så søerne primært drikker fra ventiler i arealet uden for boksene. Denne vandforsyning skal så være ren, uden gødningsrester. Monter evt. vandmåler forinden, så I kan få en idé om vandforbruget før og efter.	Ad B: I vurderede selv, at søerne har et luxusforbrug af vand, og derfor tisser for meget i dybstrøelsen. Urinen var nærmest gennemsigtig. En drægtig so drikker ca. 15 liter vand pr. dag.
4		C. Vandventiler i farestalden skal sænkes så underkant af ventil er ca. 7 cm over krybbebund.	Ad C: Ved besøget var ventilerne monteret for højt. Søerne lukker derfor mere vand ud end de kan drikke og foderet havner i en krybbe fuld af vand. Resultatet bliver at søerne ikke kan samle foderet op. Det bevirker igen at foderoptagelsen er mindre end forventet og for meget går til spilde.
		D. Indsæt tidsligst søerne i farestalden dagen efter vask. Brug gerne varme til at udtørre stalden.	Ad. D: På nuværende tidspunkt indsættes søerne få timer efter vask. Det anbefales at vente til stierne er tørre.
		E. Massive måtter anbefales. Monter måtterne så de ligger ca. 20 cm fra krybbekant, herved havner meste muligt foderspild foran måtten. Bor hul i hvert bagest hjørne med et ca. 10 mm bor og fastgør måtten med strips.	Ad. E. Der anvendes nu gummimåtter med huller i. Måtter med huller i holder på fugt, fordi fodersnask ligger i hullerne. Soen kan bedre slikke en massiv måtte ren. Fastgjorte måtter ligger mere stabilt og holder antageligt længere. Det tager kun et ½ minut pr. måtte at bore huller i, så de faste måtter kan monteres ordentligt.
5	Risikosøer	Allerede ved indsættelse i farestalden skal risikosøer have en måtte. Risikosøer er:     - Søer i dårligt huld     - Søer over 7. læg     - Søer med dårlige ben og klove     - Søer der har haft skuldersår før / har ar på skulderen     - Landrace     - Farefeber, MMA	Måtter virker bremsende på skuldersårs udvikling. Derfor formodes de også at have en forebyggende effekt. Søer der bliver udsat for de nævnte faktorer er i høj risiko for at udvikle skuldersår.
6	Gulv i farestier	Gulvene skal overfladebehandles.	Gulvene er slidte og ujævne. På nuværende tidspunkt bliver gulvene strøet med træmel, hvilket ser ud til at have en god ”kompenserende” effekt, indtil en eventuel udbedring af gulvene.
	Sokort og udsætter- strategi	Forhold dig til skuldersåret når det er værst. Noter derfor på sokort (eller andet sted) om en so har skuldersår, hvor alvorligt såret er og evt. hvad der skal ske med soen fremadrettet.	Når skuldersår heler eller er helet, glemmer alle tit hvordan de egentlig så udr. Det har betydning når man skal vurdere om soen er slagteegnet eller ej.
7		I forlængelse heraf, anbefales desuden at udsætte søer med mere alvorlige skuldersår, samt søer med tendens til mavesår (Blege søer, som ofte skummer fra munden).	Kendes soens ”historie”, forbedres chancen for at der tages hånd om risikosøer i de efterfølgende faringsrunder. Derforuden kan skuldersår bedre indgå i udsættelsesstrategien. Søer der har et ar – som tegn på at de tidligere har haft et skuldersår - har vist sig at have dobbelt så stor risiko for at få skuldersår, end søer der ikke har et ar. Indtil der findes registreringer af skulder på alle søer, kan ar bruges som indikator for, om en so har haft skuldersår før.
8	Avlsstrategi	Undgå tilbagekrydsninger med L som far (LYL). Brug i stedet Y som ornerace, når I laver tilbagekrydsninger på LY-hundyr.	I avlsprojektet  ”Superso” blev der i farestaldene konstateret større eller mindre grad af skuldersår på 10 % af Landracesøerne, men kun på 5 % af Yorkshiresøerne.
9	Lokal- behandling af skuldersår	Det er aftalt at lokalbehandle skuldersår efter følgende forskrifter: Zinksalve anvendes ved begyndende rødme og omkring åbne sår. Betændte sår renses med stor forsigtighed med lunkent postevand. Derefter anvendes antibiotikaspray.	Gummimåtter anses for den egentlige behandlingsform mod skuldersår. Lokalbehandling er understøttende.

Udpeg risikosøer: Søer med huld 1 eller 2 Søer der tidligere har haft skuldersår Gamle søer over 6. – 7. læg Halte og syge søer

rykaflast søerne allerede ved indsættelse i farestalden Lav en markering på sokortet, f.eks. en klemme Gennemfør målrettet tilsyn af begge skuldre hver dag

Udsæt risikosøer efter endt faringsrunde

Følges denne foderkurven, vil den tynde so forøge sin vægt med 30 kg i drægtigheden.

Foderkurver	Fede	Middel	Magre	Gylte
FEso dag 0 - 28	2,5	3,0	4,0	2,3
FEso dag 29 - 84	2,0	2,5	3,7	3,0
FEso dag 85 - 114	3,5	3,5	4,0	3,3
FEso dag 114 til faring	2,5	2,5	2,5	2,0
Vinterregulering FEso	0,2	0,3	0,4	0,3
Udfodringshastighed tørfoder ved 100 g/dosering sekunder	15	15	25	25
Udfodringshastighed vådfoder ved 1 liter/dosering sekunder	35	35	50	50

4.4.1  Ved indgang til løbestalden

Tjek	Hvem	Kryds	Afsnit
Vurder søernes huld
Udsæt risikosøer (Dårligt huld, gamle, har haft skuldersår før, dårlig benstilling)

4.4.2  Drægtighedsstald

Tjek	Hvem	Kryds	Afsnit
Grupper dem efter huld i drægtighedsstalden og indstil fodringen herefter.
Undersøg og behandle dagligt halte og tilskadekommende søer
Vurder søernes huld ved drægtighedskontrol og juster fodring derefter
Vurder søernes huld ved 60 dages drægtighed og juster fodring derefter
Vurder søernes huld ved 90 dages drægtighed og juster fodring derefter
Vurder søernes huld hver 14. dag, i perioder med meget uensartet eller generel forkert huld.

4.4.3  Ved indsættelse i farestald

Tjek	Hvem	Kryds	Afsnit
Kontrollér stibunden    - ingen ujævnheder
Kontrollér gulvet    - skal være udtørret, dvs. at gulvets overfladetemperatur er lig med rumtemperaturen
Kontrollér drikkeventiler    - de skal give mindst 4 l vand/min.
Kontrollér at fareboksene er justeret ud
Kontrollér staldtemperaturen    - skal være mellem 20-22 °C ved faring
Tildel måtte til risikosøer:    - Søer med huld 1 eller 2    - Søer der tidligere har haft skuldersår eller har et ar på skulderen    - Gamle søer over 6. – 7. læg    - Halte og syge søer
Vurder søernes huld og juster fodring derefter

4.4.4  I farestalden

Tjek	Hvem	Kryds	Afsnit
Kontrollér fareboksens indstilling    - Faring (justeres ind)    - 1-2 dage efter faring (justeres ud)
Kontrollér og evt. beskær klove
Vurder søernes huld og juster fodring derefter
Kontrollér staldtemperaturen    - skal være højst ca. 18 grader 14 dage efter faring.
Undersøg begge skuldre dagligt. Særlig fokus rettes mod risikosøer de første 14 dage efter faring.
Indlæg måtter og behandl med f.eks. zinksalve ved begyndende rødme på skulderpartiet. Fravæn søer til en sti med blødt underlag ved forværring hen imod skuldersår grad 3.    - vurderes dagligt
Registrer dagligt sværhedsgraden af skuldersår f.eks. på sokort

   

Kommentarer, idéer og erfaringer modtages gerne:

Dyrlæge Marianne Kaiser
mka@lf.dk 
tlf. 87714039
fax 87714005

Konsulent Lisbeth Brogaard Petersen
lbp@lf.dk 
tlf. 87714037
fax 87714005

Afdelingsdyrlæge Poul Bækbo
pb@lf.dk 
tlf. 87714044
fax 87714005