28. november 2012

Notat Nr. 1232

ABC i svineproduktionen

Det har i gennemsnit kostet 228 kr. at producere en fravænnet gris og hjemmeblanderne har de laveste foderomkostninger, er to af resultaterne fra ti landmænd, der har deltaget i ABC omkostningsprojektet.

Denne tabelsamling indeholder en opgørelse af ti svinebedrifters ABC-fordeling af omkostninger for året 2011. ABC står for Aktivitets Baseret Omkostningsfordeling. Formålet med ABC er at give landmanden indsigt i omkostningerne ved de forskellige aktiviteter ved svineproduktionen. Omkostningerne beregnes pr. enhed, således at det er muligt at sammenligne bedrifterne imellem.

Highlights

Det har i gennemsnit kostet 228 kr. at producere en fravænnet gris. Der er en variation på 75 kr. i resultat pr. fravænnet gris. Omkostninger til polterekruttering, foder og løn er de vigtigste omkostninger til at forklare forskellen.

Der er ikke signifikant forskel i polteomkostninger pr. gris ud fra om der er egenproduktion af polte.

Omkostningerne ved smågriseproduktion fra 7-30 kg var på 180 kr. i gennemsnit. De laveste omkostninger er 163 kr., mens de højeste er 198 kr.

Generelt sættes der penge til på restproduktion ved opfedning af ukurante smågrise og sopolte.

Når der sammenholdes med foderomkostningerne har hjemmeblanderne de laveste omkostninger til foder og foderanlæg, og udviser en forskel på 20 kr. pr. fravænnet gris og 6 kr. pr. smågris.

TILSKUD

Den Europæiske Union ved Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikter og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har deltaget i finansieringen af projektet. Journal nr. 32101-D-12-00547

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Brian Oster Hansen

Udgivet: 28. november 2012

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Produktionsøkonomi