Gummimåtter i soens opholdszone i farestier med fuldspaltegulv

Skuldersår ses med varierende hyppighed i de danske sobesætninger. Skuldersår opstår oftest mens soen opholder sig i farestien. En alvorlig trykning eller et sår på skulderen dannes som regel i løbet af de første 14 dage efter indsættelse i farestien. Årsagerne til skuldersår er et komplekst samspil af flere uheldige omstændigheder, men underlaget i fareboksen menes at medvirke til risikoen for udvikling af skuldersår. Vedrørende årsag og forekomst af skuldersår henvises til notat nr. 0324 fra Landsudvalget for Svin.

Skuldersår kan opstå på såvel delvist spaltegulv som i stier med fuldspaltegulv. Generelt antages det, at risikoen for skuldersår eller øvrige skader på soen er størst på fuldspaltegulv, især hvis der er niveauforskelle og/eller hvis gulvet er af plast. Niveauforskellene har til formål at sikre en større skridsikkerhed for soen. Tidligere undersøgelser af gulve i farestier med fuldspaltegulv har vist, at risikoen for skader på søer er påvirket af gulvets beskaffenhed (Erfaring nr. 9613 og Meddelelse nr. 242).

Det anbefales, at en so med begyndende dannelse af skuldersår flyttes til en sti med blødt underlag. Det kan være vanskeligt at etablere sådanne aflastningspladser i tilknytning til farestalden.

Gummimåtter er et supplement til andre, mere grundlæggende driftsændringer. Gummimåtter kan lægges ind på det eksisterende gulv, for at skabe et blødt underlag. Problemer med stihygiejne, fugt på gummimåtten, holdbarhed af måtten samt problemer med fastgørelse af en sådan måtte, har imidlertid været primær årsag til at gummimåtter ikke har særligt stor udbredelse. Der er ikke gennemført undersøgelser med det formål at dokumentere gummimåtters effekt i relation til afhjælpning af skuldersår.

Nærværende undersøgelse havde til formål at vurdere anvendeligheden af forskellige typer af måtter i farestier med fuldspaltegulv. Vurderingen var primært relateret til holdbarhed, hygiejne og håndtering. Der markedsføres mange fabrikater og typer af gummimåtter til forskellige formål – men ingen er målrettet til svinesektoren. I undersøgelsen blev der derfor udvalgt nogle typer, der dels blev anvendt i kvægsektoren, dels blev anvendt som værkstedsmåtter.

Redegørelse

I to besætninger med fuldspaltegulv af støbejern i farestierne, blev der lagt forskellige typer gummimåtter. I begge besætninger blev de diegivende søer fodret med vådfoder. Der var i begge besætninger forekomst af skuldersår.

Hver fabrikat og type blev lagt i 2-4 farestier. Erfaringer med gummimåtterne blev indsamlet i løbet af én diegivningsperiode, dvs. fra indsættelse af soen ca. 5 dage før faring til fravænning af grisene efter ca. 4 ugers diegivning.

Erfaringerne fra de to besætninger (benævnt besætning A og B) blev suppleret med erfaringer indsamlet fra andre besætninger, som havde indkøbt enten én af de undersøgte typer gummimåtter, eller havde erfaringer med andre typer af måtter.

Fabrikant/forhandler af måtterne havde oplyst den oprindelige funktion af måtterne, og kunne derfor ikke udtale sig om måtterne i forhold til brug i farestier.

Følgende gummimåtter indgik i undersøgelsen:

Tabel 1. Gummimåtter i pilotundersøgelsen

I besætning A blev måtterne skåret til, så de kun omfattede gulvfladen umiddelbart under soens skulderparti i boksens bredde, dvs. ca. 65 x 80 cm. Måtterne blev fastgjort til underlaget. I besætning B blev måtterne som udgangspunkt lagt løst ind i fareboksen uden først at blive skåret til eller blive fastgjort.

I appendiks er vist fotos af de forskellige typer af måtter.

Der blev gennemført to besøg og et mellemliggende telefoninterview med besætningsejer/-driftsleder i løbet af én diegivningsperiode. I forbindelse med besøgene foretog registreringstekniker og konsulent en subjektiv vurdering af:

• Fastgørelse af måtterne til underlaget
• Holdbarhed af måtterne
• Hygiejne på måtterne
• Skader på søerne
• Pattegrisenes liggeadfærd
• Rengøringsvenlighed
  

Holdbarhed

Den bløde måtte fra De Laval (CM) havde ringe holdbarhed i besætning A, fordi søerne bed måtten itu i løbet af ca. 14 dage. I besætning B var der mere begrænsede bidskader på den bløde måtte fra De Laval, men dog væsentlig mere end for de øvrige måtter. Årsagen til at skaderne på denne måtte var mere begrænset i besætning B, var sandsynligvis at måtten ikke var skåret til, hvorved soen havde vanskeligere ved at kommer til at bide i kanterne af måtten.

Alle de øvrige måtter var nogenlunde intakte efter én diegivningsperiode, men havde bidmærker og skader efter bid i varierende omfang. Skaderne var i kanterne og på oversiden af måtten. Måtterne fra Rexlan, RM, Funder, samt ”Ko-måtte” kunne bruges igen. Dog var måtten fra Funder temmelig tyndslidt i området omkring soens forben.

Det var generelt opfattelsen, at søerne var mest tilbøjelige til at bide i måtterne i de første dage efter indsættelse. Dette har sandsynligvis sammenhæng til soens redebygningsadfærd. Søerne kunne hurtigst gøre skade på den bløde måtte fra De Laval (CM). Den virkede umiddelbart mere porøs i overfladen end de øvrige bløde måtter (Funder og ”Ko-måtte”). Hvis måtten havde niveauforskelle i mønstret kunne søerne lettere bide i måttens overflade. Det var dog ikke entydigt at niveauforskellene medførte en kort holdbarhed, idet måtterne med huller i (Funder og ”Ko-måtte”) havde en bedre holdbarhed end CM. Niveauforskellene blev vurderet til at være ubetydelige for soens komfort, fordi måtterne var bløde.

Måtterne med huller i, var fastgjort med strips (se næste afsnit), og stripsene skar sig ind i materialet. Dette var dog af begrænset omfang, men det blev vurderet, at strips skal være så brede som muligt for at øge holdbarheden af måtten.

Fastgørelse af måtterne til underlaget

Fastgørelse af de massive måtter foregik med bolte frem for strips udfor en forventning om større holdbarhed, da strips kan skære sig ind i materialet. Måtterne med huller i kunne ikke monteres med bolte, og der blev i stedet brugt strips.

I besætning A blev de massive typer måtter – Bovirex, RM og CM – efter levering til besætningen skåret ud i mindre stykker, så de kunne fastgøres under soens forparti på ét eller få spaltegulvselementer. Der blev brugt bræddebolte (med flade, afrundede hoveder), spændeskiver og møtrikker. Der blev brugt 8-12 bolte til at montere de massive måtter, for at minimere risikoen for, at soen kunne få trynen ind under måtten og bide i den (se foto i Appendiks). Endvidere kunne tilskæringen minimere risikoen for dårlig stihygiejne og for at pattegrisene kunne finde på at lægge sig på gummimåtten. Gummimåtten var tilskåret, så den ikke lå under eller nær krybbens kant.

Fastgørelse af måtterne i besætning A var naturligvis tidskrævende, når det drejede sig om de massive måtter. For at montere måtterne skulle et eller flere spaltegulvselementerne løftes op. Dette medførte også, at størrelsen af måtten skulle tilpasses størrelsen på elementerne. Det var let at tage elementer op og fastgøre måtten med bolte og møtrikker. Der var en enkelt so, der kunne bakke så langt tilbage i boksen, at den med trynen kunne få fat i gummimåtten og løfte elementet op af gulvet.

Fastgørelse af måtterne med huller i, blev foretaget med elektriker-strips. Dette var nemt og kunne foretages mens soen stod i stien.

I besætning B blev alle måtterne lagt løst ind i stierne som hele måtter. Måtten var bredere end boksen og stødte på de bageste boksfødder.

Placering af måtterne i besætning B var hurtig og nem, når først de var i faresektionen. Måtterne var imidlertid tunge og uhåndterlige, hvilket gjorde flytning af måtterne besværlig.

I løbet af perioden blev alle de massive måtter fjernet i besætning B på grund af dårlig hygiejne i stien (se afsnit vedrørende hygiejne). De blev derefter rengjort og tilpasset i størrelse, så de fyldte boksens bredde. Måttens længde var fra soens hovedregion og ned til midt på soens krop. Montering foregik med bolte og spændeskive på måttens overside, ved at bore et hul i måtten, hvor der var en spalteåbning. Bolten blev ikke fastgjort med møtrik under spaltegulvet, dels for at lette monteringsarbejdet og for at være uafhængig af hvilken størrelse måtten skulle have, dels for at gøre afmontering af måtten nem, når den skulle vaskes. Til gengæld var bolten meget lang – 10-15 cm – for at minimere risikoen for, at so eller pattegrise løftede måtten væk.

Hygiejne

I besætning A var der generelt en god hygiejne på alle typer af måtter, fordi de kun fyldte området umiddelbart under soens skulderparti og evt. ned til midt på soens krop.

I besætning B, hvor måtterne var ilagt i deres originale størrelse, var alle de massive måtter konstant fugtige og beskidte på grund af måtternes store størrelse. Pattegrise og soens bagparti var derfor beskidte, og den daglige rengøring af stien var besværlig med den løst liggende måtte.

I besætning B, var der – med hensyn til måttetypen med huller i - en tilsvarende dårlig stihygiejne i den bageste del af boksen og stien, fordi hullerne hele tiden var fyldt op med gødningsrester. Der var dog ingen ophobning af gødning over måttens niveau, da gødningen blev trykket igennem de underliggende spaltegulv. Resultatet var, at pattegrisene fik gødning på benene når de passerede bag om soen og trådte ned i disse huller. Til gengæld var der en god hygiejne i den forreste del af boksen, idet hullerne gjorde det muligt, at spildt foder og vand kunne drænes væk gennem måtten.

I besætning B blev måtterne, fjernet fra stierne i løbet af 14 dage, på grund af den dårlige hygiejne. Derefter blev de i tilpasset størrelse og lagt i farestier før indsættelse af en ny so (se afsnit om montering). Derefter var hygiejnen tilfredsstillende som i besætning A.

Rengøring

De massive måtter var lette at gøre rene med højtryksrenser. Rengøring af måtterne med huller i var mere tidskrævende. Alle måtter kunne holde til højtryksrensning.

Skader på søerne

Der blev ikke observeret skader på søernes tryne eller ben/klove som menes at kunne skyldes gummimåtterne. Der blev observeret skuldersår på nogle få af søerne. Skuldersår kunne også forekomme på søer, der havde ligget på en måtte. På baggrund af det begrænsede omfang af nærværende undersøgelse, kunne det ikke vurderes om gummimåtterne havde en positiv effekt i relation til skuldersår.

Pattegrisenes adfærd

Pattegrisene blev ikke set liggende på gummimåtterne. Det skal dog understreges at komforten i pattegrisehjørnet skal være i orden, for at undgå, at grisene lægger sig på gummimåtten. Det vil sige, at varmeforsyning, varmelampe, hygiejne mv. skal kontrolleres og evt. forbedres, inden gummimåtter lægges i stien.

Jo større gummimåtten er, jo større er risikoen for, at pattegrisene lægger sig på måtten. Det er dog muligt, at en gummimåtte kan mindske forekomst af skader og infektioner på pattegrisenes forknæ, hvis den er så bred, at grisene ligger på måtten i forbindelse med diegivning.

Anbefalinger til stier med fuldspaltegulv

Det anbefales, at en gummimåtte fastgøres til underlaget og omfatter den forreste del af soens krop i hele boksens bredde. Jo højere og hårdere måtten er, des vigtigere er det imidlertid at overveje om komforten for den liggende so forringes i et omfang, så måtten skal tilpasses soens længde.

Holdbarheden af gummimåtter viste sig at kunne være uacceptabelt kort. Holdbarheden forringes, jo blødere måtten er og jo nemmere soen kan få fat i kanterne og/eller overfladen.

For at sikre bedst mulig hygiejne i stien kan måtten med fordel være med huller i, især hvis måttens forreste kant når ind under krybbekanten. Fordelen ved, at måttens forreste kant når ind under krybben er, at soen ikke kan få fat i kanten. Hvis der ikke er huller i måtten kan spildt foder og vand ikke så let ledes væk.

Måtter med huller kan lettest fastgøres til underlaget med brede strips, men det må påregnes at strips jævnligt skal udskiftes. Måtter uden huller kan fastgøres med præfabrikerede fastgørelsesbeslag, krogbolte eller lignende. Derved er man uafhængig af at skulle tilpasse måttens størrelse til ét eller flere spaltegulvselementer. Udformningen af beslag og bolte skal sikre at soen ikke påføres skader. Uanset om måtten har huller eller ikke, kan man ved hjælp af en u-skinne påsvejset en kort kæde eller wire i begge sider, fastgøre måttens forreste kant til boksens forreste opstandere (”tårnet”).

Gummimåtter har en dårlig varmeledningsevne, og kan derfor ikke transportere varmen væk fra soen. Dette kan måske være en ulempe i sommerperioden, hvor søerne traditionelt har størst problemer med at ”komme af med varmen”. Hvis soen har det for varmt ligger hun urolig, og slider måske mere på skulderpartiet. Det kan ikke vurderes ud fra nærværende undersøgelse i hvilket omfang måtter med huller i giver en bedre termisk komfort end massive måtter.

Der kan anvendes flere strategier med hensyn til brug af gummimåtter. I tabel 2 og 3 er anvist fordele og ulemper ved to forskellige strategier.

Tabel 2. Fordele og ulemper ved permanent montering i fx 5 eller 10 pct. af stierne i faresektion

Delvist spaltegulv

Undersøgelsen har været gennemført i stier med fuldspaltegulv. Hvis der er delvist spaltegulv kan måtten monteres ved fx at fastgøre den med en kort kæde eller wire til boks-tårnet. Nogle besætninger har gode erfaringer med at måtten i stedet limes på. Man bør forinden sikre sig, at gummimaterialet kan holde til den type lim man bruger. Hvis man bruger præfabrikerede eller hjemmelavede fastgørelsesbeslag skal man sikre sig at disse ikke er til gene for soen. I besætninger med delvist spaltegulv i farestierne kan man kun bruge strategien vist i tabel 2.

I stier med delvist spaltegulv er det muligt at en måtte med huller i ikke kan opretholde en god hygiejne, da fugt ikke i samme grad kan sive væk, som i stier med fuldspaltegulv.

I stier med delvist spaltegulv kan man påstøbe et underlag af gummi- eller asfaltbelægning. Der er firmaer der markedsfører sådanne gummibelægninger. Erfaringerne med disse belægninger er meget begrænsede. Påstøbning af disse belægninger er permanente, og ved evt. retablering af stigulvet skal de øverste cm af betongulvet slibes af.

Gummimåtter bør i betragtes som et supplement til andre, mere grundlæggende og langsigtede driftsændringer, i besætninger der har problemer med skuldersår hos søer.

Det anbefales, at man indledningsvis indkøber måtter til relativt få stier og forsøger sig frem med måttens størrelse og type samt princip for fastgørelse. Derved kan man vurdere holdbarhed og andre praktiske forhold i sin egen besætning, inden man evt. etablerer et blødt underlag i mange stier.

Tabel 4. Krav til gummimåtter og håndtering af dem

Der markedsføres en række forskellige typer af måtter, hvoraf flertallet er udviklet til kvægsektoren, eller som ergonomiske værkstedsmåtter. Endvidere findes diverse kasserede produkter fra industrien, eksempelvis transportbånd.

Der er – efter afslutningen af nærværende undersøgelse – blevet markedsført specielle beslag til hurtig montering af gummimåtter på fuldspaltegulve.

Der markedsføres skulderbeskyttere til søer. En skulderbeskytter kan være et supplement til øvrige driftstiltag til forebyggelse af skulderskader. Man skal være meget opmærksom på at have hyppig kontrol med hvorledes skulderpartiet på soen ser ud - dvs. løsne/afmontere beskytteren (Notat 9701).

Deltagere: Jens Martin Strager

Afprøvning: 795.

Fotos af de undersøgte fabrikater.