13. februar 2007

Notat Nr. 0707

Materialetest af HDPE plastdunke som anvendes ved produktion af sæd på DanAvls KS-stationer

Plastdunke af type 2,0 liter HDPE fra Polimoon har ikke skadelig effekt på ornesæd.

Ved produktion af sæddoser skal sæden opbevares i poser og dunke, indtil sæden til slut fyldes på poser. Disse typer af plastic skal alle være af en type, som ikke skader sædcellerne. Det er derfor vigtigt, at alle nye materialer undersøges nøje, inden man skifter fra en type til en anden.

Formålet var at undersøge, om en 2,0 liter plasticdunk havde skadelig effekt på ornesæd.

Det kunne konkluderes, at der ikke ses sædskadelig effekt af 2,0 liter HDPE i forhold til 2,5 liter HDPE dunk.

Baggrund

Ved produktion af sæddoser skal sæden opbevares i poser og dunke, indtil sæden til slut fyldes på poser. Disse typer af plastic skal alle være af en type, som ikke skader sædcellerne. Det er derfor vigtigt, at alle nye materialer undersøges nøje, inden man skifter fra en type til en anden.

I henhold til regler for avl, drift og smittebeskyttelse for KS-stationer skal materialer, der anvendes i produktionen, være undersøgt for sædskadelig effekt inden de tages i brug på KS-stationen [1].

Formålet var at undersøge, om en 2,0 liter plasticdunk af typen HDPE (Polimoon varenr. 70000041) var skadelig over for sæd, målt i forhold til den nuværende anvendte type (2,5 liter HDPE dunk, Polimoon varenr. 30900011).

Materiale og metode

Til undersøgelsen blev anvendt en sæddose fra 13 forskellige orner. Umiddelbart efter produktion blev sæd fra hver dose fordelt i fire forskellige 10 ml NUNC-rør. Til to af NUNC-rørene blev tilsat et stykke fra plastdunkene, der skulle testes for sædvenlighed (gruppe 2) og til de andre to, et stykke plastic fra de dunke som i dag anvendes (gruppe 1). Plasticstykkernes størrelse var cirka 1 x 5 cm.

Alle rørene blev opbevaret ved 16-18 grader celsius i cirka 72 timer inden analyse. Analysen omfattede en undersøgelse af sædens bevægelighed ved anvendelse af SpermVision CASA-System.

Til analysen blev anvendt et 20 µm dybt Leja-8 tællekammer. Til analysen blev udtaget cirka 1,8 µl sæd, som blev overført til kammeret. Selve analysen i instrumentet blev overvåget og godkendt, ud fra at alle ubevægelige partikler skulle identificeres som partikler, som var ubevægelige, samt at billederne i analysen skulle være skarpe nok, til at sædcellerne kunne identificeres. Der blev registreret, hvor stor en andel der var bevægelige samt fremadrettet bevægelige (porgressiv bevægelighed). Parametrene blev beregnet ud fra standard indstillinger for instrumentet.

Statistisk analyse

Data blev analyseret med variansanalyse i SAS, version 9.2. Sammenligningen mellem de to typer af dunke kan beskrives ved følgende model:

                                                      Yij= μ + Ai+ eij~ N(0, sigma2)

Hvor det gælder, at μ angiver det generelle gennemsnit for sædens bevægelighed, Ai henviser til typen af plasticdunk, og eij er residialvariationen og angiver niveau inden for typen af plasticdunke inden for hver af de 13 ejakulater.

Resultater og diskussion

Resultaterne viste ingen forskel i sædens bevægelighed ved opbevaring med plastic fra henholdsvis gruppe 1 og 2 (tabel 1).

Tabel 1.

Statistiske estimater for andelen af bevægelige sædceller, samt andelen af sædceller med progressiv bevægelse ved opbevaring af sæden sammen med plastic fra dunkene fra henholdsvis gruppe 1 og 2.

Typen af plasticdunk

Gruppe 1

Gruppe 2

Samlet andel af bevægelige sædceller ± SE*

73,9 % ± 1,11

74,7 % ± 1,11

Andel af sædceller med progressiv bevægelse ± SE*

68,6 % ± 1,25

69,8 % ± 1,25

Resultaterne for sædens bevægelighed viste en meget høj bevægelighed i forhold til tidligere undersøgelser af materialetest[2]

.

Dette gælder for såvel test-gruppen som kontrolgruppen (gruppe 1). Sædens bevægelighed afhænger af den enkelte orne i undersøgelsen. Der var i denne undersøgelse kun en enkelt orne, hvis sæd viste reduceret bevægelighed cirka 72 timer efter produktion.

Konklusion

Det kunne konkluderes, at der ikke var sædskadelig effekt af 2,0 liter HDPE dunk (Polimoon varenr. 70000041) i forhold til 2,5 liter HDPE dunk (Polimoon varenr. 30900011).

Referencer

[1]

Hansen, C.: (2005): Regler for avl, drift og smittebeskyttelse for KS-stationer. Manual nr. 3, Landsudvalget for Svin.

[2]

Hansen, C.: (2006): Test af plastdunke for sædvenlighed. Notat nr. 0620, Dansk Svineproduktion.

     
Undersøgelsen blev finansieret af Hatting-KS.


Institution: Dansk Svineproduktion, DMA

Forfatter: Claus Hansen

Udgivet: 13. februar 2007

Dyregruppe: Orner

Fagområde: Reproduktion