Hovedparten af de danske søer sendes til slagtning, men der er en del, som enten dør eller aflives i besætningen. Det fremgår af indberetninger fra destruktionsanstalterne til Fødevaredirektoratet, at danske sobesætninger i 2003 mistede 12,8 pct. af deres søer til destruktion. En større undersøgelse af afgangsårsagerne fra danske sobesætninger (Vestergård et al, 2004) viste, at der er en overrepræsentation af unge søer blandt de udsatte og der anbefales i undersøgelsen at have en større fokus på denne gruppe af dyr.

Økonomiske beregninger (Rasmussen, 2004) viser, at det er optimalt at udsætte søer efter 6. kuld. Der er således et væsentligt økonomisk incitament til at øge holdbarheden af de unge søer.

Den hyppigste årsag til udsætning er dårlige reproduktionsresultater. Dette er også fundet af Cozler (1998), som dog havde en højere udsættelsesfrekvens på grund af dårlige ben.

Udsætning på grund af manglende brunst kan være en konsekvens af, at poltene er løbet tidligere end otte måneder. Effekten af en tidlig løbet polt eller en polt med utilstrækkelige kropsreserver er mange dage til løbning efter faring og en lille kuldstørrelse i 2. kuld (Thorup, 1992; Rozeboom et al., 1996). Close (1999) har fundet, at manglende brunst eller drægtighed var udsætterårsag for næsten 50 pct. af de søer, som blev udsat efter 1. eller 2. læg. En del af udsætningsårsagerne er således ofte forårsaget af fodringen i opvækstperioden, men forkert pasning og håndtering af poltene har også en del af skylden. Pasning og håndtering er meget besætningsafhængig og berøres derfor ikke i dette notat.

Fodring af polte anbefales gennemført efter de strategier, som fremgår af tabel 1. Poltene fodres med en slagtesvineblanding fra 25 kg til cirka 50 kg, hvorefter de tildeles en diegivningsblanding. Desuden anbefales flushing, som er en øgning i energitildelingen inden forventet brunst, med det formål at fremme ægløsningen (Hartog & van Kempen, 1980; Sørensen & Rasmussen, 1991; Close, 1999). Fodring i opvækstperioden påvirker reproduktionsorganer, kropskomposition, muskulatur og skelet. Faktorer som alle påvirker holdbarhed reproduktionsresultater (Close, 1999).

Tabel 1.

Anbefalet foderstrategi til polte (Sørensen & Rasmussen, 1991)

Levende vægt (kg)	Strategi 1 (FEsv)*	Strategi 2 (FEsv)**	Lysin (g ford./FEsv)
25	1,0	1,5	7,8
50	1,6	2,5	6,0
75	2,4	2,5	6,0
100	2,7	2,5	6,0

*   Strategi 1 er fodring efter foderkurve ** Strategi 2 er ad. libitum fodring op til maks. 2,5 FEsv pr. dag.

Avlsarbejdet flytter løbende på parametrene; kuldstørrelse og foderudnyttelse og det slår igennem i den danske population af søer. Derudover tilvejebringes løbende nye forskningsresultater, derfor er det nødvendigt at vurdere, om ovennævnte anbefalingerne skal ændres.

Energi- og proteinniveau

Fodringens betydning for senere reproduktion og holdbarhed er stor, fordi energiniveauet ofte påvirker stereoidhormonerne og dermed også reproduktionsresultaterne. Holdbarhed udtrykkes ved gennemsnitlig læg før udsætning. Reproduktion udtrykkes ved; alder ved første brunst, vægt ved udvoksethed, brunstens intensitet, antal løsnede æg, fosterdødelighed, kuldstørrelse, og omløberprocent.

Energitildeling

Polten bør have den rigtige alder og størrelse, samt have tilstrækkelige kropsreserver af fedt. Disse forhold er nødvendige for at starte reproduktionscyklen - dyr med begrænset fedt vil ikke reproducere med succes. Kropsreserver er også vigtige som buffere imod utilstrækkelig næring, som kan forekomme under diegivning, når foderoptagelsen ikke kan dække behovet til mælkeproduktion.

Poltens huld har stor betydning for, om den får et langt og produktivt livsforløb. Tabel 2 viser, at de bedste reproduktionsresultater over 5 læg blev opnået med polte, der ved første løbning vejede 125-145 kg og havde en rygspæktykkelse (P₂) på 18-20 mm. Disse polte fik ni grise mere pr. soliv over 5 læg.

Tabel 2.

Reproduktionsresultater – betydning af vægt og rygspæktykkelse ved første løbning.

		Totalfødte*
Vægt ved løbning (kg)	Rygspæktykkelse ved løbning (mm)	1. læg	1-5 læg
117	14,6	7,1	51,0
126	15,8	9,8	57,3
136	17,7	10,3	56,9
146	20,0	10,5	59,8
157	22,4	10,5	51,7
166	25,3	9,9	51,3

* Kun søer der faktisk opnåede 5 læg (Challinor et al., 1996)

Når poltene får en lav energitildeling i opvækstperioden har de en statistisk sikker lavere vægt (19,1 kg) ved første brunst end poltene med en høj energitilførsel. Desuden kom poltene med lav energitilførsel 9 dage senere i brunst end poltene fodret med høj energitildeling (Hartog & van Kempen, 1980). Dette forhold er ikke overraskende, da poltene ved en underforsyning af energi vil nedprioritere reproduktionsorganerne i forhold til resten af organismen. Dette gør sig gældende både under udviklingen af reproduktionsorganerne (Hartog & van Kempen, 1980) og funktionen af allerede veludviklede reproduktionsorganer (Roeboom, D.W. et al., 1993).

Omkring udviklingen af uterus og ovarier menes det kritiske tidspunkt at være fra cirka 70 til 160 dages alderen (Hartog & van Kempen, 1980) det vil sige fra cirka 25 kg til 115 kg for et almindeligt dansk slagtesvin. I denne periode er det vigtigt, at dyret forsynes med energi i tilstrækkelige mængder på grund af prioritering af næringsstoffer. Prioriteringen sætter nervesystemet øverst dernæst vigtige organer som f.eks. hjerte, lever og nyrer. Herefter muskler, knogler, fedtvæv og mælkekirtler og til sidst anvendes den energi, der måtte være tilovers, til reproduktionsorganerne. Såfremt polten underforsynes med energi, vil det sandsynligvis give en nedsat reproduktionsevne (Hartog & van Kempen, 1980) i forhold til potentialet.

Det er muligt at påvirke tidspunktet for brunst ved hjælp af fodring. Brunsten kan helt udeblive, men det kræver, at poltene fodres ekstremt restriktivt eller at de bliver ekstremt fede. På dette område er der blandt andet foretaget lignende undersøgelser hos mennesker. Her er det observeret, at vægt og fedtprocent indenfor visse rammer lader til at være bestemmende både for den første ægløsning og den postpubertale cykliske aktivitet. Det er samtidig iagttaget, at det enten er ved undervægtige eller fedtfattige individer eller ved meget overvægtige, at cyklisk aktivitet helt udebliver (Frish, 1988).

Kroppens vægt og fedtindhold er en bestemmende faktor for, hvornår brunsten indtræder. Young et al. (1990) har i et litteraturstudium fundet, at cykliske polte er federe end polte, der endnu ikke er kommet i brunst. Beltranena et al. (1991) fandt ligeledes, at jo federe polten var, jo tidligere kom den i brunst. I dette forsøg er der dog ikke tale om ekstrem fedme. Beltranena et al. (1991) finder desuden i et litteraturstudium, at poltens fedtprocent har større betydning for brunstens indtræden end poltens vægt. I denne forbindelse er brunstens intensitet også værd at bemærke, da det kan være vanskeligt at konstatere brunst hos meget fede dyr (Newton & Mahan, 1992 og Newton & Mahan, 1993). Derfor kan dyr med såkaldt manglende brunst i nogle tilfælde blot være dyr, der ikke viser tydelige tegn på brunst. Fedme af en sådan karakter er naturligvis ikke ønskelig.

Hos poltene anvendes rygspæktykkelse ofte som et mål for, hvor fede dyrene er. I figur 1 ses, hvorledes poltenes rygspæktykkelse ved første brunst var fordelt i forsøg af Young et al. (1990). Forsøgets formål var at undersøge faktorerne; alder, vægt og rygspæktykkelsens indflydelse på tidspunktet for brunstens begyndelse. Desuden blev poltene udsat for ornekontakt fra 140-dages alderen. De direkte talmæssige målinger kan ikke overføres som generelle værdier på grund af blandt andet raceforskelle og ornekontakten, hvor sidstnævnte vil fremskynde tidspunktet for første brunst. Fordelingen af poltenes rygspæktykkelse ved første brunst er interessant og i figur 1 ses, at størstedelen af poltene ligger i midten af intervallet med en forskel indenfor 8 mm, mens der ikke forekommer mange udenfor dette interval.

Figur 1.	Rygspæk ved første brunst for 349 polte fodret ad libitum og med ornekontakt fra de var 140 dage gamle.

Dette underbygger påstanden om, at brunstens indtræden er afhængig af et vist fedtindhold i kroppen, og at der ikke er nogen fordel ved at have hverken mere eller mindre. Det samme forhold har vist sig for mennesker, hvor det er påvist, at cirka en fjerdedel af kroppen udgøres af fedt inden den første ægløsning. Desuden er det fundet, at det er ved en bestemt gennemsnitsvægt, at de fleste får den første ægløsning. Dette forklarer, at alderen for kønsmodenhed i de vestlige lande har været faldende gennem en årrække, mens væksthastigheden er øget i takt med en bedre kost (Frisch, 1988). Dette tyder umiddelbart på, at det er væksten eller vægten, som har den afgørende betydning. Samtidig har Frisch (1988) fundet, at ved kønsmodenhed og den bestemte gennemsnitsvægt (47 kg) har piger også det samme gennemsnitlige fedtindhold, nemlig cirka en fjerdedel af vægten.

Hartog og van Kempen (1980) har antaget, at der er et ”normalt” interval med hensyn til kropskomposition, hvor alderen er afgørende for brunsten. Hvis poltene ligger uden for dette interval, kommer de senere i brunst.

Frisch (1988) har yderligere undersøgt hos mennesker, hvornår modne individer ikke er cykliske, og det er tilsyneladende meget afhængigt af fedtindholdet i kroppen. Det er ved undervægtige eller meget muskelrige individer, at cyklus udebliver. Så snart fedtprocenten igen er opnået, vil en normal cyklus igen optræde. Dette fænomen svarer formentlig til det man ofte ser hos søer i forbindelse med mange dage fra fravænning til løbning. Hvilket kan skyldes, at soens krop er i en sådan tilstand, at den ikke opretholder en normal cyklus, fx ved et stort vægttab under diegivningen.

Fedtprocenten er således af betydning for, om polte og ligeledes søer er cykliske. Derfor er den genetiske udvikling, der foretages med henblik på hurtigvoksende slagtesvin med høj proteinaflejring og lav fedtaflejring, ikke hensigtsmæssig for polte (Neil, 1996). Det viser sig således, at poltene bliver ældre, inden de kommer i brunst, fordi det tager længere tid at få aflejret det nødvendige fedt. Desuden bliver dyrene større og har derfor et større foderbehov til vedligehold, hvilket medfører større produktionsomkostninger (Beltranena et al.,1991; Cia et al., 1998).

I figur 2 ses udviklingen i søers vægt ved henholdsvis 1. og 3. læg. Datamaterialet er baseret på undersøgelser i UK i forbindelse med almindelige foderstrategier efter normer til søer. Avlsfremgangen for kødprocent (i UK og DK) er ikke gået lige stærkt, derfor skal der ikke lægges stor vægt på de eksakte værdier. Alligevel kan figuren give et billede af, hvor stor betydning avlsfremgangen har haft for størrelsen på søerne. Det ses i figur 2, at 1. lægssøerne er blevet noget tungere indenfor de sidste 30 år, og 3. lægssøerne er blevet væsentlig tungere. Dette skyldes, at avl for bedre daglig vækst øger dyrets vægt ved udvoksethed. En del af effekten kan dog også skyldes, at foderstrategien i farestalden er optimeret bedre, så søerne ikke malker så meget af kroppen.

Ifølge Hartog & van Kempen (1980) og Hartog & Noordewier (1984) er alder ved første brunst negativt korreleret med gennemsnitlig daglig tilvækst. Dette er observeret i flere forsøg, som Hartog & van Kempen (1980) og Hartog & Noordewier (1984) refererer til. Den negative korrelation kommer til udtryk, ved at den gennemsnitlige daglige tilvækst for polte, som kom tidligt i brunst, var lavere end for polte, der ikke kom i brunst inden forsøgenes afslutning. I disse forsøg har poltene fået ens energitildeling, derfor må det formodes, at det er dyrenes genetiske vækstpotentiale, der er afgørende for den gennemsnitlige daglige tilvækst. Der er det forbehold, at udfodringsmetode og poltenes rangorden i den forbindelse kan være en fejlkilde. Denne negative korrelation kan forklares med, at den genetiske sammensætning hos de polte, der voksede hurtigst, havde evner til at aflejre store mængder kød og derfor kunne vokse hurtigt uden den store fedtaflejring. Mens de dyr, der voksede langsommere, aflejrede mere fedt og derfor kom hurtigere i brunst. Dette kan forklares fysiologisk, da det kræver mere energi at aflejre fedt end kød og derfor havde de polte, der kom først i brunst, den laveste tilvækst.

Figur 2.	Søernes vægt ved 1.- og 3. fravænning (Edwards, 1998)

Tilvæksten angives visse steder blot som vægt (King, 1989), og ofte i kombination med fedtindhold (Burnett et al., 1988; Beltranena et al., 1991). Den avlsmæssige fremgang har betydet, at også hurtigvoksende grise er i stand til at aflejre mere protein og mindre fedt. Dette kan illustreres ved figur 3, der er baseret på samme søer som i figur 2. For 1. lægssøernes vedkommende ses et stort fald i rygspæktykkelsen på trods af den stigning i vækst som ses i figur 2. Alderen er også højere for de fedtfattige polte ved første brunst, men rygspæktykkelsen er stadig lav, hvis sammenligningen foretages ved samme vægt.

I figur 3 ses det, at 1. lægssøerne går fra at have mere rygspæk til at have mindre rygspæk end 3. lægssøerne. Dette kan forklares ved, at søerne rent genetisk vokser uden den store fedtaflejring i starten, og efterhånden som de bliver udvoksede, aflejres der mere fedt på kroppen. Resultatet efter 3. læg i 1993 er dog stadig lavere end i 1988. Siden 1993 er der ikke sket yderligere fald i den gennemsnitlige rygspæktykkelse. Faldende rygspæktykkelse kan også være relateret til vægttab under diegivningen, idet det moderne svins forbedrede mælkeydelse og foderudnyttelse indirekte medfører en lavere foderoptagelse i en ad libitum situation. Dette er hensigtsmæssigt for slagtesvin, men har en negativ effekt i forbindelse med reproduktion, blandt andet fordi soen ikke er vant til at optage store mængder føde, kan det blive svært for den at optage nok i diegivningsperioden (Edwards, 1998; Cia et al., 1998). Blandt andet derfor er det vigtigt, at polten og senere gylten har reserver, der kan fungere som buffer ved en eventuel negativ energibalance under 1. laktation (Close, 1999). Således at 1. lægssoen ikke bliver for mager efter laktationsperioden og eventuelt har mange dage til 1. løbning.

Figur 3.	Rygspæktykkelse for søer efter 1.- og 3. fravænning.(Edwards,1998)

Den genetiske forandring kan bevirke, at vækst i sig selv ikke længere kan opfattes udelukkende som en positiv indikator i forbindelse med polte. En meget hurtig vækst kan i øvrigt også medføre ledproblemer hos poltene senere i deres liv som søer. I figur 4 kan fordelingen af poltenes vægt ved første brunst ses. Data er fra samme forsøg som figur 1.

Figur 4.	Vægt ved første brunst for 349 polte fodret ad libitum og med ornekontakt fra de var 140 dage gamle.

Fordelingen ligner figur 1, hvor størstedelen af poltene befinder sig indenfor det samme interval. Dog er der større spredning på vægt end rygspæktykkelse. Det ses også i figur 4, idet der for rygspæktykkelsens vedkommende er tale om et mere snævert interval efter den procentvise fordeling. Årsagen til, at der forekommer en større spredning indenfor vægt, kan være, at der ikke foreligger lige så specifikke krav til vægt, som det er tilfældet med fedtindhold. Muligvis fordi der kan være store variationer i forholdet mellem vægt og fedtindhold (Whittemore et al., 1980).

Et bedre udtryk for fedtindhold i kroppen end rygspæktykkelse kan udtrykkes ved forholdet mellem rygspæktykkelsen og vægt, se figur 5. I dette tilfælde er det gennemsnitlige forhold cirka 0,18 med forekomster fra 0,12 op til cirka 0,26. I andre forsøg er der fundet gennemsnitsværdier på cirka 0,28, hvilket jo er en højere værdi og udtryk for et større fedtindhold, end der er vist i figur 5. Der kan være adskillige årsager til denne forskel, idet, der som tidligere nævnt, eksisterer mange betydende faktorer i forbindelse med brunstens indtræden. I dette tilfælde kan det bl.a. være ornekontakt, genetik og fodring, som er medvirkende årsager til forskellen i kropskompositionen ved første brunst. Desuden skal det nævnes, at rygspæktykkelsen ikke er et helt præcist udtryk for fedtindhold, men mere en indikation herfor, da fedtet både kan aflejres subkutant og intra- / intermuskulært fedt. Alligevel anses rygspæktykkelse for at være en anvendelig parameter, når målingen skal udføres, uden at dyret slagtes.

Figur 5.	Rygspæk/vægt forholdet ved første brunst for 349 polte

I forsøg gennemført af Young et al. (1990) er alderen ved første brunst forholdsvis lav (se figur 6), set i forhold til andre forsøg. I det afbildede forsøg er over 50 pct. i brunst inden 170 dage og ved 190 dage er 86,8 pct. af poltene kommet i brunst.

Figur 6.	Alder ved første brunst for 349 polte fodret ad libitum og med ornekontakt fra de var 140 dage gamle.

Hartog & van Kempen (1980), som fandt en forskel på 9 dage for brunstens påbegyndelse ved to foderstrategier, havde henholdsvis alderen liggende ved 202 og 211 dage. Der er derfor indikationer for, at der i forsøget bag figur 6 har været effektive aldersreducerende faktorer som en del af management. Desuden er der 10 år mellem forsøgene, og det ene er udført i Canada og det andet i Holland, derfor er der belæg for, at poltenes genetiske sammensætning vil udgøre en forskel.

Proteintildeling

Der er større enighed om proteinforsyningens mulige indflydelse på alder ved pubertet end omkring energiforsyningens indflydelse. Stort set alle forsøg med restriktiv tildeling af protein viste ingen effekt eller en negativ effekt på alder ved første brunst. I forsøgene ses en klar tendens til, at aminosyrerne spiller en større rolle end proteinindholdet generelt, men der skal være alvorlig ubalance i de essentielle aminosyrer for at forsinke brunstens indtræden hos polte (Hartog & van Kempen, 1980).

I nyere forsøg er det igen blevet aktuelt at undersøge konsekvenserne af en lav proteintildeling. Årsagen hertil er den avlsfremgang, der er foregået indenfor de sidste årtier, som har medført et fedtfattigt svin. Derfor ønskes det, på baggrund af de tidligere anførte teorier omkring fedtets betydning for reproduktion, at ændre poltenes kropskomposition, således at poltene indeholder mere fedt. Dette kan praktiseres, idet en lav proteintildeling forventes at medføre en lavere proteinaflejring på grund af mangel på essentielle aminosyrer, og derved vil den overskydende energi blive aflejret som fedt (Cia et al., 1998).

Dette er et område, der er meget dårligt belyst i litteraturen specielt med hensyn til den moderne polt, og indtil videre er der ikke fundet positive reproduktionsresultater ved at reducere proteintildelingen til polte. Det kan både skyldes, at den moderne polt er mere følsom overfor proteinmangel på grund af den sene udvikling, eller måske har en lav proteintildeling en effekt på reproduktion, der minder om en lav energitildeling (Cia et al., 1998). Proteins indflydelse på reproduktion i sig selv er et område, der endnu ikke er helt klarlagt.

For at undersøge, hvor stor betydning proteintildelingen har på poltes kropskomposition, har Landsudvalget for Svin gennemført et forsøg med ad libitum fodring af polte med to forskellige proteinniveauer.

Tabel 3.

Kødprocent samt energi- og proteinindhold.

Gruppe	1		2
Kødprocent	57,6		56,7
	Beregnet værdi	Analyseret værdi	Beregnet værdi	Analyseret værdi
FEsv pr. 100 kg	105	107	105	107
Råprotein pct./kg	16,2	16,2	12,5	13,1
Lysin, g/FEsv	7,3	7,1	4,5	5,1
Methionin, g/FEsv	2,4	2,2	2,4	3,0
Methionin + cystin, g/FEsv.	5,2	5,0	4,7	5,4
Treonin, g/FEsv	5,4	5,4	3,8	4,3

I forsøget indgik 14 søskendepar som inddeltes i to grupper, således at der indgik et par fra samme kuld i hver gruppe. Alle søskende var stifæller indtil indsættelse i forsøg i 2-dyrs-stier ved cirka 60 kg. Gruppe 1 fik tildelt en diegivningsblanding og gruppe 2 en drægtighedsblanding. Proteinindholdet i foderet til gruppe 2 var cirka 20 procent lavere end til gruppe 1. Poltene blev slagtet omkring tidspunktet for forventet første brunst ved cirka 6-7 måneder. Kødprocenterne står anført i tabel 3 som udtryk for poltenes kropskomposition.

Der er ikke en statistisk sikker forskel mellem kødprocenterne i de to grupper, men der er dog en tendens til, at gruppen med den lave proteintildeling havde en lavere kødprocent. Foderforbruget var ens i de to grupper, men tilvæksten var lavere (se tabel 4), hvilket skyldes, at det kræver mere energi at aflejre fedt end at aflejre kød.

Tabel 4.

Energiindtag og tilvækst.

Gruppe	Energiindtag, FEsv/dag	Daglig tilvækst, gram	Slagtevægt, kg
1	3,04	932	101,0
2	2,95	776	84,5

Kødtilvæksten pr. kg. tilvækst falder jo større poltene er. Derfor må det forventes, at der opnås en større fedningsgrad ved stor energitildeling efter cirka 90 kg.

Forskellen i kødprocenterne i dette forsøg var så lille, at det ikke vil medføre en forskel på poltenes senere reproduktionsresultater.

Fedtets fysiologiske betydning

Forholdene omkring kroppens sammensætning og fodringens indflydelse på reproduktionen skyldes fysiologiske forhold og ikke direkte sammenhænge mellem fedtprocent og reproduktionsorganer. Kroppens sammensætning og fodringen har dog alligevel betydning, idet det er gennem metaboliske forhold, at dyrets reproduktion påvirkes (Rozeboom et al., 1993).

I de første par måneder er reproduktionsorganernes udvikling ikke hormonelt styret, men herefter udvikles æggestokkene ved hjælp af LH (luthiniserende hormon) og FSH (follikel stimulerende hormon). Disse to hormoner udskilles fra hypofysen, nærmere bestemt hypofysens forlap. Udskillelse fra hypofysen styres af hypothalamus, som udskiller GnRH (Gonadotropin-releasing hormone), hvilket stimulerer hypofysens sekretion af LH og FSH. Når æggestokkene er dannet begynder disse at udskille østrogen, der påvirker hypothalamus og hæmmer indirekte udskillelsen af LH og FSH. Når polten bliver kønsmoden er udskillelsen af østrogen på det højeste niveau det hidtil har været i polten, mens udskillelsen af LH og FSH er lav (Cunningham, 1992).

Fedtets relation til denne styring af reproduktive funktioner består i, at fedt har en evne til at binde østrogen, og samtidig har fede dyr en højere koncentration af østrogen i blodet. Desuden omdannes androgen til østrogen i fedtvæv (Cunningham, 1992). Polte med et højt fedtindhold vil derfor have en højere koncentration af østrogen, hvilket kan medføre den tidlige kønsmodenhed.

I forbindelse med flushing og høje foderstyrker er det insulin, som er medvirkende til en øget udskillelse af FSH og LH, som øger antallet af løsnede æg (Close, 1999). Insulin er et protein, der udskilles i forbindelse med energioptagelse og dets funktion er at stimulere optagelsen af næringsstoffer især glukose, som er vævenes primære energikilde (Stryer, 1995). Desuden påvirker insulin indirekte hypofysen (Cox et al., 1988) ved at stimulere udskillelsen af IGF-1 (Insulin-like Growth Factor-1), som stimulerer hypofysen og dermed sekretion af LH og FSH. Dette er en medvirkende årsag til, at en høj foderstyrke i opvæksten medfører en tidlig udvikling af reproduktionsorganerne. Omvendt medfører en energirestriktion via hypothalamus, at udskillelsen af GnRH falder og dermed falder LH, hvilket kan inducere anøstrus (Cia et al., 1998).

Antal løsnede æg

Det totale antal af CL (Corpus Luteum = gule legemer) på begge ovarier er oftest anset som den begrænsende eller afgørende faktor for antallet af embryoner (Cox et al., 1987; Cox et al., 1988 ; Rhodes et al., 1991). CL har tilsyneladende en lineær relation til kuldstørrelse. Uterus kapacitet til at forsyne fostrene er ligeledes i dele af litteraturen betragtet som en begrænsende faktor (Rhodes et al., 1991). Dog ikke for antallet af befrugtede æg, men for fostrenes overlevelse. Desuden foreligger muligheden for dizygotisk befrugtning, hvilket betyder, at der muligvis forekommer et større antal levende fostre end CL. Der er foretaget undersøgelser af, hvor ofte dette fænomen forekommer hos svin ved hjælp af DNA-profiler. I forsøget blev der fundet en lav forekomst hos almindelige europæiske krydsningssøer, mens der hos den kinesiske Meishan blev fundet langt flere. Det blev derfor konkluderet, at forekomsten er større hos Meishan end europæiske racer (Ashworth et al., 1993 og Ashworth, 1998). Forekomsten af dizygotisk befrugtning er muligvis højere end hidtil antaget, men forekomsten er stadig så lav, at det ikke er en faktor, der bør tages hensyn til. Desuden blev forsøgene udført på et meget lille antal dyr, og konklusionerne må derfor mest anses som gisninger. Derfor vil antallet af ægløsninger stadig udgøre den vigtigste faktor i forbindelse med det mulige antal af embryoner.

I denne forbindelse er det interessant, hvorvidt fodringen af polten har en indflydelse på antallet af løsnede æg. Desuden tages der hensyn til, hvilken brunst ægløsningerne tælles i. Der er udført mange forsøg med henblik på at undersøge, hvornår og hvordan antallet af ægløsninger påvirkes. En af de mest anvendte variable er foderstyrke.

Det ses ofte, at antallet af ægløsninger er højere ved første brunst hos tunge polte end hos mindre polte, og der ses generelt en stigning i antallet med det nummer brunst, der er tale om (King, 1989). Et lignende resultat er nået af Hartog (1984), hvor polte, der fik en høj energitildeling, havde et stigende antal løsnede æg med det nummer brunst, de kom i. Polte med en lav energitildeling havde i dette tilfælde et ensartet antal løsnede æg, uanset hvilken brunst der var tale om. Beltranena et al. (1991) har ligeledes fundet, at stigningen i antallet af ægløsninger fra første til anden brunst var større for polte med en høj energitildeling end for polte med en lav energitildeling. Jindal et al. (1996) fandt ligeledes, at antallet af ægløsninger steg med en høj energitildeling.

Det er muligt, at kompensere for en restriktiv energitildeling ved hjælp af flushing, som er en kraftig stigning i foderstyrke i cirka 14 dage op til østrus, hvilket medfører en stigning i antallet af ægløsninger (Hartog & van Kempen, 1980; Cox et al., 1987; Cox et al., 1988; Close, 1999). Det er endnu ikke helt afklaret, hvorvidt flushing blot råder bod på en restriktiv fodring eller inducerer superovulation. Resultatet er dog det samme (Beltranena et al., 1991). Det er insulin, som er den udslagsgivende faktor (Close, 1999). Dette er blandt andet vist i forsøg med diabetiske polte, som var cyklisk unormale på grund af diabetes. Disse polte fik normale cykler ved hjælp af tilførsel af insulin (Cox et al., 1987; Cox et al., 1988; Matamoros et al., 1991). Insulins indflydelse kommer til udtryk ved, at antallet af folliker, der henfalder inden ægløsning, reduceres. Dette er observeret på diabetiske polte, der med insulintilskud fik fordoblet antallet af ægløsninger og reduceret henfaldet af små follikler. Hos polte, som var cykliske, fandt man ikke en effekt af insulin på små follikler, men på follikler i mellemstørrelse, hvor henfaldet af follikler mellem dag 17 og 19 i cyklus blev reduceret. Det er disse follikler i mellemstørrelse, der løsner æg ved 21. dag (Matamoros et al., 1991). Dette kan være medvirkende til at forklare, hvorfor flushing i dagene op til brunst giver et øget antal ægløsninger.

Antallet af ægløsninger er grundlaget for kuldstørrelse, men der er stadig andre faktorer, som indvirker på reproduktionsresultatet efter første faring.

Reproduktionsresultater

Fodringen af polten i opvæksten og af gylten i drægtighedsperioden har i nogle tilfælde en indflydelse på omløbere, fosterdødelighed og kuldstørrelse. I denne forbindelse er der hovedsagligt foretaget undersøgelser enten på en lav foderstyrke i opvæksten og til løbning, eller en høj foderstyrke indtil løbning, eller en restriktiv fodertildeling i opvæksten og flushing inden løbning. I drægtigheden er der undersøgt enten høj eller lav foderstyrke, desuden er der i nogle forsøg taget højde for, i hvilken brunst polten blev løbet.

Muligheden for at gennemføre første laktation med en stor foderoptagelse og et lavt vægttab er et andet aspekt, der ligeledes påvirkes af fodringen, både som polt og gylt.

Omløbning

En restriktiv fodring i opvæksten efterfulgt af flushing giver en lavere omløberprocent end en konstant høj eller lav foderstyrke (Hartog & van Kempen, 1980). Poltes kropskomposition kan tilsyneladende også have en betydning for omløberprocenten, idet polte, som blev drægtige havde en højere vægt og en tykkere rygspæk ved 187 dages alderen end polte, som ikke blev drægtige herved (Hartog, 1984).

Fosterdødelighed og kuldstørrelse

De mest kritiske perioder for fosterdødelighed er omkring 11-13 dage efter løbning (fordeling i uterus), 13-23 dage efter løbning (implantation) og under udviklingen af fostrenes organer. Det største tab menes at forekomme ved implantation. Desuden er der embryoner, der er genetisk afvigende og dør som følge heraf (Hartog & van Kempen, 1980).

Fosterdødeligheden er ofte højere hos gylte, som er blevet løbet i første brunst i forhold til gylte, som er blevet løbet i en senere brunst (Hartog, 1984). Der findes dog også undersøgelser, hvor det brunstnummer som polten blev løbet i, ikke har medført en forskel i fosterdødeligheden (Rhodes et al., 1991). Til gengæld er antallet af ægløsninger og dermed kuldstørrelsen større ved senere brunstnumre. Tilsvarende er fundet hos Hartog (1984), hvor antallet af fostre var højest hos gylte, der blev løbet i tredje eller i en senere brunst. Et andet forsøg viste ligeledes, at kuldstørrelsen hos gylte løbet i første brunst var mindre end hos gylte løbet i anden eller tredje brunst. Forskellen i kuldstørrelsen syntes dog her at være forsvundet ved andet læg (Brooks & Cole, 1974) og er dermed ikke afgørende for søernes holdbarhed. I forsøg fra Den rullende Afprøvning er det fundet, at polte løbet ved 8 måneder i mindst anden brunst havde en statistisk sikker højere kuldstørrelse end polte, som blev løbet ved 7 måneder i mindst anden brunst. Efter andet kuld var der ikke længere forskel på reproduktionsresultaterne og alderen ved løbning var derfor heller ikke afgørende for dyrenes holdbarhed (Thorup, 1993).

I et forsøg med fire grupper, der blev fodret ved forskellige foderstyrker med samme proteinmængde i forhold til vægt, var antallet af levendefødte pr. kuld ikke signifikant forskellige. Der er derfor ikke fundet en sammenhæng mellem fodringen i opvæksten og antallet af levendefødte eller fødselsvægt. Gennemsnitsfødselsvægt og spredningen af fødselsvægt indenfor et kuld var heller ikke forskellige i forhold til grupperne. Dog ses en tendens til, at søer, der har fået en høj energitildeling i opvæksten, får en højere kuldstørrelse i første kuld end søer, der har fået en lav energitildeling (Hartog, 1984).

Ifølge Close (1999) er soens reproduktionsevne afhængig af dens rygspæktykkelse ved 1. løbning. Dette har vist sig i to forsøg. I det første forsøg blev søernes reproduktionsresultaterne fulgt over 5 læg. Her så man de bedste resultater hos søer, der havde haft en rygspæktykkelse på 16-20mm og vægt på 130-140 kg ved 1. løbning. Der var en forskel på op til ni grise i løbet af de 5 læg. De dårlige resultater sås både hos de tyndere og federe dyr. I det andet forsøg fulgte man ligeledes søernes reproduktionsresultater og fandt næsten den samme forskel. Forskellen sås ikke på første kuld men gennem søernes samlede produktionstid. I dette forsøg konkluderes det, at jo lavere rygspæk ved 1.løbning jo færre grise producerer søerne. Det skal dog siges, at de såkaldte fede dyr i dette forsøg ligger i det interval, der giver de bedste resultater i det første forsøg. Det vil sige, at der ikke har indgået federe dyr i det andet forsøg end det nævnte interval og derfor er der ikke her fundet en grænse for, hvor fede poltene må være før det giver dårligere resultater.

Generelt er fodringen af gyltene vigtig for kuldstørrelsen og antallet af levendefødte og udgør en væsentlig fejlkilde med hensyn til sammenhænge mellem poltefodring og resultater, der vedrører kuld og drægtighed.

Dette ses, idet en høj foderstyrke kan medføre:

1. øget fosterdødelighed i starten af drægtigheden
2. vanskelig faring
3. problemer med for lille mælkeproduktion
4. en øget tendens til reproduktionsproblemer (Hartog & van Kempen, 1980)
5. tendens til nedsat foderoptagelse i den efterfølgende laktationsperiode (Jin Liang et al., 1997), med risiko for negativ energibalance.

En lav foderstyrke kan medføre:

1. en øget fosterdødelighed evt. efterfulgt af abort
2. misdannelser
3. langsom udvikling af fostre (Hartog & van Kempen, 1980)
4. manglende ressourcer til at gennemføre en optimal diegivning
5. manglende fedtvæv ved fravænning kan medføre manglende brunst.

Det er derfor vigtigt, at gylten fodres med den rette foderstyrke, da kuldstørrelsen ellers vil påvirkes i negativ retning. Med hensyn til variationer i proteintildeling i både opvækst og drægtighed er der ikke fundet signifikante forskelle med hensyn til fosterdødelighed eller kuldstørrelse (Hartog & van Kempen, 1980).

Polte kommer normalt ind i løbeafdelingen, når de vejer omkring 100 kg og har en rygspæktykkelse på omkring 12 mm. De vil normalt komme i brunst kort efter overførslen, så der går 6-7 uger før de løbes i 3. brunst. Gennem denne 6-7 ugers periode skal poltene tage minimum 30 kg på og øge rygspæktykkelsen med cirka 6 mm. Dette svarer til en tilvækst på omkring 650 gram pr. dag med en 1 mm øgning i P₂ pr. uge. Tilvæksten skal bestå mere af fedt end kød; derfor skal der fodres med et foder, hvor lysin:energi forholdet er lavere end tidligere i opvæksten. Engelske undersøgelser har vist, at målet er en tilvækst på omtrent 100 gram protein pr. dag og 250 gram fedt pr. dag. For at opnå dette, er næringsstofbehovet af energi og lysin beregnet til 3,1 FEsv og 16 gram lysin pr. dag, svarende til et foder indeholdende 5,0 gram lysin/FEsv. Ved en foderoptagelse på 3 kg pr. dag skal der bruges en blanding indeholdende cirka 104 FEsv pr. 100 kg og 4,0 gram fordøjeligt lysin pr. FEsv. Et sådant foder svarer til en god drægtighedsblanding. Hvis dyret skal fodres med mindre end 3 kg pr. dag, så skal specifikationerne til foderet øges.

Det er vigtigt, at foderskrift sker løbende igennem poltens opvækstperiode for at opnå en mere balanceret diæt, som minimerer forstyrrelser af den normale fordøjelse samt metaboliske og fysiologiske processer.

At fodringen også resulterer i det fornødne fedtindhold undersøges ved at scanne rygspæktykkelsen (over sidste ribben) på dyrene. Rygspækket skannes ved tidspunktet for 1. løbning og skal ligge i intervallet fra cirka 16 til 20 mm (Close, 1999). Intervallet er ikke præcist, da man endnu ikke kender det optimale fedtindhold for danske polte og desuden skal der gives plads til race- samt individuelle forskelle. Det er tidligere anbefalet fra Landsudvalget for Svin at løbe poltene, når de er mindst otte måneder gamle og tidligst i anden brunst (Thorup, 1992). Samme kilde anfører dog, at et godt management eventuelt kan retfærdiggøre en tidligere løbning (syv måneder), da der i den besætning med de bedste resultater blev observeret de mindste forskelle mellem dyr, der blev løbet ved henholdsvis syv og otte måneder. Close (1999) anbefaler, at man løber ved cirka 7,5 måneder og i tredje brunst. Disse anbefalinger stemmer overens med litteraturen, der er anvendt i denne rapport, nemlig, at der tidligst skal løbes i anden brunst, mens alderen ikke er altafgørende.

Foderstrategien til polte kan enten være restriktiv eller ad libitum fodring, når blot poltene får tildelt tilstrækkelig med energi. I forsøgene med høj energitilførsel har niveauerne maksimalt ligget på 3,5 FEsv pr. dag og som tidligere nævnt medfører et højt energiniveau en lidt tidligere brunst og et højere antal løsnede æg. Dog er der ingen fordele i forhold til mere moderat fodrede polte med efterfølgende flushing i mindst 5 til 14 dage inden løbning. Derfor fastholdes den anbefalede foderstrategier (strategi 3) med efterfølgende flushing. Der ud over suppleres med to nye strategier, som er specielt målrettet for besætninger med ædelystlignende fodringssystemer. Proteinbehovet er udtryk ved lysin. Når behovet for lysin er dækket ved anvendelse af sojaskrå i foderet, er polten også dækket ind med hensyn til de øvrige essentielle aminosyrer.

Vægtinterval i kg	30-60	60-100	100-130
Strategi 1	110 FEsv pr. 100 kg og 7,8 g ford. lysin pr. FEsv	106 FEsv pr. 100 kg og 6,5 g ford. lysin pr. FEsv	104 FEsv pr. 100 kg og 4,0 g ford. lysin pr. FEsv
Strategi 2	106 FEsv pr. 100 kg og 7,5 g ford. lysin pr. FEsv		104 FEsv pr. 100 kg og 4,0 g ford. lysin pr. FEsv
Strategi 3	110 FEsv pr. 100 kg og 7,8 g ford. lysin pr. FEsv	106 FEsv pr. 100 kg og 6,0 g ford. lysin pr. FEsv

Ved valg af strategi 1 og 2 skal slutfoderstyrken være cirka 3 kg pr. dag, mens slutfoderstyrken ved valg af strategi 3 skal være cirka 2,5 kg pr. dag.

Når der fodres efter ovenstående strategier, skal det ske med henblik på, at poltene gerne må blive lidt federe end normalt. Hvis dyrene ikke aflejrer så meget fedt, at de kommer op i intervallet mellem 16 til 20 mm, kan der tildeles op til 3 FEsv pr. dag og skæres lidt på proteinindholdet sidst i perioden. Det vil sige at man fx kan anvende en drægtighedsblanding i stedet for en diegivningsblanding. Dette burde ikke have en negativ indflydelse på antallet af ægløsninger, da flushing inducerer flere løsnede æg via insulin, der stiger ved øget energitilførsel og ikke er umiddelbart afhængig af blandingssammensætningen.

Referencer
-	Ashworth, C.J., A.W. Ross, og P. Barrett, 1993. The use of DNA fingerprinting to investigate monozygotic fertilisation in two breeds of pig. J.of Repro. and Fert.Abstract. Series.
-	Ashworth, C.J., 1998. Advances in Embryo Mortality Research. Proc. of the 15th IPVS Congress, Birmingham, England, 5-9 July.
-	Beltranena, E., F.X. Aherne, G.R. Foxcroft og R.N. Kirkwood, 1991. Effects of Pre- and Postpubertal Feeding on Production Traits at First and Second Estrus in Gilts. J. Anim. Sci.69: 886-893.
-	Brooks, P.H. & D.J.A. Cole, 1974. The Effect of Nutrition During the Growing Period and the Oestrus Cycle on the Reproductive Performance of the Pig. Livestock Prod. Sci. 1: 7-20.
-	Burnett, P.J., N. Walker og D.J. Kilpatrick, 1988. The Effect of Age and Growth Traits on Puberty and Reproductive Performance in The Gilt. Anim. Prod. 46: 427-436.
-	Cia, M.C., S.A. Edwards, V.L. Glasgow, M. Shanks og H. Fraser, 1998. Modification of body composition by altering the dietary lysine to energy ratio during rearing and the effect on reproductive performance of gilts. Anim. Sci. 66: 457-463.
-	Cunningham, J.G., 1992. Textbook of Veterinary Physiology. W.B. Saunders Company. pp: 656.
-	Close, W.H., 1999. Gilt rearing: Implications for Feeding and Management. Close Consultancy, Workingham, Berkshire RG41RS.
-	Cox, N.M., T.G. Althen, H.W. Miller, M.R. Rainey, 1987. Reproduction Improvement, Influence of Insulin and Dietary Energy on Ovulation Rate and Litter Size in Gilts. National Pork, Production Council Research Investment Report, Department of Animal Science, Mississippi State University.
-	Cox, N.M., T.G. Althen, H.W. Miller, M.R. Rainey, 1988. Influence of Insulin and Dietary Energy on Ovulation Rate and Litter Size in Gilts. National Pork Production Council Research I vestment Report, Department of Animal Science, Mississippi State University.
-	Cozler, Y.L., 1998. Effect of Intensity of Rearing and Herd Management on Performance and Longevity of Sows. Agraria 105, Acta Universitatis Agriculturae Sueciae, Doctorial Thesis, Swedish University of Agricultural Science, Uppsala.
-	Edwards, S.A., 1998. Nutrition of the rearing gilt and sow. Progress in Pig Sci. 361-382.
-	Friend, D.W., 1976. Nutritional effects on age at puberty and plasma amino acid level in Yorkshire gilts and on chemical composition, nucleic acid, fatty acid and hydrxoproline contents of the uterus. J. Anim. Sci. 43: 404-412.
-	Frish, R.E., 1988. Fatness and Fertility. Scient. Am. 258; 3: 70-77.
-	Hartog, L.A.den & G.J.M. van Kempen, 1980. Relation between nutrition and fertility in pigs. Neth.J.of agri. Sci.28: 211- 227.
-	Hartog, L.A.den & G.J. Noordewier, 1984. The effect of energy intake on age at puberty in gilts. Neth.J.of agri. Sci.32: 263-280.
-	Hartog, L.A.den, 1984. The effect of energy intake during rearing on reproductive traits in gilts. Neth.J.of agri. Sci. 32: 281-292.
-	Jensen, H.B., 2001. Sopoltes fording og kropskomposition. Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, København, Speciale.
-	Jindal, R., J.R. Cosgrove, F.X. Aherne og G.R. Foxcroft, 1996. Effect of Nutrition on Embryonal Mortality of Gilts: Association with Progesterone. J. Anim. Sci. 74: 620-624.
-	JinLiang Xue, Yuzo Koketsu, G.D. Dial, J.Pettigrew og A. Sower, 1997. Glucose Tolerance, Luteinizing Hormone Release, and Reproductive Performance of First-Litter Sows Fed Two Levels of Energy During Gestation. J. Anim. Sci. 75: 1845-1852.
-	King, R.H., 1989. Effects of Live Weight and Body Composition of Gilts at 24 Weeks of Age on Subsequent Reproductive Efficiency. Anim.Prod. 49: 109-115.
-	Lunen, T.A. van & F.X. Aherne, 1987. Effect of Long-term Feed Restriction on Age at Puberty of Gilts. Can J.Anim.Sci. 67: 797-801.
-	Matamoros, I.A., N.M.Cox og A.B. Moore, 1991. Effects of Exogenous Insulin and Body Condition on Metabolic
-	Hormones and Gonadotropin-Induced Follicular Development in Prepubertal Gilts. J. Anim. Sci. 69: 2081-2091.
-	Neil, M., 1996. Effects of ad libitum feeding in lactation and the timing of its introduction on sow performance. Institutionen för husdjurens utfodring och vård, Swedish University og Agricultural Sciences, Department of Animal Nutrition and Management, Rapport 237, Uppsala.
-	Newton, E.A. & D.C. Mahan, 1992. Effect of Feed Intake During Late Development on Pubertal Onset and Resulting Body Composition in Crossbred Gilts. J. Anim. Sci. 70: 3774-3780.
-	Newton, E.A. & D.C. Mahan, 1993. Effect of Initial Breeding Weight and Management System Using a High-Producing Sow Genotype on Resulting Reproductive Performance Over Three Parities. J. Anim. Sci. 71: 1177-1186.
-	Rasmussen, J., 2004. Udskiftning af søer. Notat 0442, Landsudvalget for svin
-	Rhodes, M.T., D.L. Davis og J.S. Stevenson, 1991. Flushing and Altrenogest Affect Litter Traits in Gilts. J. Anim. Sci. 69: 34-40.
-	Rozeboom, D.W., R.L. Moser, S.G. Cornelius, J.E. Pettigrew og S.M. El Kandelgy, 1993. Body Composition of Postpubertal Gilts at Nutritionally Induced Anestrus. J. Anim. Sci. 71: 426-435.
-	Rozeboom, D.W., J.E. Pettigrew, R.L. Moser, S.G. Cornelius og S.M. El Kandelgy, 1996. Influence of Gilt Age and Body Composition at First Breeding on Sow Reproductive Performance and Longevity. J. Anim. Sci. 74: 138-150.
-	Stryer, L., 1995. Biochemistry. 4th edition. W.H. Freeman and Company, New York. pp: 1064.
-	Sørensen, G. & E.S. Rasmussen, 1991. Fodring af sopolte. Notat 9102, Landsudvalget for Svin
-	Thorup, F., 1992. Tidspunkt for løbning af sopolte. Meddelelse 238, Landsudvalget for Svin
-	Thorup, F., 1993. Effekten af alder ved løbning af sopolte på frugtbarheden i 3. og 4. kuld. Meddelelse 256, Landsudvalget for Svin
-	Vestergård, K., 2004. Afgangsårsager hos søer – samt obduktionsfund hos aflivede og selvdøde søer. Meddelelse 656, Landsudvalget for Svin
-	Whittemore, C.T., M.F. Franklin og B.S. Pearce, 1981. Fat changes in breeding sows. Anim. Prod. 31: 183-190.
-	Young, L.G., G.J. King, J.S. Walton, I. McMillan og M. Klevorick, 1990. Age, weight, back fat and time of mating effects on performance of gilts. Can. J. Anim. Sci. 70: 469-481.