Svinesektoren løber ikke fra sit ansvar, skriver Orla Grøn Pedersen som svar på Hans Nielsens kronik i MaskinBladet nr. 374, den 14. maj 2004.
Svinesektoren løber ikke fra sit medansvar for at sikre et ordentligt miljø. Tværtimod. Sektoren arbejder fortsat intenst på at sikre, at udvikling og vækst i erhvervet kan gå hånd i hånd med en ansvarlig miljø- og naturforvaltning.
Derfor tager Hans Nielsen, Det Økologiske Råd, fuldstændig fejl, når han i Maskinbladet (14. maj) ensidigt forsøger at beskrive svineproduktionen som det uløste miljøproblem.
Svinesektoren kan langtfra alene klandres for kvælstofnedfaldet. 62 procent af nedfaldet stammer fra udlandet blandt andet i form af kvælstofilter fra biler, forbrændingsanlæg og oliefyr, mens kun ca. 30 procent af det samlede kvælstofnedfald kommer fra dansk landbrug – heraf 13 procent fra svineproduktionen.
N-nedfaldet størst fra udlandet
Det vil sige, at 10-13 kilo af den kvælstof, der falder ned over Danmark – ud af de gennemsnitligt 18,8 kilo totalt pr. hektar – kommer fra udlandet. Selv om man fjernede landbrugets bidrag, ville nedfaldet stadig være væsentligt mere end de 5-7,5 kilo, som de mest kvælstoffølsomme naturområder kan tåle. Og svineproduktionens bidrag på 2,5 kilo kvælstof pr. ha er reelt uden betydning, i forhold til den diskussion Hans Nielsen usagligt forsøger at rejse.
Hans Nielsen har ret i, at kvælstofnedfaldet er større i visse jyske amter end i fx Nordsjælland. Det er logisk, at nedfaldet er afhængig af husdyrtætheden. Det er også velkendt at fordampet ammoniak igen afsættes relativt tæt på kilden, som følge af fortynding, afsætning på planter. Allerede ved en afstand på 250-300 m fra kilden er der sket en væsentlig reduktion.
Specielle krav kan stilles
I bestræbelserne på at reducere et lokalt nedfald tæt på naturfølsomme områder har svinesektoren tidligere tilkendegivet, at det kan komme på tale at stille specielle krav for at begrænse udledningen af ammoniak. Dette er der også taget hensyn til i Vandmiljøplan III med udlægning af en beskyttelseszone på 300 meter rundt om alle højmoser, lobeliasøer, heder over 10 hektar samt ved andre særligt sårbare naturtyper i Natura 2000-områder.
Desuden udgjorde det danske kvælstofbidrag i 2002 kun 14 procent af det samlede nedfald over de danske farvande. Derfor må jeg konstatere, at Hans Nielsen skyder langt over målet, når han antyder, at dansk landbrug er en væsentligt bidragyder til nedfald af kvælstof i havoverfladen.
Nu er miljø mere end ammoniakfordampning, og med stolthed kan vi konstatere, at den samlede kvælstofmængde i svinegødning stort set har været konstant siden 1985, selv om produktionen i perioden er øget betydeligt. Tilsvarende er fordampningen af ammoniak i samme periode reduceret med godt 25 procent. Et glimrende eksempel på at miljø og udvikling kan gå hånd i hånd.
Mindre N fra flere svin
I 1985 producerede Danmark 14,9 mio. svin med et kvælstofindhold på 92.000 ton i gødningen. I 2000 blev der produceret 22,3 mio. svin med 94.000 ton kvælstof i gødningen.
Dette bemærkelsesværdige miljøresultat fremgår af et notat fra forhandlingerne om den nye Vandmiljøplan III. Især hos slagtesvin og smågrise er der sket et markant fald i udskillelse af kvælstof som følge af blandt andet ændret fodring, bedre avlsdyr, ændrede staldsystemer mm.
Udnyttelsen af svinegylle i marken er samtidigt mangedoblet. Midt i 80´erne var der en kvælstofudnyttelse på kun 10-15 procent mod nu 70-75 procent – altså en femdobling af udnyttelsen. En afgørende faktor for at landbruget har kunnet halvere sit forbrug af handelsgødning – fra et forbrug på cirka 400.000 ton kvælstof midt i 80´erne til godt 200.000 ton kvælstof i 2002/2003.
I de kommende år vil der ske et yderlig fald i fordampning af ammoniak – dels som følge af lovkrav om fast eller drænet gulv i en del af stiarealet til smågrise og slagtesvin, brug af slæbeslanger eller nedfælder ved udbringning af gylle, og dels ved indførelse af nye tekniske løsninger, som giver en relativ lavere ammoniakfordampning fra et svinehold.