26. januar 2009

Notat Nr. 0903

Opdatering af klassificeringsligninger for svin i Danmark

Klassificeringskontrollen og Slagteriernes Forskningsinstitut har opdateret klassificeringsligningerne til brug ved måling af kødprocenten på svin i Danmark. Opdateringen er gennemført i henhold til EU-regler.

Klassificeringskontrollen (under Klassificeringsudvalget for Svin, Kvæg og Får) og Slagteriernes Forskningsinstitut har gennemført en opdatering af klassificeringsligningerne til brug ved måling af kødprocenten på svin i Danmark. Opdateringen er gennemført i henhold til EU-regler, og EU har i slutningen af 2008 godkendt resultatet af opdateringen. De nye ligninger er ved at blive implementeret i en dansk bekendtgørelse.

De nye ligninger vil blive taget i brug på slagterierne fra og med mandag den 2. marts 2009.

Hvorfor er det nødvendigt at foretage en opdatering?

De vigtigste grunde til, at der med års mellemrum foretages en opdatering af klassificeringsligningerne, er:

  1. For at sikre at ligningerne er optimeret til at måle kødprocenten på de svin (det genetiske materiale), der produceres i dag.
  2. For at sikre, at de forskellige klassificeringsudstyr, som anvendes i Danmark, indbyrdes måler kødprocenten ens på den samme population.
  3. At det danske kødprocentniveau afspejler gældende EU-regler/præciseringer. I 2006 blev der i EU foretaget visse præciseringer af, hvorledes dissektioner af svin skal gennemføres samt en ændring af, hvorledes kødindholdet på et dissekeret svin skal beregnes.
  4. Giver mulighed for at få nye udstyr godkendt til brug for klassificering af svin. To nye versioner af udstyr er således i forbindelse med denne opdatering godkendt til brug i Danmark.

Som det første land i Europa er opdateringen af ligningerne i Danmark sket primært på baggrund af CT-scanninger, som dels er præcise og dels er billigere at gennemføre end de traditionelle dissektioner.  Der er dog foretaget et vist antal dissektioner for at opfylde EU´s krav om, at det danske kødprocentniveau kommer til at afspejle det niveau, som fremkommer ved at følge de opdaterede EU-regler (jf. punkt 3).  Det forventes i øvrigt, at kødprocentniveauerne i de enkelte EU-lande vil blive mere sammenlignelige, når alle EU-lande har opdateret deres ligninger i henhold til EU-reglerne fra 2006.

Hvilke udstyr anvendes i Danmark?

Kødprocenten på hovedparten af alle svin i Danmark måles automatisk med Klassificereringscenteret  (KC) eller AutoFom 1 (et udstyr baseret på ultralyd). Fremadrettet kan det forventes, at mange svin vil blive målt med AutoFom DK, der er en opdateret version af AutoFom 1, og som nu er godkendt til brug i Danmark.  På mindre slagterier (og som nødudstyr på de større slagterier) anvendes MK eller UniFom, som er manuelle udstyr af pistoltypen. En opdateret version af UniFom i form af udstyret FOM II er ligeledes godkendt til brug i Danmark.  For alle udstyr gælder, at man med det enkelte udstyr måler forskellige spæk- og kødtykkelser på svinekroppen, hvor antallet af målesteder afhænger af udstyr. Via en ligning, som også afhænger af det enkelte udstyr, omsættes målingerne til en beregnet kødprocent. Det er ligningerne til de 6 udstyr, som er blevet opdateret.

Hvilke ændringer i kødprocentniveau vil svineproducenterne se efter ibrugtagningen af de opdaterede ligninger på slagterierne?

En opdatering af ligninger vil normalt betyde, at kødprocentniveauet vil ændre sig i forbindelse med, at de nye ligninger tages i brug. Dette er også tilfældet i forbindelse med denne opdatering og kan henføres til de ændrede EU-regler (punkt 3 på side 1).

Der er foretaget beregninger af hvilke ændringer, der vil ske med indførelsen af de nye ligninger i forhold til de nuværende for de automatiske udstyr (KC og AutoFom).

Landsgennemsnittet for kødprocenten for svin i Danmark vil falde med 0,3 kødprocentenheder, når de nye ligninger tages i brug. Forskellen mellem den kødprocent, der vil fremkomme med de nye ligninger og den der opnås med de nuværende ligninger – der som sagt i gennemsnit er -0,3 % - afhænger dog af kødprocent og vægt. Det betyder, at ved visse kombinationer af vægt/kødprocent, vil man faktisk se en højere kødprocent med de nye ligninger end med de nuværende, og omvendt ved andre kombinationer vil man se et større fald end de 0,3 kødprocentenheder.

Faldet i kødprocent stiger med både stigende nuværende kødprocent og med stigende vægt. Det betyder, at de største forskelle vil ses ved kombinationen lav vægt/lav nuværende kødprocent (hvor den nye kødprocent vil blive noget større end den nuværende) og ved kombinationen høj kødprocent/høj vægt (hvor den nye kødprocent vil blive en del lavere end den nuværende). I de kombinationer af vægt og kød%, som hovedparten af producenternes leverancer, vil fordele sig på, vil forskellene dog blive mindre.

I følgende tabel er angivet, hvad de enkelte producenter kan forvente af ændring (afhængig af deres nuværende gennemsnitsvægt og gennemsnits kødprocentniveau). De forventede ændringer er baseret på gennemsnitsberegninger og kan for den enkelte producent variere med yderligere ca. ± 0,4 kødprocentenheder udover det, der fremgår af tabellen.

Tabel 1.

Forventet kød%-niveau efter 2. marts 2009 afhængig af gennemsnitlig vægt og kød% før 2. marts 20091

                                        Kød% (Nuværende)

Vægt

58

Dif.

59

Dif.

60

Dif.

61

Dif.

62

Dif.

70-74,9

59,0

1,0

59,9

0,9

60,8

0,8

61,6

0,6

62,4

0,4

75-79,9

58,6

0,6

59,5

0,5

60,4

0,4

61,2

0,2

62,0

0,0

80-84,9

58,3

0,3

59,2

0,2

60,0

0,0

60,8

-0,2

61,6

-0,4

85-89,9

57,9

-0,1

58,8

-0,2

59,7

-0,3

60,5

-0,5

61,3

-0,7

90-94,9

57,5

-0,5

58,4

-0,6

59,3

-0,7

60,1

-0,9

60,9

-1,1

1.

Beregningerne er baseret på data fra leverandører med mindst to leverancer pr. leverandør og mindst 10 grise pr. leverance. Det forventet kødprocentniveau er det niveau, som den enkelte leverandør med størst sandsynlighed vil have som gennemsnit efter at have leveret fra 2-9 leverancer. Niveauet kan dog variere med ca. ± 0,4 kødprocentenheder afhængig af den enkelte leverandørs svin.

 


Institution: Dansk Svineproduktion

Forfatter: Jesper Larsen

Udgivet: 26. januar 2009

Fagområde: Management