20. juli 2011

Notat Nr. 1111

Driftsøkonomisk optimale besætningsstørrelser

Notatet belyser det driftsøkonomiske potentiale ved større bedrifter i dansk svineproduktion. Beregningerne er foretaget for nybyggeri på bar mark.

Sammendrag

For smågriseproduktion er den laveste omkostning pr. smågris fundet ved en produktionsstørrelse på 4.000-6.000 årssøer. En besætning på 4.000-6.000 årssøer kan producere en smågris 20 kr. billigere, end en besætning på 500 årssøer. Kapitalomkostningerne er 12-13 kr. lavere, lønomkostningerne er 5 kr. lavere, og foderomkostningerne er 3 kr. lavere pr. smågris, mens vedligehold og forsikring bidrager med i alt 2 kr. pr. gris og gylleomkostningerne er 2-3 kr. højere pr. smågris.

For slagtesvineproduktion er der 30 kr. at spare pr. slagtesvin ved at gå fra 2.000 til 8.000 stipladser. Kapitalomkostningerne er 10 kr. lavere, lønomkostningerne er 7 kr. lavere og foderomkostningerne er 4 kr. lavere, transport er 8 kr. lavere, vedligehold er 3 kr. lavere, forsikring er 1 kr. lavere, mens gylleomkostningerne er 3 kr. højere pr. slagtesvin. Ved at udvide produktionen fra 8.000 til 16.000 stipladser kan der spares yderligere 5 kr. pr. slagtesvin.

Såfremt en bedrift med 8.000 stipladser skal rense al ventilationsluften (77 % N reduktion), vil det koste 23 kr. pr. slagtesvin, dvs. en meromkostning på 15 kr. pr. slagtesvin i forhold til at rense 20 % af ventilationsluften (57 % N rensning), derved forsvinder halvdelen af stordriftsfordelen i forhold til en bedrift med 2.000 stipladser.

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden samt EU og Fødevareministeriets Landdistriktprogram og har Projekt ID: 09/10/76

 

Støtte af Fødevareministeret og EU

Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Brian Oster Hansen, Michael Groes Christiansen, Finn K. Udesen

Udgivet: 20. juli 2011

Fagområde: Driftsøkonomi