9. november 2004

Notat Nr. 0439

Det er nu tilladt at anvende seks organiske syrer til konservering af økologisk svinefoder

Siden 31/12-2003 har det været tilladt at anvende sorbin-, myre-, eddike-, mælke, propion- og citronsyre til at konservere det økologiske svinefoder.

Siden 31/12-2003 har det været tilladt at anvende sorbin-, myre-, eddike-, mælke, propion- og citronsyre til at konservere det økologiske svinefoder. Hvis man vil anvende disse syrer i svinefoder, skal man overholde reglerne i tilsætningsstofbekendtgørelsen af 12 oktober 2004.

  • Syreprodukterne skal være godkendt til det, de anvendes til.
    • De må kun doseres i foderet indenfor den mængde, der er tilladt
    • De må ikke tilsættes drikkevand*
        
  • Besætninger, der vil håndtere syreprodukter, skal have en godkendelse til håndtering af tilsætningsstoffer - jf. vejledningen vedrørende tilsætningsstoffer 
      
  • Det er kun tilladt at bruge de syrer i økologisk foder, der er godkendt i henhold til Økologiforordningen
    • Hold øje med, om Økologiforordningen ændres på dette punkt
            
  • Der må ikke være anvendt GMO i forbindelse med fremstilling af syren

Myre-, mælke-, citron- og sorbinsyre har tidligere været afprøvet af Den rullende Afprøvning i en konventionel besætning (fire-fem ugers fravænning, ca. 8-30 kg). Resultaterne fra udvalgte afprøvninger viste at:

  • Tilsætning af en kombination af mælkesyre (0,6%) og myresyre (0,6%) i fravænningsfoderet og mælkesyre (0,3%) og myresyre (0,3%) i smågrisefoder medførte en forbedring i grisenes produktionsværdi på 11%. (meddelelse nr. 622). En anden afprøvning hvor der blev tilsat 0,5% mælkesyre og 0,5% myresyre i hele vækstperioden, viste en forbedring i produktionsværdien på 5% (meddelelse nr. 677). Prisen på de to syrer er i dag ca. ca. 10 kr./kg.
      
  • Tilsætning af 4,5% citronsyre i fravænningsfoderet og 1% i smågrisefoderet påvirkede ikke produktiviteten, men reducerede dødeligheden blandt smågrisene. Prisen for citronsyre er ca. 10 kr./kg (meddelelse nr. 615).
      
  • Tilsætning af 2% sorbinsyre i fravænningsfoderet og intet i smågrisefoderet medførte en signifikant forbedring i produktionsværdien på 11%. Hvis prisen på 40 kr./kg blev indregnet betød det, at produktionsværdien var 6% højere end i forhold til kontrolgruppen (meddelelse nr. 445).

Flere resultater vedr. afprøvning af organiske syrer i smågrisefoder kan findes på www.lu.dk.

Myre-, mælke-, eddike- og propionsyre har hele tiden været godkendt til konservering af ensilage i økologiske besætninger, men må nu sammen med citron- og sorbinsyre også anvendes til konservering af andet foder.


* Man konserverer ikke drikkvandet. Det er en behandling og høre under et helt andet område (lægmidler). Derfor tillader økologi ikke syrertilsætning til drikkevand.




Institution: Landsudvalget for Svin, Danske Slagterier

Forfatter: Hanne Maribo

Udgivet: 9. november 2004

Dyregruppe: Orner, Pattegrise, Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Ernæring