8. september 2011

Notat Nr. 1126

Referencer, BAT og fodervilkår ved miljøgodkendelser af svinebrug

Notatet omhandler krav til maksimal ammoniakemission og fosforindhold i svinegødning ved miljøgodkendelser af svinebrug - samt beregningsmodeller for anvendelse af fodertiltag til reduktion af ammoniakfordampning og fosfor.

IT-ansøgningssystemets beregningsmodeller for reduktion af ammoniakfordampning og fosfor i svinegødning tager udgangspunkt i Plantedirektoratets normtal for næringsstoffer i svinegødning – og referencen for ammoniakfordampning er normtal for svinegødning i 2005/06.

IT-ansøgningssystemet har indtil april 2011 anvendt beregningsligninger baseret på 2005/06 normtal for svinegødning, men er nu opdateret, så beregning af N og P ab dyr og ammoniakfordampning svarer til de nyeste husdyrgødningsnormer. Der forventes opdatering hvert år den 1. oktober.

Fodertiltag kan anvendes alene eller i kombination med andre tiltag til at efterleve de generelle ammoniakreduktionskrav og BAT-standardvilkår for ammoniakemission og fosforindhold i gødningen pr. dyreenhed.

Fremover skal beregningerne vedr. fosfor og ammoniak anvende de nyeste normtal som udgangspunkt, og der skal ikke stilles krav om foderdokumentation, hvis man kan efterleve de relevante BAT-krav og generelle ammoniakreduktionskrav uden at ændre fodernormerne i IT-systemets inddata, som er de nyeste normtal.

Vælger man derimod at indtaste egne tal for produktionseffektivitet, dvs. foderforbrug og / eller indhold af protein og fosfor, bliver der krav om foderdokumentation. Det gælder også, hvis man bruger egne tal for antal fravænnede og fravænningsvægt. Man skal dokumentere, at N ab dyr henholdsvis P ab dyr ikke overstiger N / P ab dyr fra den ansøgte produktion. Notatet indeholder en vejledning i opstilling af fodervilkår.

Tidligere og nuværende krav til ammoniakemission ifølge det generelle ammoniakreduktionskrav og BAT-anbefalinger er vist i tabelform – ligesom BAT-anbefalinger for fosfor pr. dyreenhed.

Der er endvidere en beskrivelse af beregningsmodellerne i IT-ansøgningssystemet og et afsnit med overvejelser omkring valg af inddata for produktionseffektivitet for den ansøgte produktion.

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Per Tybirk

Udgivet: 8. september 2011

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Klima og miljø