17. december 2008

Notat Nr. 0833

Rapport fra studietur til Rumænien den 31. august til 5. september 2008

Denne rapport er udarbejdet ud fra oplysninger og indtryk indsamlet på en studietur for svineproduktionskonsulenter til Rumænien i august/september 2008.

Rumænien blev medlem af EU den 1. januar 2007, og er med sine knap 15 millioner hektar frodig og billig landbrugsjord, en del af Europas spisekammer. Dette sammen med at Rumænien har god arbejdskraft til en overkommelig lønudgift, gør det interessant at investere i rumænsk landbrug. Der er især interesse for at købe jord i Rumænien i håb om store værdistigninger på sigt, men også i at etablere svinefarme.

Der er mange store udfordringer i rumænsk landbrug, idet der er et meget stort antal små landbrug med 2-3 grise og 1-2 køer, som udgør ca. 75 pct. af landbrugsproduktionen. Endvidere er de gamle statsfarme nedlagt, hvilket medfører at jorden er splittet i utallige små lodder, og endelig er der ingen landbrugsorganisationer, som kan tale landbrugets sag i politiske kredse.

På turen blev der besøgt to veldrevne svinebrug - en dansk og en rumænsk, begge med Danavl dyr. Ud fra de opgivne mundtlige tal var det indtrykket at omkostningerne var på niveau med de 25 pct. bedste i Danmark. For rumænske svineproducenter er den nok højere.

Produktivitetsniveauet var på niveau med gennemsnittet i Danmark. I normale høstår er foderomkostningerne lidt billigere end i Danmark og de øvrige omkostninger er på ca. samme niveau eller lidt højere. Der er mulighed for at opnå tilskud til investering i siloer, inventar mv. på op til 50 pct. Der er en del usikkerhed omkring disse tilskud, men i det omfang de opnås, er de med til at holde kapitalomkostningerne nede på ca. samme niveau som i Danmark. Alt udstyr som kornsiloer, kornhåndteringsudstyr, blanderi, inventar, maskiner af enhver art osv. skal importeres. Det medfører at både indkøbsprisen og vedligeholdelsesomkostningerne er forholdsvise høje. Øvrige kapacitetsomkostninger er på dansk niveau. Lønomkostningerne er lidt lavere med en gennemsnitlig månedsløn, inkl. sociale ydelser på 2-3.000 kr. pr. måned.

Med en produktionspris på niveau som i Danmark, og en afregningspris på 14-15 kr. pr. kg, er der pt. god økonomi i at producere svin i Rumænien. Den høje afregningspris opnås fordi der gives et tilskud på ca. 225 kr. pr. slagtesvin. Det var lidt usikkert hvor lang tid dette tilskud ville blive givet fremover.

Da omfanget af den industrialiserede svineproduktion er forholdsvis begrænset er brugen af genetik fra avlsselskaber det også. De besætninger vi besøgte benyttede dansk avlsmateriale til både so- og ornesiden. Begge besøgte besætninger benyttede intern KS.

Rumænien skal opfylde de samme miljøregler som i det øvrige EU, men de er først nu ved at implementere reglerne. Det vil sige, at det er tilladt at sprede 170 kg N/Ha.

Der er i modsætning til Danmark ingen ejerkrav bundet til produktionen. Man skal således blot eje den jord, som bygningerne ligger på. Hele produktionen kan således baseres på gylleaftaler. Gyllen opbevares i laguner (med membranbund) eller bassiner således, at mest mulig ammoniak kan fordampe, inden udspredning på marken.

Ønsker en landmand at udvide produktionen søger han først kommunen om en byggetilladelse og dernæst ”amtet” om en miljøgodkendelse. Miljøgodkendelsen består i en beskrivelse af projektet inklusiv forventede tidspunkter for færdiggørelse af de enkelte etaper. Det kontrolleres om projektet forløber planmæssigt. Når alle etaper er fuldført får landmanden den endelige godkendelse.

Hent den fulde rapport

Hent den fulde rapport fra studietur til Rumænien den 31. august til 5. september 2008 som pdf-fil.


Institution: Dansk Svineproduktion

Forfatter: Finn K. Udesen

Udgivet: 17. december 2008