12. juni 2012

Notat Nr. 1213

Vådt høstet korn har lave indhold af ochratoksin A

23 prøver udtaget i marts/april 2012 af vådt høstet korn viser, at der ikke er væsentlige problemer med indhold af svampetoksinet ochratoksin A. Vandindholdet var i 6 af 23 prøver over 16 pct.

En mindre indsamling af vådt høstet korn efter måneders lagring viser meget lav forekomst af toksinet ochratoksin A. Vandindholdet var i nogle af prøverne over 16 pct., hvilket betyder, at kornet ikke var lagerfast medmindre der holdes godt øje med korntemperaturen, og at kornet beluftes herefter. 

Slagteridata før og efter høsten 2011 viser ingen stigning i forekomsten af mugnyrer som skyldes foder med høje indhold af ochratoksin A. Forekomsten af mugnyrer ligger på et stabilt og meget lavt niveau. Dette stemmer godt overens med de lave fund i korn. 

I nogle af besætningerne, hvor prøverne blev udtaget sås forskellige problemer hos søer/grise og/eller kornet lugtede grimt. Der var dog ikke sammenhæng mellem dette og de analyserede indhold af ochratoksin A. 

Der er i alt analyseret 23 prøver af byg og hvede udtaget i henholdsvis planlagre og af stålsiloer.

Tilskud

Projektet har fået tilskud fra Svineafgiftsfonden og har Projekt ID: VSP09/10/51


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Lisbeth Jørgensen

Udgivet: 12. juni 2012