12. januar 2010

Notat Nr. 1004

Vejledning om krav til udleveringsvogne

Krav til indretning af udleveringsvogne og kontrol af udleveringsvogne opdeles i tre typer

Baggrund

Svin må opstaldes midlertidigt i udleveringsvogne i forbindelse med, at dyrene transporteres væk fra besæt-ningsområdet. Dette er relevant for at mindske risikoen for at få smitte ind i besætningen fra transportvog-nen. I denne vejledning dækker udtrykket ”udleveringsvogne” over vogne, der bruges som led mellem stald og vognen fra fx slagteriet (transportvognen).

Opdeling afhængig af færdsel

Krav til indretning af udleveringsvogne og kontrol af udleveringsvogne opdeles i tre typer afhængig af brug, og om vognen færdes på offentlig vej eller ikke.

  1. Udleveringsvogn som ikke krydser eller færdes på offentlig vej.
  2. Udleveringsvogn som krydser eller færdes på offentlig vej.
  3. Udleveringsvogn som bruges til direkte flytning fra besætningsområde til transportvogn.

Uanset vogntype må omladningen fra udleveringsvogn til transportvogn kun ske på egne arealer, og begge vogne skal være helt fri af offentlig vej under omladningen. BEK nr. 771 af 29. august 2001.


Type 1

Type1: Udleveringsvogn som ikke færdes på offentlig vej, men kun i nær tilknytning til besætningsområdet

Indretningen skal opfylde staldkrav, fx:

  • Areal:  0,65 m2  pr. dyr  (gns. vægt 85-110 kg)
  • Vand:  Permanent adgang til frisk vand

Svin må opstaldes i denne type udleveringsvogne i højest to timer. Lov nr. 1562 af 20. dec. 2006.

Kontrol:
Udleveringsvogne, type 1, er underlagt de samme kontrolordninger og lovkrav som stalde og vil bl.a. blive kontrolleret i forbindelse med 5 pct.-kontrollen.


Type 2

Type 2: Udleveringsvogn som krydser eller færdes på offentlig vej med henblik på smittebeskyttelse

I denne situation er transporten begyndt, og indretningen skal følge gældende lovgivning om beskyttelse af dyr under transport - Forordning 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport (transportforordningen), samt BEK nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport.

  • Dyrene skal råde over et gulvareal og en ståhøjde, som er passende i forhold til dyrenes størrelse. Eksempelvis er der krav om et areal på 0,42 m2 pr. 100 kg svin og en ståhøjde på 107 cm (gns. vægt 100kg) på vogne uden mekanisk ventilation ved transporter på mindre end 8 timer
  • Gulvet skal være skridsikkert og være forsynet med passende strøelse (halm, savsmuld, spåner el. lign.), så dyrene kan finde tørt leje under ophold på vognen. Der må således ikke forekomme flader med blankt vand
  • Dyrene skal være egnede til transporten
  • Dyrene må ikke kunne komme til skade eller påføres unødig lidelse ved transporten
  • Forud for transporten skal alle nødvendige foranstaltninger være truffet for at gøre transporten så kort som mulig og for at sikre, at dyrenes behov opfyldes under transporten

Varigheden af opholdet på udleveringsvognen indregnes som en del af den samlede transporttid, som er max 8 timer for korte transporter. De nærmere omstændigheder for transporten herunder varigheden skal derfor aftales mellem landmand og transportør.

Kontrol:
Udleveringsvogne, type 2, er underlagt kontrolordninger og lovkrav om færdsel på offentlig vej og vil bl.a. blive kontrolleret af politiet.


Type 3

Type 2: Udleveringsvogne som bruges til direkte flytning fra besætningsområde til transportvogn

  • Hvis udleveringsvognen udelukkende bruges til at transportere dyrene fra besætningsområdet og til et sted, hvor dyrene straks flyttes over på en transportvogn skal udleveringsvognen tilsvarende indrettes jf. reglerne for beskyttelse af dyr under transport, som nævnt for Type 2
[PageBreak]

Generelt

Udleveringsvognen skal generelt placeres, så svinene beskyttes mod vejrliget.

Der skal være læ for vinden og ly for sol og nedbør.


Referencer

[1] Bekendtgørelse nr. 771 af 29.08.2001 om omsætning af husdyr via samlesteder og eksportisolationsstalde
[2] Lov nr. 1562 af 20.12.2006 om ændring af lov om udendørs hold af svin, lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin samt lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte
[3] Bekendtgørelse nr. 1729 af 21.12.2006 om beskyttelse af dyr under transport

Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Niels-Peder Nielsen

Udgivet: 12. januar 2010

Fagområde: Love og bekendtgørelser