29. januar 2013

Notat Nr. 1302

Stordriftsfordele i svineproduktion

Store svineproducenter opnår stordriftsfordele, hvilket skyldes både lavere omkostninger og bedre produktivitet. Analysen identificerer de størrelsesøkonomiske fordele, deres økonomiske værdi samt omkostningen ved at have produktion på flere lokaliteter.

De størrelsesøkonomiske fordele i svineproduktionen er undersøgt for bedriftstyperne søer med salg af 30 kg grise, slagtesvin samt integrerede bedrifter. Omkostningerne ved at have produktion på flere lokaliteter er ligeledes undersøgt.

Analyserne viser at de økonomiske stordriftsfordele er aftagende ved stigende bedriftsstørrelse, og der er højere omkostninger forbundet med at have bedriften på flere lokaliteter.
Forskellene mellem de store og de små bedrifter skyldes både lavere omkostninger og bedre produktivitet. I slagtesvineproduktion er der et stort uudnyttet potentiale ved stordrift.

Soholdsbedrifter med 600+ årssøer har 569 kr. mere i resultat af primær drift pr. årsso og 370 kr. mere i korrigeret driftsresultat end bedrifter med 200-399 årssøer.

Slagtesvinebedrifter, der producerer 8.000+ slagtesvin, har 88 kr. mere i resultat af primær drift pr. slagtesvin og 95 kr. mere i korrigeret driftsresultat end bedrifter med 2.000-4.999 slagtesvin.

Integrerede bedrifter med 350+ DE har 1.690 kr. mere i resultat af primær drift pr. DE og 1.476 kr. mere i korrigeret driftsresultat end bedrifter med 64-199 DE.

Der er foretaget statistiske analyser på 4.416 regnskaber fra bedrifter der har enten sohold med smågrise, slagtesvin eller integreret produktion for perioden 2006-2011, med det formål at analysere om der er størrelsesøkonomiske fordele, deres økonomiske værdi samt hvor disse eventuelle fordele opnås. Derudover er den økonomiske betydning af antallet af lokaliteter blevet analyseret.

For at kunne sammenligne resultatet mellem bedrifterne, er de økonomiske variable målt i henholdsvis kr. pr. årsso, kr. pr. slagtesvin og kr. pr. DE. I analyserne indgår der en ejeraflønning på 300.000 kr., for alle bedrifter. I analyserne er bedrifterne inddelt i tre størrelsesgrupper i hver af de tre driftsgrene. Der korrigeres for regnskabsår, harmoniareal (ha dyrket pr. dyr) og størrelse (kun i lokalitetsanalyse), hvor disse variable har signifikant betydning for resultatet. I det korrigerede driftsresultat er der anvendt en rente på 4 %.

TILSKUD

Den Europæiske Union ved Den Europæiske Fond for Udvikling af Landdistrikter og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har deltaget i finansieringen af projektet. Aktivitetsnr. 76. Journal nr. 32101-D-13-00584.

 


Institution: Videncenter for Svineproduktion

Forfatter: Brian Oster Hansen

Udgivet: 29. januar 2013

Dyregruppe: Slagtesvin, Smågrise, Søer

Fagområde: Produktionsøkonomi