Nye produktionssystemer - fravænning i farestalden

Der er stor fokus på de forhold, der kan lette smågrisenes overgang mellem diegivningsperioden og fravænningsperioden. Fravænning af grisene medfører normalt at de flyttes og sammenblandes med andre grise. Samtidig udsættes de for ændringer i klima og  fodersammensætning. Forhold der kan påvirke grisene i større eller mindre grad, på en måde så de lettere bliver syge i perioden umiddelbart efter fravænning. Ved at fravænne grisene i farestien opnås der de mindst mulige ændringer i de forhold, som kan påvirke grisene negativt ved fravænning.

Ifølge den landsdækkende E-kontrol dør der 4,1 pct. af smågrisene i perioden fra fravænning til 30 kg. Dødeligheden er de senere år steget støt år for år. Den dårligere sundhed blandt de fravænnede grise har samtidig medført en faldene daglig tilvækst. Der kan være flere årsager til at produktionseffektiviteten for smågrisene er forringet. Der er formentlig flere grise, som er for små og af en dårlig kvalitet ved fravænning. Derudover har PRRS, udfasning af vækstfremmer, samt PMWS uden tvivl spillet en rolle. Ændringen fra kuldvis fravænning til to-klima storstier begyndte midt i 80’erne. Denne ændring i staldindretning, har uden tvivl også været en medvirkende årsag.

Two-site princippet med flytning af smågrisene fra farestalden til en FRATS stald er et rationelt produktionssystem, der måske kunne komme til at fungere endnu bedre ved at lade de fravænnede grise blive i farestien 3-4 uger efter fravænning. Fravænning i farestien behøver ikke nødvendigvis medføre, at smågrisene skal være 30 kg ved flytning. Det afgørende er, at grisene er kommet over den kritiske periode efter fravænning.

Formål

Det er formålet at sammenligne omkostningerne pr. produceret gris indtil slagtning for forskellige staldsystemer, hvor grisene fravænnes i forskellige stisystemer, ved 26 hhv. 33 dages fravænningsalder. Ud fra forskellen i omkostninger beregnes det hvor meget produktionseffektiviteten i perioden efter fravænning skal forbedres for at opnå samme rentabilitet som i et traditionelt produktionssystem.

Metode

Metoden er opdelt i staldsystemer, produktionseffektivitet og dimensionering samt arbejdsforbrug og investering.

Staldsystemer
Der er udvalgt seks staldsystemer, hvor produktionsomkostningerne pr. gris sammenlignes med et traditionelt produktionssystem. Systemerne fremgår af tabel 1.

Effektivitet i soholdet

Som udgangspunkt er der anvendt nedenstående produktionseffektivitetsniveau, svarende til de 25 pct. bedste besætninger fra ”Rapport over P-rapporternes resultater”, oktober 2003. Resultaterne ved 33 dages fravænningsalder er skønnet, med udgangspunkt i effektiviteten ved 26 dages fravænningsalder.

Der er anvendt den samme effektivitet og produktivitet i de forskellige staldsystemer. Der er dog taget hensyn til forskelle i foderforbrug mellem søer og smågrise, som skyldes forskel i fravænningsalder. Der er ligeledes taget hensyn til forskelle i arbejdsforbrug, som er betinget af forskellene i produktionssystemerne, fx på grund af forskelle i antal flytninger, samt vask af sektioner. Derved er de økonomiske forskelle der måles alene et udtryk for forskel i omkostninger mellem de forskellige produktionssystemer.

Dimensionering af staldsystemerne

Staldsystemerne er dimensioneret til ugedrift. Fravænning i farestierne kræver en meget stram styring af fareholdenes størrelse således, at farestaldssektionerne kan tømmes og vaskes mellem hvert hold grise. Holddrift kan godt anvendes, men vil kræve en eller flere bufferstalde med 15-20 pct. af farestierne. Ved fravænning i farestierne kan fravænningsalderen ændres med meget kort varsel, fordi produktionssystemet er uafhængigt af fravænningsalderen. Systemet har dermed en fleksibilitet, som ikke er mulig i systemer hvor grisene flyttes ved fravænning.

Der er valgt en besætningsstørrelse med 30 faringer pr. uge, ca. 670 søer og der er anvendt nedenstående forudsætninger.

• 30 søer til faring om ugen
• Maks. antal søer pr. farehold er 32 pr. uge
• Løbehold på 40 søer/polte. Holdet består af ni løbeklare polte samt fravænningsholdet på 30 søer. Målet er, at der min. skal løbes 35 søer og polte pr. uge. I et produktionssystem med kuldvis fravænning medfører ”huller” i produktionen store tab
• Hvis der er konstateret mere end 32 drægtige ved scanning 26 uger efter løbning, skal den/de ringeste af søerne slagtes, hvis der ikke er en bufferfarestald
• Der er gennemsnitligt plads til at hente to ammesøer til kuldudjævning pr. ugehold. Dvs. at hvis der kommer 32 søer til faring, skal de fødte grise fordeles mellem de farende søer. Er der fx kun 28 søer der farer, kan der hentes fire søer fra et andet hold, som anvendes ved kuldudjævningen
• Faringsprocent på 88

Der er afsat tre dage til vask og udtørring ved tømning af sektioner. Antal dage til vask af farestier mellem hvert hold afhænger af, hvor mange dage søerne skal være i farestalden inden faring. I produktionssystemer hvor grisene flyttes ved fravænning, er der ni dage til rådighed til vask af farestald samt ophold i farestien før faring. Når grisene bliver i farestien efter fravænning, kan de ni dage ændres afhængig af, om grisene flyttes ud af farestalden før eller efter den normale fravænningsdag. Hvis det kniber med tilvæksten, kan grisene få 2-4 dage mere i farestierne, hvis man kan vaske og udtørre farestierne på 1 dag. Det kræver fx fravænning torsdag og tømning af farestier mandag med efterfølgende faringer lørdag/søndag. Arbejdsbelastningen mandag og tirsdag bliver derved øget, fordi der samtidig skal løbes søer. 

Dimensioneringen af staldene i tabel 3 er baseret på produktionseffektiviteten, som fremgår af tabel 2. Tabel 3 viser dimensioneringen, investering i staldanlæg, samt arbejdsforbruget for staldsystemerne.

Investeringen øges i produktionssystemer hvor grisene fravænnes i farestien eller i FRATS stier.

En plads til en fravænnet gris koster ca. 1.760 kr. inkl. gødningsopbevaring og fællesfaciliteter.

I farestien koster en fravænningsplads tilsvarende ca. 2.000 kr. og i en FRATS stald ca. 2.625 kr.

Meromkostningerne til en faresti til fravænnede grise omfatter øget areal, højere inventar, smågrisekrybbe, foderanlæg, øget spaltegulv, og et større smågrisehjørne. Herudover er det et krav, at farestien er let og hurtig at ændre fra at være en faresti til at være en fravænningssti. Fravænningsdagen er i forvejen en travl dag.

Næsten halvdelen af den øgede investering skyldes at farestiens dimension er øget fra 4,1 til 4,8 m^². Stien har dermed et netto stiareal på ca. 4 m^², plads nok til 13 fravænnede grise pr. kuld.

Alle produktionssystemer er dimensioneret så der kan opnås en slagtevægt på 78 kg, med en daglig tilvækst på mindst 900 g i perioden fra 30 kg til slagtning. Dage der skal være til rådighed i staldsystemer med kun en flytning, er en halv uge kortere end i de øvrige staldsystemer, fordi der er sparet tre dage til flytning og vask.

Økonomisk sammenligning af fravænningsmetode

Omkostningerne pr. gris er beregnet ud fra forudsætningerne i tabel 2 og 3, samt priser fra Den beregnede Smågrisenotering. Der er dog anvendt lidt lavere foderpriser pga. af den større besætningsstørrelse.

Omkostningerne pr. gris fremgår af tabel 4.

Sammenlignet med det traditionelle staldsystem indebærer de nye systemer en merudgift pr. solgt slagtesvin, en udgift der skal udlignes gennem en bedre effektivitet.

Konklusionen ud fra tabel 4 er følgende:

• Kuldvis fravænning i fravænningsstalden koster 3 kr. pr. gris. Denne udgift udlignes hvis dødeligheden efter fravænning reduceres med et procentpoint. Der må også forventes en bedre daglig tilvækst og foderudnyttelse. Omkostningen kan være underestimeret, idet der er anvendt samme råhus i beregningerne
• Større farestier koster 2 kr. pr. gris, denne udgift udlignes hvis dødeligheden i diegivningsperioden reduceres med et procentpoint
• Fravænning i farestien ved 26 dages fravænningsalder koster 9 kr. pr. gris. Denne udgift udlignes, hvis dødeligheden efter fravænning reduceres med 3 procentpoint
• Fravænning i farestien ved 33 dages fravænningsalder koster10 kr. pr. gris, som kan udlignes ved en reduceret dødelighed på 3,3 procentpoint. Der må også forventes en bedre daglig tilvækst og foderudnyttelse. Effektivitetsforbedringen vil formentlig være større ved 26 dages fravænning end ved 33 dages fravænning. Fravænningsalderen kan imidlertid ændres meget hurtigt og kan dermed tilpasses det, der er optimalt i besætningen
• Fravænning i farestien ved 26 dage fravænningsalder og overførsel til en FRATS stald 4 uger efter fravænning koster 9 kr. pr. gris, denne udgift udlignes hvis dødeligheden efter fravænning reduceres med 3 procentpoint

Driftsmæssige forhold

Der er fordele og ulemper ved at fravænne i farestien i stedet for at flytte smågrisene til en smågrisestald.

Fordelene er følgende:

Vask af farestald. Tiden til at vaske farestalden forventes at være uændret.

Fravænning. Det forventes at det kun tager halvt så lang tid at klargøre farestien til de fravænnede grise, som det tager at flytte grisene til en klargjort fravænningsstald.

Vask af smågrisestald. Dette spares helt og samtidig spares der tre stalddage til vask og udtørring.

Sygdomme. Der er mindre kontaktsmitte og ingen stress som følge af flytning, derfor forventes der væsentlig færre problemer med diarré. Dette skulle gerne resultere i færre behandlinger, mindre arbejde, mindre medicinforbrug, færre døde grise, større daglig tilvækst og reduceret foderforbrug.

Fravænningsalder. Det er nemt at ændre fravænningsalder idet ændret fravænningsalder alene påvirker tiden grisene kan være opstaldet i farestien efter fravænning. Hvis fravænningsalderen ønskes øget fra 26 dage til 33 dage indsættes der blot et nyt hold søer i den uge, hvor der ikke fravænnes. Modsat hvis fravænningsalderen reduceres med en uge, slagtes blot det ene af de to hold, som dermed er fravænnet samtidig. Muligheden er også tilstede ved to ugers drift, hvor der kan skiftes mellem 11 sohold ved 33 dages fravænningsalder og 12 sohold ved 26 dages fravænningsalder, forudsat at der er plads til 12 sohold. Ved et og to ugers drift hvor antal sohold ændres, sker der samtidig en ændring i antal dyrenheder. Ved  tre ugers drift kan man ændre fravænningsalder fra hold til hold uden at det medfører nogen ændring i antal søer, fordi antal sohold er uændret. Vær opmærksom på at ændringer der påvirker antal søer samtidig ændrer antal dyreenheder.

Ulemperne er følgende:

Farestiens indretning. Farestiens indretning og funktion skal ændres ved fravænning, hvilket vil tage noget tid. Fareboksen skal fjernes eller hæves, så grisene frit kan bevæge sig i stien. Stiens skillevægge skal være så høje at grisene ikke kan springe over, hvilket er en ulempe i det daglige arbejde, men ikke større end ved løsgående diegivende søer. Den øverste del af skillerummet skal være med gitter af hensyn til ventilationen. Der skal være dobbelt- eller multi- foderfremføring, hvilket muligvis kan anvendes til fasefodring af såvel søerne som smågrisene.

Styring af farehold. Styring af farehold er nødvendig. Bufferfarestalde bliver kostbare, når der både skal være bufferstalde til diegivende søer og smågrise. Derfor kræver systemet en stram styring af fareholdets størrelse, hvilket mange vil anse som en ulempe. Kun dem der er indstillet på samme styring som ved holddrift, vil få det fulde udbytte af et produktionssystem med fravænning i farestalden.

Såfremt der kan udvikles farestier der er funktionssikre og arbejdsvenlige, kan fravænning i farestien blive et relevant alternativ til  fravænning af grisene i en smågrise- eller FRATS stald.

Sammenlignet med et traditionelt produktionssystem skal der opnås effektivitetsforbedringer i form af reduceret dødelighed, større daglig tilvækst, bedre foderudnyttelse og reduceret medicinforbrug.

Fravænning i farestien, kombineret med overførsel til en FRATS stald, er en meget interessant  kombination. Det er nemmere at modificere farestien, så den kan fungere som fravænningssti, når grisene flyttes ved 15-18 kg, samtidig er det nemmere at indrette en FRATS sti, så den kan fungere optimalt, når grisene indsættes ved denne vægt.