26. juni 2008

Notat Nr. 0822

Aktuel økonomi i slagtesvineproduktionen

Der er mange gode grunde til at slagtesvineproducenterne skal fortsætte produktionen i 2. halvår af 2008. Stigende notering og forhåbentlig faldende foderpris vil forbedre DB pr. gris, så der kan opnås en rimelig indtjening.

Slagtesvineproducenterne har gode muligheder for at tjene penge i en periode hvor noteringen næsten med sikkerhed vil være højere på det tidspunkt hvor grisene skal slagtes, end på det tidspunkt hvor de blev indkøbt.

På trods af den høje foderpris er der penge at tjene som slagtesvineproducent, hvis man tror på at noteringen er stigende resten af året. Hvis prognosen holder og det tyder alt på at den gør, så bliver noteringen 1 kr. højere i tredje kvartal og yderligere 50 øre pr. kg højere i 4. kvartal af 2008, end den var i 2. kvartal af 2008.

Dermed vil afregningsprisen være 81 kr. højere når slagtesvinet sendes til slagteriet, end på det tidspunkt hvor det blev indkøbt. En direkte forøgelse af indtjeningen som ganske vist er usikker, men den kan lige så godt blive større som mindre end de 81 kr.

Baggrunden er den dårlige økonomi i svineproduktionen i hele EU, som har medført faldende svineproduktion og dermed stigende priser på svinekød.

Eksempel

I tabellen er vist et eksempel på hvad DB bliver for en slagtesvineproducent, der har købt smågrise i uge 14, 2008 og sendt dem til slagteriet i uge 27, 2008. Noteringsstigninger kommer jævnt fordelt over ugerne, men fra uge 14, 2008 til uge 26, 2008 steg noteringen fra 9,10 kr. pr. kg til 10,10 kr. pr. kg. Ved 81 kg slagtevægt giver det 81 kr. i øget afregningspris, som forbedrer DB pr. slagtesvin med et langt større beløb end det gennemsnitlige kalkulerede DB pr. slagtesvin.

Eksemplet viser at standard DB kan komme op på 102 kr. pr. slagtesvin for de grise der er indkøbt på et tidspunkt hvor noteringen var 1 kr. lavere end på leveringstidspunktet.

Der forventes også i 3. kvartal en noteringsstigning på 1 kr. pr. kg og måske endda endnu mere idet har et efterslæb på 70 øre pr. kg fra 1. og 2. kvartal. Hvornår stigningerne kommer, er umuligt at forudsige. Samtidig er der udsigt til lidt lavere foderpriser efter høst, som kan være med til at forbedre slagtesvineproducentens resultat. Der er således mange gode grunde til at slagtesvineproducenterne kan få en rimelig indtjening i 2. halvår af 2008.

Slagtesvin solgt i uge 26, 2008, inkl. efterbetaling

850 kr.

Foder, transport, medicin, diverse omkostninger

453 kr.

Smågris, beregnet notering uge 14, 2008

295 kr.

DB pr. slagtesvin i uge 26, 2008

102 kr.


Institution: Dansk Svineproduktion

Forfatter: Finn K. Udesen

Udgivet: 26. juni 2008

Dyregruppe: Slagtesvin

Fagområde: Management