5. juli 2007

Notat Nr. 0723

Handlingsplan mod skuldersår

Den Danske Dyrlægeforening, Landbrugsraadet og Dansk Svineproduktion har indgået en aftale, der beskriver, hvorledes svineproducenterne forventes at gøre en særlig indsats - med bistand fra dyrlægerne - for at nedbringe frekvensen af skuldersår væsentligt

Den Danske Dyrlægeforening, Landbrugsraadet og Dansk Svineproduktion har indgået en aftale, der beskriver, hvorledes svineproducenterne forventes at gøre en særlig indsats - med bistand fra dyrlægerne - for at nedbringe frekvensen af skuldersår væsentligt.

1. Overvågning af alle sobesætninger i 6 mdr.  

 Fra 1.august og 6 måneder frem gennemfører dyrlægerne en vurdering og registrering af skuldersårsfrekvensen i sobesætningerne. Perioden på de 6 måneder kan forlænges, hvis der viser sig behov for dette.

Formålet er at få et overblik over niveau og udvikling, både i den enkelte besætning og på landsplan.

Ved det månedlige sundhedsrådgivningsbesøg vurderes besætningsstatus for skuldersår med følgende konkrete indsats fra den besætningsansvarlige og dyrlægen:

  • Den besætningsansvarlige og dyrlægen laver en fælles vurdering af skuldersårsniveauet ved besætningsgennemgangen.
       
  • I farestalden laves en særskilt og grundig vurdering af alle søer 3 uger efter faring.
      
  • Alle søer i sygestier og slagtesøer kontrolleres ekstra for trykninger og skuldersår.
      
  • Den besætningsansvarlige stiller slagtedata for ar og trykninger til rådighed for dyrlægen.
      
  • Dyrlægen indføjer opgørelserne i den månedlige sundhedsrådgivningsrapport.
     
  • Dansk svineproduktion og dyrlægeforeningen arbejder sammen om et pilotprojekt, hvor der blandt andet sker en central registrering af skuldersårsfrekvenser. Det sker med henblik på at dokumentere en positiv udvikling på landsplan og give dyrlæger og besætningsansvarlige mulighed for at sammenligne besætningernes niveau i forhold til andre besætninger.

2. Handlingsplan ved højt eller stigende antal skuldersår  

Hvis opgørelserne viser, at besætningen har problemer med skuldersår skal den besætningsansvarlige i samråd med dyrlægen iværksætte forebyggende tiltag.

  • Dansk Svineproduktions 10-punktsplan for håndtering af skuldersår gennemgås og indsatsområder udpeges. Se www.infosvin.dk. Øvrigt skuldersårsmateriale fra Dansk Svineproduktion inddrages efter behov.
     
  • Der aftales en konkret handlingsplan til forebyggelse af skuldersår, fx huldstyring, gulvbelægning, brug af måtter i farestien mv.
      
  • Der aftales en præcis plan for håndtering af de søer, der har skuldersår. Behandling, slagtning, flytning til sygesti mv.
      
  • Den besætningsansvarlige sikrer instruktion af og arbejdsfordeling mellem medarbejderne.
      
  • Handlingsplanen noteres i sundhedsrådgivningsrapporten.

3. Særlig fokus i problembesætninger

Hvis den aftalte handlingsplan ikke virker, eller der fortsat er periodevise problemer, gøres en ekstra indsats, indtil niveauet er tilfredsstillende.

  • Den besætningsansvarlige og dyrlægen gennemgår hyppigt besætningen sammen. Fx hver uge eller hver anden uge, indtil situationen er forbedret.
      
  • Ved den fælles besætningsgennemgang er dyrlægen med til at foretage vurdering af alle søer ved fravænning og lave huldvurdering på alle de søer i drægtighedsstalden, der er løbet 5-6 uger før.
     
  • Dyrlægen kan anbefale brug af andre rådgivere og fx bede om at få en svineproduktionskonsulent med ved næste besøg.
       
  • Dansk Svineproduktion kontaktes for yderligere undersøgelser i besætningen, hvis indsatsen fortsat ikke hjælper.
      
  • Hvis den besætningsansvarlige ikke ønsker at følge anbefalingerne, kontakter dyrlægen Dansk Svineproduktion, og der foretages hurtigst muligt et tilsyn i regi af Danish Produktstandard.
      
  • Det er parternes hensigt, at skuldersår bliver en af flere risikoparameter i det kommende egenkontrolprogram for dyrevelfærd i svinebesætningerne, hvor en manglende indsats vil udløse de sanktioner Fødevarestyrelsen fastlægger.

Institution: Dansk Svineproduktion, DMA

Forfatter: Martin Andersson

Udgivet: 5. juli 2007

Dyregruppe: Diegivende søer, Søer

Fagområde: Management, Sundhed/Veterinært