24. maj 2011

Notat Nr. 1113

Porcine peri-weaning failure to thrive syndrome (PFTS)

PFTS er et nyt syndrom der ses i enkelte besætninger USA og Canada. Det kan ramme op til 20 % af de fravænnede grise som aldrig kommer i gang med at æde og, de fleste ender med at dø. Ingen ved hvad syndromet skyldes og, der er ikke fundet en behandling der virker.

Sammendrag

PFTS (udtales P-fits) er et nyt syndrom, som resulterer i at op til 20 % af et fravænningshold aldrig kommer i gang med at æde efter fravænning og oftest ender med at dø. Syndromet er set i USA og Canada, og er ikke rapporteret fra Europa. På Laboratoriet for Svinesygdomme i Kjellerup er der ikke modtaget grise med de beskrevne symptomer. Dette notat beskriver udbredelsen, kliniske symptomer, laboratoriefund samt behandlingsmuligheder.


Baggrund

Ved det årlige møde i den Amerikanske forening for svinedyrlæger (American Association of Swine Veterinarians- AASV) i 2011 var der meget fokus på et nyt syndrom: Porcine peri-weaning failure to thrive syndrome. Forkortelsen er PFTS, som udtales P-FITS. Ingen ved hvad syndromet skyldes, men der er gættet på og undersøgt for en del forskellige ting.

Udbredelse
PFTS ses kun i USA og Canada. Hvor mange besætninger, der er angrebet, er ikke rapporteret. I angrebne besætninger er det mellem 5-20 % af grisene der aldrig kommer i gang med at æde efter fravænning mod normalt 2-3 % (1, 2, 3).

Syndromet er ikke rapporteret fra Europa og, på Laboratoriet for Svinesygdomme i Kjellerup er der ikke modtaget grise med de beskrevne symptomer.

Kliniske symptomer
Grisene bliver syge 4-10 dage efter fravænning. Det er de store, pæne grise ved fravænning, der har størst chance for at blive syge. Grisene æder ikke og bliver afmagrede, De står oftest helt stille, hænger apatiske og reagerer ikke på stimuli (lyde, bevægelser). Desuden kan de have tyggebevægelser, skum om munden og hvile hovedet på ryggen af andre grise. Grisene ender oftest med at dø 3-4 uger efter fravænning (1, 2, 3)

Laboratoriefund

Ved obduktion findes ingen forandringer ud over tom mavesæk og væskefyldte tarme (1, 5).

Når tarmen undersøges i mikroskop ses umodent tarmvæv uden krypter og med nedsat mucosal barriere funktion. Disse tarmforandringer skyldes ikke kun, at grisen ikke har spist i en periode (5).

Tarmforandringer er meget uspecifikke og, der skal en ydre påvirkning såsom foder, bakterier, virus eller andet til at fremkalde dem. Der var ingen tegn på akut betændelse, som kunne antyde, at det er en bakterie/virus, der er årsag til syndromet. Dog kan det ikke udelukkes, at der er et smitstof involveret i syndromet på et tidligere tidspunkt og, at dette smitstof er forsvundet efter at have skadet tarmen.

Ved undersøgelse af hjernen i mikroskop findes ingen forandringer (1).

I nogle grise findes betændelse i næseslimhinden og infektion med Porcin Cytomegalovirus (PCMV). Det har medført en teori om at disse grise, pga. betændelse i næseslimhinden, ikke kan lugte/smage og derfor ikke kan finde ud af at æde (2). PCMV er dog vidt udbredt blandt grise og, der er ikke et entydigt svar på, om det giver problemer eller ej hos grisene.

Behandlingsmuligheder
Stop med vaccination mod PCV2 og almindelig lungesyge ved fravænning, tildeling af antibiotika og/eller smertestillende midler og øget fravænningsalder (som pt er 18-25 dage i USA) har ikke kunnet reducere forekomsten (2, 3).  Anbefalingerne i USA er at flytte angrebne grise til sygestier med optimale forhold og aflive håbløse tilfælde.

Det eneste, der ser ud til at hjælpe i angrebne besætninger er tiden. Lige så pludseligt som syndromet optræder, lige så pludseligt forsvinder det, så det kunne tyde på, at årsagen er et nyt smitstof hos søerne. Da søerne er nysmittede kan de ikke overfører beskyttelse via råmælken til deres grise, som derfor bliver syge. Når søerne når frem til næste faring har de dannet antistoffer og derved beskyttet deres grise gennem råmælken.


Referencer

[1] Harding, J., Huang, Y., Gauvreau, H., 2011. Periweaning failure to thrive syndrom (PFTS): Experiences from Saskatchewan, AASV annual meeting, 475-476
[2] Henry, S., 2011. Periweaning failure to thrive syndrom (PFTS). AASV annual meeting, 471-474.
[3] Pittman, J.S., 2011. Peri-weaning failure to thrive syndrome (PFTS): Case presentation. AASV annual meeting, 477-482
[4] Pittman, J.S., Moeser, A.J., 2011. Porcine peri-weaning failure to thrive syndrome (PFTS). Part I: Epidemiologi-cal studies and antemortem diagnostics. AASV annual meeting, 365-366.
[5] Pittman, J., Moeser, A.J., Roviara, A., 2011. Porcine peri-weaning failure to thrive syndrome (PFTS). Part II: Gross lesions, histopatholgy and diagnostic analysis. AASV annual meeting, 367-368.

Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Charlotte Sonne Kristensen

Udgivet: 24. maj 2011

Dyregruppe: Smågrise

Fagområde: Veterinært