19. marts 2008

Notat Nr. 0811

Apparat (HemoCue® Hb201+) til måling af hæmoglobin i blodet fra søer

Ved anvendelse af apparatet HemoCue® Hb201+ til undersøgelse af hæmoglobin i blod fra søer fandtes en høj præcision af gentagne målinger (spredning 0,0007).
Måling af mængden af hæmoglobin i blod fra søer kan afdække, om søerne har jernmangel (anæmi). Et apparat til måling af hæmoglobin (HemoCue® Hb201+) er blevet afprøvet med hensyn til korrekthed og præcision. Der blev anvendt blodprøver fra en sobesætning og korrektheden viste, at apparatet målte 0,19 mmol hæmoglobin pr. liter blod højere end en kontrolværdi, mens præcisionen (spredningen på samme måling) var 0,0007. Det kan konkluderes, at HemoCue® Hb201+ kan anvendes til analyse af blod fra søer med en god nøjagtighed. Målingen af hæmoglobin kan foretages under praktiske forhold umiddelbart efter udtagning af blodprøver. Analysetiden pr. blodprøve er cirka 60 sekunder.

Resultaterne viste også, at søerne i denne afprøvning lå under eller i den lave ende af de opgivne normalværdier for hæmoglobin, hvilket vil sige, at søerne sandsynligvis havde en tendens til jernmangel. Dette bekræfter resultater fra en tidligere afprøvning af danske søer [1].

Baggrund

Et normalt indhold af hæmoglobin i blodets røde blodlegemer er vigtigt, da hæmoglobin er ansvarlig for transport af ilt og fjernelse af kuldioxid fra vævene i kroppen. En tidligere afprøvning af danske søer viste [1], at det fundne hæmoglobinindhold lå under eller i den lave ende af normalområdet, alt efter hvilke kilde til normalområde der blev anvendt.

Derfor blev det besluttet at afprøve et apparat til måling af hæmoglobin (HemoCue® Hb201+). Apparatet blev valgt, fordi måling af hæmoglobin kunne foretages i den konkrete besætning umiddelbart efter udtagning af blodprøver, anskaffelses- og prøvepris var lav (p.t. cirka kr. 2.500 og cirka kr. 3,50 uden moms), den korte analysetid pr. blodprøve (cirka 60 sekunder), samt at apparatet blandt andet anvendes af blodbanker og praktiserende læger i Danmark, og derfor har en stor udbredelse.

Materiale og metode

I perioden april – juli 2007 blev blodprøver udtaget fra én dansk Landrace × Yorkshire sobesætning. Blodprøverne blev udtaget i forbindelse med afprøvningen ”Ekstra jern i foderet til søer” under Dansk Svineproduktion. Alle blodprøver blev udtaget 2-4 dage før forventet faring og ved fravænning i vacutainers indeholdende EDTA (etylen-diamin-tetra-acetat) fra halsvenen. Der blev udtaget to blodprøver pr. so. Blodprøverne blev samme dag sendt til analyse for hæmoglobin enten hos Labovet Diagnostics, Postboks 419, 2800 Lyngby eller til Dansk Svineproduktion, Axeltorv 3, 1609 København V, hvor de blev opbevaret ved en temperatur på 4 grader celsius indtil analyse. Prøverne blev analyseret senest tre dage efter modtagelsen.

Hos Labovet Diagnostics blev blodprøverne analyseret for hæmoglobin på apparatet Animal Blood Counter (Micros Vet ABC 8/16, Xlab Solutions fra Triolab A/S, 2605 Brøndby) efter laboratoriets forskrift. Denne måling af hæmoglobin fungerede som reference (kontrol).

Hos Dansk Svineproduktion blev blodprøverne analyseret for hæmoglobin på apparatet HemoCue® Hb201+, som dobbeltbestemmelser (forsøg). Først blev alle blodprøver analyseret, derpå blev apparatet slukket i 15 minutter, hvorefter den anden måling af hæmoglobin blev udført.

Korrekthed og præcision af apparatet

Ovenstående resultater blev anvendt til måling af apparatet HemoCue® Hb201+´s korrekthed, udtrykt som hvor god overensstemmelse der var mellem måleresultaterne og en accepteret referenceværdi (resultaterne fra Labovet Diagnostics).

Herudover blev apparatets præcision bestemt, udtrykt som graden af overensstemmelse mellem målinger, ved undersøgelse af blodprøver fra 16 søer. Alle blodprøver blev undersøgt for hæmoglobin for so nr. 1 – 16. Herefter blev proceduren gentaget og apparatet slukket. Apparatet blev tændt og proceduren gentaget. Dette blev gentaget i alt fire gange, således at indholdet af hæmoglobin fra hver so blev bestemt otte gange.  

Data blev behandlet i statistikprogrammet SAS, version 9.13 [2] under proceduren Mixed.

Resultater og diskussion

Der blev i alt udtaget 414 blodprøver fra sobesætningen. Prøverne blev udtaget ved indsættelse i farestald og ved fravænning. Resultaterne af hæmoglobin, fordelt på de to undersøgte apparater, er vist i tabel 1.

Tabel 1.

Hæmoglobinindhold i blod fra søer målt med to forskellige apparater

Apparat

HemoCue® Hb201+ (forsøg)

Labovet Diagnostics (kontrol)

Antal prøver

1. prøve

2. prøve

1. prøve

Antal blodprøver, stk.

414

414

414

Gennemsnit, mmol pr. liter

6,2

6,2

6,0

Spredning

0,55

0,55

0,58

Maksimum, mmol pr. liter

8,0

8,1

8,3

Minimum, mmol pr. liter

4,3

4,5

4,1

Korrekthed og præcision af HemoCue ® Hb201+

Apparatets korrekthed blev udregnet ud fra indholdet af hæmoglobin i blodprøver fra alle 414 søer. Korrektheden blev udregnet ud fra følgende formel: delta = X – y, hvor delta = spredning, X = referenceværdi og y = resultat af hæmoglobinmåling med HemoCue® Hb201+. Resultaterne viste, at HemoCue® Hb201+ målte 0,19 mmol hæmoglobin pr. liter blod højere end det system, der anvendes som reference i denne undersøgelse. Apparatets præcision blev fundet ud fra blodprøver af 16 søer. Den tilfældige afvigelse (præcisionen) blev udregnet til 0,0007.

Tolkning af resultatet af hæmoglobinmålingerne

En tidligere afprøvning af hæmoglobinniveauet hos 496 danske søer viste et gennemsnit på 6,9 mmol pr. liter blod med en spredning på 0,8 [1]. Det målte hæmoglobinniveau i den netop gennemførte afprøvning var lavere. Hvorfor indholdet var lavere vides ikke. I begge afprøvninger blev målingerne foretaget på Landrace × Yorkshire søer, mens tidspunkt for udtagning af blodprøver var forskelligt (2-4 dage før forventet faring og ved fravænning i denne afprøvning, og kun efter fravænning i den tidligere afprøvning), men alle udtagningstidspunkter var indenfor det tidsrum i soens cyklus, hvor hæmoglobinindholdet i blodet forventes at være lavt. Dette tidsrum er fra cirka 14 dage før faring og indtil fravænning [3], [4]. Blodprøverne i den tidligere afprøvning blev analyseret på Centrallaboratoriet, Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet (LIFE/KU) (apparatet ADVIA 120 hematology analyzer fra Bayer Diagnostics AG). Normalområdet for blodets indhold af hæmoglobin er angivet i tabel 2.

Tabel 2.

Normalområdet for hæmoglobinindhold (mmol/l) med angivelse af kilde

Normalområde

Kilde

7,3 – 9,7

Centrallaboratoriet, LIFE/KU

5,9 – 9,4

Schalms´s Veterinary Haematology [5]

5,9 – 9,4

The Merck Veterinary Manual [6]

Tages den nedre grænse for de nævnte normalområder i tabel 2 og sammenlignes med resultaterne i denne afprøvning, viste det sig, at godt 95 procent af søerne lå under 7,3 mmol pr. liter blod, mens cirka 25 procent lå under 5,9 mmol pr. liter blod. Uanset valg af normalområde må det konstateres, at en stor del af søerne i denne afprøvning lider af jernmangel (anæmi). Dette bekræfter resultaterne fra en tidligere afprøvning af danske søer [1].

Beskrivelse af HemoCue ®  Hb201+

HemoCue®  Hb201+ kan efter forhandlerens oplysninger (HemoCue Danmark, 2950 Vedbæk) anvendes til 

kvantitativ bestemmelse af hæmoglobin i kappilært, arterielt såvel som venøst blod. Alene venøst blod er blevet undersøgt i denne afprøvning. HemoCue® Hb201+ består af et analyseinstrument (fotometer) og kuvetter (billede 1). Kuvetterne fungerer både som pipette og målekuvette, og er kun til éngangsbrug. Kuvetten indeholder natriumdeoxycholat, natriumazid og natriumnitrit. Ved hjælp af kuvettens kapillære effekt opsuges en prøve af blod på cirka 10 mikroliter. Reaktionen i kuvetten er en modificeret azidmethæmoglobin reaktion. De røde blodlegemer hæmolyseres for frigørelse af hæmoglobin. Hæmoglobinet omdannes til methæmoglobin og kombineres dernæst med azid og danner komplekset azidmethæmoglobin. Selve målingen sker i fotometeret ved anvendelse af to bølgelængder for at kompensere for strømning i målefeltet.Transmissionen af lys igennem prøven måles og absorbansen (tilbageholdt lys) beregnes. Absorbansen er direkte proportional med koncentrationen af hæmoglobin i prøven.

Hæmoglobinkoncentrationen præsenteres i et display. Efter forhandlerens oplysning er HemoCue® Hb201+ fabrikskaliberet mod den internationale referecemetode for hæmoglobin.

InfoSvin/hb201.21132.tif

Billede 1.

HemoCue® Hb201+. Til venstre på billede ses selve apparatet (fotometer) til måling af hæmoglobin. Til højre ses to forskellige pakninger af de anvendte kuvetter (billede nr. 1132)

Brugsanvisning for HemoCue® Hb201+ til måling af hæmoglobin er vedlagt som appendiks 1.

Konklusion

Apparatet HemoCue® Hb201+ er blevet afprøvet med hensyn til måling af hæmoglobin i blod fra søer. I alt blev blodprøver fra 414 søer undersøgt. Resultaterne blev sammenlignet med hæmoglobinmålinger af samme blodprøver på et andet apparat (Animal Blood Counter), som fungerede som kontrol. Resultaterne viste, at HemoCue® Hb201+ målte 0,19 mmol hæmoglobin pr. liter blod højere end kontrollen. Samtidig blev nøjagtigheden af apparatet, udtrykt som gentagne målinger af samme blodprøve, undersøgt. Spredningen på resultatet var 0,0007.

Det kan konkluderes, at HemoCue® Hb201+ kan anvendes til analyse af blod fra søer med en god korrekthed og meget høj præcision. Målingen af hæmoglobin kan foretages under praktiske forhold i den konkrete besætning umiddelbart efter udtagning af blodprøver. Analysetiden pr. blodprøve er cirka 60 sekunder.

Ved sammenligning af de målte hæmoglobinværdier (n = 414 søer) med normal værdier opgivet i litteraturen fandtes, at søerne i denne afprøvning lå under eller i den lave ende af normalområdet. Dette bekræfter resultaterne af en anden afprøvning af danske søer [1].

Referencer

[1]

Madsen, M. T.: (2007): Jernmangel (anæmi) hos danske søer? Notat nr. 0710, Dansk Svineproduktion.

[2]

SAS® Institute Inc.: (1997): Version 9.13, Cary, NC, USA.

[3]

Nachreiner, R. F.; Ginther, O. J.: (1972): Gestational and periparturient periods of sows: serum chemical and hematologic changes during gestation. Am. J. vet. res., 33, 2215-2214.

[4]

Dungan, L. J.; Weist, D. B.; Fyfe, D. A.; Smith, A. C.; Swindle, M. M.: (1995): Normal hematology, serology and serum protein electrophoresis values in fetal Yucatan miniature swine. Lab. Anim. Sci., 45, 285-289.

[5]

Feldman, B.; Zinkl, J. G.; Jain, N. C.: (1986): Schalm´s veterinary Hematology, 5th edition, 168, 1089-1095, Lea & Febiger.

[6]

The Merck Veterinary manual, 6th edition, 906, (1986). Merck & Co Inc., Rahway, N. J., USA.


Afprøvning: 946


Appendiks 1

Brugsanvisning til HemoCue® Hb201+

  1. Blodprøverne skal have en temperatur mellem 15 - 30 grader celsius, så hvis de står på køl, skal de tages ud ved stuetemperatur nogle timer før måling.
       
  2. Tilslut ledningen og start HemoCue® Hb201+ ved at holde venstre knap nede. Når der kommer en værdi frem på displayet, skal slæden trækkes ud. Herefter vil HemoCue® Hb201+ foretage en selvtest. Selvtesten tager cirka 15 sekunder.
      
  3. Blodprøven vendes 10 – 15 gange. Alt luften skal være i den modsatte ende af blodprøveglasset ved hver vending.
      
  4. 2 – 3 dråber blod suges op i engangspipetten og placeres på en ren ”plastikdug”. 
      
  5. Kuvetten placeres, så den kan suge blodet op (spidsen sættes mod bloddråbens overflade). Kapillæreffekten suger cirka 10 mikroliter op i pipetten.
       
  6. Kuvetten tørres af for overskydende blod på overfladen. Undgå at blod suges ud af kuvettens kammer.
       
  7. Slæden trækkes ud og når der i displayet vises tre blinkende streger, kan kuvetten placeres i slæden, som derefter lukkes.
       
  8. Resultatet vises som et tal på displayet efter cirka 60 sekunder. Resultatet angives i mmol hæmoglobin pr. liter blod eller gram hæmoglobin pr. deciliter blod. Hvilken benævnelse hæmoglobinværdien angives i er forudbestemt af forhandler.
      
  9. HemoCue® Hb201+ gemmer resultaterne i hukommelsen. Den sidste måling er nr. 1, næstsidste måling er nr. 2 og så fremdeles. Ved at trykke på højre knap findes de gemte målinger.
       
  10. Rengøring: Apparatet og slæde til kuvette tørres af med sprit. Slæden tages ud og en Hemocue® Cleaner bruges til at rense optikdel i apparatet. Rengøring bør udføres efter hver analyseomgang.

Apparatet kan både anvende batteri og netspænding.


Institution: Dansk Svineproduktion

Forfatter: Mads Thor Madsen, Kristian M. Knage-Rasmussen

Udgivet: 19. marts 2008

Dyregruppe: Søer

Fagområde: Reproduktion