28. april 2009

Tjekliste ved handel med foderblandinger til svin

Konklusion

Anbefalingen er:

En aftale er bindende, uanset om den er skriftlig eller mundtlig. Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, hvad aftalen indeholder. Tjeklisten med bilag er udarbejdet for at lette drøftelserne mellem landmand og foderstoffirma.

Ved indgåelse af aftaler om handel med foderstoffer anbefales det:

-

at lave skriftlige aftaler underskrevet af køber og sælger

-

at alt relevant materiale vedlægges aftalen, herunder firmaets handelsvilkår og/eller salgs- og leveringsbetingelser samt den salgsindlægsseddel/sortimentsoversigt, som aftalen er indgået efter.


1.

Hvem er aftalens parter?

 

Det skal fremgå, hvad der gælder, hvis den ene part i kontraktperioden fusionerer, opkøbes, skifter navn eller omdanner sin virksomhed til et selskab. Er man bundet af aftalen?

 

2.

Hvad er aftalens genstand?

a.

Det skal tydeligt fremgå, hvilke foderblandinger eller råvarer aftalen omhandler.

b.

Det bør desuden fremgå, hvorvidt det er muligt at skifte mellem foderblandinger og i givet fald under hvilke betingelser.

 

3.

Mængde og periode

 

Det skal fremgå af aftalen, hvilken samlet mængde der skal aftages og i hvilken periode. Det bør herunder aftales:

a.

om den angivne mængde er vejledende svarende til købers forbrug i perioden,

b.

om den angivne mængde er +/- f.eks. 10 pct. udsving i perioden, eller

c.

om den angivne mængde er fast i perioden?

 

Ved fast mængde i perioden anbefales det at aftale, hvordan afvigelser mellem aftalt mængde og aftaget mængde håndteres ved kontraktperiodens udløb. F.eks. kan aftales:

c.1

Hvis køber har aftaget den fulde mængde førend aftaleperiodens udløb, ophører aftalen uden videre.

c.2

Hvis køber ikke har aftaget den fulde mængde inden aftaleperiodens udløb, således at der er en restmængde, aftales på forhånd, hvordan restmængden håndteres, se pkt. 4.

d.

Husk at regulere mængden, såfremt det samlede køb deles ud på flere firmaer, således man ikke står med store restmængder på én eller flere kontrakter!

 

4.

Restmængde

 

Kontraktmængden skal beregnes så præcis som muligt.

 

Det bør af aftalen fremgå, hvad der gælder i tilfælde af, at den fulde kontraktmængde ikke er aftaget ved periodens udløb. Det kan f.eks. aftales, at kontrakten fortsætter indtil den fulde mængde er aftaget, evt. med en forud aftalt prisstigning på restmængden.


5.

Leveringssted og -tidspunkt

 

Det bør aftales hvor, hvornår og hvordan levering skal finde sted, herunder om der er aftalt successiv levering eller afvigelser herfra.  

 

6.

Kvalitetskrav

a.

Ved aftalens indgåelse aftales kvalitetskrav for foderet. Foderblandingers sammensætning og indholdsgarantier angives ved udlevering af salgsindlægsseddel/sortimentsoversigt.

 

Ved afvigelser fra garantierne gælder foderstoflovgivningens regler om afvigelser/tolerancer, medmindre andet er aftalt, se bilag om særlige kvalitetskrav.

b.

Det bør fremgå af aftalen, at ændringer af blandinger ud over, hvad aftalen giver mulighed for, alene bør kunne ske efter udtrykkelig aftale med køber.

c.

Det leverede foder må ikke have en temperatur, der er højere end den højeste temperatur de sidste 36 timer inden levering + 5 grader C.

 

7.

Prøveudtagning og analyser

a.

Det bør aftales, hvorvidt køber ønsker udleveret en læsseprøve sammen med følgesedlen af hver foderblanding ved hver leverance, samt hvor læsseprøver skal placeres. Læsseprøven kan af køber anvendes som retsgyldig prøve.

b.

Det bør aftales, at køber er berettiget til at få udtaget en tankprøve fra foderbilen i forbindelse med aflæsning. Prøven udtages i fællesskab med chaufføren, og denne prøve vil herefter være retsgyldig frem for sælgers læsseprøve.

c.

Det bør aftales, at køber ved mistanke til foderets kvalitet er berettiget til at få udtaget en siloprøve. Prøven tages i fællesskab med sælger, og denne prøve vil herefter være retsgyldig frem for sælgers læsseprøve.

 

8.

Pris, fradrag/tillæg

 

Den aftalte pris bør fremgå klart, og det skal fremgå, om prisen er kr. pr. ton eller kr. pr. hkg og basis antal tons leveret.
Det bør tillige fremgå, om der kan ske regulering i form af fradrag eller tillæg i prisen.
Det bør fremgå, at der ikke kan reguleres for kriterier, som ikke fremgår af aftalen.

 

Det bør fremgå, hvorvidt der er specialblandingstillæg, såfremt køber ønsker at ændre foderblandinger i kontraktperioden.

 

9.

Øvrige vilkår (standardvilkår)

a.

Hvis der henvises til sælgers salgs- og leveringsvilkår, handelsvilkår eller lignende, skal disse udleveres og gennemlæses, før end aftalen indgås endeligt.

b.

Det bør af aftalen klart fremgå, hvad der gælder i tilfælde, hvor køber sælger sin landbrugsbedrift og/eller husdyrproduktion, købers besætning saneres, eller køber er ude af stand til at opfylde sin aftale som følge af force majeure.

c.

Det bør aftales, at sælger erstatter evt. produktionstab i tilfælde af fejl og mangler ved foderet.

 

10.

Skriftlig reaktion

 

Hvis der modtages et kontraktudkast eller et kontoudtog, hvori der henvises til en indgået aftale, skal der reageres skriftligt over for sælger, hvis ikke man er enig i indholdet. Man kan risikere at blive bundet som følge af passivitet.

 

Ligeledes bør enhver telefonisk aftale følges op af en skriftlig bekræftelse, så der ikke senere bliver tvivl om, hvad der er aftalt. Den skriftlige henvendelse kan ske både ved brev og e-mail, men ønskes sikkerhed for modtagelse, er det nødvendigt med et anbefalet brev eller at bede om en kvittering for modtagelsen af den sendte e-mail. Det er vigtigt at være opmærksom på, at gamle aftaler bliver slettet af kontoudtog m.m.

 

Så snart køber kan forudse, at kontraktmængden eller øvrige vilkår i kontrakten ikke kan overholdes, skal køber orientere sælger herom med henblik på at indlede dialog herom.

Bilag til pkt. 6 i Tjekliste vedr. handel med foderblandinger til svin

Vedr. særlige kvalitetskrav til foderblandinger til svin

I nogle tilfælde kan det være relevant at aftale særlige kvalitetskrav for svinefoderet. Nedenstående liste giver forslag til, hvilke særlige krav der kan aftales.

1.

Kvalitetskrav

 

Foderets sammensætning og næringsstofindhold er fastsat i henhold til den sortimentsoversigt/salgsindlægsseddel, der er vedlagt den indgåede kontrakt eller udleveret i forbindelse med levering af foder.

Ændringer af blandinger ud over, hvad aftalen giver mulighed for, kan alene ske efter udtrykkelig aftale med køber.

 

2.

Tolerancer

 

Ved vurdering af analyserede prøver gælder flg.:

 

1. Hvor intet andet er aftalt, gælder foderstoflovgivningens regler/tolerancer.
    Ved mikroskopisk-botaniske undersøgelser, MBU, er der ikke fastsat tolerancer.
    Disse er indbygget i metoden.

 

2. Særlige aftaler:
    F.eks. kan det i visse tilfælde være relevant at aftale, at latituden for underindhold af råprotein også
    gælder for overindhold af råprotein.

 

3.

Sammensætning

 

Sammensætning af foderet skal være ensartet i kontraktperioden.
Såfremt der ved en mikroskopisk botanisk analyse (MBU) udført af Plantedirektoratet findes entydige afvigelser i råvaresammensætningen, i forhold til den deklarerede råvaresammensætning, er køber berettiget til at ophæve kontrakten.
Påvisning af spor (dvs. < 2 pct.) af andre råvarer berettiger dog ikke køber til at ophæve kontrakten

 

4.

Næringsindhold

 

Køber kan sende den udtagne prøve til et anerkendt analyseinstitut (eksempelvis Eurofinns,  Agrolab eller Plantedirektoratet). Såfremt sælger ikke kan acceptere analyseresultatet, har sælger ret til at sende sin udtagne prøve til samme analyseinstitut eller et andet anerkendt analyseinstitut.

 

Ved analyseresultater af foder, der falder uden for ovennævnte tolerancer, er følgende betingelser gældende:

 

1. Sælger er forpligtet til at afholde omkostninger forbundet med udfærdigelse af analysen.

 

2. Sælger er forpligtet til at lade de seneste 2 leverancer analysere for det/de næringsstoffer der er
    faldet uden for latituderne (dog maks. 3 mdr. gamle leveringer).

 

3. Analyseomkostninger hertil påhviler sælger, uanset resultatet af analyserne.

 

4. Sælger betaler bod til køber, uanset om køber kan dokumentere et tab.

 

5. Boden beregnes på følgende måde:
    (Afvigelsen fra garantien / garantien) × kontraktprisen på den afvigende blanding, i den måned,
    hvori prøven er udtaget.

 

Såfremt køber analyserer mindst 8 læsseprøver jævnt fordelt i kontraktperioden og gennemsnittet af analyseresultaterne viser et underindhold på mere end 2,5 FEsv/FEso pr. 100 kg i forhold til det garanterede energiindhold, er følgende betingelser gældende:

 

1. Sælger er forpligtet til at afholde omkostninger forbundet med udfærdigelse af analyserne.

 

2. Sælger betaler bod til køber, uanset om køber kan dokumentere et tab.

 

3. Boden beregnes på følgende måde:
    (Afvigelsen fra garantien/garantien) × kontraktprisen på den afvigende blanding inden for
    kontraktperioden.


5.

Pillekvalitet

 

Pillekvaliteten af det leverede svinefoder skal overholde købers forventninger. Når sælger ikke har taget særskilt forbehold, må der ikke være mere end 5 pct. smuld i foder udtaget af købers silo. Såfremt der er mere end 5 pct. smuld i en leverance, er sælger forpligtet til at foretage omlevering heraf.
Smuld måles i prøve udtaget af køber og sælger i fællesskab, og der anvendes en smuldsigte.

 

6.

Ombytning i tilfælde af fejl og mangler

 

Ombytning sker for sælgers regning, og skal foretages inden for normal bestillingsfrist regnet fra det tidspunkt, hvor køber har henvendt sig til sælger ang. dette problem.



Udgivet: 28. april 2009