20. september 2012

Notat Nr. 1223

Økonomisk temperaturmåling og prognose for 2012 og 2013 (September 2012)

I 2012 forventes der et resultat fra svineproduktionen på -41 kr. pr. slagtesvin, en forbedring på 41 kr. i forhold til 2011. Der forventes en yderligere forbedring på 18 kr. i 2013. De bedste 25 % forventes at tjene ca. 69 kr. mere end gennemsnittet.

Den seneste prisprognose fra Landbrug & Fødevarer (L & F) viser, at den gennemsnitlige afregningspris inkl. efterbetaling pr. kg i 2012 forventes at blive 11,75 kr. ved en efterbetaling på 95 øre.  Afregningsprisen i 2012 forventes at ligge 100 øre over afregningsprisen i 2011 inkl. efterbetaling.

De højere foderpriser, der er afledt af højere korn- og proteinpriser, medfører en dårligere rentabilitet i svineproduktionen på kort sigt, idet der først skal ske en tilpasning af udbuddet af svinekød, før der kan forventes pristilpasninger, der svarer til de øgede omkostninger. En forøgelse af foderpriserne med 10 øre pr. FEsv svarer til at omkostningerne pr. kg svinekød er øget med 40 øre. I det omfang at svineproducenterne har eget korn der sælges til svineproduktionen internt på bedriften, øges indtjeningen på planteavlen tilsvarende tabet på svineproduktionen. De nuværende høje kornpriser påvirker derfor den samlede bedrifts økonomi meget lidt hvor kornforsyningsgraden er høj, og meget hvor den er lav. I gennemsnit har svineproducenterne en kornforsyningsgrad på 60 %.


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Brian Oster Hansen, Finn K. Udesen

Udgivet: 20. september 2012

Fagområde: Svineproduktionsøkonomi