PMWS – interventionsstudie

PMWS blev første gang diagnosticeret i Danmark i 2000. Antallet af PMWS positive besætninger steg for alvor i 2002, og i dag er der PMWS-ramte besætninger mange steder i Danmark.

PMWS viser sig hos grise i alderen 4-12 uger. Grisene bliver utrivelige og afmagrede (figur 1), og de bliver af og til blege, får gulsot, pusten, forstørrede inguinallymfeknuder og diarré. I den pågældende aldersgruppe rammes 10-20 pct. af grisene af sygdommen, hvoraf en del dør eller må aflives. 

Sygdommen er knyttet til infektion med et virus PCV2 (Porcint Circovirus type 2). PCV2 er vidt udbredt i Danmark, og alle undersøgte besætninger er indtil videre fundet antistofpositive overfor PCV2. Infektion med PCV2 er ikke ensbetydende med, at sygdommen PMWS optræder eller vil optræde i besætningen på et senere tidspunkt.

Diagnosen baseres på en forøget dødelighed blandt de fravænnede grise, og at laboratoriet påviser specifikke forandringer i de utrivelige grise.

At undersøge om:

1. En 20 pct. reduktion af belægningsgraden i smågrisestalden, kan nedsætte dødeligheden i fravænningsperioden
2. Grise fravænnet i farestalden i en PMWS besætning udvikler PMWS, når de flyttes til en stald på en anden lokalitet.

Undersøgelsen blev gennemført i en integreret SPF-besætning på 100 søer med smågrisesalg beliggende på Mors (figur 2).

• Smittet med PRRS-DK i oktober 2001
• PMWS-positiv i oktober 2002
• I november 2002 konstateret inficeret med mykoplasmalungesyge .

Undersøgelsen startede 15. maj 2003 og sluttede 31. december 2003. I den periode blev der hver uge fjernet 20 pct. af de ca. 60 grise, som skulle ind i smågrisestalden, for derved at reducerer belægningsgraden i de enkelte stier.

I perioden forud for undersøgelsen fra 1. august 2002 til 31. marts 2003 var dødeligheden på 26,3 pct. Landmanden havde registreret 429 døde ud af 1.630 fravænnede på hans ejendom.

I undersøgelsesperioden fra 15. maj 2003 til 31. december 2003 døde 143 grise ud af 1.206 fravænnet til egen smågrisestald. Det svarer til en dødelighed for hele perioden på 11,9 pct. Ifølge besætningsejerens registreringer var dødsårsagen hovedsagligt luftvejslidelser. Grisene blev vaccineret mod almindelig lungesyge ved fravænning.

På grund af stor frustration over den betydelige dødelighed i den pågældende periode, forsøgte besætningsejeren mange tiltag så som ekstra rumvarme, bio-additiver, zinkoxid, molér og sygeafsnit i garagen.

I samme periode blev i alt 265 grise, i forbindelse med fravænning, flyttet til en stald på en anden lokalitet. Grisene blev ikke vaccineret mod almindelig lungesyge ved fravænning, i modsætning til grisene der forblev på soejendommen. Ud af de 33 grise der døde fik de 21 laboratoriediagnosen enteritis som dødsårsag.

Dødeligheden blandt de indsatte grise var efter 56 dage på 10 pct. Dødeligheden for galtgrise var på 9,5 pct., mens den for sogrise var på 7,5 pct. Den kønsmæssige forskel var ikke statistisk signifikant.

De 56 dage er direkte sammenlignelige med perioden i smågrisestalden på sobesætningen, hvor dødeligheden var 11,9 pct.

Som sagt blev grisene flyttet til en stald på en anden lokalitet. Stalden var ikke sektioneret, hvilket betød, at de grise der ankom til stalden i sidste halvdel af undersøgelsen, blev indsat i et miljø, der udsatte de nyindsatte grise for et vist smittetryk i forhold til grisene, der kom i første halvdel.

Dødeligheden var i første halvdel på 7,5 pct. indenfor de første 56 dage efter indsættelse, mens den var 12,5 pct. i anden halvdel. Forskellen i dødelighed var signifikant (p=0,05).

To af de to døde grise, indsat i anden halvdel, havde udviklet forandringer, der var forenelig med PMWS.

Midt i undersøgelsesperioden blev der obduceret fire utrivelige grise fra sobesætningen (tabel 1), hvoraf de to havde uviklet forandringer forenelig med PMWS. Ved obduktion af tre utrivelige grise i januar 2004, kort efter undersøgelsens ophør, kunne der ikke findes forandringer, der var forenelig med PMWS i grise fra sobesætningen.

Grisene i sobesætningen, der fik 20 pct. mere plads, fordi belægningsgraden blev sat ned, udviklede PMWS.

Grise fra PMWS-besætningen, som blev flyttet til en anden lokalitet ved fravænning udviklede PMWS.

Dødelighed på de to lokaliteter i undersøgelsen var næsten ens. Dødeligheden blandt de grise, der forblev på soejendommen, var 11,9 pct. og skyldtes hovedsaglig lungelidelser. Mens dødeligheden hos de grise, der blev flyttet til anden lokalitet, var på 10 pct. og skyldtes overvejende tarmlidelser.

Nedgangen i dødeligheden fra 25 pct. til 11,9 pct. blandt smågrisene på soejendommen kan ikke alene tilskrives, at belægningen blev sat ned i smågrisestalden, idet mange andre forhold synes at kunne have haft en indflydelse. Blandt andet forsøgte besætningsejeren sig med mange tiltag så som ekstra rumvarme, bio-additiver, zinkoxid, molér, og sygeafsnit i garagen.

Diagnosen var i december 2005 stillet i 626 besætninger. Diagnosen hviler på laboratorieundersøgelser af obducerede grise. I dag forekommer PMWS med størst hyppighed i de svinetætte områder af landet.

• Reduktion af belastninger på grisen
• Reduktion af smittespredning
• Høj hygiejne

De bedste råd til besætninger med PMWS:

• Undgå kuldudjævning i farestalden efter første levedøgn
• Sikring af god råmælksforsyning
• Fravænning af grisene kuldvis
• Alt-ind alt-ud-produktion med rengøring og desinfektion mellem holdene
• Ingen eller begrænset flytning og sammenblanding af grisene efter fravænning
• Danske undersøgelser har vist, at PMWS kan smitte fra syge til raske grise ved tæt kontakt, undlad derfor tæt kontakt mellem syge og raske grise
• Nedsættelse af belægningsgraden i smågrisestalden
• Konsekvent anvendelse af sygestier eller sygeafdelinger
• Konsekvent aflivning af håbløse tilfælde
• Optimering af staldklima (tør stibund, ingen træk, ingen kulde)
• Relevant indsats mod andre sygdomme

    
* * *
    
Den danske PMWS manual opdateres i takt med at resultaterne fra undersøgelser i ind- og udland publiceres.